Alaric havde fået nogle af familiens tjenestefolk til at komme forbi hos ham for at gøre rent omkring i hans hus. Efter at have været på besøg hos Isenwald familien, følte han dog godt nok at hans eget hjem var ret så lille. Det var rigeligt til ham, men han ikke ikke lade være med at tænke over hvad der mon blev tænkt omkring ham af de andre adelige som så hans hjem.
Huset bestod af et bibliotek eller arbejdsværelse, et stort træningslokale, hans soveværelse, et gæsteværelse, køkken og så var der entreen som var en del af spiserummet. Derudover havde han også hans stald hvor hans dyr blev passet.

Så snart det havde passet og været muligt efter mødet i Medanien havde han sendt en budbringer afsted og inviterede Astrid på besøg, for at se Erneylls mine- og skov-brug. Af den grund havde han heller ikke fundet det samme pæne tøj på som han havde haft sidst. Tøjet han havde på denne dag var noget af det han brugte mere normalt. Det var nogle kraftige bukser, og en kraftig kofte. Koften havde en stribe af mørkerødt stof der gik fra skulderen på skrådt ned til hoften.
Han havde fået bud om at Isenwalds hestevogn var blevet set nær ved, og det var derfor han allerede stod klar til at tage imod hende ved hendes ankomst. Han stod udenfor huset og afventede hun ankom. 
Da hestevognen endeligt ankom, stod han rank og afventede den stoppede dens færden. 
Han gik hen til vognen og åbnede for hende, og rakte hende så hånden for at hjælpe hende ned af vognen. "Det glæder mig at se dig allerede igen." Han tænkte ikke lige over at hun havde tjenestefolk med, da han talte til hende. Han håbede blot at hverken kusken eller hendes tjenestepige hørte ham.
Som da de havde mødtes sidst havde han den anden arm bag ved ryggen, ikke fordi han ville skjule den for hende, men mere hendes tjenestefolk. 
Da der var kommet nye folk til hjemmet, og især nogle af dem var heste, begyndte hans hunde at gø, og hans staldknøs kom løbende efter den ene af hundene og fik den med lidt besvær gænnet tilbage til stalden. "Jeg håber rejsen har været behagelig, og at det ikke har været for koldt her lidt længere nord på." Han viste dem så indenfor.

Drømmende lyse øjne kiggede ud gennem de små vinduer i vognen. Den forholdsvis blege hånd holdt fast i gardinet, som normalt ville dække udsynet. Hun beundrede området og overvejede hvornår de ville nå frem. Rejsen havde været skøn med selskab fra sin ene tjenestepige på hele turen. De var meget tætte og forstod hinanden på så mange punkter. Tjenestepigen var udvalgt til at komme med, eftersom hun bar evnen at kunne teleportere, og på den måde kunne få hende og Astrid væk i en fart hvis der skulle være problemer. Begge pæntklædte kvinder bar hver to knive, skjult både i tøjet og under alt tøjet.
Som det var blevet koldere, jo mere nord for Dianthos de var kommet, var Astrid blevet nød til at anskaffe sig en ny kjole. Denne var marineblå med lange ærmer og knappet ned langs overkroppen. Hendes hår var blevet flettet hele vejen rundt om hendes hoved og blevet syet sammen så det ikke røg nogen steder hen. Det var nydeligt og ikke i vejen.

”Deres Højhed, vi ankommer om et øjeblik!” lød det fra den ældre kusk. Øjnene der stadig blot så træer begyndte at søge efter hans bosted, men blev pludselig i tvivl om de var det rigtige sted. Hun rynkede en anelse på panden som hun så over på sin tjenestepige, ”Maria tror du vi er det rigtige sted?” spurgte hun og kiggede ud ad vinduet igen, hurtigt efterfulgt af hendes tjenestepige. ”Det ser sådan ud,” lød svaret.

Astrid kunne lige ane skikkelsen af en mand foran et hus og hun skyndte sig at dække gardinet til for at rette sig op. ”Jeg tror du har ret,” lød det fra Astrid som rettede ryggen en anelse. Vognen stoppede, og Astrid var vant til at der gik et øjeblik, før den ældre kusk var hoppet ned for at åbne døren. De lyse øjne blev derfor overrasket, da døren hurtigere end forventet blev åbnet op. Astrid valgte så hurtigt at rejse sig og blev mødt af en højre hånd, tilhørende Alaric, men hilsen fik hende til at se en anelse overrasket på ham. Der var både kusk og tjenestepige. Astrid var kortvarigt i konflikt med sig selv. Kusken var nok fuldkommen ligeglad med hvor formel Astrid snakkede til Alaric, og tjenestepigen var i den grad på Astrids side. ”Glæden er på min side, Alaric,” lød det dog fra hende, som hun gik ud af vognen. Astrids blik blev dog hurtigt rykket til hundene, lettere overrasket. Hun begav sig oftes med sin kat Charles – og Charles sagde ikke så meget. Kusken hjalp Maria ud vognen, for efterfølgende at lukke døren. Da Alaric pludselig snakkede til hende igen, flygtede hendes blik fra hunden til Alaric. ”Rejsen har været en fornøjelse,” lød det fra hende med et lidt større smil end tidligere, og en anelse mere drømmende. ”Er det muligt Maria kan blive vist indenfor? Hun er træt efter at skulle være på vagt hele ruten herover,” spurgte hun så. Hun havde på intet tidspunkt på rejsen spurgt om Maria ville have en pause, og Astrid var i den grad overbevist om at Maria i mindst lige så stor grad ville se hvad området havde at byde på. Men lige nu ville Astrid gerne have de første øjekast alene… Med Alaric.

