For en gangs skyld, havde Declan tilladt sig at holde en fridag. Langt det meste af dagen var blevet brugt på at sidde, så han kunne holde øje med hvem der kom og gik i Fielthenas butik, dog uden at det burde være for tydeligt, at han sad og overvågede butikken. Egentlig var han som sådan ikke interesseret i kunderne, hvad han egentlig var interesseret i var, hvornår han ville kunne gå ind i butikken uden, at de ville blive forstyrret af andre kunder. Han havde en lille hævn, som skulle leveres, og for engangs skyld var det ikke på grund af penge.

Mens Declan sad og ventede, vandrede hans tanker tilbage til aftenen før. Som sædvanlig havde han været på kroen for at få noget mad, og der havde Fielthena siddet, tydeligt optaget af en anden mand. Selvom Declan gik meget op i at gå i et med mylderet omkring ham, kunne det nsæten ikke passe, at hun ikke havde set det. Faktisk havde det nærmest virket som om, at hun gjorde sig endnu mere til for denne fremmede mand, men det kunne selvfølgelig også være hans fantasi. Uanset havde synet ødelagt hans appetit og efterladt ham med en brændende følelse af jalousi.

Det var hen over eftermiddagen, da Declan rejste sig fra bænken, og svingede den medbragte taske over skulderen. En kunde havde netop forladt butikken, og så vidt han havde været i stand til at regne ud, burde der ikke være flere kunder i butikken. Med en usædvanligt glad nynnen satte han kursen mod butikken, hvis han fik sin vilje, skulle de nok få nogle fornøjelige timer sammen.
Normalt ville Declan have givet sig tid til at kigge ind ad vibduet for at sikre sig, at der ganske rigtig var tomt i butikken, men i dag var han utålmodig, og gik i stedet direkte ind.
"Goddag Fielthena" hilste han med et venligt smil. Det kunne sikkert virke til, at han abre var der for at købe et smykke, hvis det ikke var fordi, at han vendte sig om og låste døren.
"Havde du en fornøjelig aften på kroen?" Han gik helt hen til disken og stillede sin taske på den.

Dagen havde været usædvanlig travl, som en lind strøm af kunder havde søgt ind og ud af guldsmedjen. Der havde ikke været meget tid alene og den tid hvor der ikke var kunder var kun ganske korte.
Først hen mod den sene eftermiddag faldt der ro på butikken. Med det samme greb Fielthena muligheden for at få skabt sig en orden, som hun havde måttet give lidt slip på, som stakken af bestillinger og der tilhørende skitser havde hobet sig op.
Som altid var hun praktisk påklædt, iført sorte læderstøvler som sluttede lige under knæet, stramme sorte bukser som stadig sad løst nok til at hun kunne bevæge sig frit, et sort underbust læder korsage som holdte den midnatsblå hør trøje tæt mod hendes krop, fremhævede hendes timeglasfigur. At se hende iført en kjole eller noget som mindede om, ville være et særsyn. Det mørkebrune hår hang løst omkring hendes skikkelse, som eneste upraktiske ting.

Den lille klokke over trædøren med de detaljerede hængsler, som gik ind til butikken klinkede, som en ny person trådte ind, fik hendes grønne øjne til at søge i retning af døren, mens et imødekommende smil dansede over hendes ansigt. Det ændrede dog karakter som Declan’s stemme lød, og for første gang med hendes navn.
Hun lagde armene krydsende over brystkassen, som han slog låsen for døren. Tanken om hvad han bestilte her, nåede aldrig at udforme sig i hendes hoved før hun gættede det.
Kroen, det handlede om kroen og at han havde set hende, som hun havde set ham. Faktisk havde hun ikke rigtig set ham, ikke før han var på vej ud af selv samme kro.
Små provokerende trak hun på den ene skulder ”Jeg ved ikke hvad du snakker om Declan? Jeg har haft mange fornøjelige aftner på kroer, så du må være lidt mere specifik.” de vidste begge to det var en løgn, men det gjorde det ikke mindre interessant at afvente hans reaktion.

Langsomt rystede Declan på hovedet, hun vidste jo udemærket, hvad han sankekde om, h ordab kunne hun andet? Han var SIKKER på, at hu  havde set ham aftenen forinden! Og hun kunne da umuligt allerede havde glemt deres seneste møde, det havde i hvert fald spøgt ved ham. Faktisk havde han været mentalt fraværende i et par dage, mens ha  havde forsøgt at finde ud af, hvad han skulle mene om det hele. Det virkede.. ikke decideret forkert, men i hvert fald noget anderledes sådan at frivilligt underkaste sig en anden. Det havde krævet et par søvnlsøe nætter, men til sidst var han blevet enig med sig selv om, at der vel ikke var nogen grund til at ødelægge noget godt, så længe det ikke blev offentligt kendt.

