Naeva var koldblodet, og havde været væk fra syden i længere tid end hun brød sig om. Da vinteren lagde sit slør af sne over landet, havde hun frygtet for sit liv. Uden en varm seng at se frem til eller krystallerne til at hverve sig en var det kun ved hendes snilde sind at hun havde undgået en nat på gaden - og den sikre død det ville medføre. Snilde, og alkohol.
Hun erfarede hurtigt at mennesker gjorde dumme ting, når de drak sig fulde. Rom var specielt effektiv, da den var stærk og billig. Hendes aftner blev brugt i de lokale vandhuller. Nætterne i en fremmeds seng. Hun sov ikke med dem – medmindre selvfølgelig hun havde lyst. Hvis ikke rommen slog dem i gulvet var en dråbe gift eller to som regel nok til at de sov på gulvet.
Nu var det sommer, og solens hede stråler bagte Fristavns disede gader. Der var ikke længere noget behov for alkoholen, eller dens fordrejende effekt. Slet ingen grund, tænkte Naeva, som hun løftede flasken til sine læber og drak en slurk af den brændende væske. Nogen havde uansvarligt stillet en stabel af kasser og tønder på siden af kajen, og Naeva var pligtopfyldende begyndt at rydde op – én flaske af gangen, mens hun slangede sig i den bagende sol og lyttede til bølgerne slå mod skroget af et skibet fortøjet ved kajen.

Fristavn havde altid været en blandet fornøjelse for Amalia, det havde været starten på det der havde formet hendes liv, på både godt og ondt. En del beværtninger holdt hun sig fra, nogle for at undgå minder, andre for at undgå enten personale eller kunder.
Mange af de andre pirater syntes ikke voldsomt godt om hende. Især ikke efter det var lykkedes den blonde kaptajn at samle en del utroligt kompetente, og oversete, besætningsmedlemmer op til den Sorte Sirene.

Årsagen til at være i fristavn denne gang var noget så kedeligt som proviantering, men hvor kedeligt det end lød var det ganske nødvendigt, især med den længere rejse de skulle ud på.
Men solen skinnede og Amalia var i højt humør, de kunne snart stævne ud, for at være væk fra Fristavn og ude på det åbne hav igen!
Humøret tog dog noget af et duk som det lignede at nogen var gået ombord i provianten. "Jeg håber virkelig for dit eget bedste at du har en god forklaring på hvad Zalen du har gang i!" Vrissede Amalia med faste skridt, som hun krydsede kajen mod tyven. Ikke nok med der var nogen der stjal fra dem, skulle hvem end der var på vagt have noget af en reprimande.

Lyden af en vred stemme trak Naeva ud af sin solhede dagdrøm. Selvom hun klart hørte ordene besluttede hun sig for ikke at svare med det samme – i stedet strakte hun sig. Fornøjelsen af varmen i hendes led som de blev strakt og faldt på plads igen, trak et suk ud af hendes beduggede bevidsthed. Hendes tunge piskede lynhurtigt ud for at smage på luften, men saltet overdøvede alle lugte, så Naeva vendte sig i stedet på siden og støttede sit hoved under den ene hånd for at se kvinden an. Hun var blondt og ville være køn, hvis ikke det var for arrigskaben i hendes blik. Bestemt ikke en person man burde komme på tværs af. Naeva smilte søvnigt.

”Jeg var tørstig,” sagde hun som om det forklarede alting. Alkoholen var endnu ikke begyndt at påvirke hendes tale, bemærkede hun med tilfredshed.

Amalia havde som sådan ikke forventet en høflig eller dybt født undskyldning, men den ligegyldighed kvinden udviste var utroligt provokerende og kun med til at få Amalias pis mere i kog end det allerede var. 
Kvindens forklaring var nok en af de dårligste hun kunne være kommet med i øjeblikket, mest af alt havde Amalia lyst til at synge kvinden ud i vandet så hun kunne kvikke op, men for nu lod hun vær.
"Aha?" Lød det tørt "Og hvordan har du så tænkt dig at betale for rommen du har drukket?" de blå øjne løb op og ned af kvinden, hun lignede ikke ligefrem en der havde mange krystaller på lommen, ligesom de fleste i Fristavn. 
"Hvis du ikke har krystaller nok må du arbejde din gæld af" sukkede Amalia opgivende. Det havde ellers lige været sådan en fin dag, men hun kunne ikke ligefrem lade folk tage deres ting som var det ingen ting, hun havde et rygte at værne om.

Ethvert foretagende der gjorde sit i rom var i Naevas øjne et foretagende værd at overveje. Hun svingede benene udover tønden og satte sig op i én glidende bevægelse - benene over kors. I lodret stilling så kvinden ikke meget anderledes ud, blot vredere. Naeva løftede betænksomt et øjenbryn, og gjorde sit bedste for ikke at lade blikket vandre mod spyddene, der lænede sig mod tønderne ikke en meter fra hvor hun sad.
”Min gæld for . . en enkelt–” En skarp lyd afbrød hende, som reserveflasken rullede fra toppen af sin kasse og knustes mod jorden. ”- to flasker rom? Jeg er desværre lidt presset, men jeg er sikker på vi kan finde en måde jeg kan . . . kompensere dig.” Et slibrigt smil sneg sig ind i hendes ansigt, delvist fordi hun følte sig skælmsk og delvist fordi hun anede det ville irritere den anden. Den tveforkede slangetunge skød ud og smagte på luften. Salt, sved, solbrændt læder og sværdolie farvede luften i en distinkt sort farve.
”Hvad kan jeg gøre dig?”

