Tidspunkt: Ca. midt på dagen.

Vejr: Overskyet, men lunt. En let brise kan mærkes af og til.

Omgivelser: En del mennesker er på gaden. Mange skibe er vendt tilbage til havnen.

Det var faktisk rart, at det ikke var en super varm dag. Nok var Shinji fra Topalis, men de mange år i Fristavn havde gjort, at han havde vænnet sig mere til kulden, selvom han stadig havde den mørke kulør.

Shinji var selv lige kommet i land, og han havde egentlig intentioner om at sætte mod kroen. Han havde en rygsæk hængende over den ene skulder, og det lange spyd hvilede på den anden med hånden støttende længere nede. Den grønne frakke hang løst om hans skuldre med ærmerne frit flagrende ud til hver sin side. Den hvide skjorte var kun delvist synlig under sammen med halskæden. De lilla bukser var dog tydelige for hver gang, han tog et skridt. Det samme gjorde sig gældende for de sorte 'piratstøvler', der stoppede midt på hans skinneben.

Ved hans side gik en panter, der tydeligt var større end gennemsnittet. Hun var ikke i snor, og de fleste så ikke ud til at skænke hende den store opmærksomhed. Det var som om, de var ganske vant til, at det var normalt, at den var der. Det var også tilfældet, men var man ikke normalt fra Fristavn, var det nok noget mere overraskende.

Når skibene vendte hjem efter flere ugers sejlads på havet, jah der kom der altid lidt af et mylder i en by som Fristavn. Omend Aria ikke var her ofte, så var hun her altid længe nok til at både kunne se og mærke forandringen der gled igennem de travle folkemængder ved synet af de tilbagevendende sejl. Fordi med sig bragte sømændende - og hvad der nu engang hørte under der også, jah med sig bragte de eksotiske nye varer, sammen med en god potion løn at fyrer af på flygtige fornøjelser. Hvilket meget godt passede ind i Aria's kundekreds.
I dagens anledning, havde hun færdiggjort sin træning så hurtigt, så hun kunne komme ned til byen allerede midt på dagen.

Aria havde fundet vej ned til byens smallere gader, hvor at boderne langsomt blev erstattet af beværtninger til byens beboere. Kroer, bodeller, spisesteder - og så lidt mere dyrere butikker der solgte alverdens nips - dog af en noget finere kvalitet end hvad du kunne finde hvis du gik imellem markedspladsens boder.
Her ville hun nok ikke blive ligeså overdøvet, når hun nu også selv havde taget lidt godt med fra vognen derhjemme.
Foran den prangende satyr og på et spraglet tæppe, lå pinde i forskellige former og størrelser. Nogle kunne holdes med en enkelt hånd, nogle skulle håndteres med et lidt fastere greb og lig hendes egen vandrestav, og enkelte var to-delte, men med en lille snor imellem som bandt dem sammen. Fælles for dem alle, var dog de snirklede blå mønstre der strakte sig over deres barkede overflade.

"Kom en, kom alle og se mine varer!
En pind der kan meget, det kan jeg dig svare!
En skovl, en hakke; vandrestave til den høje bakke?
For den rigtige pris, du mig senere vil takke"

Det lille rim gled fra skjaldens smukke stemme, og med store bevægelser præsenterede satyren sine varer hvoraf den solgyldne kofte farverigt svang sig om overkroppen - hun tiltrak sig gerne opmærksomhed, og formåede da også efter lidt tid at drage nogle købere til sig. "Hvad med dig, du fine mand?" satyren svingede behændigt og trænet sin stav omkring hendes vimsende skikkelse, inden at hun med et smil rettede den imod en forbipasserende mand; øjne undersøgende over ham og hans udstråling. 

Shinji havde ikke gået længe, inden en høj stemme fangede hans opmærksomhed. Noget om pinde og at kunne alt muligt? Der var dog for mange dufte lige her, til at han sådan kunne skelne racerne fra hinanden, men da han kom tættere på, kunne han dog tydeligt se, det var en satyr, der stod og promoverede sine vare. For Shinji så hun dog ikke super spøjs ud. Hun var godt nok prydet med smykker, men det han lagde mest mærke til var, at hun så ud til at være nøgen under den frakkelignende kofte. Det var nok noget andet, når man nu havde pels til at dække sig, men det var ikke ligefrem noget, han så hver dag. Det var dog samtidig ganske tydeligt, at satyren var vant til at skulle tiltrække sig opmærksomhed, og der var noget fangende over hendes bevægelser.

