Det havde startet som en dag som enhver anden. Daphnie havde haft den tidlige morgen vagt på kroen, og derfor havde hun fundet sig alene i det lille hjem, omkring frokost tid. Der var ikke sket noget specielt på arbejdet, og der havde ikke været mere travlt end der plejede, det havde været en helt normal dag. Indtil hun var kommet hjem.
 Ikke længe efter at Daphnie var kommet indenfor døren og havde fået smidt lidt brænde i brændeovnen, havde der spredt sig en underlig uro i Daphnie krop. Det summede let i hende, og hun kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun skulle gøre af sig selv. Følelsen mindede mest af alt om, hvordan hun havde det når Jaris var på besøg, eller tænkte for meget over hvad de lavede når han var på besøg, men ingen af dele var gældende. Det var underligt og noget så uvant for Daphnie. 

 Derfor vidste hun heller ikke hvad hun havde gang i, da hun stod foran Declans dør. Ikke nok med at uroen i hendes krop havde fået hende til at gå hjem til Declan, så havde den også fået hende til at skifte tøj. I stedet for den lidt løse og behagelige kjole i flade, kedelige farver, hun havde haft på på arbejde, havde hun i stedet en lang, lidt mere vovet kjole på. I hvert fald i forhold til hvad Daphnie normalt gik i. Den nederste del af kjolen bestod af to dele, det yderste lag var i en brunlig farve, med et rødt skær over sig og et lag indenunder i en lidt lysere farve. Det yderste lag var lidt korterer end det inderste, der gik helt ned til anklerne, og det yderste lag var syet en lille smule op i siden. Toppen af kjolen bestod af et ydre korset, der gik til under brysterne, så de blev klemt lidt op. Stoffet hen over brystet og skuldrene var hvidt og let rynket, mens ærmerne var lidt puffede og stoppede midt på hendes overarme. For at holde varmen havde hun en lettere slidt dyreskinds kappe over sig. 
 Daphnie havde overvejet at tage hjem til Aksel, men da hun ikke helt kunne finde ud af hvad det var for en uro hun havde i kroppen, og hun følte lidt at det var fordi hun havde brug for noget spænding, var Declan bare mere indbydende. Der var noget mystisk over ham, hvor Aksel bare var sød og dejlig, men det var også en smule kedelig. 

 Hånden blev løftet og Daphnie bankede på. Noget mere selvsikkert end hun havde regnet med, da hun stadig ikke helt vidste hvad hun havde gang i, og da døren blev åbnet smilte hun et stort, uskyldigt smil, uvidende om det sultne glimt der lurede i sine øjne, da hun så på Declan.
 " Hej! Må jeg komme ind? " hun vippede hovedet en lille smule til siden, og foldede afventende læberne sammen. Hænderne hang pænt foldet sammen foran hende, hvor hun holdt båndet hun havde fundet i Declans kommode og havde taget i håret ved det første besøg. Hun havde glemt at aflevere det sammen med det andet tøj, og nu kunne hun vel bruge det som grunden til hun var kommet. Hun ville jo ikke at virke anmasende. 

Det var langt fra normalt, at Declan befandt sig i sit hus om eftermiddagen. Generelt brugte han så lidt tid der, som overhovedet muligt, men på det seneste havde han brugt mere og mere tid hjemme. Grunden var, at han håbede på, at Fielthena ville komme på uanmeldt besøg i løbet af aftenen. Ikke at han var meget for at indrømme, at hans fascination af hende, var nok til at ændre hans ellers ret indgroede vaner..
Normalt ville han først gå hjem henover eftermiddagen, men i dag havde været en sløv dag. Der havde kun været en enkelt irriterende butiksejer, som skulle have budskabet ind med hårde midler, han var dog ikke vigtig nok til, at Declan gad at bruge tid på ham, så efter at han havde forsøgt at udrede tingene på mere civil maner, havde han efterladt manden med to vagter. Selv efter den korte tid, han havde brugt på manden, havde han haft brug for et bad, og eftersom han stærkt foretrak baderummet i sit hus, var han endt med at gå derhen.

Han var kun lige kommet op af badet, og var i gang med at tørre sig, da det bankede på. Han ventede da ikke gæster? Generelt var det sjældent, at folk kom for at besøge ham. Hurtigt fik han hevet et par bukser og en løs skjorte på, det fugtige hår gad han ikke gøre noget ved, så det strittede endnu mere ud til alle sider, end det normalt gjorde. Det var formentlig bare en eller anden religiøs tosse eller nogen, som var faret vild, så der var ingen grund til, at han gjorde sig pæn.

Havde det ikke været fordi, at Declan efterhånden var mester i at holde sit neutrale ansigtsudtryk, ville overraskelsen nok have været tydelig i hans ansigt, da han så Daphnie stå udenfor sin dør. Da Declan først var kommet sig over den første overraskelse, var det næste som slog ham, det sultne blik i hendes øjne. Han genkendte det blik, men han havde bestemt ikke regnet med, at Daphnie ville se sådan på ham. Det var yderst interessant.
"Selvfølgelig" Han smilede til hende, og trådte til side, så hun kunne træde indenfor. 

