En knirkende lyd kunne høres, som Amy langsomt gik hen over trægulvet. Selvom hun var lydløs, så knirkede gulvet utrolig meget - På grænsen til at være irriterende. Bygningen hun befandt sig i, lå lidt væk fra hele skumringskvarteret. At hun var havnet her, var der en særlig grund til, hvilket også var derfor hun var fokuseret på at bevæge sig lydløs rundt. Fra det ene rum til det andet, imens hun sørgede for at ingen kunne opdage hende. Hendes højre hånd fandt vej ned til ben hylsteret, hvor der som altid hang nogle knive i. Igen var det som altid, nogle i den mellem størrelse, og som altid havde hund et sædvanlige tøj på. Bortset fra den her gang, havde hun taget en sort maske på i tilfælde af at blive opdaget. Hendes rygte var ikke det bedste, og det ville sikkert gøre det endnu værre af at hun befandt sig her i den gammel, og nærmest forladte bygning. Bygningen som tilhørte en rivalisering bande, navnet havde Amy glemt for det havde aldrig været vigtigt, eller nødvendigt for hende at huske det. Som hun løftede hånden op, og holdte kniven klar foran sig til hvis der nu skulle komme, en eller anden ind foran hende. 

Med lydløse skridt bevægede hun sig lidt mere rundt, og til sidst stoppede hun på en lang gang, hvor hun lidt længere fremme kunne se en trappe. En trappe der så ud til at føre nedenunder. Undrende løftede hun et øjenbryn som hun kiggede rundt, for det var underligt at der ikke var nogen at høre, og hun kunne heller ikke se nogen. Som Amy nærmede sig trappen hørte hun pludselig en lyd af knus glas, og hun drejede hovedet hen over skulderen, men nåede ikke at sige noget før hun kunne se knuste glas stykker fløj hen imod hende. Hurtigt løftede hun kniven op foran hendes ansigt for at beskytte sig selv. Dog blev hun ramt af glasskårene på resten af kroppen, og hun hørte så en hånlig latter. Det kom sikkert fra lederen af den rivaliserende bande. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, over at manden sikkert havde troet de glasskår ville skade hende, så meget at hun ikke ville kunne bevæge sig. Dog stod hun fast på benene, og selvom blodet begyndte at komme til syne, kunne hun mærke hvor arrig hun blev, og fjernede hånden fra hendes ansigt"Sikke en velkomst"lød det flabet, og irriteret fra hende, før hun rullede lidt med den ene skulder, og skulle til at løbe hen imod bandelederen, men hun blev stoppet. 

Før hun nåede at sige eller reagere, havde to mænd taget fat rundt om hendes arme, den ene holdt godt fast i hendes højre arm, imens den anden holdte godt fast i den venstre. Stædigt gav hun ikke slip på kniven, men gerne ville væk fra grebet. Ikke tale om at hun skulle fanges af denne bande her, vidste de ikke at det ville koste dem livet sikkert, hvis Jason eller kragerne fik at vide, hvad der skete. Amy kunne godt lide tanken, og lod også et bredt smil afspejle det. Hendes øjne gled ned over bandelederens ansigt, hun kunne ikke huske ham. Hun spredte læberne, og skulle til at kaste en spydig bemærkning afsted, men blev mødt af et hårdt slag i hendes mave, som fik hende til at bøje sig forover. Hendes blik vendte sig automatisk ned imod trægulvet, og hun var stadigvæk fanget af de to mænd. Amy hostede lidt blod op, før hun lod smilet vokse, og kiggede op på bandelederen der stod foran hende. Ivrigt prøvede hun at bevæge hånden, hvor kniven var i, men det var ikke nemt. 

Bandelederen grinede som han fik taget kniven ud ad hendes hånd, og lagde den under hendes hage. Med øjenkontakt imellem Amy, og bandelederen kunne hun mærke lederen trak hendes maske ned, så han kunne se hendes ansigt, og som han netop skulle til at sige noget spyttede hun ham i ansigtet"...At du tør røre en krage...Din død bliver en værdig pris for kragerne"lød det spydigt, og kækt fra hendes mund, hvorefter hun hånligt lod det brede smil vokse en lille smule mere. At der fortsat var blod, glasskår i hendes hud, tænkte hun ikke på. I det mindste var hun heldig nok til at have beskyttet hendes ansigt. Stående ved trappen inde i bygningen, vidste hun ikke hvad denne bandeleder ville, men mon ikke at lederen af kragerne ville finde hende. Jason og nogle af de andre medlemmer ville sikkert finde hende, for dumme var kragerne ikke. 

