Det var efterhånden mange timer siden at Rubiniens varme røde sol havde malet ørkensand over Thal’Elor i et omfavnende gyldent skær. Dens varme havde begravet sig dybt ned i sandet, men det nåede aldrig helt den underjordiske elverby, med de mange snørklede og smalle gade; alligevel var byen aldrig kold eller direkte mørk.
Det havde været lige så mange timer siden at Emori havde bevæget sig velkendt gennem gaderne, på vej til dagens træning på pladsen, hvor rutinerede og nye krigere for ørkenelverne trænede. Gaderne havde da været svagt oplyst, af de mange kunstige lys, som skulle stimulere det tidlige morgengry, der udspillede sig oven over klipperne og sandet. Skulle hun vælge et tidspunkt på dagen, som hun aldrig ville blive træt af, så var det denne! Kun ganske få ørkenelvere var oppe nu og det efterlod gaderne tomme, kun med en ganske svag puslen. For ingen by var nogensinde fuldkommen stille!

Dagens træning havde været en af de lettere og mindre fysisk krævende af slagsens, men stadig mindst lige så vigtig som almen våbenhåndtering og kampteknik. For selv den stærkeste og dygtigste kriger kunne skades i kamp, og så var det vigtigt at man kunne yde en vis form for førstehjælp på sig selv og andre, bare til man kunne komme til nærmeste healer.
Hun havde opgivet at tælle hvor mange gange hun havde fået lagt en forbinding, både på sig, af sig selv eller på og af den unge ørkenelver, som var blevet hendes marker for dagen. Han havde ind i mellem forsøgt sig med at være morsom og hun havde da også høfligt smilet, næsten leende af hans forsøg, men smilende nåede aldrig helt de gyldne øjne, så den alvor som lurede i blikket, blev skubbet væk.
Da træningen var overstået og de havde fået pakket tingene sammen, ville hun skyde på klokken var omkring 16, da hun landede hjemme. Det var ikke længe hun var blevet derhjemme, længe nok til at besvare den lindestrøm af spørgsmål til dagens træning fra deres far, men kort nok til at hun måtte snuppe et sprødt grønt æble med sig, som hun gled ud ad døren til hjemmet.

Den lyserøde tunge gled fugtende over de mørke læber, som hun med afmålte, lange skridt bevægede sig mod den mere luskede del af Thal’Elor. Rakaa havde ikke været hjemme, som hun havde braset ind på hans værelse for hans selskab.
Men det var ligegyldigt, for hun viste hvor hun med størst sandsynlighed ville kunne finde ham og det slæng han oftest rendte sammen med. Som en hver anden lille søster, fandt hun altid disse venner af hendes bror utrolig spænende og det ville ikke have været første gang, eller sidste gang, hun ville hægte sig på dem.
Modsat Rakaa, så havde Emori aldrig rigtigt fundet sig en tæt vennekreds, eller en særlig stor en. Folk havde det som reglen svært ved hendes til tider stive facon.

Rakaa var et selskab med mange venner omkring sig, og havde brugt mange år omkring de samme elvere efterhånden. Dem han oftest brugte sin tid med, var en broget sammensætning af Thal'Elors yderfløje; radikale kunstnere, oprørske teenagere og problemelskende veteraner. Et farverigt selskab var de i sandhed, og deres tendenser og tankegange havde over flere gange fået Rakaa i voldsom konflikt med både forældre og lærere. Ikke at han nogensinde ville brokke sig over det, nej, hver dag var forskellig og det var alt hvad han trods alt kunne bede om.
Idag havde de dog ikke foretaget sig meget... det meste af formiddagen var blevet brugt på at sove, døse og på anden vis slappe af i den falske sols varme stråler. Det var nemlig først hen på aftenen, at det rigtige sjov begyndte.

Planen var i og for sig ret uskyldig, men ville nok stadigvæk blive kategoriseret som hærværk, skulle det ske at de blev opdaget. Den nye slagter i det område de plejede at færdes i, han var en hys mand. Og endnu værre end det, så var han både hys og utrolig mistænksom anlagt overfor Rakaa - mistænksom nok til at have kastet anklager om små rabseri i nakken på både ham og den vennegruppe han færdedes i. Så som en lille overraskelse, havde de planer om at male facaden lidt....