//Billede af kjole og hår //

Det var overraskende at se hende igen, og især overraskende at se hende i disse noget anderledes klæder. Det var dog ikke fordi det på nogen måde ikke klædte hende, som forventeligt var hun stadig lige så smuk i disse klæder.

Da Astrid spurgte om han kunne vise Maria et sted at hvile sig vendte han sig blot om imod tjenestepigen som han antog måtte være Maria, da der ikke rigtigt var noget der gav mening og vinkede hende med sig. "Selvfølgelig, rummene til tjenestefolk står alligevel tomt hen, så der burde være rigeligt plads til både Maria og din kusk." Han viste dem indenfor, og henviste Maria til køkkenet og to rum der hang i forbindelse med køkkenet. "Du tager også bare fra køkkenet hvis du er sulten, eller tørstig." Han opbevarede ikke noget mad eller drikke i køkkenet som var dyrebart på nogen måde. Det var dog det han selv normalt spiste. 
"Og Maria? Nu ikke være for hård ved staldknøsen hvis han kigger på dig, han er ikke vant til andre end mig." Han sendte hende et lidt skævt smil før han nu, efter at have fået Maria på plads henvendte sig til Astrid. Han førte hende tilbage til husets indgang og så ind i det rum der fungerede som hans arbejdsværelse. "Er du interesseret i at se området, eller min families miner og skov?" Mens han snakkede til hende, fandt han sit skjold og sværd frem. På trods af han ikke havde nogen venstre hånd, bar han altid sit skjold når han var udenfor hans grund. "Du må endelig også sige til hvis du ønsker at slappe af lidt inden vi bevæger os ud."

Alaric havde personligt set frem til besøget, behageligt selskab og en god mulighed for at komme ud at se sig omkring. Skovbruget kunne de se til uden at blive forstyrret af andre, men mine-brugen ville nok gøre det umuligt ikke at møde folk. "Må også advare dig at hvis vi besøger minerne, vil der nok være folk i arbejde." Han sendte hende et smil, og den eneste grund til han kom med advarslen var for at hun ikke ville blive overrasket da hun jo nok ville blive sendt nogle blikke, og at det var tænkeligt at Alaric ville blive budt op til snak.

Astrid og Maria fulgtes sammen med Alaric ind i huset. Kusken tog sig af hestene og hvad end de to tøser havde pakket. Astrid prøvede at lægge mærke til indretningen. Det var ret så nede på jorden i forhold til Isenborg som havde store statuer, udstillinger af rustninger og våben. Isenborg var selvfølgelig også gigantisk og skulle indeholde en masse mennesker.

Maria nejede taknemmligt for Alaric som der blev tilbudt blot at ’føle sig hjemme’. De mørkeblå øjne tjenestepigen ejede spærrede en anelse op, som der blev fortalt noget om staldknøsen. ”Javel, Deres Højhed,” lød det fra pigen som nejede endnu en gang. Astrid kunne dog tydeligt se at pigen var en anelse forvirret og måske en også skræmt. Det fik Astrid til at smile lidt bredere et øjeblik.

Astrid fulgte pænt med Alaric ud af køkkenet, gennem entrén og ind et arbejdslokale. Lokalet vækkede straks interesse for Astrid, som hun begyndte at undersøge hvad der gemte sig i hans lokale. Mens han snakkede, beundrede hun indholdet af værelset, tænkende. ”Jeg er skam frisk nok til at se lidt af det hele,” forsikrede hun ham og så sig over skulderen. Hun lagde mærke til at han begyndte at udstyre sig med sværd og skjold, hvilket forvirrede hende blot en smule. Var det så farligt at være dette område? Umuligt.

Hun vendte blikket tilbage på rummets indhold. ”Vi kan sagtens starte i minerne,” kom det fra hende som hun lod sin blege bløde finger glide henover en bogs omslag. Hun trak pilfingrene til sig, som hun fangede sig selv i at undersøge måske en tand for meget.

Hun ville egentligt ikke se væk fra detaljerne i værelset, men endte alligevel med at vende sig mod ham, mens hun roligt foldede armene bag ryggen og nærmede sig ham med langsomme skridt, ”Er det nødvendigt?” spurgte hun og skævede kort til sværdet og hans skjold.

Som Alaric gik videre med Astrid og havde lagt mærke til tjenestepigens lidt forvirrede blik, ville han gerne gøre Astrid tryg omkring situationen. "Han er en ung dreng, på omkring ti, så din tjenestepige er ikke i fare, men i den alder er mange nysgerrige, drenge især." Han havde taget drengen til sig, og han var den eneste der boede sammen med ham. 

Han fulgte Astrid med øjnene som hun kiggede interesseret rundt i lokalet. Der var en del bøger samt jagttrofæer. Der hang både gevirer fra dyr, og stødtænder fra vildsvin. Samt et lettere skadet bjørnekranie på midten af den ene væk, den manglede et stykke af kraniet. "Det er jeg glad for at høre, hvordan lyder din plan for besøget?" Han spurgte da han jo havde inviteret hende uden rigtigt at snakke om hvor længe hun ville blive. Han håbede selvfølgelig på lidt mere tid end sidst hvor det desværre var blevet et lidt afbrudt møde.

Han grinede en smule da han så hvordan hun trak fingrene til sig. "Du rør bare, der er intet i dette lokale der ikke er ment til at blive rørt eller brugt!" Han nikkede bare til hende, fordi han var simpelthen ikke typen der ejede eller opbevarede ting som ikke kunne holde til at andre rørte ved det. Selvfølgelig ønskede han at folk var forsigtige med trofæerne, men hvis de kunne nås var det okay at røre ved dem. "Men hvis vi skal starte i minerne, vil jeg foreslå du skifter tøj. Ville ikke ønske at de fik gjort denne pæne kjole beskidt." Han antog at hun havde noget andet tøj med. 

