Meget kunne man sige omkring ærkedæmoner Luxuria.
Mange ting, kunne man bruge til at beskrive denne dæmons væsen, hvem personen var, hvor den nedstammede. Men hvordan beskriver man en dæmon, der har mistet essensen af hvem de er. Strippet fra en, mens man med blodige fingre stadig holder fast.
Et svar, den gamle dæmon ikke havde kunne finde svar på. Måske slet ikke ønskede, som en ulmende vrede havde spredt sig som en steppebrand i det indre. Hvilket i sig selv var en fejl, for Luxuria var ikke vrede – men ej hellere lyst længere.

Avaion spærrede øjnene op, som hendes fingre begravede sig ned i varmt sand. Hun fugtede læberne, stille og afmålt som hun kiggede rundt. Sorte lokker dansede rundt omkring hendes nøgne skuldre som hun kiggede frem for sig. Hun mindes ikke sådan en varme?
Hun tog en dyb indånding, hvor salt og frisk luft fra havet gled ind i hendes næse og angreb hende med dens duft. Det virkede bekendt – men hvor fra?
Isblå øjne betragtede hendes nøgne ben, den flænsede skjorte hun var iført. Dette, var det et minde? Hun huskede for et lille glimt et skib der gik til grunde. Et stormvejr og et monster der havde kastet dens arme omkring hendes skib.
Hun fugtede langsomt læberne, dette var i sandhed et minde. Spørgsmålet var så; hvor var han?

Lige så stille rejste hun sig op, lod fødderne synke ned i sandet der spredte en varme i hendes krop. Det var ganske givet svært ikke at lade sig rive med, af en pludselig intensitet der bredte sig i brystet på hende. Noget hun havde glemt over de sidste mange måneder. Noget hun havde glemt, der lige så stille prikkede til hendes indre.
“Belphegor” hviskede hun stille, men han var borte? Eller var han ikke? Skikkelsen drejede om sig selv, som hun søgte efter ham. Han måtte være her et sted, for dette; det måtte være en drøm. Og hvem herskede om nogen bedre over hendes drømme, end hende selv.
Svaret var klart, dovenskaben. 

Des var engang en ø og en lagune. To dæmoner skyllet i land, strandede. De havde været helt andre personer før de ankom, diametriske modsætninger. Begær og vilje kontra dovenskab og uvilje. Men som deres domæner pludselig kun kunne rettes mod hinanden omformedes de, og personer der forlod øen var nye, blottede og rå.
Det er mange år siden nu, og sårene har haft til til at blive skorper, ar og hård hud. Det er ikke garanteret at dæmonerne fra dengang ville genkende hvem de nu er.

Men der var engang en ø, med to dæmoner. Og som den ene drømte, blev den anden uundgåeligt hidkaldt. Belphegor trådte ud af hendes periferisyn, praktisk talt uforandret. Det pjuskede sorte hår stængt med salt, de mørke dybtsiddende øjne, klæderne i laser der afslørede bleg, solrødmende hud.
Men der var også forandringer. Dæmonen Belphegor havde aldrig været synderligt fysisk appelerende, men nu var det som om nogen havde poleret hans kanter - samme ansigtsstruktur men et par minimale ændringer mod de æstetiske. Man kunne næsten læse hans ugidelige kropsholdning som afslappet og selvsikker. Som var han tilpasset hendes smag.

Men der var alligevel noget anerledes. Drastisk anerledes. Som kun en anden (ex-)dødssynd kunne bemærke. Fordi det var ikke Dødssynden Dovenskab der dukkede op. Titlen var blevet ham frataget og han var noget nyt, eksplosivt og anerledes - nu midlertidigt klemt ind i figuren og navnet Belphegor, selvom de ikke passede ham fuldt længere.

"..Avaion." sagde han, stemmen hæs og.. tøvende. Som om det tog ham et sekund at erindre hvem hun er.  “Du drømmer om mig?"
Et spørgsmål snarere end en konstatering. Fuld af forvirring og forundring. Hvorfor var han her?

Blikket blev smalt, som hun så han træde ind i hendes synsfelt.
En lyserød tunge spredte læberne fra hinanden, og gled lige så stille hen over de fyldige læber. Selvom hun havde bolig i den kødelige krop, som hun havde besat i tidernes morgen. Den skæbnesvanger dag – hvor hun ikke kunne huske hvem hun var, og havde levet et liv som en sølle andengrads dæmon. Skinnede hendes rigtige skikkelse stadig igennem – for om man tog hendes titel, ville dæmonen der stod stoisk i sandet, og kiggede med trodsige øjne frem for sig.
Det velkendte knejs i nakken, og hånden der hvilede på de vuggende hofter. Var hun meget lig sig selv, som skikkelsen der et sted i denne verden lå henkastet i drømme.
Hvor længe siden, var det hun sidst havde sovet? Hun måtte lede rundt i hendes minder, da hun blev gjort klart – at det havde hun ikke siden, siden hun var vågnet op uden hendes titel.

