De sidste syv dage havde de været af sted. Dette var ikke Freyas første mission, men hun var stadig meget ny. En af de nye rekrutter, der skulle læres op. Ridning var heldigvis intet problem – helt fra barnsben af havde hun siddet på ryggen af en hest, når hun med sin familie var rejst rundt som nomade i Nordlandet. Og ligesom sidste gang, hun havde været ude på en mission for hæren, havde Freya valgt nordbaggehoppen Smørblomst, der med legende lethed kunne bære hende i fuld udrustning og med oppakning i saddeltasken. Det var også fjordheste de altid havde haft i hendes familie, så valget var kommet helt naturligt til hende. Freya var ligeglad med, at Smørblomst var en del mindre end nogle af de andre rytteres smarte krigsheste, for hun kendte til norgbaggens styrke og hårdførhed, hvilket var nødvendig på de lange ture. Til gengæld sørgede Freya for at holde sin kampteknik skarp. For det var her, hun var ny, selvom hun allerede var begyndt at træne en måneds tid inden, hun startede i hæren. Så hver aften, når de slog lejr, sørgede hun for at træne med hvem, der end havde lyst til at være hendes træningsmakker. Og det var dog utroligt, hvad flere times træning hver dag kunne gøre. Freya vidste udmærket godt, at der var lang vej endnu, før hun var en dygtig kampsoldat, men hun kunne også se, hvor langt hun var kommet, siden hun først var startet på sin træning med Sir Nao.

Hun genkendte en del af turen, for gruppen af soldater fra Lysets Hær var på vej imod Medanien, hvor hun havde været til forårsfesten i landsbyen Fredskilde. De skulle dog ikke helt så langt. Og dette drejede sig også om langt mørkere omstændigheder. For de små landsbyer i Krystallandets sydvestlige kyststrækning var blevet ramt af adskillige angreb fra Mørkets Hær, og der var brug for forstærkninger fra Dianthos til at holde situationen bare nogenlunde under kontrol. Derfor var Freya blevet sendt af sted for at tage hånd om situationen sammen med en gruppe andre soldater, der kunne undværes. Deres mission var at evakuere den lille fiskerlandsby Remlen, der lå et par dage nord for Fredskilde, for en nærliggende by var allerede blevet angrebet, hvilket øgede Remlens risiko for at være det næste mål. Desværre var Lysets Hær allerede så spredt ud over kyststrækningen, at den ikke kunne undvære soldater til at evakuere Remlen. Derfor var et helt nyt hold blevet sendt af sted, så man fortsat var i stand til at beskytte de poster, der allerede var under beskyttelse fra Lysets Hær.

Stilheden sænkede sig over kompaniget, da synet af røg steg op over bakketoppene i retning mod Remlen, og en kort kommando fra deres anfører fik enheden til at sætte hestene i kort gallop. Som de nærmede sig, begyndte lugten af røg at prikke i næseborene, og hestene i kompaniget begyndte at pruste uroligt. Og snart gik det op for dem, at røg ikke var den eneste problematiske lugt i luften.

Blod.

Vi er kommet for sent.

Det var den eneste tanke, der skreg i hovedet på hende, da hun fra bakketoppen af kunne danne sig et overblik over landsbyen. For andet end dét kunne hendes hjerne ikke forstå. Ville hendes hjerne ikke forstå. Der lå silouetter af døde dyr og mennesker, brændte både ved havnen og bygninger, der var brændt ned. “Søg efter overlevende, men gå ikke alene. Vi ved ikke om folk fra Mørket stadig lurer,” brummede deres leder. Freya skævede over på Joanna, der sad på en hest ved siden af Smørblomst, i håb om at den lidt yngre, men mere erfarne krigers tilstedeværelse, ville dulme nogle af de nerver, der lige nu pressede sig på i Freyas sind. For hvad ville de ikke finde, når de gik ned i byen? Hun kendte ikke den anden kriger ret godt - faktisk havde hun først mødt hende på denne mission, men hun var hurtigt begyndt at kunne lide den anden soldat. “Joanna, lad os gå,” sagde hun diskret, da enheden begyndte at dele sig ud i mindre grupper, hvorefter Freya tog sin hjelm på, der havde hængt på sadlen. Derefter puffede hun blidt til Smørblomst med hælene, og hoppen begyndte lydigt at skridte ned ad bakken imod Remlen, den ødelagte by.