Det var ikke særlig længe siden at banden havde været i konflikt med en anden gruppe omkring territorium i Dianthos ikke at det var hver dag, men der var begyndt at komme end del bandet til stede eller små bandet, som troede de kunne overtage de større bandet områder. Dagen var starte ud med en god omgang regnskylle, som vare mere end 3 timer, så nu var det ved at stillede rolig over. 

Jason havde tilbragt det mest af sin dag oppe på markedspladsen, da han skulle finde et smykke til sin mor, dog var der også noget forretning ind over det, som mange vidste i banden havde Jason nogen små jobs oppe ved markedpladsen, som skulle ordenes i ny og næ. Han bevægede sig til skumringskvarteret, hvor nogen små drenge prøvede at leg lommetyv på den erfaringen kriminel, som havde levet det meste af sin barndom som lommetyv eller tyv. Selvom han ikke kunne mærkede drenge stak en hånd ned i hans lommen, var det en form for instinkt da han hev fat i knægten arm. " Det ville jeg ikke gør hvis jeg var dig stump " Snerrende han hæs frem før han stirrende ind i knægtens øjnene, der næsten rystede af skærke over den hurtige rektion Jason havde haft.  

Jason stod med den ene knægt i den ene hånd, før nogen fra hans bandet om hen mod ham nærmste i et panik over den nyhed, de skulle ske. " Snak Gisle " Snerrende han frem for læberne, da holdt blikkede på den knægten, mens han lyttede på Gisle. " Det A.X....Hun er blevet fanget af dem " Hev Gisle vejret frem, da han havde løbet alt hvad han kunne.  Jason slap drengen ret hurtig " Du sagde hvad?" Svarede han igen " glemt det " Snerre han frem og skyndte sig afsted mod det forladte huse, hvor den undermålene til Janco holdt til. " Skal nok sætte den nar på plads. " Mumlende han for sig selv i raseri. 

Var der noget Jason ikke fandt sig i var det folk, der troede de havde overtaget, men sandheden var Janco blot havde en lille bandet. Og hvis Amy havde sneget sig ind på bandet, blev de nok mere overraskende over, han faret ind i den i den forladte bygning. Jason havde et sort mundbind omkring hals, før han blev mødt af Jancos mænd, som selvfølgelig ikke var forbedret på Jason var så stort et brød. Der gik ikke mange minutter før Jason sparkede en dør op, hvorefter han kastede et liv hen af gulvet " Janco.. Hvor er du henne?" Halv råbte han op med den ru stemmen. 

Som hun kiggede ned imod gulvet, der efterhånden var blevet plettet til blod, glædede hun sig til at komme fri fra de to mænd som holdte hende. Det var da ikke ligefrem den bedste velkomst, hvilket heller ikke havde undret hende. Janco den forbistrede leder skulle nok ende med, at fortryde at han havde skadet hende, samt ladet hans to mænd holde hende. Heldigvis var det en lille bande, så det gjorde ikke så meget, men Amy havde bestemt ikke lyst til at blive stående fanget, og skadet. Selvom blodet enlig ikke bekymrede hende, samt de mindre smerter som hun bare ignorede. Den ene idé efter den anden dukkede op i hendes hoved, for at komme fri fra det stramme og hårde greb. Det virkede ikke så nemt, og før hun skulle til at spytte Janco i ansigtet igen, kunne hun mærke et hårdt greb rundt om hendes kæbe"A.x...Jamen dog vi er hvist heldige at have fået fingrene i dig, frem for nogle af de andre"lød dybt og nærmest halvt fnisende fra Janco, som han gav tegn til at mændene skulle give slip på Amy, og nærme sig Jason som var ankommet.

Irriteret drejede hun hovedet væk fra lederen, for hun vidste at eftersom Jason var kommet, var det kun et spørgsmål om tid før hævnen ville melde sig. Som hun tydeligt kunne høre en høj larm fik hun revet sig fri fra lederens greb, for at ville glide ned af gelænderet trappen havde. At stå foran lederen og vente på et eller andet skulle ske, havde hun ikke tid til. Som hun hurtig fik løbet hen til trappegelænderet, skulle hun til at sætte sig op det, for at glide ned ad det. Men hun blev stoppet, og hevet tilbage af Janco. Et dybt irriteret suk forlod hendes læber, og hun skubbede hårdt til ham. Eftersom det ikke så ud til at virke, greb hun fat i en af hendes knive i ben hylsteret og pressede skaftet op imod lederens hage. Forhåbenlig ville det give lidt ubehag, men hun vidste det ikke men hun havde godt nok ikke tænkt sig at lade ham røre ved hende. Som blodet fra glasskårene begyndte at dryppe lidt mere stod Amy fast på gulvet, som hun mødte lederens blik"De glasskår her er irriterende...Værsgo"lød det flabet fra hende, som hun tog et stykke glas ud ad armen, og stak det ind i øjet på lederen. Uden at gøre mere vendte hun rundt og løb hen til trappegelænderet igen.

