Der var tidspunkter, hvor at private anliggender kunne ligge på alle i nærområdets tunge. Tidspunker hvor at sladderen ville løbe som steppebrand, og i den steppebrand kunne det give mening at holde sig langt væk. At betragte det ulmende uvejr på afstand var nu engang det sikreste valg man havde, hvis man til at starte med gerne ville vide mere end den løse sladder. Og et af de tidspunkter, jah det var nu.
Lumine havde ikke været i Kzar-Mora i et par år... siden den dag hun havde taget sin datter i hånden og flyttet - flygtet ud, da havde hun hverken haft lyst eller behov for at se det mørke dæmonrige igen. Hun havde skabt sig et nyt liv imellem menneskene, og trivedes i stor stil i den friske luft og den åbne himmel. De seneste par år havde været næsten befriende for ilddæmonen, der størstedelen af sit lange liv havde levet i mørket og indendøre. Men alt måtte komme til en ende, og hun kunne efterhånden ikke udsætte det mere.... med et fnys lurede dæmonen ud imellem de tunge forhæng der var ved hendes karet. Nej, hun havde ikke fået pakket alle sine ting den nat hun var kommet op og skændtes med Orpheus, men det var stadigvæk hendes ting - og hun skulle have dem med sig når hun forlod riget igen! Med det sagt, havde det taget år for Lumine at opbygge modet til at møde hendes mand igen. Hun vidste at hans vrede og forharmelse næppe havde lagt sig meget, og hun havde ikke kunne tåle mødet med de følelser, før nu.

I hånden knugede dæmonen et af de mange smykker hun i årenes løb havde fået fra ham, men det her var specielt. En lille guldring, hun aldrig tog af - det var nok den mest basale i hendes enorme smykkeskrin, men også det der lå hendes hjerte nærmest. Hun plejede at have den på fingeren, men siden den nat, havde den hængt om hendes hals. Spørgsmålet var, om hun skulle tage den på igen eller ej, da hun ved alle guder og dæmoner ikke vidste hvad der ville vente hende, i hendes tidligere hjem... 

Med et dæmpet vrinsk stoppede kareten foran den enorme skikkelse af et sort og prægtigt hus, og kusken åbnede døren med et nervøst og flygtigt blik. Lumines elegante skikkelse - klædt i guld, rød og drageskæl, bevægede sig ud, og trak den tunge luft ind af følsomme næsebor; et vagtsomt og dog uendelig stolt blik i hendes øjne ved gensynet af hendes tidligere hjem. Kendte hun sin mand, ville han nok allerede vide hun var ved hans dørtrin.
Dog havde hun ikke tænkt sig at vente til hendes mod forsvandt, og måtte med et næsten bidskt udtryk i ansigtet tvinge sig selv væk fra karetens tryghed, og gå nærmere husets enorme port og dør med afmålte skridt.

Det store hus var fuldstændig mørklagt, bortset fra et par enkelte lys der bevægede sig engang imellem, som rendte de rundt med et lille lys kun for sig selv. Der var langt fra den mængde liv i huset, som der havde været for blot et par år forinden. Det så stadig nydeligt ud, som om nogen tog sig af huset, men husets ejere havde ikke været forbi i lang tid.
Da Orpheus var blevet efterladt af Lumine, havde han efterladt et par tjenere til at tage sig af huset, og havde ellers taget de vigtigste af sine ejendele og flyttet ned til værket. Den lange tur ville ellers tage for lang tid hver dag, med mindre han huskede på at have teleportationsevnen med sig. Desuden gjorde minderne ondt, men stadig havde han bedt dæmonerne der tog sig om huset, at orientere ham, hvis Lumine nogensinde kom forbi for at hente resten af sine ting.

Ligeså snart karaten var stoppet ude foran huset, var den telepatiske besked gået igennem, og pludselig havde Orpheus haft travlt med at finde den korrekte dæmon i værket, så han kunne komme hjem. Se Lumines ansigt. Han kunne ikke engang overveje hvad han skulle sige når han endelig var mødt op.

Tilbage i huset, gled døren langsomt op, inden Lumine overhoved var nået til døren.
”Lang tid siden Fru Lumine,” sagde en væsentlig lav dæmon, med flere dæmoniske træk end hverken Lumine eller Orpheus besad. ”Herren er ikke hjemme i øjeblikket.” tilbød den som ekstra information, som den skubbede døren endnu mere op, så Lumine havde frit udsyn ind til den mørklagte hal, mens en af de andre dæmoner var i færd med at tænde huset indenfor i huset, så det langsomt blev oplyst.

Der gik dog ikke lang tid fra da dæmonen havde nævnt at Orpheus ikke var hjemme, før et pop, og en anelse røg indikerede Orpheus' kommen, direkte ind i forhallen. Han lignede sig selv, men han havde formegentlig været i gang med at arbejde, som hans skjorte var rullet op til albuerne, og der var hvad man kunne ane for at være lidt blæk på hans fingre. Ringen som de havde givet hinanden, var stadig at finde på hans finger. Den kendte lugt nede fra værket hang også om ham. Af lava, indelukket luft, og en smule drage.
”Lumine,” sagde han med sin velkendte dybe stemme, selvom kærligheden der normalvis fulgte med stemmen var forstummet, og hans ansigt var vidst ingen følelser, som han ikke vidste hvordan han skulle reagere på dette. Var hun kommet tilbage fordi gaverne han havde sendt hende, endelig havde fået hende på bedre tanker, eller var det fordi hun endelig ville skære båndet mellem dem helt?