De havde aftalt at mødes ved springvandet et par timer førhen at mørket ville have dækket hele gaden godt ind. Med sig havde Rakaa selv en lille taske, hvor at både frugt og vin var pakket godt sammen - en lille ting fra hans forældres mad depot, men noget de i aftenens lettere ulovlige anledning, ikke havde fået af vide.
Henslængt var han lænet opad sprinvandets buede kant, og afslappet som han var, så han ikke sin søster førhen hun allerede havde rundet gadens hjørne, og selv havde frit udsyn til hans magelige skikkelse i midten af det hele.
Han var den første der var kommet, men blikket var vent imod det sted han vidste langt størstedelen af dem ville dukke op; den modsatte retning end der hvor Emori dukkede op.

Hun kastede æblet op i luften, mens en hendes mørke øjenbryn knyttede sig, koncentreret, sammen på midten. Som hun fik den grønne frugt til at hænge i luften, fanget i ganske få sekunder af fortættede luftmolekyler. Et fornøjet smil spillede sig frem over de mørke læber, som hun greb æblet i dets fald, som luften igen blev normal omkring det.

Hun rundede gadehjørnet som førte hende til et af de større springvand i Thal’Elor. De gyldne øjne landede straks på den velkendte skikkelse, der stod mageligt henslængt op ad springvandet, med det blå blik i modsatte retning af hvor hun selv var kommet.
Så lydløst som hun kunne, sneg hun sig ind på ham, til hun var tæt nok på springvandets kant.
Her søgte de mørke slanke fingrer ned og brød vandets overfalde, som hun drillende sprøjtede lidt, af det kølige, vand mod Rakaa. Som havde hun været et drillesygt lille barn, og det var da også det glimt som havde sat sig i hendes blik.
Hun trådte hurtigt lidt væk fra springvandets kant, skulle han ende med at gengælde vandsprøjtet, så var hun forhåbenligt lige akkurat uden for vandets rækkevide.
”Hvor er alle de andre henne??” spurgte hun som blikket fik lov at lede efter resten af det slæng, som han gerne tilbragte de fleste af hans vågne timer med. Det var efterhånden ret uvant ikke at se ham i selskab med andre, selv for hende. Hendes blik landede atter på ham, da de ikke have fundet det hun søgte.

Rakaa havde ikke forventet et baghold, og vendte sig med en forskrækket bevægelse om for at slippe væk. Det var koldt! De mørkeblå øjne mødte hendes gyldne med en overrasket gisp, inden at han med et fnys ankede sig merem stadigvæk lænet opad springvandet, og rystede på hovedet. Typisk. Det overraskede ham egentlig ikke, men med et lille plask af vand bød han Emori velkommen. Hun undveg selvfølgelig, reflekser som en kat. Ved spørgsmålet trak Rakaa kort på skuldrene, og satte sig i et smidigt ryk op på springvandet kant. "De kommer når de kommer. Jeg er her bare altid lidt før tid" kom det en anelse nonchelant fra ham, men det var ikke løgn. Han kom gerne lidt før tid, han havde intet imod at være den første.

Elverens blik gled kort udover området, men de var ikke på vej nogle steder fra. Der kunne sagten gå et par minutter. Med et lille suk sendte Rakaa hende et lidt irritabelt blik - hvorfor var hun her, og lænede sig en anelse tilbage på kanten, stadigvæk i balance dog. "Har du ikke noget du skal nå?" kom det fra ham, et løftet øjenbryn i panden. "Jeg har ikke tid til at hjælpe dig med et eller andet" tilføjede han med snerten af et smil, selvom han godt vidste Emori sjældent bad om hjælp til noget.

Men det var nu ikke engang helt løgn, hun havde utroligt travlt. Men det havde han også, og i aften havde han ikke tid til at underholde hende. Desuden, så burde hun skaffe sig nogle jævnaldrende venner, i stedet for at hænge ud omkring hans, burde hun ikke?
Rakaa foldede armene foran brystet, men tilføjede ikke det sidste - han vidste godt at Emori var lidt af en enspænder på mange punkter. 

Til trods for hende forudseende, havde hun kun lige akkurat placeret sig uden for hans hilsende vand sprøjt, hvor fra en af dråberne landede på den brune læderstøvles snude.
Et lille, næsten hoverende ha! Slap fra hende, som den legesyge energi stadig lå over hende.
Måske han ville få hende, næste gang?

