Det var efterhånden et godt stykke tid siden, Lykke sidst havde befundet sig nær Kzar Mora. Hun var imidlertid blevet sendt på opgave her. Det var lykkedes Zahinaels spioner at finde frem til et tempel af en art i bjergene. De havde dog ikke kunne komme tæt på, fordi vejen frem var for farefuld. Ethelihn havde derfor bedt Lykke om at se lidt nærmere på sagen. Lykke havde ikke stillet spørgsmål, og hun havde uden omsvøb pareret ordre, også selvom hun egentlig ikke brød sig om de mere snigfulde missioner. Hun foretrak åben kamp, men hendes dybe respekt for Generalen havde gjort, at hun havde bidt sin stolthed i sig. En ting hun sjældent gjorde, og noget man virkelig skulle gøre sig fortjent til.

Det var bare ikke gået så nemt. Lykke havde været nødt til at flyve ind, fordi vejen var svær og næsten ufremkommelig. Og hun var selvfølgelig blevet opdaget næsten med det samme! Det store vingefang havde ikke været til at skjule. Hun havde prøvet at vende om, men hvem end der beskyttede templet havde været hurtige nok til at kaste net og reb og deslige efter hende. Én havde ovenikøbet skudt efter hende med en armbrøst. Bolten, der havde et reb siddende, var gået direkte i hendes lår, inden hun nåede at gøre sin hud hårdfør, og dens modhager gjorde, at et halvt dusin mænd kunne tvinge hende ned på landjorden. Her havde hun dog ikke bare sådan givet op, som hun var begyndt at tæve løs på sine angribere. Det havde dog kun været på lånt tid, og hun havde fået flere skrammer og så rundt omkring. Det mest grelle var et snit fra midt fra skulderen og skråt ned over brystet, der havde fået overdelen på uniformen til at gå fra hinanden, så den nu blotlagde det bare bryst. Lykke var tydeligt ligeglad med det faktum, som hun stadig var arrig over at blive tilfangetaget, og selvom hun fik taget sin del ofre med sig, lykkedes det alligevel forsvarerne at få hende lagt ned. Både hendes hænder og fødder blev bundet stramt, så hun absolut ikke kunne komme fri, uanset hvor meget hun så prøvede; rebene var dog kommet med truende, knirkende lyde over dæmonens styrke, men så havde hun fået et slag i ansigtet, og det var sortnet for hende, som hun besvimede.

Lykke vågnede et stykke tid efter. Hvor længe der var gået, vidste hun ikke, og det tog et øjeblik for hendes øjne at vænne sig til halvmørket, der stod i stærk kontrast til dagslyset udenfor. Hun hang fra loftet i armene en meters penge over det mørke stengulv, og næsten øjeblikkeligt forsøgte hun at vride sig fri uden at få andet ud af det end større smerte i håndleddene. Råb og skrig kunne høres fra hende: "Slip mig fri I undermålere, så skal jeg vise jer, hvordan et ægte væsen slås! Forbandede bastarder! Forpulede Isaritilbedere! En flok kujoner er, hvad I er! Ved Zaladin, I kommer til at bøde for jeres forræderi mod en højerestående race, I utaknemmelige maddiker!" Sådan fortsatte hendes eder og forbandelser uden ophør, og hun fortsatte på trods af, at hun tydeligt skreg sig selv hæs. Hun var ikke klar over, om nogen kunne høre hende, men hun var egentlig ligeglad. Hvis hun var tilpas irriterende, skulle der nok komme nogen rendende om ikke andet så for at lukke munden på hende!

Det var ikke ofte, at Skyggernes Kapel fik decideret ubudne gæster. Gæster, jah så bestemt - tilhængere, nysgerrige og ret-troende fra nær og fjern var begynd at søge til templet, og det havde virkelig taget fart siden Blodmåne jagten var blevet afholdt, og dets ofringer blevet givet. Men ubudne gæster... se det var først noget de var begyndt at have, indenfor de sidste par uger.
Det var velsagtens en naturlig reaktion, som kom af at det ikke længere kun var Gudindens egen kernegruppe af tilbedere, der var de eneste til at bebo de natsorte gange i fjeldets kolde sten. Men naturligt eller ej, jah så fandt templets mørke moder det stadigvæk trættende, og i den grad stadigvæk irriterende.

Fordi det forstyrrede altid, når hun mindst af alt burde blive forstyrret.

