//De små ben spænede så hurtigt, de kunne, henover brostenene. Når det var tid til det stoppede de op, gik på hug, listede sig af sted. Altsammen mens de små, blå øjne kiggede sig vagtsomt omkring. Det var Tommy, der havde lært hende op, og pigen med det ildrøde hår syntes selv, at hun allerede var blevet ret god, selvom der stadig var meget at lære. Hun bar posen med penge i sin ene lomme – posen, der indeholdte de penge, hun havde fået af at tigge i løbet af dagen. Men der var også noget i den anden lomme. Noget vigtigt.

Som altid tog hun en omvej, inden hun fandt vej ned til undergrunden. Som en sikkerhedsforanstaltning på, at ingen fulgte efter hende. Det tog ikke lang tid, før det pulserende liv fra Ulveflokken begyndte. De ejede jo en stor del af undergrunden. Overalt løb folk frem og tilbage med hvert deres formål, og selvom den 8-årige pige vidste, hvem hun skulle gå til, så var det jo lige med at finde ham. Men med hjælp fra de andre ulvebørn fandt den lille pige snart sit mål. Ulven selv.

Ronjas beskidte ansigt tittede frem i Ulvens synsfelt, hendes fregner knap nok synlige under snavset på hendes kinder. “Pax,” pippede hun for at få hans opmærksomhed. Først rakte hun ham pungen med pengene fra dagen som tigger. “Jeg... jeg har også noget andet...” sagde hun tøvende og turde ikke kigge Ulven i øjnene. “En gave... og en besked. Noget, jeg skulle sige til dig”. Derefter rakte hun den lille pakke frem som hun havde fået tidligere. Af den store kvinde, der havde flettet hendes hår til Cerils ceremoni. Gaven var pakket ind i et stykke papir. Inde i papiret var der en halskæde, der glimtede hvidt, selv da den kom frem i det dunkle lys i Ulvens hule. Den kraftige, sorte lædersnor gik igennem de huller, der var boret igennem de tre vedhæng. De tre store, polerede hugtænder. Imellem hver hugtand var der placeret en perle af træ for at holde dem adskilte. De tre hugtænder var fra en ulv – et gigantisk bæst af slagsen, der stolt havde patruljeret det kolde nord i sin levetid. På papiret omkring halskæden var der tegnet vejen til en lille sø knap en halv time fra Dianthos. Ronja kiggede så meget på Ulven, som hun turde, for at overdrage sin besked. “Hun sagde; “undskyld alfa””.//



Det var tre dage siden, han havde forladt hende. Og hun havde selv været ude om det. Det vidste hun nu. Hver morgen og hver aften, når hun havde set sit eget spejlbillede i det vand, hun vaskede sit ansigt i, havde hendes mave vendt sig i skam. Freya havde ikke de store håb om forsoning med alfahannen, men hun håbede på, at han i det mindste ville komme herud. Tage imod hendes undskyldning. Så de i det mindste kunne være på god fod igen. Hun kunne selvfølgelig altid have fundet ham i hulen, hun kendte jo vejen, men det havde virket upassende. Derfor havde hun valgt et afsides sted, en sø lidt uden for Dianthos, hvor hun vidste, at de kunne være i fred og ro. Uforstyrrede. På neutralt territorie. Freya vidste, at Pax hverken kunne læse eller skrive. Derfor havde hun tegnet stedet ned på et stykke papir og overdraget en kort, mundtlig besked til Ronja. Pigen, hun havde sat sin kærlighed på, den dag hun havde været med til Cerils ceremoni.

Og gaven...

“Du er en rotte, er du. Og du er kongen af dem alle!” Freya kunne stadig høre sig selv, og hun gøs ved tanken. Tossede kvindemenneske, tænkte hun bittert. Hun håbede på, at gaven til Pax havde talt klart og tydeligt.

