Som soldat i Dianthos var det også ganske normalt at blive sendt af sted til Dianthos havn for at sikre sig at alt foregik som det skulle. På hesteryg var rejsen absolut intet problem, og Freya så frem til at se havnen og nyde den friske havluft. Og Juvelen var intet mindre end et fantastisk syn. Havnen var fyldt med liv i form af handlende og sømænd, samt skibe der lagde til og fra den enorme havn. Havet skinnede som diamanter under den dalende sol, mens Freya på hesteryg skridtede ind i havnebyen. Snart fik den robuste halvorkerkvinde indlogeret sig på den lille kaserne, der hørte til havnen, hvor nordbaggehoppen Smørblomst kunne stå i fred og ro i hærens stald og nyde noget frisk hø. Sammen med nogle andre nye rekrutter, Freya havde rejst sammen med, introducerede hun sig til det faste hold soldater på havnen, fik en øl, nogle friske vittigheder, og så var der ellers fri leg resten af aftenen. Hendes opgaver ville ikke starte før den efterfølgende morgen, så der var god tid til at finde sig til rette.

Eller tage et smugkig på havnen med civile øjne.

Dette var absolut ikke en mulighed Freya ville lade sig gå forbi. Det var med at nyde det, nu hvor hun var her, og kunne tage havnens aftenliv ind med friske øjne. De andre havde det fint med at blive på kasernen, så Freya drog af sted alene. Hun havde ikke mange penge på lommen, for siden hun skulle arbejde i morgen var der ingen grund til, at tingene skulle gå alt for vildt for sig. Som hun gik ud af kasernens hovedindgang rettede hun lidt på sit nykæmmede hår, der sad i sin sædvanlige lange fletning og viste de kortklippede sider i hendes frisure frem.

Nok var hendes påklædning simpel og mandig med den lysebrune tunika og de mørke hoser. Nok var hendes store muskler og selvsikre kropsholdning sjældent noget, man forbandt med kvinder. Og nok var hendes frisure grænsende til det babariske med de kortklippede sider. Men hendes kraftige, mørkebrune manke af et hår var nydeligt kæmmet og flettet. Rettet til så alt sad som det skulle. Påklædningen sad ikke løsere på hendes krop end at det kunne fremhæve hendes feminine former. Og hendes gang lod frit de brede hofter vugge fra side til side.

Det var utroligt så mange kommentarer man kunne få på én aften.

Hvad Freya jo ikke lige havde tænkt på var, hvor meget opmærksomhed en enlig kvinde kunne få fra friske mænd. Og sømænd vel at mærke. Normalt ville hun have nydt opmærksomheden. Måske have fundet en mand at dele tiden med. Men her for tiden var hendes sind ikke helt så oppe på dupperne som det plejede. Derfor blev hun ikke ret længe ad gangen på de forskellige kroer og diverse spillesteder. I stedet endte hun faktisk med at søge væk fra alt det livlige, frie og festglade som hun normalt elskede så højt. Måske jeg bare skulle være blevet oppe på kasernen med de andre, tænkte hun lettere melankolsk i mørket, som hun betragtede de huse og lagerbygninger, hun passerede på sin vej.

Lyden af skænderi fik hende dog på andre tanker. Tilbage til virkeligheden. I et kort øjeblik overvejede hun, om hun skulle løbe væk. For hvad nu hvis det var en fælde? Men en vred og lettere desperat kvindestemme fik straks Freya på andre tanker. For hvad nu hvis denne kvinde havde brug for hjælp, ligesom hun selv havde haft brug for hjælp den aften?

Denne intense følelse ville ikke give slip på hende, og med en knurren over læberne sprang den strejfende ulvinde til handling. Med en overraskende ivrighed, som kunne hun på ny hævne sig på sine afdøde overfaldsmænd, løb hun imod gerningsstedet, og hun dukkede op på det perfekte tidspunkt.

For lige som den massive hunulv trådte frem i gyden så hun fire voksne mænd stående omkring en mindre kvinde. Lille og bred var hun, måske en dværg? Freya tænkte ikke videre over det, for hun ville ikke lade mændene nå at reagere på hendes indblanding. Manden tættest på hende var næsten lige så høj som hende selv, men meget mere ranglet. Og vigtigst af alt; inden for rækkevidde. Det var jo næsten for nemt. Med en fast næve greb hun fat omkring hans krave, tvang ham med et ryk til at vende sig om og kigge hende i øjnene, mens hun spændte musklerne i armen til det yderste og tvang ham op i luften, så han ikke kunne nå jorden. “Hvad med at vælge én på din egen størrelse,” snerrede hun tandfuldt med stødtænderne næsten glimtende i måneskinnet, hvorefter hun kastede ham ind i en af gydens mure som var han intet andet end en kludedukke.

“Lad os gøre denne kamp mere lige,” knurrede hun dybt. En lyd der rallede mørkt som natten over hendes læber. Som kom den fra den inderste del af hendes skjulte elendighed. To af mændene løb imod hende, lod slag og spark hagle nedover hende, mens dværgekvinden sprang i hovedet på den sidste mand. Freya flåede den første mand af sig med en kraft hun havde glemt, hun besad, hvorefter hun sparkede ham så hårdt i hovedet, at hun var sikker på, at han ikke ville rejse sig forløbigt. Den sidste mand gav hun et hårdt slag i ansigtet, der gik ham til at trække sig tilbage, så hun fik mulighed for at tildele ham en serie hurtige, brutale slag. Manden, hun først havde fået fingrene i, kom løbende imod hende, men inden de kolliderede sprang dværgekvinden bogstavlig talt på ham, så Freya kunne koncentrere sig om sit eget bytte.

Snart var det overstået.

De tre mænd stak halen mellem benene med deres faldne kammerat over skulderen, hvilket lod de to forslåede kvinder pustende tilbage i gydens stilhed. Der var kun nogle meget fjerne lyde fra festerne rundt omkring på havnen. Ellers var det kun lyden af det forpustede, umage par. “Tak for hjælpen,” pustede den lille kvinde, der havde fået sig et ordentligt blåt øje samt adskillige andre skræmmer. “En øl?” Freya turde ikke tænke over synet af hendes eget hår og ansigt. Hendes hænder var fast knyttede i en arrigskab, hun ikke forstod. Ikke kunne placere. Og hun var ikke sikker på, at det kun drejede sig om gensynet med det, der næsten havde udviklet sig til en gruppevoldtægt af hende selv. Måske hendes hænder også var knyttede, rystende, i en anden følelse. Afmagt? Frustration? Sorg?