Amalia rullede med øjnene, det var ret imponerende hvor lidt kvinden havde lyst til at samarbejde, selv når hun blev givet en ganske rimelig udvej. "For de to flaske der kan ses, samt hvad du skulle have drukket inden" lød det irriteret. At kvinden havde formået at smadre endnu en flaske var ikke ligefrem noget der fik den blonde kaptajn i bedre humør, tvært imod.
Dog var det første gang at en hvad halv-slange? Forsøgte at forføre hende, noget der måske kunne have virket hvis hun ikke havde været så frustreret over situationen allerede. 
"Du kommer stil at starte med at skrubbe dækket, indtil at du beviser at du er mere værd. Og nej jeg har ikke brug for at ligge med en klodblodet skøge." Det var utroligt kedeligt arbejde, men Amalia stolede på ingen måde på romtyven. "Dog når du har betalt din gæld vil du få hyrer til du bliver sat af igen." Noget Amalia tvivlede på ville blive en langvarig affære.

Naeva lagde hovedet på skrå. Munden åbnedes i protest, men ingen ord kom ud. Hun var født ind i eliten, i krigerkasten, der opdrættede til at lede og undertrykke ved magt, snilde og charme. Hun forventede at blive vred over at være kaldt skøge, men følte intet. Vreden hørte den anden Naeva til, den Naeva, der havde haft ansvar, håb, pligter og længsler. Kvinden, der sad overfor kaptajnen nu, var ikke den samme person. Såfremt der var alkohol, krystaller og en varm seng at dele med et uheldigt individ, var hun tilfreds. Desuden, koldblodet skøge var ikke langt fra sandheden.

”Er der mere rom på det flydende badekar?” Hendes blik faldt dovent på det prægtige skib, der var fortøjet ikke langt fra hvor hun sad. Hendes tonefald var provokerende, og ikke blot en lille smule flabet. Hun vidste godt, at det ville stampe på kvindens, tilsyneladende delikate, knapper, men det gjorde det bare så meget mere uimodståeligt at sige det. Før hun kunne få et svar rakte hun en slank hånd frem.

"Naeva." Der var et glimt i Naevas øjne, et sted mellem farligt og imødekommende - som en slange, spændt til at springe. 
"Har du et navn, eller vil Kaptajn være godt nok?"

Det overraskede faktisk Amalia at halvslangen ikke havde nogen kommentarer til at blive kaldt for en skøge, noget halvslangen tilsynelade også selv lettere overrasket over. Måske var romtyven mere medgørlig end frygtet, men det måtte tiden vise.

Mange ting var Sirenen, men det var hverken det mest prægtige skib i Fristavn, eller et badekar. Hvis det ikke havde været fordi at romtyven havde været så provokerende igennem det hele, ville Amalia havde været i tvivl om den anden kvinde faktisk var stødt på et badekar før. "Der er rom til dem der gør deres arbejde ordenligt" svarede hun med et suk.

Amalia mødte slangens blik uden frygt, måske påpasseligt men med lynild i horisonten. "Velkommen ombord Naeva. For nu er jeg Kaptajn Sirenesang, det kan være at det ændre sig med tiden."

”Storslået!” Udbrød Naeva, lagde flasken fra sig og rejste sig op. Et sprudlende smil prægede hendes solbidte ansigt. Kaptajnen var noget af en humørbombe, kunne hun allerede se, men hun skulle nok tø op. Forhåbentligt. Hvis ikke, ville rommen uden tvivl gøre hende mere tolerabel – om det var hende eller Naeva, der drak den.

Hun drejede omkring for at samle de to spyd, som hun havde stillet fra sig inden hun lagde sig ned, og stak dem i deres hylstre på hendes ryg. Den halvtomme flaske, der lå hvor hun havde efterladt den, stirrede på hende. I en glidende bevægelse vendte hun sig omkring og greb flasken med en lynhurtig bevægelse, så den delvist var skjult bag hendes lår. Ikke så kaptajnen ikke kunne se den, plot så det ville være sværere at tage den væk. Naeva antastede kaptajnen med bedende hundehvalpeøjne. Hun kunne ligeså godt færdiggøre, hvad hun startede.

Amalie skævede til spydene det tydede heldigvis på at halv-slangen kunne slå fra sig hvis det blev nødvendigt, ikke at spyd var fantastiske ombord på et skib men det kunne nok gå an. Ærligt var det faktisk en smule beroligende at det ikke var en mere der skulle passes på hvis det endte i kamp, dog gjorde det ikke kaptajnen mindre varsom overfor det nye besætnings medlem, tvært imod.

Det vakte ikke megen undren at Naeva ikke var helt villig til at give slip på flasken hun havde haft fingrene i, Amalia overvejede kort at kommentere på men trak istedet på skuldrene. "Du drikker den bare, men pas på den det kan tage noget tid før du får en ny" Hun havde alligevel tænkt sig at Naeva skulle betale for hele flasken så hun kunne vel lige så godt drikke hele indholdet, samt hun var muligvis giftig. 

-----

Naevas prøve periode var ikke ligefrem spænende, folk hvade fået ordre på at holde øje med hende men hvis hun lod til oprigtigt at være en del af besætningen  så skulle hun nok kunne skabe sig en plads.

Naeva smilte sødt, som hun blev benådet resten af flaskens indhold. Kaptajnen virkede ikke fuldkomment uimodtagelige for god stemning, selvom hun stadig virkede tilbageholdende. Men hvem vidste hvad fremtiden ville bringe? Mon ikke de fandt tid til at drikke sig en kæp i øret under en stjernefyldt aften, og mon da ikke at kaptajnen ville vise sig fra en mere munter side?

”Taak, sødeste kaptajn,” hvislede Naeva sirligt, som hun gik forbi kvinden og vandrede ombord på skibet. Tungen svirpede kort, og smagte på tjæren, plankerne og det rustnende metal. Et eventyr på havet skulle nok blive underholdende.