Siden den formøse hændelse havde Eadgar den Andægtige omgivet sig med væsner, hver gang han var fremme for at forkynde. Han valgte de mest travle steder om dagen og når solen efterlod røde, violette og orange nuancer på himmelbuen, fandt han altid på en undskyldning, der kunne sikre ham et midlertidigt selskab gennem skumringens tiltagende mørke.
(”Hvor pudsigt, jeg skal også denne vej, skal vi følges? - Lyset skinner altid mere kraftigt hvis man er to”).
Først når han var helt sikker på, at der ikke var nogen, som fulgte efter med bløde tøfler, kunne den Andægtige opløses i skyggerne og efterlade sit skalkeskjul til næste gang. Men selvom kroppen blev en anden, forblev tankerne konstant cirkulerende omkring Renny.

I starten havde Eadgar den Andægtige forsøgt at undgå steder, hvor han fornemmede, at Renny kunne møde op, men (dels forsikret af de øvrige tilstedeværende væsner, som Eadgar altid opholdt sig i nærheden af), var tankerne begyndt at konstruere potentielle scenarier, hvor de atter befandt sig overfor hinanden. Styrket af dagenes ensformighed og den voksende følelse af kontrol, havde episoden med Renny udviklet sig til noget, der på den ene side var stort og farligt og samtidig livsgivende og spændende. Aldrig før havde én været så tæt på at udfordre status quo og true Eadgars, og i særdeleshed Islas, følelse af fuldkommen frihed. Friheden havde været velbevaret siden Eadgar første gang genopstod og havde muliggjort, at Isla mere eller mindre kunne færdes alle steder uden, at der blev stillet spørgsmål – faktisk havde alskens informationer strømmet uhindret til hende siden, og det eneste, som hun skulle gøre, var at blinke med Eadgars grønne øjne og lytte.

Muligvis var det de skabte scenarier som i første omgang havde fået Eadgar til at slække på sin forsigtighed. Men kort forinden sin ankomst til den velkendte tempelhave, havde han ladet sig vise i det område, hvor han vidste, at Renny netop befandt sig. Synet af hendes væsen havde affødt et omgående sug i maven, og den Andægtige havde snappet efter vejret. Måske var det dét indre ønske om møde hende igen, jorde hende igen, nedværdige hende igen i en sådan grad, at det ville blive cementeret, hvor dumt det havde været at lægge sig ud med ham, at han ikke havde skjult sig. I stedet havde han ventet så længe, at han var sikker på, at Renny havde bemærket ham, før fødderne omsider havde fjernet sig fra stedet og begivet sig mod den udvalgte tempelhave.

I en halvstor lysning, omgivet af kringlede thujaer, kæmpe blomstrende rododendron og parfumerede buske af hvidtjørn, var Eadgar den Andægtige standet op og forgav at være dybt optaget af at velsigne Lysets pragt og storslåethed.
Men ørene lyttede intens og en lille del af ham ønskede hidsigt, at Renny havde fulgt efter og inden længe ville dukke op.

Harari Gandir var smuk. Der var ganske enkelt ikke nogen vej udenom det faktum; hendes øjne var store og mandelformede, ligeså mørke som natten og hendes hjerteformede ansigt, hvis solbrune hud glimtede tillokkende i solens varme stråler, var indhyllet af lange slangekrøller. Harari Gandir bar sig selv med stolthed, men ikke af en sådan art, der gjorde hende utilnærmelig. Nej, langt snarere havde det modsatte effekt, for alskens unge mænd tog mod til sig, og henvendte sig til hendes spadserende skikkelse, til trods for det pludrende barn, hun holdte i sine stærke arme. Ikke, at de var de eneste, der gjorde sig i tilnærmelser, for også købmænd og handelskvinder anstrengte sig for at gøre indtryk. I det hele taget var det svært at være lillesøster – eller måske snarere den lille, kridhvide kusine, for det var netop, hvad Renny og Harari Gandir var. De kaldte sig nu søstre og dertil også med stolthed. Renny havde, til trods for sin tydelige forskel, i form af den hvide hud, altid været nært forbundet til dem. Sådan var det velsagtens, når man voksede op med en faster og onkel, der var ens forældre, med dertilhørende biologiske børn, som blev til ens søskende i stedet.

Det var dog svært, at gå i fred med Harari og det var heller ikke foruden, at Renny måtte himle med øjnene i det skjulte. Ved alle guderne, se på barnet og se på ringen, der pryder hendes brune finger, tænkte den korthårede kvinde hidsigt, i det endnu en ung mand skulle til at hilse ihærdigt på selveste Isaris fysiske manifestation.
Formiddagen havde i grunden forløbet ganske uden bekymringer, men ikke foruden en hel del tanker om eftermiddagens tur på markedet, for –

Mon han var der? Renny havde ladet sine mørkebrune øjne falde på Eadgar den Andægtige – eller måske snarere Eadgar den forpulede løgnhals! – i hele to omgange, men for hver gang, at hun havde gjort mine til at ville aflægge afstanden til ham, havde han fluks fundet skjul i blandt øvrige væsner. Hele to gange var han undsluppet hende, og dernæst forsvundet i den blå luft, som havde Renny aldrig rigtig set ham. Det var en underdrivelse at hævde, at Renny ikke var godt og grundigt forbistret over hele affæren.

Men så var det sket! Eadgar havde vist sig for hende – som ved de to forrige møder, nærmest som drillede han hende med sin umiddelbare inkompetence og evne til at lokalisere ham – og straks havde hun løsrevet sig fra Hararis stærke arm.
”Hov, Callie, hvor skal du hen?”, udbrød storesøsteren vantro, alt imens hun betragtede Renny storme afsted mod – ja, hun end ikke vidste hvad – så den hvide kvindes bryster nær var hoppet ud af den lyse skjorte; som ville de også finde frem til, hvor end Renny var på vej hen, men gerne ville nå det forinden hende selv.
”Bare – tag hjem! Jeg kommer senere!”, råbte Renny tilbage, forinden at hun fløj om det næstfølgende gadehjørne. Eadgar den Andægtige kunne ikke undslippe for tredje gang. Hvad var hun måske? En amatør!?
Harari smilede bredt og temmelig bedrevidende til en butiksejer, der gengældte den spæde gestus strålende som solen. ”Det er kvinderne i Gandir-klanen! De har altid så travlt! Du sagde 10 jadesten?”