 Declan lignede en der lige var kommet ud fra badet, og som Daphnie kort lod blikket glide ned over Declan, blev den ene side af hende underlæbe suget lidt ind i munden, og tænderne sænkede sig lidt ned i den. Blikket hvilede lidt længere ved det bare bryst, inden flyttede sig op i Declans blik, med et kækt smil mens hun nikkede. Da han trådte til side, faldt Daphnies arme ned langs siden og hun gik ind af døren. Selvom det egentlig var okay med plads, fordi han havde trådt til siden, kunne hun ikke lade være med at gå forbi lidt tæt op af ham, så hendes fingre diskret kunne stryge han hvor end de ramte, som om det var helt tilfældigt. 
 "  Tak! Jeg håber ikke jeg forstyrre Dem? " læberne blev i stedet foldet sammen denne gang, og hovedet blev vippet kort lidt på skrå. Hun gav ham ikke mange sekunder til at svare, før hun gav sig til at vikle sig fri fra den varme kappe, selvom hun egentlig ikke var blevet andet end inviteret indenfor for nu. Kappen blev lagt over armene der ikke holdt båndet, så den hånd stadig var fri.
 
 " Jeg glemte at aflevere den her sammen med tøjet.  " Daphnie løftede hånden med bådet og holdt det i mellem to fingre, så det flavrede lidt.
 " Jeg fandt den i kommoden og lånte den til at holde mit hår.. Jeg håber det var okay.. " Daphnie foldede læberne i en lidt undskyldende mine, da hun huskede tilbage på hvordan hun var blevet opdaget i at rode i hans ting, fordi hun ødelagde kommoden lidt. Tog Declan ikke båndet fra hende, ville armen falde ned og folde sig lidt med den anden der holdt kappen.
 Selvom Daphnie lidt selv havde inviteret sig til at blive, blev hun alligevel stående uden at gå længere ind. Hun følte alligevel at Declan skulle give udtryk for at det nu også var okay at hun blev, selvom hun måske lignede en der forventede det. Kort hev Daphnie blikket væk fra Declan for at lade det glide lidt rundt. Hun følte sig lige imponeret hver gang hun kom her!

Hvis Daphnies blik ikne sladrede nok, så gjorde alle hendes andre små bevægelser. Den måde hun sugede tænderne ind i bed sig i den.. Declan havde set det mange gange før, og det endte altid på samme måde.
Da hun gik forbi ham, strøg hendes hånd faretruende tæt på et meget følsomt område, så Declan måtte minde sig selv om sin famøse selvkontrol, han kunne ikke tillade at være opstemt allerede, han skulle jo lige være helt sikker på, at han ikke misfortolkede hendes signaler, selvom han nu var ret sikker på, at dette ikke var tilfældet.

Synet af hende var, mildt sagt, uventet. Den måde kjolen fremhævede hendes krop på, var nok til, at Declan når stillede spørgsmåltegn ved, om det var den samme "uskyldige" pige, som han havde hjulpet i regnen. Åbenlyst lod han blikket glide ned af hende, og han tillod endda et tilfreds lille smil at finde vej til sine læber, for at indikere, at han var tilfreds med synet.
"På ingen måde, du fangede mig ligesom jeg var på vej ud af badet" De formelle talemåder var væk, det virkede ikke rigtig som om, at de passede til situationen.

Som Declan stirrede på båndet i Daphnies hånd, slog en ide ned i ham. Det var risikabelt, men bestemt et forsøg værd.
"Du kan ligge det ind i kommoden, anden skuffe" Selvom hun burde vide, hvor soveværelset var, slog han ud med armen. Når hun først gik mod soveværelset, havde han tænkt sig at følge efter hende, og når skuffen blev åbnet, ville han stille sig lige bag hende. Der var sket en del æmdringer, siden hun sidst havde besøgt ham, for eksempel indeholdt skuffen nu langt mindre uskyldige genstande, som var blevet inspireret af hans besøg hjemme hos Fielthena.

 Daphnie så uden tvivl hvordan Declan lod blikket glide ned over hende, og  selvom hun stadig ikke helt vidste hvad det var for en summen og uro hun havde i kroppen, eller hvorfor det lige var Declan hun var dukket op hos, så fik det hende alligevel til at smile lidt, og bide sig endnu en gang i underlæben. Smilet der fulgte efter Declans blik, fik det til at snurre lidt i fingrene og Daphnie mærkede kort kinderne blive lidt varme. Ikke at hun helt kunne forklare hvorfor, for det var ikke ligesom når hun blev genert over ting Jaris sagde eller gjorde. 
 " Det kan jeg se..! " Daphnies blik gled kort ned over Declan igen, måske ikke lige så åbenlyst som han havde kigget ned over hende, men det var heller ikke fordi hun ligefrem forsøgte at være diskret. Skiftet væk fra formel tale sneg sig ikke forbi Daphnie, og hun tog glædeligt imod ændringen. Det var utroligt anstrengende for hende at huske at bruge dem. 

 Det lettede Daphnie lidt at Declan ikke blev sur over hun havde taget båndet, og det kunne ses på hendes skuldre der sænkede sig lidt. Selvom Declan ikke havde virket specielt bestemt, da hun havde været der ned hans tøj, var det stadig lidt som om hvad Fielthena havde fortalt hende stadig fik hende til at være lidt påpasselig. Det ville sikkert nok ændre sig som hun kom til at lærer Declan mere at kende, og selv skabte sig billeder af hvordan han var.  
 " Okay, " lød det kækt fra Daphnie, og med en livlig bevægelse, vendte hun sig rundt, og startede med at gå over og lægge hendes kappe over ryglænet på ens af Declans stole. Så kom den ikke til at ligge og rode et sted. Bagefter gik hun ind i soveværelset, og videre hen til kommoden. Den blev åbnet, båndet smidt i, og som hun skulle til at lukke den igen, stoppede hun op midt i bevægelsen, da hendes blik fangede indholdet. 

