Det var ikke til at se at det stadig var forholdsvis tidligt på aften. Himlen var kulsort, som regnen stod ned i centimeter tykke stråler, og det buldrede let i baggrunden. Daphnie havde fået fri lige efter det store aftenryk, og havde været på vej hjem da himlen pludselig var gået i stykker, som havde nogen hældt en spand vand på et tyndt stykke stof, der flækkede under vægten. Den lille, brunhårede kvinde, med de vilde krøller havde gået i sine egne tanker. Hun savnede at have Jaris hjemme hos sig, og det lille hjem var blevet noget mere ensomt, selvom hun stadig havde kattene. 
 Distraheret af hendes tanker, havde Daphnie ikke været specielt opmærksom på hvor hun var gået, hun gik jo alligevel turen hjem så tit, så benene kunne vejen selv. Hun var derfor også bare begyndt at løbe i en tilfældig retning, da vandet begyndte at falde, uden at tjekke hvor hun løb hen. 

 Regnen var så voldsom, at man hurtigt blev gennemblødt. Daphnie nåede dog ikke at løbe ned af gaden i en søgen for læ særlig længe. Mørket og regnen gjorde det svært at se, og Daphnie så derfor ikke den hævede, lidt løse brosten før hun trådte på den. Vandet havde gjort den glat, og da den lå lidt løs, vippede den under hendes vægt og foden gled på stenen, hvilket resulterede i Daphnie mistede balancen, og faldt så lang hun var, og landede i en vandpyt.
 I forsøget på at redde sig fra at slå hovedet i jorden, prøvede Daphnie at tage fra med hænderne, hvilket blot resulterede i at knæ, albuer og hænder blev slået hårdt ned i jorden, og Daphnie kom med et smertefuld støn, efterfulgt af et par let klynkede lyde, da det gjorde utroligt ondt i hendes knæ. 

 En smule forsigtigt fik Daphnie sat sig op. Hun havde givet op på at skynde sig. Nu var hun alligevel gennemblød af regn og vandpyt. Regnen løb ned over hendes ansigt og blandede sig med tårene, der banede sig vej ud af øjenkrogene, mens hun snøftende så skaderne an. Det værste var hendes knæ, der gjorde ondt hver gang hun flyttede på benet. 

Der var noget beroligende ved regnen, det måtte Declan indrømme. Han foretrak godt nok solen og varmen, men det havde altid fascineret ham, hvordan regnen kunne sætte hele verdenen på pause i et kort øjeblik. Det betød dog ikke, at han nød at være ude i regnen, så han skyndte sig afsted, så han kunne komme hjem i tørvejr. Heldigvis gav den tykke, mørke kappe da nogenlunde beskyttelse mod det våde vejr. Egentlig havde det slet ikke været planen, at Declan ville være blevet ude til så sent, men han havde været henne i huset, hvor hans lille forretning holdt til, og han havde været alt for optaget af arbejdet til, at han bemærkede, at det efterhånden var blevet mørkt udenfor. Under normale omstændigheder ville han have benyttet soveværelset derhenne, som han så ofte gjorde, men han blev nødt til at bibeholde illusionen om, at han faktisk boede i huset i det centrale Dianthos.

Netop som Declan drejede ned af en af sidegaderne, så han en person lidt længere fremme falde og lande i en vandpyt. Normalt var Declan fuldkommen ligeglad med at hjælpe folk, som ikke kunne finde ud af at se sig for, men han kunne vel næppe ignorere personen, når nu han gik lige bagved. Roligt gik han hen til personen, det kunne jo være, at hun nåede at rejse sig op, så der ikke var brug for hans hjælp.
"Er de okay?" Han trak hætten til side, og satte sig ned på knæ. Hurtigt lod han blikket løbe ned ad hende, bestemt ikke noget grimt lille væsen, måske det ikke var helt dumt at hjælpe hende alligevel.
"Tillader de? jeg er healer" Spurgte han og rakte forsigtigt frem mod hendes knæ. Nok var han langt fra nogen stor healer, men et forslået knæ burde han nu nok kunne klare. 

 Det tog Daphnie lidt tid at tage sig sammen til at rejse sig. Selvom hun ikke gik ud fra der var særlig mange på gaden, og derfor heller ikke havde ladet blikket glide rundt for at se om nogen havde set hende, følte hun sig alligevel lidt ydmyget. Hun kunne mærke hvordan vandet trak ind igennem hendes tøj, og gjorde hende våd helt ind til huden, og selvom faldet måske havde set lidt sjovt ud, havde Daphnie det bestemt ikke sjovt med et. 
 Med et snøft, gned hun kort ærmet mod næsen, ikke at det gjorde en forskel, inden hun så gjorde et forsøg på at komme op at så, men så snart hun lagde vægt mod knæet, spænde det op i det, og sendte et jag af smerte op igennem hendes ben. 
 "  Arhg!  " klagede hun og lod sig dumpe ned i vandpytten igen med et lille plask. Hun sukkede tungt og gned sig så under øjet med håndryggen. Hun orkede det ikke. Det var slet ikke det her hun havde lyst til at bruge hendes aften på. Skadet, i en vandpyt. 

