Alvilde var i og for sig, en ret så velkendt skikkelse på Det Halve Svin, efterhånden. Det var nemlig ikke sjældent at den blonde nordbo var til at finde imellem diverse rakkerpak og andet halvsocialt udskud her i Dianthos, og med det i mente, holdt Alvilde sig ofte en smule hen ad det mere anstændige selskab. Det mere... verbale selskab. Mest for sin egen skyld. Fordi hvis stemmerne endte ud i at blive ligeså høje som promillen sagtens kunne blive, jah så følte - og var, Alvilde lidt af en medløber, og kunne på det punkt heller ikke afvise hvor dragende et selskab af småfulde og hel-løsslupne mennesker nu engang var. Det skulle dog vise sig at i aften ikke var en af de aftener. 

"Ved Zaladin selv, hva' har en snotpose som dig, at sige til mig?" 
Vendingerne der blev brugt var mindst ligeså farverige som nordboen selv, der halvt om halvt næsten lænede sig ind over det runde træbord i sin åbenlyse arrigskab. Overfor hende sad en herre med svimlende muskulatur og svømmende øjne. Hans forurretede energi lagde sig som en dragende dyne om den mindre forsamling af mennesker, der med underholdning og i sigte, forholdt sig relativt passive. Forholdt sig afventende. Her og der bakkede hvad end Alvilde havde fundet af kro-venner op omkring hende mumlende op, og modsat, jah der havde den lavadelige Baron også sit følge omkring sig. Hvorvidt de sad der grundet hans fyldte pengepung og gavmilde humør, eller sad der grundet hans behagelige selskab - jah det kunne hun ikke sige. Men hun regnede stærkt med det første. 
"Ikke andet end at dine stikkende øjne er en vedvarende torn i siden, og du burde slæbe alt det der -" Baronen gestikulerede med sigende bevægelser imod nordboen " - ned til Dianthos undergrund; der vil rotterne sikkert byde dig velkommen" forsatte han med et flabet smil, og manden hun var oppe og skændes med, lænede sig arrogant tilbage i stolen. De stålblå øjne slog lyn under hendes knyttede bryn, og Alvilde rynkede på næsen som om at hun lugtede noget dårligt. "Ahva for noget.." hvislede hun med is i stemmen, og rejste sig abrupt op. "Kaldte du mig en rotte?" forsatte hun, begge hænder nu smækket ned på bordet og hendes lave statur ragende op over i sin rejste stilling, selvom den ikke var meget værd skulle andre vælge at rejse sig. 
Der gik et sus igennem de pålyttende, der halvt om halvt godt vidste hvor at det her ville ende. 

Aithlin havde været i Dianthos de sidste uger og ordnet småjobs. Byens travlhed og mange væsner havde altid tiltalt ham, selv dem der var mere lyssky. Sjældent snakkede han med dem, men de var interessante at observere. Der skete altid noget spændende, som denne dag, hvor han havde bevæget sig ind på Svinet. En kro han nødig ville kalde sig stamkunde hos, men han havde været der inde lidt mere end hvad han selv ville indrømme. Gemt i et hjørne kunne han betragte et optrin der langsomt trak flere og flere af kroens gæster mod sig, som tørstende dyr om vand. 

På grund af den voksende folkemængde var det ikke muligt for ham, fra sin siddende position, at se hvad der skete i midten af folkemængden, så da han hørte en kommentar om rotter kom han på bene. Takket være hans højde kunne hans uden større problemer se hen over hoved på mange af kroens kunder, der pludselig var blevet meget tavse efter at en arrig lille kvinde havde rejst sig op. Det kunne godt være, at hun ikke fyldte meget i højden, men alt ved hendes udseende pegede på at man ikke skulle lægge sig ud med hende, hvis man var bange for blå mærker.

Slagsbroder ville Aithlin ikke kalde sig selv, men en lille rask barkamp havde han bestemt ikke noget imod. Det gjorde bare noget ved krop og sind at kunne få lov til at slå sig lidt løs. Ikke nødvendigvis dræbe, som hans profession ofte medførte, men bare lige svinge næverne lidt. Han havde derfor heller ikke i sinde at stoppe optakten, tvært imod var han næsten begyndt at rulle ærmerne op. Han ønskede dog ikke at fremstå alt for ivrig efter at have lyden af brækket næser. I stedet valgte han at tilslutte sig de mange nysgerrig øjne og tunge tavshed.