Han blev en smule overrasket over hendes spørgsmål omkring hans våben. Han valgte ikke rigtigt at kommentere på skjoldet, da han udemærket godt vidste han ikke kunne bruge det. Men sværdet svarede han trods alt på. "Min holdning er at jeg vil hellere bære det og aldrig få brug for det, end få brug for det og aldrig have det." Han trak lidt på skuldrende, og nikkede tænkende med hovedet. "Og vi har før haft problemer med grupper af skovfolk, som har invaderet området... Det værste der kunne ske var jo at du kom til skade." Han sendte hende et varmt smil i et forsøg på at betrygge hende. "Ønsker du noget våben? En bue?" Han vidste hun var dygtig med en bue jo, så det kunne være hun ville foretrække at have det med.

Astrid nikkede blot til Alaric, som han forklarede at staldknøsen ikke var særlig gammel. Maria ville sikkert få sagt noget til drengen alligevel, men kun en enkelt gang, før hun fandt grænsen. Astrid var bare spændt på hvor langt over grænsen Maria ville gå, når hun ville fortælle drengen han skulle fjerne sine øjne fra hende.

Astrid gav et tænkende ’hmm’ fra sig mens hun tænkte over sine planer for besøget. ”Jeg håber da jeg kan nå at se både skoven, minerne og måske en af byerne i nærheden?” fortalte hun og så sig over skulderen til ham igen. Nu hvor hun endelig havde fået lov at rejse, så skulle hun da så sandelig også se hvad der var at byde på i området. Men det var måske også begrænset hvor meget man kunne nå at se som arving, når man havde stabler af bøger der ventede på en hjemme i Isenborg.

Tilladelsen til at røre ved hvad som helst i lokalet kriblede næsten i hende. Hun lod dog ikke interessen skinne igennem, men valgte i stedet for at samle bogen op med forsigtige hænder for så at inspicere den nærmere. Den så slidt ud. Forsigtigt åbnede hun bogen for at kunne se hvordan teksten så ud inde i bogen. Det så snørklet ud, men hun følte dog hun kunne genkende sproget. Elivisk? Hun skimmede kort et par sætninger og studsede over nogle sætninger omkring kamp og skovbrug.

Hun så op fra bogens interessante sider, som han kommenterede på hendes kjole. Skulle han altid pointere at hendes tøj ville gå i stykker hvis de skulle lave noget? Hendes tøj var vel slidtstærkt og kunne godt tåle at blive vasket. Hun løftede dog bogen væk fra sin brystkasse og så ned af sig selv, mens hun vurderede hvor vidt hun måske burde give ham ret i at skifte tøj. Hun klappede bogen sammen og satte den på plads med et lille suk, inden hun vendte sig mod ham. ”Du har nok ret,” fik hun endelig sagt, selvom hun ikke var helt tilfreds med at skulle lade sig blive belært om sit tøj valg.

Som hun nærmede sig ham med armene på ryggen, og han fortalte om hvorfor han gerne ville have sit sværd med, nikkede hun forstående og tænkende. ”Det er så forståeligt nok,” hun trak tænkende på smilebåndet mens hun overvejede hvor stort problem det havde været for ham. Da han foreslog om hun ville have en bue med, blev et smil nærmest plantet på hendes læber, ”Gerne,” lød det fra hendes læber, ”Hvis de finder buen, så klæder jeg om i mens,” foreslog hun inden hun valgte at forlade arbejdslokalet for at finde sin tjenespige.

Maria sad på en stol i køkkenet i færd med at spise noget brød. Det fik Astrid til at undslippe et lille grin, som straks fik tjenestepigen til at grine med. ”Vil du hjælpe med at få mig i noget andet tøj, Maria?” tjenestepigen nikkede og rejste sig op og fulgte med Astrid ind et af de ledige soveværelser. Kusken havde allerede båret Astrid og Marias baggage ind. Maria lukkede døren, og Astrid begyndte straks at knappe sin blå kjole op som inden længe viste en flot kavalergang. ”Hvad skal I lave?” spurgte tjenestepigen som nu var i færd med at åbne en af de store tasker. Astrid fortalte at planen for nu umiddelbart vat at tage i familiens miner, og derfor skulle hun nok bruge noget tøj, som ikke var nær så pænt. Det ledte straks tjenestepigen i retningen af en bunke tøj. Astrid bandt snoren i taljen op og skubbede forsigtigt kjolen af skuldrene, så den til sidst kollapsede på gulvet under hende. Det var koldt at stå der, kun iført en underkjole.

Maria fremviste noget tøj som en mulighed. Bukser blev det til. Dermed måtte Astrid tage underkjolen af også. Maria hjalp til med at få Astrid iført sit tøj. De brune bukser sad nu tæt om hendes ben og om overkroppen bar noget der mindede om en blå tunika med ærmer der gik hende til albuerne. Med et fast greb, fik Maria spændt et bælte om livet på Astrid. Farvel til fuld lungekapacitet. Mens Astrid lige fik vejret blev der fundet en blå kappe frem til hende, i samme farve som kjolen. Kanten af kappen bar dog pels. Varulvepels. Det var faktisk pelsen fra en af de varulve hun havde nedlagt mellem deres to møder. Hun iførte sig til sidst nogle læderstøvler og fik bundet den ene kniv ind til låret, under tunikaen. Den anden kniv blev sat i en skede i ryggen på bæltet, gemt bag kappen.

”Tak Maria,” lød det inden hun gav tjenestepigen et kort kram, for efterfølgende at gå ud af gæsteværelset for at finde Alaric igen.