Renny sænkede farten i samme øjeblik, at hun trådte ind i tempelhaven. Hendes åndedrag var let overfladisk, men om det var den korte løbetur eller spænding, vidste hun ikke. Hvor er du henne, dit kryb?

– dig med de flotte djævleøjne –

Hastigt søgte Renny dybere ind i tempelhavens jungle, indtil hun omsider fandt ham. Hun måtte fnyse, som hendes mørkebrune øjne lagde sig på hans bedende skikkelse, for det var da nærmest spottende! Selvom Renny tilsyneladende var alene med den unge mand, fortsatte hun sine resolutte skridt hen imod ham, til hun til sidst kunne placere sig en god meter fra hans ryg.
”Kender du sangen ’Eadgar den lille Løgnhals’?”, lød det, påtaget nonchalant, fra Renny der lagde sine stærke arme under den store barm, og dernæst skød hoften ud til siden. Ikke længere var det dog for Eadgars øjnes skyld.

O, Lysets lys
Hellige Kvinde, Livets Gudinde
bed for os syndere,
nu og i vor dødstime.

Den lave messen blandede sig med hvidtjørnens bedøvende lugt, da Eadgar den Andægtige, med lukkende øjne, lod sig trække sig ind i sin egen bevidsthed. Dybt koncentreret fik han vejrtrækningen under kontrol, badede sine sanser i klart, velsignet vand og mærkede, hvordan de indøvede ord skabte ro.
Det var vigtigt nu. Han havde higet efter og frygtet den kommende møde med Renny, og selvom det hele fremstod som tilfældigheder, var der intet som var det. Selv lysningen i tempelhaven var blevet valgt grundet den tætte bevoksning, som udgjorde en naturlig ramme - en mur, der både kunne fungere som et værn mod den omliggende verden og et skjul for potentielle tilskuere.

Eadgar den Andægtige havde forberedt sig, ja tilmed forbedret sig. Bevidst om at Renny besad mindst to magiske færdigheder, som skulle tages dybt alvorligt, havde han været nødt til at forfine sin taktik og være mere omhyggelig med at kontrollere følelser og ordvalg. Hun havde evnen til at se igennem ham, hvis ikke han fik sat et bedre røgslør op. Og selvom Eadgar følte sig mere parat end sidst, havde han stadig ikke glemt, hvordan Renny så nemt havde fået ham til at svede og føle sig komplet magtesløs. Forbandede kvinde, gid Mørket tog hende.

Hendes bestemte gang røbede hendes tilstedeværelse og Eadgar tog sig i, kortvarigt, at blotte tænderne. Øjnene forblev lukkede, ryggen fortsat vendt mod hende i en stilling, der var så karakteristik for en, der tilbeder Isari.

”Jamen vær hilset, Renny - Jeg var helt i tvivl om, hvorvidt du rent faktisk ville komme. ”

Det gjaldt om at bevare overtaget med så lidt følelse indblandet som muligt, hvorfor Eadgar den Andægtiges tone var neutral med kun en lille tråd af indforstået morskab snoet omkring:

”Lad os bede sammen. Du lyder til at kunne bruge en bøn til at rense dit sind. Vores sidste møde blev beklageligvis en smule – hvad skal kalde det – ophedet, og hvis jeg ikke tager fejl, synes jeg stadig at kunne fornemme din.. forbitrelse? Det var også ydmygende at blive smidt ud på den måde..”

Renny forblev stående, til trods for Eadgars invitation. De mørkebrune øjne veg ikke fra hans tynde ryg, men i dem gnistrede bitterheden giftigt –

- de udsprang dog ikke at mindet om kroværtens hårde greb eller udsmidningen. Heller ej de tilråb, hun havde hørt i et sagligt ekko på vej ud af døren. Nej. Følelsen af den grimme, altomsluttende bitterhed stammede fra Eadgar selv; at en slange kunne kravle uset og uagtet rundt i blandt hovedstadens børn, og ikke mindst det faktum, at Renny syntes, at være den eneste, der så det. Eller det ville sige – tilsyneladende var hun den eneste, der så det. Naturligvis troede Neagu og den øvrige besætning hende. Renny havde vundet deres loyalitet og ligeså vel, som de anså hende for familie, således anså hun også dem som sin egen.

Omsider skridtede Renny hen og stillede sig foran Eadgar, der endnu ikke havde vendt fronten mod hende. Hun så ikke just imponeret ud, som hun stod med sine mørkebrune – næsten sorte – øjne og betragtede ham indgående; som en eksperimenterende betragtede sin forsøgsrotte; vurderende og afventende.
Ikke at der var noget at se, konkluderede Renny omsider. Eadgar var både farveløs og ulæselig, uanset hvor meget hun syntes at anstrenge sig men også, hvor tæt hun placerede sig nær ham. I grunden var det ganske mageløst, for Renny havde aldrig set et menneske, som de så hinanden; farveløs. Uden ledetråde. Havde det ikke været Eadgar den Andægtige, havde det været en…

Velsignelse.

”Jeg har tænkt en del på dig, siden vores sidste møde”, sagde Renny omsider, hvormed hun brød den spændte tavshed mellem dem. Med langsomme skridt og vuggende hofter, skridtede hun nærmere Eadgars høje skikkelse, hvorefter hun straks lagde sit ansigt i mere tillokkende folder. Mon det ville virke endnu engang? Og ville det sætte farverne i brand? Renny var ikke sikker, men hun fortsatte tættere på ham. ”Det var svært ikke at lade tankerne flyve om aftenen, nu hvor jeg ved, hvad du går og gemmer på.” De sigende øjne gled påtaget eftertænksomt ned ad Eadgars krop, til de kortvarigt fæstnede sig under hans bælte, alt imens at tungespidsen kærtegnede Rennys buttede overlæbe. 

Hvis Renny havde været en dødssynd, havde hun været Lysten. Der var slet ikke nogen tvivl; med de svingende hofter, de bløde bryster, de tykke læber og sin ligefremme attitude indbød Renny til liderlighed, seksuel frustration og afmagt. I nævnte rækkefølge.
Eadgar den Andægtige havde forsøgt at sublimere hendes energi til religiøs aktivitet og havde fornægtet resterne, der var kommet til ham som meget skarpe og tydeligt upassende billedglimt, påmindelser om deres (noget heftige) møde i kroen. Han kunne knap nok gå forbi frugtboden på markedspladsen mere, uden at de tykke læber opstod i mellemrummet mellem virkelighed og fantasi. Det var som en sandhed man helst ville have været foruden. Som om hun havde besmudset verden og syndiggjort hans sind. Eadgar den Andægtige prædikerede mere end nogensinde.

