Kontorstolen knirkede tungt som skikkelsen lænede sig tilbage. Den havde set bedre dage. Faktisk havde kontorstolens bedste dag været inden den kom ud af sin indpakning. Efter mange år, bostedet i samme støvfyldte lokale, var der kommet mange forbi dens slidte betræk. Den var hullet, så foret begyndte at blive synligt, og den havde aldrig set skyggen af sæbevand i sit triste liv. Skikkelsen som sad udkørt med hånden over øjnene, var ikke stolens første ejer, men en af de mere nådefulde.
Amelia havde aldrig fundet sig til rette noget sted i byen. Hendes hukommelse var hullet som en si der havde modtaget aldeles slag og tortur under voldsomme hænder. Hun havde forsøgt at finde sig til rette, i hvad hun kunne huske. Hvor hun kunne gøre en forskel, trods hun modtog mere had, spyt og vrede end glæde og taknemmelighed. Et liv som prøveleder var ganske simpelt, en prøvelse. Det værste var de store væsner. En minotaur der havde brudt sin prøveløsladelse, som nægtede at betale sin bøde eller modstod at blive ført tilbage i det overfyldte fængsel. Vampyrer som bed først og næppe sagde undskyld bagefter. Varulve der yndede at glemme at fuldmånen var tidspunktet hvor kontrol var ikke eksisterende, men alligevel mødte op på hendes kontor fremfor at tage i de sikrede huler hvor de ville blive holdt under kontrol af kyndige medarbejdere. Hun havde ar på krop og sjæl, og de før snehvide englevinger blev mere grå og trætte.

I starten havde hun været en urokkelig sjæl, der fastholdt loven som en del af sin egen person. Hun gik aldrig imod et eneste ord der stod nedskrevet i landets historie, og hun især havde nogle gammeldags fordomme og overtro der fastholdt hende i hvad nogen ville kalde anstændighed. Hun havde set årtierne løbe forbi sine øjne, uden at se en eneste forandring til sin egen krop, og hun sad fast. Sad fast i en hullet fortid og en uoverskuelig fremtid. Selv det stærkeste og lovlydige sind kunne knække, når det første skår var slået af.
De slidte jeans sad tæt, som malet over hendes bløde hud og fremmede de rundet hofter, mens den stumpende t shirt intet gjorde for at skjule hendes sarte maveskind, som bar et hvidt langt, tykt og grusomt ar. Hendes dødsmærke. Det mest mærkværdige ved den trætte brunhårede kvinde, var de tunge vinger som aldrig fandt sig til rette, medmindre hun stod op. De var altid i vejen, og alligevel det dyrebareste mærke hun havde, som hævede hende. Hævede hende over almene mennesker. Hun var blevet udvalgt til at vende tilbage. Men til hvad? Denne tid var gemt bag elektronikkens tunge mørke greb, hvor ingen gad så meget som at se hinanden i øjnene. Folk var overvåget og lænket til fremtidens hurtige skridt. Amelia hørte ikke til. Hun følte sig som et levn fra fortiden. Dengang engle havde en betydning. Hvad var pointen nu?

De tunge skridt gav genlyd i gangen. Lyden nærmest hamrede mod den lukkede dør. Hun orkede ikke i dag, men hendes krop lyttede ikke til tankernes desperate forsøg på at genindføre fornuft i hendes hverdag. Alt den fornemmede, var forløsningen. ”Du kommer sent” hendes hilsen var alt andet end en hilsen af venlighed, men derimod en skarp konstatering, præget af desperationen kroppen udviste som resultat af en mentalt hård dag hvor intet var lykkes som det burde. Den bredde mand smilede som morede han sig over hendes ulykke. Noget han formentlig gjorde. Romulus havde aldrig udvist hende megen varme eller venlighed – ikke siden den første flaske havde gået fra den ene hånd til den anden, og et bånd af nød var skabt. Hun behøvede ham, fordi hun behøvede drømmemidlet han besad. Hun havde givet ham hvad hun kunne. Penge, hurtigere løsladelse, se mellem fingre ved forbrydelser og frie tøjler når han var lukket ud på prøveløsladelse. Alt sammen for den lyse gyldne væske i en lille glasflaske. ”Jeg kan gå igen” hun fnøs af ham, pressede tænderne sammen og rynkede næsen. Hun hadede det. Hadede ham. Hadede sig selv og det liv hun havde fået frem. ”Bare.. tag det, og forsvind igen” opgivelsen var at spore i hendes stemme som mappen ramte skrivebordet med et bump. Hun var ligeglad med hvad han skulle bruge oplysningerne til. Jo mindre hun tænkte over konsekvenserne af sine handlinger, des nemmere kom hun igennem sine dage, måneder og år.
Det grufulde smil var tilbage som han trak flaskerne op af tasken. De klirrede så skønt mod hinanden, men lyden gav hende næsten kvalme. Hun vidste hvad hun gjorde, var forkert.
”En fornøjelse at gøre forretninger med Dem igen.”