En fornuftig lille stemme i Alvilde hviskede en smule hastigt, at det her ikke var en god idé. Telma's kro var ikke kendt for sine slagsmål, og hun vidste at den ellers muntre kromutter kunne vende på en tallerken. Eller, vidste var meget at sige - men ud fra hvor meget, eller lidt hun kendte hende, jah så forvede hun at der trods alt var regler.
Men.... han var ikke så lidt flabet at hører på. Desto mere han talte, desto mere lugtede der er pis og Alvilde vidste da også at han pissede sit territorie af. Problemet var bare, at det nu ikke længere handlede om det emne de havde startet ud med.. Nej, nu var det blevet bare en tand mere personligt, og sådan som hans overlegne øjne målte hende op, gled der en rødlig vrede hen over de ellers blå øjne nordboen bar.
 
"Forgiv ikke at du nu også har problemer med ørene, oveni de øjne?" en spredt latter hørtes fra de mennesker baronen havde siddet med hele aftenen, og hans kække kommentar osede i den grad også af en arrogant intellekt, som Alvilde ikke nødvendigvis besad. Men Alvilde kunne ikke være mere ligeglad. Hvor var det... typisk deres typer, og -
"Så selvfed en gås skal man lede længe efter.." gled det tørt over hendes læber. De første få sekunder lagde Alvilde ikke engang mærke til at det var en tanke der var blevet sagt overraskende højt. Og idet det gik op for hende, gled der i samme sekund en grimasse af forurettelse over baronens begyndende, blussende ansigt. "Du!" en anklagende finger skød frem imod hende, og rent instinktivt løftede Alvilde hånden for at skubbe den væk fra hendes sfære - han skulle ikke pege af hende... og så brød helvede løs.

Med en blanding af en hujende latter samt et promillepræget brøl rejste en af mændende baronen havde siddet med sig op, så stolen larmende væltede bagover. Nogle havde reageret, og idet bare en eller anden prikkede hul på boblen, jah så sprang den.
En svingende knytnæve blev sendt imod Alvilde's højre side, og hun satte fra, fra bordet med overraskende fart og tumlede bagud og ind i nogle overraskede tilskuerer, der dog leende skubbede hende op igen. Manden der ikke havde ramt hende første gang, væltede nu tilmed også bordet til side!
Års erfaring sad i hendes muskler, som næsten instinktivt skubbede hende før hendes hjerne gjorde. Da den så også endelig fulgte med, var det et ulvegrin der gled over hendes hvide ansigt, og en udfordrende gnist tændtes i de stålblå øjne; Alvilde slog armene ud. "Så? det er sådan det er!" Ved siden af hende, jah der var det ikke kun Alvilde's bord der var sat over ende og omkring dem havde langt størstedelen af de tidligere observerende, også kastet terningerne, og larmende tog muligheden for at hoppe med på underholdning og afbræk af regler.
Ham der havde svunget først, havde jo givet lov.
Alvilde følte en af de mænd hun havde siddet med tidligere liste sig om på siden af hende, for med et grin at løfte blikket imod baronen og hans folk. Støtte var altid godt, og han virkede også træt af den lavadelige's ord, tone og selskab.

Det var stilhed før stormen lidt endnu, men helt som Aithlin forventede kom stormen pludselig brølende med fuld fart på. Mere end hvad bjergeleveren først havde forventet da kroen husede en del gæster og optakten åbenbart havde tiltrukket stort set alle gæster - og ellers blev de hurtigt trukket ind i begivenhederne, da den første næve blev kastet mod kvinden. Aithlin nåede lige at se, at hun kom på bene igen før han selv blev skubbet til side da alle kroens gæster pludselig kastede sig over hinanden som en flok vilde dyr.

Højde kunne være en fordel når overblikket skulle skabes og også i mange tilfælde i kamp, men det kunne også være en udfordring for så var der mere krop der kunne rammes. Hurtigt greb Aithlin den første stol han kunne få fat i og brugte den til at nedkæmpe hans første modstander. Hvem vedkommende tilhørte, baronen eller nordboen, var ikke helt til at gennemskue, men det var vist også ligegyldigt. Alle var vist mere eller mindre mod alle, undtagen det nærmeste slæng til 'hovedpersonerne'.
Endnu en person, denne gang en meget storbarmet kvinde, kom pludselig farende mod ham med et krigshyl af den anden verden. Forgæves forsøgte han at finde et nyt våben, men måtte i stedet tage næverne i brug, det havde i hvert fald været planen, hvis han ikke var skubbet bagfra af et par andre kæmpende, som væltede ham til side. Med nød og næppe fik han fat i kanten på et bord og kunne trække sig op at stå. Den storbarmet kvinde var heldigvis forsvundet, men ud af vinduet kunne han se, hvordan der blev tilkaldt vagter. Det kunne hurtigt blive ubehageligt.

