Gående rundt imellem de mørke omgivelser gik Lilith, som altid let kunne ses på afstand. Det lange røde hår, de gule øjne og den blå hud var slet ikke til at tage fejl af. Hendes blik flakkede rundt som hun gik lidt videre, og hun lod et lusket smil brede sig på hendes ansigt. Hun havde helt sikkert kursen rettet imod noget bestemt, som hun var sikker på dæmonen hun ventede på godt kendte til. Det var trods alt der de havde hygget sig første gang de mødte hinanden efter så mange år. Nu var der gået rimelig lang tid igen, nærmest mange år havde fløjet afsted. Der var sket noget hun ikke selv havde troet skulle ske, hun vidste slet ikke hvordan hun enlig havde det med det. På den ene side var hun glad for det mirakel der var sket, på den anden side hadede hun alt ved det. 

Hun nåede tættere på den endelig destination og lagde hovedet på skrå som hun betragtede huset. Det var godt nok lang tid siden hun havde været her, og hun huskede tydeligt hvordan hun havde stået og kigget på huse og til sidst valgt det her sammen med den anden luskede dæmon. Det luskede smil voksede, og hun lagde en hånd på lågen, før hun gik hen til døren. Gad vide om der var flyttet nye mennesker ind, for sidst boede der et kærestepar. Det kriblede nærmest i hendes fingre for at åbne døren og se efter, men hvad hvis der var nogle mennesker derinde. Ville hun overhovedet klare dem alle selv? De ville sikkert prøve på alt muligt dårligt, som mennesker tit prøvede på. Hun gav slip på håndtaget, og drejede rundt så hun stod hun stod med ryggen lænet op ad døren. Hun lagde hovedet lidt bagover"Hmm"lød det overvejende fra hende som hun lagde armene over kors. Som altid havde hun en næsten alt for kort kjole på, men det gjorde som altid ikke hende noget. Mørket var rart, og nød den kolde vind der var intet bedre, nu ventede hun bare spændt på at den skønne, luskede dæmon ville dukke op, hvis han da kunne huske huset. 

Meget var forandret siden at de to dæmoner var fundet sammen sidst. Deavás havde muligvis tilladt sig en del friheder efterfølgende, som han dog stadig tog sit arbejde meget seriøst. Men det gik efterhånden godt for Verbatim, de havde fået flere til at tage udvide deres store net over landet og Deavás befandt sig i en situation, hvor han ikke nødvendigvis behøvede at have en ligeså aktiv rolle, som tidligere. Deraf de flere friheder i forhold til den gang. Hvad Lilith dog ikke vidste var at han faktisk havde købt huset, de havde fjollet rundt i den gang. Det lå fjernt nok til at ingen ville forstyrre, hvis der kom besynderlige lyde derfra og derved var det perfekt til hans små eksperimenter. Så længe han ikke blev mødt af fuldkommen fremmede, så vidste han næsten altid hvem der var på vej. Derfor vidste han også at Lilith havde sat kursen imod huset og stod lige udenfor lågen, som han lagde sidste hånd på den bjergelver han havde fået fingrene i. Han var interesseret i forskellen på de 4 typer af elvere, men var kun lige startet og derfor var skrigene endnu ikke begyndt. Han måtte dog lægge kniven fra sig, som han gik op ad kælderen imod hoveddøren for at overraske Lilith.

Lydløst bevægede han sig hen til hoveddøren, som han lagde en forsigtig ham omkring håndtaget, nærmest samtidig med at hun selv havde grebet håndtaget. Han kunne dog nemt mærke at hun valgte at slippe det for i stedet at læne sig op ad døren. I samme sekund spredte der sig et lusket smil over hans læber, som han meget hurtigt trykkede håndtaget ned og rev døren op, så hun ville ende med at falde bagover. Deavás havde sluppet døren, som han i stedet Grev hende i luften med en arm under hendes skuldre og en imod hendes lænd. "Godaften" han talte med et lusket smil på læben, som han søgte hendes gyldne øjne. Han rettede lidt på sit greb for at løfte hende op, så hun kunne komme op at stå. "Det har du været længe om" der var tydeligvis tale om dril, som han hentydede til de næsten 170 år, de faktisk ikke havde set hinanden. Han trak sig dog lidt tilbage, så hun kunne komme ind og de kunne lukke døren. Imellemtiden fandt han et mindre klæde frem for at tørre blodet af sine fingre fra hans lille eksperiment.

