For nogle dage siden, havde den rødhårede dæmon fået et tip som hun simpelthen ikke kunne modstå: en kasse fyldt med drageskind, en vare, som hun sjældent kom forbi. Varer der vedrørende drager, såsom kløer, horn, gift, skind og deres æg, var uhyre sjældne. Så sjældne, at det kun var de dygtige kriminelle som kunne få fingrene i disse varer, der var gemt så langt langt væk, som muligt. Hvis det sorte marked var overfladen, var dragemarkedet etagen under det, og kun et fåtal vidste hvor disse forretninger foregik.

Det havde været et stykke tid siden at Madame havde haft handel med drager og hendes fingre havde kriller da hun havde hørt, at drageskind var klar til at blive transporteret nogle af de fjerne øer. På trods af hendes højre hånd havde advaret om, at man ikke kunne vide om denne kasse faktisk var fyldt med drageskind, eller om det var en af de fupnumre som til tider poppede op, havde hun været for optaget af idéen om de materiale goder hun ville havde fået, hvis det havde været sandt. Så hun tog chancen: sørgede for at kassen blev leveret til mest sandsynlige havn, før hun selv tog rejsen til Hovedstaden.
Hun synes selv, at hun var udmærket til at undgå disse fupnumre. Som hvis de havde været små musefælder på jorden, undgik hun dem med ekspertise efter sin opvækst på gaden, men selvfølgelig blev nogengange den mest snu mus fanget i set eget spil, når de blev for overmodige. For overmodig, det var et træk som det rødhårede kryds kendte alt for godt.

Det havde ikke været svært, at finde ud af hvilken rutine byvagterne havde for denne aften: som altid var de nemme at lokke af vejen med en fjern distraktion, og så snart de var ude af billedet, var Madame på vej ind i området hvor hun havde fået af vide at kassen var placeret. Hun var ikke alene: hun havde taget to af sine mænd med. Det var ej fordi hun frygtede for at blive opdaget, så dristig som hun var, men fordi hun havde høje forventninger til tyngden af det læs, hun havde tænkt sig at bringe hjem.

"Den er her," hviskede hun, hendes ellers afmålte stemme viste toner af spænding som hun gav et signal til mændene om, at de skulle stoppe. Kassen hendes øje havde fanget så ikke ud af meget, men det røde nummer som var malet ind i fronten var præcis det, som hun havde ledt efter. Med to fingre, signalerede hun til hendes lakajer om, at de skulle få set at få den boks åbnet.

Som mændene begyndte at bakse med et koben for at få vredt toppen fra kassen selv, kunne Madamen godt mærke, at hun var begyndt at blive utålmodig. Hun havde krydset sine arme og fingerspidserne spillede en hurtig melodi mod hendes arm, inden der kom et højt, vrissent suk fra hende. "Lad mig," kommanderede hun, som hun skubbede den ene af vejen der trådte tilbage med et overrasket støn. I et blink, fik hun fikset en jagtkniv frem som hun fik kilet ind mellem toppen (der allerede var ved at give sig) og stellet. Med en smule finesse og en masse utålmodighed, fik hun dem fra hinanden.

Synet der mødte hende var... Utilfredsstillende, for at sige det mildt.

"Hvad i...," mumlede dæmonen overrasket som hun lænede sig ind over kassen mens den ene hånd fik skubbet låget af vejen. Hendes øjne var vidt åbne som hun indså, at hun var taget ved næsen, trods hendes medsammensvorne advarsel.

Kassen var tom, og ekkoet i den fyldte stilheden i hendes hoved, som hun gik i stå for at enkelt øjeblik.