Det var ikke første gang at Joanna tog turen sydpå med hæren. Hun havde været i Medanien tidligere, da Kiles Orden havde raseret, og nu var det tilbage til at være Mørket der skabte problemer for dem. Selvom hun de seneste mange år kun var taget til Medanien i ledtog med at skulle noget for Lyset, så var det stadig som om at der sad en isklump i maven på hende ved tanken om at komme ned hvor hun tidligere havde boet. Hvor hendes forældre var.
Heldigvis var det nemt at distrahere sig når man red i en gruppe af krigere. Hendes bedste veninde Azteka var ganske vidst ikke med nu her, men hun havde hurtigt fundet nogle nye at snakke med, nogle der ikke kiggede underligt på hende. Den nye rekrut Freya kunne hun vældig godt lide, selvom hun havde virket lidt frembrusende.

Turen derned havde været lidt trykket, selvom folk havde prøvet at holde humøret oppe, det blev hurtig slået i stykker, som røgen kunne ses, og det så ud til at have været en massakre her. Ikke underligt når Mørket var invovleret, men det hev lidt i Joannas hjerte. Hun hadede at Mørket var så ondt.

Hun vendte hovedet mod Freya og nikkede. ”Lad os,” sagde hun, og hev sin egen hjelm på, i tilfælde af et overfald mens de var på vej ned til byen, eller var i byen. Man kunne aldrig rigtig regne med det.
Som de kom tættere på, begyndte lugten af død nærmest at brænde Joanna i næseborerne, men hun nævnte det ikke. Det var en del af jobbet desværre. ”Det her er din første opgave ikke?” spurgte hun forsigtigt, ikke særlig højlydt, men nok til at Freya kunne høre det. Det måtte ikke være sådan halvorken havde forstillet sig den første opgave ville gå.

Hendes soldaterkammerat kiggede på hende med et nik, og selv denne lille gestus gjorde Freya en anelse mere rolig. Og alt hvad der kunne give hende støtte var velkomment lige nu. Selv kortvarig øjenkontakt. Selv et lille nik. Joanna tog også sin egen hjelm på, inden de drog tættere på byen. Massakren så rimelig ny ud, men det gjorde ikke lugten af død og ødelæggelse mindre. Luften af jern var kraftig i luften, og Freya måtte i et øjeblik holde hånden for næse og mund, inden hun igen tog fat i tøjlerne med begge hænder. Lugten i sig selv, jern blandet med røg, var jo til at blive helt dårlig af. Og døde kroppe hjalp ikke på sagen – især ikke dem, der var spiddet på pæle.

“Min anden,” forklarede hun kort til Joanna som hun lod sin krop følge Smørblomsts bevægelser. “Men øh... det her er noget helt andet,” sagde hun fjernt som hun oplevede, hvordan hendes mørkebrune øjne på en og samme tid opslugte det forfærdelige syn, der udfoldede sig foran hende, og inderligt ønskede at kigge væk. Men hun kunne ikke kigge væk. Aldrig før havde Freya set ondskab på denne måde, og det føltes som om, at det mindste hun kunne gøre, for at ære de døde, var at vidne, hvilken grusomhed de var blevet udsat for.

Byen virkede utrolig stille, bortset fra de få krager, der var begyndt at samle sig om de døde. Alligevel følte Freya sig anspændt. De kunne trods alt ikke være sikre på, at de var alene. Soldater fra Mørkets Hær lurede måske stadig et sted. De kom til det første sæt af huse, og Freya svang sig af Smørblomst i en overraskende let bevægelse. Derefter klappede hun fjernt hoppens dunhvide hals som tegn på, at den loyale følgesvend skulle blive stående hér. Et skjold var spændt fast på hendes ene underarm, og hun trak sværdet op af skeden i sit bælte. “Hvor skal vi starte?” spurgte halvorkerkvinden lavmælt den mere erfarne soldat.

Anden. Det var godt nok hurtigt Freya kom ud og se landet, men de havde det selvfølgelig også lidt stramt efterhånden. De seneste år havde været den ene ting efter den anden. Det store slag fra Mørket, og så alle plagerne. Det havde taget hårdt på ressourcerne og Joanna havde mistet mange kammerater blot på de år hun havde været her. Man blev lidt hærdet, men det gjorde stadig ondt når det skete. Livet som soldat var virkelig ikke for alle.