Et dybt suk forlod hendes læber eftersom den luskede dæmon til Deavás sikkert var forsinket. Havde hun overhovedet tænkt sig at blive stående udenfor huset i mange timer. Før hun nåede at tænke flere tanker kunne hun mærke noget imod hendes ryg, og hun faldt bagover med et overrasket udtryk på ansigtet. Var der nogen hjemme i huset? Hun nåede slet ikke tænke nogle klarer tanker før hendes blik hurtigt mødte nogle gyldne øjne. Hun havde læberne lidt spredte for hun skulle da lige til at mumle nogle utilfreds ord, over hvem der kunne finde på at åbne en dør så hurtigt, at hun ville falde bagover. Okay måske burde hun også have været lidt mere vågen, men hun fik dog et lusket smil frem på ansigtet da hun hørte den bekendte stemme. 

"Godaften Deavás" lød det med en nysgerrig stemme, for hun havde da ikke lige regnet med at han ville dukke op inde i huset. Hvad havde den lusket dæmon af planer, havde han allerede dræbt de mennesker i huset? Ellers havde det måske stået tomt siden de havde moret sig i det, dengang for de 170 år siden. Hun lod hendes øjne møde hans, og da hun kom op at stå rettede hun en lille smule på kjolen og nåede hurtigt at opfange blodet på hans fingre. Havde han nu hygget sig uden hende, hun lod det luskede smil brede sig som hun gik hen imod stuen, og lænede sig op ad pejsen. Hun lagde en hånd i siden, imens hun lod den anden hånd finde vej op til hendes ansigt, hvor hun fjernede lidt af det røde hår.  Som han nævnte at hun var længe om at komme grinede hun lidt"Bedre sent end aldrig er det ikke det man siger"lød det kækt fra hende som hun blinkede til ham. Hendes øjne fulgte ham, og duften af elver kom hurtig hen forbi hendes næse. Var han mon igang med noget hun ikke vidste noget om, hun lagde hovedet på skrå og gik lidt væk fra pejsen. Hun betragtede stuen og omgivelserne lidt, det var jo næsten alt for lang tid siden sidst. 

Det lille forladte hus, var ikke længere så forladt, som Deavás havde overtaget det kort efter deres sidste sammenstød. Mest fordi det lå perfekt i forhold til, hvad han gerne ville bruge det til. Det så dog stadig ikke ud til at være beboeligt efter deres leg for mange år tilbage, mest af alt fordi han gerne ville kunne arbejde i fred og ro. Men Lilith var som altid velkommen, så længe hun trak sin kønne bagdel med sig. Hurtigt og elegant fik han grebet hende i faldet, som han blot sendte hende et lusket smil og hurtigt hjalp hende op på benene. De skulle jo gerne indendøre, både så han kunne blokere lydene fra kælderen og så de samtidig kunne indhente det tabte.

Hendes ord blev ikke besvaret verbalt, som han blot sendte hende et smil, nikkede lydløst, som han rakte højre arm ud, da han var gået hen til døren for at få hende til at trække længere ind i huset. Hun var jo bekendt med layoutet, hvis hun altså kunne huske det, som spisestuen befandt sig på højre side og stuen på venstre. Ligeud fandt med køkkenet og andre praktiske rum.. Kluden holdt han endnu i hånden, som han nulrede den imellem fingrene, for at få det sidste af. Han skulle nødigt give hende blodpletter på tøjet allerede, selvom hun sikkert ikke ville have det store imod det. Men Deavás ville langt hellere så Lilith selv få blod på tøjet.. Med hænderne på ryggen fulgte han med hende ind i stuen, som han blot lod de gyldne øjne hvile på hendes skikkelse, som hun poserede ved siden af pejsen med en arm i siden. ”Lidt for sent dog” lo han med et køligt smil på læben, som han kastede kulden med blod til hende, blot for at sige, at han jo faktisk var startet uden hende, selvom eksperimentet intet havde med hende at gøre. Med nogle rolige skridt gik han hen til hende, for at placere en hånd imod hendes nakke og trække hende til sig, så deres læber kunne mødes efter lang tids adskillelse. Det skyldte hun ham vel? Derfor slap han hende heller ikke lige med det samme.

Som kluden blev kastet hen til hende, greb hun den og hurtigt lod de gule øjne betragte den. Blodet derpå var jo ganske flot. Næsten skuffet over at han allerede var gået igang, uden hende sukkede hun men hurtigt sendte ham et bredt smil. Hovedet lagde hun på skrå, og lod blikket glide langsomt ned over den som altid tiltrækkende dæmon foran sig. Burde hun svare ham på hans ord? Eller skulle hun bare lade være. Måske hun hellere burde give ham bare et eller andet svar, selvom de aldrig havde brug for mange ord. De kunne sagtens vide, hvad den anden ville bare ved et enkelt blik og før Lilith overhovedet nåede at sprede de kolde læber, var hun blevet trukket tættere på Deavás. Det næsten lystige blik mødte hurtigt hans, før hun kunne mærke hans læber imod sine i et kys. 

