Noriana havde glædet sig til denne aften. Ikke noget hun ofte gjorde til de større arrangementer mellem adelige, men lige denne dag, så hun frem til. Hun havde fået skræddersyet den pæneste kjole i en mørk rosenrød farve med tæt kjoleliv, så det faktisk lignede hun havde en eller anden form for former. Masken var udført i samme stof med sorte blonder henover. Hendes hår var opsat i et net af store flødefarvede perler.
Det eneste hun ikke så frem til var, at på denne aften skulle hun fremstå som en rigtig adelsfrøken og hun havde pligt til at hilse på alle og være imødekommen. Allerhelst ville hun meget hellere sidde et sted hvor der var stille og fredeligt med en god bog, men pligten kaldte og det måtte hun bare bide i sig. Hun frygtede sin moders reprimande dagen efter, hvis hun ikke opførte sig anstændigt og korrekt.
Hun stod i noget der mindede om flere timer sammen med fyrsten, fyrstinden og hendes to brødre, og hilste på de andre adelige og andre inviteret. Der var noget der klemte i ryggen fra korsettet og af flere omgange prøvede hun at rette det til uden at vække opmærksomhed.
Da de endelig satte sig ved højbordet, smagte hun på alle retter i små portioner. Hun talte høfligt med de omkringsiddende og var godt tilfreds med sig selv. Måske drak hun lidt for meget af vinen, for på et tidspunkt følte hun sig en smule frembrussende og sendte sin mor et nervøst blik i tilfælde af at hun havde lagt mærke til noget. Hun følte sig dejligt svimmel og snøvlende. Hun nippede til et glas koldt vand og håbede det ville bryde hendes rus.
Efter den overdådige middag rejste Noriana sig og bevægede sig mellem folk og snakkede. Hun dansede et par danse med unge mænd og trak sig så ud på den store balkon for at trække noget luft. Hun havde bevidst undgået sin mor og far og brødre, for hun var bange for de ville bemærke hvor beruset hun egentlig var. Hun træk vejret godt ned i lungerne og nød den kølige luft.

Det var hårdt at være til bal, og efter de første par timer kunne man let føle sig en anelse overrumplet over de mange indtryk sanserne blev udsat for. Udover maden, var der også ufatteligt mange forskellige former for parfume, forskellige farver og sminkerede mennesker. Efter en halv dag med intet andet en masker foran sig, kunne Aldamar godt forstå hvis nogle tog chancen.... han havde selv haft samme idé flere gange i løbet af dagen.
Udover at stå med sine forældre, var Aldamar også ude og holde øje med hvad der foregik rundt omkring i festen. Han sørgede gerne for at gæsterne så ud til at have det godt, og smækkede samtidigt nogle lidt for unge fingre væk fra alkoholen en gang imellem. Dog var det lang tid siden at han havde set Noriana sidst... hans bror havde han allerede fået snakket fint med.

Undersøgende gik han ud for at finde hende på dansegulvet, og fik efter lidt tid en pejling om at hun var flygtet ud på balkonen - nok mest for at trække noget frisk luft. Han måtte da også indrømme, at temperaturen i dansesalen var forfærdelig høj desto længere ud på aftenen de kom....
Aldamar åbnede forsigtigt den store trædør, og stak hovedet ud på balkonens stenplatform. Den kølige luft slog sig voldsomt imod hans ansigt da han kiggede sig omkring, og med et stille smil fik han øje på hans søsters mindre skikkelse ved stengelænderet, og åbnede forsigtigt døren helt op så larmen fra selve salen for et par sekunder rungede ud, inden at han lukkede den i med et stille klik. "Godaften Noriana..." brummede han med et lille smil, og gik langsomt over imod hende, for at stille sig ved siden af hende.
Foran dem strakte byen sig ret så fantastisk.

Noriana nød stilheden, indtil hun hørte sin brors stemme. Hun stivnede. Hvad hvis han oplevede hvor fuld hun var? Hun vendte sig stille om imod ham. "Hej Baldric," sagde hun så normalt som hun kunne. Og nejede formelt. Hun var lidt irriteret over han sagde Noriana når hun foretrak Nori. Noriana lød så formelt, som om hun virkelig var prinsesse. Men det var hun jo også ikke? Så hvorfor kunne hun ikke finde ud af at opføre sig som en?!
Hun vendte sig om igen og nød det mørke lys der kastede sig over haven. Der var ved at dukke stjerner frem på himlen og månen stod som en lille buet silhuet på himlen. Hun vendte sig mod sin bror igen, men en smule for hurtigt og hun mistede balancen og faldt ned på knæ. Hurtigt rejste hun sig igen og børstede kjolen. Hun rejste sig endnu for hurtigt og følte sig en anelse svimmel. 
Hun lod som om han ikke havde bemærket noget og spurgte ham: "Hvordan er din aften?" spurgte hun forsigtigt. I virkeligheden ville hun bare ned i haven og sidde for sig selv til rusen var overstået så hendes moder ikke lagde mærke til noget. Men hvis hendes bror opdagede hvor fuld hun var, ville han så sladre til deres mor?

