(Note til mig selv: Denne tråd foregår inden overfaldet).

Aftenen skred fremad, men solen var forsvundet for mange timer siden. Gledet væk bag det mørke skydække, der havde spredt sig over himlen. En høj og muskuløs skikkelse skridtede formålsløst rundt i gaderne i Skumringskvarteret. Hun havde fået fri fra arbejde, men hun var ikke rigtig klar til at gå hjem endnu. Derfor gik hun en omvej hjemad. En vej hun normalt ikke plejede at tage.

Freya var glad for, at hun havde taget sin rejsekappe med sig. For efterhånden som dagen skred frem, var skyerne blevet tættere, og nu faldt regnen i en støvet masse, der truede med at gøre alle de uforberedte gennemblødte. Men hendes rejsekappe holdte halvorkerkvinden tør og varm. Under rejsekappens hætte var hendes hår nydeligt sat i en lang fletning. For hvis der var noget, Freya nød at gå op i, så var det hendes hår.

Gaderne var næsten tomme. Folk søgte generelt inden for her ved aftenstid i sådan et vejr, eller ind på en af Dianthos' kroer. Men der var altid nogen med et erinde, altid nogen, der gik frem og tilbage. Freya stoppede op under et halvtag og svang hætten af sit hoved i en glidende bevægelse. Hun havde ikke travlt i dag. Der var ikke meget andet at lave derhjemme end at lave aftensmad og gå i seng. Og det følte hun ikke for lige nu. Derfor lænede hun sig op ad muren hun stod ved, og betragtede folk, der gik frem og tilbage med hvert deres formål. Med blide, mørkebrune øjne og et lille, fjernt smil på læben.

En mønt fløj op i luften, i en glidende bevægelse. Slanke fingre greb omkring mønten, også blev den sent afsted på en ny rejse op ad.
“Du er sikker på hun er af interesse?”
Metallet drejede rundt om sig selv, glimtede kort i lyset fra de flakkende stearin lys.
“Ja, vi har set hende omgås ham flere gange.” stemmen var lys, der svarede tilbage. Tydeligvis ikke en person der kunne være mange somre.
“Hmm” mumlede stemmen der havde stillet spørgsmålet.
Hånden greb omkring mønten i et fast greb, og klaskede metallet og håndfladen hård imod træbordet.
“Spændende” de spinkle fingre greb omkring en læderpung, to rav stykker blev kastet hen over trapladen. Små børne fingre greb ravstykkerne, før den beskidte blonde skikkelse pilede afsted.
Kunne ulven bruge børn som dens sendebud. Kunne hun bruge dem til, at pille information ud af ham. Nok var de lokaler, men sult var altid en god faktor. For så var krystaller alligevel noget der fik løsnet de ellers meget sammenbidte tænder.

Evlyn rejste sig, så Freya Sagisdottir, en kvinde som der havde sneget sig ind under huden på den store ulv Pax Fletcher? Hun blinkede langsomt med øjnene, som hun betragtede maleriet hun havde tegnet af Pax hang på døren til hendes ‘kontor’, det havde været så kliché en ting at gøre, at hun slet ikke havde kunne dy sig. Hun greb en af sine små smalle kaste knive, ikke støre end en pege finger. Den fløj afsted igennem rummet og ramte hans høje. Ironi, det var hans højre.
Hun trak sin rejse kappe hen over skuldrene.
Nu skulle den lille kvinde ud og jage.

Der skulle ikke gå længe, før at flere munde havde henvist hende i den rigtige retning. En kvinde matchene Freyas skikkelse havde forladt hendes arbejde for ganske få øjeblikke siden.
Og rigtig nok, den næsten to hoved højere kvinde stod under et halvtag. Et tand smil prydet de fyldige læber, før hun bevægede sig med hastige skridt over imod halvorkens skikkelse.
“Hej! Undskyld!” hun løb der over med hurtige skridt, stemmen der blev kastet imod den anden kvinde var varm og venlig. Og som Evlyn selv kom under halvtaget lod hun hætten glide ned fra hendes ansigt. “Undskyld, håber ikke jeg forskrækkede dig” hun grinede lavtmeldt og kiggede op af den bredskuldredde kvinde. Hun fik fornemmelsen af at halvorken kunne knække hende midt over, skulle hun føle for det. Spændende.
“Jeg så den her lå på jorden, er det din?” Evlyn havde for inden ladet halskæde rode rund i jorden inden hun havde proppet den i lommen, hun nu tog den ud af. Det var en ganske simpelt halskæde lavet i gulv. Med en stor oval smykke.