Han nikkede blot da hun svarede på hvad hendes planer var, selvom han selvfølgelig ikke helt fik præcis det svar han havde fisket efter. Så måtte han jo bare spørge mere direkte. "Bliver i så til i morgen? Jeg er ikke sikker på vi kan nå det hele på en dag." Der var alligevel et godt stykke at rejse fra hans hjem til den nærmeste mine, og den nærmeste skov lagde ikke lige ved siden af minen heller ikke. Byen var dog heldigvis ikke så langt væk. 

Han smilede roligt over det med tøjet, da han godt kunne mærke en smule irritation fra hende over at skulle skifte tøj igen. "Jeg undskylder for endnu engang at være til besvær når det kommer til dit tøj." Han forsøgte så derefter at komme med lidt af en spøg for at sikre sig en god stemning. "Men jeg kan ikke modstå at se dig i flest mulige klæder." Han lod hende så blot fortsætte med at kigge sig omkring. Han lod hans kommentar hænge uden at gøre eller sige ret meget om det.
Da hun foreslog at han skulle finde buen mens hun skiftede tøj nikkede han bare. Så snart han havde nikket lod han dog blikket glide fra hendes hoved til hendes fødder og op igen, han skulle jo vurdere hendes muskler, krop, højde, størrelse generelt for at kunne vælge en bue der passede til hende. 
Han tænkte ikke lige over at hvordan et sådan blik han lige havde givet hende kunne blive taget. 

Da Astrid gik, fulgte Alaric med ud af rummet og ud i det store træningsrum han havde. Han fandt hurtigt de forskellige buer han havde stående klar. Han kiggede lidt på de forskellige og fandt til sidst en der gik ham nogenlunde til hagen, og bedømte at den måtte være den rette størrelse for Astrid. Da den stadig ville være en anelse kortere end hende selv.
Imens han fik fundet buen, havde han sendt hans staldknøs ud for at sadle hans to heste op. 

Han gik ud i den store sal ved indgangen hvor han mødtes med Astrid. "Jeg håber den passer dig i størrelse." Han gav hende buen. Han lavede en håndbevægelse og begyndte at gå mod døren som han åbnede for hende. Udenfor stod hans to heste stå klar. Den ene af hestene var samme størrelse som den han havde reddet på sammen med Astrid i Medanien, og den anden var en lidt lavere men meget kraftigere hest fra nordlandet.

Hun trak på smilebåndet som han nu efterspurgte hvor længe de blev, og så op i mord ham ”Jeg tænker minimum til i morgen,” svarede hun ham roligt. Det ville have været en alt for lang rejse til kun at blive en dag. Hun skulle opleve hvordan det var at være i andre familier. Hendes mor mente i hvert fald det var en oplagt mulighed for at finde ud af om man kunne enes med den familie der måtte være på ’borgen’. Der var dog kun Alaric og staldknøsen. Gad vide hvor ofte han savnede selskab?

Hun rystede let på hovedet af ham, som han pludselig begyndte at undskylde, dog stoppede hun så snart han nævnte at han ville se hende i flest mulige klæder. Det kunne forstås på rigtig mange måder, ”Du skal bare sige til, hvis du vil se mit klædeskab,” smågrinede hun. Hun havde intet i mod at vise hver og en af sine kjoler frem til ham. Det var godt nok kun noget hun plejede at gøre med sine tjenestepiger, hvilket også gjorde det en del nemmere, eftersom de kunne blive i lokalet mens hun skiftede.

Det var måske en anelse tydeligt at Alaric så hende an, som hun havde spurgt om han ville finde en bue til hende. Hun rynkede lidt på brynene af ham. Hvor meget mere skulle han se? Kunne han ikke huske hvordan hun så ud? Hun var jo kun en anelse lavere end ham – hvilket var utroligt – og så var hun ellers bare kvinde. Bred, smal, bred. Uden et ord tog hun dog ud af værelset for at skifte tøj.

Da hun endelig forlod gæsteværelset, fandt hun Alaric ved indgangen. Her blev hun rakt en bue, som umiddelbart passede helt perfekt til Astrid. Et tilfreds fnys kom fra hende som hun tog i mod det, og målte det i forhold til sin krop en gang. ”Den passer perfekt,” lød det fra hende, mens hun beundrede buen, før hun trak den over overkroppen. Døren, som hun næsten kun lige var kommet ind af, blev åbnet af Alaric, som altid. Astrid kunne dog ikke lade være med at overveje om han nogensinde havde haft tjenestefolk til at gøre sådan noget for ham. Hun så med det samme to heste, som stod klar. Med et smil så hun over mod Alaric. ”Hvor langt skal vi ride?” spurgte hun forholdsvis muntert. Hun havde intet i mod at skulle ride ud til minen, men var blot spændt på hvor meget tid de kunne nå at bruge derude, før det blev mørkt og de blev nød til at tage hjem igen.

"Det er jeg glad for at høre." Han sendte hende et ret bredt smil da hun svarede. Han ærgede sig stadig en smule over at deres forrige møde var blevet så kort. 
Hendes kommentar om at han bare skulle sige til hvis han ville se hendes klædeskab, fik ham til at ryste en smule på hovedet af hende og så grine let. "Jeg troede kvinder havde hemmeligheder i deres klædeskab?" Det var nok ret tydeligt at han blot spøgte. Det var hans måde at bakke lidt tilbage, fordi selvom det selvfølgelig var sandt han gerne ville se hende i forskelligt tøj, var det næsten en invitation han ikke turde takke ja til. 