Da Renny omsider stod foran ham igen, åbnede Eadgar sine øjne. Han bed mærke i, at hun ikke besvarede hans direkte provokation, men fint fejede hen over den – mere voksent end nogensinde.
Måske havde han taget fejl? Ja, hørt forkert? Måske var hun slet ikke så vred eller bitter som han havde antaget; en antagelse han kun havde bygget videre på i den lange tid, hvor de ikke havde set hinanden. Øjnene iagttog hende med omhu. Hendes bekendtgørelse fik ham til at hæve det ene øjenbryn. Tavst afventede Eadgar den Andægtige hendes fortsættelse - og han fik den ikke længe efter; tanken om Renny som mere voksen blev øjeblikkeligt reduceret til naiv og yderst fejlslagen ønsketænkning.

Munden blev åbnet for at svare, da hendes grådige øjne fandt ned til punktet, hvor hendes sko tidligere havde befundet sig.
De grønne øjne flakkede, mens en følelse af at være komplet blottet ramte ham. Stod hun der, det skamløse væsen, og afklædte ham med blikket? O, Lysets lys, fri mig for dette Mørke…
Den Andægtige modstod trangen til at placere hånden beskyttende foran. Ubehaget vældede op i Eadgar, der priste sig lykkelig for at han trods alt havde taget alle forholdsregler og også havde iført sig en magisk amulet.

”Mørket har i sandhed fortæret din sjæl...” lød det fra Eadgars tørre mund, idet han med en hovedrysten forsøgte at fjerne den spinkle lyserøde farve fra kinderne.
”Først uretfærdige beskyldninger og så disse væmmelige tilnærmelser. Hvad er det egentlig du foretager dig? Hvis du ikke er kommet for at bede om tilgivelse for din .. usømmelighed, synes jeg, at du skal gå.”

En spæd lyserøde rødmen lagde sig troligt henover Eadgars skarpe kindben, men det var også den eneste farve, der meldte sin ankomst. Hvordan bar han sig dog ad?! Hvorfor forblev auraerne skjult for hendes blik, der så længe hun kunne huske, havde været hendes loyale følgesvend? Ville hun overhovedet kunne læse ham – forstå ham – nu, hvor de ikke længere fandtes?

Langsomt men sikkert begyndte en noget så uvant panik, at sprede sig bag Rennys svulmende barm. Aldrig havde hun mødt et menneske, der kunne gemme sig for hende på den måde, som Eadgar gjorde i dette øjeblik, og ikke at vide, hvordan han bar sig ad, var skrækindjagende. Og stadig fortsatte alskens bekymrede tanker, der hvæsede temperamentsfuldt, at de hverken kunne se sandhed eller løgn, ingen farver, der pulserede i takt med den friske brise, intet aflæseligt i Eadgars ansigt, der var som forstenet, ordene der forlod hans mund –

Er jeg væmmelig? Beskidt?

Spørgsmålene overdøvede for et øjeblik alle de øvrige, og med en let hovedrysten og en dyb indånding, rankede Renny ryggen. Hun var ingen amatør – hun var Spion for Lyset. Hvorfor skulle denne svindler snige sig ind under huden på hende? Hvordan var det overhovedet muligt?
Renny fnøs lavmælt, men mere af refleks og af sig selv, end til Eadgar og hans hadske ord. Væk var hendes tillokkende, flirtende facon, og med skarpe, mørkebrune øjne betragtede hun atter den unge mand. ”Jeg kan forsikre dig om, at jeg skam ikke er interesseret i at tage dig med i seng”, sagde Renny, hvorefter hun hævede begge sine sorte øjenbryn af ham i en sigende grimasse. Hun håbede desuden, at det ville bryde illusionen.
”Jeg var dog rimelig fascineret af dig ved vores sidste møde. Jeg havde en fornemmelse, som du selv så fint bekræftede –”, blikket efterlignede den øvrige ansigtsgrimasse, ”og du blev helt forfjamsket, ja, det var faktisk næsten kært. Det første rigtig liv, jeg så i dig, vel og mærke.” Renny lod sine øjenbryn falde tilbage på plads, hvorefter hun smilede kortvarigt – men dog høfligt – til ham. Måske en mere direkte facon var vejen frem? En der ikke involverede bløder bryster og vuggende hofter?

”Jeg er van til, at jeg kan se – ja, jeg ved end ikke hvad, men noget! Det stemte ikke overens med din fysiske fremtrædning, og jeg er en nysgerrig kvinde. Det kommer helt naturligt til mig! Men, Eadgar, lad os snakke, som de voksne mennesker vi er. Ingen leg eller flirt fra min side. Du kan være ganske rolig nu.”

De hurtige trækninger i Rennys ansigt, afslørede forundring, ja var det ligefrem en form for vantro skepsis, som lå gemt deri? Eadgar den Andægtige havde forventningsfuldt iagttaget kvindens mimik, tålmodigt ventet på den første følelsesmæssige afspejling, der ville tilkendegive at amuletten rent faktisk virkede; at han nu var underlagt et magisk skjold, en usynlig mur, som hendes snagende magier ikke kunne passere. Den andægtige afholdt sig fra afsløre sin hemmelighed, nød i stedet at se, hvordan hun skulle samle sig sammen og genfinde balancen på et terræn, der ikke længere var kendt for hende.
Han bed mærke i, hvordan hun rankede sig og fralagde sig den sensuelle attitude, sin klæbelige blødhed. Det var som alt blev skarpt; øjnene, tungen, kroppens holdning.

Hun kunne forsøge at bide lige så tosset hun ville. Eadgar den Andægtige vidste, at han, så længe amuletten var forsvarligt gemt bort bag de lange klæder af hvid og guld, ikke behøvede hverken remser eller bønner til at holde følelserne i ave. Renny var blind, og så længe den Andægtige bibeholdt et nogenlunde neutralt udtryk, ville hun ikke kunne gennemskue ham eller se om hendes ord ramte og gjorde ondt.