Janco hørte hun knurrede og holdte en hånd op til hans øje, hvor det lød til at han var i slemme smerter. Det fik Amy til at smile, som hun var klar til at glide ned ad gelænderet men kunne så høre Janco"Du er dø A.x!!"råbte han som han hurtig løb hen imod hende med det øjet der blødte, og sikkert også var blevet rødt. Hun nåede at glide lidt ned ad genlænderet, før hun kunne mærke Janco fik fat i hende igen. Hun sukkede og bed hårdt tænderne sammen, for det var da utroligt, hvorfor kunne hun ikke bare glide til Jason, hun havde slet ikke lyst eller tanker om at blive i selskab med Janco"Dø!!"råbte hun vredt, som hun skulle til at svinge kniven imod lederens brystkasse, men han fik holdt hende fast ned imod gulvet, havde fået fast rundt om begge hendes hænder. Hun hørte en dyb latter fra ham, som hun kiggede væk fra ham, og prøvede at komme fri"Jason, hvis du ønsker din lille finde A.x i live, må du nok hellere skynde dig!"råbte han nærmest underholdende. Amy rullede irriteret med øjnene, som hun prøvede at løfte hendes ben op, for at plante et knæ op i mandens nedre region men han sad nærmest med et låst greb på hende.

Da Jason var brast ind i det faldene færdig hus var, der end del personerne som prøvede at stoppe Jason og nogen af de andre kragerne, som var taget med for at hjælpe til. " I gør klogt i at føre mig til Janco. " Snerre den arrige mand, som allerede havde to lig på sammen vigtigheden.  Selvom disse folk ikke rigtig ville lytte til hvad Jason havde at sige og sprang mod dem. Valgte Jason i et kort forsøg at træk sig fra kampen, som han lod de andre kragerne klare.  Da Jason vente sig om for at løb op af en trappen stoppe han brat op, ikke fordi han kunne mærke dolken i hans skulderne, men fordi en eller anden mand hænge halv over Jason og truede med at skære hans hals over, med den anden dolk mod hans hals.  

Selvom Jason godt kunne blive dræbt hjalp det ikke denne stakkel knægt, som troede at en dolk eller to stoppe denne følelsesløse mand. Så Jason løfte den ene arm og hev knægten væk fra sig. Da knægten lande på jorden smilede han psykotisk til den nedlagte mand foran hans fødder. " Tror mere det er din dø, kile venter ihverfaldt på dig " Svarede han hæs og lænet sig ned for vride hovedet om på ham, men den ene arm ville rigtig med. Så han valgte med en ene hånd at rive fat i mandens hår og hive hovedet op af, som efterfølge med han hammerne med alt sin kraft manden hoved ned i sten gulvet, så man kunne hører kraniet gav efter for slaget. Jason rejst sig atte op og så Amy, der prøvede at flugte ned af trappen, men blev fanget igen. 

Jason knyttede den ene hånd, da den anden ikke rigtig gad og lytte til hans signalerne. Jason trampene op af trapperne, med et fast skridt og mange fra Janco's bandet fare ikke på Jason længerne " Janco" Sagde ham med et bredt smil, mens han knækket nakken, da han lagde hovedet på skrå i form for stræke. " slip A.X nu ellers tror jeg Kile bliver glad for en travlt aften. For dine små undersåtter overlever ikke dette her. " Svarede Jason koldt og stirrede på Janco, som stadigvæk holdt Amy, dog lagde han mærkede til hans ene øje var rødt af blod.

Jason gik rolig hen mod dem, som om han ikke tænke på Amy's liv på daværende tidspunkt. Selvom han ikke lod Amy i stikkende. Janco holdt fast i Amy mod gulvet og havde trukket en kniv, som han var klar til at Jerne ned i Amy. " BLIV DER!" Råbte den rasende Janco, som stadigvæk truede med at slå Amy ihjel. Jason stoppede ikke med at gå, og han da han kom helt hen tilbage valgte Janco at harme sin kniv ned mod Amy, hvor den ville ramme hende i skulderen. Før Jason tog fat i Janco med den arm han umildbart kunne bruge. Han holdt faste i Janco hals med en udstræk arm, og så ned på Amy. " Stump.. er du slemt tilskade? Eller vil du havde æren ?" Spurgte han Amy og prøve at rakke hende den arm han knap nok kunne bruge, da der stadigvæk sad en dolk i hans skulderne. 