Havde det blot været højden havde det ikke været noget problem at huske, men han havde jo ikke prøvet hendes bue, og da hun sidst havde skudt havde han brugt mere tid på at kigge på pilen og målet end hende. Så han havde ikke nogen anelse om hendes muskulatur, havde hun ikke været adelig havde han nok også mærket på hendes ryg og overarme.
Han kiggede på hendes muntre ansigt og smilede selv. Det var godt at se smilet tilbage på hendes ansigt. "Det er godt at høre den passer dig." Han klappede begge heste på siden af halsen inden han svarede hende på spørgsmålet. "Det er omkring en halv time ud til minen, hvis vi tager den hurtigeste rute." Han rakte så hænderne ud til siderne først mod den ene hest, og så mod den anden, før han med en spørgende mine spurgte hende. "Hvilken?"  

Hemmeligheder i klædeskabet? Hvad skulle hun dog gemme derinde? Der var selvfølgelig alt hendes undertøj og korsetter… Men det behøvede han jo ikke at se – bare kjolerne, ikke? ”Og du har ikke lyst til at kende til mine hemmeligheder, måske?” drillede hun ham. Hun havde jo egentligt mange hemmeligheder. Han var allerede blevet lukket ind i en sjat af hendes hemmeligheder, uden måske at vide det.

Smilet voksede yderligere, som hun hørte at det utroligt nok kun tog en halv time på hest, på den hurtigste rute. Men var der en langsommere rute, som måske kunne vise hende noget mere af Turmelinien. Hun nænnede ikke at spørge. Det kunne de jo altid gøre på tilbagevejen, hvis de kunne overskue det. Hun vidste jo ikke helt hvad der ville vente hende når de ville ankomme til minen. Hun så begge heste an, som han spurgte hende hvilken hun ville ride på. Hun var helt klart til de højere, tyndere og hurtigere heste, end de stærke, kraftige og hårdtarbejdende heste. En flad hånd stak hun roligt hen til den hest, som var på højde med den hest Alaric havde lånt ved Isenborg. Hesten lagde blidt sin mule i hendes håndflade. Det fik hende til at trække lidt mere på smilebåndet. Hun nød en lille form for godkendelse ”Jeg tror jeg vil ride denne her derud,” sagde hun så hvorefter hun roligt strøg den henover halsen. Hun så over på Alaric med et mildt smil. ”Hvad hedder den?” spurgte hun, for efterfølgende at stryge den over halsen igen og nærme sig sadlen. Hun tog hev lidt i sadlen for at sikre sig at den sad ordenligt fast. Det gjorde den. For en sikkerhedsskyld greb hun tøjlerne, inden hun begyndte at stige op. Hun skulle jo nødig have at hesten begyndte at stikke af med hende, halvvejs oppe. Hun satte så sin ene fod i stigbøjlen og fik hevet sig op i sadlen og fik sat sig til rette.

Han kiggede på hende med et ret så skeptisk blik. Det var dog mest ment i sjov. "Kende dine hemmeligheder... Åhh jo, det vil jeg da gerne. Ellers må jeg jo blot følge dig nøje, til jeg lærer dem selv." Svarede han drillende tilbage til hende. Han havde i virkeligheden ingen intentioner om at følge hende på nogen uværdig måde, hverken for hende eller ham selv. Det var udelukkende ment som en joke.

Han kiggede på hende som hun gik hen til den ene af hestene. Han havde lidt forventet hun ville foretrække den. Så kunne hun også få lov til at være højere end ham for en periode. Der var alligevel stor nok forskel på hestene til at han ville være lidt lavere end hende. "Det gør du bare." Han smilede, han havde spurgt om hvilken hun ville ride, og følte derfor der ikke var nogen grund til at give hende mere accept eller lov end han allerede havde gjort. "Han hedder Thaden, og den lille er Felta." Han lagde hånden mod den lille.  
Han fulgte så hendes eksempel og steg op på hesten sammen med hende. "Vi skal bare ud på vejen her og så følge den til venstre." Han forklarede den fordi det gjorde rideturen så nem som mulig så de fik lidt tid til at snakke undervejs uden at skulle bruge for mange krafter på at finde vej. 
"Hvad har du så set på din rejse herop?" Han var nysgerrig for at høre om det.

Astrid himlede blot let med øjnene af Alric som han svarede hende drillende med at ville ’følge hende’ for at finde ud af hendes hemmeligheder. Hun vidste udmærket godt det blot var ment i sjov. Han vidste sikkert mere end han lige troede.

Hun gentog stille navnet på hesten hun skulle ride på, strøg den over halsen og fik så hevet sig op på hesten Hun rettede sig op i sadlen og så over mod Alaric, som næsten samtidig fik sat sig i sin sadel. Hun lyttede flittigt til hvor de skulle hen og nikkede forstående, hvorefter hun prikkede forsigtigt til hesten, så den begyndte at skridte.

”Jamen jeg har set en masse vilde dyr, som ikke kommer fra Medanien,” små grinede hun, ”Vi holdt ikke særlig mange pauser igennem Safirien eller Turmelinien, så det var mest af alt flotte udsigter,” fortalte Astrid. Hver del af Krystallandet var magisk at se på, på hver sin måde. Begge områder var forholdsvis urolige, enten fordi der var dæmonrige på den ene side eller fordi der generelt var mange landevejsrøvere og orkklaner. ”Vi stoppede kort i Zircon, hvor jeg kort snakkede med Arys-familien. Og så stoppede vi i Dianthos, hvor der var nogle spændende markeder,” hun tænkte sig lidt om inden hun forsatte, ”Generelt har det været en meget afslappet tur. Jeg håber dog på nogle flere stop på vejen hjem,” tilføjede hun tænkende og en anelse drømmende. Hun havde faktisk glædet sig en del til at mødes med Alaric igen, og følte sagtens hun kunne tage stoppene på vej hjem i stedet.

