Varmen var endelig ved at vinde ind i det centrale Krystalland, men den var stadig uden sammenligning med den tørre varme der var at finde i Rubinien, men den var stadig lige så velkomment.
Med den overfyldte skitsebog i skødet, pillede de slanke fingre åndsfraværende ved et hjørne på et stykke pergament, som stak ud, mens hun med lukkede øjne og hovedet løftet mod eftermiddagssolens stråler, mens et afslappet smil spillede over de fyldige læber, havde hendes øjne været åbne ville smilet med lethed have nået dem.
Revet fri af sine tanker, som hestevognen stoppede ved den sydlige byport slog hun øjnene op. Kusken skulle videre mod Tusmørkedalen, og aftalen var at hun selv søgte indenfor bymurene, desuden ville det være passende at strække benene efter dages rejsen, hvor hun havde brugt det meste af tiden siddende.
En passende mængde krystaller blev lagt i den ældre herres ru hånd, før hun lod deres vejeskilles med et høfligt ønske om en god og sikker videre rejse.

Hendes skridt var langsomt, men stødt taget en anelse til i fart, som hun forsøgte at finde vej gennem de hård trådte grus gader i det nedre bydistrikt. Der havde ikke været nogen egentligt grund, hvorfor hendes skridt næsten var forhastede, men velvidende at hun ikke ville kunne forsvare sig, ville hun gerne hurtigst muligt nå det centrale distrikt.
Smilet var famlet, som hun i stedet var blevet små irriteret over hendes ufrivillige hjertebanken og hurtige skridt. Det var jo en ubegrundet frygt for at der ville ske hende noget, og hvad end der spillede af scenarier bag den solbrune pande, kunne de selv samme også udspille sig andre steder i byen. Alligevel knugede hun den skitsebogen tættere mod brystkassen, som skulle den alene kunne forhindre hjertet i at slå sig vej ud gennem brystkassen på hende.

Relyua havde været nødsaget til at flygte fra Safirien. Han var åbenbart blev anklaget for at stjæle og da han var helt sikker på at det ikke var rigtigt så så han det som hans eneste mulighed at flygte. Han havde fundet vejen tilbage til Dianthos, han forventede ikke at blive set eller at der var blevet hængt dusøre op af ham allerede, men stadig havde han hans kappes hætte over hovedet så han ikke ville blive opdaget for hurtigt. 

Han holdte hovedet ned som han bevægede sig igennem en af de mange gader i den nedere del af byen. Hans skridt var hastige, og han skyndte sig forbi de folk han gik forbi. Han kom hurtigt ud af en af sidegaderne og ville på tværs. Da han var fanget i hans egne tanker og egentligt en smule bange fordi, havde han måske gjort noget virkeligt forkert?
Han var så uopmærksom at han var lige ved at rende ind i Aqeela. Han nåede at stoppe op lige foran hende, og det var nok kun grundet hendes hvide hår at han havde opdaget hende. "Aqeela!?" Hans stemme var glad og overrasket som han nu stod overfor hende igen. Hans kinder rødmede med det samme, og han kunne ikke lade være med at lyse op i et bredt smil. "Hvilket mirakel at møde dig her." Han havde ikke engang trukket sig væk fra gaden, han havde ikke forventet at møde hende så hans tanker var udelukkende på at snakke med hende så meget som muligt, hvis nu deres veje skulle skilles igen pludseligt. Han kiggede på hendes bog med hovedet på skrå og et nysgerrigt blik. "Du er ude at tegne? Eller tage noter?" Han vidste ikke præcis hvad det var hun lavede, men han var så glad for at møde hende at han glemte alt om tankerne om hans mulige forbrydelse.

Hendes hastige skridt blev bremset brat, som hun næsten var ved at kolligere med en hætte klædt person, der trådte ind foran hende og fik et gisp til at slippe hendes læber. Uroen nåede aldrig at sætte sig i hendes krop, for hvad denne person ville. For i næsten samme sekund hun havde gispet, lød Relyua’s velkendte stemme, og fik hende til at udbryde oprigtigt overrasket, men også lettet ”Relyua!?”. Instinktivt blev grebet omkring hendes bog løsere som hans tilstedeværelse alene gav en tryghed.
Hun rakte op og lagde den ene hånd mod hans kind, med tommelfingeren glidende blidt over den rødmende hud i en kærlig hilsen, mens et ligeså bredt smil som hans brød hendes læber.