”Ved Valeria, er jeg ankommet for sent til festen?” Den meget muntre stemme lød allerede før, at ejermandens skridt kunne høres trampe med hårde såler og energisk selvsikkerhed. Tonen i hans stemme ville kunne afsløre et større smil, selv før man vendte blikket mod ham og så det klasket på hans kantede ansigt. Et smil der nåede lige så langt op i hans øjne som sølvskeerne nåede op i adlens bagdele. Det var skam intet ud over det sædvanlige. Ikke for denne mand. Det var efterhånden forbløffende, skulle man finde ham deprimeret

Admiralen, klædt i den bekendte røde uniform af Lysets Flåde, dog den ikke lige var nystrøget eller knappet ordentligt og anstændigt op, kom til syne et stykke bag den lille forsamling nær deres tomme boks af godterier. Gående mod dem med den evigt bekymringsfrie udstråling. Langt nærmere det af en velkommen bekendt end noget andet. Smilet falmede ikke. Tværtimod voksede det dog kun større, som øjne søgte mod ham. Han var en showmand. Han elskede det her. Disse første sekunder. Måske en tand for meget, hvis man spurgte nogle skeptikere.
Med ét slog han armene ud, som hilste han en nært bekendt. ”Næh! Ser man det. Fru. Rød, hvilken fornøjelse at blive velsignet til et natteligt møde.” Det var ganske rigtigt, at Bastian havde nogle personlige tilknytninger til den rødhårede skønhed, men lige som hans navn var kendt i gaderne, så var hun ikke just et helt ukendt individ i hans bog. Han havde da før været brugskunde af hendes mere… tilfredsstillende varer. Dagene og nætterne ombord på et mandsfyld skib blev jo ensomt. Lige hvilken havn man lagde indtil, kunne være ligegyldigt, var man i særlig lave mængder selvhøjtidelighed. Han samlede atter sine arme og de blev i stedet lagt over kors ved den stærke brystkasse, men til trods for den lukkede udstråling, det medbragt, så formåede sømanden nu alligevel at bibeholde en afslappet atmosfære. Han stoppede op, stadig et lille stykke fra madammen og hendes to ledsagere.

Umiddelbart stod han alene. Ene mand klar til at håndtere konflikten, der potentielt ville følge af konfrontationen. Men han var ikke alene. Sømænd var placeret omkring dem. Nogle skjult i kroge af andet aflastet last. Hele besætningen af Østens Øje var ikke til stede. Det ville bare være at overdrive.
”De er langt hjemmefra, er De ikke, fru. Rød? Jeg gætter på, der var bøvl med en levering.” Indtil videre havde han ikke rettet opmærksomheden mod hendes to mænd, ikke udover lige at have sendt dem et nik som hilsen, lige da han havde gjort sig til kende. Men nu faldt hans fokus også fra Madame til fordel for kassen bag dem. Hans ansigt fortrak sig i et imponeret udtryk. Brynene smidt op i panden og hagen skubbet lidt op mod næsen. Han gjorde sig tydeligvis umage med at træde godt og grundigt i såret.

Tankerne fløj gennem hendes hoved som en vilde flok fugle, som hun prøvede at tænke sig frem til, hvordan kassen dog kunne være tom. Havde det virkelig været en fælde? Sjældent havde hun følt sig dummere som hun indså, at drageskindet blot havde været et fup, en myte ment til at lokke folk i nettet. Og det virkede, for denne gang. Hendes iver havde fået det bedste af hende.

I distancen kunne hun høre en velkendt stemme, og så snart den rejste sig i volume, var hun allerede træt af den. Selvfølgelig var han her. Den flamboyante, irriterende Admiral som så ud til at have en snude der var så stor, at den stak i hvilket som helst hul, den kunne komme til. Både for den ene og den anden årsag. Som stemmen mødte hendes ryg, og han adresserede hende direkte, var det svært ikke at rulle øjnene så hårdt, at de trillede ud af hovedet på hende. Med indre kamp, holdt hun et suk tilbage, hvorefter hun plastrede et smil på læberne og vendte sig rundt:
"Sir Simmons. Pudsigt at se dig på disse kanter. Jeg troede De var stoppet med de nattelige besøg?" pointerede den rødhårede kvinde med falsk følelse af venlighed og bekendtskab. Smilet på hendes læber virkede både obskurt men også alt for direkte i forhold til situationen.
Hun kastede et blik hen på sine ledsagere, som lignende nogen der var ved at skide grønne grise, og hendes blik begyndte at stikke som de stærke bryn sænkede sig. Hvilke idioter.

