Det var en usædvanligt smuk aften. Solen var stor og rød, og Nesta kunne slet ikke løsrive sig fra den. Hun sad på det lille kroværelse, helt oppe under taget, og bare stirrede og stirrede. Gaderne var stadig travle, og bygningerne havde et gyldent skær. Nesta sled blikket væk fra solen og kiggede på trægulvet, hvor hun havde udbredt en række kultegninger. De var skitseret på hundedyrt pergament, som Nesta havde sparet sammen til i månedsvis, og hun var ovenud tilfreds med dem. I alt var der 10-12 små tegninger, og de fleste af dem forestillede bløde og sarte menneskekroppe; nogle havde ansigter, andre ikke. Der var også en mængde skitser af planteliv, særligt af blomster. Nesta havde hørt rygter om, at en dødelig plante blomstrede i Elverly, og hun anede selvfølgelig ikke, hvordan den så ud. Men hun havde forsøgt at forestille sig det. Resultatet blev en tegning af en svulmende blomst med runde kronblade og dødsensfarlig pollen, der lod sig gribe af vinden, fløj lige ind i ansigtet på sine ofre og slog dem ihjel. Hun forestillede sig, at den var kraftigt rød, men havde selvfølgelig ingen maling. Desværre.

Nesta længtes lidenskabeligt efter maling, efter farver og pensler. Åh, farver! Sommetider følte hun, at hun ville dø uden farver. Hjemme i Nordlandet havde hun haft en samling pensler, og hun havde som regel penge nok til pergament på markedet. Hun havde malet med frugtsaft, rødvin, dyreblod og mudder. Da hun var 13 år gammel, græd hun til sin far, fordi hun aldrig ville komme til at male med farven blå. Nu var hun overbevist om, at hun en dag ville blive anerkendt og højt betalt for sine værker, og så ville alverdens farver være tilgængelige for hende. Selv den guddommelige blå ville stå til hendes rådighed, når hun portrætterede de smukke adelskvinder i deres hjem. Nesta sukkede veltilfreds, fjernede blikket fra skitserne og fik igen øjenkontakt med solen. Den var næsten forsvundet nu.

Men hun var slet ikke træt og besluttede, at hun sagtens kunne gå en tur. Værtshusene kaldte, og deres røst var helt umådeligt lokkende. Hun rystede let på hovedet, så håret faldt lidt pænere, og glattede sit musegrå skørt. Hun smilede til kromutter, der var i gang med at lave te, hvorefter hun forlod det skæve hus og begav sig afsted. Hun trissede formålsløst rundt i gaderne, hengav sig til folkemængden og fulgte lystigt med. Det gyldne lys var utroligt charmerende! Pungen raslede muntert, og Nestas mundvige krøb opad. Hun åbnede døren til en tilfældig larmende kro og smøg sig indenfor. 

Nu hvor solen var på vej ned, var det et fantastisk tidspunkt for Dimitri at dukke op. Han havde dog ingen specielle planer for aftenen, udover at han ikke havde tænkt sig at stå og kede sig ved at kigge på de folk der gik rundt. Han kendte absolut ingen af dem, og det så heller ikke ud til at der var nogle han havde set før. Hans gule øjne mødte diverse blik her og der, men det bekymrede ham ikke - og han tænkte heller ikke over det. Et bredt smil voksede på hans ansigt, og han begravede hænderne i bukselommerne. Håret strittede som altid, og iført en sort skjorte som altid gik han lidt videre rundt. 

Han lod indimellem hans blik glide op på himlen, for han var nød til at være sikker på at solen var på vej væk. For han skulle nødig brænde sig, eller værre blive dræbt af for meget sol. Han kunne ikke engang bede nogen om noget creme til at beskytte sig for solen, og han var ikke engang sikker på at ordet solcreme fandtes. Han slog tankerne omkring det væk, som han pludselig fik duften af noget. En duft der nærmest trak i ham, og han var nød til at undersøge det nærmere. Synet af kroen ikke langt væk fra vampyren fik smilet til at vokse lidt mere, og han satte bevidst kursen hen imod bygningen. Det ville da ikke skade at undersøge, om den dejlige duft kom indefra selve kroen. Som han gik kiggede han lidt rundt, i det mindste var der blevet lidt mørket, og det var fantastisk. Lige hvad en vampyr som ham havde brug for, fordi hvorfor skulle han nøjes med sol og varme. 