Alt havde været så fortravlet efter deres veje var skiltes i Rubinien, at hun ikke havde haft meget tid til at mindes deres møde, men som han stod her overfor hende fik det op for den brune elver, at hun virkelig havde savnet ham, hans selskab. Hånden der havde hvilet mod hans kind, fjernede hun og lod den her efter falde ned langs hendes side, før det varme blik blev slået ned mod skitsebogen, stadig blev trykket ind mod hendes brystkasse ”J-jeg var faktisk p-på vej tilbage t-til palæet, m-men jeg har t-tegnet”. Blikket faldt tilbage op på hans ansigt, og først nu bemærkede hun han stadig havde hætten trukket op over hovedet, hvilket efterlod hende i en undrende mine og fristet til at række op og trække den af ham, så hun kunne se ham ordentligt ”H-hvorfor har du h-hætten trukket op? D-du ligner jo n-næsten en forbryder?” spurgte hun med en moret stemme.

Han blev ret så overrasket over den pludseligt hånd der havde lagt sig mod hans kind, og han rødmede endnu mere da det gik op for ham at de var i fuld offentlighed. Han ville på den ene side gerne have hendes hånd der, men det var også ret pinligt hvis andre kunne se hende gøre det. Hans smil voksede dog en smule samtidigt med den røde farve spredte sig, som om hans mundviger spredte farven.

Da hun slap hans kind og lod hånden falde, greb han hendes hånd med hans egen. Dog da det gik op for ham hvad han gjorde slap han hendes hånd hurtigt igen. Det kunne jo være hun ikke var så glad for at han gjorde det, men han havde kunnet mærke at det at tage hendes hånd havde varmet ham fra hånden og op gennem armen og ud i hele kroppen. "Til palæet? Du er på besøg hos en vigtig person?" Han vidste ikke hvilke palæer der var i byen, og slet ikke hvilket hun snakkede om. Da hun spurgte ind til hans hætte kiggede han sig lidt omkring før han langsomt tog den af.
"Jo... Fordi jeg er blevet anklaget for at stjæle." Han måtte nok indrømme at han ikke helt forstod sig på loven, og at det var en af grundene til det. "Og vagterne ville slet ikke høre på hvad jeg havde at sige omkring det. Så jeg flygtede fra Safirien" Han vidste godt at der jo stadig var en risiko i at blive opdaget, men hendes påmindelse om at han havde hætten på mindede ham om at det nok virkede ret uhøfligt at have den oppe.

Hans hånds varme nåede aldrig helt at sprede helt i hendes egen, for næsten lige så hurtigt han havde grebet den, lige så hurtigt slap han den også igen som havde han brændt sig på hende. Det havde nok ikke haft den store betydning, hvis hun havde ladet en rationel tanke komme frem, i stedet ignorerede hun det og følte i stedet et lille stik i brystkassen. Hendes smil falmede en anelse ved følelsen, men det forsvandt aldrig helt, det nåede bare ikke længere hendes øjne.
En let hovedrysten fik det løse lysehår til at danse omkring hendes ansigt og skuldrene ”N-nej” svarede hun ham en smule kort for hovedet, for selvom hun forsøgte så lykkes det hende ikke at skjule, at hun havde taget det personligt som han havde brudt den kropslige kontakt, selvom det bare havde været en kontakt mellem hænderne.
De orange øjne spærrede sig op i sådan en grad, at man kunne have frygtet de ville trille ud af hovedet på hende. Stjæle?! Det var jo direkte absurd at han var anklaget for at stjæle!
”K-kom” samme frie hånd, lukkede sig omkring hans, før hun trak ham med efter sig. Intet lagde an til at hun ville lade ham bestemme, om han overhovedet ville følge med hende, nøjagtig som på markedet i Balzera. Kursen var lagt mod den nærmeste kro, for hun ville ikke kunne trække ham med til palæet, ikke når han var anklaget for tyveri for det vrimlede med vagter, og hun var nødt til at hører den fulde historie. Var det faktisk bare en misforståelse eller havde han faktisk stjålet?

Han kunne godt mærke at et eller andet gik hende på, men han kunne dog ikke hitte ud af hvad pokker det var der havde gjort det skift hos hende. Han antog mest af alt at han bare misforstod hende, fordi han havde da ikke gjort noget der burde kunne såre hende?
Han fik det hele slået ud af hovedet da hun ret pludseligt tog hans hånd og hun hev ham med ned af gaden. Han kunne ikke lade være med at smile bredt over at hun tog hans hånd, så var han da sikker på at det han havde gjort tidligere ikke havde været fuldstændigt forkert, og han gav hendes hånd et lille klem som reaktion.

Han begyndte hurtigt at øge hans gangs hastighed så han kom op på siden af hende og kunne gå med hende, istedet for at blive hevet afsted af hende. Han vendte sig mod hende, da hun jo ikke helt havde svaret på hans spørgsmål. Eller jo hun havde svaret, men det var meget kort og han havde næsten flere spørgsmål end svar nu. "Så ikke på fint besøg? Hvad laver du så i Dianthos?" Han undrede sig lidt over hvad havde fået hende ud af ørkenen. Han var på ingen måde nervøs for hvor hun trak ham henad, han stolede på hende, men han var da alligevel også nysgerrig omkring det. "Hvor fører du mig hen?" Han kiggede sig omkring, men hver gang han fandt noget spændende at se på var det kun kort, han så ikke væk fra hende meget mere end fem sekunder af gangen før hans blik vendte tilbage til hende igen og han betragtede hendes ansigt især når han kunne.

