Det havde været en lille uges tid siden Daphnie havde været hjemme ved Declan, og ting havde.. udviklet sig. Det var ikke det hun havde tænkt skulle ske, da hun var gået hjemmefra, men det vidste sig at være præcis det hendes krop hungrede efter. Selvom det havde været dejligt, havde det også fået hende til at føle sig lidt mærkeligt. Hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvad det præcist var, måske lidt skyldfølelse, men det var jo ikke fordi hun var i et forhold med nogen eller noget. Derfor havde hun også holdt sig fra Declan den sidste uge, selvom hun egentlig havde haft lyst til at besøge ham. 
 I stedet havde hun brugt tiden med Aksel. Ikke det altid havde været lige spændende, men det var trygt og hyggeligt og de nød vidst begge hinandens selskab. Det var alligevel blevet lidt kedeligt i længden, og Aksel begyndte også at blive mere og mere mærkelig, eller i hvert fald anerledes.

 Derfor havde hun fundet ned til Ønskespringvandet, ikke fordi hun havde er ønske hun ville have opfyldt, sidst hun prøvede det stak hendes taske af, nej det var for at besøge Fielthenas smykkebutik. Det havde taget hende lidt tid at finde, for hun kunne ikke spørge om vej. Det var ikke lykkedes hende at huske hvad butikken hed, men hun var også ret sikker på det var en mærkeligt navn, så hun følte sig undskyldt. 
 Dog, da Daphnie så skilte til butikken var hun ikke i tvivl. Det kunne godt være hun ikke kunne huske hvad butikken hed, men da hende blik landte på navnet, kunne hun høre Fielthena stolte stemme sige det. Med et skævt smil på læberne gik hun med sikre skridt mod butikken, og da hun nåede døren åbnede hun dne forsigtigt og trådte ind.

 Det var tidlig eftermiddag, på en dag med let solskin, der varmede dejligt når han stod direkte i den. Derfor havde blot en simple kjole på. Den bestod af to lag, en lys, beige underkjole med puffede ærmer der gik til lige over hendes albuer. Udenover havde hun en simpel lædervest der fungerede lidt som et korset, med grøntligt lag stof fast rundt i bunden af vesten, til at give lidt farve til de inderste lag af kjolen. Vesten sad bundet sammen med en hvid snørre. Kjolen gik til omkring Daphnies ankler.
 " Hallo? " Lød Daphnies feminine stemme, som hun trådte ind gennem døren, og nysgerrigt lod blikket glide rundt.

Størstedelen af dagen havde været travl udover det sædvanlige i guldsmedjen, der havde sjældent været pusterum mellem kunderne, og endnu sjældnere at der kun havde været en i butikken ad gangen.
Stilheden var derfor også aldeles velkomment, da den sidste kunde trådte ud ad døren og klokken over døren stilnede sin kimen. Det betød dog ikke at Fielthena tog sig meget tid til at slappe af, de sparsomme minutters alene tid skulle bruges effektivt til at få butikken bragt tilbage til den vanlige orden.
Smykker blev lagt pænt og nydeligt tilbage under glasset, frit fremme for nysgerrige blikke, men ikke for lange fingre og nye bestillinger med skitser og beskrivelser af smykket som skulle laves, blev lagt i orden i den læderombundne bog, hvor de senere ville blive tegnet over i.
Den sidste bestilling var også kun lige akkurat lagt ind i bogen, før den blev lukket sammen, da den lille klokke over døren atter klingede velkomment, af hvem end som trådte ind.

Den fine kvinde stemme genkendte Fielthena allerede, før end de grønne øjne landede på Daphnie’s ligeså fine skikkelse. De havde kun mødes en gang, da Fielthena havde taget hende i at stå og lurer på Declans hus, siden havde hun genhørt stemmen i hovedet med ordene om den våde aften, hvor Declan havde hjulpet hende med det skadet knæ, ord der havde spillet bag den lyse pande, da hun havde fundet en underkjole og konfronteret Declan med den.
En svag irritation satte sig i hendes øjne, mens resten af hendes ansigt lagde sig i en imødekommende mine, med et passende venligt smil. Smilet nåede aldrig rigtig øjnene, men det ville Daphnie vel næppe bemærke? Fielthena antog i hvert fald ikke hende til at være den mest observante person, nok nærmere anså hun hende som en små distræt person. ”Daphnie..?” overraskelsen i stemmen var ikke påtaget, den var ganske ægte. De havde snakket om butikken, men derfor havde Fielthena ikke helt forventet at hun faktisk ville lægge visit forbi.
Som oftest var Fielthena iklædt praktisk i et par mørkebrune tætsiddende bukser, sorte læderstøvler som sluttede ca. midt på skinnebenet, en skovgrøn skjorte som blev holdt tæt ind til hendes krop med et sort læder korsage der stoppede lige under brysterne.

