Det eneste hun ikke så frem til var, at på denne aften skulle hun fremstå som en rigtig adelsfrøken og hun havde pligt til at hilse på alle og være imødekommen. Allerhelst ville hun meget hellere sidde et sted hvor der var stille og fredeligt med en god bog, men pligten kaldte og det måtte hun bare bide i sig. Hun frygtede sin moders reprimande dagen efter, hvis hun ikke opførte sig anstændigt og korrekt.
Hun stod i noget der mindede om flere timer sammen med fyrsten, fyrstinden og hendes to brødre, og hilste på de andre adelige og andre inviteret. Der var noget der klemte i ryggen fra korsettet og af flere omgange prøvede hun at rette det til uden at vække opmærksomhed.
Da de endelig satte sig ved højbordet, smagte hun på alle retter i små portioner. Hun talte høfligt med de omkringsiddende og var godt tilfreds med sig selv. Måske drak hun lidt for meget af vinen, for på et tidspunkt følte hun sig en smule frembrussende og sendte sin mor et nervøst blik i tilfælde af at hun havde lagt mærke til noget. Hun følte sig dejligt svimmel og snøvlende. Hun nippede til et glas koldt vand og håbede det ville bryde hendes rus.
Efter den overdådige middag rejste Noriana sig og bevægede sig mellem folk og snakkede. Hun dansede et par danse med unge mænd og trak sig så ud på den store balkon for at trække noget luft. Hun havde bevidst undgået sin mor og far og brødre, for hun var bange for de ville bemærke hvor beruset hun egentlig var. Hun træk vejret godt ned i lungerne og nød den kølige luft.