Det var virkelig også det hun selv håbede ville ske, for hun gad virkelig ikke tilbringe mere tid i selskab med denne bandeleder. Janco var godt nok irriterende til grænsen, hvor hun nærmest bare ville skære hans hals op. Men hun havde tydeligt hørt Jason's ord, og synet af kniven der havde været tæt på at ramme hende, fik hende blot til at smile flabet til Janco, som om at det slet ikke gjorde noget, at kniven var tæt på at ramme hende. At denne bandeleder valgte at holde fast i hende, brød hun sig ikke særlig meget om, for det var da godt nok belastende.

At Janco truede med at dræbe hende, var hun nærmest ved at dø af grin over, selvom hun holdte latteren tilbage. Det var tåbeligt, alligevel havde hun skam ikke tænkt sig at dø, langt fra. Som kniven blev hamret i hendes skulder kunne hun mærke smerten, som hun hårdt bed tænderne sammen. Det var irriterende. For hun kunne heller ikke komme fri fra rebet, fanget det var hvad hun var. Det var slet ikke noget hun kunne lide, og betragtede Janco lidt. Dog lod hun hendes blik falde hen på Jason, som holdte Janco, hvilket gjorde at Amy rejste sig op fra gulvet, godt nok blødte hun men det var hun ligeglad med. Smerten måtte hun holde lidt tilbage, indtil hun ville have mulighed for at tænke på skaderne, samt blodet og skaderne fra glasskårene"Slemt og slemt...Jeg er da i live er jeg ikke"svarede hun kækt med et smil på ansigtet som hun blinkede til Jason.

Æren ville hun med glæde have, for hun ville jo gerne hævne sig lidt på Janco, for han skulle heller ikke tro at hun slet ikke ville gøre noget imod ham. Slet ikke for alt den skade den leder allerede havde gjort, så hun lod hendes øjne glide ned over Janco, og kort skimtede hun hen til Jason"Jeg vil med glæde have æren"svarede hun som hun fik hevet dolken ud ad Jason's skulder og stak den hårdt ind i Janco's bryst. Med vilje ramte hun ved siden af hjertet. For hun havde planer om at dræbe ham, men måske hun skulle gemme lidt til Jason også.

Var der noget denne mand stod inde for var at beskytte sin bande for alt. Selvom det ikke var alle der følte lige så stor beskyttelse for ham. Amy var hans højre hånd, så han ville beskyttede hende, især fordi hun var som hans to tvilling søster. Han kiggede med is kolde øjnene mod Janco, der holdt Amy nede mod det is kolde gulv. " Slip hende nu! Blev der sagt !" Snerrede han frem med den ru stemmen, som folk i dette rum nok var skæmmende, da han ikke råbte af Janco, da han ikke var nervøst for at Janco skulle dræbte Amy. 

Da kniven blevet slået ned i Amy's skulderne rynket han på næsen og se på Janco, som han holdt i en udstrakt arm, mens Amy kom på bene. " Ja, du lever, men du skal havde syet den skulderne A.X " Svarede han hende rolig, mens han klemte sit greb lidt omkring Janco hals, der allerede hev efter vejret og sparkede ud i luften for at komme fri. Det gav nogen dunk mod Jason krop, hvis han havde kunne mærke smerten fra sparket, havde han nok sluppet sit greb, men han bakkede kun lidt. " Skal jeg slip? " Spurgte han i et lille grin. 

Da kniven i hans skulderne blev trukket ud, var det som om han mistet evnen til at kunne bruge sin arm, da hele skulderen side begyndt at hænge. " Hvad..Zaladin " sagde han i irreterion. Han slap Janco, der faldt til jorden med et bump og lod Amy lege med ham i stede, da han blev mere fokusere på sin skade nu. " Amy bare havde det sjovt. " Sagde han rolig, da han højt Janco  skreg op af smerte og vrid sig, da hun hammere dolk, ind mod hans bryst.

Janco skreg op da dolken blev hammere mod hans bryst, hvor blodet straks begyndte piblede frem for dolken siderne, som blot holdt trykket tilbage. Der gik ikke mange sekunder, før Janco langede ud efter Amy. " SLÅR DIG IHJEL MØG SÆK!" Skrege Janco frem af smerte og prøvede at spark Amy væk fra sig, nu hvor Amet ikke holdt fast i ham mere, dog var det tydelig at han havde haft svært ved at trække vejret, da han hev efter det. Det var kun blevet værre da dolken ramte brystkassen og Janco prøvede at kaste en dolk mod Amy. 