Freya kunne nærmest mærke, hvordan den anden kvinde kiggede på hendes store, knyttede hænder, der ikke ville stoppe med at ryste. “Æh... måske noget stærkere?” spurgte hun, da halvorkerkvinden ikke havde sagt en eneste lyd. “Så kan vi også få kigget på dine skræmmer,” fortsatte dværgen insisterede. “Ja... noget stærkere ville være godt,” mumlede halvorkerkvinden fjernt, og uden overhovedet at tænke over, hvor de gik hen, hvem denne kvinde var, hvorfor hun havde været i knibe, eller om hun overhovedet var til at stole på, lod Freya den kvindelige dværg føre an.

“Det her er vores skib,” sagde kvinden. Freya havde slet ikke lagt mærke til, at de var kommet helt ned til vandet. Alt og intet havde passeret hendes tanker, mens de i stilhed var gået frem til den, for Freya, indtil nu, ukendte lokation. Sammen gik de om bord på skibet, og en fjern stemme fortalte hende, at hun jo faktisk aldrig havde været på et skib før. Normalt ville hun have været begejstret, men her for tiden havde hun perioder, hvor hun havde været ved siden af sig selv. Hun var en kvinde fyldt med følelser, og de brusede ukontrollerbart inde i hende, selvom hun ville ønske, at de stoppede. Men lige nu havde hun ikke energien til at kæmpe imod det. Holde det nede. Lige nu glædede hendes trætte og forslåede krop sig bare til, at hun kunne sidde ned og slikke sine sår. Ved sit gode gamle jeg eller ej.

Neagu havde været oppe og skændes med hans mor den morgen. Noget med, han ikke var den søn hun ønskede han var; hvorfor finder du dig ikke snart en viv? Hvorfor gør du ikke bare som din søster!
Han var til sidst skredet i ren frustration over det hele, da han ikke ønskede at være en del af planlagte ægteskaber, og hvad moderen nu ellers havde lagt af planer for hans fremtid.
Nej, han var stadig kun syvogtyve vintre, massere tid til at finde en kone – det eneste han havde brug for var at tage ud i verden og opleve nye eventyr, som han kunne fortælle om eller synge om.
Det havde dog også resulterede i, at den blonde mand havde trukket sig tilbage til sit skib der stadig lå i havn i Juvelen. Det havde været et par uger siden, han faktisk ville være taget afsted. Men en knækket mast, kostede flere krystaller end han havde på sig i givende øjeblik – desuden havde Logan kontaktet ham om en mulig opgave, og pludselig var han aldrig vendt tilbage. De sidste han havde hørt, at den gamle nar skulle giftes – og han haft den frækhed af, ikke en gang spørger om han ville være forlover.
Dette var i sandhed en dyster nat, for den ellers normale optimisme mand.

“Satans!” råbte han, som noget gav et ryk, og han væltede ud af hans hængekøje, hvor han havde ligget og plaget om en flaske rom. Flasken blev smadret under arm, og han kunne mærke et af glasstykkerne, der borede sig ind i siden af hånden. “Fy for helvede!” bandede han, som han rejste sig op, det var virkelig ikke hans dag. Så var kortene bare lagt på bordet! Han gik hen til nogle skuffer i hans kahyt, og rev noget forbinding ud af det. Han lagde det på bordet, inden han rev det fem centimeter lange skår ud af den bløde hud.
Med et hvæs fik han lagt hånden imod det hvide bandage der hurtigt blev rødt grundet blodet der strømmede ud fra det lille sår, hvordan kunne der være så meget blod, så hurtigt?
Han brummede lavtmeld, som øjnene flakkede hen imod rommen der flød fra den nu knuste flaske. “Ved alle halvguder, og deres grimme tær. Nu også min rom!?” hvis denne dag ikke snart blev bedre, kunne han lige så kaste sig i havet, det kunne simpelthen ikke passe!

Han havde formået at samle alle stykkerne sammen, smidt dem ud. Fundet en ny falske og placeret sig tilbage i hængekøjen – da han hørte skridt ombord på skibet.
Virkelig? Hvem var nu det?
Med et prust, fik han bakset sig ganske uelegant ud af stoffet som han lå i. Han greb rommen i sin ene hånd, og piben han lige havde tændt i den andens, om træskede ud af de store egetræs døre, ud på dækket hvor hans blik lagde sig på en lav men velkendt skikkelse. Og en høj – og ikke velkendt skikkelse.
Se nu, hvem var nu dette?
Skibet som orken stod på, var ikke et af de større, det var tydeligvis lavet til at sejle hurtigt igennem vand, malet i mørke farver med guld tegninger rundt omkring. Og unægtelig, var der jo desværre også en mast der manglede.
“Tyr!” udbrød han, som han gav hende et stort charmerende smil. “Kunne du mærke jeg kedet mig?” halv dværgen gav ham et smil tilbage, og nikkede dog så imod veninden hun havde med. “Vi har en, der har brug for lidt hjælp”
Da hans øjne vende sig til mørket, kunne han godt se disse to kvinder havde set bedre dage. “Hvilken hjælp? Bandager til hendes flækkede knoer? Det kan jeg sagtens klare.. måske noget stærkt alkohol?” han løftede flasken i vejret og smilet formåede at blive en tande større. “Det kan jeg også hjælpe med! – men, det jeg er bedst til” svarede han som han skridtede hen imod hans gæst. “Så er det at få et smil frem på folks ansigter – noget der trykker dig min ven?” han løftede et øjenbryn, som han kiggede hende ind i øjnene, da han var kommet en håndsrækning fra hende.
“Neagu er mit navn, og du er?”

Freya løftede lettere modvilligt hovedet, da en lyd af tunge skridt nåede hendes ører. Siden hun var halvt orker var det relativt let for hendes øjne at se detaljerne på skikkelsen, der pludselig kom brasende ud af det lille, medtagede skibs kahyt. Længe leve et godt nattesyn? Den unge mand der var dukket op fra dybet var meget høj af et menneske at være, men ellers var han... utrolig gennemsnitlig. I hvert fald ved første øjekast. Hans lyse hår var lettere pjusket, der fortalte Freya, at hende og... Tyr? nok var kommet til at vække ham med deres ankomst til skibet. Var han her alene? Eller var der andre? Han havde en rygende pibe og en flaske alkohol i hver sin hånd, hvoraf den ene var bundet ind i bandager, der så ud til at være blødt igennem. Så... måske han ikke lige var vågnet?

Men det var ikke mange ord, der skulle forlade den blonde mands læber, før nogle gentagne ord begyndte at forme sig i hovedet på Freya. Nej, åh nej, nej, sig det er løgn.