”Nårh, så nu vil du gerne snakke som voksne mennesker?” Han hævede øjenbrynet, spekulerede tavst over, hvad Renny mon havde ment med ’fornemmelse’. Hvilken fornemmelse havde hun opfattet?
”- Hvad skyldes dette pludselige skift af humør? Er det fordi du er blevet opmærksom på, at vi befinder os i en af Lysets hellige tempelhaver? Eller ser du mig bare i et andet lys?” han trak den ene mundvige op i en underfundig grimasse. Ændrede så fokus, lod være med at vente på svar men fortsatte ufortrødent:

”Jeg har brug for, at du gør to ting for mig, hvis vi skal snakke ordentligt sammen, Renny.” De grønne øjne så alvorligt på hende, hænderne var samlet foran den løse dragt: ”- Du bliver nødt til at bevise, at du stoler på mig. Og at du ønsker - og vil - svare sandfærdigt, såfremt der er spørgsmål som skal besvares. Dette sted er helligt og straffen vil tilfalde den, som betræder haven med sit Mørke. Der er ikke plads til mistro og løgn her.”

Renny var nær ved at lange ud efter Eadgars skadefro ansigt. Tilsyneladende vidste denne svindler, at hun ikke længere kunne se ham, som hun havde betragtet ham i krostuen, og langsomt begyndte hun at forstå hvorfor.
Hendes overordnede i Lysets Hær – og dernæst Spionmesteren – havde fortalt hende om disse… potentielle farer; magiske amuletter og magier, hvis eneste formål var, at holde hendes egne iboende evner i skak. Hvad end Eadgar gik rundt med, eller hvad end for en slags lysmagi, der var blevet kastet over hans høje statur, så virkede den som skjold, til en grad af perfektion. Det var mere næveindbydende end noget andet, Eadgar før havde budt hende. Det var lige før, at Renny hellere ville kaldes for skøge eller Mørkets Tjener, så længe hun kunne se farverne og høre løgnen i hans ord.

Den sorthårede kvinde lyttede, og på intet tidspunkt forlod de ulæselige øjne Eadgars egne giftgrønne. Med et let skuldertræk drejede hun rundt på hælen og skridtede mod de kæmpemæssige rododendronbuske. De lyste i en mørke lilla farve, for de var badet af solens varme stråler, og med fjerlette fingerspidser kærtegnede Renny dem fraværende – det var ganske enkelt det eneste, der kunne berolige hende i det øjeblik.
”Jeg stoler ikke på dig, og det ved du udmærket godt”, svarede Renny omsider, hvorefter hun skævede til ham over den spinkle skulder. ”Du løj sidst, vi mødtes og jeg har ikke glemt det - hvilket i grunden gør dig noget hyklerisk, hvis jeg må være så fri”, tilføjede hun derefter, og vendte rundt for endnu engang, for at skridte nærmere en stenbænk, hvorpå hun satte sig.

Atter genfandt de mørkebrune øjne Eadgars skikkelse, hvorefter hun med en instinktiv håndbevægelse, inviterede ham til også at tage plads. ”Jeg ser dig desuden i samme lys som sidst, men vi kan naturligvis gøre det her på to måder. Vi ved begge to, at jeg ikke længere kan se dig, som jeg gjorde første gang, men det betyder ikke, at jeg ikke kan gøre dit liv besværligt. Jeg er trods alt en Gandir. Min far er Bahir Gandir. En ganske velanset og respekteret Rider af Lyset, som til trods for sin velfortjente pension, stadig nyder godt af mange nære bekendtskaber, hvis netværk og kompetencer i sig selv er imponerende. Du kender jo desuden selv til mit venskab med Fyrstindens søn –”, fortalte Renny ubarmhjertigt, hvorefter hun smed det ene ben over det andet og støttede en albue derpå. Med hagen hvilende i håndfladen fortsatte hun; ”men vi kan naturligvis godt tale sammen nu, og hvis jeg er tilfreds med, hvad du har at sige, ja, så ser du mig aldrig igen. Men Eadgar – jeg skal skam nok svare sandfærdigt, ligeså vel som du, en forkynder af vores elskede lys, også vil. Ikke sandt? Her er trods alt ikke plads til Mørket”

Selvom du står her, Eadgar. Selvom du står her. Mon du i virkeligheden er lidt ligesom mig – bare sendt fra den anden side? 

Eadgar den Andægtige tolkede det som om at hans ord – rettelse; han krav – gjorde, at hun var nødt til at tage fysisk afstand til ham som person. Det tegnede ikke til at blive et frugtbart samarbejde.
Med øjnene hvilende konstant på hendes væsen, fulgte han hendes kærtegn, da hun var trådt hen til de klumpede og yderst farvestrålende lilla blomster. Rennys ord understøttede den fysiske afstand som hun aktivt havde lagt mellem dem. Naturligvis stolede hun ikke på ham – lige så lidt som den Andægtige stolede på hende – men han havde alligevel forventet at Lyset ville have gjort et større indtryk; at hun ville have haft mere respekt for Livets Gudinde, hvis hånd så tydeligt svævede over Rennys hoved.
Hendes påstand om hykleri kunne Eadgar den Andægtige kun trække på skuldrene af. Det var beklagende, jovist, men det virkede umiddelbart til, at der skulle mere til at ændre hendes opfattelse af ham som en gemen løgner end som så – og han var ikke sikker på, om han orkede at tage kampen. Når sandheden skulle frem, havde hun jo ret; han var løgn helt ind til knoglerne.

Renny satte sig på stenbænken. Eadgar fulgte ikke længe efter på hendes opfordring. I modsætning til hende var han ikke interesseret i fysisk afstand, så længe han selv følte, at han havde overtaget.
”Sig mig engang, sidder du og truer mig? En simpel forkynder, der ikke vil andet end at lægge den uheldige episode bag sig?”
Stemmen var præget af forbavselse – ikke den tarvelige, spydige slags, men den, som opstår når man har rakt hånden frem – udelukkende med gode intonationer, og den så bliver slået væk. Hun ville ikke kunne tyde, hvor meget sandhed eller løgn der lå gemt deri.
”Det er svært at indgå et samarbejde, hvis du truer mig til det,” påpegede Eadgar den Andægtige. ”Er du virkelig sikker på at det er den vej, du ønsker at gå? – for i så fald har du allerede valgt Mørket, og så får du som forskyldt…” Han havde, under sit tilbagesvar, kigget over på hvidtjørnen, men drejede nu hovedet mod Renny. Gjorde en del ud af at lægge ansigtet i de rette folder:
”Jeg frygtede at du ville gå mørkets vej” startede han med en tone der sang af svag beklagelse. Skævede dernæst kort op mod solens bane, inden han genfandt hendes mørkebrune øjne.
”Din kusine er yderst bedårende... Og barnet,” han rystede på hovedet af benovelse over mindet: ”- sikke et sødt, uskyldigt barn” Det blev sagt med en påtaget, dybfølt følelse: ”Det ville virkelig være en skam, hvis de skulle ende med at tage straffen for din mørke syndighed, men hvis du fortsætter sådan, ser jeg ikke nogen vej udenom.”