Men som at hun lige så stille varmede op til idéen, om at det måtte være ham. Eller – den nye ham som stod foran hende. Kunne hun stadig ikke få sig selv til at træde ud af hendes fastlåste skikkelse. Hun stod blot og betragtede ham.
Flere sekunder endda, efter han havde talt til hende. Som havde hans stemme kastede bølger over hendes krop, og revet hende tilbage til en tid der havde været glemt.
Blikket blev fjernt for et øjeblik, som hun lod minderne skylle omkring hende. Rev og sled, som kunne hun ikke placere dem i korrekt rækkefølge.

Lige så stille, kom hun tilbage igen.
“.. Ja – for dette må unægtelig være en drøm. Ikke sandt?” hun svarede igen med et spørgsmål, da hun ikke på nuværende tidspunkt kunne forklare hvorfor. Hvorfor, drømte hun om ham? Hvorfor havde hun hidkaldt ham
“Jeg troede du var død” kom der endelig, som blikket gled tilbage imod hans skikkelse. Han var – anderledes. Og hun var ikke sikker på, om det var til det bedre.

Drømmere der atter var Belphegor for en stund kastede et langt melankolsk blik ud over havet. Ikke ud af noget oprigtigt følt, men mest bare fordi at situationen syntes at påkræve det. Der hang en tung melankoli mellem dem og her i drømme var klichéer og arketyper velrejste veje nemme at følge.
Dengang han havde været en singulær fortælling havde Avaion spillet en betydningsfuld rolle, men han var meget mere nu - og det gjorde det svært at placere hende.
"Jeg døde." Svarede han. En tavshed spredte sig mellem dem indtil han indså at hun ventede på at han uddybede og han følte sig forpligtet til at fortsætte:
"Belphegor døde. Hans tidligere krop forgik i en fælde og hans titel passerede."
Drømmeren kørte en hånd gennem sit kulsorte hår og en salt dråbe løb ned forbi hans bryn og hen over hans åbne øjenæble. Han lod ikke til at bemærke det.
"Han/jeg havde valget mellem at besætte en ny krop eller at passere til forglemmelsen." Der sker noget sært med hans stemme ved pronominerne, en sær dobbelthed som to personer sig 'han' og 'jeg' i munden på hinanden. Hvis Drømmeren bemærker det, afsløres det ikke på hans ansigt.
"Han/jeg valgte ingen af delene. Og nu er jeg mere end jeg var før."
Han slår dramatisk ud med armene og gør et buk, som for formelt at introducere sig selv.

Hun lyttede tavst på hans fortælling.
Forklaring på hvorfor han var som han var nu, hvad der var sket siden sidst de sås. Hun var pludselig ganske i tvivl, hvornår havde de sidst set hinanden. Var han overhoved den samme, svaret var vel ganske enkelt et højt rungende nej. Men hun lod det ikke vise i hendes ansigt. Der var henlagt i dovne folder, som havde han allerede en indvirkning på dæmonen han stod over for.
Det var dog også nu hun opdagede at hun kun kunne se på det ene øje. Af alle tidspunkter hun kunne havde valgt, så var det dette hun ville mindes?
Og i så fald hvorfor?
Hun tog endnu en dyb indånding, hun kunne næsten smage salten på hendes tunge. Hun stod i stilhed, betaget, betragtende. Kunne dæmoner føle?
Følte hun savn, havde hun savnet dovenskaben. Dæmonen der havde været før, at titlen var blevet givet videre til halvdæmonen. Den ugidelige Kench, hun havde ønsket at kvæle da hun ikke kunne fortælle hvor han var blevet af.
Var det lettelse over at finde ham, eller noget af ham igen? Se hans skikkelse stå over for hende, med samme træk – og alligevel være så anderledes?

