I dag havde ikke været en sjov dag.

Freyas muskler var ømme til et punkt, hun ikke havde følt i en god rum tid, så det varme sæbevand i omklædningsrummet var velkomment. Sammen med de andre nye rekrutter havde den store halvorkerkvinde været ude på en øvelse siden tidligt i går, og de var først lige kommet hjem her til eftermiddagstid. Der havde ikke været noget med at sove i løbet af natten. De havde trasket af sted ud til hvor kragerne vender, ved absolut ingenting, gravet et dumt hul for blot at fylde det op igen, og derefter skulle de på hjemturen lade som om nogle af deres kammerater var sårede. Så ja, hvis ikke hun på hjemturen havde båret på både sin egen oppakning og sin kammerats, så havde hun båret på sin egen oppakning OG sin såkaldte sårede kammerat.

Hvis der var noget, Freya gik op i, så var det hendes hår. Den lange, kraftige, mørkebrune manke. Men lige nu... der sad det helt fint i den uglede fletning hun havde lavet, inden de var taget af sted på øvelse i går morges. Det gad hun simpelthen ikke tænke på nu! Hun trak i sit civile tøj – den lysebrune tunika og de mørke hoser, snørrede sine sko, og gik derefter ud af omklædningsrummet.

“Hey! Misfoster!”

Stemmen bag hende fik Freya til at stoppe op med tunge skridt og lige så tungt et suk. Hun behøvede slet ikke kigge for at vide, hvem det var. Lige siden hun var startet i hæren havde denne mide, der var lige så ny som hende selv, gjort det til sin pligt at plage hende på grund af hendes orkerherkomst. Freya drejede langsomt hovedet, uden ellers at rykke på sig, for at kigge på stemmens ejermand. En ung mand omkring hendes egen alder, den yngste søn af en succesfuld handelsfamilie, der efter familiens ønske var gået ind i hæren for at tilegne sig hæder og ære. Han var et menneske. Høj, lysblond og flot, men hans personlighed var det rene mødding – han følte sig højt hævet over alle, der ikke havde lige så fin en stamtavle som ham selv, så Freya havde været et oplagt mål for ham. En kvindelig halvorker, der ikke kom fra nogen særlig familie. “Ikke nu, Torben. Det der er jeg virkelig ikke i humør til i dag. Og det burde du heller ikke være,” brummede hun olmt af ham, som en hunulv, der advarer en ligegyldig strejfer om, at han ikke skal komme ind på hendes territorie. De havde været af sted på samme tur, hvordan i al verden kunne han have energi til et sammenstød nu!?

Hun drejede hovedet igen for at gå, og siden hun kom udenfor til træningspladsen troede hun faktisk, at hun var sluppet for miden. Men... der tog hun fejl. En stærk hånd skubbede hende i ryggen så hun snuplede forover. Heldigvis nåede hun dog at genfinde balancen, inden hun væltede. “Sig mig engang, hvad bilder du dig ind!?” snerrede hun i det hun vendte sig om for at finde et selvtilfredst smil på midens perfekte ansigt. “Ej ups, jeg så dig slet ikke,” snerrede han selvtilfredst igen, og Freya skulle tage en dyb indånding for ikke at flyve direkte i hovedet på ham. Tæl til 10 Freya, bare tæl til 10. Han er ikke det værd. “Jeg fatter stadig ikke, at Lysets Hær har taget dig ind,” fortsatte Torben. Hånende.

1...
2...
3...

Det var for risikabelt at gå i flæsket på ham, selvom hun inderligt havde lyst til det. Slåskampe indbyrdes blev ikke set vel på i Hæren, og Freya vidste, at konsekvenserne for hende selv kunne risikere at være større end konsekvenserne for Torben. Han var trods alt af en fin familie, der kunne trække i de rigtige tråde. Og det var hun ikke. Hun havde tæt på ingen forbindelser de rigtige steder, og det vidste Torben udmærket godt. Og hun kunne se på hans øjne, hvordan han nød det. Det var som om han var urørlig. “Jeg kunne forstå det, hvis de bare ville bruge dig til træningsdukke. Men at tro, du kan blive en rigtig soldat? Hah! Se det er sjovt.” Freya stod der, mundlam i træthed og vrede, med hænderne så hårdt knyttede, at de gjorde ondt, og et blik, der kunne dræbe. “Stop det,” snerrede hun advarende.