En enkelt stjerne var kommet frem på den stille aftenhimmel, der var begyndt at skifte farve. Hun sad på et tæppe, hun havde taget med sig i tilfælde af, at forårsaftenen ville blive kold. Med ryggen imod Dianthos kiggede hun ud over den stille sø, vis klare overflade glimtede dovent i solnedgangen. Hun havde tænkt sig at vente her. Lige her. Hun ville blive her hele natten om nødvendigt.

Pax viftede afværgende med hånden, i det Ronja, som den sidste af nordgruppen, omsider havde fundet vej hjem. Han havde ventet i godt og vel en time, og Pax havde ikke forstået, hvad der havde opholdt den magre pige.
”Problemer?”, spurgte han fraværende, men med en undertone af noget ubestemt, især de unge børn instinktivt syntes at reagere på. Ronja rystede på hovedet og fremlagde dernæst sin fortælling med flakkende øjne.

Som pigebarnet dernæst satte i løb, tilbage mod gruppen af unge kvinder, der stod for pasningen af de små, lod bandelederen sine beskidte fingre glide henover gaven. Han forstod, hvad han i grunden stod med; hugtænder fra et kæmpe bæst. Et bæst, han kun kunne antage, engang havde været en levende ulv. Hvad han ikke syntes at forstå, var det hvorfor som uundgåeligt måtte følge. Hvad havde Freya planlagt? Langsomt holdte Pax halskæden op i det sparsomme lys fra krystallerne i klippevæggen, og længe betragtede han den. Én tanke syntes at gå igen og igen bag den blege pande, som et levende ekko, der blot tog til i styrke; undskyld alfa.

-

Pax havde stået og betragtet Freya i lange øjeblikke; han vidste end ikke selv hvor længe. Gemt i skyggerne i skovkanten og med den mørke kutte trukket op over det askegrå hår, syntes halvorkeren ikke på noget tidspunkt at have bidt mærke i ham; eller have bemærket sensationen, den der satte sig i ens nakke, og lod en vide at man blev betragtet fra et rovdyr.
Først da solens vagt sluttede og månens startede, skubbede Pax sig fri af den solide træstamme og begyndte den korte vandring mod Freya; hans støvler tunge som bly og hans stålgrå blik tomt som altid.

”Hvad vil du?”, spurgte han, hans stemme hæs og rungende i den tætte stilhed.   

Tiden omkring hende blev flydende. Havde det ikke været på grund af himlens klare skifte og månens tilstedeværelse, ville Freya ikke have haft nogen ide om, hvor længe hun havde siddet her. En lille brise legede med hendes flettede, mørkebrune hår og en lille skælven gik igennem hendes krop. Men hendes sitren skyldtes ikke vinden. Hun var usikker på, om Pax overhovedet ønskede at se hende. Hendes arme hvilede omkring hendes knæ. Hun lagde kinden på sine arme, og hun begyndte så småt at døse hen.

På himlen havde månen fundet en del af sine venner, stjernerne, da lyden af tunge skridt nåede hendes ører. Freya vendte sig langsomt om, nu siddende på sine knæ, med hænderne hvilende på det bløde tæppe. En høj, tynd mand nærmede sig hende. Hun registrerede knap nok, hvordan hendes ene hånd knugede let om tæppet ved synet af den høje skikkelse. Hun behøvede ikke se hans smil. Behøvede ikke se hans ansigt. Hun behøvede end ikke at se hans hår. Skikkelsen i sig selv var nok til, at hun kunne genkende ham. Kropsholdninigen. Attituden. Måden han gik på. Selv på så kort tid havde de lært så meget om hinanden. Været igennem så meget. Genkendelsen af ham virkede lige så let, lige så ubesværet, lige så naturlig, som hendes eget åndedrag. Det var Pax. Og hun kunne ikke beskrive, hvad hun følte, da hun så ham.