 Som Daphnie tråde ind og lukkede døren efter sig, gled hendes blik med det sammen nysgerrigt rundt på de forskellige ting der stod på udstilling. Hun glemte hurtigt at hun ikke bare var der for at kigge på smykker, og blev helt optaget af at kigge på smykker. Derfor gav det hende også et lille sæt i hende da hendes navn blev kaldt.
 " Uh! Hej! Ja!  " Hendes blik blev flyttet i retningen af Fielthenas stemme, men hun måtte flytte lidt på sig, og tittede derfor ud bag en montre med et kækt og piget smil.
 " Fielthena! " hilste Daphnie inden tråde fri bag montren og gik lidt mere over til Fielthena så de kunne tale med hinanden i et normalt tonelejre. Daphnie gang var munter og let hoppende, og det var tydeligt at se, hun ikke længere havde ondt i knæet. Daphnies blik gled endnu en gang nysgerrigt rundt
 " Har du det godt? Jeg var lige i nærheden og havde tid til at komme forbi!  " Egentlig var de måske ikke bekendte nok til at spørge ind til hvordan hinanden havde det, men det virkede bare mest høfligt. Især som det næste Daphnie sagde var en løgn. Hun havde gået hele vejen hjemme fra og hen til det lille smykkesmed, fordi hun havde brug for noget andet at lave. Blikket faldt tilbage på Fielthena, forsat med det kække og piget smil. 
 "Det er en rigtig fin butik! " komplimenterede hun, mens hun nikkede lidt for at understrege at hun mente det. 
 " Har det været en travl dag? " Som vejret blev bedre bevægede folk sig mere ud, så det ville ikke undre hende hvis Fielthena også kunne mærke en forskel. Daphnie mærkede den i hvert fald tydeligt på kroen.

Helt naturligt gled blikket ned mod det knæ som havde været forslået sidst de havde mødtes, det var tydeligvis ikke længere til gene for hende, men om hun faktisk havde haft givet det den ro som knæet krævede, det var tvivlsomt. Selv efter at Daphnie havde fået en let omgang voksen skældud af Fielthena.
At hun ligefrem spurgte ind til hvordan, at Fielthena havde det, tog hende lidt med overraskelse, det var trods alt ikke vejret hun spurgte om, det var et noget mere personligt spørgsmål.
I et øjeblik, overvejede hun at lyve, bilde den krøllede kvinde ind at hun havde haft det forfærdeligt, bare for at se hvordan hun ville håndtere sådan et svar?
Et lydløst suk, som Daphnie næppe ville bemærke, fik Fielthena til at opføre sig bare lidt pænt og faktisk svare ordentligt ”Jeg skal ikke beklage mig” det var ikke et særlig dybdegående svar, men det var vel nok til at stille lidt af Daffes nysgerrighed?
Med vægten hvilende på det ene ben, stod hun med hoften skudt let ud til siden, inden hun skiftede vægten over på modsatte ben, mens hun holdte øje med Daphnie.
Alle de kedelige høflige spørgsmål, var ikke dem Fielthena ville svare på, faktisk var hun tæt på ganske bramfrit at spørger ind til underkjolen, men hver gang nåede Daffe at åbne munden inden.
”Mere end der plejer, det er faktisk først her og nu det er stilnet af” lød det lidt tænksomt, som lod hun dagen gennemspille sig i tankerne, for at tjekke om det nu også passede?
Da Daphnie lod til at stilne af med hendes mange spørgsmål, mindede Fielthena sig om det var høfligt at spørger tilbage, vise en sund interesse for den anden ”Hvad med dig? Har du haft det godt siden sidst?”.

 Det lille øjeblik med stilhed efter Daphnie havde spurgt ind til Fielthena velbefindende, fik hende til kort at bide sig lidt nervøst i læben. Havde det alligevel være for personligt at spørge ind til? Det var jo ikke fordi hun lige frem forventede at Fielthena ville fortælle hele hendes livshistorie, men hvis hun havde noget hun havde brug for at lette fra hjertet, lyttede Daphnie da gerne, og kom med trøstende ord, hvis det var nødvendigt. Fielthena endte dig med at svare, og Daphnie rettede sig lidt op med et lille smil på læberne. 
 " Det var godt..  " Nikkede hun lidt. 