4...
5...
6...

“Hvorfor? Sådan en som dig fortjener at få at vide, at du ikke hører til her. Du er ikke andet end en klam halvorker! Alle her ville ønske, du bare ville skride, så vi ikke behøver spilde tiden på dig” fortsatte Torben ufortrøddent i sit hånlige tonefald.


7...
8...
9...

“Jeg mener det, Torben. For-svind!” rasede hun mellem sammenbidte tænder. Hendes knyttede hænder var nu begyndt at ryste voldsomt. Hun var simpelthen ikke i stand til at tage imod hans hån lige nu. Hun var alt for træt, og det gjorde hende irritabel. Men Torben blev ved med at stå og smile selvsikkert til hende. Det lede, hånlige, skæve smil, der udstrålede al hans klamme overlegenhed.

10! Freya følte sig slet ikke mere rolig. Faktisk tværtimod, nu hvor Torben blev ved med at irritere hende grænseløst. Dog formåede hun at dreje om på hælen i en fast mine, nu opsat på at gå langt væk fra ham. Hun havde stadig sine hænder hårdt knyttede i vrede, og faktisk var hele hendes krop anspændt. Hun skulle bare gå væk fra ham. Bare ignorere ham. Bare komme hjem og sove. Men knap havde hun nået at tage et enkelt skridt, før Torben igen åbnede munden og samtidig skubbede til hende endnu en gang. “Hvor vover du at vende ryggen til mig dit usle, lille, voldtægtsyngel-”

-Knæk-

Lyden var så høj, at den var svær at overhøre på træningspladsen. Den var som sød musik i hendes ører, der ellers kun hørte vredens brusen. Men hvad der var endnu sødere, var lyden af Torben, der hylede som en stukken gris. Hylede af smerte, efter Freya med al sin kraft havde smadret sin ene knyttede næve direkte ind i hans ansigt og brækket hans næse med et solidt slag. Plantet lige direkte i hans kønne ansigt. "Så kan du lære at kende din plads, din lille møghund!" brølede hun arrigt. Hun fornemmede, hvordan folk nu begyndte at stimle sammen omkring dem, deres spørgsmål fjerne som om de var meget langt væk. Mærkede, hvordan hendes hjerte sank i sit bryst som det gik op for hende, hvad hun egentlig havde gjort. Hvilke konsekvenser, det kunne have for hende. Fordi hun endnu en gang ikke havde kunnet styre sit temperament. Åhnej... Hvad har jeg gjort?

Det var langt fra en rolig dag dette her. For slet ikke at nævne på det sidste, der havde været meget at se til, men ikke nok til at han var blevet stresset. Hans dæmoniske side skulle nødig komme frem på disse steder, og slet ikke at kunne huske hvad han havde lavet, nej det gik bare ikke. Det var ikke det rigtige tidspunkt eller det rigtige sted. Desuden så var der også kommet nye rekrutter ind i herren som han gerne ville kigge lidt mere på. At han var højere rang end dem var noget helt andet, men det var rart at se hvem der kunne komme langt et sted som dette her. Nogle passede mere til en højere stilling end andre. Desuden så var han afhøringsmester så han kunne kende lidt på hvad der var sandt og ikke var sandt. Han var god til at mundaflæse når det også kom til stykket. Nok ikke bedre end en trænet spion var, men han vidste hvad det ville sige at kunne det en smule. Det havde da også sine styrker at kunne det, men det var ikke en af hans stærkeste. Det var noget han havde lært med tiden, og det kunne helt sikkert blive langt bedre.