 Daphnie surmulen og opgivethed blev dog afbrudt kort efter, da en stemme brød igennem regnens larmen mod brostene. Daphnie løftede blikket og så op på en ung mand der kom mod hende. Eller var han bare en dreng? Mørket gjorde det svært for Daphnie at vurdere, ikke at hun nogensinde havde været god til at vurdere alder. Om hun var okay? Daphnie trak opgivende på skulderne. 
 " Jeg faldt..  " mumlede hun utilfreds, selvom det måske nok var klart, at det var det der var sket. Selvom det godt kunne ligne hende at hoppe rundt ude i regnen og vandpytter. Han satte sig ned til hende, og Daphnie førte en tit af det våde hår væk fra ansigtet. Krøllerne var slet ikke spor vilde mere, og hendes hår hang bare slasket ned over hendes ansigt. Daphnies blik flyttede sig fra fyren foran hende, og ned til knæet da han spurgte om han måtte heale det.
 " Hvis De kan, må De da gerne! " et hint af den kække tone Daphnie normalt havde brød igennem det dårlige humør hun havde fået af at falde, og hun så op på ham med et stort smil. Daphnie foldede kort læberne lidt tænkende, inden hun spurgte;
 " Vil du have lidt mere lys? " uden at vente på et svar, lukkede Daphnie kort øjnene i, i en koncentreret mine, inden et par selvlysende sommerfugle dukkede op mellem dem, og fløj ned til hendes knæ. Daphnie åbnede øjnene igen og smilte stort, indtil han ville begynde at røre ved knæet, så ville smilet ændre sig til en anstrengt grimasse og Daphnie ville gibbe lidt, både på grund af smerten i knæet, men også fordi hendes krop stadig ikke helt havde vænnet sig til, at andre rørte hende.

Det var en behagelig overraskelse, da et smil formåede at skubbe tårer og dårligt humør væk, hun var nu noget kønnere med et smil. Ikke at Declan sagde noget om det, selvfølgelig. Adelige og rige kvinder var vant til at blive konstant komplimenteret på deres udseende, men det var hans erfaring, at helt almindelige piger ikke behøvede den konstante polering af deres ego. Han skulle jo helst heller ikke virke skræmmende.
"Jeg skal i hvert fald nok gøre mit bedste" Faldet burde ikke have gjort meget skade, så han var ret selvsikker angående sin evne til at hjælpe hende.

Nysgerrigt så Declan på hende, som hun lukkede øjnene, og nysgerrigheden blev kun større, da der lidt efter dukkede en lysende sommerfugl op. Det havde han alligevel aldrig set før.
"Fascinerende" mumlede han lavt. Det var helt klart et spændende eksemplar, han havde fundet her, så det var værd at se, om han kunne komme til at bruge lidt længere tid sammen med hende, han tvivlede på, at det ville blive svært at det ville blive svært, hun virkede ikke som den mest forsigtige type.

Blidt lagde Declan hænderne mod hendes knæ og lukkede så øjnene. Det lod ikke til, at der var sket nogen større skade i knæet. Et hårdt slag, som formentlig ville gøre ondt i et par dage, men ikke noget han kunne hjælpe med, nogle gange skulle kroppen bare have lov til at heale sig selv.
"Det lader ikke til, at det er andet end et voldslomt slag, selvom det i sig selv kan være værre end en voldsom skade" Han rejste sig op, og rakte så armen ned mod hende.
"Jeg bor lige i nærheden. Hvis de tillader, vil jeg gerne tilbyde dem lidt hvile og læ for regnen, de bør heller ikke støtte alt for meget på benet" Hvis hun tog imod hans tilbud, havde han tænkt sig at tilbyde hende en arm, som hun kunne støtte sig til, hvorefter han ville sætte kursen mod huset. Der var gudskelov ikke ret langt 

 Gøre sit bedste. Daphnie kunne ikke bede om mere end det, og hun bed sig lidt i underlæben mens hun nikkede. Hun så ingen grund til at takke nej, når hun blev tilbudt hjælp. Han virkede jo også en en ganske flink, ung fyr. 
 De små, lysende sommerfugle lyste let op mellem dem, og gjorde det også lidt nemmere for Daphnie at betragte hvem end der var kommet hende til undsætning, og hun vippede let hovedet lidt på skrå som det naive blik gled over hans ansigt, som han så sommerfuglene an. 

 Som forventet lavede Daphnies krop et lille ufrivilligt ryg, da hans hænder ramte hende knæ, og en klagende lyd lød også kort fra hendes læber, ved smerten. Blikket blev flyttet ned på knæet, mens han undersøgte det, en smule irriteret over kroppens reaktion på berøringen. Selvom hun var glad for det var blevet en hel del bedre, var hun stadig ikke helt tilfreds med at den stadig reagerede lidt. Der gik nok lige et par dage endnu, før hun ville være helt normal. Håbede hun. 
 " Oh..  " lød det kort lidt skuffet fra hende, som han snakkede og smerten stadig var i knæet. Der var åbenbart ikke noget han kunne gøre, men det var vel forsøget værd!
" Hun flyttede blikket op på ham, som han rejste sig op, og vippede hovedet lidt på skrå, som hun lyttede. Underlæben blev suget overvejende ind i munden, og hun bed lidt ned i den. Overvejelserne var korte, for hun kunne ikke rigtig komme med nogle grunde til hvorfor hun ikke skulle tage imod tilbudet. Desuden synes hun også at det våde, tunge tøj var begyndt at blive lidt koldt, og som hun havde ikke helt styr på hvor hun var, eller hvor langt hjem hun havde det.
 "  Det lyder som en ganske fornuftig ide! Sikke venlig De er.  " kommenterede Daphnie venligt, inden hun løftede armen op, for at tage imod hans hjælpende hånd. 

 Det var med lidt klynkende lyde og langsomme bevægelser at Daphnie kom op at stå, ved hjælp fra hendes redningsmands. Som han tilbød hende at støtte hende, tog hun glædeligt imod hjælpen, som de begyndte at gå.
 " Jeg hedder forresten Daphnie. Men folk kalder mig bare Daffe.  " Daphnie så op på ham med et skævt smil. Det blev dog afbrudt af en smertende grimmasse som hun støttede for meget på det dårlige knæ, og flyttede blikket ned på vejen, for at holde øje med hvor hun gik, og koncentrere sig om ikke at støtte på benet.