Begge armene lagde hun rundt om hans nakke, bare for at holde kysset lidt mere, for det var jo utrolig lang tid siden, de sidst havde set hinanden. Mange år var gået, og der skulle indhentes en hel del - Før hun godt vidste at hun ville blive nød til at afsløre noget, som den kære handæmon ikke ville blive så glad for. Få af hendes fingre kærtegnede hans nakke, for hun holdte fortsat fast i kluden med blodet på. Det var jo næsten en yderst smuk velkomstgave. At mærke hendes krop tæt op ad hans var savnet alt for meget, alt var nærmest savnet. Både ham, huset, synet af blod, hans stemme, duft og husets møbler. Derfor kunne hun heller ikke lade være med at smile lidt lusket under kysset, imens hun fortsat lod de enkle fingre kærtegne hans nakke. Dog som der gik nogle minutter, lod hun sine læber adskille sig fra hans"En blodig klud, og et langvarigt kys...Sikke en velkomst min kære"lød det i en halvt hviskende og forførende tone, som hun lod hendes pande hvile sig imod hans, og lod den højre hånd finde vej til hans ansigt. Langsomt strøg hun en finger hen over hans læber, som de gule øjne fulgte efter. Allerede fristet til at kysset lidt mere med ham, men de havde jo masser af tid. 

Den lange adskillelse kunne næsten kun munde ud i, at Lilith havde nok andet at se til, ikke at han bebrejdede hende, netop fordi Deavás selv havde været travlt optaget af at stige i graderne og få den position, der passede ham i organisationen. Men hvad han selvfølgelig ikke vidste var, at Lilith ville have brugt energi på at opdrage deres søn, en søn, som han ikke selv havde sagt god for. Men indtil videre valgte han blot at holde hendes læber, som de havde været savnet og det var bestemt noget hun skulle vide, før at en eventuel nyhed fra hendes mund ville gøre deres forhold langt mere anstrengt. Hvis Lilith havde modet til at fortælle sandheden til ham denne gang. Det kunne jo ske, at hun hellere ville nyde hans selskab, som han gerne ville nyde hende og hendes krop, efter den lange pause. Deavás smilte ind i kysset, som hun flyttede armene omkring nakken på ham og han helt automatisk låste sine omkring hendes talje for at hive hende tæt ind til hans krop. Han brummede lettere tilfreds imod hendes læber, som han nød det lange kys. Da kysset blev afbrudt mødte han hurtigt hendes blik igen. "Det var vel på sin plads efter alle de år" svarede han med et nik, som han følte det var fair at tvinge hende til at længere kys, når de ikke havde set hinanden i laaang tid.

Han flyttede en hånd fra hendes talje imod hendes kind, som han strøg en tommelfinger ned over hendes kind, hen over overlæben og sendte et lusket smil til hende. Han blinkede en smule drillende, før at han slap hende og valgte at trække hende med sig hen imod sofaen, så de kunne få talt ud om, hvad der var sket i den tid, de ikke havde set hinanden. "Har du noget nyt at fortælle?" spurgte han med et grin, imens at han lod blikket hvile over hendes krop. Hun behøvede bestemt ikke skjule kroppen for ham, men det ville måske være for direkte af ham, at bede hende om at smide tøjet allerede.

Tænk at en dæmon som hende skulle have savnet følelsen af at være i selskab af Deavás, bare måden han havde ladet hans læber møde hendes. Nu var der også gået alt for lang tid, siden sidst så det var meget klart for hende, at hun havde savnet det - hvordan kunne man andet. Dog var der tydeligvis nogle ting hun slet ikke havde fortalt den kære dæmon overfor hende. Det lange kys fik hurtigt sat gang i minderne om alle de andre gange, hun havde nydt hans kys. Men som deres læber blev adskilte blinkede hun til ham, før hun lod sin tunge kærtegne hendes egne kolde læber. Enig med hans ord, gav hun ham et nik før hun kort løftede en hånd op til det lange røde hår, hvor hun kørte nogle fingre igennem. 

"Alle de år der er gået...En genforening var vel tiltrængt min kære"lød det kækt fra hende, som hun bed sig fristende i underlæben ved synet af ham. Som følelsen af hans hånd rørte hendes kind havde hun lukket de gule øjne kort, bare for at nyde berøringen lidt mere. De lokkende læber spredte hun for at skulle til at sige noget, men afbrød sig selv, som hun blev trukket med hen imod sofaen. Som hun fik sat sig tilrette i sofaen, med det ene ben over det andet, og kort rettede på den korte kjole. Lænet tilbage i sofaen med et nydende suk som hun kort lukkede øjnene for at nyde duften af ham, samt de herlige omgivelser de befandt sig i. Havde der været blod i nærheden havde hun sikkert også kunne dufte det. Men der var noget der fortsat pirrede hendes lugtesans, men hun nåede slet ikke bringe emnet frem før hun hørte hans spørgsmål.