Det var på mange måder lidt af et spøgelseshus at vende tilbage til. Mørkt, utroligt mørkt og med tunge gardiner foran vinduerne - Lumine kunne ikke se ind til indretningen. Dog skulle hun ikke vente længe, for så snart hun nærmede sig trappen, gled døren op med et stille klik. En stemme fra en af husets tjenere bød hende velkommen, men Lumine kiggede ikke ned på den. "Har han planer om det?" kom det en anelse mistroisk fra hende. Dog skulle der endnu engang ikke gå længe, førhen at hun også fik svar på det.
Lyset blev langsomt tændt op og de varme stråler kastede lange og flakkende skygger på væggene. Ilddæmonens røde øjne gled over det genkendelige område, der dog mest af alt lignede noget fra et maleri uden liv. Det var smukt og dekorativt - uden tvivl. Men der havde ikke været nogen og brugt hjemmet længe... der manglede noget. Lumine følte overrasket hvordan hendes øjne kort glimtede fugtigt, inden at hun med et fnys rystede det af sig. Irritabelt vendte hun sig imod tjeneren for svar, men næppe nåede hun at sige et ord førhen at Orpheus selv kom hjem.
Ud af røgen gled hans kraftige skikkelse frem, og Lumine vendte sig om ved den genkendelige lyd. De røde øjne blev knebet sammen til smallere sprækker, og Lumine skulle kun akkurat smage på luften, førhen hun vidste hvor han havde været. Drageværket... stanken rev i hendes næsebor. "Orpheus" hilsede hun tilbage, stemmen afmålt og kontrolleret. Dog var det noget mere af en kamp for Lumine end for ham, fordi det var kun stolthed der holdt hende sammen lige nu. Synet af ham i arbejdstøj... det gjorde hende vred. Hans tomme stemme? Den gjorde hende frustreret. Hans underlige øjne? Hun kunne ikke tyde dem, men valgte at lægge bånd på sig selv - hun ville ikke virke usammenholdende foran ham. 
Men hvem skulle bryde stilheden?

Lumine skridtede med rolige skridt længere ind af gangen, et skarpt blik omkring sig, inden at det igen landede på den stakkels tjenende dæmon. Vin, Lumine skulle have et glas vin, og det virkede som om at budskabet kom igennem. Imens gled dæmonens hånd foran det spænde der bandt hendes kappe sammen, for at tage den af og få den hængt op et sted.
Hun vidste godt det var hende der skulle - burde sige noget, men lige nu var hun tavs.... nej, hun ventede, et langt blik efter den tjener der var gået efter drikkevarer.

Stilheden strak sig ud i rummet, og det eneste der forstyrrede den, var dæmonen der forsøgte at gøre alle tilfredse, mens den udmærket godt kunne spændingen i luften mellem de to ældre dæmoner.
Orpheus selv kunne dårligt rykke sig ud af sin position. Han stod blot og stirrede på hende, tog hendes udseende ind, mens han prøvede at læse hende. Var hun vred? Lumine var sjældent kendt for at holde sig selv tilbage hvis det var tilfældet, og han var så vant til en Lumine der var større end livet selv. Måske havde det også været for lang tid siden, og han kunne dårligt huske hvordan hun reagerede.

Han måtte stoppe sig selv for ikke at knytte sine næver i frustration, men endelig brød han stilheden mellem dem. ”Du er hjemme,” sagde han, det mindste af knæk i stemmen kunne høres da han sagde hjemme. Det var som om at ensomheden, kærligheden og alle følelserne der var fulgt med i den tid de havde været skilt ad, var ved at flyde over i ham.
Han tog et enkelt skridt mod hende, men det var også her han opdagede hendes hånd, den manglende ring, og selv som han kiggede på den anden kunne han ikke se den, og så kiggede han op i hendes øjne, en pludselig vrede og frustration var at se i hans øjne, og endelig knyttedes hans næver, men han sagde intet, ikke endnu, men han havde næppe skjult hvordan hans øjne havde kørt over hende.

Lumine tog imod det glas dæmonen bar ind, tog en slurk, og lod stædigt den følgende stilhed trække pinefuldt ud imellem dem uden at gøre mine til andet end at tage en tår ind imellem. Selvom hun ikke lod sig mærke med det, følte hun dog hans øjne tydeligt som han betragtede hende indgående. Hun vidste at han prøvede at læse hende... hun vidste at han prøvede at skabe kontrol over situationen, og det var lige præcis derfor hun gjorde sig den enorme anstrengelse at virke så afslappet i det som muligt - så ulæselig som muligt. Hun havde altid været den der råbte, hun havde altid været den hvis følelser skabte revner og sprækker i selve huden. Nu ville hun stå på den anden side... nu kunne han få en smagsprøve af, hvordan en stejl og lukket betonmur føltes at tale med.
Dog havde hun for store tanker om sig selv... fordi da han endelig brød tavsheden imellem dem, kunne Lumine ikke lade værd med at vende blikket imod ham i et ryk da stemmen et lille sekund skippede et slag og slog et knæk. Hjemme? Hun kunne have svoret på at det var sårbarhed... hun vidste det var sårbarhed. Bitterheden over hans ordvalg - hjemme, hun var bestemt ikke hjemme lige nu, var i konflikt med ømheden i hendes hjerte og Lumine forholdt sig derfor tavs. Hun kunne ikke nænne at sige hun ikke var hjemme, selvom det lå usagt i stilheden. 
Der skulle dog ikke gå længe inden at sårbarheden var forduftet ud af hans stemme igen. Lumine kunne næsten fysisk føle den vrede der øjeblikkelig lynede i hans øjne ved erkendelsen af, at hun ikke havde ringen på - det sendte kuldegysninger opad hendes ellers varme krop, og ild-dæmonen indså at han endnu bar sin. I hendes frie hånd - skjult i kjolens folder, knugede Lumine stadigvæk halskæden med ringen. Endnu engang havde hun intet at sige. Og flygtende fra øjenkontakten han søgte, fokuserede hun på et sted bagved ham i stedet. De sidste par år, havde været grusomme - og ikke kun for ham. Det var ikke for at være ondskabsfuld hun ikke bar den, selvom det godt kunne se sådan ud. Lumine kendte sig selv ufatteligt godt omkring Orpheus... og tog hun først nogle af deres ting til sig, begyndte hun at tage alt til sig igen. Det måtte ikke ske.

Med lange skridt bevægede dæmonen sig over gulvet, for at sætte sig i en af de stole der befandt sig længere inde i rummet. Den skarpe lyd af sko imod gulv rungede i de dekorerede vægge, og da det forstummede, havde Lumine endelig noget at sige. Benene var blevet krydset, og hun sad ikke tilbagelænet, men derimod rank. "Jeg er her ikke længe" gled det over de fyldige læber, men dog stadigvæk mere hæst end hun ville have ønsket. Satans! Hånden strammedes om glasset, og et sekund var hun faretruende tæt på at overgive sig. Men hun var nød til at sige det højt for at kunne holde sig selv op imod det senere. "Jeg går også ud fra at du har travlt, så jeg vil ikke forstyrre" fulgte Lumine nu op med, og havde fået mere styrke i stemmen i form af hendes irritation. Det sidste var dog helt klart hvad der var mest tryk på, og endelig flyttede Lumine blikket fra bagved ham til hans mørke øjne. 