Det lille ryk i kroppen, fik Declan til at skæve nysgerrigt til Daphnie. Var det på grund af smerten i knæet, eller havde nogen gjort hende ondt, siden hun reagerede sådan på berøring? Uanset var det ikke hans plads at spørge om det, ikke endnu i hvert fald.

Galant lagde Declan en hånd på hendes arm, så han kunne støtte hende yderligere, han var trods alt ikke vanvittigt stærk, så en enkel arm gav næppe megen støtte.
"Mit navn er Declan" introducerede han sig med det sædvanlige smil. Daffe.. det var slet ikke i et navn, som passede til en så yndig skabning. Egentlig havde han aldrig rigtig forstået behovet for kælenavne, men der var selvfølgelig så meget han ikke forstod ved almindelige folks gøren og laden. Langsomt førte han hende den korte vej hen til hans hus.

Husets var ikke noget særligt. Et lille hus i to etager, hverken prangende eller noget som helst. Declan satte nøglen i låsen, og åbnede døren, så han kunne hjælpe Daphnie indenfor. Indenfor var huset lige så simpelt som udefra. Man kom direkte ind i et rum, som var simpelt indrettet med et område til madlavning samt et spisebord. En dør førte ind til et lille soveværelse, og en trappe førte op til overeetagen, hvor hans kontor var indrettet. Daphnie blev placeret på en stol ved spisebordet, hvorefter Declan gik hen for at tænde op i ovnen, så varmen kunne sprede sig i rummet og tørre hans egen regnvåde kappe, som var blevet hængt på en knage næsten lige ved siden af ovnen. Bagefter gik han ind på soveværelset for at finde et skin, som han rakte til Daphnie, da han atter kom ud igen. Så burde det være nok til, at hun kunne få varmen.
"Er der noget, jeg kan byde dem? Te? Lidt brød?" Meget kunne man sige om Declan, men han havde altid været den perfekte vært.

 "  Declan.. " gentog Daphnie, som om hun skulle smage på navnet, for at vurdere om hun kunne lide det. Hun så lidt overvejende på ham, mens vurderede om navnet passede til ham. Om han lignede en Declan.  Det var dog lidt svært at vurdere i mørket, selvom sommerfuglene hjalp lidt. Selvom Daphnie haft sagt hun blev kaldt Daffe, var det ikke fordi hun krævede at blive kaldt det. Det var også derfor meget bevidst at hun havde generaliseret da hun sagde at hun blev kaldt Daffe. Det var noget der var kommet af hendes bror ikke kunne sige  Daphnie da han var lille, og så havde det hængt ved. Hendes far kaldte hende dog stadig Daphnie, og hendes mor kaldte hende Tudse, så hun tog det ikke så tungt, hvad folk kaldte hende. 

 De lysende sommerfugle smuldrede lige så stille som Daphnie kom op at stå, og hun ikke længere koncentrerede sig om dem. Hun var stadig ikke særlig god til at bruge evnen, for det var ret sjældent hun brugte den. 
 De grønne øjne gled nysgerrigt rundt på omgivelserne som de gik, så Daphnie havde bare en lille ide om hvordan hun skulle komme hjem igen, når regnen stoppede, og fordi de bevægede sig igennem en del af Dianthos der var lidt mere fin, en der hvor hun selv boede. Da de nåede en dør, som virkede til at være deres endestation, lod Daphnie blikket glide lidt over den store bygning - den var i hver fald stor i forhold til hendes lille hjem - og lidt en lavt, og imponeret lyd slippe over hendes læber.
 " Wooow....  " Det var stille og næsten diskret, men slet ikke så Declan ikke ville kunne høre. 

 Da de kom ind gennem døren gled Daphnies blik nysgerrigt rundt og hendes hals strakte sig en del, for at få det hele med. Hun blev placeret på en stol, noget hun bestemt ikke var tilfreds med, for hendes nysgerrighed hev og sled i hende, for at få hende til at gå på opdagelse, men Declan havde sagt hun ikke skulle støtte for meget på knæet, og det var trods alt hans hjem, så hun måtte hellere blive siddende. I stedet gjorde hun alt hun kunne for at se sig omkring, fra stolens position, og var et par gange ved at falde halvt ned af stolen. 
 Declan dukkede pludseligt op med et skin som han gav hende. Lidt forvirret tog Daphnie imod det. Hun havde været så optaget af at se sig rundt, hun ikke havde set eller hørt han var gået afsted for at finde det. Hurtigt pakkede Daphnie sig ind, som hendes krop var begyndt at skævle en smule ved kulden fra det kolde tøj. 
 " Lidt te, til at få varmen kunne være dejligt!  " sagde hun med et stort smil. Blikket faldt endeligt til ro på Declan, som var en del nemmere at betragte nu hvor der var lidt mere lys. Nu hvor hun kunne se ham bedre, synes hun også en godt kunne ligne en Declan. Hendes hoved vippede lidt på skrå. Eller måske en Thomas. 

 Det faldt ikke Daphnie ind, at hun måske sad og stirrede en del. Det var bare en naturlig process af Daphnies nygerrighed.
 " Er det alt sammen dit? " endelig fjernede hun blikket fra den rødhårede fyr, og så rundt i rummet de var i, igen.
  

Var hun imponeret over hans hus? interessant, det fortalte ham faktisk en hel del om hende, eller i hvert fald om hendes stand, for hvis hun blev imponeret over det lille hus, måtte hun komme fra ringere kår. Det var altid godt at vide, så burde hun ikke være så svær at imponere.
Det var lige før, at Declan kunne mærke hendes nysgerrighed, som han gik rundt og fandt det forskellige ting. Hun skulle nok få lov til at undersøge huset, hvis det betød, at han kunne få hende til at blive hængende, men først måtte han jo nok hellere sørge for, at hun havde det lidt komfortabelt.

