Kulina havde været ude og flyve de sidste par dage, uden endelig at have et fast mål andet end bare at nyde naturen efter at have været i byen i hvad der for hende virkede som alt alt for længe. Ræven Benjamin lå afslappede mellem hendes vinger, som var det at flyve det mest naturlige i verden for en ræv, men den vidste jo heler ikke bedre. 

Hun besluttede sig for at sætte kurs mod dødens kløft for at udforske den ordentligt for første gang siden hendes genopstandelse. Der gik dog ikke længe før hun fik øje på en skikkelse der dansede rundt på kanten. Kulina lande på jorden ikke langt fra hende, blot så ræven kunne hoppe af før hun igen fløj op og fløj afsted.

”Hey! Pas på!” råbte hun i en bekymrede tone. Hun svang rundt om kvinden og svævede nu over kløften, uden frygt for at hun ville falde ned, men klar på at gribe personen skulle den falde. Kulina var højst forvirrede over hvad der var der stod foran hende, for hun havde aldrig set nogle se sådan ud, og hun var ikke engang sikker på hvordan hun skulle tiltale den.
 
”Vær venlig at træde ned, jeg vil ikke have du kommer til skade” hun var stadigt tydeligt bekymrede, og holde en hånd ud, ikke for at tage fat i personen foran sig, men for at vise at hun mente at personen skulle træde væk fra kanten.

Ræven var nu kommet næsten hen til dem, men holde en forsvarlig afstand, selv om den dog ikke slappede af igen, men tvært imod så ud som om at den var voldsomt stressede over at Kulina hang ude over kanten, som om at den vidste hvor farligt dybet var under hende, så trods af at den aldrig selv havde været der.

At væsenet ikke lod til at forstå faren forvirrede hende en del, for nok havde hun mødt frygtløse væsner, til dels hende selv, men det her var trods alt noget andet. Et øjeblik vidste hun slet ikke hvad hun skulle sige, "det er den bestemt, men der er langt ned, meget langt, faktisk så langt at ingen har set bunden, ikke så vidt jeg ved i hvert fald" hendes stemme var blid, mindre bekymrede da væsenet trådte en smugle væk fra kanten.

Kulina kunne dog ikke undgå at le en smugle da hun hørte væsenet kalde hendes Benjamin en hund, ikke nok med at det lød helt forkert, så så røven også yderst fornærmede ud i sit røde, pelsede ansigt. "Benjamin er ikke en hund, han er en ræv" grinte hun i en mild tone. Hun så kort på røven med et undskyldende blik før hun så tilbage på væsenet, studerede dens udseende, blot for at blive mere forvirrede over hvad det var der stod foran hende.

De små regndråber forseglede hendes beslutning om at lande igen, for nok gjorde en smugle regn hende ikke noget, men man vidste aldrig hvornår det vendte, og hun ville ikke tage chancen mens hun var over kløften.

Hun lande ved siden av væsnet og nejede blidt som hilsen "mit navn er Kulina" introducerede hun sig selv med en svag spørge i stemmen i håb om at væsnet ville returnere med sit eget navn, hvis den da havde et.

"Hvad bringer dig helt her ud?" spurgte hun nysgerrigt og lagde hoved en smugle på skrå.