Som Shinji kom nærmere, satte han langsomt kursen mod satyren. Shura var lidt mere tilbageholdende, som de store bevægelser ikke faldt helt i hendes smag, og Shinji kunne høre hende brumme, hvilket fik ham til at se på panteren og sende hende et smil. "Det er okay. Du kan vente her, hvis du har lyst" svarede han ligeså normalt, som hvis nogen havde snakket normalt til ham. Reaktionen var, at Shura plantede sig på sin bagdel med forpoterne som støtte mod jorden. Shinji sendte hende endnu et smil, inden han gik tættere på Satyren for at tage et nærmere kig på de ting, der lå på tæppet. "Hvad kan de?" spurgte han tydeligt nysgerrig, som han lavede en gestus mod tingene foran kvinden.

Manden Aria fik stoppet... lignede desværre ikke en man med en velforsynet pung at bruge af, men stoppet var han i hvert fald nu. Hendes fejl, hun havde ladet sig rive med. Derfor var det ikke til at afvise, da han nysgerrigt kom nærmere det lille hjørne med søgende skridt og vandrende øjne. Hans rumlende stemme spurgte en smule ind til de finurlige pinde, men efter få minutters samtale, blev det ret så tydeligt at han ikke helt var kommet for at købe i sidste ende; han var kommet for at snakke...

... til hendes store ærgelse. Omend man ikke så det på satyrens venlige ansigt, listede der sig en gnist af irritation ind i det natsorte blik desto længere tid han blev stående; desto mere han fik stillet sig til rette her ved tæppet.. Hun kunne ikke... sende hans selskab væk, på det punkt var den solbrune satyr nok en anelse konfliktsky. Men hun havde heller ikke dyrebar tid at spilde på en lidt for snaksagelig menneskemand. Derfor var det en velkommen stemme der pludselig brød ind, og i et ryk drejede satyren sin opmærksomhed fra hendes første kunde, og mødte nu nogle nysgerrige lilla øjne i stedet.
Og hun smilede. Selvom den solmærkede mand tårnede sig mange centimeter op foran hende, og Aria måtte løfte hovedet for at kunne betragte hans ansigt ordentligt, var det et begejstret smil der glimtede i hendes øjne, satyren drejede sig en anelse mere væk fra den tidligere kunde.
"Næsten lige hvad du vil" gled det melodisk over hendes læber, og Aria snurrede omkring, for med fjedrende skridt og fejende klæder at bevæge sig om på den anden side af tæppet igen. "Tag du pinden, og sig ordet 'neg', så skal du se løjer, jah så skal alle se" kom det med hemmelighedsfuld drillen fra skovvæsnet, der med sin egen stav puffede til en af de mindre pinde på tæppet. 

Den var ikke meget størrer end små 15 cm, og heller ikke særlig tyk. Spidsen af pinden var bemalet med lyseblå snirkler, og gjorde manden som hun sagde, ville en mindre buet kniv vokse lysende ud fra de snirklede tegn. Den lignede lidt en hånd-le, og kunne bruges som kniv og værktøj. 

Dog holdt hun lidt øje med at han ikke lagde hånden på det blå område når han sagde ordet - det ville ikke være kønt at sprætte hendes kundes hånd op.

Shinji behøvede ikke den store tålmodighed før, kvinden henvendte sig til ham. I mellemtiden gav han sig dog god tid til at betragte hendes ret så excentriske udseende. Det var sjældent, han sådan stødte på halvdyr, men hans erfaring var, at det var dem, der bedst kunne relatere til hans egen situation, også selvom han ikke tilhørte racen. Det betød også, at han oftest kunne relatere til deres dilemmaer. Bevares, han havde det måske nemmere, fordi han kunne skjule, at han var varulv, men han var ofte stødt på, at folk ikke tog det pænt, når de fandt ud af det. Selv Amalia havde været tilbageholdende på grund af det faktum...

Shinji vågnede lidt op fra sine egne tanker, da kvinden begyndte at tale til ham, og han kiggede åbenlyst nysgerrigt på hende, som hun begyndte at forklare. Han fandt hendes måde nærmest at synge på virkelig fascinerende, og da hun var færdig, gav han sig omhyggeligt til at undersøge pinden. Fingrene kørte langsomt over træet og over de blå markeringer, der faktisk var ganske pæne. Instinktivt havde han dog på fornemmelsen, hvad der ville ske, når han sagde ordet, så han sørgede for at trække hånden til sig, inden han sagde ordet: "Neg." Han fik tydeligt store øjne, da ordet medførte, at et knivsblad strak sig ud fra pinden. Han gav sig ligeledes her til at undersøge klingen. Den var både skarp og hårdfør, føltes det som. Der var dog et par små justeringer, han godt kunne bruge, så han så på kvinden igen og sendte hende et nyt smil. "Det er virkelig imponerende. Ville det være muligt at få en med et mindre krumt blad? Og bliver de slidt? Er der behov for at slibe dem?" spurgte han og lagde igen ikke skjul på sin nysgerrighed.