Værsgo, tænkte Eadgar den Andægtige med grum tilfredsstillelse, idet han atter vendte blikket fremad, lagde de grønne øjne tilbage på hvidtjørnen, - værsgo, ligner det at jeg lyver? 

En isnende fornemmelse meldte sin ankomst, som Slangen sprøjtede sin dødelige gift. I en pludselig bevægelse mærkede Renny, hvordan hun rejste sig og med resolutte, målrettede skridt aflagde afstanden til det slimede kryb. Hænder, der tilhørte en Spion og en tidligere soldat for Lysets Hær, greb om Eadgars skikkelse og trak ham over mod stenbænken, hvor bag der stod en solid og ganske bred træstamme. Grebet efterlod ikke megen anden mulighed end at følge med, for Renny så pludselig i farver igen – denne gang en ildrød en af slagsen, der var drevet af indestængt, altomsluttende raseri.

Med al den styrke – og det var faktisk overraskende meget, skulle man tro, den sorthårede kvinde ikke var andet end bløde hofter og store bryster – Renny kunne mønstre, skubbede hun Eadgar op mod træstammen. De mørkebrune øjne skød lyn, i det hun dernæst fulgte efter ham og med et lagde sin ene hånd på hans køn – og tog fat. Koldt og kontant.

For blot et øjeblik lod Renny Eadgar vænne sig til den potentielt knusende fornemmelse, for det var uhyre vigtigt for hende, at han hørte, hvad hun dernæst sagde. De slanke men sorte øjenbryn hævede sig i en sigende grimasse, i det et lille djævlesmil sneg sig ind i hendes ene mundvige. ”Det er vigtigt, at du spidser øre nu, kryb”, hvislede hun mellem sine sammenbidte tænder. Renny trådte endnu tættere på den unge mand, så spidsen af hendes bryster berørte hans brystkasse og de kun, for nu, var adskilt af hendes arm, hvis hånd stadig holdte om hans noget så dyrebare ædelsten.

”Hvis du nærmer dig Harari, Vilfa, eller nogle af mine øvrige søskende, så kommer jeg flyvende lige i hovedet på dig. Hvis du ved, at Harari er min biologiske kusine, så ved du også, at vi betragter hinanden som søstre – og du må derudover også vide, at jeg har været soldat for Lysets Hær. Tror du, at jeg er uden kompetencer? Tror du, at jeg ikke er andet end bløde bryster? Tro om igen, svindler. Jeg kan lynhurtigt blive dit værste mareridt, hvis du nærmer dig min familie.”

Jo, naturligvis. Eadgar den Andægtige havde forventet at truslen, der blev sendt afsted mod Renny, ville få hende til at agere. Der fandtes to slags typer, vidste han: typen der blev lammet af chok ved tanken om, at der kunne ske deres kære noget – muligvis ville der følge tårer og fortvivlelse.
Og så var der den anden type: Den udadreagerende, der måske var ligeså ked af det eller ligeså fortvivlet, men som ikke blev handlingslammet. Eadgar den Andægtige var ikke i tvivl om at Renny tilhørte type nummer to.
Han havde derfor spændt musklerne, da hun gik til angreb på ham og endte med at presse ham op mod den nærmeste træstamme. Alligevel slog det ham hvor stærk hendes bløde krop var.
Hendes øjne slog imod hans ansigt, der blottet for følelse så tilbage, til..
Eadgar trak hørligt luften ind, med en lyd, der til forveksling kunne minde om den man laver, når man er ved at blive kvalt.
Trods smerten hendes hånd påførte ham blev han øjeblikkeligt hård.

Den Andægtige udviklede en voldsom rød kulør, der spredte sig forræderisk over næseryggen, da han for en stund ikke kunne andet end at være sygeligt bevidst om at hendes hånd befandt sig et sted hvor den bestemt ikke skulle befinde sig – og at han, trods sin væmmelse, sin vrede, sin pine og sin følelse af at være bedre, ikke kunne bremse sin krop i at reagere på berøringen.
Smerte og skam blandede sig i den unge mands ansigt, fik ham til automatisk at tage fat i hendes håndled, velvidende at han næppe ville kunne tvinge hendes hånd fra ham, hvis han ønskede at undgå en potentiel kastration. Da Renny valgte at trumfe den absolut rædselsfulde situation ved at lade brysterne strejfe hans overkrop, krympede Eadgar den Andægtige sig. Låst fast, boblende med følelser der ikke burde kunne være i en forkynders krop, kunne Eadgar kun gøre som Renny forlagte: Han lyttede. Og nikkede anstrengt. Med tungespidsen fugtede han sine sprukne læber og fremstammede omsider:

”Det er… sket.”

For Renny var, hvad der skete, ganske uventet – men også uhyre ubehageligt. På intet tidspunkt havde hun forudset, at Eadgar ville reagere på hendes berøring og den skam, der indfandt sig i hans hvide ansigt, var knap til at bære. Hvorfra den giftige følelse af skyld kom, vidste den korthårede kvinde ikke, men hun genkendte den straks; som en klam og våd hånd omkring hendes bryst, og den dårlige, forrådne smag i ganen.
Renny vidste nemlig instinktivt, hvad der var sket men også, at det var forkert; forkert på alle tænkelige måder. Eadgar var, så ganske tydeligt for Renny selv, uden erfaring i den prækære situation, hvori de begge befandt sig men det var de afslørende rødlige plamager over hans skarpe næseryg, der gjorde udfaldet for hende, for –

Eadgar brød sig ikke om det. Der var ingen spæd tilfredshed at spore, ingen indikation på, at han om lidt ville forsøge at le situationen af sig. Kun en magtesløs skam, som vidste han ikke præcist, hvad der var sket.