Han skridtede hurtigt efter, så de kunne følges ordentligt ad. Han måtte sige at endnu engang var det behageligt at ride med en kvinde der ikke gjorde forskel på kønnene ved at forlange en særlig saddel. Så kunne han endnu engang bare lade den ligge og samle støv. 

"Noget du har lært navnene på, eller kan du kun beskrive udseendet? Er nysgerrig om hvad der er forskelle." Han regnede selvfølgelig med at der var nogle af de dyr som levede i nordlandet som kunne have forvildet sig herned, og det var nogle af dem hun havde set som hun ikke var vant til. Det var derfor også meget interessant at høre, især hvis hun skulle beskrive dem.

"Jeg er glad for at du har nydt naturen, men ærgeligt at du ikke havde mulighed for at opleve noget mere..." Han stoppede tænkene, før han så fortsatte. "Selvom hvis du havde haft flere stop ville din ankomst jo have været forsinket." Han forsøgte på så pæn en måde, og uden at gøre det alt for oplagt, at sige at han havde set frem til deres gensyn, og at en forsinkelse næsten ville have været for ærgeligt synes han. 
"Åh ja markederne i Dianthos, dem husker jeg stadig fra da jeg var barn, tror nok det var første gang jeg holdt et sværd, ikke at min familie var begejstret for det lige så meget som mig... Nok mest fordi jeg var så begejstret." Han grinede lidt, et mere varmt grin end normalt. Den type grin man fik når man havde et minde som varmede en dybt. Han var også glad for at det havde været en afslappende tur for hende. "Men at den var afslappende var da også godt, så har du været udhvilet." Han smilede blot, og lod så ellers bare hesten skridte roligt videre langs vejen. Han kiggede under deres samtale sig omkring. Det var nok tydeligt at han ikke helt stolte på at der ikke ville ske dem noget da han nogle gange lod hånden hvile ved hans sværd, men det var dog altid kun meget kort.

Som han spurgte hvilke dyr hun havde set skulle hun pludselig prøve at huske alle dyrene, og det var selvfølgelig klart at de dyr der vækkede mest opsigt eller var særligt anderledes hurtigst sprang op i hukommelsen. ”Jamen vi har set en masse bjørne på vejen herop. De er meget forskellige fra Safirien til Turmelinien!” sagde hun og prøvede at være så overbevisende som muligt. Det var måske ikke det mest imponerende at nævne som det første. Men både udseende og temperament var meget forskellig fra de tog dele af krystallandet. ”Maria var meget nervøs for to elge, som vi så for blot nogle timer siden,” tilføjede Astrid en anelse grinende. Astrid vidste elge var nogle meget store dyr, og de i sin forstand kunne volde stor skade på kareten som de havde siddet i på vejen til Alarics hus. Hun havde selv blot syntes de var imponerende at se på og været lidt mere i ro, i forhold til tjenestepigen. ”Jeg tror faktisk også vi så en flok af Qua’guaz,” nævnte hun og rynkede lidt på panden i undren, ”De lever normalt mere nord på, ikke?” spurgte hun Alaric, og forventede faktisk at han kunne svare på det. Hun regnede i hvert fald med at han nok vidste om de normalt blev set i området.

Da han kommenterede på at hendes ankomst ville have været forsinket, hvis hun havde lavet flere stop, kunne hun ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndene. ”Du ville slet ikke kunne være i dig selv hvis jeg var forsinket, måske?” smågrinede hun en anelse kækt, som hun fik en større fornemmelse af at han havde set mindst lige så meget frem til besøget som hende selv.

Da Alaric begyndte at dele et minde om Dianthos markeder, så hun over på ham, og kunne næsten ikke lade være med at smile over måden han nævnte det på. Hun kunne tydeligt mærke det var et minde der varmede. ”Det lyder rigtig hyggeligt,” kommenterede hun med et blidt, varmt smil. Hun nikkede bekræftende til at hun var enig i at det havde været rart med en afslappende tur ud. ”Ja,” smågrinte hun lidt, uden at nævne at det faktisk havde været en ret så tavs tur. Astrid og Maria havde de første dage snakket en del på turen, men efter en uges tid, kunne Maria ikke holde sig selv vågen nok timer af gangen til at kunne holde Astrid med selskab. Astrid havde derfor nydt turens stilhed, ro og mag helt for sig selv, eftersom Maria sov om dagen, og var vågen om natten.

Han lyttede med spidse øre til hendes fortælling om hvad hun havde set. Han fandt det interessant at høre om, især at hendes tjenestepige havde været bange for elgene, åbenbart mere end bjørnene lød det til. Selvfølgelig når du var til vogns var det ikke ligefrem der var dyr man skulle være nervøs for. Det eneste der kunne være en trussel var som regel ulve, og så var det om natten for at tage hestene. "Hun er ikke vant til store dyr? Udover heste?" Han kunne ikke holde spørgsmålet tilbage, fordi det var jo ikke et aggressivt dyr, så længe man ikke kom alt for tæt på. 
Han spærrede dog også lidt øjnene op da hun nævnte at de muligvis havde set Qua’gauz, han antog derfor at de måtte have rejst gennem eller i hvert fald tæt på bjergene. "Jo de er som regel i de nordlige egne, men de kommer ofte ned her omkring og der er også nogle små flokke som lever rundt i bjergene her i Turmelinien. Så jeg må jo næsten antage i er kommet forbi nogle af bjergene i området?" Han spurgte hende smilende, da han også var nysgerrig om, om hun havde noget at sige om at se bjergene.