Man kunne samtidigt roligt nævne her, at Solari's erfaringer og deraf forhold til overraskelser var gennemsyret af en god potion bitterhed og vrede, på trods af at bitterheden tog afsæt i hændelser for flere hundreder år siden... tiden lægte virkelig ikke alle sår, og derfor var billedet af det gamle Nalish'ra tempel stadigvæk brændt smertefuldt ind i hendes hukommelse, som en evig påmindelse om dengang fundamentet for deres kirke brød sammen. Dét havde fået ypperstepræsten til at skærpe sine krav til det nye tempels beskyttelse - hverken hun eller nogen anden skulle atter være offer for forsmåede menneskers mistro og frygt, offerollen klædte hende nemlig så sjældent - og de nye krav havde været effektive i deres håndtering af potentielle farer... effektiv og måske en anelse hårdtslående.

"Ypperstepræstinde Seravill" en forsigtig hvisken ekkoede imod de fugtige vægge, men den knælende skikkelse på jorden bevægede sig ikke. Ikke de første par sekunder, i hvert fald.  "... præstinde?" endnu et prøvende forsøg, og den unge mand tog nogle flere skridt ind i det måneoplyste rum, imens han prøvede at vække Solari for hvad der mest af alt lignede en bizar form for trance, som hun - efter sigende i hvert fald - skulle have været i her de sidste 27 timer. At afbryde hendes tilbedelse af gudinden, var ikke en opgave nogle af tempeltjenerne ønskede sig, da det aldrig var en garanti at hun vågnede i et pålideligt humør. "Det.. det Kalirre, han vil gerne se Dem"
Hvide øjne åbendes langsomt i små smalle sprækker, og en klikkende lyd af knækkende led fulgte elveren idet hun hævede hovedet, og med et misvisende, tilfreds suk, lod selvsamme falde tilbage i nakken. "Han sagde at det var meget vigt-" "Shhh..." den hvislende tyssen var en overlagt afbrydelse af hvad tempeltjeneren ville komme frem til, og mørkelverens læber favnedes i et blidt smil, der dog ikke havde nogen beroligende effekt på den anden. "Du taler hvor Gudinden selv synger sine sorte melodier, du taler et sted du ikke burde, min kære...." forsatte præstinden, og vendte nu endelig sin stirrende opmærksomhed til siden, for med en foruroligende mildhed at se ham an, idet at hun rejste sig. "Så... lad os sætte os et andet sted, skal vi ikke? Hvad har Kamirr at sige.."

En tilfangetaget dæmon der havde formået at slå adskillige af templets vagter ned - i forsvar oven i købet, var ikke hverdags sager. Og det var nok også var den eneste reele grund til at Solari lod sagen dumpe ned i hendes skød, fremfor at lade andre, kompentente hænder håndtere det. Fordi et eller andet sted, jah så trak de i hendes ellers flygtige opmærksomhed; Solari måtte i hvert fald se hvad selskabet havde tænkt sig at byde ind med, før hun sendte den videre.
Larmende råb og hæslige forbandelser strakte sig nyttesløst igennem de lange, underjordiske gange, og fra dybets mange skygger, betragtede Solari i første omgang den vildfarne skabning på observerende afstand, og gjorde det i et godt stykke tid. Noterede, Lyttede, Analyserede og ventede. Voldsomme følelser, intense reaktioner og alt imellem, havde altid haft en helt speciel tiltrækningskraft på mørkelveren, der ofte kunne ende i ekstremerne i sin jagt efter stimulering af et gammelt sind. Et slangegrin trak op i de mørke læber, og elveren vippede endelig en anelse frem på fodballerne. Denne aften, så ud til at blive dedikeret til det fremmødte og dog stadigvæk uvelkomne selskab.

Noget der mindede om en time - tid var svært at bedømme uden lys til at give dig et prej, var passeret siden hun første gang begyndte på sine spruttende, arrige og farverige skældsord. Og selvom det var fristende at lade hende bande sin egen stemme langt væk ud i intetheden, fik en prikkende fornemmelse mørkelveren til at tage den første spæde kontakt til sin husgæst.
Den klikkende lyd af støvler imod stenjord var hvad der først signalerede præstindens nu synlige ankomst til rummet, der med et misvisende, imødekommende smil trådte frem foran den ophængte dæmon. Åh, så yndig hun alligevel fremstod, på trods af dæmoniske mutationer i krop og ansigt.
"Som din mund dog forstår sig på sine vendinger, min kære" gled det glat fra en sortdryppende sølvtunge, og præstinden smilede. "Lad mig være den første til at byde dig velkommen; hvis Skyggernes Kapel var det sted du ville... lande, så er det et succeskriterie mødt. " præstinden stoppede op med korslagte arme og et dovent smil om munden i sin overlegne position. 