Også bevægede hendes ben sig, lige så stille. Som hun med langsomme kalkulerede skridt gik hen imod ham. Hun ville tættere på – lade hendes fingre glide hen over hans ansigt. Hvilket var præcis det hun gjorde, som hun rakte hånden ud og lod hendes fingre glide ned over hans ansigt.
“mere end du var før?” mumlede hun, som hun skilte læberne fra hinanden, og åndede lige så stille ud. “Men her står du, og ser ud som den dag jeg så dig for så mange år siden.” hendes fingre gled ind i hans hår. Mens hendes blik fastholde hans ansigt mimik, ville han vise hende noget af hvad der foregik bag hans øjne?

"Mere, mindre, andet." Belphegors stemme klædte ikke fuldkommen ordene. Tonen og kadencen var der, men der var snaksaglighed der lidt skurrede mod billedet af den dovne dæmon. Han trak på skuldrene og sank dybere ind i de forventninger hun havde til ham.
Hendes kærtegn vækkede ikke den store respons fra ham, men kendte man hans kropsprog bemærkede man nok at han gøs. På sin vis havde hun ret, fordi han var virkelig præcis som han havde været - eller præcis som hun huskede ham - og det samme gjalt hans reaktion:
Påtaget indifference med mere eller mindre skjulte tegne på det overvældende begær under. En trodsigt grimasse og en hånd der pludselig befandt sig på hendes hofte som hørte den til der. 
Den eneste forskel var at han ikke længere var oprigtigt forarget over at hans krop forrådte ham, fordi det var den rolle han spillede. Han rakte op og fejede hendes hånd væk med en facade af irritation. Han havde været så irriteret dengang, på alt og alle. På ethvert besvær.
Der opstod en ny fascination hos drømmeren som han betragtede hende og sig selv i relation til hende, fordi kvinden her havde frustreret ham nok mere end nogen anden - og han forstod ikke hvad der havde draget ham tilbage til hende gang efter gang.
Det kunne ikke være begær, fordi han besad ikke længere de drifter - kun idéen om dem. Men selv nu, mærkede han alligevel et fjernt drag tættere og tættere på hende. Han var nødt til at forstå det.
"Hvad du ser er en sammensmeltning af dine og mine minder.." forklarede han, han kastede et blik ned af sin torso hvor hullerne i tøjet afslørede hint af en muskulatur han vidste Belphegor ikke havde besiddet, "..overvejende dine, tror jeg. Det her skete for meget, meget lang tid siden for mig."

Havde dette været for blot et år tilbage, så havde hun måske reageret anderledes som hun gjorde nu. Men en skygge lagde sig hen over hendes øjne, som hun betragtede hans reaktion. Han havde ret, dette var ikke dæmonen hun kendte, han lignede ham og alligevel ikke. Hvordan det var muligt, hun fnøs, ja alt  kunne jo være muligt i den verden de levede i. Det var bare et spørgmsål om hvor kreativ man fandt på at være. Hende tunge slikkede sig omkring hendes læber, som hun mærkede lysten der greb omkring hende. Hendes tanker der gled tilbage i skibet, hendes kedsomhed der havde bragt dem begge ud i et territorium de ikke havde været før. 
Irritationen de havde følt, mens de begge havde været fanget på en øde ø, i flere - år? Hun var pludselig i tvivl omkring detaljerne. Var de overhoved vigtige. Hun sukkede, som hun trak sig væk fra ham. Selvom at hånden på hoften, ganske vidst havde vækket overvældende følelser i hende. Lige så vel, som mennesket havde brug for ilt at overleve. 
Men dette var ikke korrekt, og hun kunne ikke fjerne tvivlen der borede sig ind bag hendes blege pande. “Ja, længe siden.” Svarede hun afmålt, som hun lod blikket glide væk fra ham, indtog sandstranden hendes lasede tøj. De ar hun ikke længere besad, de sorte tjavsede lokker der lagde sig hen over hendes skuldre. 
“Hm, måske jeg skulle blive sort håret igen, det røde er begyndt at kede mig” mumlede hun mest af alt for sig selv. Som hun lod blikket udforske deres omgivelser. Hoved blev lige så stillet drejet hen over hendes skuldre for at betragte ham. 
“Så hvad er dit nye formål? Hvad er det nu du ønsker?” Hun lød næsten som om hun kedet sig, som havde hun mistet sit formål og gnisten bag de hoverende ord. For havde hun et formål længere? Hun var ikke sikker. 