Havde han spurgt hende her og nu, hvad der gik hende på var det ikke sikkert hun havde svaret ham, og havde hun valgt at svare ham ville det næppe være et særlig sandfærdigt svar, som han ville få fra hende.
Klemmet var i sig selv nok, til at skubbe den stikkende følelse i brystkassen væk, men det var først da han skridtede op på side af hende, at følelsen forsvandt og de rationelle tanker fik lov til at fylde. Han havde ikke ment noget dårligt med den trukket hånd, for så havde han trykket den til sig igen og ikke valgt at gå sammen med hende i stedet for efter hende.
Blikket vendte sig mod ham, væk fra gaderne, hvor de ihærdigt søgte efter et skilt der tilkendegav at her lå der en kro, for hun var sikker på den lå her et sted ”K-kan du huske j-jeg snakkede om der var m-mange forventninger til mig?” spurgte hun usikkert på, hvor meget og hvad han kunne huske til sidst, for han havde kæmpet med ikke at falde i søvn.
”J-jeg er datter af en af ørkenelvernes b-bedste diplomater, som h-har trukket sig t-tilbage og d-det forventes jeg f-følger i hans fodspor” alt sådan noget menneskeskabt som adelige og andre titler, eksisterede ikke i elververden, men derfor var nogle positioner stadig højere end andre og næst efter rådet og deres rådgivere i Thal’Elor kom de dygtigste diplomater, om det var det samme for bjergelverne var hun ikke sikker på, men hvis det var så vidste han nu at hun ikke var helt uden betydning.
Farten blev sænket en anelse, som hun tog sig tid til at kigge omkring, før hun tog en beslutning og hvad retning de skulle, små usikker på om de var gået forbi den gade de skulle have drejet ned ad? Det var ikke længe hun stod og lignede en som var faret vild, som hun pludseligt genkendte noget og førte ham i den rigtige retning ”Her t-til” uden at slippe hans hånd, løftede hun deres lukkede hænder en anelse op, i forsøget på at pege mod bindingsværkhuset, med et skilt hængende over døren ”D-det er ikke n-noget fint, m-men der skulle i-ikke komme byvagter her”.
De befandt sig stadig i den nedre del af Dianthos og det var også kun et tilfælde at hun havde stødt på kroen her, for hun brød sig ikke om at bruge tiden i denne by del. Faktisk følte hun sig mere udsat her, end i Rubinien hvor hun trodsalt var en eftertragtet vare for slavehandlere.

Han nikkede som hun spurgte om han kunne huske at hun havde snakket om de forventninger der var til hende. Han kunne sagtens huske at de havde snakket om det, og han mente stadig det samme som han havde sagt den gang at hun skulle tænke på sig selv også.
"Ja det husker jeg, og at jeg synes du burde tænke mere på dig selv, og ikke lade det fylde alt for meget." Han smilede blot roligt til hende. Der var stadig en hvis varme at finde på hans kinder, men den var dulmet en smule hen efterhånden. Derudover så håbede han at hun forstod at han selvfølgelig ikke mente at hun skulle glemme alt om de forventninger, men at de altså ikke skulle fylde i hendes hoved hele tiden.

Han fulgte efter, med blikket hvilende på hende og lyttede til hvad hun fortalte om hendes familie. Han vidste ikke så meget om præcis en diplomat var, men han vidste de talte med andre og arrangerede alliancer og den slags. Derfor kunne han også godt regne ud at det ikke var en simpel bondefamilie hun kom fra, og derfor havde en hvis stand. "Så du er her i Dianthos, for at lære det?" Han havde ingen anelse om detaljerne bag sådan et arbejde, og han vidste slet ikke hvor meget det krævede af hende. Han vidste heller ikke om hun havde et godt forhold til det selv, var det egentligt noget hun gerne selv ville eller var det mere noget som var blevet hende påtvunget. Han ville gerne spørge hende, men besluttede sig for at lade det vente lidt endnu.
Han kiggede sig omkring da hun så ud til at være faret lidt vildt, men fulgte så glædeligt efter hende da hun begyndte at gå igen. "Endnu en kro?" Han kunne ikke lade være med at grine en smule. Det var dog tydeligt at se det ikke var her hun selv holdte til fordi det var slet ikke lige så fint som det sidste sted han havde set hende have et værelse. "Men nok ikke hvor du normalt bruger tid." Han smilede bare til hende, og fandt dem et sted i kroen at sidde. Han kiggede sig en smule omkring og brugte nogle få sekunder til at betragte de folk der var i kroen, før han bare holdte øje med hende istedet. "Så... Hvor længe har du været her i Dianthos?" Han smilede, og kunne ikke lade være med at spørge ind til hende. 