Aria betragtede med mindst ligeså meget nysgerrighed manden foran sig, som han havde betragtet hende - dog først efter introduktionen, imens hans blik dansede over pinden i hans hånd. Af person var hun ikke særlig blufærdig, og for en som Aria, forekom mange af hendes kunder næsten eksotiske med deres udseender, lugte og stemmer. Selv havde han samme mørke glød som hendes overkrop og alskens halskæder hang over hans hals og i hans ører... men det var så også der hvor enhver sammenligning måtte stoppe, udseende mæssigt i hvert fald.
Ikke længe skulle der gå inden manden gav sig til at sige det magiske aktiveringsord, og med et tilfreds blik på hans fjernede hånd, så Aria med en god blanding af stolthed og spænding værktøjet folde sig ud i en lysende form, inden at det blev en klinge. Ligeså fint som hun huskede det, summede en tiflreds stemme.

"Meget er muligt!" startede hun ud med, og samlede op på den begejstring og nysgerrighed han mødte hende med. Nu fuldkommen ligeglad med den tidligere kunde, gik Aria atter nærmere den sorthårede mand fra den anden side af tæppet, orange kofte fejende om hendes fjedrende ben. "Hvis du kan give mig en tegning, kan jeg give dig en lille regning - dog først efter klingen er skabt" rimede hun, omend rimene ubevidst gled over hendes tunge. Efter hun havde erfaret det underholdt menneskeracen, var det blevet en vane. De natsorte øjne kiggede muntert op på mandens nysgerrige ansigt. "Og desværre jah... magien strækker sig ikke til at holde klingen skarp, men arbejdet vil give dig kendskab med redskabet... og det er vel rart?" fulgte hun op med, og prøvede at liste hvad der kunne gøre pinden mindre attraktiv, til noget positivt. Mange nød at tage hånd om deres værktøjer, trods alt. 
Nu da hun nærmede sig, gled der dog et øjebliks tøven indover hende. Det varede ikke mere end små to sekunder, og hendes tøven satte sig primært i et lidt overrasket blik og en forstyrrelse af hendes gang. Men som en trænet artist, forsvandt det bagved et blændende smil, omend færten af... ulv forblev.

Hvor kom den fra?

Af væsner i naturen, var ulve noget af det mest fascinerende at betragte... men færten fik en lille sitren af instinktiv frygt til at glide igennem hendes slanke krop, selvom hun ikke ville lade den sidde.

Shinji lyste nærmest op, som satyrkvinden absolut ikke afslog hans lille ændring. En tegning? Han begyndte at lede i sine lommer, da han mærkede noget puffe sig i bagdelen med en svag brummen. Shura havde rejst sig og var gået hen til ham. Hun havde slet ikke lagt øjnene på satyren, og hun virkede ikke videre aggressiv. Shinji drejede hovedet på panteren og sendte hende et smil. "Du kan da bare gå i forvejen, hvis du er utålmodig. Du ved jo, hvor det er" sagde han som om, Shura lige havde sagt en hel sætning til ham, som han så svarede på. Panteren brummede igen, men hun vendte sig lidt og begyndte at lunte afsted, så Shinji vendte igen opmærksomheden mod kvinden. "Det må du altså virkelig undskylde" sagde han, som han begyndte at rode i de grønne frakkelommer. Kort efter fremdrog han et lille stykke sort oliekridt fra den ene lomme og en lap papir fra den anden. Så knælede han ned på hug, så han kunne bruge sit ene knæ som underlag.

Shinji var absolut ikke den bedste tegner, men han formåede alligevel at lave en forholdsvis pæn skitse af sine tanker; Egentlig så det blot ud som om, han havde brugt designet fra den nuværende kniv, men at bladet var blevet "strukket", så det ikke krummede nær så meget. Det ville gøre det mere praktisk for ham i sin dagligdag. "Noget ala det?" sagde han prøvende, som han rettede sig op og rakte papiret til kvinden. Hendes ord fik ham dog til at vifte lidt affærdigende med hånden. "Det var slet ikke sådan ment. Det var blot til information. Det er trods alt rart at vide" sagde han, som hans smil voksede en smule. Det blegnede dog en anelse, da han bemærkede hendes korte tøven. Havde hun mon fået færten af ham? Sekundet efter fortsatte kvinden dog og smilte atter, så han slog det hen igen. Han så ingen grund til at spørge ind til det.