Hun trådte hen ved siden af han, satte den ene hånds fulde håndflade imod kanten som, som hun satte sig op på den, så hendes fødder slap jorden under sig. Med fuldt overlæg ignorerede hun hans små irritable blik, som hendes eget søgte væk fra det, ikke flygtende, men bare som hun lod som om hun ikke havde opdaget det, men de ville begge vide det var en usagt løgn.
Som et siv i vinden undgik hun ikke kun hans blik, men også hans ord.
Den ene hæl bankede en anelse, restløst, mod den hårde stenkant på springvandet ”hvad skal I?” ordene havde knapt forladt hendes læber, før nysgerrigheden strålede ud af hendes øjne.
Øjne der endelig havde rettet sig mod ham, som havde hun kunnet mærke han ikke længere så irriteret på hende.
Det grønne æble hun havde snuppet med sig ud af døren, rakte hun bydende frem mod ham, som skulle det være et forsøg til at vinde hans gunst, til at han lod hende følge med ham og de andre, til hvad end de havde lagt af planer.

Emori satte sig op til ham, og på trods af at Rakaa ikke nødvendigvis havde forventet at se hende her til aften, lagde han trods alt armen om hende i et lille kram og en varm omfavnelse. Hun kunne være nok så irriterende at have omkring, men på trods af det, så var der alligevel en grad af affektion i hans hjerte, hvilket kom til udtryk på de små måder.
Rakaa kiggede en anelse mistroisk ned på den yngre elver ved siden af hende, idet at han fornemmede at hun ignorerede ham. Hun havde en irrierende stor potion nysgerrighed, og oveni det, så vidste han at hun var mindst ligeså stædig som ham. De to ting var fantastiske i små bidder, men var træls at håndterer når det hele blev sat frem på en gang - og det var nok også derfor at Rakaa havde set spørgsmålet komme, og næsten svarede før hun havde talt færdigt.
"Ikke noget" gled det skarpt over de mørke læber, og han kastede flygtigt et blik på tasken ved deres fødder. Den var heldigvis lukket.

Blikket fulgte en anelse mistroisk hendes hånd med æblet - hvad havde hun gjort ved det, inden at han med et fnys tog det for at tage en saftig og knasende bid. Han havde faktisk været lidt sulten, så tanken var værdsat, omend han ikke tvivlede på at den primært blev givet med bagtanker med sig.

Hun lænede skulderen ind mod hans side, som en disket velkomst af hans kram. Nok kunne de to elvere have deres stridigheder, som alle andre søskende, men stunder som disse afsløre også deres bånd var tæt. For Emori så stærkt at Rakaa var en af de ganske få, som hun uden at tøve ville give sit eget liv for, skulle det nogensinde blive et valg hun skulle tage.

Hun behøvede ikke kigge på ham, for instinktivt at kunne mærke hvordan de mørkeblå øjne igen var rettet imod hende. Med et varmt smil møde hun hans blik, som forsøgte hun at se ganske uskyldig ud samtidigt.
De gyldne øjne blev sendt på en himmelflugt, som hun placerede en drillende albue i siden på ham ”Jeg tror dig ikke, Raaka” De havde altid planer, nogle mere spændene end andre, men der var altid en plan.
Prøvende lagde hun antræk til at ville fiske hans taske op, hvis ikke han selv ville fortælle hende hvad deres planer var.

”Jeg ville have taget lidt brød og vuindruemarmelade med, men mor var ikke færdig med marmeladen” gled det tænksomt fra hende. For hun viste han næppe havde fået meget at spise på dette tidspunkt. Æblet havde derfor også mest været tiltænkt ham. Han kunne jo ikke leve af vin for evigt.
Snakken om marmeladen fik hendes tynde mave til at brokke sig, måske fordi det var en af hendes absolutte favoritter.

Rakaa himlede en anelse med øjnene ved hendes ord, og måtte med et lille ryk skubbe hendes albue væk da den borede sig kildende ind i siden. Dog var han forsigtig med ikke at skubbe hende i vandet ved et uheld, fordi skete det, jah så ville det først blive en hel umulighed at få hende væk igen overhovedet. "At du ikke tror mig, gør det ikke mindre sandt" kom det fra ørkenelveren, hvis stemme bar præg af at være trænet i den form for ordlege og snirklede vendinger, men han forstod godt Emori's afvisning af hans ord - selvfølglig var der en form for plan.