”Det er desværre de værste af opgaverne,” indrømmede hun, som hun lige fangede blikket af en af de døde kroppe der var spiddet. Livløse øjne, og rædsel var malet i deres ansigt. Det var ikke et kønt syn, men Joanna skridtede videre. ”Der må jeg indrømme, at det er nemmere at slås. Der får man ikke lov til at tænke.” Der kom mareridtene først bagefter. Heldigvis var Joanna efterhånden vant til at finde måder at bearbejde de hårde syn. Og hvis nætterne blev lidt for hårde, så havde hun ofte Azteka på Krystalpaladset.

Joanna steg af sin egen hest da de nåede nogle af bygningerne, og indikerede ligeså vel til sin hest at den skulle blive stående, før hun trak sit eget sværd. Hun var iklædt præcist det samme som Freya, selvom hendes skjold så ud til at have fået sin mængde skrammer over årerne. I et kort øjeblik lyste hendes sværd også op, før den dæmrede igen. En del af hendes magi var at gøre hendes egne våbne bedre, og hun tog ikke chancer med at skulle aktivere det senere.
Hendes øjne kiggede mellem husene, før hun nikkede mod det nærmeste. ”Det er bare at starte fra en ende af,” sagde hun, før hun gik over til døren, og tog i den, og den gled ligeså stille op. Låsen så også ud til at være ødelagt. Ligeså stille gik hun ind i det mørke hus.

Freya kunne ikke lade være med at kigge nysgerrigt på Joannas våben, som det begyndte at lyse op. Hun havde godt overhørt fra nogle af de andre, at Joanna kunne forbedre sit eget våben, men det var ret vildt at se i virkeligheden. Selv kunne hun teleportere sig selv, og også tage en med sig, og hun kunne til dels paralysere en fjende. Men hendes magi var meget svag, så at bruge magi mere end tre gange ville gøre hende usædvanligt udmattet. Og hvis hun skulle tage nogen med sig i sin teleportation, så krævede det endnu mere energi fra hende.

Langsomt fulgte hun efter den mere erfarne soldat. Endnu en gang priste Freya sig lykkelig over at have orkerblod i årerne, for det gav hende deltvist nattesyn, og gjorde det dermed meget lettere for hende at orientere sig i mørket end mennesker. Hvilket var virkelig rart, når de var på vej ind i et mørkt hus i en nyligt angrebet by. Hun lod grundigt de mørkebrune øjne scanne omgivelserne, hvilket også ville hjælpe i tilfælde af, at hun blev nødt til at bruge sine teleporteringsevne. For det krævede, at hun kendte området, hun teleporterede sig til.

Det var dog ikke fordi der var meget at skulle gennemgå i dette lille hus; en et-etagers bygning med få rum. De kom ind i et stort rum, et fælles soveværelse til familien, der havde boet her. Til at starte med virkede det mørke rum helt tomt for mennesker, men en lavmælt knurren bragte Freyas opmærksomhed hen til sengen, hvor en lille, pjusket rottejægerhund lå i sengens fodende. ”Hej Vuffer, hvad gemmer du på?” nærmest hviskede hun, mens hun gik forbi Joanna for at nærme sig det lille, rystende, knurrende kræ i sengen. Hun stoppede dog kort op, da hun opdagede blodet på gulvet. Det her tegner ikke godt.

Da hun kom frem til sengen så hun, at der lå noget gemt under sengetæppet. I en hurtig bevægelse tog hun fat i det og trak det væk, og to skikkelser dukkede op under det. Den ene skikkelse var en lille dreng, måske omkring de 5 år, der trak sig sammen i forskrækkelse, da hans gemmested blev afsløret. ”Sch, såså, vi er her for at hjælpe,” prøvede at trøste ham, så roligt og blidt hun nu kunne. Freyas blik fandt derefter hen til den anden skikkelse i sengen – en ung kvinde, der så ud til at være drengens mor. Eller rettere... havde været drengens mor. Et dybt sår i hendes ryg fortalte de to soldater, at denne kvinde for længst var stoppet med at trække vejret.

Joanna kunne muligvis ikke se i mørket, men hun havde været med på mange af de her missioner, selvom de her var mere grumme end de sædvanlige. De nåede trods alt at hjælpe de fleste af byerne inden de blev raseret af Mørket.
Hendes ører opfangede en knurren, men inden hun selv kunne gøre noget, så var Freya allerede på vej over mod den. Hun havde ellers været ved at stoppe hende. Det viste sig dog hurtigt, at dyret ikke var noget at være bange for. Blot en lille hund, der tydeligvis prøvede at beskytte noget.