Et lusket smil voksede på hendes ansigt, og hun drejede ansigtet hen imod ham, rykkede sig lidt tættere på ham, og placerede en hånd ovenpå hans bryst, imens hun lod den anden hånd hvile sig på hans lår"Det har jeg bestemt....Hvor skal jeg mon starte henne"lød det flabet og halvt lokkende som hun tænkte over, hvordan hun skulle starte. Der var sket meget, men der var bestemt sket en særlig ting, som hun slet ikke vidste hvordan den fristende og charmerende han dæmon ved sin side, ville reagere og håndtere. Hånden på hans bryst lod hun glide lidt ned, som de gule øjne fulgte lidt med, imens det luskede smil kun voksede"Du kan ikke skjule lysten til at flå mit tøj af min kære...Men det bliver der masser af tid til"lød det halvt hviskende fra hende, før hun lod blikket glide op ad hans overkrop og låste sig på hans ansigt.

Der måtte være sket en del i deres liv, når de ikke havde set hinanden længe, men han ville næppe tro på det, hvis Lilith nogensinde valgte at fortælle ham sandheden, for de havde ikke været enige om lige netop den beslutning.. Men lige nu var Deavás mere end villig til at nyde hendes selskab, indtil det eventuelt ville blive afbrudt eller han ville være nød til at stoppe det for at vende tilbage til det arbejde, der ventede ham i kælderen. Det var selvfølgelig altid en mulighed at tage hende med derned. Men ikke lige nu, nej, for han ville gerne nyde hendes selskab alene til at begynde med, særligt når hun gjorde sig til på den måde.
Han trak hende uden advarsel imod den bløde, brede sofa, som han satte sig tæt ved siden af hende og lod en hånd hvile imod hendes lår. Det var en naturlig bevægelse, som han strøg hånden op imod kanten på hendes kjole, men aldrig tog den længere end det. ”Vi må begge have haft travlt..” indrømmede han med et nik, siden de ikke havde haft chancen for at mødes før. Måske der var sket noget drastisk. Ikke at han i sin vildeste fantasi ville kunne forestille sig sandheden, når man tænke på Liliths natur.

Deavás trak benet en smule til sig, som hun valgte at sætte sig tættere på, det var bestemt ikke et problem, for han indbød hende blot til nærvær, hvis hun virkelig ønskede det. Han lo ganske let over hendes ord, havde hun planer om at lege med ham lige nu og lade ham hive ordene ud af hende? Det kunne han da sagtens arrangere, men det ville være langt hurtigere, hvis de bare delte det hele med hinanden.. ”Starten?” spurgte han lettere flabet, som han lænede sig ind imod hende og flyttede hånden imellem hendes ben, klar til at distrahere hende eller ’straffe’ hende, hvis hun blev for flabet i sine svar. ”Siger du virkelig, at jeg skal vente yderligere? Har du noget, der gør det værd at vente for?” spurgte han med et løftet bryn, som for at udfordre hende til at fange hans opmærksomhed på en anden måde end med sin krop. Hun skulle være rimelig fantasifuld for at gøre ham mundlam, tænkte han i hvert fald.

Synet af den selvfølgelig lokkende han dæmon, havde heldigvis kun fået Lilith til at glemme duften af noget interessant inde i huset. Men det betød ikke at hun havde tænkt sig, at bekymre sig om det lige nu for hun havde andre planer. Som hun var blevet trukket imod den bløde, og brede sofa lod hun sin tunge glide hen over hendes læber, som de gule øjne gled ned over Deavás's ansigt. Det ansigt, hun var så fristet til at bide lidt i, og smage lidt på, men hun var en kvinde der sagtens kunne vente lidt - Ganske få sekunder sikkert. Da hans hånd strøg op imod kanten af hendes kjole, var hun fristet til at løfte lidt op i den, men så igen hvorfor skulle hun jo hjælpe til. For hun havde ikke brug for, at hjælpe han dæmonen med at røre ved hende, for det klarede han som altid til perfektion. 

"Vi kan aldrig undgå at have travlt, men det gør livet lidt mere spændende også"svarede hun som hun blinkede til ham med det højre øje. Hendes øjne fulgte ham så, som han lænede sig ind imod hende. Følelsen af hans hånd imellem hendes ben, fik hende til at lade hendes pande møde hans. Sendte ham et lusket smil, før hun få sekunder efter spredte læberne. Lod de gule øjne falde på Deavas's mund, og bed ham forførende i underlæben. Undslap et nydende suk, og langsomt lod hendes blik glide op ad hans ansigt. Ordene om at han skulle vente yderlige, fik hende til at give slip på hans underlæbe. Trak sig lidt tilbage, med et større lusket smil på ansigtet. Hovedet lagde hun på skrå, imens hun fastholdte øjenkontakten med ham, og lod en hånd glide ned over hans overkrop, imens den frie hånd fandt vej op til hendes lange røde hår. Det var måske tid til, at hun skulle fortælle ham, noget af det vigtige der var sket i de mange år uden at de havde set hinanden. 