Rakaa så hendes blik på tasken, og vippede sig selv ned foran den med et afsæt fra kanten, så kroppen dækkede for hendes nysgerrige fingre. I øjnene havde Rakaa et advarende glimt, der helt bestemt sagde at det ikke var noget for hende at se. "Nix du" støttede han op med, og satte en hånd på springsvandskanten, så han fuldstændig havde placeret sig imellem hendes nysgerrige øjne og den forbudte taske.
Rakaa tog endnu en bid af æblet, inden at han kort trak på skuldrene. Det gik nok - han havde allerede planer om mad. Dog holdt han et mere vagtsomt blik på Emori's hurtige skikkelse, skulle hun forsøge sig på tasken igen. 

En lille vibration i den ene næsefløj, afsløret som det eneste at hun på ingen måde var tilfreds med hans svar, hverken hans forsøg på at bilde hende ind de intet skulle, men endnu mindre tilfreds var hun i at han stadig holdt fast i han ikke havde løget. Han var uden mærket godt klar over hun ikke brød sig om usandheder. Roligt tippede hun hovedet på skrå, med et små udfordrende smil dansene over læberne ”Hvis ikke du vil fortælle mig det, så spørg jeg bare Tholra”.
Tholar var omkring samme alder som Raaka, knap og nap 60 år yngre, og for ganske nyligt blevet smidt ud fra krigstræningen, efter overensstemmelser med den ene træner. Han havde aldrig skænket Emori megen tanke, ikke før hun under en træning havde lagt ham i sin fulde længde mod den støvede jord, og så var det som om han havde fået et godt øje til den endnu unge elverkvinde. Ikke at Emori havde bemærket det, hun havde blot bemærket han var blevet nemmere at tale med.

Hun sukkede, som var hun en ballon hvor luften blev lukket ud, da han var hurtig til at stille sig mellem hende og den lukkede taske. Det var jo næsten tarveligt, hvis ikke det var fordi hun ikke opgav så let ”Har du ulovlige ting i den?” Nysgerrigheden fik hende til at læne sig mere frem mod ham, i samme legesyge facon som da hun havde ramt ham med vandet. Han nåde aldrig at svare, før fodtrin lød i deres retning stærkt efterfulgt af en hilsen.

I og for sig, kunne den solbrune ørkenelver ikke være mere ligeglad om han fortalte sandheden eller ej. På det punkt var de to søskende nok meget forskellige, og Rakaa havde skam ingen skrupler med de lidt for hvide løgne der kunne trille af hans tunge. Modsat Emori, der med en lille fnysen fandt det irriterende. Der skulle dog mere til at slå det ud af hendes hoved, og elverens blik blev en anelse vagtsomt da hun nævnte Tholra. Nå så det ville hun? "Du ville virkelig spørge ham, i stedet for at stole på din egen bror?" stemmen var med påtaget skuffelse. Ikke fordi at han fik lov til at sige meget omkring det før hun snigangreb ham med endnu et spørgsmål; om der var ulovlige ting i den!
Her måtte Rakaa trods alt ryste på hovedet, selvom han kortvarigt havde set det sjove i bare at sige jah. Skærmende var han dog stadigvæk, og den var mest af alt forbudt på grund af alle de ting han havde 'lånt' fra deres forældre, som han tvivlede på Emori kunne holde hemmeligt. Det var hun for lille-søster agtig til ikke at kunne sige, var hun ikke?

Dog blev han reddet af en hilsen, og med en flydende bevægelse greb Rakaa fat i tasken, svingede den om på ryggen og vendte sig om, nu ryggen til Emori og fronten imod de 2 elvere der kom gående. Mithrel og Avora - de to elvere fik et bredere smil frem på Rakaa's mundvig, og han skærmede en anelse for Emori som han vinkede til dem med sin frie hånd. Dog stadigvæk bevidst om hendes nysgerrige fingre, og klar til at flytte tasken foran sig igen hvis hun ville pille ved den imens han hilste på sine venner.
"Det var på tide" kom det smilende fra ham, velvidende at de faktisk ikke var forsinkede på den.

