Amara var ret vild med Dianthos. I starten havde det været noget af et chok fra Elverly, men der var ikke gået mere end et øjeblik før hun var blevet fuldstændig betaget af byen. Hun fandt det fascinerende, hvordan folk kunne bo så mange sammen og bare få det til at fungere. Og her var alle typer; mennesker, elementarer, engle, elvere - ja alt.
Hun havde hurtigt fundet et sted at leje sig ind; et mindre værelse i en slidt lejlighed i den centrale by. Jobbet var blevet i helbredelseshuset, og selvom hun ikke var rig var det heller ikke noget problem, da penge aldrig havde betydet meget for hende.

At bo den centrale by betød også, at hun havde mulighed for at slentre rundt i byen og observere. Noget hun gjorde denne formiddag, hvor hun havde sat kurs mod markedspladsen. Det var ikke fordi hun egentlig manglede noget, men for et par dage siden havde hun opdaget en ny bod der solgte dyr, hvilket betød, at hun var nødt til at undersøge den nærmere. Amara havde altid elsket dyr, og hjemme i Elverly havde hun taget sig af de tilskadekommende dyr. Faktisk var det det eneste hun egentlig savnede ved storbyen (udover hendes forældre), og hun havde derfor skrabet penge nok sammen til, forhåbentligt, at kunne komme hjem med et eller andet dyr, der kunne holde hende med selskab om aftenen.

Som altid var hun tildækket fra top til tå. Det eneste der var synligt var faktisk hendes ansigt og hun havde følt sig ganske sikker da en eller anden kom løbende direkte mod hende, stødte ind i hende og væltede ned på jorden sammen med hende. 
"Hey!" Udbrød hun overrasket, som hendes bagparti stødte sammen med jorden med et hårdt bump. Mere nåede hun ikke at sige før personen der var stødt ind i hende faldt ned over hende. På en eller anden måde fik han - for hun kunne se det var en ung knægt - taget fra på hendes ansigt før Amara nåede at forhindre det. "Nej!" Mere nåede hun ikke at sige før hun mærkede kontakten af hud mod hud. En kontakt der omgående blev efterfulgt af den varme fornemmelse, som hendes magi rakte ud og begyndte at drikke af hans livskraft.
Amara var hurtig: hun skubbede drengen af og fik krabbet sig væk fra ham inden hun kom på ben, der rystede ved mødet. De blågrå øjne var hæftet på drengen, som ikke rørte sig. Noget andre også bemærkede, deres sammenstød havde tiltrukket sig opmærksomhed, og da drengen ikke rørte sig begyndte folk for alvor at stimle sammen omkring dem. 
"Hvad er der sket?" En stor mand trådte frem og så næsten anklagende på den unge elver, der stod midt i kredsen af folk. 
"Det var et uheld", forsøgte hun, "han stødte ind i mig og..." Og hvad? Hvad skulle hun sige? "og så stjal jeg hans livskraft"? Nej, det ville aldrig gå, og hun mærkede panikken brede sig i hendes krop alt mens hun lod blikket glide rundt på de forsamlede mennesker for at finde hjælp et eller andet sted.

Freydis brød sig ikke om Dianthos, særligt ikke når hun gik med sin mand eller datter. Heldigvis boede de en dags rejse fra byen, så de kunne leve i fred fra utilfredse beboere. Manden havde valgt at tage sig af datteren i nogle dage, så Freydis selv kunne tage til Dianthos i fred og ro for at handle på markedspladsen, uden hadselsfulde blikke og kastning af sten. Det var bare ikke nemt at være gift med en minotaur, ingen kunne forstå det.

Freydis, for sig selv, havde dog ingen problemer med at gå på Dianthos gader, for så lignede hun jo bare et helt almindeligt menneske. Hun var selv klædt i en simpel hvid kjole med lange ærmer, med et brunt langt korset om kroppen. Derudover havde hun en lang mørkebrun kappe ud over sig. Det var aldrig til at vide, med vejret, så hun måtte jo hellere rejse forberedt.