Lykke havde råbt og skreget i, hvad der føltes som en uendelighed, og det var først da lyden af nogens ankomst fangede hendes ører, at hun tav. I første omgang rettede hun ikke blikket op, mens hun blot betragtede blodet, der dryppede fra hendes hage og ned på gulvet. Det venstre øjenbryn var flækket, og selvom det ikke var voldsomt slemt, løb blodet alligevel støt ned over hendes ene kind og ned til underkæben, hvor det til sidst samlede sig i dråber på hagen og dryppede derfra. Den pludselige stilhed medførte også, at hun nu kunne høre hvert dryp ramme gulvet. Såret over brystet var næsten holdt op med at bløde, men uniformen var godt tilsølet, og også herfra havde det dryppet ned på gulvet.

Lykke gjorde ikke antræk til at kigge op, som den nyankomne kvinde talte, og hun lod ordene hænge i den tykke stilhed et godt stykke tid, inden hun løftede hovedet for at se på mørkelveren. Afskyen var nem at læse i hendes ansigt. "Jeg ønskede aldeles ikke at lande her. Jeg var egentlig bare på gennemrejse, da jeg blev tvunget herned" svarede hun med sammenbidte tænder. Hverken hendes tonefald eller ansigtsudtryk viste tegn på, det var løgn, så det skulle kun være, hvis kvinden vidste, at Lykke havde brugt lidt for lang tid i området til, det kunne være en gennemrejse, at hun skulle gennemskue det. "Jeg har en del vendinger tilbage, hvis det skulle friste?" spottede hun med tydelig sarkasme i stemmen. "Men jeg har godt nok aldrig hørt nogen bruge udtrykket "kær" om mig før" fortsatte hun så, og hendes læber trak sig ud i et skævt smil. Så kiggede hun op for at betragte rebene lidt, inden hun igen rettede opmærksomheden på kvinden. "Jeg går ud fra, det her betyder, at du ikke bare slipper mig fri og lader mig komme videre på min vej?" spurgte hun, selvom hun egentlig næsten var sikker på svaret.

Som det udødelige væsen hun var, havde Solari næppe noget skyndsomt i hverken sit udtryk eller sine bevægelser, og lod dæmonen tage den tid som det nu engang tog hende, for endelig at få hende til at kigge op og svare hende. Se hende, og derefter næsten smage den afsky der vældede op i det hornede ansigt; ypperstepræstindens smil tog et nysgerrigt knæk til sig. Så benægtelse, dumme spørgsmål og sarkasme var hvad hun ville præsentere her til aften... 

Det var en anelse skuffende. 
Skyggepræstens fingre trommede lydløst imod de blottede, mørke overarme, og som et vagt svar på det sidste, rystede hun en anelse på hovedet. Givet at dæmonen så mindst ligeså godt som hun selv gjorde i natten og dybets mørke, ville det ikkke være et problem for hende at se det uverbale svar. 
Solari trådte nogle skridt nærmere, støvlerne klikkende imod det hårde gulv under hende, og en underliggende opmærksomhed imod ikke at komme for tæt på, skulle dæmonen vælge at bruge rebenes momentum og svinge sig imod hende. "Jeg bruger det også i flæng, har jeg hørt" smilede hun med latter skurrende i stemmen, og lod de dødningehvide øjne låse sig i dæmonens egne, der næsten agerede som et spejl af hendes. Hun var da ellers kær, lige meget hvor sjældent hun havde hørt det. 

Solari's skridt knækkede af for at bære hende i en cirkel omkring det kvindelige selskab, grådige øjne der nysgerrigt studerede hver en lille centimeter af hendes fine krop. Og velformet var hun ovenikøbet; præstinden vidste af erfaring, at dæmoner kunne være en del mere uheldige med deres vanskabte kroppe. 
"Nå, lad det være det. Du kommer videre på din vej, når du hjælper mig videre med mit spørgsmål; hvad laver du her?" hun troede ikke på at den anden var på en gennemrejse - de færreste tog på en 'gennemrejse' igennem den her del af bjergene. 

Lykke var ærligt ikke overrasket over, at den mørke elver ikke havde travlt. Når man levede evigt, hvorfor skulle man så det? Desuden kunne hun ikke rigtigt komme nogle steder, så der var vel heller ikke noget at have travlt over? Tanken fik hendes smil til at vokse en smule. Det ville i den grad blive en lang nat, hvis de fortsatte sådan her. Ikke at hun ligefrem havde tænkt sig at give efter, men altså...