Mens han hele tiden hørte godt efter, hvad Daphnie lavede, fik Declan fundet frem til at lave te. Det var ikke noget han selv drak meget, generelt var det meget sjældent, at han brugte ovnen. Enten spiste han på kroen, ellers havde han folk til at lave mad til sig, når han overnattede i sit andet hjem.
"Ja, jeg bor her alene" Ingen ville nogensinde kunne holde ud at bo med Declan, han havde sin helt egen måde at gøre tingene på. Desuden gik han utroligt meget op i orden, så han ville nok heller ikke kunne holde ud, hvis han skulle bo sammen med en, som skulle rode i hans ting.

Mens vandet til teen blev varmt, gik Declan igen over til Daphnie. han hev en stol over, så den stod lige overfor hende.
"Tillader de?" Meget ulig ham, ventede han ikke på svar, før han forsigtigt tog fat i hendes ben, og løftede det op, så hun kunne hvile foden på stolen, hun virkede ikke som typen, som ville have sagt nej til hans hjælp.
"Nu bliver de vel ikke syg af at sidde i det gennemblødte tøj?" Hans stemme lød bekymret, men det var falsk, selvfølgelig, men han havde års erfaring i at foregive følelser, så det burde alligevel lyde reelt nok.

 Blikket gled igen undersøgende rundt, tog hver lille detalje ind, som om hun skulle huske hvordan Declans hjem så ud, om flere uger. Daphnie var dog bare nysgerrig, og lod ikke noget gå forbi hendes næse, især nu hvor hun ikke bare kunne gå rundt. Det var i hvert fald det hun bildte sig selv ind. Blikket fald tilbage på Declan, og hun spidsede kort læberne lidt.
 " Du har flere døre end mig..  " mumlede hun med en påtaget surmulen. Der skulle heller ikke meget til at have flere døre end hende, hun havde trods alt kun den ene dør, ind til hendes hjem. Alt det plads, Declan havde til sig selv, det måtte være fantastisk. 

 Som Declan kom over til Daphnie, fulgte hun ham lidt med blikket. Hun troede egentlig han ville sætte sig ned over for hende, men i stedet stillede han hende et spørgsmål. 
 " Sel.. uuh! Selvfølgelig!  " Daphnie gik i gang med at svare, mens om Declan tog fat om hendes ben og løftede det op på stolen, kom hun kort med en overrasket lyd, da hun havde det som om hun var ved at falde ned af stolen, inden hun færdiggjorde sætningen. 
 Daphnie så ned af sig selv som Declan spurgte ind til om hun ville blive syg af det våde tøj. Hun havde det koldt, og det var ikke bare let køligt, hun følte sig kold helt ind til benene. Derfor brummede hun lidt.
 " ... Måske?  " Hun blev sjældent syg, men at skulle sidde længe i vådt, koldt tøj lød bestemt ikke som det bedste for at forblive rask. Og nu var det ikke ligefrem fordi hun kunne spørge kroppen om den ville blive syg. Det var i hver fald aldrig lykkedes for hende at få svar fra hende, når hun havde spurgt den om ting. 
 " Det kunne godt være det ikke var det bedste at sidde i så vådt tøj.. " mumlede hun en smule overvejende. Hun kunne jo nok ikke bare smide tøjet.. Hun var trods alt ikke hjemme!

Det var næsten for nemt at sno hende om lillefingeren. Måske var det fordi, at Declan generelt omgav sig med kriminelle, men det var næsten svært at forestille sig, at der fandtes så naive skabninger. Det gav ham næsten en trang til at beskytte hende, så han kunne bevare denne uskyld og naivitet, som gjorde hende så unik. Spørgsmålet var jo bare.. hvor uskyldig var hun faktisk? Det var fristende at antage, at hun intet havde oplevet i dette liv, at hun var en fuldkommen urørt blomst, men det var efterhånden umuligt at finde udenfor adelens beskyttende rammer. Og selv der lavede de fine adelskvinder meget mere, end deres fædre egentlig vidste.

Meget kunne man sige om Declan, men han var en gentleman helt til det sidste. Mange svagere mænd ville sikkert have foreslået, at hun bare kunne smide tøjet, men han ville slet ikke bringe hende i en sådan forlegen position.. medmindre hun selv ønskede det, selvfølgelig.
"Jeg er tilbage om lidt" Igen forsvandt han ind på soveværelset, hvor han åbnede dørene til den store garderobe, hvor alt hans tøj lå sirligt foldet og stablet. Alt det tøj han ejede ville formentlig være for stort til hende, men det var vel bedre end ingenting. Han endte med et par bukser og en skjorte, som han selv mente sad lige stramt nok på ham.
"De kan låne det her" han lagde tøjbunken på bordet, da han atter kom ud i køkkenet.
"Mit soveværelse ligger derovre, de kan bare skifte tøjet der. Så skal jeg gøre vores te klar imens" han slog ud med armen mod værelset, og gik så over til komfuret. Han burde måske have tilbudt hende hjælp, det dårlige ben taget i betragtning, men han ville lige se, hvor hjælpeløs hun faktisk var.

 Der var ingen tvivl om, at Daphnie var naiv og godtroende. Hun troede altid på det bedste i andre, og at alle havde noget godt i sig, et eller andet sted. Man skulle tro, at hendes møde med Zane havde gjort hende mere påpasselig med blot at stole blindt på fremmede, og går med dem, uden noget yderligere eftertanke, men det var tydeligvis ikke sagen. 