Aldamar bad kortvarigt mærke i at Noriana stivnede, og overvejende kastede han et blik omkring på balkonen - forstyrrede han hende midt i noget? Halvt om halvt forventede han et kort øjeblik efter, at se det knaldrøde ansigt af en eller anden adelsmand som hun havde hevet med sig ud, krybe frem i skjul af en bænk eller plante - men der var kun hende herude til aften.
På vej over imod hende, rodede Aldamar kortvarigt rundt i sine lommer for at finde sin pibe og tobak, han ligeså godt kunne udnytte at være udenfor i den friske luft, og aftenstemningen fik et lille smil til at trække hans mundviger længere op end de i forvejen var. "Jeg håber ikke at je-" mere nåede han ikke at sige, førhen at Noriana med et lille smæld faldt sammen på det ene knæ på stenjorden, idet hun vendte sig om imod ham. Aldamar rakte forsinket en hånd frem for at støtte hende, men fik ikke lov da hun hastigt fik styr på sig selv igen.
Var hun okay? Han var ikke helt sikker.... de blå øjne lyste en anelse bekymret over hendes hurtige afvisning af at noget var sket, men med en lille hovedrysten lod han det være, og gav sig til at stoppe piben.

"Min aften har været helt okay indtil videre, men jeg kan godt mærke at jeg er ved at være træt nu" brummede han, og gjorde med trænede fingre sit pibe-projekt færdigt. Aldamar så udover byen foran dem, men lod med et undersøgende glimt blikket lande på Noriana igen, og rakte spørgende en arm frem skulle hun have lyst til at komme ind under den. "Jeg har mest af alt hjulpet mor og far med gæsterne... men de masker gør det ikke ligefrem nemt at finde de rigtige mennesker derinde" lo han en anelse træt, og tændte op for den krydrede duft af æble der fulgte med piben. Endnu havde han ikke opdaget noget anderledes ved hende, andet end at hun virkede lidt... presset. Men det kunne ligeså godt komme efter dagens opgaver. 

Sandheden var at Noriana var fuld. Og hun ønskede bestemt ikke at hendes bror skulle finde ud af det! Hun var bange for hvad det kunne få af konsekvenser. Hendes bror var sådan et dydsmønster. Eller det var i hvert fald sådan han fremstod. Hun anede ikke hvad han lavede når pligterne ikke kaldte. Og derfor kunne hun ærligt sige at hun kendte ikke sin bror særlig godt, selvom han havde været der hele livet. Men hun var alt for ung til at rende rundt med mænd. Det ville hun i hvert fald sige, hvis nogen spurgte hende. Adelige som sådan, interesserede hende bare ikke. Især ikke mænd. Adelige mænd repræsenterede mulige giftemål, og hun ville ikke indrømme at hun slet ikke var klar til sådan noget. 
"Du håber ikke at-?" spurgte hun da hun var kommet op og stå igen. Hun lod snøvlende og irriteret. Hvordan kunne han ikke se hvor fuld hun var? Hun havde jo ikke engang styr på sin egen krop! 
Hun lyttede til hans svar på hendes spørgsmål, og blev irriteret. Det var som om at hans præstation havde været formidabel imens hun selv havde gemt sin nervøsitet i alkoholen. Hun trak sin maske henover hovedet og så på sin bror. Hun elskede lugten af tobak og havde altid ønsket at prøve, men sådan gjorde fine damer ikke!

"Nej det tør siges. Jeg kan heller ikke finde rundt på folk derinde," svarede hun igen snøvlende. Hvis bare det ville stoppe med at snore sådan! Så hun faktisk kunne koncentrere sig om at hendes bror stod foran hende. Hun følte hun var et lysende skilt, hvor der stod hvor fuld hun var, men det var som om han ikke kunne se det!