Det hele var ret så idyllisk, som hun bevægede sig igennem gaderne uden nogle blikke. Freydis havde da også nået at kigge på et par boder, og stod faktisk og kiggede på noget porcelæn, før hun hørte et spektakel fra nogen der stødte sammen. Det vækkede med det samme Freydis opmærksomhed, da der blev råbt nej nærmest i panik. Hurtigt fik Freydis sat porcelænet til bage på bordet det tilhørte, for med det samme at løbe hen til den allerede voksende forsamling. Insisterende fik Freydis dog mast sig frem i mængden og kunne se en elver der var i gang med at rejse sig, umiddelbart ret så chokeret. Ved siden af hende lå hvad der, det engang havde været en livlig dreng, og overfor hende stod en stor truende mand.

Freydis stod et øjeblik og overvejede, om hun ville kunne få kvinden væk fra mængden af væsner. Ingen havde lyst til at stå i midten af sure væsner – det vidste Freydis i hvert fald fra sig selv. Inden hun vidste af det, trak hun sin kappe af og gik ind mod elveren. Godt nok var elveren pakket ind fra top til tå, men hun følte alligevel at en kappe over kvindes hoved, ville hjælpe hvis de skulle væk fra stedet. Hun gik derfor lige hen til elveren og uden et ord svang hun den om elverens skulder. ”Jeg beklager ulejligeheden, men vi har virkelig travlt,” prøvede hun at undskylde til manden, mens hun prøvede at puffe blidt på ryggen af elveren, for at fortælle at de havde travlt med at komme væk fra gerningstedet.




//Billede af kjole

Det var bare typisk det her. Amara vidste jo hvor farligt det var at bevæge sig ud midt på dagen, og alligevel havde hun gjort det. Lokket af alle de mange mennesker og et håb om at kunne det samme som dem, havde hun trodset sin egen fornuft og havde bragt et andet væsen i fare. Hun burde have vidste bedre, og alligevel var hun endt i den her situation.
Den unge knægt skulle nok klare sig - det var hun i hvert fald ret sikker på, for skønt han havde nået at røre hende havde det ikke været længe, så hun var fortrøstningsfuld. Hende selv var en helt anden sag, for gruppen af vrede mennesker så ikke ud til at ville lade hende slippe uden videre, og hun var derfor ikke sikker på, om hun ville klare ligeså meget frisag.

Og så trådte en engel ud fra mængden af vrede mennesker og direkte over til hende. Totalt uforudset og mere end velkomment. Selv da hun trak en kappe rundt om Amaras hoved, med fare for at komme til at røre det bare ansigt, følte Amara en enorm taknemmelighed mod kvinden. Hun var ikke sen til at følge den andens anvisninger, og med et sidste blik på den unge mand skyndte hun sig ud af mængden. En eller anden råbte efter en healer, og Amara følte sig en del mere sikker på, at både hun og drengen nok skulle klare den.

"Tak, mange tak. Det var virkelig venligt af Dem." Amara havde ventet med at sige noget til de var kommet et godt stykke væk fra menneskemængden, men nu vendte hun sig mod kvinden og lagde en behandsket, let hånd på kvindens arm. "Det var virkelig... tak." Hun var slet ikke sikker på, hvordan hun skulle takke kvinden, og tom for ord stod hun bare og så på hende et langt øjeblik inden hun mærkede hvordan et par tårer pressede sig på - rørt som hun var over, at en fremmed havde risikeret sig selv for hende på den måde. "Hvis der er noget jeg kan gøre som gengæld må De endelig sige til." Fortsatte hun og forsøgte at kvæle tårerne inden de fik frit løb.