Ordne havde hun hørt før, det gjorde dem dog ikke lettere at tage ind, for hvis det dog bare var så lige til, som han fik det til at fremstå. I stedet gav hun hans hånd et blidt klem, bekræftende af hun lyttede til ordene og værdsatte dem, men at han også fik det til at lyde for let.
Måske var det også så let, hvis hun var fra det samme sted som ham, måske var det måden de greb det an der oppe nord på, at de eneste forventninger der var er at man selv valgte noget man var glad for? I stedet sendte hun ham et overbærende blidt smil ”D-du får det til at l-lyde så let, Relyua”.

En blanding af hovedrysten og et nik besvarede halvt hans spørgsmål ”Jeg er h-her med en a-anden ørkenelver, Zahir Kahn. J-jeg mødtes med h-ham i E-elverly, min far h-har anmodet ham om at o-oplærer mig som d-diplomat. Så d-det er hans skyld at j-jeg er her i-i Dinathos” hun forsøgte virkelig at holde et suk tilbage, ved tanken om hvordan hendes første møde med Zahir var gået, for det var bestemt ikke noget hun var særlig stolt over. Hun skammede sig sjældent over sine handlinger, men lige dette møde ville hun ønske havde været mere taktfuldt.
Hans latter smittede af på hende, for hun kunne godt se det komiske i at hun, igen, havde trukket ham til en kro, denne gang af en noget lavere standart, men stadig en kro ”J-jeg kan ikke s-slæbe dig med til p-palæet, før j-jeg kender historien b-bag anklagen for t-tyveri” Det sidste hun ønskede var at se ham blive slæbt med af byvagterne, og endnu mindre at være skylden bag.
Kroen var allerede fyldt godt op, enkelte personer havde tydeligvis brugt en god bid af dagen med at se lidt for dybt i flaskerne, og var nærmest mere liggende under bordet end siddende på stolen.
Ubevidst trådte hun en anelse nærmere mod Relyua’s skikkelse, før han ledte hende med sig til et ledigt bord, hun var bestemt på udebane her og det afspejlede sig i hun manglede lidt af den vanlige selvtillid, eller den var i hvert fald skrumpet noget ind. Hun satte sig derfor også noget tættere ved ham, end stolene oprigtig var placeret omkring træbordet da hun tog plads på den ene stol efter at have sluppet hans hånd, og skitsebogen placeret foran hende.
”Ikke s-særlig længe, m-måske to uger?” lød det tænkende, for hun var faktisk ikke helt sikker, hun havde rejst mere rundt end hun plejede, så dagene var flydt lidt sammen med hinanden ”Er d-du sulten?” lød det oprigtigt bekymret, hun vidste jo ikke hvornår han sidst havde spist, når nu han var på flugt.

Han vidste godt at han havde et nemt liv, han havde ingen der havde forventninger til ham. De eneste forventninger så at sige der var til ham, var at han holdte sig selv i live. Selvfølgelig havde han selv nogle forventninger til sig selv. Det var dog intet stort, han forventede blot at han ikke gjorde sig selv til et problem for andre.
"Jeg ved det godt... Jeg mener heller ikke du bare skal give op på det, men husk nu dig selv, det ville gøre mig trist hvis du brændte dig selv ud for at leve op til forventningerne." Han sendte hende et forsigtigt og næstende bedende smil som hans hoved lagde en anelse på skrå. Han ønskede jo blot ikke at se hende brænde ud.
Han lyttede nysgerrigt til hendes fortælling, men han havde ikke meget at sige. Navnet kendte han ikke, men han kunne dog forstå at han måtte være dygtig, siden hendes far som lød til at være højtstående som diplomat fik hende i lære der. "Så håber jeg han er en god og dygtig lærer." Han smilede.

"Nej det kan jeg godt ske, når du er her som diplomat ville jeg heller ikke have du blev set med en der potentielt er kriminel... Det kunne jo ødelægge dit ry." Han så hende i øjnene som han sagde det næste med fuldt seriøsitet. "Så hvis nogen ser os sammen, og de vil arrestere mig, så benægt endeligt du kender mig..." Det gjorde ondt på ham at sige, men han ønskede at hun vidste han var okay med det, selvom han selvfølgelig ville føle sig en smule såret, men han forstod at det kunne være nødvendigt.
Da hun rykkede sig tættere på ham, lagde han en arm om skuldrende på hende som for at vise han var der, og for at vise andre at de ikke skulle nærme sig hende. Det var aldrig til at vide hvad sådan nogle fulde folk som de var omgivet af kunne finde på. Han lod fingrene glide over hendes hånd som om han næsten forsøgte at holde hendes hånd hos ham ved at bukke fingrene. Han måtte dog erkende at det ikke var muligt, og han lod hendes hånd slippe som hun satte sig ned. Relyua flyttede sig, så han sad mellem hende og resten af lokalet. 
Han lavede lidt store øjne da hun omtalte to uger som ikke så længe, det var ret sjældent at Relyua brugte mere end to uger i en enkelt by, så han syntes det var lidt meget. "to uger i en by, er da også en del tid." Han rystede så på hovedet af hendes spørgsmål om mad. Han havde spist for nyligt, en hare han havde fanget på vejen, og han havde også på fornemmelsen at dette sted gjorde sig mere i drikkelse. "Tror det er drikkelse der er deres specialitet her, mere end mad."