Aithlin lod blikket vende tilbage til kroen, hvor han fik øje på den kvindelige nordbo, som han begyndte at bane sig vej hen mod. Hun lignede ikke typen som havde brug for at blive reddet af nogen som helst, men det kunne være godt rart engang imellem. Sådan havde han det i hvert fald selv, når han stod i lignende situationer. Generelt så han mest af sig selv i denne fyrige kvinde, modsat Baronen, og valgte derfor at hjælpe hende, eller give det et forsøg. Det var ikke nemt med de mange folk, men med et par knytnæver i forskellige retninger og mindre akrobatiske spring lykkes det ham til sidst at komme hen til kvinden, som han greb fat armen på. Han var godt klar over at det var risikabelt, så han var klar til at forsøge at blokerer eventuelle angreb.
"Der kommer gæster." Råbte han gennem larmen og forsøgte at pege mod et vindue, hvorigennem man kunne se flere af byens soldater komme til syne. Der ville ikke gå lang tid før stedet ville blive fyldt med anklager når der skulle findes en skyldig.

Det var svært at tage hensyn eller give opmærksomhed til andre end dem der var foran hende lige nu, selvom hun både hørte, fornemmede og spottede i den fjerne ende af hendes øjenkrog, hvordan alt livede op med melodien af knuste stole og knyttede hænder imod kroppe. Det var en underlig rus der lagde sig over kroens gæster, men den bankede blodet godt rundt i Alvilde's krop, og med en lille sitren lod hun magien hærde og forstærke sine næver og mere sårbare steder på sin krop - hoved, maveregion, bryst osv. Fordi så var hun i det mindste klar. For hendes skyld, kunne kroens gæster gøre hvad de ville - så længe de overlod den flabede mandsling og hans følge, til mere kompetente og kyndige hænder. Og der var ingen tvivl om at de hænder var Alvildes egne. 

Med et begejstret hyl trak de to 'sider' imod hinanden, men det var ikke fordi der var meget finesse over dem, når de først ramlede sammen. Kopper blev kastet, stole blev smadret, næver hamrede knagende sammen med lidt for åbne kæber, og her og der kunne rødt spottes fra en lidt for forslået næseryg og blodtud. Alvilde var næppe nogen stor person, men formåede alligevel et fylde en del. Med et sejrigt udbrud af latter, trak hun derfor den hvide arm tilbage, for at kyle den ind i sin umiddelbare modstanders bløde fine mave, og hun både så såvel som hørte overraskelsen i ansigt og stemme ved den stenhårde hånd. Jah, din lille mide. Det var fortjent! Tanken blev ikke sagt højt, men var i den grad til at spore i det hvide, selvtilfreds ansigt.
SLAM.
Noget hårdt og stift blev med den splintrende lyd af træ smadret ned over Alvilde bagfra,  der følte en skarp smerte i sine skuldre - dem havde hun ikke forstærket. Det hærdede hoved formåede tilgengæld at smadre stolen nok så voldsomt, og da manden med en forbløffet mine stirrede på den blonde kvinde - hvorfor var hun ikke gået ud som et lys, jah der udnyttede hun muligheden for at sende et svinsk spark afsted imod klokkeværket, så han med en jamrende lyd fik krympet sig. Det var 2. Og så manglede hun bare... Nordboens blå øjne gled søgende imellem vrimlen af kroppe i bevægelse, men et greb om armen fik hende til at snurre omkring på hælen med hånden knyttet tile endnu et slag-