Hvorfor Renny følte medfølelse, anede hun heller ikke. Han havde trods alt truet hendes familie, hendes et og alt – ikke desto mindre begyndte også hun at skamme sig, og følelsen af ubehag – at det var hendes skyld, at have presset ham derud, hvor han ikke længere kunne bunde – ville ej heller forlade hende. Havde det nogensinde været meningen? Nej. Når Renny var intim med en mand, var begge altid med på legen. Aldrig havde hun påtvunget sit selskab hos en anden, og aldrig havde nogen påtvunget hende at sprede sine ben for dem selv. Og her stod hun – stadig med hånden på Eadgars lem – og havde gjort netop det; påtvunget ham et klimaks, han aldrig havde bedt om eller ønsket.

Med et løsnede Renny sit greb og trådte væk fra Eadgar, nærmest som havde hun brændt sig. Til trods for hans ord – til trods for hans trussel – kunne Renny ikke mønstre, at forblive rasende og atter havde farven forladt hende; atter blev alting farveløst.
”Det må du virkelig undskylde”, lød det lavmælt fra hende, i det hendes mørkebrune, lidende øjne prøvede at fange Eadgars egne giftgrønne. ”Det var ikke min mening, at – jeg tænkte ikke, at du ville –”, forsøgte Renny hastigt at forklare, men hendes tone var skrøbelig og chokeret. Uden at Renny overhovedet bed mærke i det, fortsatte hun med at aflægge afstand til Eadgar. ”Det må du virkelig undskylde. Jeg er så ked af – det var slet ikke – det var slet ikke min intention!”


Din familie, Renny - fokus!

Eadgar den Andægtige var åndeligt død. Han havde i et sårbart og ukontrolleret øjeblik efterladt levende liv på indersiden af det hvide stof – et liv, som han højt og helligt havde lovet aldrig ville se dagens lys. Og især ikke i hånden på en kvinde!
Eadgar den Andægtige var ikke længere andægtig. Han var ikke længere from, bar ikke længere Lyset som aura; det var væk sammen med selvrespekten og uskyldigheden. Renny havde dræbt ham uden magi, uden våben. Græmmelsen var så voldsom, at han fik sorte pletter for øjnene og i et øjeblik fik ham til at tro, at han skulle besvime. Måske var det Lysets straf? Eadgar den Uhellige havde trods alt afsagt en trussel i den hellige have. Og tilmed lige efter, at han havde påpeget, hvor usømmeligt det ville være – ja, hvor vanhelligende det ville være, hvis man bragte Mørket med sig herind.

Det hjalp på ingen måde at Renny afspejlede skammen, som havde sit grumme tag i Eadgar den Syndefuldes strube, med illustrativ tydelighed. Hendes skyld (og hans skyld?) var malet med den grove pensel; store penselstrøg hen over hendes ansigt og krop. Eadgar den Depraverede slog blikket ned. Hendes fysiske afstandstagen var både en bekræftelse af den skrækkelige situation og en lettelse. Eller; det kunne have været en lettelse, hvis det ikke havde været fordi, at Renny erstattede sin berøring med ord, der var så medfølende, så undskyldende, at de dryppede og hang tungt i luften mellem dem – fremkaldte en sfære af uhåndterbart akavethed og dræbende forlegenhed. Eadgar den Urene mærkede, hvordan hendes eksplicitte ubekvemhed, ja endda fortrydelse, farvede hendes ord i skarpe nuancer og gav ham kvalme. Og dér, lige dér, ramte det ham omsider og han løftede hovedet for at se lige igennem hendes angrende ansigt.

Mens Rennys sidste sætning fortsat gav genlyd, gik Eadgar den Døde resolut frem, formede hånden til en hård næve og langede ud efter Rennys ansigt, med en styrke man kun kan besidde, når man netop har krænket sit eget løfte - og det ikke er ens egen skyld.

Renny reagerede instinktivt på Eadgars knyttede næve – den korthårede kvinde vidste, at hun ikke ville tage den, men følelsen udsprang hverken af forfængelig skam eller panisk frygt for smerterne, der unægtelig ville følge. Nej, hun ville ikke stå fastfrøsset til stedet og lade Eadgar træde endnu et skridt væk fra Gudindens brændende lys, til trods for, at han så ganske tydeligt allerede mente, at han nu gik i Mørkets omklamrende skygger –

Så Renny reagerede prompte og fangede med magelig erfaring Edgars hånd, forinden at den ville kollidere med hendes hjerteformede ansigt. Dernæst fulgte et kunstværk af målrettede bevægelser, der ultimativt lod Eadgars krop falde til jorden, hvorpå Renny satte sit spidse knæ i hans bryst; forsigtigt og kun for at lade ham vide, at det var slut; at han skulle lytte og forstå.
Det var med en afdæmpet overlegenhed, at Renny fik Eadgar ned at lægge, for den unge præst var trods alt kun, hvad han udgav sig for at være i kampteknik og styrke – Renny selv var Spion for Lyset, og gemte sine egne kompetencer under de bløde hofter og vuggende bryster. Kampen var ovre, i samme øjeblik som den var begyndt. Det var dog ikke et hoverende udtryk, der fæstnede sig i Rennys hvide ansigt; kun desperat medfølelse over den sorg, der var overgået den unge mand. ”Stop”, kommanderede hun mildt, i håb om hendes faste stemme ville overbevise Eadgar om at gøre netop det; at stoppe; at finde ud af Mørket igen.

”Isari siger; gå ikke i Mørket, men gå med Gudinden, i Lyset, i al evighed”, mumlede Renny hastigt, uden at de mørkebrune øjne forlod Eadgars egne giftgrønne. En anelse tøvende – som ville han springe frem mod hende igen, så snart hun lod sin vægt forsvinde – gled Renny væk fra hans brystkasse og satte sig tungt på sine knæ. Hurtigt lod hun sine spinkle hænder hvile mod hendes stærke lår – vendt opadgående i den åbne, almene bedestilling – hvorefter hun sænkede sit hoved. Renny vidste instinktivt, at hun forlod sig selv i en sårbar position; Eadgar kunne forvolde megen skade, men bekymringen svandt langsomt ind.

Det var trods alt hendes værk. Hendes skyld – og Eadgar skulle finde tilbage til Lyset, koste hvad det koste ville.

”Vil De bede med mig?”, lød det lavmælt – og oprigtig håbefuldt – fra Rennys siddende skikkelse. 

