Det var egentlig en tjeneste hun gjorde, ved at stå op før solopgang denne morgen. Den anden spejder havde spurgt hende igen og igen, for at han kunne komme til en fest aftenen før og nyde det søde liv endnu engang i stedet for at tage på patrulje i skoven. Hun havde først afvist ham. Hvorfor skulle hun tage ekstra vagter for at han kunne feste? Men til sidst havde hun givet op og ladet sig overtale. Hun ville ikke til fest alligevel og havde efterhånden ikke andet at gå op i end sit arbejde. Hun elskede skam også sit arbejde, men hun vidste godt at det fyldte for meget.

Askfay havde intet imod det, og Ithilwen måtte indrømme at det havde smittet af at bo sammen med den ansvarlige for Elverlys sikkerhed. Det havde egentlig kun været en midlertidig løsning, som var blevet til en fast aftale. Ithilwen havde i hvert fald boet hos den anden i nu flere år, og ikke fundet nogen grund til at flytte. Det var komfortabelt og det var rart. Det var på en eller anden måde lykkes de to kvinder at leve i symbiose og se efter hinanden. Ithilwen var i hvert fald begyndt at holde meget mere af den anden over årene.

Solen var endnu ikke stået op som Ithilwen forsigtigt lukkede døren efter sig og begav sig ned af de krystaloplyste trapper fra træet og ned til den bløde jordbund, inden hun i et frisk tempo forsvandt ud i skoven for at starte sin dag. Mørket generede hende ikke, da hun kendte skoven ud og ind efterhånden og hun vidste præcis hvor hun var på vej hen. Hun lyttede til skovens dyr som langsomt puslede frem og kunne fornemme at solen langsomt var på vej op.
Solens stråler nåede op over kanten bjergene da Ithilwen nåede flodbredden og begyndte at begive sig end langs den. Hun foretrak altid at starte her. Være tæt på vandet og føle dets friskhed. Buen holdte hun roligt i den ene hånd, mens pilende hang ved hoften, klar til at blive trukket skete der noget nyt. Men som altid hørte hun kun dyerne til hun nåede kanten af skoven.

Langt ude i horisonten kunne hun se havets klare blå farve. Hun mærkede kort en længsel for at fortsætte men vidste at det var her deres grænser stoppede, og her hun ville tage morgenens første hvil. På en sten satte hun sig og kiggede ned i vandet. Hun kunne se småfisk svømme omkring og bekæmpe strømmen, mens sivgræsset bølgede roligt. Men freden blev pludselig afbrudt som hun hørte en lyd der var for tung til at være fra et dyr. Hun vendte sig på stenen for at vende sig og trak i processen buen op og havde lagt en pil for strengen. Hendes øjne var rettet direkte mod lyden, klar til at reagere.