 "  Oh.. Okay..  " Daphnie så lidt efter Declan som han forsvandt, før hun flyttede blikket væk fra ham, og lod det igen glide undersøgende rundt. Hun nåede ikke at sidde længe før hun begyndte at blive rastløst, efterladt alene og kold i det store rum. Hun havde det som et lille barn, der havde fået af vide hun ikke måtte spise slikket fra en skål, og efterfølgende være blevet efterladt alene med slikket. Utålmodigt flyttede hun sig lidt på stolen, mens hun så lidt mod rummet Declan var forsvundet ind i. Det var så fristende at rejse sig op og luske nysgerrigt rundt, men han havde jo givet udtryk for at det ikke var den bedste ide, så hun måtte vel hellere blive siddende. Det var bare så ufatteligt kedeligt, jo! 
 Daphnie løftede sig lidt fra stolen, ligesom Declan kom tilbage ind i rummet, og Daphnie lod sig dumpe tilbage ned på stolen, med et uskyldigt glimt i øjnene, selvom hun egentlig ikke havde gjort noget hun ikke måtte. Som det flyttede sig hen på bunken med tøj, blev blikket dog nysgerrigt og hun vippede hovedet lidt på skrå, som hun gav sig til at undersøge lidt med hænderne. Man kunne jo ikke kun se med øjnene! Man skulle også se med fingrene, jo!
 " Åh! Tak skal de have! " Daphnie så tilbage på Declan med et stort smil, og efter at have lagt tøjet på bordet, og fik sig løftet fra stolen, mest med hjælpe fra armene og det gode ben. Der var ingen tvivl om at Declan var af højere status end Daphnie, og Daphnie var bestemt ikke vant til at være blandt sådanne folk alene, så hun var utrolig uvis om hvordan man agerede. Hun endte derfor, en smule akavet, med at neje som tak, inden hun samlede tøjet fra bordet. 

 Med alle sorger omkring det dårlig knæ, trådte Daphnie frem og som et jag af smerte skød op igennem det dårlige knæ, var hun næsten ved at falde, inden hun fik fat i det ene stolen ryglæn som støtte.
 "  Ved Zaladins lan.. " Daphnie stoppede sig selv, usikker på om det var uhøfligt at bande i et hjem, af Declans stand.
 " Undskyld!  " mumlede hun lidt forlegent, inden hun en smule forhastet haltede ind på værelset, med en smertende grimasse hver gang hun støttede på det dårlige ben. 
 I farten ind til værelset fik Daphnie ikke lukket døren helt til, og den endte med at stå lidt på klem. Og ganske hurtigt gik hun også i gang med at komme ud af det våde, kolde tøj, for ikke nok med at det var koldt, så klistrede det sig tungt til hendes krop, og det var ikke særlig behageligt. Declans bukser var lidt lange til Daphnie, men ikke værre end hun kunne klare det ved at folde buksebenene lidt op. Skjorten var lidt en anden sag, og selvom den var lidt stram til Declan, så svømmede Daphnie stadig lidt i den, og hun proppede den derfor ned i bukserne, som var strammet godt ind med snøren. Ærmerne blev også foldet lidt op, så hendes arme ikke virkede alt for lange. 

  Det tørrer tøj gjorde allerede en stor forskel for Daphnies kropsvarme, og hun havde det allerede meget mere tilpas. Det våde tøj lå bare i en bunke på gulvet, som hendes blik så sig lidt undersøgende omkring. Haltende gav gik hun hen til en kommode, som hun lod fingerne glide hen over. Det virkede så.. Fint. Ligesom tøjet. Hendes egne møbler og tøj, virkede meget mere råt i forhold til Declans ting. Utroligt kort, kiggede Daphnie til siderne som om hun skulle tjekke at hun ikke blev holdt øje med, før hun forsigtigt og nysgerrigt åbnede en skuffe i kommoden. 
 Uden at røre for meget ved tingene i skuffen, fandt Daphnie et eller andet der kunne minde om et bånd. En smule legende viklede hun det lidt rundt om fingerne, inden hun tog det op til håret, og brugte det til at samle krøllerne, der lige nu bare var våde og slatne. Det kunne hun vel godt lige låne, mens hendes hår tørrede, så det ikke endte med at stå ud til alle sider lige pludselig.

Hver lille ting som Daphnie sagde og gjorde blev analyseret nøje af Declan. Således blev hendes lille udbrud også vendt og drejet i hans hoved, selvom han udadtil ikke virkede til at reagere. Bandeord var ofte et kendetegn ved det dårligere borgerskab, ikke at der var noget nyt information om hende i det. Nej, hvad der var langt mere interessant var, at hun så hurtigt undskyldte for det, så hun var jo tydeligvis ikke helt uopdragen, men heller ikke helt uskyldig, siden så fæle ord kunne forlade den kønne mund.

Det tog ikke lang tid at gøre teen klar, så Declan var på vej over til bordet med to krus, næsten for Daphnie overhovedet havde forladt rummet. Så var det jo bare at vente. Han satte sig på en af stolene, og selvom han forsøgte at holde opmærksomheden andetsteds, kunne han ikke undgå at lade blikket glide over mod døren ind til soveværelset. Den stod på klem, spændende. En irriterende nysgerrighed begyndte at sprede sig i Declan. Nej, han kunne da ikke, det var forkert at lure på andre, især unge damer. På den anden side, han havde jo ladet hende være alene i et rum, som indeholdt hans personlige ejendele, og han kendte jo endnu ikke meget til hende.