Det var med forundring at Aria betragtede det enorme kattedyr der sneg sig ind på hendes kunde, der dog hverken virkede fjendtlig, utryg eller aggresiv i sin tilgang. Af væsen havde Aria altid kunne med verdens dyr, og selvom hun næppe havde set en panter af den her størrelse før, følte hun intet andet end tavs glæde ved at opdage at han var en dyreven. Det sagde meget om mennesker, og de kommunikerede endda! Derfor var det en afværgende latter der gled fra den mørkhudede kvinde, og hun rystede på hovedet. Det skulle han slet ikke undskylde overfor!
Med nysgerrighed fulgte hun med i hans lille forsøg med oliekridt og papir, og tog med et undersøgende glimt imod den.... middelmådige skitse. Hun forstod idéen, og det var nu engang det vigtigste. "Det kan sagtens bruges!" nynnede hun, den lyse stemme melodisk og begejstret ved udsigten til at sætte sit håndværk på prøve.
De slanke fingre snuppede papiret fra hans hånd, og satyren vendte sig om, og fik dermed ikke set hvordan smilet blegnede ved hendes tidligere tøven.

På tæppet lå der en bunke pinde foruden alle de snirklede tegn. Aria havde dem med, i tilfælde af at hun mødte kunder som denne herrer. Apropo... "Aria Solvej Elodie, til din tjeneste. Dygtig til sit job..!" Et lille øjeblik åbnede hun tøvende munden, da der ikke lige var nogle ord der kom til hende. Men man skulle aldrig sige aldrig, og med et smil, kneb den blinde satyr øjnene sammen. "..omend ikke den pæneste?" Aria kastede et leende blink over skulderen - pæn eller ej så rimede tingene, men hun fandt sig selv ret fin egentlig. Satyren satte sig derefter på hug for at udvælge en af pindene til manden, et overvejende udtryk i det runde ansigt og natsorte øjne. Med staven vinkede hun ham hen ved siden af sig, så han selv kunne tage en beslutning.

Shinji stod et øjeblik og lod satyren betragte skitsen. Han var i første omgang nervøs for, om hun overhovedet kunne bruge den, men ved hendes ord gled hans ansigt over i et lettet udtryk. "Tak. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er den bedste tegner, så det er faktisk en kompliment, at du kan forstå den" sagde han med et nyt smil. Der var dog tydelig ærlighed i hans stemme, som han fulgte hende med blikket, usikker på om han mon måtte følge efter.

Som satyren præsenterede sig, sendte Shinji hende et skævt smil, inden han selv bukkede let. "Shinji Kurosaki til Deres" svarede han, som han rettede sig op. Han fandt faktisk hendes små rim ganske interessante, men han rystede dog på hovedet ved hendes sidste ord. "Jeg synes nu, du er ganske pæn" svarede han muntert. Det var dog sandt. Det var måske ikke alle, der ville være enige med ham, men der var nu noget kønt over halvdyret. Han ville nok ikke kunne sætte en præcis finger på, hvad det var, men hun var ganske attraktiv. Da hun vinkede ad ham, gik han dog over til hende og kiggede pindene nøje igennem. Han lavede en gestus mod dem for tavst at spørge om lov til at røre dem.

Der skulle en del dårligere tegninger til en den, som manden der præsenterede sig under navnet Shinji havde vist hende. Så længe hun forstod den generelle idé, kunne hun skabe den. Og knivsblade var nu engang et ret simpelt værktøj at skabe via sin magi. Havde han bedt hende om noget med en mere mekanisk vinkel, jah så havde Aria været på lidt dybere vand.
En let latter gled fra hende ved komplimenten, og taknemmeligt nikkede hun. Ganske pæn kunne hun sagtens godtage, og med et smil kastede Aria nogel af de blonde krøller væk fra ansigtet. "Jeg takker" kom det kortfattet men oprigtigt for hende.
Aria trak et par pinde op, men gjorde det med et smil klart at han sagtens måtte røre, se eller føle. Der var intet specielt ved dem, og en mindre pind - ikke meget større end en blyant, vippede behændigt igennem hendes fingre i trænede bevægelser. Noget hun normalt lavede med guldsmykker eller knapper. "Vælg en pind du tænker er brugbar, så kan vi se, om den kan gøres klar" nynnede hun, og tippede hovedet på sned.