Drømmeren lod hende trække sig. Dels fordi det er hvad Belphegor ville have gjort, dels fordi der var en subtekst mellem dem han ikke fuldt forstod. Der var så meget historie mellem dem der forbigik ham fuldkommen, at han et kort øjeblik ønskede at han faktisk var den Belphegor hun tydeligvis savnede. Det havde han været, her på øen fri for alle overvejelser.. det kunne han måske blive igen. Hvis han blot ville. Turde.
I stedet skjulte han sin overraskelse da hun ramte hoved på sømmet med brutal præcision. Hvad var hans mål? Hans formål?
"Det spørgsmål er stadig en.. process." svarede han ærligt. Hvem var hun der inspirerede denne oprigtighed i ham? Han havde været mange ting og mange folk siden sin genopstanden, men oprigtig?
"Jeg tror mit formål er at finde et nyt formål." Hans ord var tøvende, en endelig verbalisering af hvad der indtil videre havde været en uudtalt følelse. 
Og der slog forståelsen ham. En pludselig indsigt, et intuitivt logisk spring som han havde været langt mere tilbøjelig til dengang han stadig besad en kødelig hjerne. Endnu en ting hun vækkede i ham.
"Du taler om dig." konstaterede han. Han burde vel have set det; han var ikke den eneste der havde mistet sin synd. Der var et ynkeligt, forvirret og håbløst maskulint aspekt af ham der var villig til at tilbyde at hjælpe hende med at genorobre titlen. Det ville være et formål.. af en slags. Men det ville ikke være for hans egen skyld. Alligevel var ordene over hans læber før han kunne stoppe dem.
"Hvem er Begær disse dage?"

Der var en ny følelse der begyndte at krybe rundt i hendes krop, en ækel fornemmelse hun ikke kunne få væk. Som et parasit, der havde taget bolig i hende. En forkølelse hun havde regnet med, var overstået - men så snart afskygningen af væsnet hun savnede, stod foran hende i al hans form. Og selvom det ikke var hans, var det så stadig derfor at hun ikke kunne give slip?
Blikket betragtede det hvide sand ved hendes fødder. En våd plet var dog pludselig at se, og hendes fingre gled op og gled hen over hendes kind. Hun græd? 
Forvirringen var pludselig at spore i de blå øjne, som hun vente sig imod hans skikkelse igen. Da ordene vi taler om dig. Flød hen over hans læber, ramte det en akkord hos hende, der fik hele kroppen til at synge en melodi hun troede hun havde glemt. 
Men hun nåede aldrig at svare ham igen, på hans konstatering. Før de næste ord ramte hende som en kold spand vand - for hvis der var en følelse hun havde mestret over de sidste mange måneder. Så var det vrede, som ganske tydeligt begyndte at brænde i hendes øjne. 
“Naamah.” Hvæsede hun igennem sammebidte tænder, dæmonen der havde som en slange krøbet ind om natten og dræbt hvad hun havde været den gang.
Havde hun ikke indgået et pagt, med en anden ærkedæmon. Et væsen hun ingen anelse havde om hvem var, men var kommet meget belejligt da hun havde hængt på renden af hendes essens liv. Og hun vidste ganske udemærket at hun skulle have været død. 
Så var hun måske det samme som væsnet foran hende? En afskygning af sig selv, en livsform der havde taget Avaion til sig. Måske havde han ret, hun havde talt omkring sig selv. 

Et latter vældede op i Drømmeren. Høj og klar. Og det var tydeligt at det overraskede ham selv. Dels fordi at humor på ingen måde havde ligget til Belphegor. Spydig sarkastisk intern dialog? Bestemt. Latter? Nej. Han havde været inkarneret apati.
Dels fordi at han ikke fuldt forstod hvorfor han havde følt et pludseligt behov for at le. Det var på ingen måde hånligt, og det var også meget tydeligt fra hans lidt perplekse udtryk. Her var endnu en ting der var hver at undersøge.
"Det er sjovt fordi.." sagde han. Der var en magt i at påbegynde en sætning, at tvinge sit sind til at følge op på ordene. Måske ville forklaringen åbenbare sig.

Omkring dem flød drømmen fra et minde til det næste. Det kraftige, tropiske sollys pludselig over i blidt, blåt måneskær fra høje vinduer. Sandet under deres fødder blev til smukt dekoreret marmor. Der var en kvindekrop i hans arme og de bevægede sig i dans. Allerede før han så på hende, vidste han at der ikke var tale om Avaion - hvordan han kunne mærke det, vidste han ikke. 
Det var mindet om Belphegor og Naamah der dansede gennem en drøm. Han erindrede den magt hun havde forsøgt at udsætte ham for; så ens og dog så forskellig fra Avaion.