Det gjorde ondt, det måtte kvinden foran ham dog også kunne forstå, men åbenbart havde de ikke længere samme holdning om deres ægteskab. Han havde altid været sikker på at de to af dem altid ville finde tilbage til hinanden, til trods for deres problemer de sidste par år, men for en gangs skyld, så havde Lumine smidt noget væk, og det noget, var Orpheus selv.
Vreden og sorgen raserede hans krop, næsten så det overskyggede hans rationelle tanker, men selvom vreden var at se, så var sårbarheden væk. Lukket væk, som eksisterede følelserne ikke. Han var kendt for at være en hjerteløs mand, og selvom Lumine mest af alt havde set hans blide side i deres år samme, så vidste hun også godt at det her var en ligeså stor del af Orpheus.

Hans øjne fulgte hende, næsten som et rovdyr kiggede på deres bytte, og han prøvede at få sine tanker under kontrol, sin vrede.
Hendes stemme var den mindste indikation på at noget var galt. Hæst. Men det var stadig for ham at bedømme hvordan han skulle læse hende. Hun var ikke som han huskede hende. Hun føltes ikke som hans Lumine.
”Jeg har ikke mere travlt, end at komme forbi for at se min hustru efter hun ikke har givet lyd fra sig i over et år,” sagde han, med mindst ligeså meget irritation i sin stemme.
Modsat Lumine havde han ikke tænkt sig at fjerne sig, men lagde sine arme over kors, mens han kiggede ned på hende. ”Så er du blot kommet forbi for at hente dine sidste ting, nu når du uden tvivl har fundet et bedre samleobjekt.” Den var lav, men det føltes lidt som om at hun havde smidt ham ud, som om at han ikke var interessant at have i sin samling mere.

Der var altid to versioner af sandheden, og lige i det her tilfælde, var det ufatteligt sandt. Nok kunne de være enige om at Lumine var den der var stukket af for både ansvar og anliggender her i riget, men det var så også der enigheden stoppede. Fordi hvor at Orpheus følte Lumine havde smidt ham væk, ville Lumine sige at hendes hånd var blevet tvunget af hans ord og handlinger. Hun havde givet sin andel af chancer, og vidste dybt inde at hun en dag også ville give ham en til.... men så slet ikke lige nu. Og slet ikke lige her. De røde øjne mødte hans formørkede rovdyrsblik, og for en stund følte Lumine hvordan temperaturen omkring hende kortvarigt dalede i simrende frygt, kun for at blusse kraftigt op igen ved hans provokerende stemme. Det var ikke fordi hun frygtede ham som person, nej... de røde øjne glimtede ildevarslende, men behersket var dæmonens ansigt udtryksløs idet hun så på ham Nej, Lumine frygtede hans dybe og selvdestruktive vrede, som på få sekunder kunne gøre ham til en forblændet mand. Det som Lumine opererede i når de var i en diskussion, var et underligt mix af at træde varsomt omkring ham, men samtidig ikke lade ham træde over sig, ved presset fra hans ulmende tilstedeværelse.... Lumine strammede grebet om stolen med sin frie hånd. "Tænk at du kan klemme din hustru ind i dit travle skema" bed hun ham af med, og tog en lang tår af vinen imens hun prøvede at skjule den let skælvende vejrtrækning der fulgte med. Luften omkring dæmonen flimrede dovent af varme.

Hans ord skabte rører, og fik Lumine til sammenbidt at trække vejret ind igennem nu blottede tænder - den største forandring i hendes ansigt siden hun var gået ind på grunden. Det var lavt. "Du har fuldstændig gennemskuet mig, kære husbond..." hvislede den mørke dæmon en anelse spagt, hvis hvide tænder blev fremvist i et tvunget skarpt smil. Han forventede at hun ville reagere udfarende, og Lumine nægtede at spille på hans hjemmebane... i hvert så længe hun kunne. Hånden kørte glassets indhold rundt i en doven cirkel, men havde ligeså meget til formål at dæmpe hendes irritation og samle mere styrke i hendes stemme. "Du har vel allerede hørt om min nyeste?" tilføjede hun efter lidt tid, en nu mere gitftig tanke og tone omkring hendes feminine skikkelse. Det sårede hende, at han satte hendes kærlighed til ham så lavt - og sorgen dannede et behov for gengæld. Dæmonen lænede sig en anelse længere tilbage i stolen for at se op på ham igennnem smalle sprækker af røde øjne. "Han er smuk, Orpheus... og ung. Stærk og smidig" gled det over de fyldige læber med et underspillet smil, og hun tiltede hovedet på skrå. "Han taler sjældent men forstår i den grad at bruge sin tunge - og sig selv, på andre måder...." fulgte hun op med i tær latter, og lod et selvforklarende smil hjælpe Orpheus med at forstå hvad hun helt præcist mente, hvis han var i tvivl. Når han gik lavt, gik Lumine lavere.

Med det sagt, var det en stor løgn. Hun havde ikke kunne finde nogen der erstattede det hul som Orpheus udfyldte i hendes hjerte - men det kom slet ikke på tale det her sted. Så hellere kun borer i illussionen om at hun var kommet videre, når han så pænt satte den op for hende. 

En del af Orpheus fortrød ordene ligeså snart de havde forladt ham, men nogle gange kom følelserne bare til udtryk i det man sagde, og Lumine havde næppe en idé om hvor ramt Orpheus var. Han var begyndt at drikke på de hårde dage, noget som ellers blev gjort for hyggens skyld. For ikke at nævne at Arden ligeledes havde fået lov til at føle den smerte Orpheus bar på de rigtig dårlige dage.
Nogen dage kunne han ikke engang få sig selv til at arbejde pga. savnet, men han kunne næppe fortælle Lumine det.

Selvom han fortrød ordene, blev de dog hurtigt overskygget af den glæde det var at trække en reaktion ud af hende, som om at hun havde vundet en del af deres lille duel. Det blev dog fuldstændig overskygget af det næste. Orpheus begyndte mere og mere at ligne en tordensky, som den ene sætning efter den anden kom ud. Han vidste godt at det var det hun ønskede ud af ham, men tanken om at en anden rørte ved Lumine, en anden kendte hendes krop som han gjorde. Tanken gjorde ham syg.
Han kiggede dog endelig væk, og lagde en hånd, den med ringen, hvor brystet mødte halsen, og gned sig blidt. Den smule blæk der var på hans ene finger, virkede også til afgive lidt farve til skjorten. Det kolde metal mod hans varme hud føltes ikke længere som en behagelig følelse, som det ellers havde gjort i så mange år.