Siden Joanna ikke kunne se noget, men der ikke var nogen umiddelbare fare i huset, så fandt hun hurtigt en krystal frem fra sin lomme, som gav et svagt skær af lys omkring dem, så de kunne se noget.
Hendes egne øjne faldt på skikkelserne i sengen, og hun nærmede sig, med lidt mere faste skridt. Det gav dog et jag i brystet, som hun så blodet og den tydeligt livløse krop. Det var tragisk, men det var ikke tid til at dvæle ved det.

”Lad os få dig ud herfra, okay?” sagde Joanna blidt og smilede sødt til ham, og efter lidt mere trøstning, lagde hun sværdet i skeden, og hjalp med at løfte ham op. Han var tydeligvis ikke helt villig til at gå endnu.
”Hvad med mor? Mor skal med.” kom den lille stemme. Måske ikke villig til at indse at hans mor var død, og Joanna kiggede lidt forfærdet på Freya, ude af stand til præcist at vide hvad de skulle sige til den lille dreng, andet end at de skulle få ham et sikkert sted hen.

Hun måtte huske evnen i den krystal, Joanna havde. Det var virkelig praktisk i tilfælde af, at hun gik med en ven, der ikke kunne se i mørke. Inde i det store rum tog Joanna den lille dreng op til sig, men han forstod tydeligvis ikke, at de ikke tog hans mor med dem. ”Hør min ven,” sagde hun blidt og tog drengens hånd, mens han sad på Joannas arm. Hun vidste ikke, hvordan man talte med børn om døden, især ikke når det drejede sig om et familiemedlem, der stod en så nær. Men hun besluttede sig for, at det var bedst at fortælle drengen det lige ud og ikke pakke det ind. Han var nødt til at have noget konkret at forholde sig til. ”Din mor kan ikke komme med. Hun er død. Der er ikke noget vi kan gøre,” sagde hun og lod en hånd glide igennem drengens beskidte hår. I et øjeblik kiggede han bare på sin mor, der ikke rejste sig fra sengen. Så lænede han sig ind til Joanna, og tårerne begyndte at trille i en hulken. ”Vi skal nok passe på dig. Der sker dig ikke noget,” forsikrede hun drengen og aede ham på ryggen. ”Lad os skynde os ud med ham,” sagde Freya til Joanna og fugtede sine læber lettere usikkert. Med et lidt fastere tag om sværdet begyndte hun at gå ud af huset igen. Freya elskede børn. Hun ville gerne selv være mor en dag. Så at se et barn forladt på denne måde... det var hårdt.

Den lille hund fulgte med dem som de gik ud af det mørke, forladte hus. Udenfor stod deres heste stadig troligt og ventede på dem, og på bakken de var kommet fra stod to soldater tilbage for at holde øje, samtidig med at de fungerede som en slags samlingspunkt for de overlevende, de forhåbentlig ville finde i byen. Der var desværre ikke nogen endnu... "Stakkels dreng," mumlede hun tomt, kun højt nok til at Joanna kunne høre det, mens de kiggede på den lille dreng, der løb op imod de to soldater fra Lyset. Og de havde indtil videre kun være inde i ét hus. De kunne desværre nå at se rigtig mange triste skæbner endnu.

Krystallen var heldigvis en Joanna var blevet givet af lyset til aktioner, hvor det var rart at kunne se noget. Den havde ikke uanede mængder magi, men det var nok til de her små huse, som skulle tjekkes. Desuden også mere praktisk end en fakkel, som ville tage op en hel arm, i forhold til at hun kunne holde krystallen i sin hånd med skjoldet.

Heldigvis var Joanna ikke alene om at få trøstet barnet, og selvom han ikke så ud som om at ville komme sig over det på noget tidspunkt snart, ikke underligt, så virkede han til at acceptere den nuværende situation.
Efter de havde fået han til at lunte over mod de andre krigere, kigge Joanna godt mod Freya, og måtte nikke af det. Hun var fuldstændig enig  med Freya. ”Forhåbentlig får han et nyt god hjem. Jeg håber blot ikke at hans følelser ender med at vende sig mod os, for ikke at være her i tide,” indrømmede hun. Hun vidste det ikke var en unormal tanke at have mod lyset, selvom den gjorde ondt på hende. De var jo kommet så hurtigt de kunne, men det var stadig ikke godt nok. De havde stadig ikke formået at finde ud af hvordan de skulle degradere sig mod Mørkets nye flåde.