 Daphnie vidste godt hun snakkede meget, det havde hun altid gjort. Hun havde altid været af mange ord. Derfor var det heller ikke uvant for hende at folk ikke svarede på hendes spørgsmål, fordi de nødvendigvis ikke var vigtige. Hvis det var, kunne hun jo alligevel altid spørge igen. Daphnie foldede læberne lidt gav sig til at gå lidt rundt så hun kunne kigge videre på alle de fine ting.
 " Det er da godt at høre! Det er vel et godt tegn..  " Daphnie så kort over på Fielthena med et lille smil, inden det flyttede sig tilbage på det armbånd hun stod og kiggede på. Læberne blev foldet sammen, i en lidt tænkende mine, som hun overvejede hvad hun skulle svare. Det var jo ikke fordi hun havde haft det skidt, hun havde bare kedet sig lidt og tænkt en masse. Hun endte med at trække på skulderne.
 " Jeg har haft det ganske fint. Meget bedre da mit knæ holdt op med at gøre ondt!  " Hun gik hen og kiggede på noget nyt, og så kort hen på Fielthena med et skævt smil. Daphnie førte en vildfaren tot af det vilde hår om bag øret, mens hun betragtede de forskellige halskæder.

Havde Daphnie været en hvilken som helst anden ung kvinde, som var trådt ind i butikken, så havde det nok også været en langt mere høflig side, som hun ville opleve. Var Fielthena direkte uhøflig, nej, men det var nu heller ikke fordi hun påtog sig det helt store smil, som skulle hun sælge hele butikken til hende.
Nej underkjolen lå stadig og rumsterede i baghovedet, endnu mere nu hvor Daffe stod her med hele sin uskyldige persona. Som hun begyndte at bevæge sig rundt, fulgte Fielthena med hende, ikke fordi hun skulle holde øje med der ikke blev stjålet noget, men hun holdt ganske enkelt øje med hvilket smykke som fangede Daphnies blik mest. Et armbånd, lod det til at være og med venlige bevægelser trak hun guldarmbåndet ud ”Vil du prøve det?”.
Smykket blev allerede åbnet, holdt frem så Daffe kun skulle strække sin egen arm lidt frem, så det kunne blive lukket omkring hendes håndled, hvis hun da ville prøve det, før end hun kunne nå at takke nej tak til tilbuddet.
De grønne øjne løftede sig her efter op mod Daphnies egne, med et mere indgående blik i sig, ville hun blive skræmt, hvis hun var for direkte? Tanken strejfede Fielthena, men blev hurtigt skubbet væk. Direkthed var måske en lettere måde at få et klart svar på ”Så har du været forbi og lurer på Declan’s hus igen? Eller gav du faktisk dit knæ ro?” spurgte hun næsten drillende, som et forsøg på at skjule hvor meget alvor der alligevel lå bag ordene. Hun ville vide om Daffe havde været forbi, måske for at hente underkjolen, når hun opdagede den var væk? Det ville jo være uskyldigt nok, ikke? Alene den tanke fik hendes indre til at lyse svagt grønt.

 Selvom det alt sammen var utroligt fint og smukt, var der også en form for afholdenhed over Daphnies kiggen. Hun vidste hun sikkert aldrig ville få råd til noget så fint, ikke fordi hun brugte hendes krystaller op med det samme, men hun havde bare ikke mange og gøre med, og de fleste dage blev de alle sammen brugt på det nødvendige. Daphnie tænkte derfor slet heller ikke på at skulle prøve noget af det. Hun så på Fielthena med et lidt overrasket udtryk og åbnede munden for at takke nej, men inden hun nåede det, havde Fielthena allerede taget armbåndet op og spændt det op, klar til at Daphnie lagde armen i det.
 " Oh.. Okay..! " lød det lidt fortumlet fra det let buttede læber, og Daphnie løftede armen op så det kunne blive spændt fast. Håndledet blev vendt og drejet lidt, som Daphnie studerede armbåndet. Et smil fandt vej til hendes læber og hendes øjne lyste lidt op. Åh hvor var det smukt! 

 Daphnie fjerne ikke blikket fra armbåndet da Fielthena stillede hende det næste spørgsmål. I stedet bed hun sig lidt i underlæben, mens hun overvejede hvad hun skulle svare. Hun havde ikke luret på Declans hus igen, men det var jo fordi det ikke var nødvendigt, fordi hun skulle forbi og aflevere hans tøj. Hun endte derfor med at ryste på hovedet, og løfte blikket mod Fielthena igen.
 " Jeg.. har ikke været forbi og lurer igen, nej..  " lo hun lidt, selvom det ikke var meningen at det skulle hentyde til at hun havde været forbi af andre grunde var det ret tydeligt. Der var noget over hendes smil og både at sige det på, der afslørede lidt, at der lå mere bag hendes svar. Blikket blev sænket ned til armbåndet igen.
 " Mit knæ fik ro fra lureriet, bare rolig..  " sagde hun med et skævt, lettere drilsk smil. Hun havde selvfølgelig ikke holdt knæet helt i ro. Hun skulle jo stadig arbejde, og det var altså for kedeligt bare at sidde hjemme, med benet i ro, selvom hun dog havde gjort det mere end hun egentlig havde orket.