Aldamar lænede sig med albuerne op ad stengelænderet, da han endelig havde krydset den sidste distance der var imellem der og døren. Blikket var vendt imod byen under dem, men ud af øjenkrogen kunne Aldamar efterhnden alligevel fornemme at det ikke bare havde været forskrækkelsen over pludseligt selskab der fik Noriana til at gå med lidt usikre skridt. Nej, tværtimod lignede det noget langt mere genkendeligt, men også langt mere.... upassende.
Ikke at han lod sig mærke med det endnu, og holdt selvsamme afslappede smil som det han var trådt ud på balkonen med.
"Ikke noget" burmmede han idet at han rystede på hovedet. Han havde sagt han ikke ville forstyrrer hende, men nu, var han faktisk lidt ligeglad med hvor meget han forstyrrede. Nu måtte han lige finde ud af hvordan landet lå for hans lillesøster, der måske havde haft næsen i et lidt for
dybt krus.

Hvor at hun trak masken på, fjernede Aldamar nu den sølvdekorerede maske der havde skjult halvdelen af hans ansigt, og satte den på kanten. "Hmm...." brummede han, og pustede den krydrede røgs dovne sky ud igennem næsen. "Du har ellers været lidt omkring i aften, har du ikke?" fulgte han undersøgende op med, og lod et studerende blik hvile over hendes svajende skikkelse og svømmende øjne. På trods af den skygge masken kastede over dem, var der efterhånden ikke meget tvivl om at fyrstedatteren var fuld. Og Nori skulle ikke være fuld - det sømmede sig ikke for en dame.
Han var udmærket klar over, at han ikke ligefrem var den.... mest storebror agtige, storebror. Han var lidt af en enspænder af natur, så hende som lidt ung-dum og havde aldrig taget sig tiden til at lærer Nori rigtig at kende. Derfor vidste han ikke om han skulle rette hende ind endnu, og lod derfor tiden trække lidt ud.
Mon ikke hun afslørede sig selv på et tidspunkt? Ellers skulle han nok få sat lidt på det rene, fordi alkohol var ikke noget man legede med - bestemt ikke med de øjne der hvilede over hende her til aften. Dummede hun sig, ville det nemlig ikke kun være Noriana der kom til at høre fra det; noget han tænkte hun ofte glemte, enten med vilje eller ikke. Men han mistænkte lidt med vilje. 

Det var slut. Han ville gennemskue hende lige på stedet. Og hvad ville han så gøre? Kalde på deres moder? Hun ville fluks sende Noriana op på værelset og give hende husarrest og det var værre end noget andet, selvom hun sagtens kunne snige sig ud. Hun kunne pludselig mærke uro i maven og hun fik kvalme. Før Aldamar kunne nå at reagere kastede hun op ud over balkonen. Heldigvis sad hendes hår forsvarligt i et hårnet så hun ikke fik bræk i håret. Hun tørrede sig om munden. Kunne hun ikke bare forsvinde ned i et hul? Hun så undskyldende på Aldamar. 
"Der var bare en bordherre der blev ved med at hælde op i mit glas," snøvlede hun. "Han ville ikke stoppe og jeg blev ved med at tømme glasset," afslørede hun. I det mindste var det foran hendes bror det her skete og ikke foran en eller anden potentiel ægtemand. Hun så bedende på sin bror. "Vil du ikke nok være sød ikke at sige noget til mor? Hun bliver bare sur. Med rette men jeg kan ikke rigtig tage det hertil aften. Jeg ved godt at jeg dummede mig," sagde hun og pludselig generede noget i hendes næse og øjnene blev fyldt med forræderiske tårer. Hun tørrede dem hurtigt væk. Hun vidste godt at dette var en sand katastrofe. Hvis nogen havde set hende fulde sig, hvad ville de ikke tænke? 

Der var mange ting der kunne være forventet, men det her var så bestemt ikke en af dem. I det næste nu, væltede bræk ud af munden på Arys prinsessen, og Aldamar trådte med en forfængelig banden et par skridt tilbage. Hvad Zalan var det her nu? Afsky fik adelsmanden til at vrænge af næsen, og et overrasket men også vredt blik blev kastet imod hans snøvlende lillesøster, der undskyldte sig med en bordherres venlige selskab. Hun blev ved med at tømme glasset? Åh, Noriana dog.
Aldamar trådte et par skridt væk fra hende, så han kunne læne sig indover den den af balkonens støtte, som ikke var blevet rørt af de ulækre dråber. Piben blev taget i munden, imens at han med knyttede bryn overvejede hvad hun bad ham om. Tænk at mor var den hun tænkte på lige nu, stående både fuld og dårlig foran ham. Men han forstod hende godt, hendes blik kunne være ret så intenst. Ikke desto mindre var det stadigvæk uansvarligt. Og dumt.

"Jeg tror ikke jeg behøver at sige noget, for at hun opdager det" brummede han, og pustede en snirklende røgsky ud i den kolde luft. Aldamar's øjensprækker blev smallere. "Hvorfor tømme glasset?" hun vidste godt hvordan alkohol fungerede, så hvor var det gået galt?