Det var ingen hemmelighed at de første par år som ypperstepræstinde for Chance havde været hårde for Anuki. Der var rigeligt med undskyldninger at tage af; hun havde været ung, hun havde ikke haft nogen vejledning, det havde været imens hele byen havde været under stort pres, da byens elvere blev tvunget ud af Kiles Orden, der næsten havde været lige så truende overfor andre guder og gudinders templer, som de havde været overfor de stakkels elvere, der havde valget mellem at flygte ud af byen, eller at ende i bymidtens gabestok. 

Men ingen af de undskyldninger, var undskyldning nok for, hvordan presset havde ført Anuki ud i en tilstand af konstant søvnmangel, der derfra havde ført til hallucinationer, der var endt i ituslåede artefakter i templet, prædikener der ingen mening gav, medmindre man selv var høj, og en udtømning af templets opsparing, der var blevet givet til guderne ved hvem. (Guderne vidste til hvem: enhver fattig tilbeder, der blot havde bedt om en chance for at fodre deres børn, eller en chance for at starte en lille forretning. Anuki havde kastet om sig med krystaller, som ville de aldrig slippe op.)

Men det stod anderledes til i hendes tempel nu, og havde stået anderledes til i et helt år. Templet var kommet op at køre igen. Hun kunne næsten sove en hel nat igennem uden at ligge paralyseret af stress. Hun kunne snakke med gæsterne i sit tempel og holde nogenlunde normale prædikener. 

På trods af, hvor godt det var gået det sidste år, holdt hun sig dog stadigvæk langt fra de andre ypperstepræster og -præstinder. Ligegyldigt hvor mange gange hun sagde til sig selv, at Chance havde valgt hende af en grund, skammede hun sig for meget til at se dem i øjnene. 

Det var noget andet, da hun fik øje på Alfredo. Han lignede stadig fuldstændig sig selv og Anuki var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var ham.
"Alfredo!" Kaldte hun og vinkede til ham, for at få hans opmærksomhed, inden hun hankede op i sit lange skørt og småløb hen mod ham. Det måtte være flere år siden de sidste var stødt ind i hinanden, og selvom det ikke ville ligne den Alfredo Anuki kendte, at dømme hende på hendes arbejde, falmede hendes smil alligevel, da hun kom i tanke om, at han måtte have hørt rygterne. Det stoppede hende dog ikke fra at gå helt hen til ham, og hendes ellers så sirligt opsatte hår, faldt ned omkring hendes skuldre i små totter efter den korte løbetur. 

Alfredo syntes selv han var blevet bedre til at komme ud i blandt mennesker, han vidste da godt at han nok aldrig blev ekspert til det.
Han følte sig så akavet, genert og han vidste også at han var tæmmeligt klodset. Derudover havde Alfredo et selvværd der kun var på størrelse med en lille landsby, hvis man altså tog det i forhold til hele landet.
Det var da også kun blevet værre med årene, nok i takt med at han ikke rigtigt talte med nogen mennesker i sin fritid, han havde ingen nære eller tætte venner som han betroede sig til. Han opsøgte da heller ikke nogen, nok mest af alt fordi han jo slet ikke mente han var det værd.
Han takkede ofte Gudinden Isari for at hun havde givet ham liv efter døden, men hvis han skulle være helt ærlig så tænke han ofte også på hvordan han hellere ville have lagt i graven, og sovet den evige søvn. Det ville ihverfald have sluppet ham for mange bekymringer og søvnløsenætter i dette her liv.

Alfredo var som altid i sin egen lille verden ind i sit hoved, og blev pludseligt en kende forvirret som nogen sagde hans navn.
Han vidste da godt at der var folk der kendte ham, men denne stemme lød.. Glad. Han kiggede sig en smule forvirret omkring, men kunne dog ikke undgå at lade sine læber glide op i et smil som han så et velkendt ansigt.
Faktisk et af de få ansigter han havde talt godt med igennem sine år som engel og præcist: "Anuki?" smilede han som hun kom løbende i mod ham, og han slog ud med armene for at omfavne hende, hun var da uden tvivl en af de få han kunne være glad for at se.
"Hold da op, havde ikke lige regnet med at se dig" smilede han varmt som han roligt slap hende igen.