Langsomt åbnede hun munden, men kun for at lukke den ganske hurtigt igen, hvor de mørke læber blev presset sammen til en smal streg i hendes ansigt, som hun lige skulle tage sig et øjeblik i at vurdere om han faktisk var skuffet, eller om det blot var en påtaget skuffet mine over hun ville søge svar på sit spørgsmål i andet sted. Den smalle streg blev derefter udskiftet til et lysende tandsmil, da hun nåede frem til han overhovedet ikke havde været så skuffet igen ”Kun når min bror ikke vil svare mig” for han kunne nå at komme med en kommentar herom, forsætte hun, men denne gang i en små irriteret og skuffet tone ”Hvorfor må jeg ikke vide det? Jeg sladrer altså ikke Raaka” hun var i hvert fald selv sikker på hun ikke ville sige noget, men Raaka var hverken naiv eller dum.
En enkel bestemt tone eller tilrette lagt spørgsmål fra deres forældre, og hun ville uden at tænke over det, komme til at tale over sig.

Hendes blik blev hvilende på Raaka, da Mithrel og Avora nærmede sig dem, som ledte hun efter en åbning hvor hun kunne få fat i tasken, men selv uden den fulde opmærksomhed på hende, havde han ikke givet hende nogen mulighed, til stor irritation for hende. Det mutte ansigt blev dog straks mildere som hun lænede sig til den ene side, så hun ikke længere var helt afskærmet af Raakas skikkelse ”Hej”.
Avoras blik blev en anelse opgivende, ved synet af Emori, men det blev ikke til mere end et sigende blik til Raaka ’Hvad laver hun her?’ men trods det ikke helt passede ørkenelveren at Emori var tilstede, så blev hun stadig mødt af en hilsen i form af en løftet hånd.

Rakaa ignorerede for en kort stund Emori ganske godt, men blev hurtigt mindet om at hun stadigvæk ikke var smuttet afsted på sine ranglede lange ben. Udtrykket i Avora's ansigt var nemlig ikke til at tage fejl af, og selv følte han hvordan han kortvarigt himlede med øjnene. Jeg ved det godt, syntes hans eget ansigt at sige. Ligesom han også vidste, at hun ikke ville kunne holde en hemmelighed og lade værd med at sladre. Det vidste hun også selv - ellers ville hun en dag få det af vide af ham, det var så helt sikkert.
"Ved i hvornår de andre kommer?" fulgte Rakaa op med, og fæstnede sin egen solbrune hånd i deres i et klap af en hilsen. Ikke fordi ham og hans venner decideret havde håndtegn imellem dem, men af vane var det hverken kram eller håndtryk der blev delt imellem de ældre ørkenelvere. "Nah, men mon ikke Kriva kommer som den sidste" kommenterede Mithrel leende på, hvilket også fik en bølge af latter til at glide igennem de resterende elvere, og Rakaa nikkede i enighed - mon ikke Kriva ville være den sidste?
Det var dog ikke en latter der nåede til Avora, der stadigvæk med et træt blik studerede Emori's tynde skikkelse bagved Rakaa.

"Du ved godt hun ikke skal med, gør du ikke?" afbrød hun den spredte latter med, og kiggede hårdt på først Rakaa, og derefter hans søster. Tydeligvis ikke helt tilfreds med situationen, og uden den store elegance omkring emnet - hvorfor skulle hun skjule sin holdning? 

Det var efterhånden trættende nemlig, og nok ikke første gang så vidt hun huskede. 

Avora’s blik burde have været nok til at få Emori til at beklage sin tilstedeværelsen, og søge væk fra gruppen, men i stedet stirrede hun små provokerende tilbage på den ældre ørkenelver kvinde. Det var ikke fordi Emori ikke kunne læse utilfredsheden fra Avor, som var rettet mod hendes tilstedevær, den ville selv en blind person kunne se, men hun havde ikke andet at tage sig til end at være her... Ingen. Så derfor ignorererede hun den også, for nu.
Blikke var hun vant til, men ordene var de som ramte hårdest, som havde hun lige modtaget en syngende lussing, der efterlod en svigende smerte, men det var ikke hendes kind som følte det, det var hendes brystkasse.
De gyldne øjne søgte kortvarrigt ned mod den sandede gade, før de flyttede sig mod Raaka, afventende. Ville han om lidt i en streng tone bede hende smutte afsted? Han vidste jo godt hvorfor hun var her, og selvom de andre næppe bed mærke i de små ændringer, burde han vide, hvis hans blå øjne ramte hende kunne se at Avora’s ord havde gjort lidt ondt, som de var i selskab med det hårde blik.