“Charmerende,” brummede hun afvisende til hans frembrusethed. Han havde en energi over sig som hun slet ikke magtede lige nu, så Freya veg hovedet væk fra den unge mand, der stank langt væk af både røg og alkohol. Velsonigeret var han i hvert fald ikke. Men nu var det heller ikke ligefrem fordi hun selv tog sig ud fra sin bedste side lige nu. Faktisk håbede hun næsten på, at hun ikke ville se sit eget spejlbillede her i nat. “Freya Sago-... bare Freya,” introducerede hun sig træt og kiggede så ned på sine knoer. Manden havde sgu ret, om han så var klar over det eller ej. Hun havde slet ikke lagt mærke til, at hendes næver havde kollideret så hårdt med de jagende, der var blevet de jagtede, at det havde revet i huden på hendes knoer. Hun kiggede op på den unge mand, Neagu, knejsende let med nakken i en reserveret mine. “Det eneste trykkende her er din ånde, men forhåbenlig ikke længe. For hvad end du har fået at drikke, så bliver jeg glad, hvis du deler,” brummede hun, men gav så et overrasket ryk i hovedet, da hendes øjne nu pludselig fangede en detalje, der let blev glemt i mørket. Han var ikke andet end en håndsrækning fra hende, og det var kun derfor hun lagde mærke til det i mørket. Hans venstre og højre øje havde ikke den helt samme farve, og det var et ganske sjældent syn. Hun fangede sig dog i at stirre, og med en “jeg burde snart lære det,” rystede hun på hovedet og kiggede nede på sine knoer igen. “Måske nogle bandager også ville være... velkomne. Vi mødte nogle forbistrede møghunde på vejen,” sagde hun, nu en anelse forlegen over at bede om så mange ting af en vildt fremmed mand. Hun lod en hånd gnide over sit ansigt, hvor hun også mærkede en vis andel af skræmmer og ømme punkter, der kun bekræftede, at det nok var bedst at tage imod Neagus... gæstfrihed. Det var dog ikke sandt, at det kun var stanken af alkolhol, der var trykkende hos hende. Men alkohollen var den letteste vej ud af hendes tankestrømme, og hvis hun selv fik del i det ville stanken også hurtigt forsvinde.

Han løftede sine arme, som kvinden veg sit hoved væk fra sig.
Nuvel, en kvinde med god lugtesans, det skulle nok få hende til at indse at så var Dianthos ikke et sted for hende. Med mindre, man havde pengene til at være oppe ved krystalpaladset, som en af de adelige. Der skulle der da nok dufte af roser og liljer dagen lang! Ikke lige som her på havnen, duften af fisk og råd blev kun formildnet med hans tobak og rigeligt af alkohol. Muligvis også det, at man ikke gik i bad i et par dage – så duftede man jo ikke så dejligt selv. Men han havde trods alt været i vandet den tidslige morgenstund, han løftede op i ærmet og duftede sig kort ved armhulen.
Næ, han synes nu ikke han var så fæl endda.
Tyr begyndte at grine, som hun så hvordan han blev sat på plads af kvinden, der stod foran ham, tog flaksen og satte krusen imod hans kahyt. Hans kahyt.
“Nu vidst Freya Sago – Bare Freya” sagde han og trak på skuldrene. “Beklager min ånde ikke efterlever frøkens standart. Hvad kan man gøre, det er jo ikke fordi her dufter noget så skønt hernede generelt” hans morende smil på læben, viste tydeligvis han ikke havde taget hendes stikkende kommentar på hans person, til sig.
Måske meget godt, siden han så ikke havde lade hende dele flaksen med dem.

Han nikkede med en lidt mere alvorlig mine. “De er allerede klar der inde, jeg var oppe og kæmpe med min anden flaske rom – den synes at være mere forbistret end jeg lige havde regnet med. Ti centimer lige ind i min hånd!” han vente sig rundt og vinkede hende med sig. “Ej det løgn, jeg væltede ud af min køje, fordi mine sanser tydeligvis var blevet påvirket af alt den alkohol jeg prøvede at drukne mine sorger i her til aften.. I hvert fald er der allerde bandager klar.”
Han lagde hoved over skulderen, og gav hende et lidt blidere smil. Det var ganske tydeligt, der måtte være andet der plagede den grønhudet kvinde, end blot det at han ikke duftede særlig rart. “Møghunde er der desværre mange af på disse kanter, hvis man ikke passer på hvilke gyder man render ind i. Lad mig gætte, du reddede min lille Tyr?” brummede han, som han trådte til side, så Freya kunne gå forbi ham og ind i hans kahyt. Kort, kompasser i alskens farver lå rundt omkring. Hængekøjen var i midten af rummet. Mens der var ganske mange genstande fra de forskellige lande han havde været i, og.. udnyttet med sine lange fingre at komme i besiddelse af nogle skatte derfra.
“Sæt dig” han viftede lidt fraværende hen imod den halve dværgkvinde der allerde havde sat tre glas op på det massive røde træbord.
Han fandt bandagen frem, som han allerede havde haft liggende frem og lagde det på bordet foran deres gæst. Han fandt også noget rent alkohol, han havde liggende for desinfektion. “Går ud fra, du selv vil have lov.” svarede han med et smil, og dumpede ned i stolen med en høj lyd.

Da Neagu vinkede hende med sig, for at gå ned i kahytten sammen med Tyr, gjorde den store halvorkerkvinde mine til at følge med ham, men et stik af usikkerhed fik hende til at stoppe midt i bevægelsen. Tøvende. Som skulle hun til at følge ham ud i det ukendte. Kort stjal hun et blik over skulderen, tilbage mod havnebyen og kasernen, dét hun kendte bedre, end hvad Neagu lige nu tilbød hende. Var det her en fejltagelse? Skulle hun afbryde dette flygtige bekendtskab og bare gå tilbage? Tilbage i kasernens tryghed kunne hun jo også sagtens få klaret sine skræmmer. Alle tankerne fløj igennem hovedet på hende i et splitsekund, og det tog heller ikke mere end dét at beslutte sig.

Og hun valgte at springe.

"Du må opdrage din alkohol bedre, så den ikke stritter sådan imod," sagde hun med et lille, varmt smil på læben, som hun fulgte efter Neagu med tunge skridt. Der var den. Skyggen af hendes egen blide side. Et tegn på, at hun satte pris på Neagus oprigtighed. "Jeg håber det virkede. Jeg har i hvert fald tænkt mig at afprøve den samme vej," forklarede hun med et lidt mere brysk smil. For hun vidste egentlig godt, inderst inde, at druk ikke var vejen frem. "Hun klarede sig ellers ret godt uden min hjælp," roste hun den anden kvinde, mens hun smøg sig, en anelse uelegant på grund af vandets skvulpen, omkring Neagu i den smalle gang. “Hun var lige så hjælpeløs som en alauntslagter*, der gjorde klar til kamp,” forklarede hun med et skævt smil. Mere end det fik hun ikke sagt, for synet af kahyttens indre gjorde hende straks optaget i en nærmest barnlig nysgerrighed. Alt herinde var så godt som nyt for hende.