Som han stod foran døren til kroen kunne han tydeligt høre stemmer, nogle muntre grin, og ord. Glæden kunne godt høres, og han kunne sagtens fornemme det. Det fik et dybt suk til at forlade hans læber, hvorfor skulle der være så meget glæde, han forstod det bare ikke. På den anden side, som han tog fat i håndtaget til kroen, og trådte indenfor faldt hans tanker hurtigt på, at aftenen skulle starte godt. Så han kastede hurtigt blikket hen på kromutter, og gik tættere på som han løftede en hånd op ad den ene bukselomme"Et srtort krus mjød tak!"lød det bestemt og afslappet fra hans mund, som han lænede sig op ad disken og lagde armene hvilende over kors. Han prøvede stadigvæk at gætte sig frem til, hvor den dejlige duft havde kommet fra. Efter lidt tid faldt hans gule øje på en skikkelse han aldrig havde set før heller. Han vidste ikke lige om han ville hilse på hende nu, for han stod lige og ventede på hans drikkelse ville komme. Medmindre hun ville hilse først, hvis hun overhovedet havde set ham ellers skulle han nok hilse på hende.

Nesta glattede åndsfraværende sit hår. Endelig fik hun øjenkontakt med kromutter, der havde travlt med at skænke mjød til en mørkhåret herre, og bad om en øl. “Mange tak,” sagde hun højt, da glasset blev skubbet hen imod hende. Det var godt fyldt, og skummet skvulpede lystigt over. Hun smilede til kromutter, der utrætteligt skænkede øl og mjød til de tørstige gæster. Enkelte, de særligt rige og smukke, bestilte dyr vin og anbragte sig sammen i mindre grupper, isoleret fra resten af selskabet, og konverserede. De almindelige mennesker snakkede bare. Nesta tog en tår af sin øl og tørrede skummet af overlæben med håndryggen. Drikkens gyldne farve mindede hende om aftenlyset udenfor. Gad vide, hvordan man fik den farve frem? Okker, velsagtens. Hun forestillede sig, hvordan en underskøn kvinde tonede frem på pergamentet, badet i et okkerfarvet lys; som om hun sad på bunden af en sø af gyldent øl. Hun rystede let på hovedet og strøg håret om bag øret.

Så kom hun til at kigge på den herre, der havde bestilt før hende, og som stod for sig selv og drak sin mjød. Selv i det varme, dæmpede lys var han bleg. Han var temmelig flot. Han havde brede, firskårne skuldre og lange ben, og han var klædt i sort fra top til tå. Også håret var sort, nærmest sortere end natten. Nesta følte sælsomt, at han sugede lyset til sig og kvalte det. Hun glemte alt om okkergul. Manden gav hende lyst til at male med blæk. Han skottede afslappet rundt i lokalet, og pludselig fik de øjenkontakt. Det gibbede i Nesta. Øjnene, der mødte hendes, var alt andet end almindelige. De var gule, næsten gennemsigtige, som en slanges. De passede perfekt til mandens ejendommelige udseende, de klædte ham endog, men på samme tid var de frygtindgydende. Nesta lagde hovedet på skrå. Hun blev nødt til at tale med ham! Hun blev nødt til at opleve hans mimik og høre hans stemme. Som en slags feltarbejde til blæktegningerne. Hun rejste sig og styrede imod manden. “Hej,” sagde hun med klar stemme. “Hvad kigger du på?” Selvom det var en kende ubehageligt, fastholdt hun øjenkontakten og ventede. 

Lyden af en stemme fik draget hans fokus fra nogle af menneskene herinde på kroen væk, og stod nu og kiggede på en ganske køn ung kvinde. Hende havde han ikke set før, men han sendte hende et bredt smil som han holdte deres øjenkontakt. Det var heller ingen grund til at kigge væk fra hende, det ville da også være alt for uhøfligt af ham - Han var slet ikke den høflige type men en mindre detalje. Han lod hans øjne glide ned over hende, bare for at se hvordan hun så ud. Hun var bestemt smuk, og han stod og tænkte lidt over hendes spørgmål. Hvad han kiggede på, ja det var et godt spørgsmål for der var lidt af hvert som fangede hans blik. Det var modigt af denne lystige og interessante kvinde at have nærmet sig ham, dog var det ikke fordi han havde tænkt sig at gøre hende noget. Man kunne vel godt holde sig lidt væk fra de onde ting han kunne gøre imod hende.

"Goddag, tja lidt af hvert"svarede han med en dyb stemme som han tillod hans øjne at betragte hendes ansigt lidt mere. Gad vide hvad hun mon lavede herinde på kroen, selvom kroen var lyst så var det lys der ikke skadede ham. Det havde været slemt hvis han havde opholdt sig udenfor i solen og dens varme. Dimitri lagde hovedet på skrå og skulle til at sige noget mere, men kunne mærke et prik på hans skulder som fik ham til at dreje hovedet. Kromutter skubbede et krus hen til ham, og han sendte hende et smil som han tog imod det, og hurtigt løftede det op til hans mund. Lod hans læber kærtegne kanten før han tog en stor slurk. Det var rart med noget andet end blod, ikke at blod var fint for en vampyr som ham, men en god mjød som den her var også lækkert. Han lod tungen glide hen over hans læber for at slikke dem rene for mjøden, og hurtigt fandt hans gule øjne hendes igen"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at mine øjne ikke har fanget dig"sagde han og blinkede til hende. Han drejede sig en smule så han stod med fronten skråt hen imod hende. 