En dyb blød stemmen brød i gennem flokken, som Tholra nærmede sig dem og lagde en arm omkring Avora’s skuldre ”Så så Avora, du burde være vant til hende nu” ordene blev sagt, mens et kækt blink blev sendt afsted mod Emori ”Vi kan altid give dig skylden, mønster eleven hos krigerne. Det ville være kønt!” lod det moret, før han slap Avora’s skuldre og trådte nærmere Emori’s skikkelse og ikke så diskert hviskede mod hende ”Pist, jeg skal nok passe på dig”.

Hvis Rakaa blev overrasket over at høre ordende, så skjulte han det bagved et uimponereet udtryk, og mørkeblå øjne ramte Avora's egne ret så kølige og hårde, inden at hun bevægede dem videre til Mo selv. Rakaa betragtede sin veninde overvejende, men rettede hende ikke ind eller til da han sagtens kunne forstå hvor hun kom fra - han syntes også det kunne være, og var lige nu, ret så irriterende at skulle slæbe hende afsted igennem Thal'Elor's gader i jagten på underholdning og tidsfordriv. Men så alligevel...
Det var flabet og uhensigtmæssigt - to af hendes mindre charmerende personlighedstræk, og for det tredje... så var Emori familie. Selvom Rakaa næppe lagde meget værdi til det ord, kunne han fornemme en underlig beskyttende trang prikke til hans ellers dovne løsning på det - nemlig bare at ignorerer hende, eller faktisk bare ignorerer dem begge. Men den prikkede insisterende nok til endelig at fremtvinge en reaktion, og ørkenelveren sukkede idet at han drejede blikket imod Mo's gyldne øjne.

"Jeg-" Rakaa nåede dog ikke at sige meget, førhen at en dyb stemme gled igennem flokken og den brede skikkelse af Tholra sluttede sig til selskabet. En stemme af fornuft, Rakaa følte et grin liste sig over hans læber: at se Emori potentielt stå tilbage med skraldet ville faktisk være ret sjovt
"Mon ikke Emori kan bærer sin egen vægt. Hvis hun ikke skal med, så er det fordi hun ikke kan følge med" ord der for langt størstedelen var fair nok - enkelte kunne endda ikke tilbageholde et kort fnis af vidende latter, og Rakaa kastede et blik over den falske sol, ca. 30 min til at det blev mørkt nok. Avora lignede en der pludselig smagte noget surt til gengæld.
For at være ærlig, jah så var det ikke engang for sjov at han sagde 'følge med'. De skulle alligevel et stykke op - det sted de havde tænkt sig at male, befandt sig ikke i jordhøjde... nej, de skulle op og klatre på tagene og husmurene. Og faldt Emori bagud, skulle hun ikke regne med at der blev ventet længe på hende.
I hvert fald ikke af ham, selvom Tholra nok sagtens kunne lokkes til det.

Emori krydsede stædigt sine arme over den spinkle brystkasse, der endnu ikke bar meget præg af hun faktisk var en kvinde. ”Naturligvis kan jeg da følge med” ordene gled fra hende i en små utilfreds tone, utilfreds over dem der fnes og delvis også om Tholra’s hviskende ord, om at han nok skulle passe på hende. Et næsten hovmodigt smil brød de mørke læber i et smil, afslørende de hvide perlerækker af tænder.
Den pludselige tænding i de gyldne øjne og de næsten overmodige ord, fik Avora til at himle åbenlyst overdrevet med øjne, så de for bare et ganske øjeblik fremstod hvide.
En handling som fik Emori til at smalle sit blik, irriteret over hendes evner tydeligvis blev undervurderet.
”Så så, træk klørene ind d’damer.. Vi er jo ingen gang gået i gang endnu, spar på energien” Lød det som Tholra ikke kunne lade være med at slippe en dyb latter, stærk efter fulgt af et drillende puf i til Rakaa ”Har du sladret til hende om hvad vi skal?”. En sjældent set, men dog mere alvorlig mine lagde sig over elvermandens ellers fine træk ”Jeg vil ikke have del i skylden, hvis hun skvatter ned og hun kommer til skade.. Jeg vil gøre mit, fordi jeg er en god mand, for at hjælpe hende, men hvis hun kommer til skade..”.