På Neagus opfordring satte hun sig ned i et af bordets stole, og nøj hvor var det lang tid siden hun havde nydt at sidde ned så meget som nu. Hendes krop var bare træt og bad hende om ikke at blive brugt til flere ekstreme ting i dag. Hun rakte taknemmeligt ud efter det rene alkohol og bandagerne på bordet, og begyndte derefter metodisk sit arbejde. "Av for, argh, ved Zaladins lange, behårede baller," snerrede hun, da hun begyndte at rense sine sår med det rene alkohol. “Man skulle tro jeg snart var vant til det”. Amuletten med de healende evner havde hun selvfølgelig efterladt tilbage på kasernen. Tåbelige pigebarn. Havde hun haft den på sig kunne hun nemlig snildt have klaret det værste af Tyrs og hendes skrammer. Men... måske det var meget fint. Her. Væk fra alt det andet. Et nyt sted. Med disse to skæve personligheder. Personligheder, der kunne holde hende på dupperne. Hun tog bandagen frem og begyndte at vikle sine knoer ind. Samt mindre dele af hendes arme, der også havde lidt overlast efter gadekampen. Heldigvis havde de klamme møghunde ikke været bevæbnede. For så kunne det da først være blevet rigtig grimt.


*Alaunt er en uddød hunderace, der fandtes i Middelalderen. Den blev delt op i tre kategorier, hvoraf Alaunt de Boucherie (Butchers) menes at være de hunde, der er muskelhundenes forfædre :3

Den første sætning der forlod Freya; Du må opdrage din alkohol bedre, så den ikke stritter sådan imod.. Fik Neagu til at grine højt, en rungende og varm latter. Så ægte som de overhoved kom, da han oprigtigt havde fundet den sætning så dejlig, at man ikke kunne andet end at grine.
Han nikkede, og gav hende et stort hvidt tandsmil; Selvom han måske ikke lugtede sådan, var han ikke en mand der ikke gik op i normal hygiejne – og hans tænder var ganske enkelt, meget vigtige.
“Tyr er ganske speciel, men ikke destomindre er hun stadig forfærdelig til at gå væk fra en kamp! Hun er altid den første til at springe i hoved på dem.. Bogstavlig talt.” anerkendte han, som hun faktisk roste hans besætning for noget. Han havde ikke selv mødt en alauntslagter, men han havde hørt om dem. Hvilket i sig selv, var ganske interessant at hun havde brugt lige det dyr som reference til Tyr.
Hun måtte være en kvinde der var kommet vidt omkring. Hvilket også var en spændende ting, og noget han havde i sinde at finde mere ud af som aften forløb sig imellem de tre.


Da de alle fik sat sig ned, og som Freya begyndte at pleje hendes sår, begyndte han hældte alkohol op til dem alle tre, som Tyr begyndte at finde kort frem og blandede. Det var ganske tydeligt, en vane sag – at så snart hun var i kaptajnens kahyt så skulle der spille kort. Hvilket ikke var helt rigtigt, de spillede også nogen gange terninger! Men det var måske også lidt besynderligt, at den lave kvinde, ikke gjorde mine til selv at tilse til hendes sår; Fortalte en ganske god historie, at dette bestemt ikke havde været første gang. Så hun gav også et lille nik, som forståelse for Freyas ord, omkring at man skulle tro man blev vant til det; det gjorde man ikke.
“Du må hellere hæle rigeligt op, det stærke er hvad der er brug for i aften” halvdværgen, blinkede til halvorken og begyndte at dele kort ud til dem alle tre; ganske tydeligt, Freya havde ikke et valg.
“Hah, man bliver da aldrig vant til at blive slået op eller slå på andre! – Hey, hvad tror du jeg har gang i Tyr? Kan en mand ikke få en chance, for liiiige” hun sendte ham nogle øjne, der fik ham til at skule surt. Inden et smil spredte sig hen over hans læber.
Blikket vente imod Freya.
“Nogle kort spil du foretrækker? Eller skal vi lære dig en af vores yndlings, de er ganske nemme regler!” spurgte han, som han kastede kortene tilbage i hoved på Tyr, da hun jo ikke skulle dele dem ud endnu! Sådan opførte man sig ikke over for gæster.

”Årh, du er en kvinde efter mit hjerte,” sukkede Freya træt, da Tyr hentydede til, at Neagu skulle give hende rigeligt med rom. Hun kiggede på det fyldte glas som var det en magisk ting i sig selv, og derefter ned på kortene på bordet, der en efter en blev kastet i hendes retning i en fin lille bunke. Som om hun ikke rigtig vidste, hvad i al verden man brugte sådan nogle til. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun havde forventet, da hun var gået ombord. Druk, ja. Men længere end dét havde hendes tanker ikke bragt hende. Men et spil kort var skam også ganske velkomment. Det var også en fin måde at få lært hinanden lidt at kende på.

Hun kunne ikke holde et skævt grin tilbage, da Tyr gav Neagu nogle irettesættende øjne, der gjorde den unge mand lettere utilfreds. Det var et sjovt bånd, de to havde. Det mindede hende en smule om  hende selv og hendes storebror. Og det havde ikke ændret sig, efter han var blevet far til hendes nevø, Erik. ”Vi skal da spille snyd, selvfølgelig,” sagde Freya, da Neagu spurgte hende om, hvad de skulle spille. Det var et spil, som hun havde spillet med sin familie flere gange – det betød dog ikke, at hun var god til det. ”Her, giv mig de kort. Så skal jeg vise jer søpapegøjer, hvordan man blander,” sagde hun nærmest drillende. De lod trods alt begge to til at være typer, der kunne klare det. Hun rakte ind over bordet og tog kortene, inden Tyr kunne nå at blande dem igen efter at Neagu havde kastet dem efter hende. Dog ikke uden et lille støn og en grimasse – et tegn fra hendes forslåede krop om, at hun lige skulle huske at tage den med ro, selvom hun havde været i gang med at lappe sig sammen. ”Nu hvor i ikke kender mig, så kan det være jeg rent faktisk har en chance,” brummede hun, dog ude af stand til at skjule et skævt smil på sine læber. Okay, indrømmet. Hun havde da nydt lyden af Neagus hjertelige grin tidligere. Hun ville bestemt ikke være ked af, hvis hun kunne frembringe det igen. Det var nok det, der gjorde, at hendes normalt farverige sprog var begyndt at finde vej tilbage til hende. Selvom hun ikke lige ville indrømme det, hvis hun blev spurgt. Neagu var jo nok vant til at charmere kvinder som fik han penge for det, så Freya vidste godt, at hun ikke var nogen speciel for en type som Neagu.