 Kommodens indhold var ikke længere det samme som det havde været sidst hun var der. Mon det var fordi hun havde kigget i hans ting den første gang hun var der? Nysgerrigheden tog over, og Daphnie trak skuffen lidt ud igen, som blikket gled over tingene i skuffen. Eftersom Declan jo teknisk set havde givet hende lov til at kigge i skuffen, flyttede hun ikke på sig, selvom hun mærkede Declan stillede sig bag hende. I stedet betragtede hun bare tingene i skuffen, først nysgerrigt og lidt undrende, men som det langsomt gik op for hende hvad de forskellige ting var, eller hvad hun i hvert fald kunne forestille sig de var, steg varmen lidt til Daphnies kinder som de blev lidt rosa og et sug gik gennem hendes mave. Hun rømmede sig lidt og sank kort, og drejede så hovedet lidt bagud, uden at fjernet blikket fra tingene.
 " Du har flyttet rundt..  " mumlede hun, med en lidt stille stemme, fordi hun følte hun skulle sige ét eller andet. Hænderne havde et godt greb om skuffens håndtag, men man ville sagtens kunne flytte på dem, skulle man have lyst til det.

Det var lige før at Declan havde lyst til at holde vejret, da Daphnie åbnede skuffen. Ville hun stikke af? Indholdet var trods alt ikke for sarte sjæle. Han var så fascineret af hende, det ville være en skam at miste hende på grund af en fejlvurdering af hendes attitude.. Det var Fielthenas skyld, hun havde fuldkommen ændret hans måde at se tingene på, og han ville ikke være afhængig af hende, så han blev nødt til at finde en, som kunne få ham til at føle det sammen. Desuden var der noget nærmest pirrende over, at en uskyldig og umiddelbart sød pige som Daphnie faktisk skjulte en mørk side.

Det var svært fuldkommen at tyde Daphnies reaktion, og Declan var tilbøjelig til at tro, at hun ikke engang selv var helt klar over, hvordan hun skulle føle. Blidt lagde han en hånd på hendes skulder.
"Ser du noget, som du finder interessant?" Det var svært at styre nysgerrigheden, som boblede i ham, men Declan formåede på en eller anden måde at beholde sit neutrale tonefald. Hånden gled fra hendes skulder til hendes håndled, som han greb fat i.
"Vi kan lukke den igen. Lade som om du ingenting har set, og så kan du gå hjem igen" Hvor var det svært at bevare roen. Han håbede inderligt, at hun valgte at blive, han ville så gerne lege lidt med hende, men i sidste ende var det hendes valg.

"Det er helt dit eget valg, men det er din eneste chance. Jeg giver ikke folk ekstra chancer, hvis de først afviser mig" Det var Declans forsøg på at give hende et lille skub i den rigtige retning, så forhåbentlig ville hun ikke blive skræmt af hans lille "trussel". Han havde jo kunne se på hende, at hun ikke kun var kommet for at aflevere båndet, nu var spørgsmålet bare, om hun turde tage det sidste skridt. 

 Daphnies hjerte dunkede tungt og hårdt i brystet på hende, og synes pludselig der var utroligt varmt i rummet. Måske var det fordi Declan stod så tæt på? Nej, hun vidste jo godt det var på grund af tingene der var i skuffen. Eller nok nærmer de billeder og tanker de gav Daphnie. 
 Hovedet og hendes krop var forsat vendt lidt mod Declan, med blikket mod skuffens indhold, men da Declan lagde hånden på hendes skulder, hev hun blikket væk, og så op på ham, så godt hun nu kunne som hun stod. Det prikkede behageligt i hendes skulder, under Declans hånd. Daphnie åbnede munden for at svare mens hun flyttede blikket tilbage på indholdet. Om der var noget hun fandt interessant? Hun lukkede den dog igen, for så at trække på skulderen. Hun vidste stadig ikke rigtig hvad det egentlig var hun stod og så på, selvom hun havde en rimelig god ide. Det ændrede dog ikke på hun ikke rigtig kunne få sig til at indrømme at det vækkede en eller anden form for nysgerrighed og interesse. 
 Hånden der gled ned over Daphnies arm efterlod et nærmest brændende spor hvor den rørte og Daphnie lukkede lidt i. En lav, næsten uhørlig tilfreds og nydende brummen forlod Daphnies læber, uden hun selv helt var herre over det, og hurtigt og flovt slog hun øjnene op igen. Hun håbede ikke at Declan havde hørt det, og bed sig lidt i underlæben mens hun lyttede til det han forslog.

 Gå hjem igen. Ordene fik Daphnie til meget hurtigt at slipper skuffen med hånden Declan ikke havde fat i, så hun kunne vende sig ordenligt rundt. Hånden hvor Declan havde fat om håndledet blev dog hvor den var. Hun turde næsten ikke flytte den, da hun var bange for Declan ville tage hånden til sig. Som hun fik vendt sig, og slået blikket op i hans, åbnede hun munden. Jeg vil ikke hjem! Munden blev dog lukket igen, inden de desperate ord forlod hendes mund. Det gjorde dog ikke en forskel, for hendes blik sagde det hele. 
 Daphnie holdt blikket i Declans, da han talte videre, og langsomt blev det desperate glimt erstattet af et mere forvirretet et. Hun forstod ikke rigtig hvad det var for en chance Declan snakkede om. Havde hun gjort noget forkert? Eller havde Declan sagt noget hun ikke havde hørt? Hun var stadig ikke helt klar over hvad hendes krop og sind sådan hungrede efter. Måske var det i virkeligheden bare et kram? Uanset hvad det var, og hvor forvirret Declans ord havde gjort hende, vidste hun at hun ikke var klar til at tage hjem endnu.
 " Jeg vil gerne blive.. " Daphnie slog blikket lidt ned på hendes hånd, der havde fundet vej til kanten af Declans trøje som den pillede lidt i. Ikke fordi hun lagde noget specielt i det, hun havde bare brug for at se væk, og hendes hånd. Ja den gjorde pillede bare i ting når hun ikke vidst hvad hun skulle gøre af sig selv. Den anden hånd løsnede grebet lidt om skuffens håndtag, da det gjorde lidt ondt i håndledet at have armet drejet som den var.