Hun drejede hovedet, da hun hørte lyden af hastige skridt, da kom imod hende. En lille, spinkel skikkelse nærmede sig, og da skikkelsen fjernede hætten afslørede det et smukt, feminint ansigt med et hår af lyse bølger. Den anden kvindes blå øjne mødte Freyas brune, da hun henvendte sig til hende, og Freya gav et venligt smil tilbage, gladeligt overrasket over at blive mødt af en venlig stemme – hun havde trods alt været ude for at folk ikke altid stolede på en halvorker lige med det samme. Heldigvis var hun ved at fastsætte sig en ret god vennekreds her i Dianthos, selvom det ikke havde været let i starten.

“Åh, det skal du ikke tænke på,” sagde Freya varmt og lænede sig så ganske let hen imod den lidt ældre kvinde, da den blege kvinde rakte noget ud imod hende og spurgte om det var Freyas. “Ved Isaris hellige, velpolerede patter!” udbrød hun overrakset og lænede sig brat væk fra den fremmede kvinde med store øjne som om hun havde brændt sig ved synet af smykket. Et smykke af guld!? Med et kæmpe vedhæng!? “Jeg tror, du har alt for store forventninger til mig,” sagde halvorkerkvinden med et smil på læben, der mest af alt stammede fra ren vantro over, at kvinden ved sine fulde fem skulle koble hende sammen med så fornæmt et smykke. Vent lidt, måske var kvinden ikke helt normal? Eller også havde hun ikke rent mel i posen? “Jeg tror du skal give den til byvagterne... så kan de give den til ejeren, når den meldes savnet,” sagde Freya med en lidt mistroisk panderynken. Hvor havde denne kvinde smykket fra? Hvis en tyv havde stjålet sådan en ting, så ville han eller hun da i allerhøjeste grad ikke have tabt den! Hvem var den her kvinde?

Hun kiggede fra Freya og ned på smykket. “Tænkte måske det bare var falsk gulv?” sagde hun undrende og kløede sig i nakken. Grinede lidt over kommentaren der var kommet fra halvorken, og trak på skuldrene. Lod smykket glide ned i hendes lomme igen, de mistroiske øjne havde hun ikke gået glip af. Hvilket bare fik smilet til at gro lidt yderligere; smart kvinde.
“Vil jeg gøre, hvis jeg støder på nogen inden aften er omme..” svarede hun med et blink fra det ene øje, nok til at understrege at kvindens betænkeligheder der var imod Evlyn var ganske korrekte.
“Smykket til side, så har jeg en tilståelse” det havde bare været en bedre måde at få opmærksomheden på hende, uden at for mange folk omkring dem så to veje. En kvinde der spurte en anden, om hun havde tabt noget? Det var ikke lige så mistænksomt som havde hun opsøgt hende med sendebud. Eller med det samme bedt hende om at følge med.
“Jeg kan forstå du er gode venner med Pax. Jeg har måske nogle gode råd til dig.” hun trådte frem og gav hende et brilliant og venligt smil.
“Hvis du er nysgerrig, kan du finde mig i det halve svin, og så giver jeg gerne en øl eller to.” hun blinkede med øjet og vente rundt på sin hæl. Hætten blev slået over de blonde lokker, inden hun gik afsted imod kroen hun lige havde snakket om.
Nu var maddingen lagt, nu var det blot et spørgsmål om hun ville bide på så Evlyn kunne trække hende ind. Ind i en falsk tryghed om at Evlyn havde hjertet på det rette sted.
Jovist, hun havde ikke tænkt at ligge end inger på Freya, for sådan var hun ikke. Aldrig ville hun være der og se på hvor andre folk led smerten af en kniv hun havde bedt om at blive løftet. Men psykisk? Jo, hvis det betød hun fik det lidt nemmere for hendes gruppe. Havde hun ingen skrupler omkring at sætte små tanker i gang hos den unge ork kvinde, om hvad der måske eller måske ikke var sandt.

Freya havde ikke den mindste forstand på, hvordan guld så ud når det var ægte eller ej. Så måske havde denne kvinde ret. Måske var det bare falsk. Jeg drager for hurtige konklusioner, tænkte hun bittert og fik straks skyldfølelse over, at hun havde troet denne kønne kvinde kunne have stjålet smykket fra nogen. Og så alligevel... hvad var det der glimt i øjet? Det havde hun da set. Havde hun ikke? Freya spidsede ører som en kat på rov, da den blonde kvinde sagde, hun havde en tilståelse. Og hendes hoved gled en anelse på skrå i mistro, da hun nævnte ulvens navn. Hvad havde denne kvinde gang i? Igen, hvem var hun? Og... gode råd? Freya kunne ikke andet end bare at stå og kigge efter kvinden, som hun dækkede sit hoved til igen og forsvandt ud i regnen.