Hun vidste ikke hvad hans skulle bruge kniven til, så det var lidt svært for hende at komme med anbefalinger. Nogle ville gerne nemt kunne tage den med i lommen, andre ville bærer den mere åbentlyst i bæltet. Desuden, skulle hun også have fortalt ham, at han skulle overveje et aktiveringsord. Og en pris! Men dog, prisen kom når prisen kom.
Nysgerrigt betragtede Aria ham, imens at han vurderede pindene. Hvem var han, hvor kom han fra, og hvilke eventyr bragte han mon med sig? Hun havde efterhånden erfaret mange gange, at alle typer af mennesker kunne findes i dette område.

Shinji kunne ikke lade være med at smile over kvindens taknemmelighed. Af en eller anden grund gav det ham dog også indtryk af, at Aria ikke fik særligt mange komplimenter, hvilket dog undrede ham. Han havde mødt væsentligt mindre kønne væsner, og derudover havde hun en hvis charme over sig, sådan som hun førte sig og talte. Det var dog ikke det eneste, der gjorde, at han fandt hende interessant. Hun var unik i sig selv, og det havde hun også været, hvis hun havde været et almindeligt menneske. Ikke at han generelt var dømmende over for andre racer, men han lagde samtidig noget i, at de ikke blot var unikke, fordi de var en speciel race. Aria havde bestemt gået et ekstra stykke for at holde på hans nysgerrighed, og det virkede.

Shinji kunne igen ikke lade være med at smile over rimet. Det var uden tvivl et trick for at sælge, men det virkede bestemt. Desuden var det så meget anderledes i forhold til den 'almindelige' sælgertale. Han nikkede dog og knælede ned på hug for at tage pindene i nærmere øjesyn. Han tillod sig dog at røre ved flere af dem, og han samlede en op hist og her for at føle, hvordan den lå i hånden. Til sidst fandt han dog en, der var en anelse kort og lidt tykkere i forhold til den færdige, hun havde præsenteret for ham. Da han var sikker på, at det var den, rettede han sig op og rakte den til hende med et nyt smil. "Er det dig selv, der vælger ordet? Eller kommer det til dig, som du laver den?" spurgte han med tydelig nysgerrighed i stemmen. Det var tydeligt, at han var interesseret i, hvordan hendes magi virkede. Det var altid fascinerende, når nogen kunne noget specielt.

Aria's slanke fingre vippede grenen imellem sine hænder, på samme måde som hun havde set og erfaret folk gøre med krystaller, mønter eller andet der skinnede og havde en hvis værdi. Det skabte blikfang - og blikfang var godt i hendes situation. Generelt kunne hun ikke benægte, at hun tilmed næsten dyrkede den opmærksomhed der blev hende givet, hvilket også kunne ses i hele satyrens farverige og frembrusende selskab.
Hun lod ham med en lille melodisk nynnen tage sig den tid han behøvede, og et natsort blik gled kortvarigt rundt bagved manden Shinji imens at han ledte. Bare lige for at overveje om der var andre kunder der kunne lokkes herhen. Nu hvor at hun alligevel skulle til lave et redskab ville det være nemmere at lave et par stykker med det samme! Men det virkede ikke umiddelbart sådan. Det gjorde dog intet, og hvis det var en anelse træls for Aria, var det ikke noget man kunne se eller føle med det funklende smil der blev givet til manden, idet at han rakte den særligt udvalgte pind frem. Ah, nu kom de sørme til det spændende! 
Små gnister af løssluppen men dog også mystikskabende lysmagi - hun var ivrig af sig og elskede sit håndværk, gled fra Aria's mørke hænder idet at hun tog imod den lidt kortere men tykkere pind han havde besluttet sig for at bruge. "Ordet er dit at beslutte" svarede hun og blinkede til ham. Det ville jo ikke være kønt at kunden glemte sit aktiveringsord. Eller endnu værre, kom til at sige det med pinden i nærheden af mere... følsomme dele af kroppen.