Da hun pludseligt blev en smule mere kæk, kiggede han på hende med chokerede og store øjne, som han lod hendes ord falde. "Nej da... Jeg ville jo begynde at frygte at du var kommet noget til, ville nok være sat ud til hest for at finde dig i sådan et tilfælde. Hvilken ærværdig mand kunne dog lade en skønjomfru som dig selv være i fare!?" Han drillede hende så vidt han kunne med ordene om at kalde hende for en skønjomfru, fordi han trods alt ikke ligefrem regnede med at det var sådan hun så sig selv. Og trods han ikke vidste meget, så hendes evner til hest og med en bue, viste hun ikke var som så mange andre adelige.

Han nikkede blot til hendes kommentar om at det lød hyggeligt, hun havde ret og der var ikke så meget mere at sige. Det varede ikke længe før de begyndte at kunne se nogle klippetoppe lidt længere fremme, nok ikke mere end ti minutter væk. "Det er der minen ligger."

Astrid rystede afkræftende på hovedet. ”Hun er født og opvokset i Dianthos,” smågrinte hun, mens hun rystede på hovedet, ”Til at starte med kunne hun ikke engang holde ud at være i nærheden af hestene på Isenborg,” sladrede hun med et blidt smil. Maria var ret så meget en storbys pige. Selvom de havde kendt hinanden siden Astrid havde været helt lille, var det ikke så ofte at Maria havde turdet at være ude i stalden. Men fra en dag til en anden, blev Maria helt vild glad for en af hestene, og siden havde de redet tur næsten hver dag.

Med en let nikkende bevægelse, i takt til hesten skridt, lyttede hun aktivt til Alarics ord omkring Qua’gauz, ”Vi kom derop af i hvert fald,” sagde hun og så frem for sig et øjeblik, før hun så mod Alaric med et lille smil, ”Det var en utrolig smuk usigt deroppe… Helt sin egen,” hun lød måske lidt drømmende, men hun var jo bare vild med at være ude. ”Jeg tror sagtens man ville kunne tage på en god udflugt til hest deroppe,” forsatte hun i den forsatte søde tone. Det var ikke nødvendigvis et forslag til Alaric, men chancen for hun sagde nej til ham, om at tage derop, ville måske være lille.

Som han begyndte at prædike omkring at hun kunne være kommet til skade, han ville tage ud og lede efter hende og tilmed nævne ære himlede hun tydeligt med øjnene. ”Så skulle du have set mig inden min tur hertil,” smågrinte hun ved tanken om hendes kollision med nogle varulve. Hun skævede over mod ham. Det var en god historie, men hun ville ikke blære sig med hvordan hun havde nedlagt nogle varulve, hvis ikke det havde den mindste interesse for ham.

De lyse øjne fulgte Alarics, som guidede Astrid nogenlunde til hvor minen lå. ”Så er vi der jo lige om lidt,” hun lød en smule begejstret. Selvom hun nød at ride derud, glædede hun sig da alligevel til at se hvordan sådan noget minearbejde fungerede.

"Den stakkels pige dog!" Han kunne ikke lade være med at grine. Han kunne også kun sige disse ting fordi Astrid havde bragt det op, og at Maria virkede til at være en dygtig tjenestepige siden hun jo blev taget med. Alaric sagde kun som han gjorde i sjov, da han ikke havde nogen grund til at tænke ondt om pigen. "Skulle du tvinge hende ud til dem så?" Han kunne nemt se for sig Astrid tvinge nogen til noget af den stil, hun slog sig lidt som en kvinde der var vant til at få hvad hun ville have, og som hun ville det, og en kvinde der nok kunne tage det meste hun ønskede.

"Det er en god udsigt, og ja til hest så kommer man heller ikke op hvor det blev meget farligt." Han havde hørt mange skrækhistorier om folk der var faldet, eller blevet fanget i bjergene fordi de valgte at stige af deres heste og klatre, eller ride deres heste ud steder hvor de ikke kunne stå ordentligt. 
Det morede ham at hun himlede med øjnene, fordi så havde hans ord haft præcis den effekt det var meningen de skulle have haft. Han kiggede dog lidt spørgende og undrende på hende som hun snakkede om noget der var sket inden hendes rejse. "Tør jeg rent faktisk spørge dig om hvad der da skete?" Han var tydeligvis lidt nysgerrig, men hun fik det sagt på en måde som måske kunne få ham til at falde af hesten hvis hun fortalte sandheden. 

"Nej der er ikke langt, nok ikke meget mere end ti minutter før vi er der." Han så frem til at se det hele igen, det var jo noget han var mere vant til.

Sammen grinede de en smule af Marias tidligere frygt for heste. Men latteren sluttede brat, fra Astrids side af, da han spurgte om hun havde tvunget Maria ud til hestene. ”Det kunne jeg ikke finde på,” svarede hun ret seriøst, ”Jeg har ikke brug for at udsætte folk for mere frygt end nødvendigt,” fortalte hun en anelse sammenbidt. Hun ville helst ikke have Alaric kendte til hendes evne – en anelse i frygt for hvordan han ville reagere. Astrids yngre bror ville jo ikke engang se hende i øjnene længere. Nu hvor hun havde kontrol over sin evne, var det også kun ganske få personer det gik ud over…
”Jeg fandt hende siddende ude foran folden til hestene en af dagene. Uden at afsløre jeg så med, kunne jeg se hun langsomt blev bedre venner med en af hestene,” fortalte hun tænkende, og lidt mere blidt end da hun modsagde ’tvangen’. ”Og siden dag har hun bare været glad for den hest,” forsatte hun med et lille smil. Maria havde været så heldig at få lov at stå for at ride den ene hest hun var blevet glad for.