Problemet var bare, hvordan ville han dæmonen reagere. Måske bedre end hende, eller måske værre for hun havde selv været overrasket, for det var slet ikke noget hun havde ønsket sig. Men hun virkede selvsikker, og slet ikke nervøs for hun vidste godt at han skulle vide det. Hun lod hendes overkrop presse sig lidt ind imod hans brystkasse, som lod hun hånden på hans overkrop hvile sig på den nederste del af den lokkende og tiltrækkende overkrop, havde hun flyttet den frie hånd fra det røde hår hen til hans ansigt. Lagde en finger ovenpå hans læber, som hun fik et glimt i de gule øjne imens det luskede smil spredte sig lidt mere. Fingeren lod hun stryge langsomt hen over hans læber, som hun lod de gule øjne følge fingeren som hun lagde hovedet lidt mere på skrå, og lod hendes bryster presse sig lidt op imod hans brystkasse "Jeg blev gravid, valgte at beholde barnet, ønskede det enlig ikke, fratog mig alt ansvar for det, og nu lever vores afkom et eller andet sted" fik hun opsummeret det hele, hvorefter hun lod sin tunge kærtegne hendes læber, imens hun lod fingeren glide ned ad hans hage"Og du har lige fået titlen som far...Men lad os blive enige om vi to ikke er forældre typerne"lød det fra hende, som hun fjernede fingeren fra hans hage, og blinkede til ham imens hun lod de gule øjne glide ind i hans gyldne øjne. 

Det var ikke fordi Deavás var i tvivl om Lilith’s lyster, men han kunne bestemt godt lide at lege med hende og pirre hende, før at han havde nogen planer om at give hende det, som blikket altid tiggede efter. Blikket der sikkert havde kunnet lokke ham i fordærv, hvis han havde haft mindre selvkontrol. Alligevel fandt hans hånd vej til hendes lår, som den langsomt flyttede sig op imod hendes kjolen, før at den strøg omkring låret, hvor han let lod en fingerspids følge hendes inderlår mod underlivet. Han stoppede dog, før at han kom for langt. De havde en del at indhente, men det behøvede bestemt ikke starte sådan hver gang. De måtte begge have lidt selvkontrol denne aften.

Det kunne godt være, at han sagtens kunne kaste sig ind i sengen med hende, men de havde jo en del af snakke om, eller det forventede han. Der var ikke meget fra hans liv, som han dog kunne dele med hende, men derfor var han interesseret i at høre, hvad der havde afholdt dem eller nærmere hende fra at støde på ham ved ren og skær tilfældighed. Men hun ledte straks hans tanker imod det sædvanlige, som hun lænede sig imod ham og bed ham i underlæben. Den dæmon var simpelthen umættelig, ikke at det gjorde ham det store, for han kunne bestemt sagtens give hende igen, som hun dog valgte at slutte af med at spille kostbar. Lilith var altså ikke interesseret i at starte for alvor, men havde blot planer om at lege lidt med hans lyster og måske undersøge hvor meget selvkontrol han kunne holde på med hende så tæt på.. Han fnøs let af hendes ord, uden at give hende et svar, alt han svarede med, var en hånd eller finger der strejfede hendes inderlår og det lokkende blik han sendte hende.

Det var den sædvanlige taktik med hende, så han troede egentlig at målet var lidt det samme. Hvilket også fik ham til at fjerne den anden arm fra sofaen for at vende kroppen imod hende. Hvis hun insisterede på at være tæt på, så måtte det da også gerne være behageligt for hende. Det var lige før, at han troede, at hun var i færd med at sætte sig over hans skød, men hun kunne nøjes med at presse det øvre parti imod hans overkrop, imens at han holdt øjenkontakten med hende. Hvad mon der gik igennem hendes hoved? Hun havde hans fulde opmærksomhed, hvilket hurtigt kunne vise sig at være en fejl, som han hørte første sætning. Jeg blev gravid.. Vores afkom. Mimikken i hans ansigt blev langt mere stift og strengt, som han lyttede og bed tænderne sammen. ”Hvad har du?!” råbte han en smule arrigt. Han greb en smule arrigt ud efter hendes hånd for at trække hende til sig, over hans skød, hvor han greb fat omkring hendes hage og trak hende helt tæt på. Havde hun gennemført en graviditet med hans gener uden at informere ham om det? Det sidste han ønskede var familie eller børn i denne verden. De var en svaghed! ”Far! Jeg er ved Zaladin ingen far” vrissede han en smule utilfreds, som han flyttede begge hænder til hendes lår og borede neglene ned i dem. ”Hvor finder jeg vores afkom?” han måtte gøre en ende på det. Han skulle ikke have børn. Hvor lang tid siden var det? Var barnet allerede voksen eller var der håb for at ingen vidste noget?