Hun havde nærmest kunnet lukke armbåndet i søvne, så tit var det blevet gjort, så det efterhånden sad i fingrene, det var derfor også uden fumlen at låsen blev lukket, for derfor at dreje lidt på armbåndet, så det sat helt rigtigt når Daphnie ville tage i det nærmere øjesyn, som guldet fangede lyset hver gang hånden og armen blev bevæget.
Tavst stod hun i en afslappet, dog stadig rank holdning og betragtede armbåndet, før Dahpnie svarede på spørgsmålet.
Selve svarende var der ikke noget særligt ved, men nu var Fielthena ikke en kvinde, som lod ord stå alene, kroppen afslørede så meget mere, og oftest sandheden når man bare vidste hvad man skulle kigge efter.
Det var derfor ikke gået det opmærksomme blik forbi, som Dahpnies mimik ændrede sig i små og større træk, afslørende at hun ikke fortalte det hele.
Derfor var det også med et noget mere direkte blik og tone at Fielthena valgte at grave lidt dybere, men med en påpasselighed for at hun ville føle sig trængt op i en krog, eller at der blev snaget i noget som ikke vedkom Fielthena”Men du har været forbi??”.

 Efter at have betragtet armbåndet lidt, vendt og drejet armen og forstillet sig hvor fin og yndig hun kunne se ud med det, rakte Daphnie armen frem igen mod Fielthena, så hun kunne spænde armbåndet op igen, og ligge det på plads. Det kostede sikkert mere end alt hvad hun ejede.
 " Det er rigtig flot håndværk!  " komplimenterede hun ærligt.

 Daphnie rettede sig lidt op, som Fielthena spurgte mere ind til Daphnies forhold til Declan. Der var et eller andet over måden hun spurgte på, der virkede lidt intens, på en eller anden måde, men Daphnie kunne ikke helt sætte fingeren på det, og tænkte derfor heller ikke yderligere over det. I stedet trak hun lidt på skulderne.
 " Altså.. Jeg lånte jo noget tørt tøj af Declan, fordi mit eget blev vådt. Det var jeg forbi for at afleveret.  " Daphnie så på Fielthena med læberne folder lidt sammen, med et venligt smil gemt bag sig. Hun overvejede kort hvad hun skulle sige, og slog blikket lidt forlegent væk som minderne fra sidste møde med Declan fik hendes kinder til at blusset op i en let, rødlig farve.
 " Men jeg fik ikke det hele med, så jeg var fordi en gang mere..  " denne gang nikkede hun, mens holdt blikket lidt på gulvet, som om der var noget spændende der. Daphnie vidste stadig ikke helt hvad hun skulle synes om besøge. Eller hvad hun havde følt før, under og efter. Det hele var stadig så.. nyt for hende, og hun synes der var så mange ting at holde styr på.
 " Men det er ved at være en uges tid siden..  " Daphnie trak igen på skulderne, og fik sig taget sig sammen til at flytte blikket tilbage til Fielthena med et lille, venligt smil på læberne.

Forsigtigt drejede hun armbåndet rundt, så låsen var vendt op ad, efter at Daffe igen stækkede sin arm frem så låsen kunne lukkes op uden alt for stor besvær, det sad lige så naturligt i fingrene efterhånden ”Mange tak Dahpnie” komplimenten tog hun glædeligt imod, også selvom det kom fra Dahpnie.
Hvad der nok var mest slående, som de stod i butikken omgivet af smykker og ædelsten, var at Fielthena ikke bar et eneste smykke på nær et sæt perleøreringe, der var gemt væk under de mørke hår.
Man ville nok forvente at en som skulle forstille at leve af sine smykker, også ville bærer dem for det var vel den bedste reklame, for en selv ude blandt andre?

Lånt tøj af Declan, det passede sammen med hvad Declan havde fortalt, da hun havde holdt en pause fra at drukne ham i karet, hvilket gav noget ro i den begyndende jalousi, men det var ikke længe følelsen fik lov at visne væk i, for selvom det kunne forstås som at hun snakkede om underkjolen, som var glemt hos Declan, var det Daffes røde kinder og nedslået blik der fik det hele til at bruse frem, om et tidevand der ville opsluge hele den sandede strand, og alt der ikke kunne nå at flygte fra den stigende vandstand.
Tænderne knagede næsten som de blev bidt hårdt sammen, i et forsøg på at holde den venlige facade oppe, hun måtte jo først finde ud af om det bare drejede sig om underkjolen, at Dahpnie havde været forbi og hente den og intet andet?
”Fik du så det hele med denne gang? Han opførte sig vel pænt overfor dig?” Som havde hun været en tæt veninde, som nysgerrigt spurgte ind, blev Dahpnie sendt et varmt, men drillende smil, da hun endelig løftede blikket op fra gulvet.