Brændte dig selv ud. Ordene fik lov til at rumstere, længe efter de havde forladt ham. Tankerne havde aldrig helt bevæget sig ned ad den sti, så et få sat ord på dem og så fra ham, hvis mening hun trods alt satte stor pris på, havde en del betydning. Hans ord blev derfor også mødt af et blidt klem om hånden, mens hun nikkede til hans ord om Zahir.
Meget kunne man sige, men uanset hvor skævt hun var kommet ind på den ældre ørkenelver, men han var dygtig til sit arbejde og kunne han formidle det rigtigt, ville hun næppe finde en bedre til at oplære hende.

Det ellers blide blik, blev hårdt som han helt seriøst mente at hun skulle benægte kendskab til ham, skulle han blive anholdt. Hvordan kunne han overhovedet sige sådan, og endnu værre mene det!?
”N-nej..! Jeg vil i-ikke benægte at jeg k-kender dig” fløj det uhæmmet ud af hende, i en næsten forarget tone. Et let suk kom fra hende, mens de hårde øjne, blev mildere og undskyldende mod ham ”U-undskyld, jeg v-ville ikke lyde s-så hård”. Det var bare kommet bag på hende i sådan en grad, at han overhovedet kunne forslå hende det.
Hans reaktion på hvor længe hun havde befundet sig i Dianthos, fik hende til fnise. Havde hun ikke nået at bide ned i underlæben, ville det være gledet over i en let latter. Ikke en latter der var hånlig eller på anden vis nedladende, bare moret over den forskellighed der atter blev tydelig mellem dem.
To uger var jo ingen ting, når man var vant til byer, men hun ville modsat føle to uger i naturen, ville være noget nær uendelig lang tid. ”M-mh du h-har nok ret, m-men er du så t-tørstig?” Stolen flyttede hun lidt tættere på hans, mens hun drejede sig en smule på sædet, for at sidde mere med fronten mod ham.

Han gjorde ikke andet end at gengælde klemmet fra hende som respons. Hun lod ikke til at ville sige noget, så han lod hende også bare have stilheden, og han håbede så på at hans hånd og hans varme klem kunne give hende en hvis form for ro istedet. 
Han vidste ikke hvilken tomult hun havde med det, hvis nogen, han ønskede hende blot det bedste. 

Han smilede bredt og varmt til hende som hun sagde at hun ikke ville benægte hendes bekendtskab med ham. Det var han meget glad for at høre. "Det varmer at høre. Vil dog ikke have du kommer i problemer på grund af mig." Han smilede blot igen, fordi uanset hvad ville han oprigtigt være okay med det. Han smilede derfor og nikkede bare til hendes undskyldning, hun behøvede slet ikke undskylde. "Ingen grund til at undskylde, din reaktion glædede mig." Han var tæt på at grine lidt over det, men han holdte dog masken stadig. 

Han kiggede på hende da hun spurgte til om han var tørstig, og det var som om han lyste en smule op ved hendes ord. Han kiggede sig omkring før han lænede sig en smule tættere på hende. Han lænede sig lidt ind til hendes øre. "Hvis de ikke har noget der er værd at drikke, har jeg lidt honningvin i tasken, men ved ikke om det er for krydderet?" Han lænede sig så tilbage, og smilede til hende. Han vidste at det ikke var alle kroer der var lige glade for at deres kunder havde drikke eller madvarer med selv.

”L-lidt problemer har aldrig b-betydet noget, hvis det b-betyder at stå o-op for dem man har k-kært.” ordene blev sagt samtidig med at hun rakte en hånd op, som forvandt ind i den mørke skygge som hans hætte kastede af sig, hvor hun lagde den nussende mod toppen af kinden mod øret. Hætten havde hun ikke trukket af tidligere, og hun ville heller ikke turde her, blandt andre. Skulle der nu være en efterlysning oppe på ham.
Hun så lidt mere indgående på ham, men smilet opblødte blikket en smule, før hun spurgte ”V-ville du nægte bekendtskab til m-mig, hvis jeg b-bad dig om det?”.
Hun vidste godt det var som at gå lige til kanten, på et klippeudspring, at spørger ham om det. For hvis nu hans ord ville være stik mod hendes forventning, så ville hun ikke undgå at blive skuffet. Hun ville sikkert ingen gang kunne skjule det, og lod hun først følelserne styre over fornuften.
Et ja ville sikkert få hende til at rejse sig og storme ud af kroen. Det var derfor også halv ubevidst, at hun lod hånden sænke sign igen.