Som så mange andre gange havde han ladet Blizz komme ud under himlen og var på vej hjem. Han sad på hende og han klappede hende et par gange på halsen inden han hoppede af. "Flyv hjem Blizz jeg kommer om ikke så længe." kom det fra ham og slog lidt med sine egne vinger. Nu kunne han bare håbe at en mand som Corvus måske var hjemme, for det ville være rart med en lille snak. Han hang stille i luften som vingeslagene slog omkring ham mens han stirrede efter opal dragen der fløj hen imod staldene. Hun vidste altid hvad hun skulle, og hun hørte altid efter, så han var ganske rolig for at lade hende flyve for sig selv uden han var med hende.

Han fløj ned i højde og landte på et af de mange tage for at kigge ned imod jorden, alt så fredeligt ud... og dog... Træningspladsen var langt fra rolig. Han stirrede ned på dem og fløj lidt tættere på, men ikke nok til at han ville kunne blive opdaget med mindre man kiggede op på ham. Han så tydeligt hvad der forgik og han fik da også fat i nogle få ord som orken sage, men hvad det helt præcis var i det hele vidste han ikke. Dog kunne han godt fornemme at noget var under opsejling og det var ikke det rette sted at gøre det på. "Tæl til 10" kom det fra ham for sig selv og stirrede ned på dem. Det var tydeligt at se for ham hvordan orken blev mere anspændt og var klar til at rassere, var det overhovedet en god ide at lade en ork komme her ind i herren hvis ikke de kunne styre deres temprement? Han var ikke sikker, og alligevel vidste han ikke hvad det helt ville sige, han var ikke den der ansatte folk til at komme ind i herren, men hvem der kom ind kunne han vel også være helt lige glad med.

"Godt... Godt. Forbliv rolig." mumlede han og lagde armene over kors som han fortsat kiggede ned imod træningspladsen, men inden han overhovedet fik set sig om lå der en person på jorden, og kort tid efter lød ekkoet af et knæk i hans øregange. Han sukkede lidt og baskede med vingerne. Han fløj helt ned til træningspladsen og havde stadig hænderne over kors. "Hvad forgår der her?" han havde intet på der indikerede at han lignede en ridder, men det var han. Alle vidste hvem han var i herren. Han var den eneste der havde en dæmon og en engel vinge i hele området, og måske endda i hele Krystallandet. Hvem vidste det. Han stod endelig nede på jorden fortsat med hænderne over kors og skubbede sig igennem forsamlingen for endelig at dukke op i midten hvor han både så på orken og på fyren på jorden. "Bryd op, lige med det samme. Ellers kan i få et par runder rundt i gården med oppakning!" han var ikke ansvarlig for flokken men han havde magten at spore i sin stemme. Han var ikke bange for at sige noget til deres overordnede overhovedet! "I to, hvad er det for en opførsel at stille op et sted som dette her?!" han pegede både på drengen og på orken der stod foran ham og afventede et svar, om ikke så hurtigt som muligt. "Nå, hvem har lyst til at fortælle mig hvorfor du slog ham og han nu har en brækket næse?" endnu engang kiggede han på dem begge og fastholdte sit fast blik på dem begge to for at ligge armene over kors på ny.

En dyb stemme rungede ud over forsamlingen af nysgerrige blikke, og al fokus vendte sig straks imod den tårnhøje skikkelse, der var dukket op. Freya dukkede sig lidt ved synet. Som en ulv, der har set sin overmand. For selvom hun var ny, så vidste hun udmærket godt, hvem der lige nu stod foran dem. Det var Sir Xaphan, ridder og afhøringsmester for Lyset. Hvis ikke hans titel alene var nok til at kræve respekt, så var hans urokkelige statur. Hans store vinger var nok til at fylde Freya med en vis ærefrygt, for hun havde aldrig før mødt hverken engle eller dæmoner med vinger. Og Sir Xaphan havde en vinge fra hver fraktion. Men selv uden vinger var hans tårnhøje, ranke skikkelse og gennemborende blik nok til at fortælle enhver, at han ikke gad høre på folks ligegyldige søforklaringer.