Med næsten dovne skridt, trådte han helt hen til hende, det var hans plan at hun skulle ende med at stå presset op ad disken.
"Du ved jo godt hvad jeg mener, du så mig på kroen i går aftes" Han klikkede med tungen og rystede på hovedet med en påtaget skuffet mine.
"At opføre sig sådan, hvor alle kan se dig. Du trænger til, at nogen opdrager lidt på dig" åbenlyst lod han blikket glide langsomt ned ad hendes krop. Hvor enkel lille del af hende blev iagttaget nøje, og jo længere ned hans blik kom, ji mere sulten blev hans blik. Det ville være en fornøjelse at få lov til at pille tøjet af hende, men han blev nødt til at være tålmodig, der var så meget, han skulle nå først.

"Nyder du, at sidde og gøre dig til foran andre?" Han lagde hovedet på skrå, og så nysgerrigt på hende. Imens dirstede han sig til at stryge hende ned ad kinden, ned over halsen og videre ned over skulderen og ned til håndleddet. Det var hans mål at komme til at holde hendes hænder fast, og når det først var opnået, havde han nogle ting i sin taske, som nok skulle gøre det helle lidt nemmere og sjovere.

Tankerne om deres seneste møde havde rumsteret ligeså meget bag hendes lyse pande, som dem havde gjort hos ham, største forskel var dog at hun aldrig havde ligget søvnløs over det, i stedet havde hun trænet langt mere intensivt end hun havde gjort længe, for at klare sine tanker,- for pludseligt var hun blevet i tvivl om hun faktisk ønskede at slå ham ihjel? For det gjorde hun da, ikke?

Hun fulgte hans bevægelser, som han trådte nærmere hende, om på den anden side af disken, men hun gjorde aldrig antræk til at flytte sig og forkorte afstanden mellem dem. Tungen lod hun kører mod bagsiden af tænderne, mens hendes mundvige krusede sig op ad i et skævt smil ”Gjorde jeg?” svarede hun i en flabet tone, en der afslørede at hun naturligvis løg.
Naturligvis havde hun havde set ham også selvom det ikke havde været lige så længe, som han havde betragtet hende. Hvad Declan ikke viste var at i det øjeblik han havde forladt kroen, havde hun forladt den anden mands bord, for interessen lå ikke længere hos ham, Declans skikkelse havde flyttet den og taget den med sig, som han på sin egen Declan måde var stormet ud; ganske roligt og afmålt.

Disken ramte hendes lænd, som hun var tvunget til at træde et enkelt skridt tilbage, som hans skridt ikke stoppede før hun stod presset mod det hårde træ og ham. Blikket lå stift på hans ansigt, selv da hans grå vandrede ned over hende, men hvad man ikke så i hendes blik, skreg hendes krop. Det sultende blik sammen med hans ord, fik det til at kilde ned langs rygraden, og hende til at gribe om kanten på disken, hvor hendes fingerspidser blev endnu blegere ved det pres hun lagde i grebet, gav hun slip ville de søge til ham, trække ham endnu tættere end de i forvejen stod.
I et spinkelt forsøg på at samle sig bare lidt, træk hun vejret dybt ind gennem næsen, men lige lidt hjalp det, for i samme øjeblik mærkede hun hans hånd på hendes hud ”Du kunne måske ikke lide hvad du så?” selvom sætningen stoppede verbalt, forsatte den udforende inde i hendes tanker; og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?.

Selvom hun svarede med den flabede tone, smilte Declan stadig bredt, han kunne ikke narre ham. 
Måske ville hun have været i stand til at narre en mand, som ikke havde brugt lige så lang tid på at studere mennesker, som Declan havde. Men overfor ham, afslørede hun alt for hurtigt sig selv. Hun havde ikke glemt deres sidste møde, nok tværtimod, selvom hun bestemt ikke virkede til at ville indrømme det. Heldigvis havde Declan aldrig været bleg for at indrømme, hvis der var noget, eller nogen, han ville have.
"Jeg tror, at jeg ville have nydt det mere, hvis det ikke var ham, du sad sammen med"

Hånden fik fat om håndleddet, og med den anden hånd flyttede han hendes anden arm, så han kunne holde begge hendes håndled med den ene hånd, hun ville sagtens kunne slippe fri, og selvom det gjorde det hele lidt sjovere, når hun kæmpede imod, ville det være meget lettere hvis hun samarbejdede for nu. Uden at tage blikket fra hende, rakte han om, så han kunne åbne sin taske, og grave de reb frem, som han havde sørget for at få med. Langsomt slap han hendes håndled, hvorefter han med øvede bevægelser fik bundet rebet rundt om dem, ikke så stramt, at det burde gøre voldsomt ondt, men hun ville nok have nogle mærker bagefter, hun skulle jo helst ikke kunne vride sig fri af dem.