Underlæben blev suget skævt ind mellem tænderne, som han ansigt nærmede sig hendes. Forventningen var lidt en anden, end at han blot ville hviske ind i hendes øre. Ikke at det efterlod hende skuffet, eller med en mindre kildende fornemmelse i kroppen.
En løftet pegefinger op mellem dem, som et tegn på hun ville komme tilbage om lidt. Selvtilliden var så småt begyndt at vende tilbage til hende.
I en glidende bevægelse rejste hun sig og gik målrettet mod disken, udvekslede enkelte ord med den grovskåret mand der var at finde bag. En nøgle blev overrakt før hun vendte tilbage til bordet med Relyua. Nøglen lod hun dingle lidt mellem fingrene ”T-tør du følge med m-mig til et værelse, i-ingen?” lød det lige dele drillende og lokkende fra hende.

*Jeg er hende kær!* Ordene var som sød musik, han havde ikke forestillet sig den glæde de få ord kunne skabe i ham, men han var ovenud glad ved hendes ord.
Hendes ord fik hans smil til at sprede sig, han følte en varme i hans indre og han kunne ikke lade være med næsten at grine fjoget som han lagde en hånd på hendes arm før han næsten skubbede til hende. Han blev så overrasket over hendes spørgsmål. Det var som at han fik slået benene væk under ham, og hans svar kom også fuldstændig prombte. "NEJ ALDRIG!?" Han sagde det ret højt og blev overrasket over de blikke der blev sendt ham, selvom det selvfølgelig ikke var underligt når han var højrøstet. 
Han så chokeret på hende, bare ideen om det var totalt fremmed for ham. Han kunne godt forstå hun måske havde det på samme måde, men stadig hun var i en anden position end han var jo.

Han blev overrasket over hendes pegefinger, og han lænede sig lidt tilbage fra hende som han så hende forsvinde op til kroejeren. Han fulgte hendes bevægelser som hun gik. Han var dog ikke blind for de blikke der blev sendt hendes vej og han rømmede sig lidt ekstra højlyd og halvbevidst sparkede han lidt til bordet, hvilket da også fik folk til at kigge i hans retning. 
"Når du nu sådan giver mig en udfordring på den måde, er jeg jo nød til at tage imod den!" Han smilede drillende til hende og han rejste sig hurtigt op. Han var ret hurtigt henne ved hendes side, og lagde denne gang en arm om skuldrende på hende. Han ville ikke have at de andre mænd i kroen så for meget på hende. "Tror også et værelse er bedre til at snakke privat i?" Han smilede til hende med glæde strålende i øjnene. 

Der var noget ganske fantastisk ved hans umildbare reaktion på hendes ord. Tænk sig at så lidt kunne sætte gang i så meget. Det havde ikke været hendes mening at bryde ind til hans tanker. Selvom det var noget så uskyldig en tanke der ekkoede i hendes sind, så var det ikke hendes, det var en indtrængen i hans private.
Alligevel kunne hendes smil ikke lade være med at vokse sig større. Hun havde været så tæt på at kommentere på tanken, men lod det fare, - for nu.
Som så mange andre på kroen, havde det pludselige udbrud givet hende et chok, som fik kroppen til at gibbe, men modsat de andres blikke var hendes aldrig hårdt eller irriteret. I stedet endte hun med at slippe en fnisende lyd og sigende øjne. Øjne der understregede at hun delte samme følelser. Aldrig ville hun stikke ham og aldrig ville hun lade ham i stikken.

De lange blikke, nogle mere sultende end andre bed hun knapt mærke i. Ikke fordi alle mænd eller kvinder så sådan på hende, men det var noget hun var ganske, forvandt ved.
Lyden af Relyua’s fod, der blev sparket mod borde, slog hun mest hen i at han havde ramt det ved en fejl. Det ville jo ikke være utænkeligt, og det havde sikkert været blevet ved den tanke, hvis ikke det var fordi hans arm lukkede sig omkring hendes skuldre.
Kunne det passe at han jaloux?
Han havde slet ikke virket sådan, ved deres sidste møde, som snakken endda var faldet på at hun hverken skelnede mellem mænd eller kvinder. Undersøgende lod hun blikket glide op mod hans ansigt ”J-jeg kan ikke love f-for det er lige så fint, s-som det sidste v-værelse” lød det endeligt i en drillende tone, for af de to var han nok den som var mest tilbøjelig til at være ganske tilfreds, med hvad end for et værelse der ventede dem.
Med hans afskærmende arm omkring sig, førte hun ham med mod værelset.