Som synet af dolken var på vej hen imod hende, og hun fortsat kunne mærke hendes skulder var skadet. Var der ikke meget at gøre, end at holde smerten ud, bare indtil at de havde klaret sig af med Janco. Hun nåede at være hurtig, så hun fik undveget dolken, som hun havde bukket sig. Men alligevel bare den handling havde fået smerten i hendes skulder til at påvirke hende. Stædig som hun var, gad hun ikke tænke så meget på det. For lige nu handlede det om Janco, den irriterende leder, var mere og mere begyndt at gøre hende irriteret. Hvorfor skulle de også håndtere ham, men på den anden side det virkede ikke til at nogle af Janco's bande var i nærheden. 

Det var kun en god ting, så de kun skulle tænke på ham, og ikke de andre medlemmer. Amy tog sig til skulderen med den hånden, som hun kort lod hendes blik glide lidt rundt. Et lille smil voksede på hendes ansigt som hun havde nydt at høre Janco være i smerter, for han fortjente det jo. Som hun stod fast på gulvet, og betragtede stedet lidt nærmere, faldt hendes hen på Jason. Hun gad virkelig ikke bekymre sig om Janco, det var mere passende for hende at bekymre sig om Jason. Men som hun hørte hans ord om at hun skulle have syet skulderen, nikkede hun med et lille suk. 

Det var hun nød til, for det var slemt. Det havde nærmest været overraskende for hende, at det pludselig var blevet så slemt. Men hun bed smerten i sig, og havde kniven i hånden, som hun lod hendes blik hvile sig på Janco med et irriteret blik"Altid så irriterende...Din stemme giver hovedpine.."Mumlede hun halvt flabet, men alligevel også opgivende som hun løftede kniven op foran sig, som hun lidt efter lidt lod et bredt smil brede sig på hendes ansigt.

Det var ikke var forsjovt at Janco nogengang blev kaldt for krigeren, da han ikke bare gav op for nogen som helst. Dog valgte Jason på nuværende tidspunkt ikke tag sig af den skrigende Janco, som nok være mere forpint end hvad godt var. Han lagde rolig en hånd mod Amys raske skulderne for at studere såret alvor. " Ved kiles dø... A.x... " Kom en lille snerren fra hans læberen før han lod blikkede falde mod Janco, som kastede kniven mod Amy, dog undre det ham at Janco ikke ikke havde flere mennesker i nærheden af den anden leder, men Jason havde også kun Amy ved sin side, da resten var rundt i huset for at slå Janco's bandet medlemmer ihjel.  

Janco tog sig til bryst, som bløde end del man kunne nærmeste fornemme raseri for den sårede kriger, som han var ikke at det betød noget. " Amet.. kan du virkelig ikke klar dig selv? Skal du havde en kvinde til at gøre dine pligter for dig ?" Snapped han provokede et svar frem, mens han hev efter vejret og træk sig langsom tilbage, da han godt vidste det var en tabt kamp mellem dem, at Amy var skadet, som hun var gjorde det kun bedre for hans forsvar. " Hold din kæft luder " Snerrede han tilbage til Amy, da hun sagde hans stemme gav hende hovedpine " Være kun glad for at Amet kom og rede din røv. " kæmpet han sig frem for at sige til hende. 

Jason så mod Janco, der ramte en af hans værdigere ret hårdt, var der noget ingen skulle tro om Jason, var han sendte folk ud og gør hans arbejde. " Tro du virkelig det? Måske du skulle tag de ord i dig igen. " Snerrede han frem og gik frem mod Janco, som allerede led end del. Jason tog fat i ham med den raske hånd og klaske ham op mod væggen. " Kan godt være Amy bruge våben.. Og det ved jeg er en mere skåfuld død end det jeg kommer til at gøre overfor dig nu" Sagde han med en rolig stemmen, før Jason hammede den såret Janco ned i gulvet, hvorefter han sætte sin fod mod Janco hals og lænet sig frem, så han kunne høre noget giv efter formodlige adamsæble, der ikke kunne tåle presset. Han kunne lyttede til Janco, der kæmpet med et få vejret og smerterne, som allerede var på sat, før Janco arme faldt livløs til jorden. Jason så tomt ned på Janco, som formodlige var dø under alle om stædigheder. " Skal vi skide herfra?" Spurgte han Amy om mere tørt end snakken fra før. Han var ikke selv klar over hvor, slemt det endelig var med hans skulderne, hvor blodet flyd ud fra sået af. 