"Det er sjovt fordi.." begyndte han igen og svang det billedeskønne afbillede af succubusen rundt, mens han skævede over hendes skulder på Avaion, "..Jeg husker at tænke hvor du indgyder begær i andre.. Og hun begærer blot." 
Hans fødder waltzede af sig selv og i en elegant bevægelse dyppede han Naamah ned og afslørede en overflod af kavalergang, ".. Det er ligegyldigt hvilken titel hun havde taget, det kunne have været Hovmod, Grådighed.. Det burde måske have været Misundelse."

Han kunne næsten have slået den kvindelige dæmon i ansigtet, som han begyndte at le. Selvom hun kunne høre, det blot var en forundret og tynget af humor. Så hjalp det ikke på følelserne der rumsterede rundt i hende, tænderne begyndte at skære rundt i hendes mund som de isblå øjne lå urokkeligt på skikkelsen foran sig. 
Hun skulle til at spørger, hvad det var som han synes var så sjovt. Men nåede aldrig at komme så langt, før hun mærkede drømmen forandrede sig. Igen blev hun mindet om hans unægtelig kræft, og hun var blot en gæst i hans verden. Ubetydelig, som et insekt han kunne vælge at træde på og sende væk igen. Hvis det var det han ønskede.

Men hvad han gjorde, var næsten værre end at træde på hende. Følelsen var så altædende, som en steppebrand der rasede igennem den velformede krop. Om det var misundelse, vrede eller sorg. Måske alle tre på en og samme tid, men det var for overvældende for hun-dæmonen. Da tårerne begyndte at glide ned af hendes velskåret kindben. 
Men selvom hun ønskede, selvom at hun krævede det af sig selv - så lystrede hendes krop hende ikke. Og som om nogen havde klippet hendes strenge på hendes vilje, kollapsede kroppen på gulvet. Hendes hænder hvilede mod det hårde marmor gulv. Negle der kredsede hen over det, mens hun prøvede at kæmpe sig op igen. 
Men som hendes styrke havde fået hende op på albuerne, svigtede den hende igen. Hun lå lige så lang hun var, hendes isblå øjne der betragtede hendes halvsøsters skikkelse der dansede rundt med Belphegor - eller væsnet der lignede ham. 
Hun slog blikket væk, hun nægtede at kigge på det længere. Med en kræft anstrengelse knugede hun sine øjne sammen, fingrende knyttede sig sammen i en knyttet næve. Et minde, hvilket som helst et. Alt andet end at kigge på dette. 
Men det var som om alt havde forladt hende, og som en sidste kamp rullede hun rundt på ryggen. Den kolde fornemmelse imod hendes ryg fra stengulvet under hende. Havde hun virkelig glemt alt omkring manden hun elskede? 
Brynene knyttede sig imod hinanden; elskede? 

Empati havde ikke ligget til Drømmeren dengang han bare havde været en dæmon. Nu hvor han var mere/mindre/andet, var andres følelser noget han forstod på et relativt overfladisk niveau. Og alligevel mærkede han et knivskarpt stik af smerte gennem hele scenen. Han slap Naamah og hun faldt til jorden med et uværdigt kvæk og disintegrerede tilbage til tankespind og efterlod dem alene på Krystalpaladsets gulv.
Drømmeren vidste godt at der var adskillige veje dette kunne gå. De fleste mennesker ville forsøge at trøste hende på en eller anden vis. Der var en indbygget reaktion til flæben, der drev dem til at fiksere på at konstant at løse hinandens problemer. Han kunne se sagtens se en vej hvor han samlede hende op i sine arme, kyssede hendes tårer væk og undskyldte. Problemet var at det sandsynligvis ikke ville virke rigtigt og - vigtigere - det ville ikke være ham.
Alligevel var han nødsaget til at gøre noget ved hendes situation, fordi de var i hendes sind og for første gang følte han en brøkdel af hendes smerte som sin egen. Det viste sig at smerte var dybt ubehageligt, men samtidig var det endnu en af hans første egne følelser i lang tid, så han kunne ikke lade være med at være fascineret ved den. Hendes ynkelige forsøg på at ændre drømmen havde ingen effekt, mest af alt fordi hun ikke kunne samle koncentrationen, men Drømmeren gjorde et lille kast med hovedet og krystalpaladset smeltede væk omkring dem og efterlod dem tilbage på stranden.
"Det her er anerledes end mine minder." sagde han tøvende, "Belphegor så dig altid som fattet, selv i din svaghed var enhver interaktion på dine præmisser. Du drev ham til ting han aldrig havde troet, og - en god del af hans liv - havde ham i din hule hånd. Han hadede at han ikke kunne hade dig."
Drømmeren satte sig ned med krydsede ben foran hende og betragtede hende med usædvanlige lyseblå øjne, så lig hende og så uvante i Belphegors ansigt.
"Det forekommer mig at jeg kun har en side af historien.." der var en skrøbelighed i hans stemme som på ingen måde var lige så følelsesmæssigt blottet som hende, men stadig var så ulig ham, "..Vil du fortælle mig om dig og Belphegor?"