- som blev grebet i luften. Med en hård lyd af hud imod hud blev Alvildes stennæve låst fast i et hårdt, men ikke fjendsk greb, og forbløffet gik det op for hende at han prøvede at sige noget til hende. Ahva? Hun fulgte hans blik, og endelig gik det nu op for hende hvilken form for gæster det var han havde prøvet at hentyde til. "Åh ved Haldis barberede bukkeben" bandede hun, og lod blikket glide fra vinduet, til den fremmede mand, og så tilbage igen. Hun vidste ikke hvem han var... men handling sagde mere end ord - og han havde advaret hende. "Eh, lad os tage benene på nakken!" nikkede hun, og sendte et kort nik imod en bagudgang på den anden side af barens disk, der blev efterfulgt af et lidt mere fjoget grin. En slutspurt igennem kroen, over disken, igennem døren og så ud i frihed!
Hvis de var heldige, kunne de nå det inden at døren blev sparket ind - allerede nu kunne den opmærksomme lytter hører de hamrende slag imod døren der vidnede om at de var på vej. 

Alvilde var lige bagved ham hvis han ønskede det, men var også klar til selv at tage springet og føre an. Hun kunne godt få delt menneskehavet her lidt. 

Aithlin havde følt sig smart og forudtænkende da han greb ud efter næven, der pludselig fløj imod ham fra den lave, men tydeligvis hårdtslående kvinde, men i samme øjeblik deres hænder mødtes fortrød han. Hånden han fik fat i var langt hårde end han havde forventet og med styrken bag hånden blev der helt sikkert skubbet til nogle knogler, som ikke skulle skubbes til. Havde det ikke været for adrenalinen og hans projekt med at få dem ud, havde han nok bare trækket snuden til sig og smuttet ud for at slikke sine sår. Skader fra våben kunne klares, det var frustrerende, især snitsår, men det kunne klares. Men at føle at alle knoglerne i hånden lige blev mast sammen var en ubehag Aithlin ikke havde behov for at mærke igen. Men nu var der ikke tid til at pive over maste knogler.

Kvinden så ud til at forstå hans ord og udbrød også noget der lød som en forbandelse. Så var det bare med at komme ud i en fart. Med sin ømme arm helt inde ved kroppen bevægede Aithlin sig adræt igennem rummet, hen over bardisken og hen til bagudgangen, der allerede var ved at blive brugt, men fra den forkerte side. Med den ikke-ømme arm greb han fat efter kvinden og trak hende op langs væggen ved siden af bagudgangen, hvor de kunne vente i et halvt sekund før døren fløj op med et brag og ind væltede et utal af soldater. De fandt hurtigt ind i rummet og begyndte at skabe lidt ro - eller i hvert fald forsøge. I samme øjeblik alle soldaterne var inde, trak Aithlin den kvinden med sig ud igennem døren og udenfor, hvor han slap hende. Selv brød han sig ikke om at blive trukket af sted som et andet mulddyr. De løbende skridt fortsatte han dog med endnu lidt tid, til de var væk fra de fleste nysgerrige folk, der stirrede overrasket på kroen, hvor taget nær var ved at lette på grund af urolighederne indenfor.

"Hvad er den hånd lavet af?!" Var det første han udbrød, da de var kommet lidt væk og forhåbentligt i sikkerhed. Her kunne han stoppe op og tjekke, om alle knoglerne stadig var der eller om hånden bare var håbløst knust - for det føltes næsten sådan. Heldigvis virkede hånden dog kun til at være lige så chokeret som Aithlin selv. Hvilken lettelse, selvom den stadig var øm.

Den fremmede mand bevægede sig som en kat, var Alvildes første tanke, så snart de satte i bevægelse. Et eller andet sted, jah så havde hun mentalt registreret at han havde trukket hånden ømt til sig, men i den pludselige spurt fra A til B, jah der slog hun det fuldkommen ud af hovedet. Med et leende grin maste hun sig igennem kølvandet af den høje mands adrætte bevægelser, og da han sprang over disken, jah der gjorde hun ham heldigvis kunsten efter, omend langt mindre elegant. Snublende landede Alvilde på gulvet, og blev i samme nu hevet ind til væggens side af et fast greb - SLAM.
Døren blev åbnet fra modsatte side, og fortumlet såvel som forvirret så hun de høje metalklædte skikkelse bane sig vej. Ingen kiggede til siden, hvordan Zalan kunne de ikke se dem?
Hun undervurderede fuldstændig hvad et målrettet byvagtskorps kunne overse i deres fart, og så snart de var væk, var hendes kvikke ven i fart igen. Alvilde følte sig selv blive hevet med, men blev - til hendes store tilfredshed - sluppet så snart hun kunne løbe frit, og løbe gjorde de. Alvilde et lille stykke bagved ham, imens hun mentalt bandede af sine korte ben også.