Det havde næsten været for nemt at få hendes hænder bundet, og det bekræftede, at Declan havde gættet rigtigt, hun var med på legen. Så kunne det sjove begynde. Hænderne blev placeret på hendes hofter, hvorefter de gled en smule nedad, langsomt så han for alvor kunne nyde følelsen af hendes krop, selvom den stadig var skjult af stoffet, tålmodighed var i sandhed en dyd. Med et fast greb i det øverste af hendes lår, måske også lidt fastere, end det egentlig behøvede at være, fik han løftet hende op på disken.
"Du bør vide, at jeg ikke er ret god til at dele" Han trådte så tæt på hende, som disken tillod. For en god ordens skyld greb han fat i hendes knæ, og hev hende ind mod sig.

Det ville jo være for let, hvis hun åbenlyst havde afsløret hun hverken havde glemt dén aften, ligesom det ville være for let at direkte at indrømme hun havde set ham på kroen. Ikke at hun ikke var klar over han ville se lige igennem hende, i hvert fald dele af hende, dem hun selv tillod ham at se. Hun bød jo selv op til det med så åbenlys en flabethed i hendes svar.
En anelse overrasket over hans så direkte ord, skød hun svagt et af øjenbrynene lidt op i panden, gav hende et udtryk som var hun i virkeligheden var ganske uimponeret, havde det ikke været for den glimtvis opspærring af øjnene. Hans ord var så modsigende med hans reaktion på kroen, hvis han ville have hende, så måtte han jo tage hende, og ikke stikke af som en slået hund.

Overvejelsen om hun skulle trække hænderne til sig, da han greb hende om håndledende, placere dem hårdt i brystkassen på ham for at skubbe ham væk fra sig, Som havde han forspildt sin chance aften før og hun ikke tillod ham at gribe en ny, blev aldrig til en fysisk handling.
Som han var blevet forrådt af sin egen krop, blev hun nu på selv samme måde forrådt af sin egen, som hun uden modvilje lod sine hænder binde på ryggen. Han hændernes effektive og metodiske arbejde med rebet, afslørede det ikke var første gang han havde måttet binde en anden person, men var det første gang at formålet var et helt andet?

Med et hårdt ryk i armene for at teste om han nu faktisk også have bundet hende så hun ikke kunne komme fri, gnavede rebet sig en smule dybere ind i håndleddenes hud. Det svage stik af smerte fik hende til at suge lidt luft ind mellem tænderne som gled over i et næsten uhørligt tilfreds suk.
Det var stadig lyst nok til at der kunne komme en kunde forbi og med vinduer der vendte ud mod gaden, burde hun have protesteret mere, da han løftede hende op på disken, i stedet skævede hun nysgerrigt mod tasken ved siden af hende, til hans greb blev mere hårdt, som krævede han hendes fulde opmærksomhed, en opmærksomhed han med det samme fik da hendes nu lyst fyldte blik søgte hans.
”Åh Declan, men du glemmer noget. Du ejer mig ikke...” det legesyge smil blandede sig med hendes blik, som hun lænede sig frem og nappede legende ud efter hans ansigt.
Hun slap et overrasket gisp som ham trak hende helt ud på kanten, så kun den tætte kontakt mellem dem holdt hende fra at glide ned. Det var en tydelig understregning af hans ord, hun var i hans øjne kun hans.

Taget i betragtning af, at Declan ofte var afhænig af, at kunne falde sammen med mængden omkring sig og generelt leve et så uinteressant liv som muligt, havde han det overraskende fint med vinduerne ud mod vejen. Måske hjalp det også, at han bestemt ikke havde nogen intentioner om, at han selv skulle smide tøjet, så længe de befandt sig i butikken. Det handlede om at se, hvor langt han kunne presse Fielthena. Desuden var der jo ingen som sagde, at hans hævn kun behøvede bestå af fysisk "afstraffelse", han havde altid haft det meget sjovete med at lege med folks psyke.

Lysten i hendes blik var nok til, at Declan havde lyst til at smide alt kontrol, og tage hende lige der på disken, fuldt synligt for enhver, som måtte gå forbi på gaden... Men det var vigtigt, at han beholdt sin sædvanlige beherskede væremåde, i hvert fald lidt endnu. Med helt rolige og velovervejede bevægelser, lod han hånden glide om på ryggen, så han kunne gøre sin kniv fri fra holderen i bæltet. Denne gang skulle hun ikke have lov til at hyle ham ud af den. Kniven blev ført om bag hendes ryg, hvor han langsomt begyndte at skære snørrene til hendes korsage op, indtil han tilsidst kunne ligge kniven på disken, og pille korsagen af hende, så det kunne blive smidt ned på gulvet. Selv uden korsagen til at fremhæve hendes figur, var hun næsten guddommelig at se på. 