Endelig fandt hans øjne tilbage på Lumine. Vreden lå der stadig, og han gav langsomt slip på sig selv så hans arme hang langs hans sider. ”Men sig mig hustru,” der var en afsky at finde i hans stemme, og der var ingen tvivl om at han følte sig forrådt af en han troede elskede ham. ”Hvad laver du så her, når du kan få stillet dine behov andetsteds.” Bare tanken fik ham lyst til at jævne huset ved jorden, men han havde aldrig været en impulsiv mand. Det ville han ikke få nogen tilfredstillelse ud af, og alle hans minder med Lumine ville gå tabt.

Godt fanget i et giftigt spind af forharmelse var det begge, og som det så ud nu, ville de kun falde længere og længere ned. Så snart Lumine havde talt, gled der en tordensky ind i stuen og over hendes mands mørke øjne. Dæmonerne omkring dem alle stivnede, selv Lumine stivnede et kort sekund ved den mægte vrede der sejlede i hans øjne, og endelig havde Lumines ord fået hans øjne beskyldende blik væk fra hende. Hun følte sig beskidt, men samtidig underlig magtfuld, og vidste at idéen om hende med en anden... jah, god til at dele havde han aldrig været.
Hvis sandheden skulle frem på bordet, så havde Lumine næppe nogen idé eller anelse om hvor påvirket Orpheus helt reelt var af hendes svigt. Hun havde altid set ham som en stenstøtte i sin base, ikke til at nedbryde med hverken ord, tanker, arbejde eller gerninger... men Lumine tog fejl på det punkt, men kunne ikke se det.
Nej, øjnene var sammenknebne og desto vredere han blev, desto mere pirrelig blev Lumine, indtil hun til sidst ikke kunne sidde stille mere. Hvor vovede han at tale om hende med afsky i stemmen! Luften omkring Lumine flimrede nu voldsommere, idet hun i et ryk fik rejst sig fra stolens bløde pudder, hvor sodmærker krampagtigt havde markeret det ene armlæn. Han havde ingen ret til at tale sådan til hende; han havde ikke ret til at være den der følte sig forrådt. 

Lumine knejsede med nakken, stadigvæk med en hånd på vinglasset, borset fra at indholdet nu drejede hurtigere rundt i det reflekterende glas som tegn på hendes voksende frustration. "Som du selv sagde; jeg er kommet for at hente mine ting" hvislede hun køligt, hvilket ikke var løgn. Det var en af grundene til at hun var her. Med lange skridt fejede det silkebløde stof om dæmonens lange ben, idet hun langsomt nærmede sig hans ulmende skikkelse. Små sprækker havde trukket sig over hendes bare arme, men Lumine holdt med stædighed fast i den kynisme hun prøvede at bygge op omkring sig, som også holdt sammen på hendes form. "Desuden, savner vores datter også nogle af sine ting... dem er jeg her også for at hente" de næste ord blev sagt med et smil der malplaceret voksede ud af hendes fyldige læber, og blev kun tilføjet som en ekstra indsats for at straffe ham yderligere, straffe ham ligeså meget som hun følte sig piskesmældet af hans ord. "Maleriet helt specifikt, må du gerne finde frem" gled det en anelse kommanderende over hendes læber. 
I og med hun var kommet nærmere, havde Lumine af gammel vane næsten rakt ud for at fjerne det snavs der havde sat sig over hans skjorte, men stoppede brat sig selv da det gik op for hende hvad hun havde været ved at gøre. Hånden svævede i stedet akavet i luften, men hun fjernede den hastigt da hun endte med at krydse armene beskyttende foran sig.  


Det var som om at tjenerne havde set sit snit til at forlade rummet i den intense øjenkontakt der blev holdt. 

Hvordan de kunne have gået så mange år uden de store problemer, men ligeså snart Lumine havde fået sine minder tilbage, så var det som om at alting bare var krakeleret. Det var ikke fordi Orpheus fortrød at have givet hende sine minder, hun fortjente dem, men det pinte ham også at det virkede til at være roden til næsten alt ondt. Det var som om hun var blevet en anden person.

Selvom hun gik tættere på ham stod han fast. Han havde aldrig været bange for hendes ekplosive kraft, som udentvivl var langt stærkere end hans egen. Han har blot fordelen af at kunne bøje magi til hans vilje. De to af dem havde dog heller aldrig været i et fysisk slagsmål med hinanden. Der var visse linjer der ikke blev brudt.
Hans øjne forblev smalle, og han kiggede ned på hende, da han alligevel var et godt stykke højere end hun var. En ting der havde været sødt da de stadig kunne finde ud af det, og nu som var rart, blot for at føle at man var den større.

Han kunne næsten mærke hvordan han glemte at trække vejret i et sekund, som hun nævnte maleriet. Det tog fuldstændig pusten ud af ham, i bare et øjeblik. Det havde aldrig nogensinde været den ting han holdt mest af. Han havde intet behov haft for at se dem på et stort lærred når de var lige ved siden af hinanden, men tanken om at miste det, bed pludselig hårdere i ham end han havde forventet.
”Maleriet er mit,” sagde han, klart som dagen. ”Du gav det til mig i en gave, eller har du også allerede glemt det?” En del af ham troede faktisk at hun havde med den måde hun opførte sig overfor ham. Var det her virkelig alt hvad han var i Lumines øjne. En hadsk mand, der intet var værd.
”Og du kan fortælle vores datter, at hun altid er velkommen her, uanset hvad du må have fortalt hende, for at holde hende væk fra mig,” sagde han. Han havde måske været mere fraværende som værket var kommet på tale igen, men han var ikke i et sekund i tvivl om at deres datter måtte vidste at han stadig holdt af hende.

Selv opdagede han ikke at dæmonerne var forsvundet, selvom han ikke længere følte andre end Lumine i rummet. Nu stod hun også meget tæt, og han var næsten sikker på at forsatte de det her, så ville hun ende med at smelte op.