Hun havde set Sir Xaphan flere gange, men aldrig snakket med den høje mand. Så hun vidste ikke, hvordan han var som person. Freya havde kun hørt vilde historier om ham fra andre soldater, men hun vidste også godt, hvordan historier kunne udvikle sig voldsomt og tog derfor det hele med et gran salt. Men lige nu, med en blødende rival for hendes fødder, så det ud til, at hun havde fået chancen. Om hun så ønskede det eller ej. Så meget for at give et godt førstehåndsindtryk, tænkte hun lettere panisk over den virkelig dårlige situation, hun stod i. De nysgerrige tilskuere brød hurtigt op efter Sir Xaphans befaling og efterlod de to skyldige alene tilbage i afhøringsmesterens afhøring.

“Undskyld,” lød det lettere nervøst fra den ellers så muskuløse kvinde. Hun kunne ikke kigge direkte på Sir Xaphan, som ordene forlod hendes læber. Skam. Og frygt for fremtiden. Det var mere eller mindre de følelser, der lige nu strømmede igennem hende som en syndflod, og fik hende til at pille fraværende ved tunikaens kant i et forsøg på at få afløb for følelserne. “J-jeg gik over stregen. Han sagde... ting,” begyndte hun at forklare, og hendes blik fandt langsomt hen til Sir Xaphans høje, autoritære skikkelse, dog stadig ude af stand til at møde hans hårde blik. “Jeg sagde til ham, at han skulle holde sig væk! Jeg prøvede at gå!” sagde hun i ivrig nervøsitet som om hun var bange for, at Sir Xaphan ikke ville lade hende tale færdigt. “M-men han blev ved...” fortsatte hun, og veg igen blikket væk fra halvenglens høje skikkelse i skam. “Så jeg... knækkede,” forklarede hun, og lod sit fokus glide over situationens anden part, i det Torben pludselig ville være en større del af showet. “Hold din kæft din syge kælling! Du er jo syg i hovedet, det kan alle jo se! Du hører ikke til her!” jamrede Torben skingert, mens han prøvede at holde sin blødende næse i skak med en klud. “Jeg ved godt, det ikke var i orden, det jeg gjorde! At dine klamme ord ikke var en undskyldning for, at jeg slog dig,” knurrede hun til den forslåede mand på jorden. “Men du kunne også bare have holdt dig væk, da jeg advarede dig,” sagde hun med et lille, fornærmet fnys og kiggede så igen, nervøst, over på afhøringsmesteren.

Lige nu var Xaphan meget opmærksom på dem begge to. Lige meget hvilken undskyldning der ville komme ud af deres munde var dette her ikke en ting der kunne laves om. Det kunne få konsekvenser for dem begge to. Han løftede det ene øjenbryn og kiggede på dem begge to. Han skulle lige til at give fyren en klud da han selv havde fundet en frem for at holde for næsen. Fortsat med begge sine hænder over kors kiggede han på orken da der endelig var en der åbnede munden. Hans vinger var rolig og hang ned langs hans ryg men han var langt fra rolig på nogen områder. Dette her var ikke en ting at spøge med, og jo mere hun forklarede jo mere rystede han på hovedet. "Dette er ikke et sted for vold. I burde finde en mening med at være her og IKKE komme op at toppes. Hvis mørket en dag prøver at overtage dette her sted, så skal i ikke gå og stikke hinanden ned i en kamp. Det er meningsløst hvad det er I har gang i. Når alt kommer til alt burde i undgå hinanden hvis ikke i kan se på hinanden." kom det fra ham og kiggede lidt ned på fyren der åbenbart skulle blande sig. "OG DIG min fine ven skal lære at tale pænt. ALLE er velkommen i lysets hær. Uanset hvad man er. For hvis ikke denne ork skulle kunne være her, så skulle jeg vel heller ikke. Og det kan vel ikke passe kan det? Jeg er højere rang end dig, og du burde af alle finde dig til rette på din plads, ellers kan du komme hen i staldene og ryde op i drage lort!" Dette var ikke en ting han sagde for sjov. For denne fyr kunne hurtigt komme hen i staldene for nogle måneder og nyde godt af at være der. Staldmesteren kunne sikkert godt bruge en hjælpende hånd i ny og næ.