Hun vidste godt, at en mand som Simmons ikke færdedes alene. Hun kendte hans type og havde håndteret dem før - og derfor vidste hun også godt at hun ikke havde brug for folk omkring hende. Så længe de holdt det roligt, ville der ikke være brug for midler. "Afsted med jer," beordrede hun sine to lakajer, som hurtigt sprang afsted.
Nu stod hun alene med Admiralen, deres øjne mødtes i et blik hvor vidste ingen af dem ønskede at vride sig løs: det ville betyde nederlag, hvilket Madame ikke havde tænkt sig at få.

Selvfølgelig kunne han ikke holdes fra at træde i såret, som kun blev åbnet dybere af hans hæl, som trampede godt ned i det. Hun løftede sig hage mens hun tog en dyb indånding, som var de tøjler, hun havde brug for. Hun havde ikke tænkt sig at vise ham, hvor meget han formåede at stikke til hendes anger, som kunne være altopslugende. "Jeg vidste ikke De holdt sådan øje med mig, Simmons. Kan jeg vove at påstå, at jeg har en beundrer?" bemærkede den røde kvinde med et svagt smil, der klædte de mørke øjne.

Falsk forundring blev udtryk i admiralens ansigt, idét den kære madam’s selskab blev beordret til at forlade de to ’turtelduer’ til deres interne forhandlinger, og han så blot til med et imponeret blik, som han blot lod dem passere uden at gøre hverken det mindste tegn eller bevægelse, der kunne indikere, at han havde planer om at have dem indfanget. En hver kunne se nervøsiteten i mændene, sådan som de havde været i den skæggede sømands radius, men det var lige så tydeligt, at Bastian fandt det sjovere at lade som om, at han fattede hat af, hvorfor det mon kunne være. Han var da ikke nogen farlig mand. De var endda begge to højere end ham. Hvad havde han? Brede skuldre? En hjerteknusende charme? Heh.

Med ét krøllede Bastian smil endnu mere op i kanterne, og man skulle tro, at han havde fået festlige lys tænkt i hans venlige brune øjne. Det var borderline slesk, havde det ikke været for hans næsten barnlige energi, der osede ud ad ham. Og fokus var atter tilbage på Madame. ”Helt bestemt, Madame! Jeg ville være et absolut skarn, skulle jeg ikke beundre en kvinde som Dem. Mange gange har jeg fundet mig ærgerlig over, at De ikke tilbød egne tjenester, når jeg gjorde Dem besøg,” trillede det ganske ærligt og skamløst ud ad munden på manden i takt med, at han trådte nærmere. Der var ingen grund til at lægge skjul på den slags. Han var allerede kendt på sin manglende blufærdighed. Bare endnu et tic i øjnene på skeptikere, der aldrig så igennem snedigheden af hans åbenhed.
”Men som jeg har været blændet sådan af Dem, Madame, må jeg være blevet gjort både blind, med mindre De er begyndt at gøre Dem i den ulovlige handel af..” Han stoppede kun et par skridt fra den rødhårede skønhed og straks hals lidt ud til siden for at skimme mod boksen bag hende, før han fandt tilbage til hende. Stadig smilende. Stadig hoverende. Stadig arrogant. ”…luft. Jeg må dog indrømme, at det gjorde det nemmere for mine mænd at bære fragten af mit skib. Ingen beskadigede rygge eller ømme arme, kan jeg berolige Dem med. Dét vil ikke komme på Deres regning.”

Bastian samlede militært sine arme på ryggen og efter at have sendt hende et sidste blik, trådte han videre omkring og forbi hende for at kunne stå ansigt til ansigt med den – rigtig nok – tomme cargo. Undersøgte det tomme indhold. Der var altid muligheden for, at der var en skjult del til kassen, men han tvivlede. ”Sig mig, hvis brillante idé var det at sende Deres tyvekoster med et af Flådens skibe? Det virker ikke som en, der ville have forladt Deres hoved, Madame, hvis jeg må være så fræk.”
Han ville lyve, hvis han prøvede at påstå, at han ikke var en smule skuffet. Det røde mærke fra den røde frue var blevet opdaget hurtigt ombord, men mændene ombord havde måtte dy sig og vente med at kende til indholdet for ikke at kaste mission til hundene. Så at den var tom var da lige noget, der kunne bringe humøret ned. Og nu var selv admiralen skuffet!