 Armen kom ned at hænge langs siden, da armbåndet var blevet taget af igen, og Daphnie nikkede med et kækt  smil da Fielthena takkede. Hun havde virkelig ment det. Det var nogle virkelig smukke ting der var i butikken. Selvom Daphnie var noget så interesseret i smykkerne, og virkede til at kunne lide dem, var et heller ikke fordi man kunne finde en masse smykker på hende. Hun var først og alt for distræt til at huske at tage det på om morgen, og hun havde alt for ofte tabt smykker, og ikke opdaget det før det var forsent at finde det igen. Hun havde derfor kun smykker på når hun skulle være virkelig fin, for ellers mistede hun dem bare. 

 Det var ikke meningen af Daphnie ville afsløre en hel masse af hvad hende og Declan lavede. Hun var forelsket i Jaris, og selvom hun ikke kunne få ham, eller at han sikkert ikke kun holdt sig til hende, var det ikke fordi hun havde lyst til at være sammen med andre end ham. Ikke sårn rigtigt, i hvert fald. Daphnie drejede sig derfor rundt for at kigge lidt videre og samtidig skjule det forræderiske ansigt. 
 Daphnie så derfor heller ikke at Fielthena blev lidt anspændt at se på. Ikke at det var noget hun ville have lagt særlig meget mærke til alligevel. Og havde hun, ville hun nok ikke tænke over at de var fordi Fielthena havde en fod i klemme omkring hvad der var sket. 
 " Yeah.. Jeg havde glemt en bånd jeg låne til håret.. Så det fik jeg lige afleveret den anden gang..  " Forklarede Daphnie med blikket ned på nogle små øreringe. Hendes kinder tog lidt til i farve, som hun tænkte på hvad hun skulle svare til, om han havde opført sig pænt. Det var jo ikke fordi han havde behandlet hende dårligt..
 " Og han var.. meget pæn..  " mumlede hun lidt distræt, uden selv at tænke over at det kunne lyde som om hun snakkede om hans udseende, og ikke hvordan han havde været. Det var nok også mest det hendes tanker var rent i retningen af, men det behøvede Fielthena jo ikke at vide. Daphnie blev sig lidt i underlæben, og rettede sig op inden hun vendte sig om.
 " Skulle han da ikke det? " spurgte hun nysgerrigt og vippede hovedet lidt på skrå, men hun prøvede ikke at tænke på varmen hun synes der var kommet i hendes kinder.

Vægten skiftede da hun var lige ved at følge efter Dahpnie, som hun begyndte at træske rundt i butikken, stadig uden at løfte blikket op mod Fielthena. Hun stoppede sig selv da det ville virke underligt mistænksomt, at hun skulle følge rundt efter hende og dernæst var det ikke længere sikkert at hun ville kunne holde sig i skinnet. For det kløede i fingrene efter at gribe omkring Dahpnies skuldre, og bare ruske svarene ud af hende, få hende til at spytte mere direkte svar ud, i stedet for det her.
I stedet krydsede hun armene, som skulle det forhindre hende i at følge sin tanke til handling. Ikke at opgaven blev lettere ved hendes ord om ar han var meget pæn. Ordene fik det ene mørke bryn til at skyde til vejrs, mens et drillende smil dansede sig frem over hendes ansigt passende til tonen hun sagde ”Nååh?” i.
Som hentydning til at hun måtte uddybe, hvad hun mente med at han var pæn? Men skulle det flyve over hovedet på hende, valgte Fielthena alligevel at spørger mere direkte ind. Den ene hofte lod hun hvilende imod diskens kant ”Meget pæn? Hvad var han mere?”.
Spørgsmålet lod Fielthena hænge i luften mellem dem for en stund, mens hun så ud mod gaden gennem et af vinduerne ”Jo, du er jo en god kvinde, men selv gode kvinder kan have brug for.. korrektion” svarede hun endeligt lidt små kryptisk. ”Men nok om det, fortæl mig mere om dit møde med Declan, sådan som du rødmer, så tvivler jeg på du kun gav ham båndet tilbage?” Forsatte hun den mere direkte facon, mens den ene hånd blev viftet lidt affejende foran hende, til det forrige svar på Dahpnies spørgsmål.