På trods af den varme der i øjeblikket næsten lyste ud af Lumine, så rykkede Orpheus sig ikke ud af flækken. Han var vel om nogen vandt til høje temperaturer, men det var nok ikke det der var hovedmotivationen for at blive stående. Højere end hende tårnede han sig op desto nærmere hun kom, og under hans blik følte hun sig oprigtigt lille og.... mindre. Det kunne vel ikke undgås, og selvom det næsten altid havde været betryggende, var det i den her situation frustrerende. Og dog smilede Lumine stadigvæk, en foruroligende fattet maske på trods af de revner der langsomt sprækkede hendes hud.
Ligeså stille som han stod, ligeså fast var hans stemme da han svaraede. Lumines øjne blev mindre sprækker, og med et fnys rystede hun på hovedet - maleriet var ikke kun hans, selvom det havde været intentionen bagved det. Det tilhørte deres familie. Dog blev det for en stund glemt ved hans opfølgende ord, der fik smilet til at stivne i hendes ellers fattede ansigt. Om hun havde glemt det...?

Nu begyndte Lumines øjne i sandhed at lyse. Hvoraf de førhen havde været almindelige, omend en skærende rød farve, kunne dem der kendte Lumine godt, sagtens se den forskel der gled over hende nu. Hun bed sig i læben, neglene borede sig ind i den let violette hud og skabte furer i en ellers perfekt krop for at den fysiske smerte kunne holde hende fattet. En tør latter kom fra Lumine idet hun langsomt nikkede så det lange hår dansede ned af hendes ryg og bryst. "Om jeg allerede har glemt det...?" gentog hun med slutningen af latteren i stemmen, der dog ikke på nogen måde kunne tolkes som glad latter. Nej, dybt ironisk var nok mere beskrivende. "Det har jeg vel ingen chance for at vide. Har jeg, min kære Orpheus?" fulgte hun op med, stemmen lavmælt og svagt røstende, og omkring hendes øjne begyndte smålysende sprækker nu af dannes som et forræderisk pejlemærke om præcis hvor afklaret eller kynisk hun reelt var.  Rollerne var skiftet en anelse, Lumine havde svært ved at læne sig op af den følelseskolde maske der havde fulgt hende indtil nu
Dæmonen strammede sit greb om armene og knugede sig selv tæt. Men hun kunne allerede nu føle hvordan dæmpede gløder raslede af hendes hår og enkelte gange fra hendes ansigt. "Du har jo en lille hobby med at fjerne dem!" knurrede ild-dæmonen højere og mere anklagende den her gang, og et smæld af varme væltede kortvarigt omkring hendes mindre skikkelse i kraft af den sydende forharmelse hun følte omkring lige præcis det her emne. Om det var dårligt ordvalg fra hans side, eller bevidst, det kunne hun ikke sige. 

Hun havde ikke overhørt hans ord om deres datter, men kunne kun fokuserer på en ting af gangen lige nu. Og dybt inde i hende, nagede frygten stadigvæk - frygten for at han stadigvæk holdt noget skjult for hende, selvom hun inderst inde godt vidste at det holdt han for meget af hende, til at udsætte hende for igen.

Orpheus havde brugt en betydelig del af sit liv i nærheden af voldsomme varmekilder. Drageværket, men også Lumine. Det var blevet en trøst til ham over årerne, et trygt sted. Kulden havde til gengæld altid været noget fremmede, noget han ikke rigtig brød sig om, men for en gangs skyld var det anderledes. Den varme der kom fra Lumine føltes nærmest kold, selvom hans krop føltes den var ved at brænde op af varmen. Det var en underlig ting imellem.

Han havde måske ikke valgt ordene med omhu, og måske skulle han have gjort det, men noget om at se hende rent faktisk reagere, selvom det var bitter fornøjelse for ham. Ordene og latteren brændte sig ind i hans bryst, og snoede hans hjerte. Hun havde stadig alt kontrol over det, uanset hvor meget han ønskede at benægte det.
Han knyttede sine næver, så han kunne mærke sine egne negle ind i håndfladerne. De var dog ganske korte, og gjorde næppe den skade, som han kunne se allerede var begyndt at blive forvoldt på Lumines smukke krop.
”Tror du virkelig jeg ville gøre det mod dig, igen?” sagde han forarget over at hun overhoved kunne finde på at tænke det om ham. Havde han ikke givet hende dem tilbage, fordi han forbarmede sig på hende, da han fandt ud af at hun havde været en dem? Selvom deres skænderi dengang havde været slemt, værre end hvad det var nu, men i sidste ende var de fundet tilbage sammen. Måske var det derfor det minde ikke var så smertefuldt. I sidste ende vidste han at han var alene når Lumine forlod huset, og det var blot en sølle trøst at have hende her lige nu. ”Ikke som om at du har hørt et ord der har forladt min mund siden du fik dem tilbage. Tag dig sammen Lumine, du er ikke den eneste der har haft en tragisk barndom!” Stemmen tog mere og mere i kraft, som frustrationen boblede over ham, og en nærmest larmende stilhed faldt over huset, som han var færdig med at råbe af hende.
Det var dog ord sagt i vrede, og når han på et tidspunkt kunne køle af igen, så ville han uden tvivl fortryde dem, som han gjorde hver gang han skændtes med Lumine.

Den glødende dæmon var om nogen bevidst om den skade hendes magi gjorde. Ligeså meget som hun sårede sig selv, ligeså ofte sårede hun sine nærmeste i et smæld af vrede, eller et flimmer af frygt. Det var nu engang mægtig magt på bekostning af hendes sundhed, og man kunne tælle på mere end en enkelt hånd, hvor mange gange Lumine's fysiske form faktisk var krakeleret fuldstændigt. Selvom hun på mange måder hadede den, var magien også en så fuldkommen del af hende, at hun heller ikke kunne forestille sig livet foruden den ild der dansede i hendes sjæl. Derfor var det med bitter glæde, at hun så ham blive stående i nærheden af hende.
Dog gjorde hans ord ikke mindre ondt af den gestus, og med et forbløffet udtryk i ansigtet, sank hans ord helt ind. Lumine's fyldige læber sitrede; hun kunne ikke helt beslutte sig for hvad der var det passende udtryk her. Vrede? Smerte? En god blanding? Øjnene skinnede febervarmt, og med et hårdt fnys rankede dæmonen sin mindre og stolte statur, og endnu en varmebølge emmede ud af hendes krop og sjæl, idet hun afvisende rystede på hovedet. "Det ved jeg ikke!" snerrede hun til sidst, mindst ligeså forarget som ham, og slog armene ud fra sig i en frustreret gestus - bare for at have noget at gøre af dem i kraft af hendes ord. Hun vidste det ikke, men vidste det godt? Det var ikke ligefrem nemt!