Hun var alt for fristende som hun sad der, bundet og fuldkommen underlagt hans vilje, han kunne ikke holde fingrene fra hende. Undersøgende lod han den ene hånd glide ind under hendes bluse, så han kunne borre fingrene ind i hendes side  den anden hånd fandt vej op til hendes hår, som han viklede fingrene ind i, hvorefter han hev hendes hoved tilbage.
"Jeg deler ikke" Igen smilede han til hende, inden han førte hovedet hen, så han kunne bide hende i den følsomme hud lige ved kæben.
"Hvis du vil lege, er det reglerne. I hvert fald for nu. Ellers kan jeg gå" Han trak sig tilbage igen, så han kunne se hende ind i øjnene. Hvis hun bad ham skride, havde han tænkt sig at gøre det, men så ville det også betyde, at han havde taget fuldkommen fejl af hende.

Ville han klæde hende af og lade hende sidde til offentligt skue for alle der ville kaste blikket ind i smykkebutikken? Tanken føj gennem hende, mens hendes øjenbryn knyttede sig sammen på midten, som skulle hun gøre op med sig selv hvad hendes mening helt nøjagtig var om det, for hvor pirrende det end ville være, tanken om man kunne opdages når som helst. Fik en lille fornuft stemme klemt sig adgang ind i hovedet på hende, for hun havde trods alt også et omdømme, ligesom ham, som ikke skulle tilsmudses for meget.

Fornuftens stemme blev druknet i det øjeblik hans kolde hånd mødte hendes varme hud, fik hende til kort at holde vejret og suge den i forvejen flade mave ind. Nok var hun naturligt en slank kvinde, men under tøjet gemte der sig en trænet atletisk krop, uden hun på nogen måde virkede vanvittig muskuløs, kun ved den opspænding bevægelser gav, spillede hendes muskulatur under den blege hud.
De næsten gennem borende fingre i hendes side og hans træk i det tætte mørke hår, som han tvang hendes hoved bagover, gav ham alt plads han skulle bruge for at bide hendes hud. Hendes øjne gled i med et suk, et suk der var længselsfuld efter mere.

Brugte han lige hendes egen metode mod hende selv? Som han begyndte at trække sig tilbage igen, sprang de grønne øjne op og nærmest lynede mod ham. For han kunne lige vove på at smutte ud ad døren!
Smidigt lukkede hun benene omkring hans hofter og låste efter bedste evne hendes ben, i en fast bevægelse trak hun ham tilbage, helt tæt mod hende selv, som han havde stået før ”Så tag hvad du mener er dit.” tonen var udforderende, med en underliggende tone af hun ikke have tænkt sig, bare at lade ham valse ud af butikken, ikke før end han havde givet hvad hun hungrede efter.

Selvom han gjorde sit bedste for ikke at vise det, var det igen lige før Declan mistede kontrollen, da hun viklede benene rundt om ham.
En lav latter forlod Declan ved hendes ord, det var usædvanligt, normalt var han ikke typen, som man sådan fik til at le, men så igen, med Fielthena var der så mange nye ting. Og så var latteren en god måde lige at understrege, at han stadig havde det hele under kontrol.
"Det har jeg så sandelig også tænkt mig"

Igen greb Declan fat om kniven. Med en smule besvær på grund af benenes stramme greb, lænede han sig tilbage, så han kunne komme til fronten på hendes bukser. For en sikkerheds skyld skubbede han til hendes overkrop, for at give tegn til, at hun skulle læne sig bagud, så han ikke kom til at skære hende. Drillende holdt han kniven mod snørrene i bukserne, men uden at skære dem over, hun skulle have lov at mærke, at han bestemt præcist, hvad der skete. Hans tålmodighed var dog allerede tyndslidt, så han holdt kun kniven stille i et stykke tid, før han skar snørrene op.

"Kom" Igen greb han hårdt fat i hendes lår, men denne gang  så han kunne løfte hende ned fra disken. For en gangs skyld ærgede han sig over, at han ikke var stærkere, for helst ville han havde båret hende ind i boligen, som han antog lå bag butikken. Og så alligevel.. måske de ikke var helt færdige i butikken, hun havde jo egentlig ikke overgivet sig helt til ham endnu. Med et hårdt tag i skulderen fik han vendte hende om, så han stod presset mod hendes ryg, og hun stod med front mod vinduerne. Han sørgede dog for at holde fast i hendes bukser, så de ikke gled ned og blottede hende for verdenen endnu. Den anden hånd søgte ind på hendes mave, og begyndte at trække blusen op.
"Fortæl mig så, hvem du tilhører" morskaben var tydelig i hans stemme, men den var også begyndt at blive godt mærket af lyst, ligesom hun uden tvivl ville kunne mærke bulen i hans bukser, sådan som de stod presset mod hinanden.

Hun havde ikke ligefrem tigget og bedt, ikke sådan direkte i hvert fald, men det havde alligevel været nok til at han ikke havde skubbet sig fri af hendes ben og stormet ud af døren. Hvilket man kun kunne sige behagede hendes voksende lyst, efter ham.
Hvor meget den aftens i hans hus så end havde rumsteret i hendes indre, havde hun ikke forudset den hungeren som havde ligger under overfladen og ulmet lige siden. Det var først da hans hånd havde været under hendes trøje, at den hunger var som eksploderet i hendes krop.