Begge hans hænder kærtegnede kruset som han stod afslappet, og en smule ind over disken. Han flyttede ikke blikket væk fra hende, for han ventede på hendes reaktion og hendes ord. Selvom han burde spørge, hvad hun lavede herinde. Det blev der nok tid til, så hvorfor ikke vente tålmodigt. Men Dimitri kunne ikke komme væk fra hans nysgerrighed der nagede en smule inde i ham, og han lod det brede smil vokse lidt"Står du og kigger på noget specielt"spurgte han undrende med et løftet øjenbryn.

Manden lod hende vide, at det ville være løgn at sige, at hans øjne ikke havde fanget hende. Nesta studsede lidt over formuleringen. Var det virkelig sådan, man sagde? Nej, normalt var det omvendt. At hun havde fanget hans øjne, fordi hun på en eller anden måde var spændende. Hun tænkte, at mandens formulering egentlig var mere præcis. For det var jo netop ham og hans øjne, de funklende citriner, der havde fanget Nesta. Hun stod helt stille og følte sig som indkapslet i rav.

Endelig brød hun øjenkontakten og sænkede blikket. Det var en kende for intenst. Hun plejede at være udfordreren, og hun identificerede sig med rollen. Normalt var hun den, der tog det første skridt, aktøren og den handlende. Hun var gå-på-modig og selvsikker. Men der var nu noget ved den mørkhårede herre, der gjorde hende nervøs. Hvor irriterende! Nesta lagde hovedet på skrå, knugede øllen med venstre hånd og søgte igen hans blik. Han blinkede kækt til hende, hvilket havde en afvæbnende effekt, og hun slappede lidt af i skuldrene. Han drejede kroppen en smule, en subtil bevægelse, så de stod cirka overfor hinanden. Hans smil blev bredere, og Nesta måtte igen sænke sit blik. Hun smilede dog til ham igennem øjenvipperne.

Han gengældte høfligt Nestas spørgsmål og spurgte, hvad hun selv stod og kiggede på. Det vidste hun ikke rigtig, hvordan hun skulle svare på, for hun havde jo kigget på ham. Hun tog en tår af øllen for at vinde tid og mærkede en kriblen af inspiration i fingerspidserne. Hun drømte om skarpe, kulsorte streger på hvidt pergament og om kantede omrids af firskårne skuldre. Hun skød hagen frem. “Hm,” sagde hun langsomt. “Altså, jeg kiggede vel på dig. Det gør jeg sådan set stadig. Hvad hedder du?” Hun rankede ryggen og smilede selvsikkert. Det eneste, der røbede hendes nervøsitet, var en rastløs trommen på disken med fingerspidserne.

Det var tydeligt at kvinden ved hans side var nervøs, og han forstod godt hvorfor. Selvom han enlig ikke havde gjort noget endnu, men hun var et menneske. Han var en vampyr der elskede menneske blod, men han havde ikke rigtigt tankerne om at bide hende, for at drikke hendes blod. Selvom duften af hende var fantastisk, så kunne han ikke lige få sig selv til at lave et alt for dårligt førstehåndsindtryk. Han lod hans øjne hvile sig på hende, som han lod hans fingre kærtegne kanten af hans krus. Det var intet specielt der var deri, bare mjød som det klassiske. Stod det til ham, havde han nok valgt noget andet men det gik vel lige for i aften. Hvis det ville blive alt for kedeligt kunne han vel nok skaffe sig en flaske, eller to af noget whiskey eller andet.

"Nyder du så det, som du ser"spurgte han en anelse kækt som han lænede sig lidt ind imod hende. Fast holdte blikket på hende, for han så ingen grund til at kigge væk fra hende. Hans fingre gled langsomt hen over krusets kant før han greb fat rundt om det, og løftede det op til hans mund. Det blev til en stor tår, før han satte kruset ned på bordet igen. Havde fortsat hans ansigt lidt tættere på hende, og lod hans øjne betragte det flotte ansigt lidt, før han trak sig en smule tilbage. Gad vide hvem hun var, det var ikke tit han stødte ind i mennesker på kroer, dog skete det engang imellem. Men lige i aften havde han ikke regnet med det, men det var nok ikke helt sandt. På en måde havde han nok håbet på at støde ind i en eller anden, bare så han ikke skulle kede sig for hele aftenen.

Han løftede en hånd frem imod hendes ansigt, og lagde en finger under hendes underlæbe, imens de gule øjne havde fulgt med. Spørgsmålet om hans navn fik ham til at blinke til hende, som det brede smil på hans ansigt voksede en smule"Dimitri"svarede han kort som han holdte blikket på hende, og lod fingeren glide hen over hendes underlæbe imens han sendte hende et nærmest sultent blik"Hvad er dit navn"spurgte han med en nysgerrig undertone.