Sted: Rubiniens Ørken
Tid: 5 år siden
Vejr: Brændende hede

"Slå nu til Ezekiel!" råbte Mesteren af ham, som den anden unge dreng gik til angreb på ham.

"Jeg prøver!" svarede han med en stemme som knækkede over, fordi drengen slog hårdt mod hans skjold.

Han løftede sværdet, og prøvede at slå igen, men drengen parrerede hurtigt, og slog hurtigt tilbage. Knægten var måske cirka på samme alder som Ezekiel, 8 år gammel eller deromkring, men det kunne ikke ses. Drengen havde allerede større horn end Ezekiel, og han var også højere og bredere, mens Ezekiel var et lille myr. Han havde dårligt nok fået horn endnu. Kun spidserne stak op af mørk, tyk pels.

Drengen gik til angreb igen, og ramte Ezekiels sværd så hårdt, at det fløj ud af hænderne på ham, og kraften bag slaget væltede ham om på jorden. Han snøftede tvært, for det gjorde ondt sådan at lande på bagen.

"Det er ikke godt nok! Igen!" forlangte Mesteren, som trak ham på benene og skubbede sværdet i favnen på ham igen.

"Jeg skal nok gøre bedre Mester," sagde han og greb klodset om sit sværd.

"Som om du kan det Eze," kom det provokerende fra drengen, som gjorde en 'kom an-gestus med den ene hånd, sværdet løftet i den anden.

"Pas dig selv Barban!" knurrede Ezekiel, og pegede på drengen.

Så tog han fat om sværdet med begge hænder, og løb direkte mod Barban. Men Barban undvigede ham let, og grinede bare af ham. Han kunne mærke tårer stige op i hans øjne, men tørrede dem væk med bagsiden af hånden. Så gik han til angreb igen, men Barban played ham som en tyrefægter, og han endte med at falde, fordi han prøvede at løbe direkte ind i Barban, som så flyttede sig.

"Av..." mumlede Ezekiel, og tog sig til armen. Han havde fået skåret sig på sværdet, og havde en længere flænge fra skulderen og ned til albuen.

"Ikke det piveri Ezekiel!" brølede Mesteren, og pegede på Barban. "Igen!"

Han rejste sig op fra hvor han var faldet. De to unge minotaurer gik mod hinanden, og som Barban strejfede hans arm hylede Ezekiel op i smerte. Det gjorde forbandet ondt, selvom det ikke var så dybt.

"Tøsedreng!" hviskede Barban, som han passerede ham, og gav ham en knyttet næve direkte ind i flængen.

Ezekiel bed sig hårdt i læben, for ikke at skrige op igen. Han ville ikke være en tøsedreng. Han var ikke en tøsedreng. Så han tog sig sammen, og rettede sværdet op i lodret og ret vinklet position. Det gjorde ondt at holde på sværdet, men han gav ikke op. Han kunne ikke give op. Han ville gøre sin mor stolt.

Så han gjorde udfald efter udfald i retning af Barban i et hurtigere tempo end før. Det var hans fordel, hastighed ikke styrke. Han var mindre og havde derfor bedre chance for at slå den større dreng i hurtighed. Endnu et udfald. Klonk. Og et mere. Klank klink. Han gjorde udfald efter udfald, men hver gang blokerede Barban ham og grinede af ham.

"Tag dig nu sammen Ezekiel!" Igen råbte Mesteren af ham.

Han råbte aldrig af Barban, for han gjorde altid et godt job. Det gjorde Ezekiel desværre sjældent. Han var den mindste Minotaur i klanen på sin alder, og de eneste han havde en chance mod, var dem der var yngre end han selv. Alligevel blev han altid sat op imod typer som Barban. For at hærde ham, havde Mesteren sagt. Men han kunne ikke gøre bedre. Han havde ikke styrken på sin side.

Slåskampen endte med, at han landede på bagdelen med Barbans sværd under hagen.

"Så er det nok!" afbrød Mesteren dem med, og viftede Barban væk, for at hjælpe Ezekiel op at stå. Men Ezekiel afviste det, og kom selv på benene.

Over skulderen kunne han se Barban stå og smile ondskabsfuldt i hans retning.

"Du bliver ikke bedre Ezekiel. Du er bagud!" skældte Mesteren og pegede med en tyk finger på ham.

"Jeg prøver Mester," svarede han med hovedet sænket.

"Gå hen og få noget vand. Jeg har ikke mere tid til dig i dag. Og smut så med dig!" kom det afvisende fra Mesteren, som gik hen til Barban.

Han klappede ham på den brede skulder, og roste ham for hans teknik, mens Ezekiel bare stod tilbage: skuffet og vred. Han kunne jo ikke gøre for, at han var født mindre og voksede langsomt. Hver dag fortalte han sig selv, at han en dag ville blive større end dem alle sammen, selvom han måske ikke helt troede på det. Hans mor var trods alt ikke specielt stor, og han kendte ikke sin far, så han havde kun hende at måle udfra.

"Ezekiel!" kaldte hans mor pludselig fra oasen. Hurtigt kom han hen til hende i skyggen.

"Ja?" sagde han håbefuldt.

"Du bliver nødt til at gå," sagde hun nærmest ligegyldigt. Hun havde aldrig været tilfreds med ham, så tonen var ikke ny.

"Gå? Hvorhen da?" svarede han og kløede sig i nakken.

"Du kan ikke blive i klanen, hvis du ikke kan slås. Mesteren siger, at du ikke forbedre dig, og vi må sortere de svage fra," kom det fra hende, som snakkede de om, hvad der var til aftensmad. Det var ikke fordi han ikke elskede sin mor, men han var ikke nogen god Minotaur og ikke nogen god søn. Ikke i hendes øjne i hvert fald.

"Hv-hvorhen mor?" spurgte han med bævende underlæbe.

"Det ved jeg ikke, men her kan du ikke blive," sukkede hun træt, og viftede ham væk fra sig. "Af sted med dig. Nu. Hvis du klarer at komme gennem ørkenen, så kan det være, at de kan bruge dig et andet sted. Men hold dig fra Midos-klanen, de vil næppe have dig heller."

Slukøret tog han en tår vand, satte flasken i sit bælte og begyndte at gå gennem ørkenen. Hvad skulle han ellers gøre?