Det var ærlig talt en smule skuffende, at Daphnie slet ikke reagerede på hans spørgsmål om skuffens indhold. Selvfølgelig gjorde Declan sit bedste for at skjule den skuffelse.. Måske det stadig var lidt for voksent til hende, små skridt måtte være vejen frem så. Egentlig var Declan en smule i rvivl om, han måske havde fejlfortolket hendes signaler. Det skete sjældent, men det skete jo trods alt, og måske han havde haft alt for høje tanker om Daphnie.. en skam. Den nydende brummen undgik ikke hans opmærksomhed, og den fik hurtigt skubbet alt tvivl væk igen. Faktisk havde han nok nærmere undervurderet hele situationen, måske behøvede han slet ikke skubbe så meget til hende, som han ellers havde troet.

Hvad mon hun åbnede munden for at sige? Det var vel egentoig ligegyldigt, for hendes krop talte sit helt eget tydelige sprig, hun havde ikke lyst til at gå. For et kort øjeblik lod han sit blik falde ned til hendes bryster, hvor var det fristende bare at hive tøjet af hende.. Men det ville sikkert ikke være det bedste i denne situation, Daphnie var trods alt noget helt andet end Fielthenas til tider næsten agressibe lyst. Ikke at han klagede over hverken det en eller det andet.

Så uskyldig hun var.. eller måske uskyldig ikke var det rigtige ord, for Declan var efterhånden ret sikker på, at hun slet ikke var så uskyldig, i hvert fald i ordets mest bogstaveligste forstand. Det var nok i højere grad et spørgsmål om, at Daphnie endnu ikke havde lært at lytte til sin krop og lære dens signaler, men det ville han da hellere end gerne hjælpe hende med.
Blidt greb Declan fat i hendes hage, så hun ikke ville kunne fjerne blikket fra ham, selv hvis hun ønskede det.
"Hvad vil du så?" Han havde ikke tid til barnelege, eller han var i hvert fald ikke i humør til det. De få interaktioner han havde haft med Daphnie indtil videre fik han til at frygte, at de kunne gå i en uendelig cirkel, hvis han ikke skubbede lidt til hende.

 Det kom lidt bag på Daphnie, da Declan tog fat om hendes hage, og hun flyttede blikket en smule overrasket op i hans. Hendes kinder var stadig røde og varme, som hun en smule nervøs sank en klump. Nervøs over hvad, vidst hun dog ikke. Der var et eller andet over, så stå så tæt ved Declan der både dulmede uroen i hendes krop, men samtidig også fik den til at blusse endnu mere op. Overraskelse over hånden på hagen, fik hende også til at slippe skuffehåndtaget helt, og hånden fandt ned til den anden der stadig pillede lidt ved kanten af Declans trøje.
 " Det.. ved jeg ikke.. Jeg kedede mig.. " det var egentlig ikke helt sandt. Uroen og rastløsheden i hendes krop, havde bare fået hende til at konkludere at det måtte være fordi hun kedede sig. Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle tolke det, selvom det ikke ligefrem var fordi følelserne var forsvundet nu hvor hun var ved Declan. 

 Daphnie sank igen, inden hendes blik gled lidt ud til siden, så hun ikke så lige i Declans blik, inden hun rømmede dig lidt.
 " Jeg har bare.. haft det lidt mærkeligt i dag.. Som om.. jeg har brug for der.. sker et eller andet..  " prøvede hun stille at forklare. Det var ikke just en god forklaring, men det beskrev egentlig meget godt hvordan hun havde det, og hendes manglende forståelse for det. Hun trak lidt på skuldrene, og flyttede blikket tilbage på Declan.
 " Og så blev du lige mit offer..  " prøvede hun med en svag latter og et skævt smil, da hun egentlig ikke helt kunne finde ud af om Declan var træt af at hun var mødt op. Som han stod der med et greb om hendes hage, virkede han i hvert fald ikke specielt imponeret over hendes pludselige besøg. 

Ah ja, kedsomhed kunne være roden til mange beslutninger, gode som dårlige. Selv hadede Declan kedsomhed, og han forstod det heller ikke rigtig, det var jo bare et spørgsmål om at holde sig igang. Han havde så travlt med forretningen, og når den ikke trak, var der gange mange, mange andre ting, som han skulle tage sig af. Han tvivlede dog stærkt på, at der i Daphnies tilfælde faktisk var tale om reel kedsomhed.

Det var et spøjst ordvalg, offer, hvorfor mon hun lige havde valgt det? Der lå sikker ikke nogen dybere mening bag, men nu fandt Declan det utroligt underholdende at analysere folk helt ned til hver enkel hver trækning, så han kunne ikke lade være med at tænke over ordvalget. Helt reelt var det nok nærmere Daphnie som var offer, offer for de  "slemme mand" som ville pille lidt ved hendes uskyldughed for at se, hvad der mon gemte sig under. De sødeste var ofte dem, som gemte på de mørke hemmeligheder. Tortur kunne siknert også være en ganske effektiv måde til at finde ud af disse mørke sider, men det var så rodet og beskidt. Så foretrak Declan langt hen ad vejen at bryde nydelse til langsomt at bryde folk ned, det avr for den sags skyld også langt mere underholdende.