Umiddelbart så drengen ikke ud til at være død, men det var selvfølgelig aldrig til at vide. Freydis selv håbede drengen blot var bevidstløs. Derfor begav hun sig også om kvinden med en anelse forsigtighed, eftersom hun ikke vidste hvilke evner kvinden besad, eller mangel på samme.
Manden der havde stået og set truende ud, lod sit blik følge Freydis, som de begyndte at forlade gerningsstedet. Han sagde ikke noget, men så blot stadig truende ud. Det var som om han advarede hende om at hun de begge skulle skynde sig væk, medmindre de ville have ballade begge to. Freydis blev dog lidt overrasket over at pigen så på den unge mand inden de gik, og lagde derfor blidt sine hænder mod kvindens skulderblade, for at indikere de virkelig burde gå. Hun var lykkelig over kvinden ikke brugte lang tid på at finde ud af hun skulle gå.

Freydis fik hurtigt styret dem væk fra menneskemængden og ned at en mindre gyde, så de ikke pludselig blev opsøgt. Freydis gav et langt, lettet suk fra sig, som hun var sikker på at de ikke blev forfulgt af vrede mennesker. De grønne øjne susede op til kvindens øjne, da hun snakkede. ”Det skal De virkelig ikke tænke på,” hun rystede let på hovedet og vinkede lidt med sin hånd, for at ’feje’ emnet væk. Der blev dog lagt en behandsket hånd på hendes Freydis’ arm, hvilket fik hende til at stoppe med at ryste på hovedet og vende et fokuseret blik op på kvinden igen, som hun takkede. Det var tydeligt kvinden var oprørt over situationen, for øjnene var meget blanke og der lå tårer i øjnene på kvinden. Freydis lagde så sin frie hånd på kvindens tildækkede skulder og nikkede en gang til kvinden. ”Det hele er okay. Tænk ikke over det,” prøvede hun at berolige kvinden som kort efter tilbød at give noget tilbage. Freydis rystede blot let på hovedet med et blidt, lettere bekymret, smil. ”De behøver ikke gøre noget til gengæld ud over at passe på Dem selv,” lød det sødt fra den rødhårede skønhed. Hun ønskede blot ikke se hjælpeløse sjæle, ligesom hende selv, gå rundt og blive trådt på af åndssvage grunde.

Det var underligt, for selvom Amara efterhånden kunne bryste sig over at være ganske kendt i den store by havde hun fuldstændig mistet overblikket og anede ikke, hvor den anden kvinde førte hende hen. Ned i en gyde, javist, men hvilken gyde? Chokket over hvad der var sket – hvad hun havde gjort – sad endnu så dybt i hende, at hun ikke rigtig opfattede hvor de bevægede sig hen. Hun ville nok være chorkeret længe, men kunne man bebrejde hende? Det havde været en fuldstændig almindelig dag, indtil det pludselig ikke var længere. En påmindelse om den magi hun besad, som både var forræderisk og ustyrlig.

En enkelt tårer gled forræderisk ned af Amaras kinder, men den unge elver lod sig ikke mærke af og førte en hånd op for at tørre den væk. ”Men det skal jeg, det var mere venlighed end jeg havde turde drømme om.” Afviste hun, da den anden kvinde venligt afviste hendes takken. ”Åh,” kvindens ord om, at Amara skulle passe på sig selv fik et trist smil til at glide hen over hendes læber. ”Det troede jeg allerede jeg gjorde, men åbenbart ikke godt nok.” Hun var ikke helt sikker på, hvad hun ellers skulle gøre for at passe på sine medmennesker: jo flytte hjem igen, men det kunne hun ikke. Nu hvor hun havde fået smag for livet i byen ville hun ikke kunne tage tilbage til skoven, hvor hun atter ville tilbringe dagene alene. ”Er De sikker på der ikke er noget jeg kan gøre som tak for hjælpen? Der må være noget jeg kan hjælpe Dem med?” Forsøgte hun igen, fast besluttet på at hjælpe kvinden, der havde hjulpet hende.