Joanna tog sit sværd endnu engang, og smilede lidt trist til Freya, før at hun gik målsat mod næste hus. De næste to huse var der ikke noget af interesse. Der var et par enkelte lig, men det virkede til at langt de fleste i de her huse var enten blevet taget med, eller dræbt i et forsøg på at flygte ud af byen. De var i hvert fald ikke hjemme.
Som de kom til det fjerde hus, viste det sig dog at det var låst. Alle de andre havde enten været ulåste, eller allerede brudt op. Joanna var ikke ligefrem svag, men når hun så over på Freya, så havde hun en formodning om at Freya nok ville have nemmere at bryde døren op, hvis det kom til det.
”Døren er låst,” orienterede hun hende om, lidt forsigtigt og hun bed sig lidt i læben. ”Jeg tror bare vi må slå den op?”

Freya nikkede af Joannas ord og rettede lidt på sin hjelm. ”Bare han bliver en god dreng,” mumlede hun og håbede på det bedste for drengen, som de vendte sig om for at fortsætte deres arbejde. Hun fulgte efter Joanna som de gennemsøgte to huse mere. Disse var tomme – ingen døde og ingen, der gemte sig. Og ingen fjender. Men døde var der rigeligt af i gaderne. Af og til havde Mørkets Hær været ekstra modbydelige og spiddet deres ofres kroppe eller afhuggede hoveder på spyd. Freya måtte tage ekstra dybe vejrtrækninger som hun prøvede at vriste sig mentalt fri af ofrenes blikke. De store, mælkehvide øjne, der var fjerne grundet dødens greb.

Det fjerde hus var aflåst, hvilket i sig selv fik Freya til at rynke lidt med brynene. Hvis Mørkets Hær virkelig ville ind i huset, så ville de nok bare have brudt låsen... eller også ville de være gået efter lettere bytte. Hun smilte skævt af Joannas spørgsmål. ”Det vil jeg tage som en ordre, Dame,” sagde hun og svækkede låsen med et hug fra sværdet, hvorefter hun kunne sparke døren op i ét kraftigt spark.

Ikke overraskende, så var der også mørkt inde i dette hus. Bygningen var i to etager, og et tykt spor af blod på gulvet fortalte straks de to soldater, at der var noget galt ovenpå. Blodsporet gik fra gangen og op ad trapperne. ”Nej, nej! STOP!” kvindestemmen ovenpå blev til et skrig, og det fik Freya til at gå fra 0 til 100 med det samme. Skriget stoppede dog brat, lige som Freya nåede op ad trapperne. Hun kiggede ned ad den mørke gang. Skriget var kommet for enden af gangen, hvor en dør stod på klem.

Der kom lys fra rummet.

Og blodsporet førte derhen.

De små nakkehår rejste sig på Freya, og hun måtte tage en dyb indånding for at samle mod nok til sig. Så gik hun ned ad gangen. En lav stemme kunne høres inde fra rummet. Denne stemme tilhørte også en kvinde. Langsomt lagde Freya en hånd på døren. Skubbede den op...

Og så frøs hun fast.

I midten af rummet lå en ung kvinde, hvis friske blod flød ned på gulvet fra et dybt snit i struben. Længere tilbage i rummet lå en død kvinde, der lignede en ældre version af den nu afdøde, blødende kvinde. En mor måske? Morens krop var skåret og hakket i flere steder. En tredje skikkelse lå på alle fire ved siden af den unge, døde kvinde midt i rummet. Kvinden på alle fire lignede en tro kopi af den døde kvinde på gulvet. En tvillingesøster? Hvad var det, kvinden havde i munden? Freya måtte knække forover for at brække sig, da sandheden gik op for hende.

Det var råt kød.

Tvillingesøsteren havde en blodindsmurt kniv i sin ene hånd og drejede nu langsomt hovedet for at kigge på de to soldater. Hendes øjne var sorte. Der var ingen pupiller. Og det sorte i hendes øjne spredte sig ud fra hendes øjne som sprækker i en væg. De sorte sprækker i hendes ansigt, de sorte øjne, og det røde blod omkring hendes mund, var alt sammen i skarp kontrast til hendes platinblonde hår og meget blege hud. Det rå kød landede tungt på gulvet, da hun åbnede munden for at tale. ”Og de sagde, at jeg var syg,” hvislede hun til de nyankomne, hvorefter en manisk latter spillede over hendes læber. ”Men jeg har reddet dem! Jeg har reddet dem begge! Mørkets Hær vil aldrig få dem nu!”