Hvilken åbenbaring det dog måtte være for Daphnie, når hun engang lærte at lytte til sine naturlige instinkter. Fielthena havde hjulpet Declan en hel del med det, og han havde endda ment, at han var rimelig god til at forstå sine egne signaler. Men nu var han jo også så ivrig efter at lære, især det det var så meget nydelse blandet med læringen, det ville blive sjovt at prøve at være lærermester på det punkt.. Når han altså formåede at få skubbet nok til Daphnie.
"Jeg tror godt, at du ved det. Du skal bare lytte til, hvad din krop har lyst til" Han smilede ganske svagt til hende og fik placeret en hånd på hendes hofte, klar til at hive hende tættere på.
"Så sig med Daphnie, hvad har du lyst til?"

 Nu hvor Daphnie stod med fronten mod Declan, og hendes blik atter havde fundet hans, synes hun egentlig at han stod meget tæt på. Hun kunne ikke lade vær med kort at tænke på hvor dejligt det ville være, hvis hånden der havde om hendes hage i stedet gled over hendes kind, og det fik hende til synke igen. Det betød dog ikke at hun havde forstået hvad hendes krop prøvede at fortælle hende med den sitrende følelse og reaktionerne på Declans berøringer. Nej, hendes bedste forslag var stadig at hun trænge til at få lidt kram, og måske at putte lidt i sengen. Ganske uskyldigt, som Daphnies tanker for det meste var.  
 Selvom det var hvad Daphnie troede hendes krop prøvede at fortælle hende, trak hun alligevel blot på skulderne da Declan kommenterede at hun sikkert godt vidste hvad hun havde lyst til. Hun havde alligevel ikke tid til at svare, da han efterfølgende stilte hende et spørgsmål. 

 Daphnies hænder stoppede med at pille ved kanten af Declans trøje, og greb i stedet fat i kanten af den med begge hænder, da Declan sagde hendes navn. Daphnie. Det var kun hendes far der kaldte hende det, og så hendes mor når hun skældte hende ud. Det var derfor ikke særlig tit hun blev kaldt det, og det var bare et eller andet over det at Declan kaldte hende det. Det fik et sug til at løbe gennem hendes krop. Gav hende lyst til at høre ham sige det igen og igen. 
 " Det er godt nok blevet varmt..  " mumlede hun så lavt, i et forsøg på at skifte emnet væk fra hvad hun havde lyst til, for hun vidste det virkelig ikke. Og så synes hun virkelig det var blevet varmt. Declans hånd der havde lagt sig på hendes hofte, fik en svag varme til at brede sig fra området hvor hånden lå. Den gav hende lyst til at rykket sig helt op af ham, så hun kunne mærke mere at hans krop, men hun tænkte også at det ville være mærkeligt. 
 " Var det et godt bad? " endnu et forsøg på at snakke om noget andet, men inderst inde var hun også godt klar over at hun var nødt til at svare på Declans sprøgsmål. Hun sank kort.
 " Jeg... jeg ved ikke hvad jeg har lyst til..  " sagde hun så endelig, og trak på skulderne. Først nu flyttede hun blikket fra Declan, ikke at hun kunne gøre det særlig meget, når han stadig havde fat i hendes hage, så blikket blev bare flyttet lidt ud til siden.
 " .... måske.. jeg har lyst til at blive holdt om...  " nærmest hviskede hun, og med det samme hun havde sagt det, blussede en rød farve op i hendes kinder, og hun pressede flovt læberne sammen. 

Det kom ikke det fjerneste bag på Declan, at Daphnie forsøgte at tale udenom, men alligevel irriterede det ham en anelse. Han ofretrak virkelig at sige tingene som de var og stoppe alt den dansen rundt om den varme grød, det var langt mere effektivt. Derfor svarede han heller ikke på hendes spørgsmål om, hvorvidt det havde været et godt bad. Var det overhovedet muligt at svare andet end ja på det spørgsmål?

Så Daphnie ville holdes om? Det var vel et skridt i den rigtige retning, selvom det i den grad var et musseskridt. Han nussede hende lidt på hoften med tommelfingeren, mens han overvejede, helt præcist hvad næste skridt skulle være. Declan brød sig virkelig ikke om at være aggressiv eller presse alt for meget, når det handlede om at være intim med en anden. Hvis manipulationen skulle være succesfuld, skulle det virke som om, at alt foregik af fri vilje. Hvis man tvang folk, endte de bare med at kæmpe imod på et tidspunkt. Selv med Fielthena ville han ikke sige, at han havde presset hende til noget, selvom han var langt mere aggressiv med hende end med alle andre. Men med Daphnie duede denne overdrevet forsigtige tilgang nok ikke.
Han fjernede hånden fra hendes hofte og greb i stedet hendes hånd, så han kunne hive hende det sidste stykke hen mod sengen.
"Kom" Han satte sig ned på sengen og hev hende med ned. Han placerede end hånd på hendes skulder, så han kunne skubbe hende ned at ligge.

 Selvom Daphnie nok burde tænke at hun skulle gå. At det var en dårlig ide, at hun var der og at hun burde være blevet hjemme. At hun var ved at rode sig ud i noget det ikke var sikkert hun kunne bunde i, så var det ikke de tanker der summede rundt inde bag det bløde, kønne ansigt. Det eneste hun rigtig kunne koncentrere sig om i længere tid var Declans hånd på hendes hofte, og den sitrende følelse den bliden nussen fik til at brede sig i hendes krop. Og hvordan hun ville mærke mere til den. 
 Declan blev stående i et stykke tid uden at sige eller gøre noget, og stilheden fik Daphnie til at flytte blikket tilbage på Declan, stadig med en tydelig rød farve i kinderne. Havde hun sagt noget forkert? Hendes hoved blev vippet lidt på skrå, og hendes øjne gled kort undersøgende over Declans ansigt, i en søgen efter at se.. et eller andet, men som hendes blev så i Declans grå, var der ikke noget at se, der kunne fortælle hende om hun havde sagt noget forkert. 