Stædighed lyste nærmest ud af elveren foran Freydis, som hun protesterede for at give noget tilbage. Freydis gav hende et ømt smil og et blidt klem på den tildækkede skulder. Det var tydeligt at elveren havde gjort alt og tog sine foranstaltninger for at passe på sig selv, men blot havde været utrolig uheldig i dagens anledning. En bekymret mine trak sig over det søde fregnede ansigt, som det lagde sig lidt på skrå. ”Du gør alt hvad du kan, kære. Mere er der ingen der skal forlange af dig,” lød hendes blide ord, som hun trådte et kvart skridt tættere. Hun ville gerne tilbyde kvinden et kram, hvis hun ønskede det. Noget ved den måde hun holdt om Freydis’ arm gjorde hende næsten sikker i at hun manglede en form for kropskontakt. En kropskontakt Freydis følte sig villig til at give hende lige nu.

Freydis blide smil forblev på sine læber som der endnu engang blev tilbudt at gøre en tjeneste for Freydis. ”Jeg mangler virkelig ikke noget… Men vi kan måske aftale at hvis du ser en i nød bryder du ind, ligesom jeg gjorde for dig?” foreslog hun med et blidt smil. Freydis vidste i hvert fald, at hvis hun en dag stod omringet af vrede væsner, med sin datter, ville hun ikke vide hvad hun skulle gøre. Chancen for at hun kunne forsvare sig selv med sin vandmagi var minimal, og det var i den grad ikke noget hun havde lyst til, når hun havde sin datter med.

Stædighed lyste nærmest ud af elveren foran Freydis, som hun protesterede for at give noget tilbage. Freydis gav hende et ømt smil og et blidt klem på den tildækkede skulder. Det var tydeligt at elveren havde gjort alt og tog sine foranstaltninger for at passe på sig selv, men blot havde været utrolig uheldig i dagens anledning. En bekymret mine trak sig over det søde fregnede ansigt, som det lagde sig lidt på skrå. ”Du gør alt hvad du kan, kære. Mere er der ingen der skal forlange af dig,” lød hendes blide ord, som hun trådte et kvart skridt tættere. Hun ville gerne tilbyde kvinden et kram, hvis hun ønskede det. Noget ved den måde hun holdt om Freydis’ arm gjorde hende næsten sikker i at hun manglede en form for kropskontakt. En kropskontakt Freydis følte sig villig til at give hende lige nu.

Freydis blide smil forblev på sine læber som der endnu engang blev tilbudt at gøre en tjeneste for Freydis. ”Jeg mangler virkelig ikke noget… Men vi kan måske aftale at hvis du ser en i nød bryder du ind, ligesom jeg gjorde for dig?” foreslog hun med et blidt smil. Freydis vidste i hvert fald, at hvis hun en dag stod omringet af vrede væsner, med sin datter, ville hun ikke vide hvad hun skulle gøre. Chancen for at hun kunne forsvare sig selv med sin vandmagi var minimal, og det var i den grad ikke noget hun havde lyst til, når hun havde sin datter med.

_____________

Det var lang tid siden Amara havde mødt så meget venlighed på én gang - og hun lappede det i sig. Af en eller anden grund mindede den anden kvinde hende om den mor hun havde efterladt i Elverly. Forsikringerne alene var nok til at minde Amara om alle de gange hendes egen mor havde forsikret hende om, at hun gjorde hvad hun kunne for at beskytte andre. Det var fjollet, det vidste hun, men et øjeblik længdtes hun voldsomt efter at være hjemme igen. For nu måtte hun nøjes med den fremmedes venlige ord, men det var også mere end hvad Amara havde turde håbe på at blive mødt af i dag.

"Selvfølgelig." Det var selvskrevet, for selvfølgelig ville Amara hjælpe hvis hun kunne. Sådan havde hun altid været, og det var bestemt ikke blevet mindre med årerne. "Skal De ud og handle?" Spurgte hun så. "For så lad mig i det mindste bære Deres vare." Det var en lille ting, og føltes fjollet når man tænkte på, hvad kvinden havde gjort for Amara, men det var det mindste Amara kunne komme på på stående fod.