Nå ja, hvad kunne det egentlig gøre, hvis hun alligevel ikke opdagede det, han ville jo bare sikre sig, at han ikke havde taget en tyvenes med hjem. Langsomt og så lydløst som overhovedet muligt, bevægede Declan sig hen til døren, så han kunne kigge ind, lige tidsnok til at få et glimt af Daphnies nøgle balle med det lille ar. Så hun var ikke urørt? Et ar kunne selvfølgelig betyde mange ting, men placeringen af det kunne da tyde på, at nogen havde fornøjet sig med hende, og måske endda at det ikke havde været frivilligt. Det var en ting, Declan altid havde haft svært ved at forstå, mænd som tvang sig på kvinder. Jo, de fik forløsningen, men det var da langt mere tilfredsstillende at kunne give nydelse tilbage.. det gjorde det så fantastisk nemt at manipulere med folk.

Lige så lydløst som før gik Declan et par skridt tilbage, så han kun lige akkurat kunne nå et bange på døren.
"Deres te er klar. Går det hele som det skal, eller skaber deres knæ problemer?" Ærligt ville han da ikke have noget imod at gå ind og hjælpe hende i tøjet, men han kunne ikke drømme om at gøre det, hvis han ikke blev bedt om det.

 Det var ikke fordi Daphnie bevidst prøvede at være uhøflig. Hun vidste jo godt man ikke bare rodede i andres ting, eller at man bandede højlydt, slet ikke foran folk med højer rang end en, det var bare ikke altid helt nemt at huske alle de ting. Desuden var hun også utroligt nysgerrig og hun havde aldrig været i et hjem så fint, så det gjorde det endnu svære for hende ikke at undersøge Declans ting lidt, især nu hvor hun var alene. 

 Daphnie skulle til at lukke skuffen i igen, da Declan pludselig bankede på døren og sagde noget til hende. Hun hørte dog ikke hvad der blev sagt, da hun blev utroligt forskrækket. Hun var jo lige blevet taget med fingrene i kagedåsen, så at sige! Med et forskrækket spjæt rykkede hun mærkeligt i skuffen, der fik den til at sætte sig i spænd, og Daphnie kom med en skinger, forskrækket lidt.
 " Uuuigiiihihrh!  " Daphnie puffede lidt hårdt til skuffen for at få den til at lukke, men den havde sat sig virkelig godt fast, og nu ville han tydeligt kunne se hun havde rodet i hans ting. Med den røde farve blussende op i hendes kinder, så hun forlegent mod døren, mens hun overvejede hvad hun skulle sige. Stilheden varede mistænkeligt længe efter hendes forskrækkede udbrud.
 " Eeeeeh...  " lød det så endeligt, men det var ikke specielt brugbart. Daphnies blik gled søgende rundt i rummet, var der et eller andet hun kunne gøre så det ikke virkede så afslørende. 
 " Jeg.. Det.. Eh.. Min te har det helt fint!  " lød det en smule fraværende fra hende.
 " Jeg kommer ud til knæet om lidt! Jeg skal lige.. ehm.. tøj! Av..!  " Daphnie tog et skridt væk fra kommoden, for at se hvor slemt det så ud, men skuffen stak meget ud, så hun kunne ikke bare lade som ingenting. Hun flyttede blikket hen på døren, inden hun en smule opgivende sænkede skuldrene og sukkede tungt. Det var vel bedst hun bare sagde det som det var. Så måtte Declan vel smide hende ud bagefter, hvis det var det der skulle til. 

 Lidt tøvende haltede hun hen til døren, og kiggede forsigtet ud mellem sprækken, som et lille barn der vidste det havde gjort noget forkert. Uden at sige noget, åbnede hun døren op og trådte til siden så han kunne komme ind i rummet.
 " Det var ikke med vilje!  " Skyndte hun sig at sige, inden ordene så bare væltede ud af hende.
 " Det er bare fordi jeg har aldrig været så fint et sted, og Deres hjem er så flot og stort, og mit er så lille og grimt, og jeg var nysgerrig efter at se hvad man havde så fint et sted, og så åbnede og skuffen. Det var bare for at kigge en lille bitte smule, og så var der et bånd og det har jeg altså lige lånt sammen med tøjet. Men så bankede du på og jeg blev forskrækket og så blev skuffen skæv og nu kan jeg ikke ligge den igen. Undskyld!  " Daphnie tog en dyb indånding da hun havde sagt undskyld, og så på Declan med læberne foldet sammen. Klar til at få skæld ud for at rode i andres ting.

 Det var et opmærksomt blik, der gled rundt på Declans ansigt, da Daphnie var færdig med hendes talestrøm. Selvom han havde virket så sød og venlig, betød det ikke at han nødvendigvis fandt det okay at hun havde rodet i hans ting, trods hun kun havde kigget og ikke som sådan havde rodet rundt i hans ting. Nu havde hun også ødelagt hans kommode, så hun kunne forstå hvis han var irriteret over hende. 
 Daphnie så dog ingen irritation i Declans ansigt. Hun kunne faktisk generelt ikke rigtig tyde hvordan han havde det med det, men da han sagde det var okay, bed hun sig lidt i underlæben og stillede sig med hænderne på ryggen. Vippede lidt frem og tilbage på fødderne. Hun stod og overvejede hvad det mon ville koste for hende at fixe eller erstatte kommoden, og hvor længe der mon ville gå før hun ville kunne gøre det, med hendes lille løn. Hendes tanker blev dog afbrudt, da Declan med et ryk fik fixet kommoden og lukket den igen.
 " Oh..  " lød det en smule lettet fra de smalle læber. Blikket flyttede sig hen på Declan igen og hun sendte han et undskyldende smil, mens hun nikkede til det han sagde. Hun skulle til at sige undskyld igen, men inden ordene forlod hendes læber var Declan på vej ud af døren igen, Daphnie gik ud fra den samtale var slut. 