Forpustet stoppede de endelig op, og med halv hvæsende åndedrat støttede nordboen sig til væggen. Forbandet løbeturer og deres forfærdelige hug på hendes lunger. Ahva? Overrasket kiggede nordboen op, og da hun indså hvad han mente, gled en blanding af et 'ohh' udtryk såvel som et kort udtryk af tilfredshed over hendes hvidlige - nu rødlige ansigt. "Sten min ven" grinede hun med en stadigvæk forpustet ånde. "Men er din hånd okay? Det var noget af et slag du tog imod" tilføjede hun ret så hastigt i en mere bekymret tone, og en rynke imellem brynene idet hun gik imod ham. Billedet af ham der skadet formåede at guide dem igennem det kro-kaos var imponerende - især med en skadet hånd.
Hvem Zalan var den her mand, kendte hun ham?

For første gang tog Alvilde et noget mere undersøgende blik på ham, og overvejede om han kendte hende, siden han havde taget fat i hende. De fleste tog benene på nakken, og havde sjældent tid til at hive fremmede med. 

At kvinden han havde trukket med sig ikke havde helt så lange ben eller var helt så adræt, havde Aithlin slet ikke tænkt over, men det var også sjældent han sådan slæbte rundt på selskab. Da han dog nu så hendes temmelig forpustet lille krop, slog det ham at det nok havde været en fordel at løbe lidt langsommere. Det virkede alligevel ikke til, at nogle havde forsøgt at følge dem. Det måtte han huske til en anden gang, blev det aktuelt. Det håbede han godt nok ikke. Hans arbejde krævede, at han holdte lav profil. At deltage i en krokamp hørte ikke under det, at være diskret.

Sten? Aithlin gloede mærkeligt på den lave kvinde. Hun lignede dog også en der nemt kunne være lavet af sten eller værre. Måske en kvinde, men hun var tydeligvis meget robust og med en næve af sten kunne hun sikkert slå selv den bedste mand af bene. Godt han først havde lært om den viden nu, for havde han vidst det før, havde de muligvis ikke været så succesfulde med deres flugt. På den anden side, så ville hans hånd måske stadig fungere.
"Det finder jeg nok ud af når den engang fungere igen - hvis det kommer til at ske." Svarede han, men trods ordnes betydning var tonen let. Han havde prøvet lignende ting og han stod endnu, så han tog det ikke så tungt. Måske fordi adrenalinen stadig suste igennem hans krop og først nu så småt var ved at aftage.

"Men hvad handlede det lige om derinde?" At snakke om sine egne svagheder brød Aithlin sig ikke om, så han forsøgte i stedet at skifte emne og tale om noget han faktisk var mere interesseret i. Optakten havde mest af alt virket som uheldige ord på det forkerte tidspunkt, men måske lå der mere bag? Det kunne være rart nok at vide, om han havde rodet sig ud i noget han helst ikke ville roddes ud i, eller om hans største bekymring fortsat bare var hans hånd.

Hvorom at Alvilde var en nok så robust kvinde, var hun tydeligvis hverken ene eller alene om det karakter og kropstræk. Hun havde en god idé om hvor meget styrke der havde ligget bagved slaget, og selvom det ikke havde været et slag for at dræbe - bevares, så meget had havde hun heller ikke til opblæste narrøve, jah så havde det været et slag der var vinklet med i hvert fald skade i tankerne. Men han tog det heldigvis med ophøjet ro, og et lidt bredere smil trak op omkring menneskets læber, da hun heller ikke hørte nag eller anklagelser i hans stemme. 
Godt, det var kun godt. Hun håbede på det, og vidste da også at der var nogle yderst kompetente healere her i byen. "Mmh... du burd' måske stadigvæk få tjekket den. En hurtig tur til helbredernes hus er ikke en dårlig invistering, skulle noget sidde i klemme" kom det prøvende fra hende, men i bund og grund, var det jo op til ham. 
Hun havde givet sit besyv med, men havde ikke tænkt sig at bekymre sig - det var trods hans hånd. Han kendte den nok bedre end nogen anden, og hun skulle slet ikke snakke. Hun var selv ufattelig dårlig til at tage skader seriøst. 