"Oh? Så det var altså ikke en kompliment? Nu er jeg lidt skuffet" fortsatte hun sin sarkasme, som det skæve smil trak sig længere op i en uhyggelig grimasse. Hun tog sig ikke så meget af, at elveren tog hende nærmere i øjesyn. Det var vel sjældent, hun rent faktisk fik lov til at se så mægtigt et væsen helt tæt på? Ikke et ord blev sagt, men da den mørke kvinde igen var foran hende, lod Lykke uanfægtet sine vinger vise. Disse var også en anelse medtagede, men hun var stadig i stand til at slå et par slag med dem, så hendes håndled blev aflastet. Hun ville ikke kunne holde sig selv oppe ret længe ad gangen, men det ville være nok til, at det ville holde op med at snurre så irriterende i fingrene. Hun gjorde dog ikke antræk til at ville nærme sig kvinden.

"Når nu det ser ud som om, jeg skal være her et stykke tid, ville det så være for meget at forlange en introduktion?" spurgte hun med en munter tone, der igen afspejlede sarkasmen fra tidligere.
"Mit navn er Lykke Louche, og jeg er Ridder af Mørket. Jeg var egentlig på vej til Obsidianøerne, men dit folk tvang mig lidt til at tage en omvej" forsøgte hun sig igen, som hun kastede hovedet mod det ene reb. Dette fik det hvide pandehår til at svaje til den anden siden og afsløre arret ved øjet. Så sendte hun elveren et nyt skævt smil, som halen svajede fra side til side i baggrunden.

Skyggepræsten forsatte sin rovdyrsmotiverede runde omkring dæmonen, en lysende opmærksomhed i det vågne blik, dersloges om hvilket udtryk der blev sendt videre, givet hvor afslappet og doven hendes bevægelser ellers forekom. Værende elver af natur, var det ikke overraskende at ypperstepræsten - sin grove og giftige væsen til trods - var et ganske elegant væsen, med ganske delikate træk. Hun havde aldrig været noget fysisk vidunder, og kunne i det skjulte beundre den senede, muskuløse krop hun fik lov at observere. Og derfor gled en næsten hengiven latter over hendes mørke læber da Lykke spurgte om det havde været en kompliment, og hun endnu engang kunne stoppe op foran hendes ophængte væsen. 
"Oh jo, så sandelig" smilede hun behageligt, hvide øjne vagt glimtende i den svage belysning. Hun var blot intet unikum... det betød dog ikke, at det ikke kunne tages som en kompliment. 

Hvis Solari var betaget af vingerne og halen - hvilket hun var - var det ikke sådan at hun lod det vise. Som et tålmodigt rovdyrs bevægelser svajede den bagved hende, prikkede til et underliggende behov der kriblede i hendes fingre om at tage fat i den, hive i den, føle på den, og lokkede med sin henkastede ladfærdighed. Nej, i stedet for at gøre det, gled hovedet tankefuldt på skrå, og mørkelverens læber skiltes i et tavst ohh, der dog ligeså meget kunne være blevet fremprovokeret af dæmonens krav på introduktion, såvel som hendes præsentation af sig selv. Bagved det hele cirklede tankerne lavpraktisk omkring at de vinger måtte, til trods for deres skønhed, stækkes inden hun kom for godt igang med at aflaste sig selv, men det ville alt sammen komme. 
Tungen fulgte tændernes flade side i mørkelverens mund, inden at hun med en med et knæk rettede hovedet op igen. "Lykke Louche..." gentog hun, som smagte elveren rigtig godt på navnet idet at hun cementerede det imellem århundreders forskellige navne og væsner - Lykke... i et spontant glimt af glæde, jah lykke lyste mørkelverens hvide blik op, og en tattoveret hånd foldede sig sirligt ud, idet med et halvhjertet nik fulgte hendes forspørgsmål. Det var trods alt ingen hemmelighed hvem hun var. 
"Solari Seravill, ypperstepræstinde af dette sted og din... vært, for denne aften, min kære fine Lykke" musede hun, og rettede sig op igen. Fingerspidserne pressedes imod hinanden, nu foran læberne på skyggepræsten. "Ah, mine folk kan være så frygtelig ivrige af sig..." forsatte hun med påtaget overbærenhed i den (lige nu) bløde stemme, og sukkede opgivende, trods smilet bagved fingrene, afslørede at det ikke gik hende på. "... fortæl mig endelig, hvor kommer du fra, lille Lykke, fine Lykke?"   

//Jeg undskylder for at lukke tråden. En lidt dybere forklaring findes her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=14059&currentpage=1#618234