Hun trykkede overkroppen let mod hans hånd, men aldrig med sådan en ihærdighed at hun blev rettet op og var i fare for at blive skåret, men selv hvis kniven smuttede eller hun fik lænet sig så meget frem at den mødte hendes maveskind, ville han så ikke kunne heale det? Hun havde jo selv set hvordan han evne arbejde med hans hud, men endnu vigtigere hvordan han havde helet hendes hånd.
I det han trak det pinefuldt ud at skærer snørelukningen op, meldte en lille utilfreds brummen sig hos hende. Hendes tålmodighed lige nu var allerede opbrugt.

En ’ugh’ lød som hun blev delvist trykket og løftet ned fra disken og som han skulle til at lede hende afsted til døren ind til hendes private bolig, ombestemte han sig, eller det virkede sådan. Pludseligt stod hun med fronten til vinduerne og ham trykket helt tæt ind mod hende.
Hårdt satte hun tænderne i sin underlæbe, kvalte et dybt suk, jo mere han bevægede sin hånd op ad hendes mave og på den måde fik blottet hende langsomt, pirreligt, for gaden, desto mere trykkede hun sig higende tilbage mod ham ”..Dig.. Jeg tilhøre dig” sukkede hun hengivent, men hun med besvær fik kørt fingerspidserne kælent over han buksekant.

Hendes utilfredshed og higenefter ham, var næsten som et vidunderligt stof for Declan. Hele verdenen virkede en smule sløret, og det eneste, han havde øje for var hende. Han forstod virkelig ikke, hvorfor hun havde den effekt på ham, men efter deres seneste møde, havde han valgt at acceptere det. Det var sjældent, at Declan møte nogen, som for alvor vækkede hans interesse så meget, som Fielthena gjorde. Oftest var der bare tale om en kort besættelse af en anden person, og så var det videre til den næsten, men lige nu kunne han slet ikke forestille sig, at han ville kunne få nok af hende.

På en måde ærgede det ham, at hun gav så let efter, det vilme jo have været interessant at lade hende stå fuldkommen afklædt foran vinduet, men de havde jo også begge et ry, som de skulle passe på. Nå ja, så måtte da jo fortsætte i mere private omgivelser.
"Dygtig" Med hånden mod hendes mave trykkede han hende godt ind mod sig, hun skulle mærke, hvilken effekt hun havde på ham. 
Selvom hun havde fulgt hans ordre, var det for fristende at være lidt flabet, så hånden der holdt bukserne oppe gav slip, så de faldt mod jorden. Hånden som efterhånden havde skubbet det forreste af hendes bluse op til brysterne rykkede sig, så han i stedet kunne gribe fat om hendes arm, så han kunne føre hende ind mod den private bolig. Det hele gik stærkt nok til, at de ikke ville have tiltrukket noget større publikum ved vinduet, men hvis nogen i forvejen havde stået og luret, ville de uden tvivl have set noget, da bukserne faldt til jorden. På vejen sørgede han for at få sin kniv med, den skulle han nok få brug for.

Lige så snart døren lukkede bag dem, satte Declan kurs mod spisebordet, det passede ganske fint med hans planer.
"Buk dig" Han placerede en hånd mellem hendes skuldre, så han kunne presse hende ned mod bordet.

Havde hun været mere sikker på at han faktisk ville blive og ikke smutte, havde hun gjort bare lidt mere modstand, så havde han også fået det, men det sidste hun ønskede var han ville efterlade hende mere sulten end før. Tanken alene ville næsten få hende til at skrige af ren afmagt!
Det ville helt naturligt komme, som hun ville lære hvor til hans grænser gik og hvor meget over dem hun kunne presse ham.
At hun nød lige så meget at være den underdanige, som den dominerende lagde hun ikke skjul på. Det ene udelukkede ikke det andet for hende. Der var noget berusende at lade sig overgive til en anden, lade personen tage den fulde kontrol, den form for rus var usammenlignelig med den hun fik når hun styrede slagets gang.

Denne gang forrådte hans krop ham ikke, som den ganske tydeligt afslørede hvilken effekt hele deres lille leg havde på ham. Lokkende lod hun sin numse gnide mod hans underliv, som hun vrikkede let med hofterne. Det var ganske diskret, men med den nære kontakt ville det for ham føles meget tydeligere.
Bukserne faldt om hendes ankler og hun glippede overrasket med øjnene.
Han lod hende, stå så godt som fuldt blottet for alles syn, efter hans formaning om han ikke var god til at dele. Hun skulle lige til at protestere, før hun måtte træde helt fri af bukserne, da han førte hende med sig.
Det havde været en magtdemonstration, at han afgjorde hvem der så hende for i sidste ende var hun jo hans.