Med pinden i sin hånd, bevægede Aria sig en anelse baglens og holdt den vurderende frem foran sig i det varme sollys. Det ene øje blev overvejende knebet sammen - svirvler og mønstre dansede over Aria's nethinde idet hun forestillede sig præcis hvor køn hun kunne lave denne pind, og med et sidste resolut nik, vinkede hun ham nærmere hvis han ville tættere på hende selv og magien. Han virkede nysgerrig, og det kunne hun næppe afvise. "Såh, et redskab af praksis til den kønne unge mand..." omend det godt kunne ligne at hun skulle til at rime videre, stoppede hun og tiltede hovedet på sned; øjnene eftertænksomme idet at hun overvejede sin pris. "7 ravstykker, og værktøjet er dit. For 1 jadestykke, smider jeg dog gerne en halv times underholdning og sang med, på den nærmeste kro" stemmen var leende, og godtog han hendes tilbud, ville hun hellere end gerne vise ham præcis hvor godt det var, at pengene endte hos Aria fremfor de andre handlende, et kækt blink fulgte med. Hun havde måske alligevel tænkt sig at besøge en af de lokale kroer i aften, hvor at en skjalds stemningsspredende stemme kunne være lidt eftertragtet en gang imellem. Men Shinji kunne få lov til at bestemme hvilken, for den rigtige pris. 

Ud ad øjenkrogen så Shinji godt, at Aria kiggede forbi ham, og et nyt smil trådte frem på hans læber. Han kunne ikke fortænke hende i, at hun gerne ville lokke flere kunder til, så han sagde absolut intet til det. Han fik dog store øjne, da han så hendes hænder lyse, og det var ganske tydeligt, at han kun var blevet mere nysgerrig. Han lyttede dog til hendes ord og for en stund blev han stående med en tænksom mine. Han kunne sagtens improvisere, men det var ikke altid helt nemt at skulle gøre det på kommando.

"Husslavemaddiker!" udbrød han så pludselig og højlydt. "Undskyld" tilføjede han så, fordi det gik op for ham, at han sådan bare havde sagt det uden at tænke sig om. Han var dog ret sikker på, at det ikke var et ord, han sådan bare tilfældigvis ville komme til at bruge. Hvis han endelig fik brugt det uden for den konkrete kontekst, var han da virkelig også selv skyld i, hvis han kom til skade som følge deraf.

Shinji havde nær kløjs i sit eget grin. Det var ikke tit, han blev kaldt hverken køn eller ung, og det fik ham til at føle sig en kende som en teenager. Ikke at det gjorde ham noget, og han kommenterede egentlig heller ikke på det. Han forventede dog et rim, men han smilede blot, da hun overraskede ved ikke at komme med et. I stedet stod han et øjeblik og overvejede muligheden. "Hvis nu jeg så..." - begyndte han samtidig med, han rodede i sin ene frakkelomme - "... betaler dig to jadestykker, får jeg så en hel times underholdning?" afsluttede han så, som han fik fundet krystallerne frem. Der var en slet skjult hentydning af flirt i stemmen, men det var samtidig tydeligt, at han ikke forventede, at hun reagerede på det. Det var ikke engang fordi han havde... forkerte tanker, hun var bare virkelig interessant.

Et noget overrasket udtryk gled over satyrens fine ansigt, inden at det endelig gik op for hende at han havde påråbt sig sit aktiveringsord. Husslavemaddiker? Overraskelse ændrede sig snart til latter, og leende rystede Aria på hovedet - fordi det var helt okay! Hvordan og hvorfor, se det kunne hun mærke som en lille prikken i hendes evige nysgerrighed - hvorfor lige dét ord, af alle ord i verdenen? Var det primært fordi at det var et... underligt og svært ord at fyrer af i en tilfældig sætning, eller stak der noget anet under? Noget hun bestemt mente hun en dag ville få svar på, hvis aftenen gik nogenlunde som den så ud til at gøre.
Det var nemlig ikke foruden et tilfreds grin at Aria først hørte og derefter lod som om at hun overvejede den nye - og fra hendes synspunkt i hvert fald, bedre handel... selvom hun i forvejen havde besluttet sig - det var ikke et svært tilbud at overveje. "En hel time..." gentog hun, og lod et skævt smil trække de buede læber op, inden at hun hurtigt gav op på at spille kostbar; 2 jadestykker var mere end rigeligt for hendes bondske selskab, og skjaldens natsorte øjne funklede tilfreds.
"Det ville være mig en sand fornøjelse, at underholde så fantastisk en kunde, og interessandt en person, som dig" Aria lod en elegant hånd fører foran sig i et smilende lille buk. "Shinji Kurosaki" satyrens ringlende stemme havde dog kopieret mandens underkant af flirten, og et ublufærdigt såvel som undersøgende blik hvilede over hele hans høje skikkelse i nogle tavse, tænkende sekunder, indtil at satyren atter rettede sig op; hun vendte sig omkring med solgyldent stof flagrende om overkrop og ben. 
Fordi nu kom de til den del af hendes arbejde, som Aria nød mest af alt. Med pinden som Shinji havde valgt sig i den ene hånd, og begyndende små gnister springende ud fra den anden, satte Aria med et hemmelighedsfuldt smil begge ting op til læberne.
Og sang.