Sagde man ikke også at man skulle samle appetit før hovedretten, hvilket sikkert havde været derfor hun også havde pirret og drillet ham lidt. På samme tid også prøvet på, at se om hun kunne knække ham lidt men der var tid nok. Det var klassisk hende at røre lidt, lokke lidt, for derefter at enten give slip, og lade andre blive hængende efter mere. Men Lilith vidste godt at Deavás kunne finde på det samme, det var noget af det som altid gjorde deres samvær interessant, og til tider alt for fristende fordi de begge to mindede meget om hinanden. Der var vel også en grund til, at de begge to nærmest fungerede som partners in crime.

Som hun hørte den pludselig reaktion, kom det ikke som en overraskelse at han faktisk havde reageret som han gjorde. Trukket tættere på ham, lod hun sine gule øjne glide ned over hans ansigt. Hun bed sig tilfreds i underlæben, som han netop i dette øjeblik havde fået hele hendes fulde opmærksomhed. Nu siddende ovenpå ham med et ben, på hver side af ham bed hun lidt hårdere ned i underlæben. Dog ikke nok til at blodet ville komme frem, og hun løftede en hånd op til det lange røde hår, som hun kort kastede med, før hun lagde hendes pande imod hans. Holdte øjenkontakten, og gav slip på underlæben, for at sprede hendes læber"Årh nu ikke så vrissen min kære, vi ved begge to at du ikke ønskede børn..."lød det selvsikkert og bestemt fra hende, som hun placerede begge arme rundt om hans nakke. Gav ingen tanke til kjolen, som sikkert var gledet længere op, men klagede bestemt ikke over at mærke hans negle som han borde ned i hendes lår.

Hun ønskede ikke engang selv børn, og så alligevel der havde været noget, en stopklods nærmest der talte til hende. Lod hende beholde den beslutning og fødte deres afkom. Barnet hun selv havde set vokse lidt op, dog ikke særlig meget. Lilith havde ingen anelse, hvordan deres søn så ud, og vidste overhovedet ikke hvor deres søn befandt sig henne. Hun kiggede et øjeblik væk fra Deavás, imens smilet forsvandt, en hun borede hendes negle lidt ind i hans nakke. Uden at svare ham med det samme, lod hun blot neglene være boret lidt ind i hans nakke. Efter lidt tid sukkede hun, som hun trak neglene ud fra hans nakke. Lod fingrene glide hen over hans nakke, som hun mødte hans blik igen"Havde jeg svaret ville jeg give dig det...Men desværre har jeg ingen anelse hvor vores afkom befinde sig"svarede hun med et lille træk med den ene skulder. Hun havde sikkert fået det at vide fra heksen dengang, men det havde været mange år siden til at hun kunne komme i tanke om det. Hun fik et lille skævt smil frem på ansigtet, som hun fortsat lod hendes pande møde hans.

"Men hvis du ønsker at finde vores afkom, kan jeg måske godt hjælpe dig men vi skal have fat i heksen fra dengang"sagde hun hvorefter hun blinkede til ham. Heksen var sikkert til at finde, men det ville så også betyde at de skulle ud på en rejse. Hun følte også at hun var nød til at stoppe Deavás fra at dræbe deres afkom, ligemeget hvor meget hun så hadede at hun var mor, og havde en søn så var der vel et eller andet kærlighed til deres afkom, som lå så dybt inde i hende. 

Alt andet var forsvundet, som dug for solen. Deavás var bestemt ikke længere interesseret i at genfinde de gamle minder sammen med Lilith. Hele samtalen havde ligesom taget en uventet drejning og han var bestemt ikke tilfreds med udviklingen, for her havde de lige nydt hinandens selskab og så valgte den forbandede dæmon at smide en sådan bombe i hans skød?! Hvad fanden bildte hun sig ind. Deavás var ikke spor betaget af hendes lokkende forsøg på at berolige ham. Var hun klar over, hvad hun havde sat i gang? Han kunne sende hende lige ned i kælderen med den opførsel. Var det mon en leg for hende? ”Præcis, jeg ønsker ikke børn, men alligevel fortæller du mig, at jeg har en søn?” svarede han en smule kort for hovedet. Hvis hun udmærket vidste, at han ikke ønskede børn, hvorfor havde hun så sat et barn i verden? At hun flyttede armene rundt om hans nakke, fik ham blot til at sukke opgivende, ville hun bruge kvindelist, sin krop, til at distrahere ham fra problemet?

