Palæet var blevet til et spøgelseshus; skyggerne hang tungt om de forfaldne værelsesvinduer, hvis tilrustede hængsler havde givet op, og mørket krøb altædende ned langs de tilgroede murstensvægge; ind i haven, der var blevet til en jungle, og ind i den kæmpemæssige entré, der engang havde været imponerende i sin udsmykning. Tapetet var tyndslidt og havde i afmagt forladt de nøgne vægge, uden synderlig tanke på, hvorhen de måtte ende. Som Livet havde forladt herskabsboligen, således havde også dens interiør sunket ned i intetheden, til stanken af forrådnelse, sort mug og støv.
Skyggemanden – skikkelsen, der stod på slidte såler og lod sit ene stålgrå øje glide vurderende henover sine omgivelser – var ikke just imponeret. Kilden, hvis ord havde sendt ham afsted fra hovedstaden i løbet af de spæde morgentimer, var dog en pålidelig en af slagsen, hvormed den høje person, der var tildækket af mørket og hvis navn var Pax, bevægede sig længere ind i alt det forladte og glemte.

Pax’s forsigtige men dog målrettede skridt gav genlyd i de lange, smalle gange. Som den Skygge han var blevet til, bevægede Pax sig taktfast igennem palæet, imens alskens tanker strømmede forbi hans tildækkede pande. Soveværelset, havde Kilden hvisket spændt. Det er der, den lægger! Lille, strålende og ganske lige til at snuppe. Er det ikke utroligt, at ingen andre har søgt derhen endnu? Historien går jo på, at den ikke længere findes – at selve baronen tog den med sig i graven! Men det er jo noget værre fis, tror du ikke? Hvorfor skulle han det? Han var jo gået fallit, hustruen og børnene havde forladt ham, og ved du, hvad det bedste er? De fik ikke en dadel! Han skrev dem ud af sit testamente! Det er derfor, at alting bare står og braser sammen! Rygtet siger, at de endte i et Bordelhus og levede af vådt mudder til den dag, de døde!

Pax måtte himle med det eneste øje, han havde. Det var næsten for nemt – og i modsætning til den typiske opfattelse, kunne det faktum ikke altid sættes lig det, at trække det korteste strå. Nogle gange – og især for Ulven selv – var ting ganske, som de gav sig ud for at være. Han var, trods alt, kommet så langt uden udfordring. Rejsen havde forløbet, som den skulle; en times overvågning af huset, der havde resulteret i absolut ingen ting, for der var ikke sket noget, der var værd at holde i mente; og nu soveværelsesdøren, han end ikke skulle åbne.

Det kunne næsten ikke blive bedre – velsagtens indtil det øjeblik, hvor det kun kunne blive bedre. For –

Pax var ikke alene. En høj, mørkhåret skikkelse stod i kammeret; hans hvide ansigt oplyst af månens skær, der nærmest teatralsk kastede sig ind igennem de ødelagte vinduesglas; som var deres eneste formål, at kaste skinnende stråler på den høje skikkelse – og Pax forstod instinktivt, hvem han betragtede. Han var, trods alt, vokset op med historier om ham.
… Så hvad sagde man nu? Tankerne, der alle var forstummet i chok – en følelse der dog ikke lod sig afsløre i Pax’s tildækkede ansigt, og ej heller i det stålgrå blik – sprang alle i luften i desperation, men alt Pax lod sine læber formulere – eller, alt hvad Pax hørte sig selv sige, var;

”Jeg har ikke tænkt mig at bukke – og jeg går herfra med diamanten.”