Et undrende blik blev sendt i Alarics retning, som han fortalte hvor langt man kunne komme på hest. ”Det måske også ret fornuftigt, ikke? Eller har du måske været på toppen?” spurgte hun med et lille smil. Hun regnede med han havde været nogenlunde fornuftig og ikke taget til toppen af bjerget.
Hun kneb øjnene lidt sammen for at ’overdramatisere’, ”Det omhandler varulve… Skræmmer det dig væk?” spurgte hun og løftede øjenbrynene en anelse udfordrende. ”Jeg er ikke blevet bidt,” forsikrede hun et kort øjeblik efter. Medanien var jo ret så kendt for at være fyldt med varulve – og det skulle da lige være at Astrid var blevet bidt, og derved blev skydeskive for sin egen familie.

Han blev en smule overrasket over den meget pludselige seriøsitet der kom fra hende. Det var dog tydeligt for ham at mærke at hun ikke brød sig om at skræmme folk der stod hende nær udfra den måde hun reagerede på. Han følte dog at en undskyldning for at bringe det op kun ville bringe det endnu mere op, og derfor nikkede han roligt til hende. "Det vil jeg huske." Han sendte hende et smil som han skrev det mentalt bag øret ikke at snakke for meget om frygt.
Han lyttede så til den noget lettere fortælling omkring hvordan Maria var begyndte at komme godt ud af det med en af hestene. "Det er da godt at høre!" Han grinede lidt, fordi det lød som noget af en vending hun havde lavet.

Han nikkede til hendes spørgsmål. "Jeg har besteget et af de mindre bjerge, men ikke nogle af de højere." Han smilede. Det havde været relativt nemt for ham at gøre dengang, da havde han selvfølgelig også begge hænder. "Endnu en ting jeg nok ikke gør igen nu med kun en hånd." Han grinede dog af det, han havde intet problem over hans manglende hånd, den var et minde og en form for anger.
Han rystede så bare på hovedet af hende, der var nogle ting der skræmte ham, men fysiske monstre var ikke blandt det. De kunne alle slås tilbage og ihjel. Nej de ting der skræmte ham var mere abstrakte. "På ingen måde, selvom man aldrig ved om jeg pludseligt begynder at se rødt ved fortælling om skader der skulle være befaldt dig." Den sidste del blev sagt kækt og var tydeligt ment i sjov. Han nød lidt at lege en klassisk ungkarl som forsøgte at bruge ord af smiger til at vinde en kvindes gunst. "Det er jeg glad for at høre." Det var slet ikke faldet ham ind, men med Isenwalds foretagende måtte det jo være en reel trussel. Havde de ingen modgift eller kur? Til om ikke andet at beskytte dem mod det?

Astrid var en anelse overrasket over at han faktisk lod emnet om frygt ligge. Hun kunne næsten mærke hvordan der var noget anspændthed, som forsvandt fra hendes skuldre, samtidig med at hendes puls faldt en lille del. Med et minimalt, taknemmeligt smil fik de lukket emnet. Dog overbevist om at en eller anden dag ville han finde ud af det… Forhåbentligt ikke som et offer.
”Ja… Ja det er det,” Hun trak let på smilebåndet som hun tænkte på hvordan hendes tjenestepige havde udviklet sig gennem årene. De to havde simpelthen nogle gode stunder sammen, når de var ude og ride.

Endnu engang, lyttende, nikkede hun i takt med hestens skridt, ”Det ville da ellers være spændende at høre hvordan du ville bestige et bjerg med kun en hånd,” smågrinede hun og så over på ham med et bredere smil. Selvfølgelig håbede hun ikke det ville pace ham til faktisk at gøre det. Hun ville på ingen måde syntes det var imponerende eller fornuftigt at gøre, kun med en hånd. Hun syntes dog det var ret imponerende han havde besteget et bjerg, da han var yngre. Astrid ville ikke kunne se sig selv bestige et bjerg ved at klatre og kravle. Det var hendes fingre nok alligevel lidt for sårbare til.

Da han forklarede hvordan han ikke var skræmt af at det omhandlede varulve, rystede hun på hovedet ved den lille tilføjelse om at se rødt. Hun valgte dog ikke at kommentere på det men blot begynde sin fortælling, ”Jamen Theresa…” hun stoppede sig selv kort som hun blev mindet om at hendes tjenestepige blev tacklet af varulve, overvejede hvordan hun ville fortælle historien. Med en kort, hurtig indånding forsatte hun dog fortællingen som dårligt nok var startet, ”Min tjeneste pige og jeg var lidt for sent ude og ride en fuldmåne aften,” hun begyndte langsomt og overveje om hendes historie blot ville lyde dumdristig, ”Det resulterede selvfølgelig i at vi blev jagtet af en flok varulve,” hun spidsede munden en smule som hun tænkte, ”Jeg fik skudt en af dem ned, men… Theresa blev taget,” hun rynkede lidt ekstra på brynene som hun fortalte det. Det gjorde lidt ondt, men hun måtte jo fremstå stærk. Hun tog en hurtig dyb indånding før hun endelig så over mod Alaric, ”Jeg tror jeg skal have lidt tid til resten af historien,” sagde hun med et lettere distraheret blik. Det var forholdsvis kort tid inden Astrid skulle afsted nord på, så hun havde egentligt ikke fået mulighed for at snakke så meget om det, eftersom de andre tjenestepiger selv syntes det var et hårdt emne at snakke om. Astrid havde trodsalt ikke særlig mange at snakke med, eftersom de fleste frygtede hendes nærvær - for tænk nu hvis hun mistede kontrollen over sin evne, mens hun sørgede.