Som var hans ord ikke nok alene, mærkede hun håndens trykken mellem skulderbladene som han tvang hende ind over det kolde træbords bordplade, stadig med hænderne bundet sammen på rykken. Det var dog ikke med sådan an kræft at hun ville slå hovedet i bordet, for hun fulgte troligt hans krav, kun en anelse modstand var at mærke, som en kontrast til hendes, nok ret uventede ord ”Ja, herre” ordene var sagt spindende, som en kælen kat.

Efterhånden var Declan begyndt at forvente, at hun bare gjorde som hun fik besked på, i hvert fald indtil de havde lært hinanden bedre at kende. Han havde jo egentlig også opført sig rinelig pænt, så det var var kun retfærdigt. Alligevel kom hendes ord bag på ham, så meget, at han faktisk næsten glemte, hvad han havde gang i, og i stedet bare stod helt stille, og lod ordene synke ind. Han kunne lide det, meget endda, og det satte for alvor skub i tankerne om alle de ting han kunne gøre ved hende, for at få hende til at sige det igen. Hans blik var nærmest som limet til hendes ryg, mens han forsøgte at få styr på sine tanker og bevare selvkontrollen, han kunne ikke smide det hele på gulvet nu! Men måske der alligevem var en måde, hvorpå han kunne få, hvad han ville have, uden han virkede alt for desperat.

Egentlig havde han haft andre planer, han ville pine hende lidt, før han overhovedet havde tænkt sig at røre hende rigtig, men de planer var smidt væk nu. I stedet trådte han helt hen til hende, pressede sig mod hende, og lænede sig ind over hende, så han kunne bide hende i nakken. Imens gled han sin ene hånd over hendes hofte, lod den følge den fantastiske runding lige ballen, indtil den til sidst gled bed til hendes underliv. Uendeligt langsomt førte han en finger oæ i hende, og næsten lige så langsomt begyndte han at føre den frem og tilbage.
"Sig det igen" Igen bed han hende i nakken, hårdere denne gang. For en gangs skyld havde han ikke planlagt flere skridt frem, han vidste bare, at han var NØDT til at høre de ord fra hende igen.

Ordene havde kun lige nået at fylde rummet, da de fik ham til at bremse alle sine bevægelser mens de sank sig dybt ind i hans hoved. Fik hende til at skæve en anelse besværet over skulderen, med et små triumferende smil på de fyldige læber, for som an stadig stod med hånden mellem hendes skulderblade, var det begrænset hvor meget hun kunne vride i kroppen.
Hun ville for alt i verden ikke undgå at se hans udtryk. Ville han stadig stå med det sædvanlige smil smørret over læberne og de ellers døde grå øjne, som kun fik liv af den voksende lyst, eller ville der være mere at finde?

Bordets kant borede sig skarpt ind mod hendes hofteben, ved presset af hans krop mod hendes egen og fjernede en hver mulighed for at komme væk, skulle hun have haft det mindste ønske om det. Smerten fra bordets kant, følelsen af ham lænet ind over hende og trykke hende hårdere mod bordpladen havde været nok til at få hende til at slippe et mindre støn, før hun sugede underlæben ind mellem sine tænder i et hårdt bid, men hun måtte slippe den, da hans tænder ramte hendes nakke og endnu et støn banende sig vej over hendes læber. Så meget det kunne lade sig gøre, pressede hun sig tilbage mod ham, mod fingeren, som tiggede hendes krop efter at han ikke måtte stoppe, den havde brug for mere, meget mere af ham.
”Ja, herre” hun lød næsten forpint, da hans bid denne gang havde været hårdere og for alvor sat hendes nervebaner i brand, mens den varme summende følelse i hendes underlivet tog til.

Denne gang fik hendes ord Declsn til at stønne lavt ind mod hendes nakke, det var egentlig utroligt, hvad Fielthena kunne gøre ved ham, uden så meget som at røre ham.
"Dygtig" ordene blev efterfulgt af en endnu at nap i nakken.
Fingeren i hendes underliv fik selskab af en til  og han begyndte at køre dem frem og tilbage. Han var opmærksom på alle tegn fra hende, hendes vejrtrækning, hendes små bevægelser, de lyde, hun lavede. Alt blev noteret mental, og lige så snart han mente, at nu kunne hun snart ikke klare mere, trak han fingrene ud af hende.
"Bliv nu liggende der som en god pige" han gjorde sit bedste for at efterabe det flabede tonefald, hun så ofte havde brugt overfor ham. Han rettede sig op, gav hende et solidt klask bagi, og gik så hen til den første og den bedste dør.

Bag den første dør Declan åbnede, var noget, som bestemt lignede et værksted. Ikke det han ledte efter lige nu, men det kunne sikkert bruges senere. Bag den næste dør var der dog noget helt andet og langt mere interessant: soveværelset. Lige så snart Declan trådte ind på værelset, faldt hans blik på den store kiste, hvilke hemmeligheder mon gemte sig i den. Nysgerrigheden raste rundt i kroppen på ham, som han drejede nøglen rundt og løftede låget.