Han vendte blikket hen på Orken og kiggede indgående på hende og fjernede hænderne fra brystkassen der havde ligget over kors. "Du burde lære at styre dit temperament, på den ene eller den anden måde. Vold løser ingen ting, og hvis det er helt glat kan du gå til din overordnede, eller skifte til en anden brigade. Som at være en del af lysets hær skal du kunne bevare et overblik og lade se verden på en helt anden måde end den er nu. Mørkets opruster sig og det samme skal vi. Det nytter ikke noget at lade ens følelser gå over til det ekstreme og ødelægge en kollega..." kom det fra ham som en start og bukkede sig ned til fyren for at hive ham i trøjen. "Og du skal lære at snakke ordentligt uanset hvem der er her. Vi er alle en del af dette her sted og det at være i lysets hær. Jeg forventer du opføre dig ordentligt, og jeg kan sagtens gå til din overordnede og sig du skal flyttes, eller have en straf... Pil op og få styr på din næse til en healer. Men tro ikke at jeg har glemt dette her, jeg vil ikke høre så meget som en pip fra din mund der er nedladende over for andre, for ellers er staldene et mere hyggeligt sted til en som dig. Er vi enig?" kom det fra ham og slap trøjen i fyren. Han rejste sig op og kiggede på orken og bevægede sig rundt om hende en enkelt gang. "Hvad fik dig til at komme ind i hæren?" spurgte han da han stoppede foran hende på ny.

Sir Xaphan stod med korslagte arme i en streng fremtoning, mens han lyttede til hendes ord. Han rystede på hovedet af hende, og det fik hende til at føle sig som en lille pige. Det var absout ikke en følelse, Freya brød sig om, men hun vidste også at det var en smal pris at betale for det, hun havde gjort. At bide i det sure æble og få skældud nu, måske få en virkelig træls straf den næste måned, ville være billigt sluppet for hendes opførsel. For Sir Xaphan havde ret. Hvis Mørkets Hær stormede portene til Dianthoas, så var det livsnødvendigt at de stod sammen i hæren og kunne marchere imod fjenden i samlet flok. At stole på, at ens soldaterkammerater havde ens ryg, var nøglen til success.

Torbens mund snørrede sig resolut sammen, da Sir Nao lige ud spurgte rekrutten, om han selv – en ridder af Lyset og tilmed afhøringsmesteren, ikke burde være i hæren fordi han var anderledes. Sir Xaphan var dog slet ikke færdig med Freya endnu, og hun dukkede sig igen lidt i respekt for den irettesættende ridder. “Forstået, Sir!” sagde hun tydeligt og rettede sig op. Freya vidste udmærket godt, at hun var en kvinde, der let kom i følelsernes vold, og det var stadig ret nyt, at hun havde taget det til sig og begyndt at arbejde med sit temperament. Det kunne nemlig, som nu, godt sætte tingene over styr. Så det lod til at hun hellere måtte se at stramme sig an. Træt eller ej. For hun havde ikke råd til, at en situation som denne skulle ske igen.

Freya fik dog ikke mulighed for at have flere ord at skulle have sagt, for den utrolig høje skikkelse greb fat om Torbens krave og hev ham op med en lethed, der gik Freya til at skrive sig bag øret, at hun ikke skulle lægge sig ud med afhøringsmesteren. Hun havde ikke umiddelbart regnet med hans styrke, med hvad havde hun regnet med fra en ridder? Torben tumlede væk efter reprimanten, løbende i retning mod healerteltet, og i sit stille sind håbede Freya også, at hun ville blive sendt bort. Men så let slap hun ikke. Det var vel også for meget at bede om. Hun stod mussestille mens den høje ridder cirklede en enkelt gang omkring hende som en jagthund, der prøvede at afmåle en fremmed, hvorefter han med et spørgsmål over sine læber stoppede op foran hende.