En lidt spredt latter rumlede i nogle af elvernes brystkasser, idet at Emori med selvsikkerhed i stemmen, proklamerede at hun sagtens kunne følge med. Sagtens, jah naturligvis! Det var modige ord, men den slanke ørkenelver vidste at Emori om nogen, faktisk havde noget at have det i. Hvis hun ville, kunne hun sagtens løbe med dem, og det ville heller ikke overraske Rakaa hvis hun endda kunne løbe fra dem. 
Rakaa væltede en anelse frem ved det drillende puf, og daskede hurtigt tilbage til den brede skikkelse af Tholra. "Hvad regner du mig for" kom det drillende fra ham, selvom det dog ændrede sig ved den... jah, næsten belærende tone det kom med.
I realiteten var det nok ikke belærende, men han havde aldrig brudt sig om den måde at fremhæve sig selv på. 

"Hvem skulle også kaste skylden på dig? Hvis Mo kommer til skade, lader hun værd med at gøre det igen" Rakaa trak på skuldrene, og kastede et blik op imod den bygning de først skulle bestige, imens at han talte. "Hvis hun kommer til skade, er det hendes eget ansvar at fortælle det til mor... ikke" sidstenævnte ord blev henvendt direkte til Emori selv, og Rakaa's bryn knyttedes imod hinanden. 

Det var altid farligt nærmest at stå dryppe af selvtillid når man endnu ikke vidste hvad man gik ind til. Havde Emori da også været fuldkommen bevist om, hvad gruppen havde planlagt, ville hun så bestemt heller ikke dryppe af det. Det var endda til trods for at alt hun vidste var at de skulle op i højderne. Rakaa havde stadig intet nævnt om slagteren, og planerne for hans bygningsfacade skulle males. Havde hun været klar over sidste del, ville de begge vide hun ville have svært ved hvilket ben der skulle stås på, hendes loyalitet overfor hendes bror var trods alt enorm, men den konstante lyst til altid at følge reglerne punktligt, ville få den brune hud til at prikke af ubehag og indre konflikt.

Den spredte latter blandt gruppen af elvere, var kun som at smide mere brand på et allerede tændt bål. Hun skulle nok vise dem!
For det utrænede øjne lignede det ikke der skete anden ændring hos den unge ørkenelverkvinde, som hun stadig stod lige selvsikkert rankt, med det hoverende smil endnu spillende over de mørke læber. Smilet falmede lige akkurat nok til at det ikke længere nåede øjnene over sig.
Hvad var nu det?! Stod Tholra lige og betvivlede hendes evner? Han om nogen burde, sammen med Rakaa da vide hun hverken var langsom, svagelig eller synderlig klodset. Et svagt fnys kom fra hende, ganske utilfreds over hvordan alle virkede til at være imod hende i øjeblikket.
Smilet svandt fuldkommen ind, de slanke arme lagde sig krydsede hen over brystkassen, mens hun brummede lidt utilfreds over Rakaa ”Og hvem skulle så sige noget til far? Dig måske?” Lød det lidt små spids. De vidste begge at skulle hun komme ti lskade og deres far fandt ud af at Rakaa havde været til stede, ville det ikke falde i god jord.
Når alt kom til alt så var hun jo stadig familiens mindste, også selvom Emori på mange punkter havde overhalet sin ældre bror indenom.

Som den sociale sommerfugl han var, jah så trivedes Rakaa fantastisk imellem hans vennegruppe. Særligt denne, der med deres finurlige sindelag og friske idéer altid havde noget de kunne undersøge, ting der skulle 'renoveres' eller principper der skulle udleves. Fra fester i faldefærdige, forladte bygninger med bedøvende røg i lunger såvel som øjne, til nattevandring imod de forbudte steder af Thal'Elor; der var altid noget for et rastløst sind at tage sig til. 
Hvilket nok var derfor Emori på sin vis passede fantastisk ind, og samtidig ikke kunne være længere væk fra dem, end muligt. 

Og her stod han så og forsvarede hende. Godt  nok på sin egen og ikke særligt komplimenterende måde, men stadigvæk med respekt for at hun var sin egen person - ung eller ej. Og så valgte hun at bringe deres far med ind i det? De mørkeblå øjne tog et ubehageligt glimt til sig, som Rakaa's hænder knyttedes i et ryk, dog stadigvæk hvilende langs kroppen i sin... passive vrede. Ulmende irritation. 
Det var ingen hemmelighed at Rakaa og deres far ikke ligefrem havde et fantastisk forhold. Men at udpensle det foran hans venner, var en linje hun ikke burde træde over - ørkenelverens bryn gled langsomt imod hinanden, og overlæben vrængedes opad i et spottende 'hah'.
Men så kom der heller ikke mere, idet at Rakaa greb rygsækken, snurrede om på hælen og begyndte at bevæge sig imod det nærmeste hus med klatre-bare revner, sprækker og åbninger. 