Langsomt trak hun begge hænder væk fra ansigtet, og i takt med at den ordløse melodi steg i styrke, begyndte flere og flere små lyspartikler at sværme omkring satyrens krop og hænder; især centreret omkring pinden han havde valgt sig. Snirkler af lys strakte sig omkring hende, og foldede sig kunstfærdigt over grenens overflade, dansede igennem det lyse dagslys. 

Shinji kunne absolut ikke lade være med at more sig lidt over Arias overraskelse, og selvom han virkelig prøvede, kunne han ikke lade være med at fnise. Det var bare det først, svære ord, der var faldet ham ind, han havde fyret af, og han kunne godt forstå, hvis det virkede mærkeligt. Men altså... hvad skulle han ellers have gjort, når han sådan blev bedt om at hive et navn ud af det blå? Have sagt bagdelsbanan? Det var selvfølgelig også en mulighed, men det virkede kun mere upassende, og det var først nu, han kom på det ord alligevel.

Shinji kunne ikke lade være med at klukke lidt over Arias falske overvejelse. Det var kun fordi, hun ikke selv lagde skjul på, hun allerede ville takke ja, han var i stand til at opdage det, var han selv sikker på. Man behøvede i al fald ikke at være ret god til skuespil, før man var svær at gennemskue. Hun holdt dog heller ikke komedien længe, og Shinji kunne ikke holde et grin tilbage. "Interessant? Det er jeg ikke blevet kaldt længe" svarede han tydeligt muntert. "Jeg er dog glad for komplimentet" tilføjede han så, inden han selv bukkede let. Hendes lette flirten gik dog ikke hans næse forbi, og hans læber trak igen op i et smil. Han bemærkede godt blikket over ham, men han sagde absolut intet til det.

Som Aria drejede sig, tog Shinji nysgerrigt nogle skridt for at komme rundt om hende, så han kunne følge med i, hvad der foregik. Han fik i første omgang store øjne over den lysende hånd, men de blev kun større, da hun begyndte at synge. Han fulgte fortsat nysgerrigt med, som lysene begyndte at stige i intensitet og bevæge sig rundt. Han havde aldrig set noget lignende, men han holdt sig stadig en smule på afstand. Han vidste ikke, om de kunne brænde, men der var ingen grund til at tage chancen.

Aria's natsorte øjne havde indtil da været lukkede, men åbnedes nu langsomt for også selv at kunne betragte den lysbundne magi i alt sin skønherlige pragt. Fordi smukt, det var det godt nok. På det punkt havde satyren altid været utrolig taknemmelig for den magi der løb i hendes familie, og selvom hvert familiemedlem ikke nødvendigvis kunne skabe det samme  med den mængde chakra de bar, så havde hele Elodie familien en fascination af skønheden i det, til fælles.
Som fra den natur skovvæsnet selv stammede fra, var Aria'a magi som lysende og svævende plantevækster, der udfoldede sig omkring både hænder, ansigt og den nu magiske pind.

Da det hele var overstået; da sangens sidste tone døde ud, jah der begyndte de lysende partikler i luften også at falme, for til sidst at forsvinde. Hvad der tilgengæld ikke forsvandt, var den nu sirligt dekorerede pind Aria stod tilbage med, hvor at lyseblå snørkler indikerede hvor hans bestilling ville udfolde sig fra. "Husslavemaddiker" hviskede Aria over mørke læber, og så med tilbageholdt åndedrat hvordan en klinge - meget lig den Shinji selv havde fået skitseret ned - voksede frem.
Det havde været en succes!

Aria stod lidt med den i hånden. Hendes øjne betragtede det kolde stål næste kærligt - det havde fået en lidt bronzefarvet teint over sig, men hun håbede ikke at det gjorde noget. Faktisk, jah så håbede hun bare at han brød sig om det, idet at hun uden et ord rakte den frem imod ham.
Hun ville ikke lægge ord i munden på ham, og ville dertil gerne se hans ærlige reaktion. Begge ting krævede stilhed fra hendes side, selvom det kunne være svært en gang imellem.