Kortene blev blandet lidt mere klodset end normalt grundet hendes indbundne hænder, men snart lå der en lille bunke med syv kort foran hver af de tre spillere. ”Hmm”. Røv og nøgler, tænkte hun med letrynket pande, da hun så på sine kort, der ikke rigtig hang sammen på nogen måde. Men det skulle nok gå. Hun rakte ud efter sit glas for at tage en ordentlig slurk af rommen, og begyndte at hoste, da den skrappe smag brændte ned igennem hendes hals. ”Okay, det er måske lidt... noget tid siden, jeg har haft fat i de rette sager,” måtte hun indrømme og bankede sig et par gange på brystet som alkohollens varme bredte sig. Derefter tog hun og lagde sit første kort ned med bagsiden opad, så ingen kunne se om hun snød eller ej. ”Hjerter 2,” sagde hun og tog endnu en slurk af rommen. Og det var rigtigt nok, hvad der stod på kortet. Hun kunne lige så godt spille sikkert og sandt... til at starte med.

Det varmede egentlig hans hjerte, som han pludselig havde noget at tage sig til. Han havde intet imod uventet selskab, og tog glædeligt imod den nye kvinde ombord på hans skib. Også selvom hun ganske rigtig havde gættet det, det hjalp også betydeligt at hun var netop det; En kvinde.
For han så hverken race, status eller for den sags skyld skønhed. Selvfølgelig ville man da hellere charmer sig ind på en skøn og smuk kvinde. Men det at være smuk kom i mange afskygninger.
Men han var trods alt også en mand, der ikke bandt sig til de kvinder han havde haft noget med at gøre. I hvert fald ikke i lang tid af gangen. Mest af alt, fordi han aldrig var mere end et par uger ad gangen i Dianthos. Ellers rejste han rundt i verden, som hans hjerte begærede ham til.
Han grinede igen, som hun tog styringen. Hun blev hurtigt en meget interessant kvinde, og aften blev det ved også bare en smule bedre.
Tyr lignede en, der havde hjerter i øjnene som hun betragtede halvork kvinden. Dette fik et grin frem på hans læber; den kvinde var næsten lige så slem som ham selv til at trække alskens kvinder med hjem til sig.
Han kløede sig lidt på hagen, som han betragtede hende blande kortene. Minsandten så var hun ganske dygtig til det, ikke at han for et øjeblik havde tvivlet på hendes evner!

“Ha! Så må vi jo hellere se om vi ikke kan få rettet op på det aften, så det glider lidt nemmere ned” hvis der var en ting, Neagu var umådelig dygtig til var det at læse folk. Aflæse hvornår de havde brug for hvad, dette gjorde ham desværre også en fantastisk løgner. Da han havde nemt ved at gennemskue hvad han skulle sige, og hvornår ting skulle siges; for at tingene blev lidt nemmere for ham.
Men, han var utrolig irriterende i form af; han var bare ekstremt dygtig til ting han aldrig havde prøvet før.
Og selvom han ikke helt kendte til begrebet af snyd – så måtte det være lige som når man spillede med terningerne.
“Hmm – så nu ligger jeg et kort enden af samme farve, eller et kort der har samme nummer – korrekt?” mumlede han, og vente sine tofarvede øjne imod Freya og gav hende et blændende charmerende smil.
Han kunne mærke der var noget som ulmede under overfladen. Hvordan hun havde tvunget sig selv sig selv i starten til at smile. Og selvom lysten til at spørger hende, hvad der var galt – afholde han sig fra det. Så godt kendte han hende ikke endnu.
“Hjerter 9” svarede han, og lagde kortet med billede siden ned af og vente sig afventende på tyr, der lagde klør 9.

Neagu var hurtigt til at fylde op, da Tyr havde drukket hele sit glas i en enkel slurk og hældte som vane også Freya’s glas helt op igen. Hun skulle jo ikke mangle!

Freya ville glemme. Glemme det hele. Og lige nu var alkohol og et forholdsvist roligt selskab vejen frem. Troede hun. Hendes fokus var dermed rigtig meget på kortene eller Neagu, der ikke var bleg for at stjæle opmærksomheden. Derfor lagde Freya helt uskyldigt heller ikke mærke til de blikke, der blev sendt hendes vej fra Tyr af. Og hvis Freya en gang eller to lagde mærke til det, regnede hun det blot for en slags kærlig gæstfrihed, som hun værdsatte og prøvede at gengælde med et lille smil. Hun gav et kort nik til Neagu ved hans spørgsmål om spillereglerne, og det smil, han kastede i hendes retning var smittende. Så smittende, at det næsten var irriterende. Men også kun næsten. Og så var der det med hans øjne. Det var så lille en detalje, selv hernede i kahytten, hvor der var lys. Det var med til at spille på hans gavtyvagtige persona, og mens nogen måske ville være irriterede over at have sådan en skønhedsfejl, så lod det til, at det kun spillede til Neagus fordel. Freya havde slet ikke vænnet sig til denne specielle detalje hos ham endnu, så derfor var det virkelig svært at lade være med at kigge ham i øjnene. Det gjorde hende helt uopmærksom.

Uopmærksom...

”Du kan vidst godt lide at gå alene hjem, hva?”

Den stemme... En skælven tvang sig vej igennem hendes ellers så stærke krop, mens en manisk latter gav genlyd i hendes hoved. Den latter... Rolig nu Freya, tænkte hun i et forsøg på at holde fokus på det, der skete i kahytten, hvor hendes fysiske skikkelse sad. Ved det røde bord. Ved det rolige selskab. De er alle døde, forsikrede hun sig selv om. Hun havde set dem ligge dér. I gyden. Og de havde alle været døde. Alligevel kunne hun mærke, hvordan det føltes som om hendes krop blev klam af et tyndt lag sved, og hendes hjerte slog en anelse hurtigere end normalt. Hvorfor kom det pludselig til hende nu? Nok havde Neagu lugtet lidt af alkohol, men det gjorde de jo alle sammen nu. Og ingen af dem havde et smil der mindede om de klamme grimasser, mændene havde givet hende. Hun forstod det ikke...