Renny fejede ham af med en bespottende lethed, der kun blev efterfulgt af flere ydmygende og hurtige adrætte bevægelser, der i løbet af ingen tid efterlod Eadgar den Slåede på jorden. Han havde fråde om munden og flydende hævntørst i det grønne blik. I den korte tid det havde taget Renny at nedlægge ham, havde han kæmpet aggressivt for sin sidste rest af værdighed. Aktivt havde han forsøgt at kredse hendes medfølende ansigtsudtryk fra hinanden, så snart han fandt ud af at næven ingen indvirkning havde haft. Han havde sågar forsøgt at bide hende, men havde kun formået at klappe tænderne sammen om sin egen tunge, hvilket efterlod en endnu mere bitter smag af død i munden.

”Slip mig!” hvæsede han harmdirrende, alt imens Eadgar den Fortabte rykkede og sled for at komme op. Til Mørket med den hvide robe, der allerede før mødet med jorden, ikke kunne kaldes hvid mere. Til Mørket med hendes styrke til at ødelægge ham, nedlægge ham, nedbryde ham. Han rystede og spruttede og forbandede hende med ind i det Mørket, han selv var endt i:
”Slip mig, dit vederstyggelige bæst – Må Zaladin tage dig! Slip mig! Du har ødelagt alt - SLIP MIG!”
Han dirrede så meget at tænderne klaprede og fik tårer - af indædt, dybfølt had - til at løbe ned ad de blussende kinder. Men Eadgar den Færdige var ligeglad. Han var ligeglad med hendes knæ og hendes nærhed; han kæmpede til kræfterne slap op og hendes ene ord pløjede igennem det tætte mørke, som omsluttede hans væsen.

Stop

Eadgar den Ødelagte stoppede. Han kunne alligevel ikke mere.
Renny fremsagde Lyset mens deres øjenkontakt var intakt, men selvom vreden var sluppet op, tog de grønne øjnene ikke imod sætningen. De stirrede bare sløvt tilbage. Kunne hun ikke se, at det var lige meget? Kunne hun ikke se, at Lyset havde efterladt ham? Slået hånden af ham? At han var forvist til Mørket? At det hele kunne være lige meget?
Renny flyttede sig omsider og Eadgar den Besejrede blev liggende. Ud af øjenkrogen så han, hvordan hun satte sig i den klassiske stilling, som han selv havde befundet sig i utallige gange. Med en kraftanstrengelse hævede han sig op på albuerne.

”Det var det du hele tiden var ude efter, ikke? At vende Lyset bort fra mig, så jeg ikke længere vil kunne leve rigtigt igen.” Galden var så tyk, at han måtte spytte i græsset,” – Er det dæmonerne som har fået dig til det - tilhører du Mørkets beskidte hær? – Eller var det dit eget hadefulde hjerte som besluttede sig til at trække mig gennem sølet, fordi du blev smidt ud af kroen dengang?”

Komplet forblindet af sin egen elendighed, blev der ikke skænket Rennys oprigtighed nogle tanker: ”Opnår du en pervers nydelse ved at knuse et andet menneske, på den måde, som du netop har knust mig?”

Eadgars hadske ord krøb, som usle, altædende mider ind under huden på Renny, der i sin sorgfulde choktilstand ikke formåede, at gøre andet end, at stirre på den yngre mand. Foragten behøvede ingen farve, som han fik kæmpet sig op at sidde; Renny så den tydeligt til trods, i alskens af hans spæde ansigtsmimiker og gestusser –

Og det var okay, mindede en omsorgsfuld stemme hende om; du kan godt bære hans vrede og hans had på dine skuldre. Den tilhører ikke dig, men du kan godt bære den for en tid, så han kan betragte den på afstand og slå sig til tåls med den. Hvis du bærer den, og bliver ved med at bære den, så slipper han selv for den og du kan lægge den et sikkert sted; gemt væk for begge af jeres øjne.

”Eadgar”, hørte Renny sig selv side i en bedende men afmålt tone. ”Lysets Gudinde forlader ingen, selv når de bevæger sig i det grå grænseland. Altid er hun der ved Deres side. Anerkender De hende ikke nu, vil hun troligt vente, til dagen oprinder, hvor De vil vende Dem mod hende endnu engang. Hun er Moderen selv og hendes kærlighed er ubetinget; altid for Dem at finde og indhylles i, skulle De ønske det. Tilgivelse er at finde, hvis blot De beder om den”, talte den korthårede kvinde bestemt videre, til trods for de salte tårer, der havde fundet vej til hendes mørkebrune blik; et blik der skinnede af medfølelse og håb –

For det var hjerteskærende at være vidne til. I samtlige led og knogler åd miderne sig frem, indtil de nåede Rennys bankende hjerte, for også at sætte tænderne i dets kød.

”- så bed med mig, Eadgar. Bed for mig.”

Eadgar den Grumme kunne se, at de bitre ord ramte hende, og han frydede sig derved. En primitiv, men forbløffende tilfredsstillende følelse, som før den åndelige død kun havde været forbeholdt mennesker af jævn eller lav byrd. Lyset havde holdt ham borte fra de uciviliserede følelser til nu, hvor der ikke længere fandtes noget Lys.
Men det var som om Renny ikke var noget samme erkendelsesstadie; i hvert fald blev hun ufortrødent ved med at citere religiøse tekster. Det sitrede under det ene grønne øjne, og de hellige ord fik det til at banke ekstra hårdt bag brystbenet.
Ordene, der var taget fra en af de mere kendte lovsange om Livets Gudinde, havde Eadgar den Andægtige brugt, dengang han endnu var Andægtig. Faktisk havde det været tidligere samme dag, som han var stødt på Renny for første gang; han mindedes hvordan hun havde reddet ham fra en løbsk kærre. Det havde været en tvivlsom og angerfuld ung mand – et par år yngre end Tybalt – som ved en fejl havde trådt forkert på Lysets sti, og nu frygtede at være lukket ude for al evighed.
Eadgar den Andægtige havde sagt de samme linjer, som Renny nu sagde til ham. Rykket ved den unge mand bevidsthed med Lysets ord og beroliget ham. Erkendelsen slog hårdt men fremprovokerede ikke mere foragt i hans sind. Tværtimod syntes hendes handling for første gang at havde en formildende effekt på ham.

Stumt satte Eadgar den Tvivlrådige sig helt op, spejlede hendes bedende stilling. Det var som om han først nu kunne høre hendes oprigtighed uden at det satte ild til alting. Ej heller blev han væmmet af de brune øjne, som var blanke som skovsøerne i Elverly.

”Bliv ved, så er du sød.”
Stemmen var skrøbelig, som var den ved at finde frem til sig selv igen, men fortsat var usikker på, om det var den rigtige vej at gå.