Shinji fulgte stadig nøje med, lige til de sidste lys døde ud. Han kunne på ingen måde skjule sin begejstring over Arias magi. Det var sjældent, han fik lov til at se nogle arbejde med den på den måde, så det alene var en gave i sig selv. Som kniven blev rakt frem, tog han glædeligt imod den, og han gav sig med det samme til at nærstudere den; han løftede den først op, så den var få cm. fra hans øjne, inden han begyndte at vende og dreje den i hænderne, tydeligt fuldt koncentreret om værktøjet. Han ænsede intet andet omkring sig i øjeblikket. Dernæst lod han varsomt en finger glide forsigtigt over klingen, og han var tydeligt imponeret over, hvor skarp den var. Så kiggede han op og lod sit blik møde Arias øjne, da en tanke slog ned i ham.

"Sååeeh... er det samme kommando for at få klingen til at forsvinde?" spurgte Shinji med samme nysgerrighed, som han hele tiden havde haft. "Det er virkelig et smukt arbejde" tilføjede han så, da han opdagede hendes afventende udtryk. Egentlig burde hans nysgerrige udtryk være rigeligt for at vise, at han brød sig om arbejdet, men det skadede vel aldrig at sætte ord på? Desuden gik han ikke ud fra, at hun ville have noget imod at blive komplimenteret på sit arbejde.

Han var imponeret, virkede det som om. Og selvom mange ville hævde at sådanne ting ikke burde betyde noget for den blonde lille satyrs selvværd, jah så tog hun uendelig meget stolhed i sit arbejde. Nok til at sætte en del af sig selv i hvert lille redskab hun fremtryllede... så hvis hendes kunde kunne li' arbejdet, kunne de li' hende, i en eller anden henført betydning. Og det virkede altid til at lade selvtilliden stige et par grader, skovvæsnets tandsmil var selvtilfreds og glædespræget. 

Aria gled tilbage til sit tæppe, og fjedrende og ringlende skridt hele vejen. De bløde ører opfangede dog uden mange problemer hans efterfølgende spørgsmål, og satyren nikkede fast, de natsorte øjne med en strålende glød i sig ved den efterfølgende kompliment. "Samme kommando; glem den for gudernes skyld ikke, Shinji, ellers er det blot en pind" grinte hun, og greb fat i sin egen stav igen, for at læne sig op af den. 

Det var dog også her at et tredje parti pludselig meldte sin tilstedeværelse, og en slank, mørkhudet ørkenelver masede sig en anelse forbi Shinji og imod Aria, noget overvågent over hele hans udstråling og hastværk. Aria genkendte ham dog med det samme, og overrasket åbnede hun munden - måske endda med tanke på liiiige at minde ørkenelveren om, at han skubbede rundt med en kunde hos hende! 
Men hun nåede ikke langt, inden at en hastig kommentar om at de skulle afsted, nu, blev fremsat. 
Og dét med et toneleje der fik satyren til at lukke den åbnede mund med et lille smæld, og et bekymret udtryk farvede det ellers blide ansigt en anelse mørkere. "... okay". 
Tæppet med alle tingene, blev med utrolig fingerfærdighed surret sammen til en bylt der efterfølgende blev hængt på en krog i satyrens stav - en krog der kom frem ved endnu en magisk mumlen - og med alt det ordnet... vendtes de natsorte øjne flygtigt imod hendes interessandte kunde; fortrydelse over ikke at have kunne lære ham bedre at kende, dansede i det tætte mørke. 
"Jeg.... tak for handlen, du mystiske mand. Mon ikke skæbnen en dag lader vore veje krydses igen?" en eventyrlig farvelkommentar, men dog en Aria mente idet at hun løftede den lille hånd til en afsked. 

Og ikke lang tid efter, var den tomme plads og det mærkede støv, det eneste der vidnede om at hun overhovedet havde været der til at starte med. Og mindet hos Shinji, selvfølgelig, hvis han holdt fast i det. 

Shinji nåede kun at nikke til Arias bekræftelse om brugen af redskabet, inden han blev puffet til siden. Han skulle til at åbne munden for at kaste fornærmelser efter manden, men han stoppede sig selv, da det var tydeligt, at Aria kendte manden. Hans ene ord fik hende også til at se ganske bekymret ud, og Shinji fulgte lydløst med. Så henvendte hun sig til ham, og han sendte hende et skævt smil. "Jeg skal i al fald gøre mit for at vore veje krydses igen. Du skylder mig stadig et par timers selskab" svarede han, lige delvist munter og drillende. Så så han blot efter hende, som hun hastigt forsvandt, inden han med et sidste blik på kniven mumlede: "Husslavemaddiker" hvorefter den forvandlede sig tilbage til en almindelig pind med symboler på. Så gemte han den væk under frakken, inden han kastede et sidste blik efter Aria og vendte rundt for at sætte kursen den modsatte vej. Det havde allerede været en spændende dag, og han kunne ikke få smilet af sine læber.