”Åh, det er min tur,” mumlede hun fjernt som hun opdagede, at de andre havde lagt nogle kort på bordet. Havde de sagt, at det var 9'ere? Ja, det havde de vidst. ”Det var da... i starter altså hårdt ud, synes jeg,” sagde hun med et smil, der denne gang ikke nåede hendes øjne. Neagu havde hældt mere op i hendes glas. Mere rom. Ja, det måtte være dét, hun havde brug for. Derfor tog hun endnu en stor slurk, mens hun kiggede sine kort igennem. Denne gang var den skrappe smag i hendes hals velkommen. Den fjernede nemlig fokus fra tankestrømmen. ”Klør knægt,” sagde hun og lagde kortet på bordet med billedsiden nedad, velvidende lige nu at hun ikke ville være i stand til at lyve. ”Nå, hvilket glubsk væsen valgte så at bruge jeres mast som tandstik?” spurgte hun i kampen om at finde på noget, bare et eller andet, der måske kunne fange hendes fokus yderligere.

Men de blodrøde øjne, der lyste op i gennemvædet galskab, spøgte i hendes sind som et rovdyr, der lå på lur. Det fik hende til at tage endnu en god slurk af rommen, og hun gned sig træt over øjnene med hånden, der ikke var lukket om kortene.

Det var ikke noget der gik Neagu forbi næsen, som han betragtede den stærke kvinde, pludselig blev fjern i blikket. Det var tydeligt at nogle fortidsspøgelser spøgte i hendes sind.
Hans ene øjne blev en smule smaller, som han vurderede situationen. Spørgsmålet var, om hans hjælp ville være kærkommen, om hun ønskede han rakte en hånd ud. Eller om hun var typen der bare gerne ville have man lod som ingen ting.

Lige så lalleglad som Neagu kunne opføre sig, som han kunne se ud. Så var der også en alvorlig knogle i hans krop, han passede på dem som var omkring ham. I hvert fald, når han opdagede at de var i problemer, på den ene eller anden måde. Ellers måtte han også indrømme, han normalt blandede sig uden om. Det var også derfor han i øjeblikket, som hans øjne betragtede Freya; at han var i tvivl.
Men da hun begyndte at snakke igen, tog han en beslutning.
Et ganske forsigtigt smil var nu at finde på hans læber, som hans øjne lå urokkeligt på hendes ansigt. En dyb indånding blev taget, inden blikket gled fra hende over mod Tyr, hun havde tydeligvis opdagede det samme. Et kort nik, Neagu behøvede ikke en gang at sige hvad han tænkte. For at kvinden rejste sig fra bordet – hvis der var noget dværg kvinden ikke forstod sig på, så var det følelser. Og ville nok ikke være helt så nænsom som den unge mand kunne være.
Han sank klumpen i halsen, og skyllede rommen ned i halsen.
“Jeg tror ikke det er kort du skal spille lige nu.” han greb resten af kortene i hendes hånd og lagde dem.
“Hvad er der galt?” smilet var nu helt væk, som han kiggede alvorligt på hende. Måske var det for hårdt den måde han prikkede til hende. Men det hjalp ikke at sidde og lade som om man var okay – når hun tydeligvis ikke var det.
“Du kan selvfølgelig også vælge at lade være med at fortælle dig det.. også kan jeg lave en fortælling om sø-uhyret der angreb os ved nogle af de nærtliggende øer.” tilføjede han hurtigt, og lænede sig tilbage stolen. Betragtede hvordan den anden kvinde forlod kahytten. Og hældte mere rom op i hans glas.

Et lettere forvirret ansigtsudtryk viste sig på Freyas ansigt over det blik Neagu sendte til hende. Hans smil, der ændrede karakter. Hvordan den unge, blonde mand pludselig gav et lille nik til Tyr, der rejste sig for at gå ud af kahytten. Skiftet i stemningen. Der var noget ved det. Hun havde prøvet det før...?

Det er en fælde!

Hendes hjerne skreg til hende, at hun skulle reagere nu. At hun skulle teleportere sig væk. Hendes eget, indre skrig rungede igennem hendes bevidsthed og endte i skriget fra Remlen. Fra kvinden, der blev slagtet af sin egen søster. Men Freyas krop var for træt. Hun kunne ikke teleportere sig. I stedet sendte minderne endnu en skælven igennem hendes krop, denne gang stærkere end før, mens Neagu lænede sig ind over bordet og tog kortene ud af hendes hånd. ”Jeg...” hun kiggede tomt på sine hænder. Som om hun ikke forstod, at kortene nu pludselig var væk. Hun kunne ikke kigge op. Kunne ikke kigge på Neagu. Derfor så hun heller ikke, hvordan smilet var forsvundet fra hans ansigt. Men hans alvorlige tonelejde fortalte hende alt.

Det var en håndsrækning.

Hvad hentydede han til? At hun ikke kunne klare sig selv? Hvad bildte han sig ind? Hun var altså ikke svag! Hun klarede sig fint! Der var ikke noget galt med hende! Med en tør stemme brød hun stilheden efter Tyr havde forladt rummet og Neagu havde fyldt mere rom i sit glas. ”Jeg ved ikke hvad du...” Nej, Freya, stop. Fjollede pigebarn. Freya sukkede. Hun kunne ikke blive ved med at skubbe folk væk. Hun kunne ikke blive ved med at fortsætte sådan her. Med minderne der truede med at splitte hendes sind i stykker. Truede med at blive til mareridt, så hun ikke engang kunne slippe for dem i søvnen. ”Undskyld,” sukkede hun træt og lod kort sine øjne møde Neagus for at vise, at hun mente det. Det trætte suk skyldtes ikke kun den reelle træthed i hendes krop, men også trætheden over sin egen opførsel.

Neagus håndsrækning. Den fik hende til at føle sig overvundet... nej... blottet, var nok mere præcist. Derfor kunne hun ikke se på Neagu, mens hun talte. Så hendes blik var stift rettet mod bordpladen. Hendes stemme var lav, rystende, som hun prøvede at acceptere den udstrakte hånd, Neagu havde givet hende muligheden for at tage. Hun kunne ikke blive ved med at løbe. ”Jeg har set... ting”. De fjerne, mælkehvide øjne. Morens friske kød i datterens mund. ”Jeg har... oplevet... ting”. Den store orkers krop oven på hendes, mens hun prøvede at vriste sig fri. ”Men de fik mig ikke,” knurrede ulvinden dybt, mens hun fortsat kiggede ned i bordpladen. Det var vigtigt for hendes egen stolthed at pointere. ”Jeg... Jeg er ikke så stærk, som jeg troede. Ikke så stærk, som jeg gerne ville være,” forklarede hun, stadig med nedslået blik. ”Jeg er... jeg er ikke okay. Og derfor... skammer jeg mig,” sagde hun og var nu, med indrømmelsen, nødt til at kigge ud til siden, så hun kunne kigge helt ned på gulvet. ”Så jeg lader det blive inde,” hviskede hun hadefuldt af sig selv, mens de stærke hænder nu lå hårdt knyttede på bordet. Der var ingen tårer. Men bitterheden var altædende, og truede med at fortære hende.