 Daphnie nåede lige at mærke et let skuffelse da Declan fjernede hånden fra hendes hofte, men da han tog fat i hendes hånd i stedet rettede hun sig lidt op, og lod hovedet vippe til den anden side. Hendes anden hånd, der stadig havde ved kanten af Declans trøje slap sit greb, da han trak hende mod sengen, og Daphnie vendte sig kort om for at skubbe lidt til den åbne skuffe, så den lukkede sig lidt mere i. 
 Med en underlig spændt følelse i kroppen lod Daphnie sig blive skubbet ned i sengen. Hun kom helt ned at ligge, men løftede overkroppen en lille smule, så hun støttede sig på albuerne, mens hun så på Declan. Det lidt sultne blik havde blandet sig med det spændte og hun bed sig kort lidt i underlæben. 
 Det var ikke helt til at vide hvad Daphnie lå og tænkte der ville ske. Hvis hun tænkte sig helt ordenligt om, kunne hun nok godt tænke sig til, at Declan ikke havde puffet hende hen til sengen bare for at hun kunne holde om hende på en mere hyggelig måde. Han kunne lige så godt have lagt armene om hende, som du havde stået ved kommoden, som han kunne i sengen. Men Daphnie var naiv og ude af stand til at tyde hendes egen krops signaler. Derfor tænkte hun heller ikke synderligt meget over det, da hun lod den ene fod bevæge sig lidt nussende op og ned af hans ben, der hvor den nu lige nåede, nu hvor hun lå i halvt i sengen.

En forventningsfuld følelse, måske ligefrem glæde? spredte sig i Declans krop, da Daphnie frivilligt lagde sig ned på sengen sammen med ham. Nu kunne det da umuligt kræve meget mere? Han havde været sammen med mange folk, og også en god håndfuld, som ikke forstod at tyde deres egne lyster, men Daphnie var det godt nok en af de mest besværlige.

Nok var Declan kendt for sin næsten urørlige tålmodighed, men selv han havde grænser. Daphnie havde i forvejen fyldt en god del i hans tanker, især når han var stødt på hendes underkjole, og at have hende så tæt på var jo grænsende til tortur, især da hun begyndte at nusse ham på benet. Det ville da også være direkte løgn, hvis han påstod, at det ikke påvirkede ham det mindste. Forhåbentlig ville hun dog ikke kunne mærke det alt for tydligt. Ellers var der vel en chance for, at det ville sætte gang i hendes lyster? Men det ville han jo slet ikke kunne vente på, for selv hvis det vækkede noget i hende, skulle hun jo først tyde på det. Declan havde lyst til at se, hvad Daphnie gemte på, og det kunne efterhånden kun gå for langsomt.

Efter et øjebliks tøven rykkede Declan sig, så han kunne placere et blidt kys på hendes skulder. Han ventede et øjeblik på hendes reaktion, før han placerede et til, og så endnu et. Imens gik hans hånd på undersøgelse ned af hendes lår, hvor han greb fat i hendes kjole og langsomt begyndte at trække den opad.
"Skal jeg fortsætte?" Nok var Declan stadig igang med at trække kjolens skørt op, men han havde faktisk tænkt sig at stoppe, hvis hun bad ham om det.

 Der faldt en lidt intim stemning over hele situationen, som Declan lænede sig ind mod Daphnie. Hendes blik fulgte intenst og nysgerrigt ham, som han kom tættere og tættere på. Spændt på hvad han ville. Lidt ubevidst skilte Daphnie læberne lidt af. 
 Da Declans læber ramte Daphnies skulder holdt hun vejret. Ikke fordi hun ikke kunne lide det, tværtimod.  Det var som om det sendte elektricitet igennem hendes krop, og hendes kinder blussede op i en rød, lidt forlegen farve. Stadig med vejret hold, sank hun kort. Hovedet vippede til siden lidt væk fra Declan, som han fortsatte med kyssene. En indirekte og ubevidst invitation til at han forsatte kyssene op langs hendes hals. 
 Hånden mod hendes lår, fik hende til at gispe lidt højlydt. Det var slet ikke meningen det skulle være så højt, men fordi hun havde holdt vejret, kom der noget mere kraft på det. Varmen ramte hende som en bølge, og hende tanker hvirvlede rundt i et stort virvar og endte mest af alt blot som en klump ubetydelig mudder. En klump mudder der ikke kunne andet end at accepterede hvad der skete, og nyde berøringen. Var det dét her hendes krop længsles efter? Det var ikke noget hun havde evnerne til at tænke over. 
 
 De mudrede tanker gjorde derfor også at hun ikke kunne andet end at nikke lidt til Declans spørgsmål, selvom hun egentlig ikke helt registrerede hvad han sagde. Daphnies vejrtrækning var hurtigt blevet noget tungere og hænderne der støttede sig mod sengen, havde knyttet sig lidt og havde grebet fast om toppen af sengen.  
 Med Declans hånd der fortsatte sin vandring op over Daphnies lår, gled Daphnies øjne lidt i, så hun bedre kunne nyde hvad end han gjorde. Og lidt fordi hun ikke kunne koncentrer sig om at holde dem åbne. Benet tættest på Declan, og som Declans hånd gled op af, flyttede sig lidt tættere på Declan, dels for kunne mærke ham mere, dels for at give lidt mere plads mellem hendes ben, hvis nu det skulle være nødvendigt. Ikke at Daphnie tænkte særlig meget over hvad hun gjorde. Hun var efterhånden ikke så meget andet end en klump ler, Declan kunne forme som han ville, med de rigtige ord, få til at gøre hvad han ville.