Stadig med rank ryg tænkte hun kort over Sir Xaphans ord, hvorefter hun svarede. “Jeg... Jeg mener, at vi alle har et ansvar for at skabe en verden, vi ønsker at leve i,” sagde hun ærligt med så fast en stemme hun kunne mønstre under ridderens brune blik. “Jeg tror ikke vi kan redde hele verden. Fjerne al ondskab og ulighed. Men vi kan gøre den mindre... kold. Mindre ødelæggende,” forklarede hun varmt i sin egen tro. Det gjorde det lettere for hendes øjne at fæstne sig ved den høje skikkelse, der med hele hans eksistens, alle hans handlinger, krævede respekt. Sir Xaphan var trods alt ikke kommet sovende til sin position. Så meget kunne hun da være sikker på, selvom hun ikke kendte ham. “Dét vil jeg gerne være en del af. At skabe tryghed. Jeg ved godt, at hvad jeg gjorde, var helt forkert. Det kommer ikke til at ske igen. Det er ret nyt, men jeg arbejder med mit temperament. Så jeg ikke mister besindelsen igen. Giv mig en chance mere,” bad hun til sidst, med vilje brændende i øjnene. “Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at skuffe dig”.

Det var vel egentlig ikke så svært at forstå dette her. Der var konsekvenser ved alt der skete blandt rekrutterne, i hvert fald hvis det blev opdaget. Og til deres store 'held' var det blevet opdaget. Man kunne vælge at tolke det som man ville, men en ting var sikkert de skulle finde ud af at der var en konsekvens. Hvis ikke fra ham så fra nogle andre. Men på den anden side virkede det ikke til at fyren havde den stor lyst til at komme hen i staldene. Hvilket passede ham egentlig ret fint. Blizz skulle nødig gå og høre på brok hele tiden, det ville bare skabe problemer, og han gad ærlig talt heller ikke at høre fra staldmesteren at denne dreng skabte problemer. Hvis drengen kunne bruges til noget fornuftigt i hæren så var det sådan det skulle være.

Da alt opmærksomheden ramte orken igen kiggede han på hende og smilte lidt ved hendes udtalelse. Han brød sig ærlig talt ikke om at blive kaldt sir, men det sagde han ikke til nogen. Det var vel egentlig bare det der manglede. Hun kendte sin plads, om end at hun lige havde brækket næsen på en. OG lige så vel som han var færdig med knægten forsvandt han da også. Blikket hvilede efter ham som han lignede en mus imellem to negle der bare ville væk her fra. Måske havde han fået en lærerstreg af at få et par på kassen, men det var ikke det rigtigt sted at gøre det. Tænk hvis det endte ud i en større ballade mellem flere medlemmere af hæren, og delte det hele op. Det var ikke det der skulle gøres nu. De skulle opføre sig pænt alle sammen, uanset hvem man var.

Da han havde cirklet omkring hende og stillet spørgsmålet kiggede han på hende efter et svar. Da hun så åbnede munden nikkede han lidt til hendes ord og lod hende forklare sig færdig. Da hun var færdig med at snakke kløede han sig lidt på hagen. "Hmm.." kom det fra ham og tænkte sig lidt om. I princippet havde hun ret, men hendes tempremant var ikke noget der skulle komme ud igen, hun kunne lade sin vrede gå ud over trænings dukkerne, det var langt bedre end at lade den gå ud over en kollega. "Javel.." kom det fra ham og kiggede indgående på hende. "For at sige det pænt er det ikke mit lod at finde ud af hvad der skal ske med jer. Jeg kan lade det passere, hvilket jeg har tænkt mig at gøre. Men du skal beherske dig når det kommer til stykket. Lad hellere din vrede gå ud over træningsdukkerne end en kollega..." startede han og kiggede på hende. "... Som jeg ser det så har i et ansvar når der bliver spurgt hvad der er sket af jeres overordnede. Uanset hvad i siger må i forholde jer til sandheden. Derfra vil der blive besluttet om i skal have en straf. Er det forstået?" kom det fra ham og lagde en hånd på hendes skulder. "Hør jeg er her ikke for at være ond. Det kræver hård træning at være en del af lysets hær, og eventuelt at blive ridder hvis det er det man ønsker. Men glem aldrig hvor din plads er, eller hvad der kan sætte det hele ud af spil inden det overhovedet er gået i gang." han smilte til hende og lagde hovedet lidt på skrå for at vurdere hende.