Han lod hende snakke. Lige meget hvor lang tid hun brugte på det, sagde han ikke noget, drak bare af rommen han havde hældt op til sig selv. Han rystede dog på hoved, da hun prøvede at undskylde. “Det er der virkelig ingen grund til” sagde han meget stille, som han betragtede hende afventende. Hun kunne jo bare vælge at nægte at tage imod hans tilbud på at lytte hvad hun havde på hjertet. Enden ved at rejse sig op og gå, eller nægte at snakke om det.
Men som tiden langsomt gik, og der var en rum stilhed imellem dem. Begyndte hun endelig at forklare hvad det var, som Neagu ganske rigtig havde lagt mærke til, som han havde betragtet hendes skikkelse under deres meget korte spil snyd.

Lige så stille lænede han sig tilbage i hans stol, og måtte han huske sig selv på at det ikke ville være en god idé at smække sine fødder op på bordet. Selvom han kortvarigt havde lyst til netop dette.
Men de tofarvede øjne, veg ikke fra hendes skikkelse. Det var meget tydeligt, fra hans alvorlige mine, at han lyttede – at han ikke missede et eneste ord, et træk i ansigts mimikken. Han læste hende, som når han læste kort. Nøje.
Han kunne ikke lade være med at smile lidt, og lave et grynt af et grin. Hvilket han hurigt irettesatte ved at kigge på hende med alvorlige øjne. “Freya – det at ikke være okay, er ikke noget man må skamme sig over” sagde han meget alvorligt, det var længe siden han havde haft denne tone i hans stemme. Sidst, var da søsteren havde spurgt ham hvorfor deres far havde taget afsted, hvorfor han ikke gad dem længere.
“Nu kender jeg dig ikke, jeg ved ikke hvad du har gået igennem – men stol på mig når jeg siger – det at have ar på sjælen, og endnu ikke har bearbejdet dem gør dig ikke svag. Lige som det at græde – skrige – eller hvad man nu har brug for at komme af med ens følelser. Drikke for eksempel” han hævede sit glas og drak resten, skar en grimasse og hældte igen op til sig selv. Manden kunne tydeligvis holde på sine alkoholiske vare. “Gør dig ikke svag – så længe du ikke lader det æde dig inde fra, og du bruger det som en sutteklud for at komme igennem livet” han havde set mange bekendte, falde i bunden af en flaske, fordi de ikke bearbejdede deres følelser korrekt.
“Men hvad du ikke må – er at lade det blive inde..” han kiggede udfordrende på hende, som for at fortælle – dit træk, hvad vil du gøre nu? Jeg er frisk på det hele, fortæl mig hvad jeg kan gøre – også hjælper jeg dig. 

Hun nikkede lidt som hun forstod hans ord. At hun ikke måtte lade det æde hende op indefra. Det var en god pointe, han havde. For så ville det først være et nederlag for hende. Hun skulle finde sin egen måde at komme igennem alt det her på. Og lige nu var det tydeligt, at det bestemt ikke var en god ide for hende at holde følelserne inde. Og så var der Neagu... Lige her. Foran hende. Han lyttede åbent til hende. Var ikke dømmende. Hun kendte ikke Neagu. Men måske var det netop dette der gjorde, at det var lettere for hende at åbne op.

Hun kiggede på ham. Tårerne pressede sig på nu. Det fik hende til at skjule sit ansigt med sine store, bandageindbundne hænder. Men kun for et øjeblik, for det var ikke at græde, hun havde brug for. I hvert fald ikke lige nu. Så hun tørrede øjnene og tog en dyb indånding. ”Du har ret,” sagde hun, nu med en stemme, der rystede mindre end tidligere. En stemme der var mere beslutsom. Mere fast, mere viljestærk. Som hun bedre kendte sig selv som. Så rejste hun sig fra stolen. Dog ikke for at gå. Hun satte sig op på bordet over for Neagu med venstre side vendt imod ham, og med alt andet end blufærdighed i sig, trak hun lidt op i sin tunika for at trække ned i hosernes venstre side, så hun kunne vise arret frem. Arret, hvor den ene overfaldsmands kniv havde skåret igennem hendes kød. Sårret havde efterladt et smalt, næsten fire centimeter langt ar hen over hendes venstre hofte, hvor huden nu var lidt lysere end på resten af hende. ”Fire mænd prøvede at voldtage mig i en gyde tæt på hvor jeg bor i Dianthos,” begyndte hun.

”Som sagt, så fik de mig ikke. Jeg fik hjælp til at komme væk. Arret her er det eneste, de møghunde gav mig,” forklarede hun ”... i hvert fald fysisk,” måtte hun fjernt tilføje. ”Jeg kommer fra Nordlandet, hvor jeg har rejst rundt som nomade med min familie. Jeg har jagtet bisoner og rensdyr. Tæmmet vilde heste. Holdt ulve på afstand, og kæmpet mig igennem virkelige dårlige vejrforhold,” sagde hun med et lille, skævt smil ved minderne om det barske, men kærlige, liv hun havde haft med sin familie. ”Men der, i gyden. Det var den første gang jeg virkelig følte mig hjælpeløs. Aldrig har jeg fået så mange tæsk i hele mit liv,” sagde hun bittert med letrynket pande. Sparkene i maven. I hovedet. Den to meter høje orker, der havde smadret hendes krop imod muren. Hun rystede let på hovedet og fandt igen Neagus blik. ”Så' det sgu godt, jeg har stærke knogler,” sagde hun med et brysk smil. Stadig siddende på bordet lænede hun sig ind over dens overflade, ligeglad med hvor meget kavalergang hendes store barm måtte vise Neagu i gestussen, tog glasset med rom ud af Neagus hånd, og tog en slurk af dets indhold, mens hun sneg et lettere flabet blik hans retning for at se, hvordan han tog gestussen.

En lavtmeld fløjten forlod hans læber, som hans øjne betragtede arret hun viste ham. 
Det var i sandhed ikke en rar fornøjelse, at blive vist hvad en anden person havde gået med. Især ikke når ordene fortalte omkring hendes oplevelse. Især når ordene kom så, han kunne ikke helt sætte en finger på det. Men sådan som hun snakkede til ham, sådan som hun opførte sig over for ham - var det næsten som om hun ikke fortalte at det var sket for hende; men en helt anden. Ikke betydende at hun ikke fortalte ham sandheden, for det var han ikke en sekund i tvivl om. 