Synet af Jason der gik imod Janco fik Amy til at smile håbfuldt, for hun var helt sikker på at Jason var stærkere, men det var aldrig til at vide om Janco havde nogle tricks i ærmet, eller andet. Men Amy var klar hvis der ville komme nogle overraskelser, eller andet. Det var altid godt at være godt forberedt, og selvom hendes skulder var skadet, så ville hun fortsat blive ved at kæmpe, for hun kunne sagtens få syet skulderen når de var færdige. Som Jason gik igang med Janco kiggede Amy nysgerrigt, bare for at se hvad der enlig ville ske, for hun var skam interesseret i at se lederen få en stor omgang af Jason. Hun var sikker på at hun ikke behøvede at have nogle knive i hænderne, selvom hun kun havde haft en enkel kniv i hånden, så fik hun sat den tilbage i ben hylsteret.

Så knækkede hun nakken en smule, før hun lagde hovedet på skrå og nærmest grinede hånligt over Janco, det var tåbeligt. Det var dog ikke til at vide, om lederen ville finde dem igen, eller om han faktisk var død. Amy havde en dårlig fornemmelse, men hun sagde ikke noget, for lige nu var det nok bedst for dem at smutte. De havde gjort det som de skulle, og hun behøvede ikke længere tænke på at blive holdt fanget af den tåbelige Janco. Hendes blik faldt hen på Jason som hun hørte hans spørgsmål, og hun nikkede til ham. Udne tøven gik hun hen til ham, og kiggede rundt efter nogle af de andre medlemmer, bare for at sikre sig at alle var i live, og klar. 

"Det er en god idé at skride herfra, vi har vel heller ikke noget mere at gøre her"sagde hun som hun rullede med den raske skulder. Den anden skulder var skadet, og trængte til behandling, og det var også som om smerterne pludselig begyndte at strømme ind over hende. Det var forfærdeligt, og hun hadede det, men hun havde holdt ud. Så hun kunne sagtens holde ud, indtil hun kunne få fikset skulderen. Hun var klar til at gå sammen med ham, og medlemmerne af Kragerne, og gad slet ikke give Janco et enkelt blik, for han fortjente det ikke, alligevel kunne hun ikke lade være med at nærme sig ham, hvorefter hun bukkede sig ned imod ham"Aldrig leg med en krage, det ender blot galt"sagde hun som hun lod et tilfreds og lusket smil brede sig på ansigtet.

Da Janco lå livløs på gulvet så han hen mod Amy, som var lige så hårdt såret, som ham selv måske var hun lidt mere, da hun havde fået glasskår kastede imod sig før han selv kom. " Nemlig.. Gætter på krigerne nede under har slået hans undersåtter ihjel " Svarede han rolig. Før han gik hen og lagde en hånd på hendes skulderne. " Lad os til hjem til Gaja " Sagde han til hende. 

Gaja var hans ælder søster, som ofte boede hjemme hos Jason mest for holde hans hjem rent, selvom hun havde sit eget med både mand og 4 fantiske børn og vente en mere. Han vendte væk fra Janco lig og begyndt at gå ned af trapperne " Det som sandt som det er sagt A.x" Svarende han hende, da han kom ned fra ende af trappen, kunne han se der minnum kun var 5 overlevede krager tilbage ikke fordi han sorge over det, men han forbandet Janco væk. " Det et stort tabt alligevel.. hvor de andre " Spurgte han en af spejderne, som kom frem for skyggerne. " De døde.. der var to vægge der vælte over dem. " sagde den nervøse spejder, da han ikke ville mærke Jason vrede. " men.. men... Janco's mænd er alle døde " Stemmer den unge knægt frem. 

Da Jason hørt tabte var han mere glad for det var væggene, som var styrede sammen og ikke Jancos mænd. " Rolig Aske.. Dette hus er noget ustabil.. Det så jeg oven på " Svarede han den unge spejder, mens han vente på Amy. " Skal jeg bær dig A.X ?" Spurgte han den stædig kvinde, som så som sin søster. 