Smerten fra nakken fik ham til at skære en grimasse, som han bestemt ikke havde forventet, at hun ville bore neglene ind i huden nu. Hun var tydeligvis i gang med at lege en leg, som han ikke følte, at han kunne tage del i. Alligevel sukkede han lettere nydende, som hun provokerede mærkerne i nakken og de huller hun havde lavet. Hun vidste hvordan man skulle lege.. Forbandede kvinde. Hendes svar fik ham dog til at gribe fat om hendes talje, som han hev hende til sig. ”Så tvinger du mig til at lede efter ham..” svarede han opgivende, som han dog ikke kunne skjule hvad dramaet havde gjort ved hans lyst. Det var muligt at han var rasende, men samtidig følte han sig også ophidset over at hun havde modet til at trodse ham på den måde. Derfor kunne hun sikkert også mærke, hvordan hans lem prikkede til hendes underliv.

Der var håb. Selvom Deavás ikke helt forstod hvorfor hun havde rådført sig med en heks den gang. Havde heksen ansvaret for deres søn eller var det blot en måde hvorpå Lilith kunne efterlade barnet til en anden og ikke længere bekymre sig om det? ”Først skal du dog straffes for at trodse mig, så kan vi lede..” svarede han lettere kort, som han greb fat i hendes arme og førte dem om bagved hendes ryg, så hun rigtig kunne strutte med frontpartiet. Han lænede sig let frem og satte tænderne i halsen på hende, ikke med det formål at drikke hendes blod, blot bryde huden og lade blodet flyde lidt over hendes tøj og hud.

Efter at den rødhåret dæmonisk skønhed blev hevet tættere på han dæmonen, lod hun sin tunge kærtegne sine læber, som de gule øjne mødte de gyldne øjne. Tydeligt for hende at se at han var rasende, dog på samme tid ophidset. Det var slet ikke noget der påvirkede hende, for hun forstod godt hvorfor den pludselig nyhed havde skabt den reaktion, som den havde. Enlig havde hun det helt anderledes, men det var vel bare typisk hende. God til at gøre ting værre, prikke lidt til ild kun for at se det brænde endnu mere, og hun vidste godt at det var flabet og provokerende at prikke til Deavás og nærmest forførende, og lokkende prikke til hans lyster. Duften af ham tæt på, havde hun altid godt kunne lide, dog blev duften hurtigt afbrudt af duften af hendes eget blod.

Et overrasket udtryk dukkede op i hendes ansigt, og hun knurrede en smule utilfreds. Var der noget hun hadede så, var det når væsner der ville drikke blod fra hende. Det var hvertifald den første tanke der dukkede op, at han ville drikke blod fra hende, men som hendes arme var blevet ført bagpå hendes ryg kunne hun ikke gøre så meget"Jeg ved kun så meget, at han ligner dig mere end han ligner mig...Hvis vi snakker om udseendet"lød det tænkende fra hende, som hun bed sig lidt nydende i underlæben. Der var et eller andet over følelsen af hendes eget blod, specielt hvordan det nærmest gled over hendes tøj, og ned langs hendes overkrop. Hadede hun det? overhovedet ikke, det eneste hun var utilfreds over, var at tanken om at Deavás ville drikke hendes blod. 

Hans ord om at hun tvang ham til at lede efter ham, fik hende til at bide lidt hårdere i underlæben, blot for at lade blodet fra underlæben komme til syne. I det samme øjeblik hun spredte læberne, for at lade blodet fra hullet i læben løbe ned over hendes hage, og dryppede lidt fra hagen. Lilith sendte Deavás et lusket smil imens hun fortsat ikke kunne bevæge sine arme, for hun var lidt fanget i øjeblikket og hun elskede det. At svare ham på hans ord burde hun måske, men først tillod hun sig at nyde følelsen af blod der løb fra det bid han havde lavet, samt blodet fra hendes underlæbe"Så er det godt jeg ikke klager over at blive straffet..."hviskede hun imens blikket gled ned over hans ansigt. Hvorfor skulle stemningen pludselig blive så ophidsende, og fristende. Blodet oveni gjorde bestemt ikke stemningen bedre, for hun følte sig lokkende, og fristet til at smide alt tøj, og dele hendes blod med ham. Kun på den måde at hun med glæde ville se blodet på hans nøgne krop, men lige nu behøvede hun ikke skynde sig.

Dæmoner var utilregnelige, derfor skulle Deavás have tænkt tanken om at hun kunne finde på at gennemføre en eventuel graviditet, bare for at prikke til hans stolthed. Der var intet problem med at sætte børn til verden, så længe at han ikke skulle døje med dem, men med hendes gener, så var han næsten overbevist om at barnet ville ende med at volde ham skade på den ene eller anden måde. Det sidste han ønskede var en svaghed, der vandrede rundt på fri fod, han ville langt hellere kunne kontrollere slagets gang, men nu havde Lilith sat en ’joker’ i verden. Det passede ham bestemt ikke, for denne skikkelse havde haft mulighed for at vokse op uden hans indblanding og indflydelse, så hvordan skulle drengen kunne kontrolleres, medmindre han opsøgte ham og fik tøjlet ham. Lilith var dog i færd med at lægge brænde på bålet, som Deavás endnu ikke vidste, hvordan hun ville forklare sig ud af situationen.