De røde øjne blev dog knebet sammen idet en brændende følelse af foræderi startede ved hans næste ord, og for en stund stod hun mundlam. Tage sig sammen..? Dæmonens kæbemuskler strammedes da hun hårdt bed sammen, og hans kraftige stemme fyldte rummet de stod i med en unægtelig myndighed - han var en mand af frygtelig vrede og magt, og det krævede sin respekt. Men ikke fra hende, og slet ikke lige nu. Selvom frygten var sund, frygtede Lumine aldrig at han ville skade hende - han elskede hende for højt... hvilket gjorde hendes vrede over ham trefoldigt mere voldsom, da hans ord gjorde mere ondt end enhver anden persons.
Med et enkelt langt skridt lukkede hun afstanden imellem dem, for at gribe fat i den mørke vest der knitrede under hendes håndflade. "Tage mig sammen?" hvislede hun lavmælt, hovedet vendt opad imod hans, idet han tårnede sig op over hende. "Skal jeg tage mig sammen?!" gentog hun, og følte hvordan hendes nærvær fik tøjet til at krølle svitsende mere sammen. I sin anden hånd smed Lumine nu vinglasset knusende imod jorden, og fyldte den larmende stilhed ud med lige præcis hvad hun tænkte idet den anden hånd også tog fat i vesten. Ikke fordi hun kunne rykke ham, kaste med ham eller på nogen måde tvinge ham ud af flækken, men fordi hun blev nød til at holde fast i ham - hun blev nød til at føle han hørte hende, og ville se hans fortrydelse og smerte helt tæt på, skulle den komme. Det fortjente hun, følte hun. "Du er en grådig mand, Orpheus. Du er blevet så bange for at miste, at du fuldkommen udelukker chancen for at have det til at starte med" hvislede hun bittert, røde øjne sammenknebne imod hans. "Jeg hører alt hvad du siger..." tilføjede hun, ordende mere sørgmodige i et kort øjeblik, inden at hun med et sammenbidt fnys rystede det af sig.

Lumine strammede grebet om vesten. "Men du er den der skal tage sig sammen. Du skylder mig at tage dig sammen - dit ansvar ligger hos mig, og ikke hos dem!" næsten ubevidst hev Lumine i stoffet for at få hans ansigt tættere på hendes, og følte hvordan en tårer kort blinkede i øjenkrogen, men følte den også fordampe inden den faldt noget sted, og en arrig trækning gled over hendes ansigt. Drageværket, de ældre dæmoner og alt imellem kunne skride et hvis sted hen. "Du er den eneste der hverken lytter eller ser hvad der sker, Orpheus!" afsluttede hun hvislende med, bevidst om at hun ikke havde givet ham mulighed for at afbryde, før nu, og slap endelig de nu forbrændte stof. Dog rykkede hun sig ikke, men stirrede tavst op på hans stålskabte ansigt. 

Der gik hun endnu engang i gang, med sin uendelig vrede og frustation, uden at kunne se logisk på tingene. Nogle gange levede hun for meget i følelser, og altid, altid gik det ud over Orpheus. For ingen grund andet end at han var der. Hvordan kunne han have levet med hende alle disse år? Orpheus var dog også godt klar over, at hvis Lumine ønskede det, så ville de være sammen igen det øjeblik hun ønskede det. Han havde altid været svag overfor hende, og selvom vreden brændte i ham lige nu, så var kærligheden der stadig, som en isnende klump i hans mave. Et minde om hvad han havde tabt.

Der var mange ting man måske sagde forkert, og han ville fortryde om et par timer, men lige nu stod han blot stolt og kiggede ned på hende, med sine vrede øjne. Han overvejede at træde et skridt væk, fra heden Lumine kom med, men inden han kunne det, så greb hun fat i hans tøj, og han blev nødt til at blive stående.
Han kunne mærke hvordan det var et spørgsmål om tid før tøjet ville blive ramt af varmen, hvis hun holdt ved.
Han skulle til at åbne munden for at svare hende tilbage, men aldrig var der nok mellemrum mellem sætningerne til han kunne, hvilket bare gjorde han endnu mere vred, endnu mere frustreret.

Selvom han var vred, så bed han dog mærke i alle de små ting. Hun var vred ja, men han kunne også mærke at under det hele, så var der noget andet. Noget trist, men det var svært at tage sig af, når hun slæbte ham sådan gennem mudderet, som om det hele var hans skyld.
”Du hører hvad jeg siger?” hvæsede han, men modsat Lumine, tog han ikke fat i hende, men prøvede at fjerne folderne hun havde lavet i hans tøj med den ene hånd. ”Du har aldrig været så døv som du er nu!”
”Jeg har altid tænkt på dig! Jeg ville give dig mere, end det her triste liv. Du kunne være der med mig. Som mine ligeværdige, og gøre noget ved denne her verden! Men nej! Ligeså snart jeg forsøger at gøre noget ud af mig selv, ligeså snart jeg prøver at være stolt af noget jeg har bedrevet, så forsøger du bare at hive mig ned igen!” Onde ord, men for ham var der noget sandhed i det. Det havde føltes som om at hun bare ikke ønskede noget for ham, men hovmod lå i hans blod. Hvis han ikke kunne være stolt over sit arbejde, hvad kunne han så.
Inden Lumine kunne få sagt noget, tilføjede han dog. ”Og det er svært at tage sig af en der valgte at løbe væk!”