Døren til værelset blev låst op og ganske som forventeligt var det noget mindre i størrelsen, men også langt mere spartansk indrettet. Der var hvad man skulle bruge, hverken mere eller mindre.
Bogen lod hun sig fralægge på toppen af en kommode nær døren. Vendte sig mod ham og placerede begge hænder i brystkassen på ham, hvor efter hun ganske bestemt, men blidt skubbede ham tilbage mod sengens kant. Et lidt fastere skub, dirregerede ham, hvis han tillod det, ned at sidde på sengekanten. Hvor hun derefter ville tage plads over hans skød, med et knæ placeret mod den hårde madras.
Begge hænder forsvandt ind i hættens skygge, så den kunne blive skubbet tilbage ”F-fortæl mig h-helt fra begyndelsen, h-hvordan eller hvorfor de tror d-du er en tyv?”.

Han kunne måske ikke lade være med at være en smule jaloux, eller nej, fordi han troede ikke på at der var nogen af de mænd der var på denne kro der ville være Aqeelas smag. Men alligevel havde han haft et behov for at vise at hun altså var med ham. 
Han smilede bare til hendes kommentar om værelset. "Det vil stadig have det vigtigeste og fineste fra det sidste værelse..." Nu hvor han alligevel allerede gik med armen om hende trak han hende mere til sig og lænede sig tæt på hendes øre igen. "...dig" Relyua havde ikke haft noget imod at Aqeela havde snakket om at hun kunne vælge fra begge køn, fordi det var hendes valg, han glædede sig bare over at hun havde valgt at bruge tid med ham, og at hun gjorde det igen, uanset hvordan den tid blev brugt var han glad.

Hendes skubben og dirigerede fik hans blod til at pumpe kraftigt. Han kunne mærke hvordan hele hans krop varmede op og han lod sig sænke så meget ned  sengen for at skjule den voksende manddom da han trods alt ikke ville lade det afsløre for hurtigt. *Jeg troede vi skulle snakke?* Han nåede kun lige at have tanken, før hun spurgte ham, og han begyndte at slappe en smule mere af. Han lagde langsomt armene om hende talje og smilede varmt til hende. "Okay, det er en ret lang historie." Han trak vejret og begyndte så at forklare det hele. "Jeg mødte den her stakkels kvinde, som havde fået stjålet et famleklenodie fra hendes bedstemor." Det var nok tydeligt at høre at han helt og holdent troede på at det var sandheden. "Og så forklarede hun hvordan vagterne ikke ville hjælpe hende med at få den tilbage, fordi hun ikke var fra de finere lag." Han sukkede, lidt over situationen. "Så jeg gav hende en hånd med at finde smykket og få det tilbage til hende." Han vidste ikke så meget om love, så det var også derfor han nok ikke vidste at det han havde gjort var indbrud og tyveri. Han ville jo blot hjælpe en stakkels person.

Fingerspidserne strøg ned langs kanten af begge hans øre, videre ned over siden af halsen. Før begge hænder lukkede sig bag om hans nakke, da hætten gled ned og lagde sig omkring hans skuldre.
Den kildende fornemmelse gled stadig ned langs hendes rygrad, efter hans læber havde været så tæt ved hendes øre, og det havde været så let at glemme grunden for hun havde betalt for værelset. For Guderne ville vide, hvor meget den lyshåret bjergelver havde rumsteret bag hendes pande, da deres veje skiltes.
Denne gang havde hun ikke nået at registrere at ordene var tænkte, at hun igen var brudt ind i hans private. De havde lydt så tydeligt i hendes hoved, som havde han sagt dem højt. De mørke bryn hævede sig en anelse op i hendes pande, mens hendes hoved i samme moment gled på sned ”Det s-skal vi også, vil d-du have jeg flytter m-mig igen?”. Egentligt var det et halvt retorisk spørgsmål, for som hun sad og lod de små sole i hendes ansigt tage ham ind, var der intet tegn på han var utilfreds ved situationen. Hverken ved måden hun havde dirigeret ham ned på sengen, eller hvordan hun havde taget plads på hans skød.

Jo mere han fortalte, desto kortere blev afstanden mellem hendes øjenbryn, som de begyndte at knytte sig til hinanden på midten ”R-rel..” lød det næsten modløst fra hende. Det modløse kom i grunden ikke af at have havde stjålet, for det var jo ganske tydeligt at det ikke havde været bevidst. Det blev i stedet skabt af hvordan hans gode natur var blevet udnyttet, og så på det groveste!
Modløs gled over i en sitrende vrede. Vreden spredte sig som en steppebrand under hendes brune hud, før den rodfæstede sig i hendes blik. Blikket virkede ikke længere som gløder i bunden af et bål, de fik i stedet virkede de som et altædende inferno af nådeløs ild.
Gennem sammenbidte tænder fik hun frem vrisset ”H-hvem var den k-kvinde? Hvordan s-så hun ud og h-hvad kaldte hun s-sig?”. 