Men som hun forsvandt ind i tankerne, som hun ganske tydeligt prøvede at dreje fortællingen som var det heldigt, at der ikke skete mere. Det havde han det ganske svært med, men hvordan skulle man fortælle en kvinde man havde kendt i blot hvad tyve minutter som det højeste? hvis det overhoved var så lang tid, at det var han virkelig ked af at høre - og det lød oprigtigt. 
Det vidste han ikke, så derfor sagde han ikke noget til at starte med. 
Han rystede på hoved, som hun pludselig lænede sig frem ad. Og hans øjne blev da ganske vidst draget imod hendes bryster, men det var jo trods alt ikke det de var i gang med at snakke om lige nu.
“Oi... du har dit eget glas!” Grinede han, men i stedet for at tage glasset fra hende. Lænede han sig bare hen over hendes ben og greb hendes eget glas og hældte mere op til sig selv. 

“Jeg er oprigtig ked af du skulle opleve sådan noget - det er der ingen som fortjener. Fik de deres straf?” Spurgte, han som han hældte den gyldne væske hen over hans læber og kiggede på hende med et hævet øjenbryn. Stadig ganske i tvivl om hvordan han skulle håndtere situationen der lå foran ham.

Neagu grinte, da hun tog hans glas. Så han lænede sig ind og tog hendes i bytte. Hans ord var... på en eller anden måde trøstende. I hvert fald når de ikke havde kendt hinanden i længere tid, end de havde. Og det vigtigste var, at hans ord var oprigtige. Til hans spørgsmål stirrede hun kortvarigt ned i gulvet. Mens hun tænkte. Så gjorde hun nogle små nik og fandt hans øjne. Havde de fået deres straf? ”Ja, det fik de vel. De kommer aldrig til at... såre andre. De lever ikke længere... Jeg var deres sidste offer,” sagde hun fjernt som hun huskede synet af Pax, der havde skåret orkerens hals op som var det et franskbrød, der skulle give efter for en sløv kniv. ”Men jeg må indrømme. At jeg ville ønske, jeg kunne banke dem igen... og igen,” sagde hun og knyttede ganske let sin ene, bandageindbundne hånd.

”Måske er det følelsen af kontrol, jeg savner,” mumlede hun eftertænksomt. Var det derfor hun havde lænet sig sådan ind for at tage Neagus glas? For hvad der gik op for Freya var, at det slet ikke havde været glasset med rom, der havde været vigtigt. Det var selve gestussen. En gestus, hun selv havde været i kontrol over. En gestus, hvor hun havde kontrollen over sin egen krop. Og hvad hun ville vise frem til hvem. ”Undskyld min opførsel,” sagde hun og blinkede et par gange med øjnene, stadig med letrynket pande over indsigten. Som havde indsigten i hendes egne handlinger sat hende i en trance hun nu prøvede at komme ud af. Hun satte glasset med rom ved siden af sig på bordet. Derefter børstede hun nænsomt sin tunika et par gange i den ene side, igen med arret dækket til, som for at prøve at se mere repræsentabel ud.

”Jeg er ikke helt mig selv for tiden. Men... det er rart at fortælle om det til nogen,” sagde hun med letrynket pande. Men snart dukkede der også et lille smil frem på hendes læber som hun kiggede på Neagu. Nærmest lettet. Som havde hendes ord alene løftet en tung byrde af hendes skuldre. Hun vidste godt, at ordene ikke kunne ændre på, hvad der var sket. Intet Neagu sagde, kunne ændre på det, der var sket. Intet. Intet kunne ændre på, hvad der var sket.

Men... ”det er bare rart at du lytter. Og ikke dømmer eller bebrejder mig,” sagde hun, som musklerne i hendes ene mundvige trak op og gav hende et skævt, taknemmeligt smil, mens hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på ham.

Igen lod han hende snakke, det eneste han gjorde var at hvile hans øjne imod hendes skikkelse. Som han tog nogle slurke af den brune væske der skvulpede rundt i hans glas. Hvad skulle han i grunden sige? Det var ganske tydeligt, at kvinden foran ham, havde nogle dybe ar og trauma hun ikke tillod sig selv at synes ned i, for så at finde ud af hvordan man kunne håndtere dem bedst. 
Men kunne man overhoved gøre dette, i sådan en verden man levede i. Han tog endnu en slurk og lagde sine fødder bedre til rette imod bordet han sad ved, Lænede sig behageligt tilbage i træ stolen han sad i. Lige så stille væddet hans sine læber, som han nikkede kort til hvad der blev sagt. Ganske tydeligt, hvor intenst han lyttede til hvad hun fortalte ham. 

“Du skal ikke undskylde - det tog mig bare som en overraskelse.” Sagde han og blinkede til hende, som et charmerende smil bredte sig på hans læber. Igen nikkede han, efter et minuts stilhed hvor hun havde måtte tænke over sine ord. Der foregik tydeligvis mere bag den grønne pande, end han nogen sinde kunne vide sig sikker på hvad præcis var. 
Han lod sin hånd glide hen og klappede hende blidt på låret, inden han lænede sige tilbage i stolen. “Det er jeg glad for kunne hjælpe.” Sagde han og smilet blev en smule bredere “hvis der er noget jeg er god til, så er det bestemt at lytte!” 

Hans hånd lagde sig imod hans nakke, og han lukkede øjnene som han lænede den bag over. Han var en smule stiv efter at have ligget i hængekøjen så længe. “Nå - Bare Freya - hvad kunne du så tænke dig at vi bruger resten af aften på? Alt du har lyst til, lad mig høre.”

"Kaptajn?" Neagu vente sit hoved hurtigt, mod døren da Tyr kom valtrende tilbage igen. "Ja?" brummede han en anelse irriteret, som han blev forstyrret midt i det hele. Han tog en dyb indånding, da han kunne se alvoren der var blomstret i den ellers så føleslesforladte kvindes ansigt. Noget var tydeligvis sket, og der var brug for ham - han vente sig undskyldende mod Freya "Jeg beklager - men jeg bliver nød til at gå - du er velkommen til at blive siddende - drik noget mere. Komme dig over dine skader. Eller selvfølgelig - finde tilbage til dit eget hjem." sagde han med et smil, han lagde hånden på hendes skulder og gav det et lille klem. 
"Jeg håber vi ses igen snart Freya - og at du har det godt så længe." han blinkede hurtigt, inden han med utrolig målrettet skridt, trods den mængde alkohol han havde indtaget - gik ud af døren og forsvandt ud på dækket, og ind i natten.