Hun lod et provokeret fnys forlade hendes næse, som han havde taget dem tilbage på stranden. Hun blev dog liggende, urokkeligt, stadig med øjnene lukket.  
Det var kun da hans stemme nåede hendes øre igen, at det ene øje lige så stille - næsten dovent åbnede sig igen og betragtede væsnet der havde sat sig ved hende siden nu. 
“Heldigt han ikke var her til at opleve mit fald.” Svarede hun ganske opgivende, og rejste sig med et suk op fra sandet. Hendes hænder gled lige så stille ned i det, mærkede varmen der omsluttede hendes fingre. Smerte var stadig ganske ægte og pulserede i hendes hjerte. Men hun overgav sig, og lod den være der - i hvert fald for en stund. Mest fordi, den urgamle dæmon ikke vidste, hvordan hun skulle fjerne den som det var lige nu. 
“Jeg savner ham” svarede hun uden en ekstra tanke, hendes blik havde gledet væk fra de blå øjne som hendes selv. Hun savnede hans; hun blinkede, hvordan havde hans øjne set ud? Hun kiggede tilbage på Belphegor dobbeltgænger. I hvert fald ikke lyse blå som hendes egne. Mørke? 
Hun tog en dyb indånding, som han spurgte ind til hendes historie omkring Belphegor og hende. Hvad vedkom det dette individ, den kunne jo aldrig blive det som hun havde haft med ham. Eller, kunne den?
Hun skubbede sig hen på hendes knæ, drejede sig og begyndte at kravle hen imod skikkelsen. Et kalkulerende blik havde taget form i hendes øjne, hun var pludselig nysgerrig og var nød til at afprøve en teori. “Hvad er der at fortælle? Han var min modsætning, han var mit anker - han var alt det jeg hungrede og alt det jeg hadet.” Mumlede hun med en dragende stemme, som hoved lagde sig en anelse på sned. Hendes ansigt nu ganske få millimeter fra den andens. “Måske hvis du er mere specifik, kan jeg forklare bedre. Måske.”

Hun var tæt på og det var pludselig det eneste Drømmeren kunne tænke på. Det sælsomme glimt i hendes øjne, de fyldige læber. Det var utroligt at selv dette vrag af Avaion havde en sådan effekt på ham. Utroligt og ganske typisk, det var ikke første eller sidste gang han havde den tanke.
Interessant var også hvordan nær samme hændelse for hende var et fald og for ham var en genopstanden.
Han mærkede noget strejfe hans mund og kiggede op. Var hun kommer tættere på eller havde han lænet sig ind mod hende? Det var ikke til at sige.
Der var en masse biologi der pludselig blev bevidsthedsgjort: hans mund var tør, hans hjerte hamrede, hans lemmer synes pludselig ukordinerede. Og så pludseligt som det var dukket op, genvandt han kontrollen over sig selv og sine omstændigheder.
Antydningen af et kys blev ikke så meget brudt som det hold op med at eksistere - der var med et en armslængde mellem dem. Men hans store, uforstående øjne viste at det var sket.
"Hvordan.." begyndte han men vidste ikke hvad han skulle spørge. Hvad Belphegor og Avaion havde været, havde i høj grad været uudtalt, hvilket nu betød at han knap kunne huske det. Men det var ikke væk, det ulmede under overfladen.
"Hvordan gik i/vi fra at være.. fjerne slægtninge, til.. hvadend i endte med at være."