 Det var egentlig først da Fielt kom med det drillende nååh, at Daphnie indså hvad hun egentlig havde sagt, og den røde farve som ellers virkede til at have sænket sig, blussede op igen.
 " Nej.. Altså! Det var ik.. Urgh..  " snublede Daphnie flov over ordene. Det var jo ikke det hun mente. Eller.. Declan så da også ganske pæn ud, men det var jo ikke det, det handlede om. Læberne blev foldet hårdt sammen, og blikket fokuserede lidt forlegent på gulvet. Da Fielthena gav udtryk for hun gerne ville have Daphnie til at fortælle noget mere, flyttede hun blikket tilbage på Fielthena.
 " Han opførte sig pænt! " prøvede hun at redde sig selv fra at sige for mange ting hun helst ville holde for sig selv. Hun endte dog med at trække på skulderne, og se lidt frem for sig.
 " Han var meget venlig.. " mon ikke det ville være nok svar. Fielthena og Daphnie var vel heller ikke så tætte at de behøvede at blande sig alt for meget i hinanden privatliv.

 Og alligevel var Fielthena lidt mere nysgerrig, som hun forsatte hendes spørgen. Daphnie, der havde skubbet skubbet sig lidt væk fra det hun havde stået og kigget på og gik lidt hvileløst rundt, stoppede kort op, med et undrende og tænkende udtryk, men hun prøvede at forstå hvad det var Fielthena mente med korrektion. Hun nåede sågar så langt at åbne mundne for at spørge ind til det, men Fielthena kom hende i forkøbet med et spørgsmål. Et spørgsmål der fik farven til ivrigt at blusse op i hendes kinder igen, og hun hurtigt gik i gang med at gå rundt igen.
 Mens Daphnie gik, åbnede og lukkede hun munden et par gange mens hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige. Hun havde da ikke lyst til bare at dele hendes uanstændigheder med gud og hver mand, hvad ville folk ikke tænke om hende? 
 "  Jeg.. Gav ham kun båndet..  " sagde hun så endeligt. Det var vel sandt nok. Hun stoppede op og så hen på Fielthena med at lille smil og et træk på skulderne.
 " Det var jo det eneste jeg havde glemt at give ham tilbage.. "

Igen svarede Dahpnie på spørgsmålende, uden egentligt at svare helt på dem. For selvom hendes ord nok var ganske sandfærdige, så blev hun stadig forrådt af hendes krop som afslørede at der lå mere gemt under det rødblusende ansigt.
I en glidende bevægelse skubbede Fielthena sig fri af disken, for at træde om på den anden side, så hun kunne nærme sig Dahpnie.
Afstanden blev holdt så Dahpnie ikke skulle føle sig intimideret eller en ubehag, selvom havde det stået til Fielthena, havde hun stået så tæt at deres skosnuder næsten ville rører hinanden. Måske en utilpashed, for at have Fielthena tæt på, ville få hende til at snakke? Eller ville hun lukke i som en stædig musling?
Fielthena tog ingen chancer i at det skulle gå den sidste vej, derfor gjorde hun også meget ud af ikke at stirre.
"Vi er begge kvinder Dahpnie, der er ikke noget at skjule for hinanden, det er jo bare Declan vi snakke om, ikke?” sagde hun lattermildt, som var det helt fjollet sådan som Dahpnie undveg hendes spørgsmål. Havde det mest naturlige været at lægge alle kortene på bordet ”Hvad fik du så for at aflevere båndet? Et kys? Et kram eller måske.. hele Declan?”.

 Som Daphnie stillede sig og kiggede ned på nogle smykker overvejede hun lidt hvad hun skulle gøre. Hun var jo godt klar over hun ikke var god til at lyve, og hun kunne mærke den foræderiske varme i kinderne, der helt sikkert fortalte at der lå mere bag det hun sagde, end hun gav udtryk for. Men kunne hun tillade sig at fortælle Fielthena hvad der var sket, så tætte var de jo slet ikke, alligevel ville det være rart at have nogle at kunne snakke med det om. Hun vidste ikke helt hvor meget hun kunne fortælle Edda, nemlig. Hvor meget hun ville kunne forstå og acceptere det. 
 
 Fielthena kom over mod Daphnie, og skævede hun lidt mod hende, uden helt at fjerne blikket fra det hun stod og kiggede på. Læberne foldede sig sig lidt sammen. Fielthena begyndte at komme med forslag til hvad hun havde fået af Declan, og for hver ting hun sagde blev Daphnie kinder en ny grad af rød. Blikket flyttede sig ned på smykkerne foran sig inden hun rømmede sig lidt og trak på skulderne.
 " Det.. var ikke fordi jeg rigtig fik noget for at aflevere båndet..  " mumlede hun og trak igen på skuldrene. Daphnie bed sig lidt overvejende i læben og blev bare stående hvor hun stod. Der var vel ingen grund til at prøve og stikke af fra det. Alligevel prøvede hun at skifte emne, bare en lille smule. 
 " Han havde flyttet rundt på tingene i hans skuffer..  " Forklarede hun som om alle vidste hvad der var i Declans skuffer. Det var jo kun fordi hun havde været en nysgerrig lille bandit, at hun havde fundet båndet i skuffen. Daphnie havde flere gange overvejet om det havde været med vilje at Declan havde fået Daphnie til at åbne skuffet der var kommet alle de.. fine.. redskaber i istedet for hvad der havde været da hun fandt båndet. 
 Daphnie følte sig utroligt splittet, på den ene side kunne det være rart at have nogle at snakke med, omkring hvad der var sket hos Declan sidst hun var der, for hun havde tænkt meget over det. På den anden side vidste hun ikke rigtig hvordan Declan og Fielthenas forhold var, og hun kendte jo ikke rigtig Fielthena, så hun var usikker på hvad der var okay at sige. Selvom Fielthena tydeligvis nok godt kunne gætte sig til hvad der var sket. 
 