Den høje mand kløede eftertænksomt sin nybarberede hage, og Freya fik det pludselig som om hun stod og ventede på en form for bedømmelse til en eksamen. Men efter hendes opførsel lige før, så var det vel egentlig også tilfældet. Derfor kunne hun heller ikke skjule sin overraskelse, da Sir Xaphan sagde, at han ville se igennem fingre med dette ene optrin. Og hvis en overordnet spurgte, hvad der var sket... så måtte hun holde sig til sandheden. Som Sir Xaphan opfordrede hende til. Så måtte hun tage den derfra. Men lige nu var hun virkelig glad, og det fik hende til at måbe i et kort øjeblik, mens lettelsen strømmede igennem hende. ”Det er forstået, Sir! Tak! Mange tak,” udbrød hun med et smil og lagde håndfladerne imod hinanden under sin hage i glæde, hvorefter Sir Xaphan lagde en fast hånd på hendes ene skulder.

Freya var ikke forberedt på Sir Xaphans gestus og den lette ændring i hans tonefald. Det gjorde hende pludselig meget opmærksom på, hvor tæt de stod på hinanden, og det fik hende til at folde fingrene lidt sammen. Som for at have et holdepunkt. Hun lyttede til hans ord og gengældte hans smil med et lille et på sine egne læber – også da hun lagde hovedet lidt på skrå for at reflektere Sir Xaphans egen bevægelse. ”Jeg tager ikke Deres ord for onde. Jeg vil tage dem som en mulighed for at lære,” sagde hun mildt, kun til ham, og rettede hovedet op igen.

Hendes egen sætning skabte dog et spørgsmål. ”Hvad gør du, når du bliver frustreret?” spurgte hun med hovedet nu igen lagt lidt på skrå. Som en hund, der prøver at forstå et nyt trick, den skal lære. ”Så du ikke mister besindelsen?” Sir Xaphan lod trods alt til at have været her i lang tid. Så han måtte have prøvet lidt af hvert. Der var sikkert også nogen, der gennem tiden var gået på hans nerver. Så hvordan styrede han mon igennem den slags? Freya tænkte i hvert fald, at det ikke kunne skade at spørge. For det viste vel også bare, at hun var interesseret i at ændre sig.

”Og... var det svært for dig... i starten? At være anderledes?” spurgte hun blidt, nærmest forsigtigt, med oprigtig nysgerrighed. Hun kunne ikke undgå at lade sine mørkebrune blik glide over hans vinger, der var hinandens absolut modsætninger. Spørgsmålet var ikke ment til at gøre Sir Xaphan negativt opmærksom på hans unikke udseende, men Freya vidste også godt, at det måske kunne være et ømtåleligt emne for ridderen. Og hun var ikke ude på at gøre ham utilpas. Derfor prøvede hun at træde varsomt for ikke at virke provokerende.

Alt det der Sir fik ham til at føle sig alt for vigtigt, men det var han ikke hvis han selv skulle sige det. Han ønskede ikke lige frem at få det. Han ønskede ikke at være vigtig. Han vidste ikke længere om alt dette her sir passede til ham. Hvis han selv skulle sige det så nej. Han var bare et ganske almindeligt menneske, eller helt almindelig var han jo ikke, men tæt nok der på. Han var anderledes og det kom han aldrig helt uden om. Han smilte dog til hende og nikkede lidt til hendes svar. Dog var hendes sir tilnavn dog stadig i baghovedet på ham. Han ønskede ikke lige frem at have det tilnavn, men så igen han var jo lidt vigtigere end hun selv var, så det måtte han vel bare leve med når det kom til stykket.