”Er... er hun en dæmon?” spurgte Freya rystende til Joanna, da der ikke var mere i hendes mave at kaste op. Hun rettede sig langsomt op som den tynde, platinblonde kvinde i den hvide natkjole (nu med store pletter af blod) satte sig på gulvet ved siden af sin afdøde søster, der stadig blødte fra det dybe snit i struben. Den maniske søster var ikke fjendtlig imod dem. Faktisk så hun ud til at være utrolig stolt af sig selv som hun sad der og smilede til dem. Kiggede på dem begge med de store, sorte, pupilløse øjne, mens hendes bare fødder var indsmurte i blod, og trak de bare, blodindsmurte fødder ind under sig.

Joanna gav plads til Freya, som hurtigt fik gjort det af med døren. Selv tog hun krystallen i sin hånd med skjoldet, så de ville kunne se noget når de gik ind i huset. De nåede dog dårligt at komme ind, før et skrig kunne høres. Joanna fik øjenkontakt med Freya, før de måtte begynde at bevæge sig derind.

Hun kunne allerede mærke sit blod pumpe, og hun satte endnu engang magi ind i sværdet, så det var klar til hvad end der måtte ske. Turen mod hvad end der ventede, føltes som om at den tog evigheder. Måske fordi adrenalinen forsøgte at pumpe gennem hende, til trods for at hun prøvede at holde kontrol over sin krop. Det nyttede ikke noget at blive hurtig træt, fordi hun var nervøs. Det havde måske været et stykke tid siden hun sidst var på en opgave som denne.

Endelig nåede de ned, og Joannas blik gled fra de døde folk til monsteret der sad og spiste noget. Hun kunne mærke hvordan hendes morgenmad lige vendte sig en enkelt gang nede i maven, men hendes reaktion var langt mindre voldsom end Freya.
”Hun er i hvert fald besat af en art,” svarede hun lavmeldt tilbage. Uanset hvor lidt fjendtlig hun var mod dem i øjeblikket, så kunne de ikke bare efterlade hende her. Hvem vidste hvem hun ellers næste gang ville tage sig af.

Det første de måtte gøre var at prøve at tale med hende, men Joanna stod hele tiden klar med skjold og sværd, og siden de begge to stod i døråbningen, så var der ikke nogen chance for at hun kunne komme forbi dem.
Joanna trådte et ekstra skridt ind, så de ikke ville komme til at blokere hinanden, før hun talte, men hun forsøgte på ikke at ryste. Hun måtte være stærk, hvis ikke for sig selv, så for Freya. ”Frøken, hvis De vil være venlig at følge med os,” sagde hun, som hun klemte om sværdet.

Det så dog også ud som om at hun havde fået kvindens opmærksomhed, men om det var en god eller dårlig ting måtte tiden vise.

Besat. Et bedre ord for det kunne Freya i hvert fald ikke komme på. Hvad i al verden skulle de gøre ved denne unge... besatte kvinde? Freya lod derfor Joanna træde frem for at tage føring af situationen, så de ikke begge to var fanget i døråbningen. Hun kopierede Joannas handling og greb ligesom Joanna en anelse hårdere om sværdet. Den platinblonde kvinde havde trods alt stadig en stor kniv i hånden, og med hendes maniske tilgang til tingene, så var det ikke til at sige, hvad hun ville gøre, når de to soldater konfronterede hende.

En rallende lyd, der mindede om en væsen kom fra den platinblonde kvinde, da Joanna bad hende følge med dem. ”Mørkets Hær, hold jer væk, i er ikke velkomne her!” udbrød hun og holdte kniven ud foran sig som tegn på, at soldaterne skulle holde sig på afstand. ”Vi er fra Lysets Hær, Frøken. Vi er her for at hjælpe dig væk herfra,” prøvede Freya at forklare, men havde svært ved at finde et fast punkt på kvindens ansigt at se på. Var de sorte sprækker i kvindens hud ved at brede sig? Kvinden hvæste igen af dem, tydeligvis ikke overbevist, og da hun klemte yderligere omkring knivens skaft sprang unaturligt lange, sorte negle ud fra hendes neglerødder så hurtigt, at hendes hud flossede i blodige sår på fingerspidserne. Den besatte kvinde lod dog ikke til at ænse det. ”Forbandede løgnere!” skreg hun og rejste sig op med en hast Freya ikke havde set komme fra den spinkle kvinde.