De bedende ord forlod Eadgars – nu siddende skikkelse – og Renny fæstnede sine mentale hænder i dem, som var det hendes eneste, sande anker. Straks så hun ned, for en forræderisk tanke hvæsede af hende, at Eadgar ikke gjorde sig i andet end skuespil og enhver mistolkning af situationen, de nu befandt sig i, kunne vise sig fatal; som var Eadgar i virkeligheden en sulten edderkop, der spandt sine klamme, støvede tråde om sit bytte. Renny vidste ikke, hvor hun havde ham; farverne og fornemmelsen for sandheden havde for længst forladt hende, og hvorfor hun sad, knælende, foran ham, forstod hun ganske enkelt ikke –

For hvorfor betød det noget for hende? Hun kunne jo ikke hævde, at hun holdte af den yngre mand. Så – var det skammen? Den kvalmende, giftige smag i hendes mund? Havde hun ikke stiftet bekendtskab med den før?
Nej, fastslog en spæd stemme bag Rennys blege pande. Det havde hun ikke. Aldrig havde hun følt noget så vammelt, foragtfuldt og sygeligt i sig selv før.

”O, Lysets Gudinde, forlad os ej i Mørkets lænker”, remsede Renny videre, alt imens hendes øjne gled i. Det korte, sorte hår faldt om hendes hjerteformede ansigt, så hun var gemt væk fra Eadgars alt for grønne blik. ”Vi er din evige tjener. Forkynder af Lyset, dens pragt og godhed, som det var i begyndelsen, så nu og i al evighed. Led os væk fra fristelsens vej, for kun i Lyset finder vi den evige sandhed –” fortsatte Renny lavmælt, og bønnen fortsatte taktfast, urokkeligt, i nogle lange øjeblikke derefter, for –

Ligeså vel som Eadgar kunne sine skriftord, således gjorde også Renny. Hendes far – hendes onkel – var trods alt ikke Mørkets tjener. Og det hun heller ikke selv. Altid havde Renny gået med Lysets Gudinde og aldrig, som Eadgar ellers havde antydet – næ, beskyldt hende for – havde Renny forladt Lyset til fordel for Mørkets magter. Hun var trods alt spion, tidligere soldat… Hun havde gjort sin del, men var endnu ikke holdt inde.

Der var meget mørke, der skulle bekæmpes – men det ved du jo Eadgar. Ikke sandt? Du ved jo netop, at Mørket finder os så nemt og i skjul bag kønne øjne og nervøse, fromme smil.

Renny gjorde som han bad hende om, og han mærkede, hvordan de Lysende ord hjalp på det nedbrudte indre. Hvordan det lappede stykkerne sammen på ny og langsomt affødte en tro på, at Lyset måske ikke helt havde slået hånden af Eadgar den Andægtige alligevel – for så ville han da ikke kunne mærke den helende kraft, som de velkendte ord skabte, vel?
Det var en beroligende tanke, der fik lungerne til at udvide sig og luften til at føles renere. Måske var intet for sent alligevel?

Eadgar den Andægtige kunne ikke andet end at beundre Renny vedvarende forsøg på at få ham tilbage til Lyset. Det var derfor med oprigtig venlighed i de unge ansigt, at han genfandt sin gamle stemme:
”Tak, Renny.” Hun havde formået at etablere en hellig, usynlig kuppel over dem, der skilte dem fra den øvrige verden og tidligere begivenheder. Her, i mellemrummet mellem dem, fandtes der atter kun Lys, og det var så stærkt, at Eadgar næsten ikke kunne se hende.
Selvom han vidste at det ikke kunne blive ved, kunne han ikke lade være med at ønske det alligevel. At de sammen kunne forblive i det rene Lys og ikke lade sig præge af dårlig samvittighed, elendige beslutninger og misforståelser.  Men før Eadgar den Andægtige ville blive nødt til at bryde illusionen om fuldkommenhed og ødelægge det, der kunne minde om en gensidig spirende forståelse og respekt – ja, før han ville få hende til at fortryde hendes gode handling og utrættelige kamp på at få ham tilbage til sig selv, blev han nødt til at vide en ting. Også selvom det kun ville få samvittighedskvalerne til at eskalere fuldstændig:

”Hvorfor lod du mig ikke blive i Mørket?”

Bønnen, der var blevet fremsagt med en urokkelig stemme, ophørte brat, i det at Eadgars tak nåede Rennys øregang. Langsomt fandt de våde og mørkebrune øjne tilbage til den unge mands skikkelse, og overraskelsen, der lagde sig over Rennys hjerteformede ansigt, var til at tage og føle på, for –

Det var et rigtig godt spørgsmål. Hvorfor havde hun ikke ladet ham forblive i Mørket?

Det var ikke lang tid, at Rennys blik hvilede på Eadgar, for da hun begyndte at tale, slog hun det ned i græsset, hvorpå de sad. Af uvisse årsager var det vanskeligt at betragte ham. ”Jeg blev væbner, ikke mange dage forinden min tolv års fødselsdag”, hørte Renny sig selv sige; hendes stemme grænsende til grådkvalt og skælvende.
”Og dernæst – soldat. Selvom jeg ikke er velsignet med et evigt liv, har jeg oplevet og set forfærdelige ting i Krigens navn. Da Pesten kom til hovedstaden, patruljerede jeg i gaderne, og kaosset der fulgte – det var – ødelæggende og fordærvende. Værst af alt var dog slagmarkerne. Jeg har mistet for meget familie der. Familie, der vel og mærke ikke var fra mit eget kød og blod, men ikke mindre familie af den grund. Engang – det er mange år siden nu – der – ”, fortalte den korthårede kvinde videre, men pludselig tav hun brat. Salte tårer syntes endelig at give slip i det varme, ulykkelige blik og faldt ned over de skarpe kindben, til de kredsede om de buttede læber – og til sidst kastede sig mod det uvisse midt i alt det grønne under dem.

Med en næsten skamfuld bevægelse – Renny græd ikke normalt – tørrede kvinden sit ansigt, og snøftede dernæst per instinkt. En let hovedrysten fulgte; ”Jeg efterlader ikke nogen nogle steder, hvor de ikke hører til. Det er et princip, uanset hvem, hvor, hvad… desuden… det var aldrig min mening, at – gøre dig forlegen. Jeg respekterer Præsternes påbud. Jeg troede ikke, at du – jeg troede ikke, at det ville ske.”