Alle Anukis bekymringer om, hvad Alfredo tænkte om hende, forsvandt i det øjeblik han slog sine arme ud for hende. Hun løb direkte ind i hans omfavnelse og holdt ham tæt ind til sig, indtil han slap hende. Først da trådte hun selv et halvt skridt bagud og strøg en vildfaren lok væk fra ansigtet, imens hun gengældte hans smil.

"Nej, jeg- jeg har også-" hun slog ud med hånden i den generelle retning af Chances tempel. "Jeg kommer ikke udenfor så meget," satte hun endelig ord på, hvad hun havde prøvet at indikere med sin håndgestus. "Der er travlt i templet, og jeg er ikke helt kommet ind i rytmen med at skrive prædikener, så jeg bruger alt for længe på at skrive noget, der giver mening og er relevant og samtidig i Chances ånd - som egentlig er det modsatte af hendes ånd, for var det hende, der var ypperstepræstinde, ville hun sikkert bare improvisere noget."

Anuki var nødt til at stoppe sin monolog for at tage en dyb vejrtrækning og så nervøst frem og tilbage fra Alfredo efter bare at have væltet ud med alle sine tanker. "Forstyrrer jeg?"

Alfredo var ikke verdens mest sociale menneske, og det var faktisk ikke fordi at han ikke ville være social, han var bare meget genert.
Han havde ikke snakket ret meget med mennesker de sidste mange år, og det var lidt som om at jo mere tid han brugte for sig selv, jo mere kompliceret syntes han det blev at snakke med andre mennesker, og det var nok også derfor han var endt med nærmest ikke at tale med en eneste sjæl de sidste mange år.
Han brugte alt sit tid i templet på at tilbede Isari, imens han hjalp folk der havde brug for at få ro i sjælen, og vide at der var bedre tider på vej for dem.

"nej samme her, jeg er nok... Brugt lidt for meget tid for mig selv de senere år" sagde han ærligt og smilede så i mod hende.
"Åh det lyder vildt... Men det er da altid noget du har noget at lave" smilede han til hende, og han rystede så på hovedet: "Åh nej nej slet ikke... Har du lyst til at gå et sted hen og drikke en kop te?" spurgte han roligt.
Urtete var virkeligt det som Alfredo levede mest af, hvilket nok også kunne ses på hans lidt tynde krop.

Det var strengt af hende at tænke, men hun var glad for at høre at Alfredo ikke havde været ude at snakke med en masse andre. Hun havde ikke været meget mere end en ung pige sidst de havde set hinanden, men hun havde altid set op til ham, og da han inviterede hende ud til en kop te, kunne hun ikke skjule hvordan hendes smil voksede.

"Selvfølgelig! Jeg har ingen planer," svarede hun straks, imens hun mentalt omplanlagde alle de ting, hun havde tænkt sig at få gjort, til næste dag. Hun løftede op i sit skørt igen og fik rettet på krøllerne i det, inden hun slog ud med en hånd for at lade Alfredo vise vej. Hun var selv typen, der ofte sendt bud efter en kop te til en af sine assistenter og endte med at glemme alt om den, at den var kold, når hun endelig kom i tanke om den.

Hun gik i stilhed ved hans side, selvom noget tydeligvis brændte på hendes tunge, men først da de sad ned og ventede på deres te, fløj det ud af hende; "Jeg er blevet ypperstepræstinde siden sidst." Hun vidste ikke, hvor meget han vidste om hendes første år i stillingen, men hun havde tænkt sig at finde ud af det. 

Han smilede varmt i mod hende.
Hvis han nogensinde skulle tænke noget kærligt omkring en kvinde, så skulle det være om Anuki. Dog havde han ikke tænkt sig nogensinde at være sammen med en kvinde igen, han havde mærket kærligheden en gang, og han var sikker på at der kun var en ægte kærlighed til alle.
Derfor kunne den ikke genskabes, og det var nok også derfor at Alfredo på mange punkter bare havde accepteret at han måtte leve et sørgeligt, ensomt og trist liv.
Derfor brugte han også alt sin tid på at gøre andre glade, og mest af alt få andre til at se lyset i Isari.