Et nik blev sendt til Jason, som det lød som en glimrende idé at tage hjem til Gaja, for de havde vel heller ikke mere at lave. Hun lod dog hendes blik glide lidt rundt, men kunne ikke undgå at kigge på Janco's liv, det var hvist meget sikker på at manden var død. Men hvorfor havde hun så en underlig følelse indeni, som om at hun ikke helt var sikker på at Janco var dø. Men hun valgte dog bare at forholde sig til det lige nu, og lod hendes blik falde hen på Jason. Alle de krager der var blevet skadet, havde tydeligt brug for hjælp, samt hende selv. Så det var bedst for dem at komme afsted, og som Amy kunne høre knægten nævnte at alle Janco's mænd var døde, kunne hun ikke lade være med at smile bredt. 

Det var ligepræcis, sådan som det skulle. Det var meningen at den belastende leder til Janco skulle miste hans mænd, men hun kunne ikke lade være med at blive irriteret, og en smule utilfreds over at der var nogle krager der var blevet skadet. Hun havde et øjeblik glemt hendes egne smerter som hun bare stod og betragtede stedet, og dets omgivelser. I det mindste havde de da ikke tabt, så det havde været hele kampen værd. Som hun hørte Jason's ord tænkte hun lidt, men sendte ham et bredt smil som hun rystede på hovedet. Så løftede hun en hånd op til Jason's højre skulder"Det behøver du ikke, jeg klarer den"svarede hun med et bredt smil som hun kort tid efter tog hånden til sig. 

Selvom hun var lidt skadet, så følte hun stadigvæk at hun godt kunne stå på benene selvom hun nærmest kunne mærke, hvordan hendes krop havde mistet meget energi. Selvom hun ikke følte hun havde lavet så meget, men så alligevel havde hun brugt mere energi end hvad hun havde regnet med"Vi må sørge for at gøre noget ved de sårede krager Jason"sagde hun med en bestemt stemme som hun tillod sig at tage et hurtigt kig på de overlevende krager, selvom de var skadet så det ud til at de stod på benene allesammen.

Blinket gled rolig over de såret kragerne, som næste ventet på en order om de kunne gå. " Dem der kan, skal hjælpe de såret hen til reden, jeg får sendt en healer hen til reden " Sagde han rolig, da han kunne se de til skade kommede. Banden var en del af hans liv, det var hans anden familie. Et kort overblik, hvor han kunne se liget fra Janco, som blot lå nede på det gulvet. " Det skal nok gå A.X. " Svarede han rolig før han begyndt at bevægede sig afsted mod Gaja hjem.

Et lille nik kom fra Jason, da ordene om Janco's mænd var døde, dog var kun rart at vide at kragerne havde sejret over disse blodslugere, det var ikke fordi det havde været let på nogen måde. Da han selv var blevet slemt til skade, det havde skabt nogen minder fra hans barndom. Det var som kile aldrig ville slippe hans liv, han så på Amy igen med et lille hoved rysten. " Du er mere såret end mig. " Svaret han bestemt, da han studere hendes skader nogen af dem skulle sys, andre skader heale af sig selv. Selv hans skulderne, hvor blodet løbe langsomt ned af ryggen på ham, det var ikke let. " Krager.. Vi skal havde Janco med.. " Sagde han helt forvirret, det var en aftale han havde med en bestem person. 

Da de var kommet væk fra Janco og resten af kragerne var i reden. Lod han langsom bevægede sig væk fra mørket af. " Kom A.X, vi skal op til centrum.. Gaja bor der op. " mumlene han lidt frem. Han trådte op mod en trappe, som ført til centrum, da var nok mere hen mod hans mor han skulle, da han vidste Gaja plejede deres mor i øjeblikket. 

Hans ord om at det nok skulle gå, fik hende til at nikke selvom hun alligevel ikke kunne undgå, at have et mistroisk udtryk på ansigtet. Hvorfor kunne hun ikke helt stole på de ord, om at det nok skulle gå. Måske det var fordi hun ikke var helt sikker på, hvor slemt de enkle krager var kommet til skade. Det var nok grunden, og hun følte hun var nød til at sikre sig at alle var okay. Selvom hun selv, og Jason havde fået lidt skade her og der, så var det som om hun mere bekymrede sig om resten af kragerne end hende selv.

”Men jeg skal nok klare det…Du ved der skal endnu værre skader til, for at få mig ned”sagde hun efterfulgt af et bredt smil, som hun gav ham et hurtigt klap på hans højre skulder. Mest som tegn på, at hun var okay, trods smerterne, for hun plejede aldrig at være typen der ville give udtryk for smerte, selvom hun godt kunne mærke skaderne. Som ordene om at, de skulle have Janco med havde hun nok mest af alt lyst til at sukke opgivende, men de var jo nød til at have manden med. Det kunne de nok ikke undgå.