Hendes berøring fik det til at sitre ned gennem hele hans krop. Han kunne ikke lade være med at tænke at han ville have mere af det. Han smilede dog også af hændernes placering på hans skuldre og omkring hans nakke. Det var rart en intim behagelig følelse.
Hendes svar på hans tænkte spørgsmål overraskede ham dog meget, det var da noget han havde tænkt? Hun kunne læse hans tanker!? Hvor pinligt!? Tænk på når han havde tænkt på hende hvor glad hun gjorde ham, eller hvordan han måske forventede noget mere end bare snak... Han blev rød i hovedet. Han skreg dog stadig et nej i hans tanker om at hun ikke skulle flytte sig. "Nej kan godt lide du sidder her." Han trak hende lidt tættere på dig som respons også.

Hendes spørgsmål og vrede om kvinden gjorde ham chokeret, han vidste ikke hvad pokker han skulle gøre han kunne ikke svare. Han vidste ikke så meget om hende han havde hjulpet. "Hun gav intet navn, men hun var meget bleg, havde sort hår og røde læber, hun var lavere end dig." Efter han havde svaret spørgsmålene funderede han over hvordan pokker han kunne få hende til at slappe af. Han trak hende ind til sig og lod hånden glide op i hendes hår og kyssede hendes pande, så hendes kind og så hendes læber. "Rolig Aqeela, det er jo ikke så slemt for mig, det skal nok gå over." Det varmede dog lidt hans hjerte at hun blev vred på hans vegne og han følte sig også næsten fortabt i hendes flammehav indtil det måske døde hen. Hans anden hånd kyssede hendes side blidt og roligt, og gled om på hendes ryg og hev hendes krop endnu tættere på hans som han omfavnede og krammede hende.

Overraskelsen malede sig hen over hans ansigt ved hendes ord. Det tog hende derfor ikke mange sekunder at se på ham med store undskyldende øjne ”U-undskyld! U-undskyld Relyua, j-jeg det v-var ikke m-min m-mening at s-snage!”. Den stammen som ellers normalt var ganske beskeden blusede op, som en bølge af nervøsitet væltede ind over hende. Som han havde trukket hende tættere, lod hun deres pander mødes ”U-undskyld” lød det i en lav hvisken, før hun trak hovedet væk igen.

Vreden lå stadig og ulmede i hende, men den mildnede for hvert af de kys han lod danse over det fregnede ansigt. Lungerne blev fyldte med en dyb vejrtrækning gennem hendes næsebor, mens hun lod sine hænder gribe ham omkring ansigtet ”N-nej det er i-ikke okay. Du er b-blevet gjort til t-tyv, fordi du h-har et godt hjerte.. Jeg s-sværger ved alle g-guderne, at h-hvis jeg..” hun lod sin sætning ebbe ud. For hvad ville hun overhovedet gøre? Hun kunne ikke gøre andet end at overfuse den kvinde, skulle de mødes en dag, men med den sparsomme beskrivelse så ville det ikke være realistisk at opspore hende. I stedet sukkede hun tungt med en let hovedrysten.

Han kiggede på hende da hun begyndte at undskylde. Han havde ikke et behov for at hun undskyldte. Jo det var pinligt for ham at hun havde læst hans tanker, men han havde alligevel ikke noget han havde et behov for at skjule for hende, eller måske nogle af de sjofle tanker som fra tid til anden sneg sig ind i hans tankestrøm om hende. "Du skal ikke undskylde, det er okay. Jeg tror på det ikke var med vilje." Han kiggede på hende, og kyssede hende på næsetippen da deres pander mødtes. "Det er okay, jeg har ikke noget at skjule for dig." Han smilede bare igen. Håbede hun forstod at han ikke havde nogen bebrejdelser mod hende.

"Aqeela... Du skal ikke gøre noget, ikke for mig." Han smilede til hende han lagde hans arme tættere om hende og håbede det kunne berolige hende. "Det er rart du kan blive sur på mine vejne, men det er okay... Jeg skal nok komme af med det." Han forsøgte at fange hendes øjne. Han havde ikke nogen ide, om om det faktisk var beroligende det han gjorde. Han løftede forsigtigt hendes hoved op mod hans med en hånd under hendes hage, og kyssede hende forsigtigt. "Skal vi ikke snakke om noget andet?" Han vidste ikke helt hvad han skulle snakke om, han havde allerede fået spurgt ind til hvad hun havde lavet siden deres sidste møde. Hans blik faldt dog så på hendes bog hun havde haft med.

"Må jeg se hvad du har i din bog?" Han var lidt nysgerrig på hvad præcis hun opbevarede i den lille bog, det måtte være noget ret vigtigt, og derfor ret interessant hun havde deri.