I det mindste så lyttede hun til hvad det var han sagde, og det var lige præcis det hun skulle gøre. Det var sådan hun skulle gøre for at få det til at gå godt. Især hvis hun havde planer om at skulle være noget bestemt i løbet af sin tid her. Mange havde planer om at være noget højere end det de kom ind for, og det skulle ikke undre ham hvis hun var en af de personer. Det krævede blod sved og tåre at komme igennem det hele, men han ville hellere end gerne have at man satte en retnings linje op for sig selv. Det havde han selv gjort, og han havde lagt en ed hos selveste dronningen, det var ikke noget han ville ødelægge for noget som helst. Heller ikke selvom han ikke brød sig om Baldwin. Men der skulle nok komme en dag hvor han kunne komme igennem det og se ud over fingrene med Baldwin's pludselige forvindenen under Kiles Orden. "Godt. Det er sådan det skal lyde." kom det fra ham og nikkede lidt for sig selv.

Han fjernede hånden fra hendes skulder og skulle lige til at vende sig om for at bevæge sig væk fra hende da hendes spørgsmål lød. Han smilte lidt til hende. "Snakker med en jeg stoler på. Deler mine tanker og følelser med den der egentlig forstår en." kom det fra ham og kiggede indgående på hende. "For at ens frustrastioner ikke går ud over de forkerte, så er det vigtigt at man har nogen at snakke med, uanset hvem det er. En trænings dukke er også god at lade sin vrede gå ud over. Det kan give lidt koldt blod i årerne, og få en til at slappe lidt af." han kiggede på hende med et smil og lagde hovedet lidt på skrå. Hvis hun ikke havde nogen at snakke med og alle hakkede på hende, så kunne hun altid gå til ham. Også selvom han var i højere rang end hende selv. Han ville gøre alt for at rekrutterne var et godt sted, og at de havde det godt. Det var sådan han så på det, og han håbede inderligt på at dette lille optrin der havde været der før stoppede for altid. For ellers ville det bare skabe flere problemer end hvad godt var.
Hendes næste spørgsmål kom lidt bag på ham og han rettede hovedet op så det stod i ret linje. "Alt er svært i starten, uanset hvem man er. Den fyr der sagde ting til dig har det nok lige så svært ved at være her som du har. Uanset om du er anderledes end ham. Du skal huske på at lige meget hvem man er så har man altid en ret til at være her." kom det fra ham og kiggede lidt på hende inden han fortsatte. "Men alt skal nok komme til en. Det handler først og fremmest om at finde sig tilpas i det sted man allerede er" han var ikke sikker på om han havde forklaret sig ordentligt, men det håbede han faktisk lidt på at han havde, for så var han måske klar nok til at have en væbner en dag.

En hun stolede på. Jo, hun havde måske en ide om, hvem det kunne være. En af de andre beboere i opgangen, hvor Freya boede, var der en anden ung kvinde hun kom ret godt ud af det med. Minna. Måske hun kunne snakke med hende. Men Sir Xaphans nærmest milde ansigtsudtryk sagde hende instinktivt, at hun gerne måtte betro sig til ham, hvis der var noget galt. Det kom hende som en overraskelse. At en ridder, en person af højere rang og som ikke kendte hende, gerne ville hjælpe hende. Og at han samtidig gav hende et nyt syn på sagen. At måske havde hendes soldaterkammerat også svært ved at finde sig til rette. Så et par råd og en anden synsvinkel. Det fik hende kun til at smile endnu mere. Men nu var det nok bedst, at hun ikke tog mere af hans tid. Som ridder havde han sikkert andre steder, han skulle være.

”Tak for hjælpen. Jeg underskylder for at have taget din tid på denne måde. Jeg håber vi en dag kan snakke sammen under andre omstændigheder,” sagde hun med et lille smil, hvorefter hun høfligt gik et skridt bagud med højre ben, vendte sig væk, og skridtede af sted med venstre fod først. Nu ville hun smutte hjem og tage en lang lur. Og derefter kom den svære del. At følge Xaphans råd gang for gang, uanset hvor meget hendes soldaterkammerater måtte genere hende. For ellers kunne hun virkelig komme i problemer. Og det var hun ikke interesseret i. Nøglen til succes var at arbejde sammen. Også for den strejfende ulvinde.


//Jeg tror det er den måde soldater ”dismisser” på, men jeg har ingen ide! :D//