Lilith’s lette knurren bragte et farligt glimt i hans blik. Hun var virkelig ikke meget for at han gjorde det direkte imod hende. At bide hende og derpå drage hendes blod frit for at stille sin egen lyst. Deavás holdt ordentligt fat i hendes arm, så de var sikre imod hendes ryg og hendes bryst skudt frem. Han lagde ikke skjul på, at han stadig var utilfreds med situationen, men Lilith havde sine måder hvorpå hun kunne overbevise selv ham, at det var den rette beslutning. ”Perfekt.. Så er der jo større sandsynlighed for at folk vil genkende mig i ham” brummede han irriteret, for så var der en sandsynlighed for at nogle ville fange ham og dernæst bruge ham imod ham. Det var bestemt ikke noget der passede hans tanker for aftenen. Deavás havde ikke de store planer om at drikke hendes blod, han kunne sagtens smøre det ud over hendes krop og nyde synet, men at drikke det ville ikke give ham den samme form for tilfredshed.

Han borede neglene ind i hendes hud omkring håndleddet, så han var sikker på, at hun blev på sin plads, imens at han overvejede hvilke konsekvenser det skulle få for hende. Han løftede det ene øjenbryn, som Lilith var langt mere fokuseret på sit eget blod end hvad der faktisk talte om. Derfor pressede han deres læber sammen og slikkede hendes blod af, uden at skænke hende et kys. ”Det kommer vist an på straffen” lo han let, som han allerede havde set tegn på, hvad hun ikke brød sig om og hvad hun gjorde. Han sukkede let, som han bukkede sig fremad og brugte tænderne til at flå i stoffet på hendes tøj. Han gjorde dog intet for at hive kjolen af hende, da han blot overvejede hvilken type straf, der skulle komme først.

Tankerne om hvordan et afkom af hende og ham, kunne Lilith ikke undgå at forestille sig. Barnet ville sikkert ikke engang være særlig god, for havde man set hende og Deavás kunne man ikke ligefrem beskrive de to dæmoner med de gode, og pæne ord. Det eneste positive var vel, at de begge to havde et tiltrækkende, og lokkende ydre. Den blålige dæmon havde selvfølgelig gennemført graviditeten, imod hans vilje. Kunne hun prikke til ham, og hans liv gjorde hun det gerne. Ulempen var så, at hun tit gjorde ting og tog beslutninger af egen vilje, for hvorfor skulle hun lytte til andre. Dog havde hun heller ikke gennemtænkt, hvor frygteligt det på en måde var, at deres afkom gik levende rundt. Hvad kunne deres barn ikke finde på, det var også en kæmpe svaghed. 

Fortsat holdte han hendes arme bagpå hendes ryg, så hun havde stadigvæk ikke mulighed for at gøre noget, og selvom hun var stærk, så var Deavás også stærk, hvis ikke en smule stærkere end hende. Hvilket hun tydeligt var lidt utilfreds med, men valgte hurtigt at tænke skidt pyt. Det var ikke noget hun faktisk havde noget imod, der var noget tiltalende, og fristende over ikke at kunne bruge sine arme"Min kære...Du burde være taknemmelig for dine lokkende, og nydelige gener"svarede hun halvt hviskende som hun puttede et lusket og tilfreds smil på ansigtet. Kort tid efter lod hun sin tunge kærtegne hendes læber, for hun vidste godt at Deavás hadede mere og mere at han havde en søn, endda en søn der lignede ham.

Som han borede neglene ind i hendes hud spredte hun læberne, og frembragt et nydende suk. Duften af hendes eget blod, og at hun fortsat kunne høre lyde fra kælderen fik hende til at humme lidt lusket. Kort tid efter hvor hun skulle til at svare ham, kunne hun mærke hans læber imod hendes, men ikke for at kysse hende. Da blodet blev slikket væk sendte hun ham et farligt smil, hvorefter hun lænede sig lidt ind imod ham, lod brysterne hvile sig på hans brystkasse"Du glemte noget min kære...."hviskede hun imod hans mund, før hun bed ham i underlæben, så hårdt at der forhåbenligt kom blod frem. Gjorde der det, ville hun slikke det af med tungen, hvorefter hun ville læne sig tilbage, og lagde hovedet på skrå. Men som kjolen blev flået i stykker, lod hun det tilfredse, og luskede smil vokse på hendes ansigt. Det var i følge hende også på tide den kjole røg af, ikke at hun havde travlt men hun havde altid været en kvindelig dæmon der aldrig havde noget imod at vise sin krop frem.