Gå hjem.

Ignorer hende!

De indre stemmer prøvede ihærdigt på at få den muskuløse halvorkerkvinde til at lade sagen ligge. Men det kunne hun ikke. Denne mystiske kvinde havde vækket Freyas nysgerrighed. Hun var nødt til at finde ud af mere om denne kvinde. For hvad kunne denne mystiske kvinde gøre? Det halve svin var et offentligt sted. Det var ikke ligefrem fordi hun kunne blive luret i et baghold. Hvis kvinden prøvede på noget kunne hun jo altid bare gå igen. Eller knuse det blege dukkeansigt med et enkelt slag. Måske det kunne trænge til lidt farve.

Fjollede pigebarn. Du kan ikke bare slå på folk.

Jo det kunne hun da i hvert fald! Hvis denne kvinde var ude på skræmmer, så skulle hun få dem. Slagsmål brød jo næsten altid ud på en kro. Du drager for hurtige konklusioner igen. Hun kunne være en ny ven! En, der bare vil give dig gode råd. Kvinde til kvinde. Freya sukkede tungt som hun åbnede døren ind til kroen. Måske var hun bare... overdrevent defensiv fordi denne anden kvinde havde kastet rundt med Pax' navn som om det var ingenting. De mørkebrune øjne scannede den snuskede, dunkle krostue. Snart fandt hun, hvad hun ledte efter. Kvinden med det blonde hår og blege ansigt, som havde addresseret hende for et øjeblik siden. Freya tog en dyb indånding, fjernede hætten fra sin rejsekappe, lod en hånd glide igennem sin lange fletning, og gik derefter over for at sætte sig over for den mystiske kvinde. “Du fik det til at lyde som om vi har en fælles bekendt. I såfald; jeg kondolerer,” sagde hun med et skævt smil og øjne, der viste, at hun lige nu lod tvivlen komme den fremmede kvinde til gode. “Så. Er du en del af dem?” spurgte hun ligeud, refererende til Ulvens Flok. Mon det var sådan, kvinden kendte Pax?

Psykologi var en fornem ting, kunne man bruge den som sit våben. Især en kvinde som Evlyn, der ikke havde musklerne at spille med. Så måtte man bruge sindet som sit ultimative våben, derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at halvorken trådte ind i krostuen, lige som Evlyn havde sat sig ned og bestilt to øl. For selvfølgelig, skulle hun jo have selskab. Og det ville være uhøflig ikke at tænke på personen, man havde inviteret ud. 
Selvom, man selvfølgelig altid kunne diskuterer hvorvidt dette var et socialt og hyggeligt møde. Eller om det måske ville tage en lidt dyster karakter. Det ville tiden jo vise, alt efter hvor god kvinden der nu havde placeret sig foran hende, var til at kontrollere sit temperament. Især når det kom til en hvis gråhåret herre. 
Evlyn lagde hoved på skrå, kondolerer? Hvorfor ville hun dog det, føle smerte over de kendte en og samme person. Med mindre hun måske havde fået øjne op for, hvad der foregik bag kulisserne, det var jo ikke til at vide. 
Den spinkle blonde kvinde, fugtede langsomt sine læber og trak på skuldrene. Øllene blev placeret for hende, og Evlyn lavede et håndtegn. To nye ville komme ikke lang tid efter, dette kunne jo gå hen og blive en af de aftner.
“En del af ulvensflok? Gud fri mig vel” svarede hun, og tog et langt drag af sin øl. “Nej, det kan man ikke just sige.” mumlede hun, og slikkede ølskægget af overlæben. Hun nikkede imod kruset der stod foran Freya. “Jeg giver..”

“Så Freya. Er du en del af klanen?” øjnene slog nogle morerne gnister, som underholde hun sin egen joke. Hun vidste trods alt godt det ikke var tilfældet, nej der var jo nogle helt andre rygter i gære. Og hun kunne næsten krumme tæerne af spænding, over at finde ud af hvor mange af dem var sande. Hvor meget hun kunne prikke til den grønhudet kvinde der sad foran hende. 
Dette ville i sandhed, være en interessant aften.