Lumine havde i sandhed formået at sætte Orpheus på kanten, og hun kunne næsten fysisk føle den kolde - utroligt kolde vrede der voksede i ham. Han kiggede ned på hende, og Lumine anstrengte sig for ikke at krympe under hans blik da han hvæsede af hende. Døv? Lumine's ansigt fortrak sig i forarget vrede, hun havde altid lyttet til ham! Men som anklagerne forsatte, følte Lumine i et abrupt ryk hvordan hendes ansigt pludselig skiftede, idet ordene fik tid til at synke ind. Der var mange af dem, men nogle brændte sig mere fast end andre.
Hive ham ned? For et øjeblik vidste Lumine ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til de ord, men han var ikke færdig. Nej. Overrasket såvel som forrådt mødte hun hans hovmodige blik igen, munden en smule åbnet for at sige noget. Men der kom ikke noget ud. Lumine var tavs - der var ikke noget forsvar for at have gjort noget så fejt, men hun blev ikke ved med at være tavs. Det startede altid ved hendes øjne, der vredt blussede op til næsten hvidglødende varme. Men hun nægtede at være den der brød sammen lige nu - nægtede at tabe diskussion sådan her, og i et smæld klappede Lumine munden med tænderne skærrende presset sammen.  
Hun måtte ikke knække sammen - det var vitterligt noget af det eneste hun havde lovet sig selv, selv før hun trådte ind i kareten. Men Lumine havde aldrig haft meget selvkontrol, hvilket havde gjort at hun havde andre metoder at holde sammen på. Sorg brød hende ned, hvorimod vreden byggede hende op. Hænderne gled op for at massere hendes tindinger, inden at de langsomt forsatte ned igennem det rød-violette hår. Fordi hun byggede op, imens gløderne støt raslede ned omkring hende. Lumine's blik var stift rettet imod hans brystkasse, men i et snerrende ryk kiggede Lumine op igen. "Jeg hiver dig ned, Orpheus...?" hvislede hun og følte hvordan stemmen var meget mere hård end Lumine reelt følte sig i den her position. Aldrig havde hun skadet hans krop, og hun ville heller ikke komme til det. Men...  "Du tror virkelig at vi ville være ligeværdige dernede?" Lumine lo kort og tørt. "Du tror at jeg vil bruge min evighed - jah jeg sagde det, min evighed, et sted som der? Vi har hele verden derude, den er ikke her! Du hiver dig selv ned under jorden, så stop med at beskylde mig for at være den der holder dig tilbage!" Lumine's stemme var stadigvæk hård men knækkede kortvarigt i slutningen, og en snerren trådte hun et skridt tilbage - træt af at han også fysisk så ned på hende. Du prøver at holde fast i det hele.

Ord der ikke forlod hendes mund, men noget hun bestemt troede på. Han ville kun miste det hele ved at gøre sådan, fordi hun... hun ville ikke kunne være omkring det sted.
Hendes krop krakelerede stadigvæk i lysende sprækker, men betydeligt langsommere end hvad Orpheus havde set for 4 år siden. Dog vovede hun ikke at rykke sig mere, slet ikke klar på at få endnu en anklage om at løbe væk efter sig.

Det var for sent til at noget kunne blive vundet af det her skænderi. Måske en dag ville de starte ovre, men de indebrændte følelser for de sidste mange år, sad fast, og de havde begge behov for at komme ud med dem. I sidste ende faldt ordene for døve ører som det var nu.
Varmen var også ved at være næsten ulidelig for Orpheus, som den bare blev kraftigere og kraftigere, men hvis han trådte bagud, ville han så ikke miste diskussion. Ville Lumine så ikke få ret endnu engang?

Ordene brændte sig i ham, ikke fordi hun ikke havde ret, men han ønskede så meget hun ikke havde det. Han ønskede de kunne være ligeværdige, men mest af alt gjorde det ondt, fordi hun troede ikke at han ville behandle som en ligeværdig. Han havde sat hende på en piedestal alle disse år, og det her var fortjeneste han fik ud af det. En vred hustru, ligeså snart verdenen ikke handlede om hende mere.
”Hvordan kan du tro noget så fantastisk som drageværket kan hive mig ned,” hvæsede han. Det føltes mere som en fornærmelse på ham, når der blev talt ned om drageværket modsat ham selv. Det var hans hjertebarn, han kunne ikke bare lade folk sige så nogle groteske ting. ”Det er den største bedrift jeg har gjort mig i hele mit liv! Det er den største bedrift dæmonerne har gjort i min livstid mindst!” Det var nok ikke nogen underdrivelse. At tage et drageæg og bruge den magi til at få lavet nogle skabninger der var fuldstændig loyale overfor dæmonerne. Mulighederne der kom med de dragefødte. Så meget de kunne overtage hvis de virkelig gjaldt.

Han kunne have sagt noget om at han aldrig ville have forlangt fra hende at bo dernede, hvis hun ikke ønskede det. At de sagtens kunne finde ud af at bo hver til sit, men stadig være sammen, hvis det endelig var det. Han havde jo aldrig ment det som tvang, at bare fordi han arbejdede dernede, skulle hun også. Men hendes fornærmelse for drageværket var så alt overskyggende, at han helt glemte at den omsorgsfulde mand, der tog hånd om hendes usikkerhed.

Lumine vidste godt at der ikke var mere at komme efter, og Orpheus vidste det samme. Det kunne hun se på ham, og hun kunne fornemme det i sig selv. Men alligevel blev hun ved... den viden burde være hvad der fik hende til at sige farvel og gå. Men hun var ikke klar til at gå. Det gjorde ufattelig ondt, men hun savnede ham.... selvom Lumine havde mange smukke ting og ofte fremhævede det i alt hvad hun kunne omkring sig, kunne hun ikke købe sig til noget at fylde savnet ud med. Men, stolthed var en forfærdelig synd som Lumine ikke kunne frasige sig idet hun arrigt rystede på hovedet. Nej, det var ikke hans største bedrift og hun forstod ikke hvordan han ikke kunne se det. Det var skræmmende.
"Og hvad så, Orpheus. Hvad så om du føler det er den største bedrift de eller du har gjort - det er dit arbejde, ikke dit liv!" Lumine sitrede idet hun kastede et blik over skulderen, hænder knyttet ned langs siden. Han kunne umuligt kende sig selv i spejlet, hvis han nogensinde gik forbi et. Men omvendt, havde ensomheden også ændret hende, det var hun bevidst om.
Hvad end han sagde som svar til det - hvis han da havde et, ville blive modtaget af stilhed fra Lumine - hun havde ikke mere at sige til ha, hvis  han ikke kunne indse noget så simpelt. Fordi det var simpelt i hendes verden... men var det stødende, kunne hun ikke undgå at blive vred.

