Stilhed... Ikke en sky for himlen eller en eneste sjæl at se. Det var aften og Avira havde hele dagen befundet sig i Elverly og havde vandret rundt for at se nærmere på hvordan elverne boede. Et fascinerende sted hvis hun selv skulle sige det. Hendes påklædning bestod af nogle slidte lange bukser, en sort trøje og ud over, havde hun sin lange brune kappe på, med hætte som hun havde trukket over hovedet der fik hende til at skjulte sig lidt. Samt havde hun sin sædvanlige halskæde på hun havde arvet fra sin far, noget som stod hende meget nær. 

Avira havde våget sig tæt på noget der lignede en stor bygning af sten, hvad var dette for et sted og hvor var hun? Hendes nysgerrighed havde fået hende her til og hun havde ingen ide om, om hun overhovedet måtte være her? Hun følte sig godt nok lidt usikker men havde ikke i sinde at vende om nu! Selvom det var aften havde mørket ikke lagt sig helt endnu og hun havde stadig mulighed for at se rundt, men hun skulle koncentrere sig lidt ekstra eftersom hun kun havde et øje at se med. Dog havde hun levet med det længe, så det var ikke noget der forhindre hende i at færdes i mørke som sådan. 
Tusmørke!.. Nej, måske lidt mørkere men så heller ikke meget mere. Der var stadig mulighed for at gemme sig i de tætteste kroge, træer eller buske. Eller hvad man nu kunne finde hvis noget skulle ske. Avira forsatte stille frem og den knasende lyd af tørt grus under hendes fødder fortale hende, at hun tydeligvis gik på en sti. Hendes skridt førte hende langs murerne og det fik hende til at se op mod stenbygningen, hun tog nogle skridt tilbage som fik hende til at forlade stien og ind på det nærliggende græs. En stenfæstning!? Det måtte det være, men havde elverne.. soldater? Selvfølgelig havde de da det, hun rystede kort på hovedet af sig selv og forsatte sin gang og ud på stien igen og lyttede... Stilhed.

...Og dog! En hosten afbrød stilheden efterfulgt af nogle stemmer som kom længere fremme, Avira fornemmede at hun måske nærmede sin en indgang. "Stop! Hvem der!" Det gav et lille spjæt i Avira og hun stoppede brat op. Det lød som at stemmen kom oppe fra? Rigtig nok, en brændende fakkel hjalp hende med at spotte den skikkelse der stod oppe i en udkigspost ved toppen af murene. "En som intet ondt har i sinde, jeg kom bare forbi" Hun løftede hænderne op i skuldrehøjde for at vise hun intet havde i hænderne. Hun så en skikkelse på sin højre side komme nærmere med en brændende fakkel i hånden. Det var måske en af vagterne ved porten?  Skulle hun være nervøs? "Har De et ærende her?" Kom det spørgende fra vagten der nu var standset op foran hende med et par skridts mellemrum med sin fakkel løftet. "Ehh nej?" ... "Så må jeg bede Dem om at forlade området" - Avira nikkede kort og tog nogle skridt tilbage før hun vente om. Hun kunne nærmest mærke hvordan vagten holde øje med hende, hans blik prikkede nærmest hende i nakken, ubehageligt. Han gik vist ikke fra stedet før han var sikke på hun var ude af syne, men Avira viste dog hvor hun ville gå hen, hun havde set en lille sti længere henne. - Hun rundede kort efter et hjørne og kunne ikke længere se stenfæstningen eller vagten. 

Avira fulde stien i noget der føles som en halv time, og bremsede pludselig op da blikket havde fanget en kærre inde midt mellem de høje træer. Det virkede meget besynderligt... faktisk virkede det til at kærren havde stået her længe, den var noget skrå. Det gik Aviras nysgerrighed til at prikke til hende og hun tøvede ikke med at gå derhen. Der var ingen tvivl, kærren havde været her længe. Græs og ukrudt og hvad der ellers var, vokset over kærrens hjul og snegle havde taget plads forskellige steder. Selv var der begyndt at vokse mos og svampe af forskellige slags på selve kærren og den havde mistet sit ene hjul. Hun satte sig ned på hug og stak sin højre hånd frem. Avira havde lagt mærke til, at der lå en sæk under kærren, lettere gemt i det høje græs. "AV FOR...ARGH!" Hun tog straks hånden til sig og holde om sine fingre. Det blødte en smule og fingrene dunkede. Hvad var det..!? Noget eller nogen at bidt hende, det mærkede hun tydeligt. Avira bøgede sig for at se under kærren, nysgerrig som hun var. - store gule øjne kiggede ud på hende, det var det eneste hun kunne se, resten var dækket af mørket. Avira valgte at tag nogle besværlige skridt tilbage imens hun stadig var på hug. "Det okay, kom bare ud og lad mig se hvem du er" Hun brugte en kærlig og rolig stemme og håbede på at det hun mente var et vildt dyr, ville komme ud fra sit skjul.  



Det var lykkes at få det vilde dyr ud fra sit skjul, men det havde taget sin tid. Hun var blev overrasket over, at det havde vist sig at være en ulveunge, måske fire eller fem måneder gammel. Helt alene uden sin mor, den havde været bange, forståligt hvorfor den bed fra sig. Avira viste at ulven var et flokdyr og håbede på at flokken var i området. 
I den tid hun havde opholdt sig her, havde hun fundet en sæk med diverse ting og noget mad der desværre ikke længere spiseligt.. "Som lovet min ven, vil jeg hjælpe dig med at finde din flok, men først..." Hun gabte med hånden for munden. "...Skal vi to have noget søvn. Den lille ulv havde lagt sig tæt ved hendes side med lukkede øjne, hun havde tidligere taget sin kappe af og lagt den som et tæppe på jorden. Blødningen var stoppet og havde lagt sig som en skorpe, nu skulle hun bare lade være med at pille i det. Avira lå på siden og kørte sin venstre hånd langs ulvens bløde pels, gentagende gange. Ulven virkede til at nyde og der gik ikke mange minutter før Avira var faldet i søvn.