Med det samme begyndte Declans hjerte at banke hårdt ved synet af kistens indhold. Alt hvad han så i kisten, kunne han levende forestille sig bruge på Fielthena. Fuldkommen betaget tog han en pisk op, og lod den svirpe gennem luften og ned på hans håndflade, følelsen fik det næsten til at kilde i kroppen. Nøje gik han igennem tingene og lagde dem til side, som han mente, at han ville få brug for med det samme. Valget faldt på en pisk med nogle tykke lædersnorre, et fladt bat med metalknopper, et stearinlys samt reb og et par stykker stof. Alle tingene blev taget med ud i køkkenet, hvor han placerede det på gulvet bag Fielthena.
"Tid til din straf for sådan at gøre dig til overfor mænd på kroen" han gik hen, så han stod foran hende, og begyndte et binde et stykke stof for hendes øjne.

Det var berusende i at vide at hun med så lidt, og så endda uden at røre det mindste ved ham kunne sætte så kraftig en reaktion i ham, blot ved nogle eller rettere et bestemt ord. Hans leg med hendes underliv var bestemt ikke uerfarent og det kom til udtryk som hendes krop reagerede på hans kyndige berøring hvad end det var suk, spinden, støn, små skælven og vrid.
Som stod hun på toppen af en klippe hvor kanten ledte ned til en afgrund fyldt af et altædende dybt mørke, som kun ventede på han skubbede hende ud over kanten og direkte ned i afgrunden. Hun havde været så tæt som hun havde kunnet komme, som hun stod lige på kanten da han trak hende væk fra den, fratog hende den fulde ekstase af et klimaks. Utilfreds brummede hun, for hvad i alverden skulle det nu til for?!
”Som du ønsker, herre” Klasket fik det til at gibbe i hendes krop, mens hun sukkede tungt.

Med et omtåget blik, fulgte hun ham, så godt som det kunne lade sig gøre, men uden at rejse sig fra bordet.
Den første dør åbnede og lukkede han ganske hurtigt igen, som han ikke fandt hvad han søgte og i stedet bevægede sig videre. Det prikkede bag hendes pande af nysgerrighed over hvad han søgte efter, men svaret skulle komme til hende ikke længe efter.
Han vendte tilbage, næsten med farven fuld af indhold fra kisten placeret for enden af den massive træseng med åben himmel. Synet fik hendes hjerte til at slå endnu hurtigere end det i forvejen gjorde, og hun kunne have svoret hun kunne høre hendes blod suse i ørene.
Det sidste hun så var ham, før alt blev mørkt som han dækkede hendes øjne til ”Jeg har været en slem, slem pige, herre” sagde hun kælent, tiggende for mere.

Det klædte i den grad Fielthena at være underdanig, selvom Declan ikke var i stand til at sige, om han foretrak han som underdanig eller dominerende. Med lidt held ville han ikke blive tvunget til at vælge hverken det ene eller det andet.
"Det har du" Han greb fat i en god håndfuld af hendes hår, så han kunne hive hovedet tilbage.
"Heldigvis er jeg god til at opdrage på slemme piger" eller hvem som helst, han var ikke just tilhænger af dårlige manerer, men det var underordnet for nu. Lige nu var det ikke et spørgsmål om manerer, det var en leg de legede. Men for Declan var der også en grad af alvor i det hele, for hun skulle lære, at hun tilhørte ham og ingen andre.

Declan slap hendes hår igen, og bevægede sig i stedet ned, så han atter stod bag hende. Nu var spørgsmålet bare hvilket legetøj, de skulle starte med. Han endte med at samle det flade bat op og veje det lidt i hånden, det burde være ganske fint som en start.
Nærmest kælende lod han hånden glide over hendes ene balle, inden han uden varsel lod battet falde mod den. Det første slag var blidt, han skulle trods alt lige lære battet at kende, men for hvert efterfølgende slag, blev der lagt flere og flere kræfter i. Først efter hun havde fået ti slag på hver balle, stoppede han op.
"Du svarede aldrig på mit spørgsmål tidligere" drillende slog han hende lidt mere blidt med battet.
"Nyder du at sidde og gøre dig til foran alle de beskidte mænd på kroen?" Igen placerede han en hånd på ballen, som han med det samme begyndte at massere med hårde bevægelser, bare så hun for alvor ville kunne mærke den smerte, som battet forhåbentligt havde efterladt hos hende.
"Fortæl mig hvad du er, siden du sådan nyder at gøre dig til for fremmede mænd" hans stemme var efterhånden helt grødet af lyst og han selvkontrol var tyndslidt, men han holdt fast, i hvert fald lidt endnu.

Hovedet fulgte med bagover for hans træk i håret og fik hårsækkene til at skrige af smerte, som de nærmest truede med at give slip på hovedbunden og fik hende til at slippe et svagt støn, mens hendes blik søgte til hans.