Selv ikke Avaion kunne fortælle hvem der tog skridtet videre. For det havde ikke været hendes intention, ved at kravle så tæt på. Hvilket i sig selv var en atypisk måde at opføre sig på, for den gamle dæmon af begær. Det var jo hellere ikke fordi, at kvinden der sad over for ham nu. Trods den gamle skikkelse, ikke længere var en dæmon hvor begæret pulserede lige så voldsomt som blodet der pumpede fra hendes hjerte.  
Men stadig, da hun mærkede deres læber der kort strejfede hinanden. Blev hun draget tilbage til starten, hvordan at han Belphegor var blevet båret ind på hendes skib i en af kasserne. Forvirret og en anelse irritabel, havde Avaion fået kisten åbnet og inde i havde han ligget - sovende. 
Flere uger havde næsten gået, hvor de intet havde set til hinanden. Hvor hun til sidst havde fået nok, begivet sig under dækket og krævet hans opmærksomhed. Som en sulten rovdyr, havde hun tvunget sig ind i hans personatmosfære. Havde forlangt at han skulle tænke på ingen andre end hende. 
Fugten gled ud af læberne, hen over læberne som kort havde strejfet væsnet der sad foran hende. Forvirringen var ganske tydelig at spore i de store øjne, men hun smagte efter hvad der engang havde været. Om hun igennem så kort en berøring kunne genskabe følelser der for længst var glemt. 
“... Fordi” hun lænede sig en smule tilbage, og satte sig på hendes ankler. “Det var en energi der drog os mod hinanden. En evig og igennemtrængende bånd, ingen af os kunne forstå. Men til sidst intet andet end kunne adlyde.” Kunne hun forklare det bedre? Hun var ikke sikker, som blikket blev fjernet og hun prøvede at fange minderne en efter en. Hans hænder imod hendes krop, hans læber imod hendes hals. Hvordan dovenskab havde fået begær til at bøje sig under ham og tigge efter mere. 
Et smil bredte sig hen over hendes læber - hvordan hun havde fremtvunget begær i ham, i stedet for at afkræve det af ham. 
De blå øjne vente sig imod manden igen. Silkebløde fingre, gled hen af hans kæbe og greb omkring hagen. Mere nænsomt, end havde det været den rigtige Belphegor foran hende. “Fordi, vi kunne ikke holde os fra hinanden. Så simpelt og enkelt - og dyrisk.”

Et lyn af den beskrevne energi skød gennem Drømmerens væsen, men om det var hans eget minde eller Avaions kunne han ikke sige. Alligevel lyttede han opmærksomt til hver et ord hun sagde, men det var det hun ikke sagde der havde den største effekt. Som hun mindedes, mærkede han hvordan hans krop søgte at adlyde uudtalte kommandoer. Hvordan det sitrede i hans hænder i at kræve hendes krop, erobre hver en centimeter af mamorhvid hud.
Hvis han havde været mindre opmærksom på drømmen og hans plads i den, ville det ikke undre ham om ham pludselig ville finde sig mellem hendes ben - mindst. I stedet nøjedes han blot med at læne sig en anelse fremover og vædde læberne. Han havde levet århundrede (subjektivt) siden sin genopstanden, men 5 minutter med Avaion og pludselig var han dikteret af en ikke-eksisterende biologi. Det var vel et minde eller en efterdønning deraf, men det var utroligt hvor magtful en effekt det havde.
"Jeg kan stadig mærke det.." informerede han med et tænksomt. Der var intet skjult agenda i hans ord, blot ren, rå forundring, "I den forstand er jeg måske stadig.. Belphegor."

Som væsnet lænede sig frem imod hende, gled hendes fingre rundt omkring kæben lod tommelfingeren glide hen over hans kæbe parti. Et lavtmeld fnys forlod hendes næsebor, som han sagde at han stadig i den forstand var Belphegor. 
Hvor ville hun dog ønske at dette var tilfældet, og pludselig var det som om et lyn ramte hendes krop. Et stød af elektricitet der bølgede vildt og voldsomt igennem hendes krop. Hun mærkede sin egen forandring, de blå øjne gled hen og så hvordan at det sorte hår lige så stille forvandlede sig til det røde. Hun prøvede at mindes, om Belphegor havde mødt hende da hun havde fået sin rigtige krop tilbage. Hun var pludselig usikker. Jo, det sidste møde. 
Hun lagde hoved på skrå, som en forundret dyr der ikke helt forstod situationen. “Nej” mumlede hun stille, og et smil begyndte at krybe tilbage på hendes fyldige læber. Jo hun huskede, huskede første gang Belphegor havde taget hende i en drøm, hvordan han pludselig havde forvandlet sig til begærs største lyst. Fingrene dansede fra hagen, over kæben ind til de gled ind i håret. 
“Du er ikke ham” mumlede hun som hendes læber var få millimeter fra hans igen. “Men kan du blive ham - for bare denne drøm? Jeg..” savner ham; også lænede hun sig det sidste skridt imod ham. Lod hendes læber ramme hans, undersøgende, hungrende. 