Om Daphnie rent faktisk forsøgte at lyve efter bedste evner lige nu, var Fielthena ikke den mindste smule i tvivl om. At udførelsen af hendes løgne og at få dem til at virke troværdige var, talt mere end ringe. Faktisk kunne Fielthena ikke huske, hvornår hun sidst havde oplevet en anden lyve så dårligt?

Denne gang forsøgte den lille kvinde med de vilde krøller ikke at flygte væk, fra den mørkhåret kvinde. Svarene flygtede stadig uden om spørgsmålet. Alligevel afslørede de lige så meget som den tiltagende røde kulør, der brusede frem over Daphnie’s ansigt.
”Ikke rigtigt, men du fik noget for det?” prikkede hun igen, stadig nægtende i at lade hende slippe for at svare. Før eller siden ville sandheden komme frem, spørgsmålet var bare hvordan og hvor længe der skulle gå.
Hans skuffer.. Oprigtigt overrasket skød Fielthena et af de mørke øjenbryn let til vejrs. Hun havde rodet i hans skuffer, mere end en gang? ”Nå?” var det eneste hun formåede at fremmane, som svaret var kommet en del bag på hende. Ikke desto mindre, fik hun sagt det i sådan en tone, som underlæggende bad Daphnie om at uddybe.

 " Altså.." mumlede hun lidt inden hun stoppede op, for et øjeblik at tænke over hvad hun skulle svare. Havde hun fået noget for at aflevere båndet? Nu når hun tænkte over det havde han virket ret ligeglad med båndet. Han havde næsten været mere interessant i hvordan hun havde det.
 " Jeg fik ikke noget for at aflevere dem.. Han hjalp mig bare.. Fordi jeg havde det.. Mærkeligt.." det sidste ord blev mumlet lidt mere, og hvis det ikke var fordi den røde farve nærmest permanent havde lagt sig på de runde kinder i øjeblikket, havde de blusset op igen. Daphnies hænder pillede lidt tilfældigt ved hvad end de havde fået fat i, mens hendes blik var vendt lidt ned af. Lige indtil det korte nå fra Fielthena.

" Ja altså.." Blikket blevet flyttet tilbage til Fielthena.
" .. da jeg skiftede tøj den første gang, kiggede jeg i hans kommode. Det var der jeg fandt båndet, det passede perfekt til at holde mit våde hår samlet." forklarede hun noget mere livligt og ivrigt end hun havde gjort med de andre, lidt floverer ting.
" Og da jeg afleveret båndet var.. Det noget andet.. Der var i kommoden.. " Daphnie slog blikket ned igen som farve sneg sig lidt ind over kinderne igen. Hun kunne da ikke bare sige hvad hun havde set, kunne hun? Hun var stadig ikke sikker på hvad det egentlig var, kun hvad hun tænkte der var. Hvad ville det ikke sige om hende, at hun tænkte i sådanne uanstændige baner?

Havde det mærkeligt, det var et mindst lige så vat svar som alle de andre, men næsten noget af det mest udefinerbare hun var kommet med. Pustede det til den irritation som allerede havde slået dybe rødder i Fielthena, så bestemt, ja.
Faktisk var hun ved at miste den sidste rest af tålmodighed overfor Daphnie.
Men så var det som om der skete noget, der skulle bare intet mindre end et nå til. Havde hun vidst det ville hun for længst havde sagt dét.
Det handlede nok mest af alt om at det ikke længere var hvad hun havde lavet med Declan, der blev spurt ind til. Ordene gled lettere fra Daffe, som skulle hun ikke længere vægte og veje, hvor meget hun kunne tillade sig at sige.
Det var med en kæmpe kræft anstrengelse, hun måtte kvæle den latter som pressede sig på, helt nede fra struben. For måden det blev sagt på gjorde det ikke ligefrem svært at regne ud, hvilken skuffe Daffe havde fået kigget i. Uden at have fået en dybere forklaring vidste Fielthena uden mærket godt, hvad der lå i den. En god portion af dens indehold havde hun trods alt gjort bekendtskab med.
En lille hvid løgn, men sagt langt bedre end de Daffe havde forsøgt sig med, sagt med en passende mimik ”Han vidste måske du ville komme tilbage med båndet? Så måske var det med vilje han havde skiftet indeholdet ud?” Før Daphnie kunne nå at sige noget, forsatte hun i en rolig stemme ”Ikke at jeg ved hvad det skulle være han havde liggende, det er jo en skuffe. Det er vel begrænset hvad man har i dem som ikke hører sig til?” Hun trak let på skulderne, for at understrege sine ord.