 Der gik dog lidt inden Daphnie fik med ham. Hun stod i stedet lidt forvirret og så ud efter ham, og ned på bunken med det våde tøj og tilbage ud på Declan. Hun vidste ikke om hun skulle lade det ligge eller tage det med ud. Eller om det var okay det kom til at hænge til tørre ved brændeovnen. Da Declan brød stilheden, og derfor igen Daphnies tanker med teen, rankede hun sig lidt op, inden hun hurtigt bukkede sig ned og samlede tøjet op. Næsten. I farten fik hun ikke underkjolen med, og opdagede heller ikke at hun ikke fik underkjolen med sig. 
 " Jeg kommer, jeg kommer!" skyndte hun sig at sige, inden hun haltede tilbage indtil Declan. Med favnen fuld af vådt tøj, stod hun så ved stolen hun havde sat på tidligere og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med tøjet. Blikket gled kort lidt søgende rundt, inden hun så han på Declan.
 " Uhm.. Tænker De at det er bedst at hænge mit tøj til tørre, eller skal jeg komme tilbage med Deres tøj når jeg har vasket det, eller..  " spurgte Daphnie usikker på om hendes forslag lød helt mærkeligt i Declans ører. Måske ville han ikke lade hende gå før han fik tøjet igen, men hun kunne jo heller ikke rigtig gå hjem i det våde tøj. Med mindre hun selvfølgelig ikke havde andet valg, så måtte hun vel gøre det.

Hendes våde tøj. Selvfølgelig, hun ville jo formentlig gerne have dem med hjem, det var ellers en fantastisk undskyldning for at hun blev nødt til at komme på besøg igen. Men hvis hun nu tog hans tøj med hjem.. det kunne virke. Han var egentlig ligeglad med tøjet, det passede alligevel ikke mere. Siden hun virkede opsat på at få tøjet med hjem, var det mindste han kunne gøre vel at sørge for, at det var tørt. Jeg venligere han var mod hende, jo større chance var der for, at hun ville komme tilbage. Han tog en stol, og rykkede den hen, så den stod foran ovnen. Han havde egentlig heller ingen interesse i at beholde det våde tøj, så længe hun tog hans med hjem.. Eller, han havde i hvert fald ikke interesse i det meste af det våde tøj.
"De kan hænge deres tøj til tørre her, det er nok den bedste nulighed for, at det når at tørre. Eller er de velkommen til at beholde mit tøj, de kan bare komme tilbage med det, når det er blevet vasket" Nyvasket tøj og besøg af en nydelig lille skabning, hvis Declans planer gik, som han tænkte, var der vist rigeligt at se frem til. Måsle ville Daphnie faktisk være en af dem, som han holdt fast i lidt længere.

Måske burde Declan have hjulpet Daphnie med det våde tøj, måske endda tilbudt hende støtte nu hun havde dårligt knæ, men han var stadig en anelse irriteret over, at hun havde rodet gennem hans ting, så som en tavs hævn satte han sig i stedet ved bordet og greb kruset med te. Heldigvis var vandet stadig varmt, selvom te aldrig ville blive hans foretrukne drik.
"De har slet ikke fortalt mig, hvad de lavede ude, alene, så sent om aftenen" Han ville vide alt, som der var at vide om hende. Hvem var hun, hvor arbejdede hun, var der en ægtemand, som ventede på at få hende hjem.

 På grund af smerten i knæet, og bunken af vådt tøj i Daphnie øjne, lagde hun ikke mærke til hvordan snøren i bukserne lige så stille begyndte at løsne sig som hun gik. Hun blev stående henne ved hende 'plads', mens hun lyttede på hans svar, og nikkede lidt da han var færdig. Da hun stadig ikke helt kunne finde ud af hvordan hun skulle agerer omkring, især fordi han holdt ved den formelle tale, endte hun med at neje igen.
 " Tak! Jeg tror ikke det kan nå at tørre helt.. Det var en meget våd vandpyt. Så jeg vil gerne have lov til at låne Deres tøj med hjem. Ellers bliver det nok en kold fornøjelse at gå hjem..  " Forklarede hun mens hun gik over til brændeovnen og lod et par lette grin glide over hendes læber. 

 Det var ikke ligefrem et langt stykke Daphnie skulle gå, men det dårlige knæ, og tøjet gjorde hende lidt langsom, og da Declan stillede hende et spørgsmål satte hun også faren lidt ned, så hun kunne se hen på ham mens hun gik. 
 " Jeg var på vej hjem. Fra arbejde.  " forklarede hun og flyttede blikket hen på stolen til tøjet, så hun vidste hvor hun gik.
 " Jeg arbejder på en kro, hvor jeg serverer.  " uddybte hun let, og stoppede ved stolen. Det var ikke ligefrem noget fancy job, og Declan gjorde sikke noget der var meget mere spændende, men hun kunne nu også meget godt lide jobbet, selvom det kunne være hårdt en gang i mellem. Det havde også været lidt ekstra hårdt, her mens hun ikke har kunne lide at blive rørt ved, men det var heldigvis begyndt at blive meget bedre, og hun var begyndt at nyde at arbejde igen. 

 Den lille gåtur hen til stolen havde fået bukserne til at løsne sig lidt mere, og det var egentlig kun tøjet i hendes favn der holdt det oppe, så da Daphnie løftede lidt ud i det, for at gøre klar til at ligge det på stolen, så hun kunne hænge det op. Følelsen af stoffet der gled ned om hendes ankler fik hende dog til at gå i stå og et lettere panisk udtryk gled over hendes agtigt som hun stirrede lidt frem for sig. Declans skjorte var heldigvis så lang, at hun ikke stod med helt bar numse, men det stoppede ikke den røde farve fra at snige sig ind over det let buttede kinder. 
 "  Oh... " Var det eneste hun formåede at mumle, som et let panik og flovhed sneg sig ind over hende. Det smarte havde nok været at skynde sig at smide tøjet på stolen og få hevet bukserne op, men det var som om Daphnie bare var frosset helt fast på stedet og ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre. 