Foruden meget at gøre af sig selv i den tid, endte Lumine med at glatte sin kjole ud. Den var ret så sikker, forstærket med magi enkelte steder men alligevel havde hun formået at fået svitset noget af deet smukke stof. Typisk hende var det trods alt. De hurtige håndbevægelser var vrede, intensive og målrettede, og med en svagt dirrende stemme vendte hun sig halvt imod ham igen, hvis han var færdig med at tale. "Hent en af dine tjenere, og bed dem om at hente de er ting". Lumine's stemme var lavmælt og anstrengt, og hun gjorde sit bedste for ikke at råbe af ham, gjorde sit bedste for ikke at hvæse. I hånden havde hun et pergament, der indeholdt en liste over de ting hun ville have med. Det meste af det var egentlig bare små nips-ting. Dog gik der ikke mere end to sekunder inden den flammede op i varmen, og Lumine læber sitrede i et arrigt blik imod papiret.
Selvfølgelig skulle det ske nu! Dog kendte Lumine sig selv ret godt, og med en irritabel lyd fik hun fremtryllet en til rulle, som hun hastigt fik afleveret videre.

Måske var det årerne sammen med Orpheus, der havde gjort at Lumine havde tilegnet sig den følelse af stolthed. Måske var det noget hun altid havde haft, til trods for at hendes aner ikke gik tilbage til selve dødssynden hovmod. Det var dog et fællestræk mellem de to gamle dæmoner, og det der i bund og grund gjorde at de ikke kunne finde på en løsning mellem dem. Ingen af dem havde lyst til at være den der skulle sluge sin stolthed.
Han havde dog intet at sige til hende. Hvad var der mere at sige. Måske han skulle se på at hans største bedrift havde været Lumine, men hvordan kunne det største være at have fundet et andet individ. Især når hun ikke havde lavet andet end at være vred på ham de seneste år. Det var begyndt at føles som om at uanset hvad han gjorde så var det forkert. Så var det nemmere bare at smide sig selv i sit arbejde, som var noget han næsten var som skabt for. Han var god til det, og han var stolt af sit arbejde. Hvorfor behøvede han så andre ting. Når han så på Lumine, så kunne han næsten mindes om hvordan det havde været at være en anden mand. En lykkeligere mand.

Han fnøs, da den største rulle gik op i flammer, men tog imod den anden, som kun nåede ganske let at blive svitset, og læste tingene igennem. Han kendte hver og en af genstandene, selvom han ikke havde set dem siden hun forlod huset. Han havde ikke kunne holde ud at være her.
”De fleste af de her ting er gaver fra mig af,” sagde han koldt. Det var bittersødt at vide at det var de slags ting hun ville have med. Han følte sig dog også sikker i at en af grundene, var fordi hun holdt af dem, og ikke fordi de mindede om ham. Bare fordi han kunne huske hver en lille ting han havde givet hende, så var det noget nok noget andet for Lumine. Det gjorde ondt, og smerten var næsten ved at overtage vreden der stadig summede i ham.

Stilhed. Der var stilhed imellem dem, som var de begge to tomme for ord, førhen Lumine havde brudt stilheden for at komme videre. Han fnøs, og arrogancen fik Lumine til at knibe øjnene sammen til smalle røde streger. Så koldt havde han sjældent opført sig, men Lumine havde set det før, og hadede mængden af vrede der simrede i hele hendes krop. Hun kunne bare ikke lade værd, fordi det fik det til at koge i hende at han var sådan en mur at tale med, og hun fnyste. "Hvis du beholder de gaver... så går jeg hjem med maleriet uden en diskussion fra dig" endte hun med at få sagt, stemmen overraskende rolig i forhold til udtrykket og energien omkring Lumine og i hendes smalle vrede ansigt. Men det var en anspændt ro. Egentlig havde hun været villig til at efterlade det så hun ikke skulle have taget den snak med ham, men følte lige nu at i det her øjeblik, var det den bedste måde at fremhæve at han var dobbeltmoralsk. Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle vælte muren, så angreb den med noget andet.

Lumine ville ikke være den der bakkede ud foruden at.... jah, hvad ville hun? Lumine var ikke engang sikker mere, og stolede kun lige akkurat nok på sig selv, til ikke at have forladt huset indenfor den første krakerling af hud. Hvis hun havde et ønske om at beholde den fysiske form hun havde nu, så skulle hun helst undgå at tale for meget med ham - men han var så hård i sin opfattelse af hende; det var som om at han gjorde hende mere overfladisk end hun var. Og Lumine var ikke blind for sandheden - hun var overfladisk på så mange punkter at man kunne blive helt overrasket, men havde aldrig forventet den form for fordømmelse fra ham.
Og det var en ubehagelig følelse at sidde med uden at kunne forsvarer sig

Orpheus ønskede ikke at give slip på tingene. Det var måske Lumines, siden de var blevet givet af ham, men det føltes mere som om at hun hentede dem for at tilfredsstille sit eget ego, end at huske på hvad de havde haft alle de år.
Var alt det de havde lavet sammen virkelig for intet? Var det her et farvel mellem de to af dem forevig? Selve tanken kunne han ikke udstå, men samtidig nyttede det ikke noget at blive ved med give sin vrede til sin hustru. Hvis hun virkelig ønskede at det skulle være ovre, så var der intet han kunne gøre, andet end at drukne sine sorger i arbejde, og alkohol når det var rigtig slemt.

”Fint,” snerrede han, og rakte sin arm ud med papiret, som skulle han give det til nogen. Kort efter, til trods for at dæmonerne havde forladt dem, var der dog også en der kom og tog papiret ud af hånden inden det løb videre. ”Men vil du virkelig huskes på det forfærdelige liv du levede her med mig?” Ordene føltes som gift på hans tunge, ikke blot på måden han sagde dem til Lumine, men også hvordan de ramte ham selv. Det havde ikke været et forfærdeligt liv, men alting virkede plettet nu. Nu hvor de ikke kunne se hinanden i øjnene uden at vrisse af hinanden.

Irriteret greb han sit ene ærme og prøvede at rette det til. Ikke fordi der var noget galt i det, men han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Aldrig havde han forventet at hendes fordømmende blik ligeledes kom mod ham. Heller ikke at hendes charme skulle være blevet forvandlet til noget mere spydigt, spidst og giftigt. Det var som om at han så flere og flere fejl med hende, men det værste var. Han kunne ikke få sig selv til at hade hende, ikke rigtig. Han var vred, og forrådt, men hver gang han kiggede ind i de øjne, så handlede det mere om den kærlighed der var tabt mellem dem, hvordan hun så på ham som om at han var fremmede.