Amy fulgte med Jason, og de andre, som hendes blik gled lidt rundt på de mørke omgivelser. Hun kunne pludselig godt mærke smerterne begyndte at blive irriterende, det var som om de bare spredte sig hurtigt til hele hendes krop. Det ville blive godt, at kunne gøre noget ved dem, og lyden af Jason’s ord fik hende til at vende blikket hen imod ham”Lyder meget godt, så vi kan rense vores skader, og sikre os at alle er okay”sagde hun fortsat lidt bekymret for de meget såret krager, selvom hende og Jason selv var skadet, så holdte de sig altid stærke, nærmest uden tegn på skade.

Amys reaktion på denne kæmp kom ikke som et chok for den erfaren leder. Han kendte sin højre hånd, efter han redte hende for de drenge i tides morgen. " Amy... Husk du ikke skyld i skaderne, vi krager kæmper for hinanden om vi så kommer til skade eller dør i forsøget. " Sagde han, som en moralsk opbagning, før han langsom lagde den ene arm omkring hendes skulderne, som var hun en af hans søskende.  

Et lille nik kom frem, da hun snakkede videre til ham. " Jeg ved det A.X.. Du ikke lige til at komme af med, ligesom mig. Der nok mere en kniv i hjerte før det sker. " Grinet han kort frem, mens de gik afsted. Den store leder halte lidt af sted, da den tunge krop prøvet at fortælle dens smerter, selvom Jason ikke mærket noget selv. 

Selvom Janco's død krop skulle med, da han havde en aftale med en person, som var mere hemmelig for kragerne. Det var ikke svært for Jason, at se Amy smerter så der gik ikke længe, før han havde taget Amy op i armene, selvom den ene skulder ikke virkelig optimal " A.X... ikke lege helt nu.. jeg bag dig resten af vejen, forstået?" Svar han mere som en orden end et forslag. Leder vidste godt de andre krager skulle klare sig. 

Der gik ikke længe før Jason dreje ned mod bygninger, hvor reden lå gemt inde i nedre del af skumringskvarteret, hvor mange af by vagterne holder sig langt væk. De kragerne som var i reden kom næsten løbende for at hjælpe de andre såret krager, mens Jason fik sat Amy i en stol, selvom blodet løb ned af dem begge, bed Jason smerte i sig. " Bliv der " Sagde han kort og forsvandt ind i et andet rum. 

Ordene om at det ikke var hendes skyld, fik alligevel en tvivl til at komme frem i hende, for hun følte alligevel lidt, at hun var med skyldig i skaderne. Men hun kendte også godt kragerne, der skulle meget til for at slå dem ud. Deriblandt hende selv også, selvom hun havde fået skader, og var svækket for kræfter, så stod hun stadigvæk viljefast - så meget hun kunne. Da hun kunne mærke armen omkring hende gav hun et nik, og kiggede kort på Jason. Han havde ret, hans kloge ord var altid til at stole på, og hun havde altid troet på dem. Hun vidste alt han sagde altid havde en betydning, og det var altid ord man kunne stole på. Et grin forlod hendes mund, og hun følte sig glad et øjeblik, selvom det var så sjældent at hun fremviste hendes gode humør så kunne Jason altid få et smil frem på hendes ansigt, og et grin"Ja det har du ret i, der skal meget til at slå os ud"sagde hun selvsikkert, som hun et kort øjeblik betragtede nogle af de andre sårede og skadede krager. 

De var vant til at møde fjender, og bander der ville af med dem, men en krage holdt altid sammen. Der skulle meget til at få dem ned, for det kunne godt nok være at enten hende eller Jason ville være hver for sig i kampe, men der ville aldrig gå alt for lang tid. For kragerne ville altid finde frem til hinanden, det havde altid været noget af det Amy elskede. Hvergang en krage var i nød, ville andre krager hjælpe for de havde gode sanser, og var altid hurtige til at finde informationer. 

Amy nikkede til det Jason sagde, og da han bad hende blive stående lyttede hun blot efter, som hun bed smerterne lidt i sig. Hun gad aldrig vise, at hun var skadet eller såret, ja selv hvis hun havde ondt ville hun ikke vise det. Hun sad tilpas i stolen, som hun betragtede omgivelserne, og et øjeblik fik øje på nogle af de andre krager der var igang med at hjælpe hinanden. At der løb blod ned fra dem begge to, gjorde ikke hende noget, men det var som om smerterne kun blev værre ved blodet løb som det gjorde"Jeg kan ligefrem ikke andet"svarede hun til at hun skulle blive, men det blev sagt med et bredt smil på ansigtet.