Det var en uudholdeligt kedsommelig dag, og Nesta trissede formålsløst rundt på kajen. Hun kiggede dovent på skibene, der funklede i sollyset, nogle mere skinnende end andre. Sømændene myldrede rundt som flittige myrer, syslede med bådene og læssede kasser med eksotiske handelsvarer fra. Nesta overvejede åndsfraværende, hvad de mon gemte; glitrende tekstiler i alverdens farver, vin, sjældne teblandinger fra Elverly, kunstfærdigt udskårne våben, parfumer og måske pigmenter til maling, måske ovenikøbet blå fra den sjældne azurit. Nesta drømte videre om farver og slentrede afsted.

Hun havde ikke rigtig lyst til at tegne, og sådan havde det været i 2-3 dage, men hun var overbevist om, at inspirationen tidsnok ville komme, hvis blot hun ikke forcerede det. Derfor gik hun ikke i panik og ventede tålmodigt. Hun lagde nakken tilbage og kiggede på himlen, der havde en mildt-insisterende blå farve. Hun fik øje på en tønde, der ikke umiddelbart var i brug, og satte sig på den med ryggen mod en solvarm husmur. Hun lukkede øjnene og lyttede til havnen. Lydene smeltede sammen. Kajens væsen var stort og pulserende; det bestod af bryske kaptajner og fordrukne matroser, af fiskere, gadesælgere og kunder, af tiggere og tyveknægte og af unge, adelige kærestepar. Og så bestod det selvfølgelig af måger, tusindvis af måger, skrigende og med kæmpemæssige vingefang. Nesta blev næsten helt rundtosset, og hun skyndte sig at åbne øjnene igen.

Fahira havde formodet at slippe fra farens kedelige lektion omkring byens historie. Hun havde ikke brug for mere af det. Hendes mor havde undervist hende en del, som hun var vokset op. Hendes far mente nemlig, at kun kloge damer kunne få en fantastisk mand. Fahira havde dog aldrig i sin vilde fantasi, lagt mere i det end tænkt over det og derefter droppe det igen. Han var så striks. 

Fahira var gået ned til kajen for at nyde den friske hav luft. På hendes vej derned, havde hun mødt et par mænd, hvis opmærksomhed var blevet fanget af hende. Der var ingen tvivl om, at disse mænd ikke var særlig stærke, specielt når de kunne blive fanget af hendes ydre. Et par fulde matroser vandrede forbi hende og stoppede hurtigt op. Hendes aura måtte være stærk i dag, siden hun allerede havde fanget fleres opmærksomhed. Fahira trak kappens hætte lidt mere ned omkring ørerne og hun grinede lavt for sig selv, før hendes blik fangede en ung kvinde, som nok var på hendes alder. Hun så meget fredelig ud, som hun sad på tønden og nød vejret. Det var længe siden Fahira havde haft en god snak med en på hendes alder, så hun vandrede stille hen og sendte hende et smil, "Dejligt vejr det er i dag?" 
Hun prøv tavsheden ved en simple kommentar og håbede på at hun ville svare, men det var ikke sikkert. Hun kunne sagtens være afvisende.

En sød, melodisk pigestemme henvendte sig pludselig til Nesta og tvang hende brat tilbage til virkeligheden; ikke at hun havde noget imod det. Hun blinkede med øjnene og kiggede på den lille kvinde, der stod foran hende og smilede prøvende. Hun havde glat, mælkehvid hud, og under hætten tittede en sort hårlok frem. Hun var ganske almindeligt klædt, men hendes holdning var rank og selvsikker, og Nesta mærkede straks, at hun var vant til at få sin vilje. Hun kom sandsynligvis fra den højere middelklasse, eller måske var hun ovenikøbet adelig. Det virkede som om, hun gerne ville snakke, og det havde Nesta såmænd intet imod. Hun var konstant på udkig efter kunder, og bekendtskaber i overklassen ville kun gavne. Der var også noget tiltalende, nærmest afvæbnenede, over den lille kvinde, der vilkårligt fik Nesta til at slappe af.

“Ja, det er virkelig skønt,” sagde Nesta roligt og lagde hovedet tilbage. Solen gled i striber henover hendes kinder. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige, men havde ikke lyst til at afslutte samtalen. Hun lagde mærke til, at en gruppe unge fyre puffede til hinanden og pegede på den lille kvinde. Den modigste af dem forlod gruppen og nærmede sig langsomt. Nesta kiggede direkte ind i pigens dådyrøjne, hvorefter hun gjorde et kast med hovedet i retning af manden. “Der er vist en, der prøver at få din opmærksomhed,” sagde hun drilsk og lagde armene over kors. Hun sørme kunne godt forstå, at de kiggede efter pigen med det fejlfri, lille ansigt og den slanke krop. Det ville hun garanteret selv have gjort, hvis hun var en mand. Nesta grinede for sig selv og tænkte flygtigt, at livet som kunstner garanteret ville have været nemmere, hvis hun havde været en mand. Hun ventede spændt på den lille kvindes svar.

Fahira var glad for at kvinden svarede. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle forvente, men der var noget over hendes ansigt og udstråling, som fangede hende. Det var noget, som hun bare kunne. Hvad det handlede om, var utydeligt, men det havde stadig en vis betydning. Fahira så kort mod solen og sukkede tungt. Det var ikke nemt at være hende, også selvom andre syntes disse ord var åndsvage. Desværre var det bare ikke så nemt at have en far, som ønskede at man blev gift med en, som man ikke havde følelser for. Fahira følte stadig der var så meget, som hun endnu ikke havde oplevet. Hun havde verden for sine fødder og hun var alene om denne plage. Alene for altid. 

"Det er dejligt når man endelig kan komme ud. Min far er en rigtig plage, så det er ikke altid nemt at få noget frisk luft." Forklarede hun og grinede en smule nervøst. Mest nervøst om hun overhovedet ville få et svar på hendes kommentar eller om kvinden ville være ligeglad. Det virkede dog ikke til, at hun ikke ville svare hende, men Fahira havde ikke mange bekendte og var en smule bekymret. Fahira rettede blikket på kvinden ved hendes ord og stille, så hun sig forsigtig over skulderen og fik øje på en mand, måske et par år ældre, som var på vej over mod dem. Fahira sig rundt og så afvendtende på ham. "Du er Fahira, ikke? Jeg så dig forleden opføre dit skuespil og jeg var meget importeret." 
Fahira smilede venligt og takkede for hans kommentar. "Jeg tænke det må være skæbnen at møde dig her. Du er så smuk og så..wow. Jeg vil bare gerne invitere dig ud." Fahira så kort på ham og rystede kort på hovedet, før hun svarede, "Beklager, jeg har en masse af se til lige nu. Med mit skuespil." Slukøret forsvandt manden tilbage til gruppen og Fahira vendte blikkede mod kvinden igen, "Jeg er vidst afsløret. Mit navn er Fahira." Lød det åbent fra hende og hun smilede venligt til kvinden.