Deres læber havde knapt nok mødtes før Belphegor først greb hendes hår, så hendes hofte og så drømmeverdenen omkring dem. Et sekund drejede alting, det næste havde var Avaion presset mod et træ, hans hænder solidt fat om hendes lår, deres kroppe så tætte at de følte som om de ville smelte ind i hinanden.
Det var nemt at lade sig rive med at stemningen og forglemme sig selv i Avaion og Belphegor og deres fucked up dynamik. Deres tunger føles næsten som de slog gnister, deres kys var mere en magtkamp end en kærtegn. For en stund var det næsten som om de var tilbage på øen for så mange år siden.
Kysset brød og Belphegor lænede sig tilbage og betragtede hende; stakåndet trods han ikke trak vejret. Der var noget ved situationen der var forstyrrende. Og da indså han...
"Jeg kan ikke give dig hvad du vil have.." sagde Drømmeren. Stemmen fjern på en måde Belphegors aldrig havde været. Selv i sin apati havde han været investeret i at være uinvesteret.
"..Du tændte på måden han fornægtede dig, modstred dig, bekæmpede dig for hver en tomme. Selv hvis jeg spillede den rolle ville det ikke opfylde dit ønske."

Det hele gik ganske stærkt, meget pludseligt. Som hun mærkede hans hånd i håret, hans hånd på hoften. Ganske som var de tilbage i de samme roller, hænder der fandt vej som vidste de målet før de var nået der til. Hendes ene fingre havde flettet sig ind i det mørke hår, som hun trak ham ind til sig. 
I en altædende følelse, der overkom hende selv, som hun mærkede små pulserende følelser der førte sig igennem kroppen uden hun havde kontrol over det. Hendes øjne lukket, huskede hans skikkelse, hans væsen, hvad han havde vækket i hende. Enkelte tåre gled igen ned af hendes kinder, som savnede dæmonen det som ikke længere var. 
Som sørgede hun endelig over tabet over en ven, en elsker, hun ikke kunne få tilbage. Noget hun havde fornægtet sig i så lang tid.
Gnisten var der, og alligevel var der noget som manglede. Det kun selv Avaion mærke, før at de trak sig fra hinanden. 
Hun vrissede af ham, igennem sammenbidte tænder. Som han trak sig væk fra hende, som han nægtede hende det hun ønskede. Brynene gled imod hinanden, knyttede og bredte forvirrede og irritable rynker over hendes pande. Hvad skulle det betyde? Så han kunne ikke give hende hvad hun ønskede, ved at nægte hende at give hvad hun ønskede? 
Fingrendes knugen i håret, greb yderligere fat som hun lænede sig frem imod hende. “Så du nægter mig det jeg ønsker? Gør du så præcis ikke dét du beskriver du ikke kunne give mig?” Hendes blå øjne stirrede dybt ind i hans, mærkede hvordan lysten pulserede ganske voldsomt i hendes krop. 

Belphegors fingre havde gravede sig possessivt ind i Avaions bløde, indbydende lår. Hans hjerte bankede en kraftig stacatto, men alt dette var blot automatik. Hans muskler trættedes ikke af at løfte hende, fordi de var i en drøm, men han var stadig meget bevidst om hendes vægt i hans arme. Hans hofter frem og skubbede en slet skjult hårdhed ind mod hendes hede skød. Det hele skete nærmest automatisk, men med en helt naturlig desperation.
Men som de brød kysset stoppede alt det andet også.
Og Drømmeren gentog kontrollen. Pludselig var Avaion tilbage på egne ben, stadig under træet. Det var ikke at han gav slip på hende, eller satte hende ned. Det var at i det ene øjeblik var de midt i et elskovsakt, det næste var de ikke. De var stadig tæt sammen, han kunne stadig mærke hendes vejrtrækning, men i stedet for at eftergive hendes begær betragtede han hende blot nysgerrigt.
"Fascinerende." sagde han, rakte op og greb hende om håndledet stoppede hendes kærtegn. Han betragtede hendes fingre som ville de afsløre noget, kastede blikke tilbage på hende, "Det påvirker dig. Du er så desperat efter at blive benægtet af ham, at du tager til takke med at jeg nægter at være ham. Er du så vant til at få hvad du vil have at et nej er den mest ekskvisitte nydelse? Eller er det det her ansigt? Den her krop? De her fingre der kan finde din følsomme steder på egen hånd? Hungre du sådan efter at kaste dig for disse fødder? At få frataget kontrollen over din nydelse, at blive brugt som du bruger andre."
De isblå øjne granskede hendes ansigt, nu med antydningen af et smil "hvad er du parat til at give for sådan en nat?"