 Da Daphnie endelig kom til sig selv, formåede hun dog alligevel og lægge tøjet på stolen, og fik hurtigt samlet bukserne op og strammet dem ekstra godt denne gang. Flovt rømmede hun sig lidt, og skævede mod   Declan.
 " Det må De undskylde..  " lød det forlegent fra hendes læber.

En servitrice.. det passede underligt nok faktisk ret godt til hende. Selv kunne Declan ikke forestille sig at arbejde at sted, hvor han levede af at betjene andre, men han havde også altid været dårlig til, når andre bestemt over ham.
"Det må være et job, hvor du får mulighed for at møde mange spændende mennesker" HAn kunne egentlig godt se logikken i at eje en kro, og så bruge servitricerne til at indsamle hemmeligheder, når de gik rundt blandt kunderne. Folks tunger havde en tendens til at blive så løse, når de blev fulde.. Måske det var noget, han skulle se nærmere på i fremtiden.

Det var lige før, at Declan kom til at grine af ren forbløffelse, da Daphnies bukser røg ned omkring hendes ankler, den havde han alligevel ikke set komme. I stedet for et grin formåede han dog at holde det til at bredt smil, som han lagde hovedet på skrå og betragtede hende nysgerrigt. Det var nu en skam, at skjorten var lang nok til at dække det meste.
"De behøver skam ikke undskylde for at smide tøjet" En svagere mand ville sikkert have udnyttet muligheden, når hun nu stod der fuldkommen forsvarsløs og uden bukser. Declan overvejede da også, om han skulle tage chancen og se, om hun var med på lidt sjov, men han ville hellere vente, til hun nærmest tiggede ham om det. Det skulle nok ske på et eller andet tidspunkt. 

 Det var egentlig ganske unormalt for Daphnie at blive forlegen, og normalt ville hun måske heller ikke være blevet så forlegen over at stå delvist bar over for Declan. Jovist, de kendte ikke rigtig hinanden, og havde trods alt kun lige mødt hinanden. Derfor dækkede skjorten stadig det meste af Daphnies krop, og med bukserne om anklerne, var det næsten kun de to små knæ Declan fik lov at. Det ene med et begyndende blåt mærke på sig. Men der var bare noget over den stadig fremmede mand. Måske var det dét at han ganske tydeligt var fra en finere del af Dianthos, eller måske var det fordi han var så høflig, men alligevel havde en mystisk udstråling. Hun stod i hvert fald og blev helt forlegen. 
 " Oh.. Okay..!  " Daphnie sendte Declan er forsigtigt smil, for lige at mærke stemningen lidt, men Declan virkede til at have taget det ganske stille og roligt. Det var helt mærkeligt ikke at få en tydelig pervers kommentar, som hun var vant til fra Jaris, og tanken fik Daphnies smil til at blive lidt mere skævt. 

 Daphnie gik i gang med at hænge tøjet op hen over stolens ryglæn. Muntert nynnede hun let mens tøjet blev foldet ud og hængt så godt det kunne, nu det hele skulle være på en stol. Og så var det hun kom i tanke om Declan havde kommenteret på hendes arbejde, lige inden hun tabte bukserne. Hovedet drejede sig, og hun så på ham som hun åbnede munden. 
 " Og De har ret! I at jeg møder mange spændende mennesker, altså.  " genopfriskede hun, så han lige var med på hvad hun så ud af det blå snakkede om. Blikket blev flyttet tilbage på tøjet som hun ordnede det sidste.
 " Jeg keder mig i hvert fald aldrig der..  " Sagde hun med et let grin og klappede lidt på tøjet, da det hele hang der. Derefter drejede hun lidt rundt på hælene, og haltede over til stolen og hendes te, der nok efterhånden var mere end drikke klar.
 
 "  Hvad med dem? Hvad arbejder De med?  " Daphnie lagde hovedet let på skrå, og lod sig dumpe ned på stolen. Han måtte arbejde et sted hvor han fik en masse krystaller, i hvert fald. Ellers ville han vel ikke have råd til at bo i så fint et hjem. Daphnie lod hænderne ligge sig lidt om koppen inden hun tog den op til munden, og nippede lidt til teen, for at tjekke om hun ville brænde sig, inden hun tog en mundfuld af den lune te.

Det var egentlig utroligt, så interessant Declan kunne finde en simpel skabning som Daphnie. Hver lille ting hun gjorde, hver lille reaktion.. det var som en gåde Declan blev nødt til at løse. Og der avr noget, som ikke helt passede til hendes uskyldige væsen, som om hun forventede, at han ville reagere på en helt anden måde. Måske fordi hun var vant til ubehagelige kommentar fra fulde mænd på kroen? Men det var jo ikke fordi hun virkede bange.. Måske der faktisk var en mand i hendes liv? Det ville forklare det.

Selv nippede han kort til sin te, han forstod stadig ikke folks fascination over den varme drik.
"Jeg kan godt forestille mig, at det må være interessant" Måske han egentlig skulle besøge den kro, hvor Daphnie arbejdede.. Se hende i et lidt andet miljø, det kunne sikkert være interessant.

Høflig småsnak kedede virkelig Declan. Selvfølgelig var det en god måde til at få informationer ud af folk, men de fleste havde en irriterende tendens til at forvente lignende information til gengæld. For en, som foretrak at holde sit private liv for sig selv, var det bestemt ikke optimalt.
"Jeg er en handelsmand. Forskellige varer, primært i den mere dyre ende" Declans erfaring var, at det var alt for besværligt at lyve om sit erhverv. Sagde man at man var håndværker, skulle der anskaffes et værksted i tilfælde af det blev undersøgt.. Så var det meget nemmere at holde sig så tæt på sandheden, som det nu kunne lade sig gøre.