I stedet gled hendes egne hænder nu søgende ned i lommerne, for at tjekke om hun havde fået alt med i farten. Heldigvis virkede ingenting til at være faldet ud af hendes lommer, og i en af sine tasker, beyndte Alvilde nu at hæve både pibe og tobak op; man var trods alt et væsen af vaner.
De blå øjne gled lyttende og kortvarigt op fra projektet med piben idet at han talte, og et lydløst ulvegrin trak nordboens smilerynker op. "Ah, et forsmået - og nu også forslået ego" grinede hun, og begyndte at stoppe piben med trænede fingre. 
"Baroner kan være så udfarende" brummede hun som en tilføjelse, selvom hun godt vidste at det havde været en delt skyld at slagsmålet havde udviklet sig som det gjorde. Hun havde i hvert fald ikke gjort noget for... ikke at lade det udvikle sig i den retning. 

Det var uden tvivl en god idé at tage hen og få kyndige øjne på armen, men fornuften havde det med at forsvinde fra tid til anden. Desuden løb armen jo ingen steder og heller ikke de kyndige mennesker. Her var altid folk der kom til skade. "Jeg ser på det senere - måske finder en et andet sted i byen. Måske der pludselig kommer mange i butikken nu." Lød det, med en hentydning til sammenstødet. Der var nok nogen der skulle labbes sammen. Det gik ofte vildt for sig, med sådan en slåskamp. Særligt med de mere adelige typer, som sjældent var langsom til at trække våben, men næppe var gode til at bruge dem.

Kvindens vaner tog Aithlin sig ikke af, omend han inde i sit hoved undrede sig. Det var ikke første gang han havde set folk ryge, men det havde altid været mænd. Men kvinden her virkede heller ikke som den traditionelle kvinde. Hvordan hun nogle sinde ville komme ned i en kjole, anede han ikke. Var det overhoved muligt?
"Hvilke person med kåbe er ikke det." Mange i de højere samfundslag havde en idé om, at de kunne bøje hele verden som de ønskede, som et stykke jern mellem en smeds hænder. "... men godt der så er nogle, som kan slå lidt fornuft i hovederne på dem." Det var i hvert fald ikke noget Aithlin ville begræde. Han havde valgt at lade hånden få lidt ro ved bare at få lov til at hænge, selvom den bestemt ikke syntes godt om den beslutning.

Alvilde var på mange punkter ikke en kvinde af de afholdne traditioner, og dyrkede livets mere ødelæggende vaner med en forskruet form for stolthed. Hun tog sig af sin krop, bevares.. men kun i det fysiske aspekt, og nok primært fordi det var krævet af hendes erhverv. Slog hun den del af hjernen fra, den del der mindede hende om at hun havde en agenda for dagen imorgen, jah så kunne kun forglemme sig selv i nuet, og i den rus der kunne lægges ovenpå, som kunne gøre det bedre. Mad, drikkelse, rygelse - noget så simpelt som at holde sig vågen langt over hvad man burde, bare fordi at der var en hyggelig stemning. Alt det tog hun ikke så tungt. 
Det kunne være afskrækkende på nogle typer, og dragende på andre. I bunden af det hele, så handlede det for hende selv, om bare at være tilpas i det. 

Og tilpas var hun i den grad, når et lille udbrud af latter fik nordboen til at kigge op fra sit arbejde, og konstatere at han - bagved sit stenansigt, alligevel havde en form for humor! Fordi han havde ret, hvilken person med en kåbe var ærlig talt ikke det. 
Piben var stoppet og tobakken blev med en fix bevægelse pakket væk i en af de mange, dybere lommer. "Det er hvad jeg er her for" klukkede hun, og hev en krystal op af lommen, hvis indre glimtede med en indespærret ild. Snart kom den ud da den slog en gnist, der blev brugt til at antænde tobakken. "Hurtige bemærkninger og store slag i små hoveder" fulgte hun op med, et blink af øjet til følge. 
Kort skævede de himmelblå øjne ned af vejen bagved manden, og med en brummen nikkede hun kort for sig selv, førhen at hun vinkede ham med sig henad gaden. "Vi burde i hvert fald komme videre. Der er andre steder at bruge aftenen, hvis du ikke har travlt?" en lille invitation, og hun prøvede at ignorere hvordan armen bare... hang. Hun kunne i det mindste sørge for at han kom godt afsted, til hvor end han skulle overnatte.