"Du ligner en der har det godt?" spurgte han og smilede i mod hende, nu havde de jo trods alt ikke talt sammen i snart mange år.
"hvad? Virkeligt? Tillykke.. Hold da op" sagde han og smilede stort til hende.
Alfredo vidste ikke om det var noget han drømte om en dag, men ligemeget hvad var han utroligt glad på hendes vegne, hun fortjente virkeligt alt success i livet.
"Så har du nok at se til, tænker jeg?" spurgte han og smilede varmt i mod hende, det måtte vær hårdt at have sådan en vigtig stilling.
Alfredo syntes allerede hans job var hårdt nok til tider.

"Det har jeg også," svarede hun, selvom hun på ingen måde var tilfreds med sin situation eller sit liv. Hun følte sig både stresset og ensom, og manglede direktion i sit liv, men hun regnede med, at Alfredos spørgsmål udelukkende var stillet af høflighed.

"Tak," svarede hun og slog smilende blikket væk, da han komplimenterede hende. "Ja, det..." svarede hun, inden hun afbrød sig selv med et suk og vendte blikket tilbage til ham. "Det er ikke helt lige så nemt, som jeg troede det ville være, da jeg accepterede stillingen. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg haft et par søvnløse nætter over det, og... lidt mere end bare dét." Hun ville helst ikke ind på, hvor galt det var gået i Chances tempel, siden hun havde overtaget styringen af det, for hun ville ikke, at Alfredo skulle se ned på hende, men hun ville heller ikke lyve for ham og påstå, at det havde været nemt.
"Men hvad med dig? Hvad har du lavet siden sidst?" Hun skyndte sig at forsøge at skifte emnet væk fra hende selv. 

Det var imponerende hvordan hun var steget i rang over de senere år, men han vidste jo også godt at hun altid havde været ganske sej og målrettet.
Alfredo havde aldrig været super målrettet, og han måtte jo nok være ærlig og sige at hans selvværd kun var faldet som årene var gået. Han synes ikke selv at han var super meget værd, og han havde det ikke længere godt i sig selv.
Det var kun Isari, hans job, og det faktum at han bare fandt en lille smule mening, i at hjælpe folk, der gjorde at han stadig var i live.
Ikke at han var sikker på om han overhovedet kunne dø, han havde jo ikke ligefrem gennemlæst reglerne eller noget, siden dengang han var genopstået.

"Det kan jeg godt forstå, der må være mange både gode og dårlige personer man skal tage stilling til. Men jeg må sige jeg er glad for at se, at alle dine drømme er ved at komme i opfyldelse" smilede han i mod hende.
Det mente han skam også oprigtigt. Alfredo ønskede altid det absolut bedste for andre mennesker.
"Jeg må nok være ærlig og sige.. Ingenting. jeg arbejder stadig i templet i midten af byen, jeg er bare... Ja.. jeg arbejder, og hjælper hvor jeg kan" sagde han, og kunne godt mærke det ikke ligefrem hjalp på hans selvværd at sige højt, at der faktisk ikke var sket noget som helst de sidste mange mange mange år.

Anuki vippede sit hoved fra side til side, med en grimasse, der viste hendes tænder, da Alfredo formulerede hendes success, som at hun var ved at opnå alle sine drømme. Der manglede stadig noget i hendes liv. Chance havde ganske vist været hele hendes liv indtil videre, men den høje følelse hun fik af sin gudinde var ved at svinde mere og mere ind, og hun manglede noget i sit liv, der fik hende til at føle.
Det virkede dog en tand for dramatisk at sige til en gammel ven, så i stedet nøjedes hun med at udtrykke med sit ansigt, at hun ikke var helt tilfreds.

"Selvfølgelig gør du det!" svarede hun, noget mere passioneret end ham, da han fortalte at han arbejdede og hjalp hvor han kunne. "Du har altid været sådan én, der hjalp hvor han kunne. Du er så god, Alfredo." Hun så på ham med samme udtryk som en såret hvalp, men kun fordi hun havde hørt den tone han havde brugt, da han havde talt om sig selv.
"Hvis du mangler... en ændring i dit liv... Så mangler jeg præster i Chances tempel. Jeg ved, hun ikke er lige så stor som Isari, men..." Anuki trak på skuldrene, som var det bare så let en sag; at skifte fra ét tempel til et andet, men det ville hun også gerne have at Alfredo troede. Hun ville gerne have ham tættere på.