Joanna havde set meget i sin tid, og derfor var hun også meget opmærksom. Hendes øjne forlod aldrig kvinden, samtidig med at hendes ører lyttede efter om der skete noget andre steder i huset. Man vidste aldrig om der var mere end en, men for nu virkede kvinden som om at hun arbejdede alene. Joanna havde dog aldrig set en dæmon der besatte folk på denne her måde, med mindre det var en der havde siddet der længe, og tortureret den stakkels kvindens hoved. En ting var sikkert, og det var at der ikke var nogen nem løsning på problemet.

Som kvinden rejste sig, sprang hun også over mod dem, og Joanna nåede kun lidt at blokere slaget med hendes skjold, selvom hun kunne se hvordan kvindens lidt for lange negl nærmest ætsede væk en del af det yderste af  skjolde. Både Freya og Joanna var ellers dækket ordentlig ind med skjold og rustning, men det var hurtigt tydeligt at kvinden var farlig.

Joanna pressede mod skjoldet, så hun fik skubbet kvinden væk, som stod lidt længere væk og hvæste mere af dem. ”jeg tror kun der er et valg,” sagde Joanna, som hendes øjne fulgte den hurtige vejrtrækning kvinden lavede. Der var kun to muligheder for hvad der skete med kvindens krop. Den kunne enten ikke holde til dæmonen, eller dæmonen ville fuldstændig overtage den, hvis det var en dæmon.

Joanna gjorde klar til at gå offensivt til den, men ville være sikker på at hun havde Freya med, om ikke andet i ryggen skulle noget ske, eller også kunne de begge to fint angribe hende samtidig.

Freyas reaktion var en anelse langsommere end Joannas, da den platinblonde kvinde sprang frem imod dem. Heldigvis for Freya selv var det Joanna, der var forrest, og hun nåede at parere for kvindens angreb uden meget besvær. Èn ting var at forbedre sin hurtighed i en træningssituation. Noget helt andet var at stå ude i felten, med et væsen hun aldrig havde set før, og som angreb dig selv og din kammerat. Hun mærkede, hvordan hendes øjne blev større, i det hun så, hvordan den lange negl fra deres modstander havde en lettere ætsende effekt på Joannas skjold. Okay, det er med at være ekstra forsigtig, tænkte hun flygtigt, mens den platinblonde kvinde igen lagde afstand imellem dem. I modsætning til de to soldater, så havde denne kvinde ikke andet end en kniv på sig, men det var ikke til at sige, hvilke andre tricks hun havde oppe i ærmet – om hun så selv vidste det eller ej. Der var dog ikke tid til at tænke på, hvorvidt det var kvinden selv eller en dæmon de stod over for.

Halvorkerkvinden gav et kort nik til Joannas ord. De kunne ikke få kvinden med dem. Og det var for farligt at lade hende være. Hun kunne gøre andre fortræd... Freya løftede derfor sit skjold og begyndte at gå sidelæns hen imod liget af den kvinde, der lignede moren. ”Fint. Hvis det skal være på den måde,” sagde hun mørkt til den platinblonde, blodige kvinde, mens hun gik langs væggen som en løvinde, der venter på det rette tidspunkt at angribe sit bytte. Hun sørgede for at bevæge sig langsomt, i håb om at give Joanna den nødvendige tid til at udnytte denne mulighed, nu hvor hun prøvede at aflede den besatte kvindes opmærksomhed. ”Hvis ikke du vil gå med os, må vi jo tage dine kære – tro ikke at det er så let for dig at redde dem fra Mørkets Hær,” hvislede hun provokerende. Stadig opsat på at fange kvindens fulde opmærksomhed. Trykke på de knapper, hun vidste, der gjorde ondt, mens hun langsomt gik tættere og tættere på kvindens døde mor. Ikke én eneste gang flakkede Freyas blik væk fra den spinkle kvinde med kniven i hånden. Med de sorte øjne. Den blodige, hvide natkjole... For hun turde ikke ikke væk. Det var ikke til at vide, hvad kvinden kunne finde på.

Det var ikke unormalt at nye rekrutter glemte deres træning ligeså snart faren var der. Joanna havde været den samme, da hun først lige var startet i hæren. Det var så overvældende pludselig at møde en der faktisk var på den måde fjendtlig mod en, men man lærte det. Lærte ikke at give efter for flugt refleksen, selvom den var der af en grund.
Selvom det var tilfældet, betød det dog stadig ikke at Joanna ikke følte frygten vælde op i hende, som hun så på kvinden foran dem, men hun kunne ikke spille de tusinde forskellige måder at dø på. Der var vigtigere ting de skulle tage sig af.