Hvorvidt det svar var et svar, og  hvis jah, hvad det så betød, lod han være op individerne at bedømme - dog fulgte Avora hastigt trop med Rakaa, hvorimod Tholra blev stående tilbage, et tvetydigt blik over den yngre søster. "Kriva... Kriva kommer der" kom det en anelse ud af det blå fra ham, og han nikkede imod den sidste person der skulle slå sig til deres følge, en lettere akavet hånd om bagved nakken for at klø den. 

Om de andre bemærkede skiftet i Rakaa’s blå øjne var uvist, i så fald valgte ingen af dem at kommentere på det.
Emori bemærkede straks optrækket til stormvejret, også før det rigtigt havde sat sig, og det fik hende til at skutte sig en anelse under det ubehagelige glimt.
Det havde været et slag langt under bæltestedet, at nævne deres far, men det havde det unge sind ikke nået at reagere på før end ordene var blevet slynget ud. Ord sagt i frustration over ikke helt at føle troen på hende havde været tilstede, heller ikke selvom Rakaa havde forsøgt på at forsvare hende. Det var fløjet hen over hovedet på Emori, som havde hun været fuldkommen blind overfor det.

En voksende klump spyt blev med besvær sunket, mens en svag lidende grimasse satte sig over det brune ansigt ”Rakaa jeg..” forsøgte hun sig lavmælt, men blev afbrudt før hun nåde at beklage yderligere. For det var svært at undskylde til en der var på vej væk fra en selv.
Med et blik der mest af alt lignede en hundehvalps, som dens ejer bevægede sig væk fra den, stod hun og så efter sin ældre bror.
Undskyldninger var ikke noget der hang særlig løst på den yngre søster, men ret skulle være ret og denne situation krævede lige netop en undskyldning, men om Rakaa ville tage imod den var mere tvivlsomt.

”Hva..? Oh, jah...” var alt der kom åndsfraværende fra Emori, som blikket blev kastet mod den sidst ankommende person, hvis ansigt udviste en tydelig forvirring over en del af gruppen allerede, var på vej væk fra mødestedet. En hurtig hovedrysten fra Tholra, da Kriva åbnede munden, fik bremset hvad end for et spørgsmål der måtte pressede sig på.

Det var ikke mange ord der forlod den solbrune ørkenelver, omend de ord der ikke bandende fik lov til at slippe over hans læber, kom ud med små aggressive tag i murværket foran ham, og den underliggende vrede fik bevæget ham de første par meter opad, relativt hurtigt. Det var således sådan at Rakaa, skarpt forfulgt af Avora, hurtigt kom op på det flade tag, og udsigten foran dem mindede meget om en enorm trappe i mange forskellige niveauer. En kaostrappe, hvor at fladerne af og til var erstattet af dekorative spir og andre snørklede, elviske detaljer. Massere af ting at gribe fat i. 
Her gav de sig til at vente, da han - sin irritation til trods, ikke kunne rykke resten af gruppen afsted når halvdelen af dem manglede. 

Nede på landjorden var det et par underlige blikke der blev udvekslet imellem Tholra og Kriva, inden førstnævnte atter rystede en enkelt gang på hovedet, og hankede op i sit humør. Han vendte sig imod Emori, øjne glimtende i den svindende sol. "Ikke tag dig af det, Emori. Du havde velsatens en pointe med det" fik han sagt, og vinkede en anelse afværgende med hånden. Ingen grund til sure miner, trods det kunne være svært at greje hvor meget han mente det, og hvor meget han sagde det for at hun ikke skulle bryde sin hjerne med det. 
Med Kriva ankommet, var det at Tholra's grin blev en anelse bredere, og den mørkhårede ørkenelver pegede imod huset de var kommet til, inden at han drillende stak albuen i Emori's side. "Tror du det er muligt for dig at komme derop?" ikke at han tvivlede meget. Den tungeste af dem var måske Kriva, men selv han havde gjort det - og Emori var meget lettere, stærkere og smidigere end den anden ørkenelver, der ikke tog sig af den stemning han var kommet til, men blot smilte.