 Declan vidste hun ville komme tilbage med båndet. Daphnie trak let på skuldrene som hun overvejede det lidt. Det havde ikke virket til han havde lagt mærke til hun havde taget det den første dag, men han havde trods alt opdaget hun havde kigget i hans skuffe, og hun havde pludselig håret sat op. Derudover havde han egentlig også spurgt ind til hende interesse i skuffen. Daphnie åbnede kort munden lidt, inden hun lukkede den igen og lod brynene rynke sig lidt. Men hvorfor skulle han ville have hende til at se indholdet? 
 " Uhm.. altså.." mumlede hun lidt, tydeligt forvirret over hendes egne tanker. Hvis Declan hele tiden havde haft planlagt at hun skulle komme forbi igen, og at de skulle lave uanstændige ting sammen. Daphnies ansigt vrængede sig lidt i en grimasse. Det lød alt for vildt til at kunne være sandt. 
 " Jeg ved det ikke..  " mumlede hun så og så lidt på Fielthena med et smil der virkede lidt undskyldende. Daphnie følte Fielthena søgte efter noget specifikt ved hende, men hun vidste ikke hvad det var, og hun følte heller ikke hun havde givet et godt svar. 

 Daphnie overvejede et kort øjeblik hvad hun skulle sige til Fielthena. Det gik hende lidt på at hun ikke havde kunne give hende tilfredsstillende svar. Det hjalp selvfølgelig heller ikke at Daphnie selv var blevet endnu mere forvirret over hele situationen med Declan. Måske det var bedst hvis hun holdt sig væk fra ham, lidt endnu.
 " Jeg havde det stadig mærkeligt da jeg tog hjemme fra ham.. Lidt som om jeg var sulten.. Men så ikke helt alligevel..  " Brynene rynkede sig lidt igen og Daphnies blik en smule fjernt som hun tænkte tilbage på den underlige følelse hun havde haft da hun var gået fra Declan. Hun vidste ikke rigtig hvorfor hun fortalte Fielthena det. Måske fordi hun håbede at det kunne svare lidt på de ting Fielthena havde søgt efter at få svar på.  Pludselig rettede Daphnie sig lidt op, og stillede sig med hænderne på ryggen.
 " Det er en rigtig fin butik! Jeg ville bare komme forbi og se den, så den kan også være jeg skal lade dig komme tilbage til arbejdet..  " Hun sendte Fielthena et venligt smil. Selvom der ikke rigtig var nogle kunder, havde hun sikkert stadig andre ting hun skulle ordne.

Ordene satte noget i gang hos hende, det var tydeligt. Havde det været muligt ville man måske endda kunne have hørt hvordan det hele knirkede og knagede, inde bag de grønne øjne. Kunne Fielthena have valgt sine ord anderledes, ja. Men de var sagt med største overlæg, nøjagtigt som alle de forrige.
Havde det ikke drejet sig om den samme rødhåret mand, som havde fået et alt for godt tag i Fielthena, ville hun måske lige frem have slået en latter op. Kommenteret drillende på hvordan Daffe blev helt ved siden af sig selv, igen. Det var bare ikke tilfældet, for ikke alene havde hun fundet en underkjole hos Declan, men hun vidste også nu med sikkerhed hvem den tilhørte, og at det ikke var så uskyldigt som det blev lagt ud til..

De næste ord fik hende til at gippe med øjnene, sulten..?! Det var ikke fordi det tog hende lang tid at regne ud, hvad hun mente med lige det ord. Og med en hurtig bevægelse blev hænderne ført om bag på ryggen, hvor de knyttede sig tæt sammen. De spidse negle borede sig med lethed ind i den bløde hud på håndfladen, hvor den en varme bredte sig, som blodet begyndte at bryde frem.
Havde Daffe ikke været hurtig med at takke pænt for kigget, ville hun nok have haft Fielthena’s hænder omkring den spinkle hals. ”Ja, øh.. Tak, jeg er glad for du ville komme forbi til et kig Daphnie” ordene blev sagt med et lige så venligt smil, men de smagte som gift for hende, som de sydet af falsk venlighed. Et lille nik gav Daffe medhold i den sidste del, hun havde arbejde der skulle klares ”Ja smykkerne laver jo ikke sig selv. Du må have en god dag, og lad nu ikke tankerne fylde for meget resten af dagen”.