Nu når Freya også virkede til at være med på ideen og var den der trådte frem, gik Joanna også længere frem, dog aldrig længere væk fra døråbningen end at hun kunne stoppe kvinden skulle hun forsøge at flygte ud af døren.
Alligevel sendte Joanna et blik mod Freya, som hun begyndte at påstå at de var fra Mørket. Selvfølgelig var det en nem måde at provokere, men Joanna måtte indrømme at det aldrig var der hun ville gå hen med tingene.

Heldigvis tog det kvindens opmærksomhed, og Joanna trådte varsomt mod kvinden. Hun kunne allerede mærke hvordan det brændte ubehageligt i hjertet på hende, som hun vidste hvad hun måtte gøre. Det blev aldrig lettere, hun var jo ikke et ondt individ, men en del af deres arbejde var desværre også at dræbe, hvis de ikke kunne indfange. Hvis de bare kunne holde hende nede, så de kunne længe hende, så var det dog ikke nødvendigt. Joanna så dog ikke den mulighed.

”Nej... nej... NEEEJ!” kvinden skreg og sprang ud mod Freya, men i det øjeblik, var Joanna også tæt nok på, og med sit forstærket sværd, skar hun ud mod kvinden. Desværre gjorde springet også at Joanna ikke havde nok tid til at overveje bare at gøre at hun ikke kunne røre på sig, men bare måtte gøre af instinkt.
Et skrig kunne høres, som sværdet ramte kvindens mave.

Joanna sørgede for at holde sig tæt på døren, så den unge kvinde ikke havde mulighed for at flygte... hvis den ide overhovedet skulle krydse den hvidklædte kvinde. Da Freya fik deres modstanders opmærksomhed, så hun ud af øjenkrogen, at Joanna benyttede sig af chancen og sneg sig tættere på. Dog mærkede hun stadig adrenalinen, da den besatte kvinde gik til angreb på hende. Freya løftede sit skjold, men kvindens vrede skrig ændrede sig til et skrig af smerte.

Snart lå den besatte kvinde livløs på gulvet, mens Joannas sværd var vædet af hendes blod.

Freya tog nogle dybe vejrtrækninger for at få ro på sig selv. Så gik hun forbi den nu afdøde kvinde for at stille sig ved siden af Joanna. Hun lagde en hånd på Joannas ene skulder. Et lille, skævt smil fandt vej til hendes læber. Den erfarne soldat vidste det sikkert godt, men Freya ville bare være helt sikker på, at Joanna ikke skulle være i tvivl; Freya bebrejdede ikke Joanna noget. Den anden kvinde havde ikke virket ivrig efter at slå den besatte kvinde ihjel, men derimod tage hende til fange. Så de måske kunne hjælpe hende. ”Lad os komme ud herfra,” foreslog hun sagte. ”Vi kan altid komme tilbage senere og begrave dem. Men vi burde nok fokusere på at lede efter flere overlevende først,” sagde hun, men ventede med at rykke på sig til Joanna gav sin mening fra sig.

Blodet var sprøjtet kortvarigt fra kvinden, som sværdet var gået igennem hende, og man kunne også godt se at Joanna lige havde et stille øjeblik af selvrefleksion over det, som hun så på den nu døde kvinde. At tage et liv var aldrig rart, men det var hverken første eller sidste liv Joanna ville tage, og måske... var det godt at Freya ikke skulle opleve det endnu.

Hun kiggede med et lidt trist smil på Freya. ”Ja lad os,” sagde hun og kiggede en sidste gang på kvinden. Hun var død, og selv hvis en dæmon havde besat hende, så var sjælen nok allerede langt væk, så de ikke kunne gøre noget ved det. For ikke at nævne at de ikke havde nogen form for muligheder for faktisk at gøre noget ved ånden. Ikke at Joanna havde set om hendes forstærkede våben faktisk kunne angribe en dæmon i åndeform.

Der var dog ikke mere at komme efter i det her hus, og dermed gik de to krigere udenfor til den nærmeste forladte by igen. Over det hele rendte der dog stadig krigere, og man kunne se i horisonten at flere af de overlevende var endt over i gruppen af folk. Det var dog ikke specielt mange. ”Det har virkelig været en massakre,” kom det lidt mere hviskende fra Joanna, inden hun nikkede mod den næste hus, som ikke så ud til at være blevet tjekket. 

//13-02-2021: Jeg lukker tråden her, vi kan altid starte noget nyt op hvis du kommer tilbage <3