Det første slag var blidt, efterlod kun en svag rødmen under den lyse hud på ballen, men som slagene tog til i kraft blev den røde farve kraftigere og efterlod en konkurrerende dunken til den i hendes underliv, eneste betydelige forskel var den ene dunken var skabt af en næsten dyrisk lyst, og den anden var skabt af den smerte som blev tilbage selv efter sidste slag, en smerte som kun gjorde lysten større og at hendes tålmodighed blev mere papirstynd. De hårdeste af slagene havde sendt en skælven gennem hendes krop og et øjeblik havde det næsten virket som om hendes knæ ville give efter.
”Ja, herre” fik hun sagt ud mellem de små overfladiske hurtige, men stadig tungere åndedræt, som hun ikke have kontrollen til at fylde lungerne helt op med luft.

Den hårdhændede berøring af den ømme balle, fik hende til at trække luften ind mellem tænderne, samme luft blev med det samme presset ud gennem næsen i et tungt suk. Bare for et øjeblik kunne hun næsten ikke koncentrere sig om at svare ham. Kort lukkede hun øjnene, som hun fik samlet sig om hans ord og med en tilsvarende grødet stemme svarede hun ham endelig ”Jeg er en slem pige, som kan lide at gøre mig til for fremmede”

Fielthenas lyst var så tydelig, at det næsten drev Declan til vanvid. Han havde aldrig tvivlet på sine evner til at tilfredsstille kvinder, eller mænd for den sags skyld, men det her var noget andet. Det var som om hele hendes krop kaldte på ham. Alt ved hele situationen testede hans selvkontrol, og det havde hun egentlig gjort, lige siden deres seneste møde, bare det at holde sig fra at opsøge hende tidligere, havde været en test. Men før han overhovedet overvejede at gøre mere, skulle han lige have lov til at nyde de indrømmelser, som hun kom med.

Det kunne godt være, at Declan ikke brød sig om at dele sit "legetøj", men lige nu var der alligevel noget over tanken om Fielthena, som skamløst sad og gjorde sig til foran en gruppe lystne mænd. Især, hvis det var ham, som så i sidste ende fik lov til at tage hende med hjem. Det var noget han aldrig havde overvejet før, at fremvise sine erobringer for verdenen, kun for så at bevise, at de tilhørte ham. Det var vel også noget af grunden til, at han sådan havde nydt til blotte hende ude i butikken. Der var så mange spændende ting, han lige pludselig kunne gøre med hende, for nu havde hun jo indrømmet, at hun var hans.

Nu var det nok, Declan hverken kunne eller ønskede at holde sig fra hende længere. Battet blev nærmest smidt på gulvet, så han kunne komme til at smide sine bukser. Han greb fat i hendes hofter og borede sine fingre hårdt ind i hendes hud, og tillod så langt om længe sig selv at trænge op i hende. Befrielsen ved endelig at mærke hende var næsten for meget, men alligevel tillod han ikke sig selv at tage en pause, før han begyndte at bevæge sig hårdt frem og tilbage, fuldkommen ligeglad med, at hvert stød pressede hende hårdt op mod bordets kant.
"Tig om det" ordene blev nærmest knurret ud mellem hans støn. Nok havde han allerede overgivet sig hurtigere end planlagt, men alligevel skulle hun få til at tigge. Tigge om, at han fortsatte og tigge om, at hun også kunne få lov til at få sin længe ventede forløsning. Han havde dog allerede besluttet sig at være barmhjertig og give hende tilladelse, han kunne altid pine hende noget mere bagefter. 

Lyden ved mødet mellem brættets hårde træ og det massive trægulv, sammen med deres begges tungere åndedræt der var fulde af forventninger og rå lyst, puslen som han ved en vist fingersnilde fik sine egne bukser åbnet op og stoffet faldt længer ned omkring hans ben, fyldte rummet.
Det ville have været så fristende for hende at rette sig op, dreje sig rundt så hun kunne se hele ham og hvordan han var ved at sprænges efter at mærke hende, med hele ham og ikke bare pillerier med fingrene; men hun stod troligt stadig bøjet ind over bordets flade, afventende.

Spindene pressede hun sig tilbage mod ham som han langt om længe trængte op i hende, som krævede hun at få det hele med det samme. Neglende borede sig hårdt ind i de bundende håndflader i ren ekstase ved de hårde stød, gennemborende fingre i de efterhånden ømme hofter, efter de gentagende stød mod kanten ”Du må ikke stoppe.” bad hun ud mellem to støn. ”Jeg vil mærke hele dig, - jeg vil have hele dig, Herre.” hendes stemme var fuld af desperation, tiggende desperation som blev blandet sammen med det alt ædende mørke begær, som hev hende længere og længer ind i mørket.
Hvis han forsatte den hårde medfart, ville hun hastigt nærme sig afsatsen, som han tidligere havde revet hende væk fra, som hun havde været ved at træde over kanten. Stønnene blev flere, som perler på en snor og knæene blev nærmest som gele under hende, truede med at give efter og hun ville kun blive bremset i at falde ved den kontakt hans hofter skabte mod hendes stadig røde baller.