Som altid var hele Declans opmærksomhed på Daphnie, alle de der små ting, som man ofte ellers kunne overse. Små ryk og bevægelser, hendes blik og hvordan hun trak vejret.. eller i dette tilfælde vel nok nærmere omvendt. Det svære ved det var, at alle tegn jo kunne betyde så mange forskellige ting, men han havde somregel ret i sine antagelser, og han mente jo i hvert fald selv, at han var mester i at aflæse folk. Ingen kunne komme noget for ham.. Okay, næsten ingen, der var en enkelt undtagelse, men det var irrelevant lige nu. Lige nu var hele Declans interesse på Daphnie og på opgaven med at få den uskyldige pige nedbrudt lidt. Tanken om det var næsten lige så tilfredsstillende som udsigten til at mærke hendes krop.

Daphnies højlydte gisp kunne da kun tolkes som et godt tegn, ellers havde hun vel revet sig væk. For en sikkerheds skyld tøvede Declan dog med et trække skørtet længere op, indtil han kunne tyde, at det stadig var okay. Imens kyssede han hende igen på skulderen, og han dristede sig også til at nappe hende en enkelt gang, inden han igen begyndte at hive kjolen længere op.

Nok havde Declan været lettere irriteret over, at Daphnie var så utroligt langsom til at forstå sin krop. Hendes unskyldighed betød dog også, at hun ikke var stand til at skjule sine følelser og reaktioner, ihvert fald ikke for ham. Det var ikke svært at se, at Declan havde gættet rigtigt, når det kom til grunden for hendes besøg. Man skulle jo være blind, og mere til, for ikke at, hvor meget hun allerede nød behandlingen. Det burde næppe være nødvendigt at bede om yderligere tilladelse til at hive hendes kjole helt op. Declan sørgede dog for at holde godt øje med hendes ansigt og kroppens reaktioner  da han lod sin hånd søge ind mellem hendes ben, så han kunne kæle ganske blidt for hende.

 Et let og tilfreds brummen forlod Daphnies læber, som Declan forsatte kyssene mod hendes skulder og tyede til nap. Hun bed sig lidt i underlæben, og havde en brændende lyst til at løfte den ene hånd og og trække lidt ned i ærmet, så Declan nemmere kunne komme til at kærtegne hendes hud, men hun kunne alligevel ikke helt få sig selv til det. 
 "  ... Declan..  " startede Daphnie hviskede ud. Hun følte hun burde sige noget. Bede ham stoppe, for et eller andet sted var det jo forkert. Rejse sig op og gå hjem, nu havde hun jo gjort det hun var kommet for. Afleveret båndet. Alligevel var det som om der ikke kom nogle ord ud. Hun havde jo ikke lyst til at gå. Hvad end de havde gang var jo dejligt. Hvad end de havde gang i. 
 ".....  " Daphnies mund åbnede sig, men lukkede sig i igen med et let, nydende suk, da Declans hånd søgte ind imellem hendes ben. Hun vidste godt hvad de havde gang i, men på en eller anden måde var det som om hun ikke helt kunne accepterer det. Det var ikke det samme som når det var med Jaris. Det var noget andet når det var med Jaris, han kunne hun virkelig godt lide. Declan kendte hun jo ikke rigtig. Ikke at det havde stoppe hende den første gang med Jaris. 

 Daphnie foldede læberne lidt sammen, og lod benene sprede sig lidt mere, hungrende efter at mærke mere til Delcan. Noget hendes krop og reaktioner måtte tale for hende, for hun kunne bestemt ikke få sig til at sige det. Hendes albuer knækkede lidt sammen, og i stedet for at koncentrere sig om at holde sig oppe, lod hun armene bukke sig, så hun i stedet støttede sig på albuerne. Øjnene blev åbnet igen, og søgte lidt ned over hendes krop, ind til det landede på Declans arm der forvandt ind under hendes skørte.  Her flyttede blikket sig hurtigt ud til siden, over mod Declan.
 Der gik dog ikke mange lange sekunder før det hele blev en smule overvældende. De dejlige følelser fik hele hendes krop til at snurre, men fik også skammen for at være sammen med en anden til at vokse. Ikke at hun var lovet væk til nogen, eller havde nogle der som sådan ville blive såret over, at hun var sammen med Declan, men hun følte bare ikke hun kunne gøre det med Jaris. 
  I en lidt hurtig bevægelse fik Daphnie flyttet lidt på sig, så hun kunne kommer op at stå. Herefter fik hun hurtigt flyttet sig hen til døren, der stadig var åben, og hun lagde panden mod siden af den, mens hun holdt fast i den med begge hænder så den ikke flyttede sig. Øjnene havde hun lukket i, så snart panden havde ramt døren, og hendes vejrtrækning var hurtigt og overfladisk. Ikke fordi hun var utryg eller i ubehag. Hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til det hele.

Det var med forsigtige og blide bevægelser, at Declan fortsatte sit kæleri for Dpahnies underliv, da hun spredte bebene lidt mere for ham. Mange ville sikkert tro, at hab kun brugte tid på at forføre kvinder som Daphnie for at få noget hurtigt og nem nydelse. Det kunne dog næstnb ikke værre længere fra sandheden. Selvfølgelig havde en del af ham lyst til at ligge sig hen over hende og tage, hvad han ønskede. Men en langt større del af Declan nød at ligge og kæle for hende som nu, få hende til at tigge om det, presse hende længere og længere ud, til hun simpelthen ikke kunne tage det mere. Det var sådan, at man gjorde folk afhængige, så de altid kom tilbage til ham.

Selvom hun endnu ikke hverken tiggede eller klynkende bad om mere, følte Declan sig rimelig sikker på, at han havde hende i sin hule hånd. Derfor nåede han også kun lige at stoppe en irriteret lyd, da Daphnie pludselig rejste sig op. Det skulle da heller ikke være nemt med hende.
Declan rejste sig fra sengen og gik hen til Daphnie, så han forsigtigt kunne ligge armene omkring hende.
"Er du okay?" Han kyssede hende på skulderen og nussede hende ned ad armen med den ene hånd.
"Der er ingen skam i de her følelser. Det er noget af det mest naturlige i verdenen" han havde ingen intentioner om at lade hende gå, ikke lige foreløbigt i hvert fald. Der var en måde at nedbryde, hvad end der holdt hende tilbage, så hun kunne blive som ler i hans hænder.

 Selvom Daphnie ikke ligefrem forventede at  Declan bare ville blive liggende i sengen, kom der alligevel et kort, lille ufrivilligt gib i hendes krop, da hun mærkede hans arme om sig. Den reagerede stadig lidt ufrivilligt på uforudsete berøringer, men det var ikke rigtig noget hun selv tænkte over. Det var efterhånden mere en vane fra kroppens side af, end så meget andet.
 Usikkert sank hun en klump. Om hun var okay? Der var ikke noget i hende der forsøgte at få hende til at sige nej. Det var jo dejligt. Et let suk forlod endda hendes læber, da Declan lod endnu et kys kærtegne hendes skulder. Læberne foldede sig lidt sammen, som hun nikkede svagt. Uden at sige noget lyttede hun til hans ord. 

 " Det.. Jeg.. Men... " Tanker kæmpede om at få lov til at komme først, før de overhovedet var tænkt færdigt, og Daphnie snublede bare lidt tilfældigt over ordene. Selvom hendes tanker prøvede at overtale hende til at gå, var det ikke det hun havde lyst til. Hun havde lyst til at blive. Lyst til at Declan fortsatte. Det snurrede allerede i hele hendes krop efter at han forsatte hvad han havde være i gang med ovre i sengen. 
 Alligevel kunne hun ikke slippe helt af med følelsen om at det var forkert. At hun skulle lade hver, og at hun skulle gå hjem. At hun skulle være en god og ordentlig pige, ligesom hendes far ville have det. Men det havde hun bare ikke lyst til. Det kildede så behageligt i kroppen når hun gjorde de ting hun ikke måtte. Når hun var en slem pige. Var det ikke også derfor hun blev med at bruge tid med Jaris? Derfor hun var troppet unødvendigt op hos Declan, iført hendes fineste tøj?

 Langsomt slap Daphnie døren med hænderne. Øjnene åbnede sig og lidt forsigtigt vendte hun sig på den snævre plads mellem Declan og døren. Hænderne lagde sig på hans bryst, og holdt lidt fast i trøjen så de ikke bare faldt ned, og blikket stirrede lidt på hendes hænder, men hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige eller gøre. Hun sank kort, inden munden åbnede sig lidt.
 " Jeg.. har det... mærkeligt..  " nærmest hviskede hun ud, inden hun løftede blikket en smule for at se op på ham, med røde kinder over varmen og flovheden over at sige højt at hun havde det mærkeligt. Hun vidste stadig ikke helt hvad det egentlig betød at hun havde det mærkeligt, men hun følte følelsen noget mere efter at have rejst sig fra sengen.

Måske Daphnie var noget mere ødelagt, end Declan først havde regnet med? Det lille gib virkede i hvert fald som om, at hun ikke brød sig om at blive rørt, og det havde da bestemt ikke været hans oprindelige indtryk af hende.
Hvad mon gemte sig inde i Daphnie, når han engang fik brudt hende lidt ned? Noget som forhåbentlig var tiden værd, for han var utroligt tæt på at sparke hende ud. Følelser var ikke hans stærke side og havde aldrig været det.. Han forstod ikke folks følelser, i hans verden burde hun bare tage sig sammen, så hun kunne få, hvad hun uden tvivl var kommet efter. Men selvfølgelig skulle hun fortsat være besværlig og lige pludselig 'få det mærkeligt'. 

Et lavmælt suk forlod Declan, mens han sørgede for at ligge ansigtet i tilpas medfølende folder. Han skulle jo forestille at være den forstående og venlige type.. Daphnie  skulle jo helst vide, at det næsten var så langt fra sandheden, som det næsten kunne være.
"Du er nødt til at lære, at give lidt slip. Lade være med at tænke og i stedet bare gøre" Han kunne godt selv se det nærmest komiske i, at det råd kom fra ham, som nærmest overtænkte alt.
"Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du vil tillade det" Han kyssede hende en enkelt gang, og trak sig så lidt væk. Selvfølgelig regnede han med, at hun bare fulgte efter og gjorde, som han sagde.
"Du kan starte med at smide kjolen. Du vil føle dig mere mere fri, hvis du ikke er dækket til" Han var selv en af de mere blufærdige typer, men alligevel begyndte han at åbne skjorten, inden han til sidst kunne trække den helt af. Med Daphnie var det nok nemmest at lede ved hjælp af eksempler.