Der var meget skam. Meget frygt. Men også meget andet. Og aldrig lignede hun en hare, der ville løbe væk fra ulven. For det var her, hun ville være. Sommerfuglene. Pax havde kastet kniven for hendes fødder. Han var ikke farlig for hende. Freya havde ikke taget kniven. For sammen med ham var hun tryg. Det var det lille, knap 2 centimeter lange, blege ar over hendes venstre hofte også et minde om.

“Jeg ville bede om din forladelse,” sagde hun kort og mødte hans stålgrå blik med blide øjne. Som var hendes blik alene i stand til at omfavne ham på den måde, hun havde lyst til lige nu. Han var her. Lige her. Foran hende. “Undskyld Pax”. Hun lod ordene danse med den lette brise hen til hans ører. Hun lod dem hænge i luften og mærkede, hvordan de sagte ord fjernede en tung vægt fra hendes bryst. Hvor lange disse tre dage havde føltes, hvor hun ikke havde sagt noget til ham. Og nok havde hun givet beskeden via Ronja tidligere i dag. Men det her var, hvad hun havde ventet på. At undskylde for sine dumheder ansigt til ansigt.

“Det er godt at se dig,” sagde hun ærligt med et lille smil. Det var underligt. På en eller anden måde. Men det var vigtigt for hende at sige det. “Jeg er ked af, at jeg var så snæversynet. Og jeg er ked af, at jeg overreagerede. At jeg ødelagde, det vi havde. Det var så hårdt at se dig gå, selvom det var min egen skyld... Men mest af alt... så blev jeg vred på mig selv... for jeg skubbede dig væk. Jeg skubbede dig væk på et tidspunkt, hvor vi havde brug for hinanden mere end nogensinde før. Jeg dummede mig. Jeg gik for hurtigt frem. Jeg ville vise dig, at...” hun tog en langsomt, dyb vejrtrækning i forsøget på ikke at skælve. “Jeg ville vise dig, at jeg ville have dig... selv på mit mest sårbare tidspunkt,” sagde hun og fugtede let sin underlæbe i usikkerhed. Det var så svært at indrømme. Så svært at indrømme de sidste ord. Hun kunne næsten ikke se på Pax, mens hun sagde det. Men det var vigtigt, at hun gjorde det. At hun stadig så på ham. Det var vigtigt for hende. For han skulle vide, at det hun sagde, var sandt.

“Men det var egoistisk. Og det endte med at gå ud over dig. Vi var begge blottede. Usikre. Men jeg så kun på mig selv... Du er i din fulde ret til at nægte mig en chance til. Men jeg håber alligevel, at du vil give mig den.”

“Du havde ret,” snøftede hun efter et øjeblik. Ordene forlod hendes mørke læber med et lille smil, og hun tørrede en vildfaren tåre væk fra sin kind med håndryggen. Dybe vejrtrækninger Freya. Du skal ikke til at skræmme ham væk igen med dine følelsesudbrud. “Jeg kan virkelig snakke folks ører af,” sagde hun med et lille suk, og et lille smil over sig selv. Sin egen pinlighed. Et minde. Et minde om en tid for så kort tid siden. Men der var sket så meget, så det føltes som et helt år. Månen, der skinnede ned på dem. Usikkerheden i dem begge. Og duften af lavendel.

Som Freyas ord forlod hende i en lind strøm, betragtede Pax hende med ulæselige øjne og de tynde arme hvilende mod hans brystkasse. Stadig nærmede han sig ikke hendes siddende skikkelse, for endnu havde han ikke besluttet sig, om han efter at have hørt hende, ikke ville vende om og gå. Hans fødder stod dog som naglet fast til stedet, men Pax’s i bryst dirrede en ubestemt sensation; som et rovdyr der havde mødt sin overmand og måtte trække sig fra kampen.

I det stilheden havde sænket sig over dem, nikkede Pax sagtne. Han forstod hendes ord, men ikke til fulde og for blot et øjeblik, ransagede han sine tanker, for hvad end Freya havde forårsaget. Det var på tide at få gjort nogle aspekter klart for den unge halvork, bestemte han sig omsider for, hvorefter han langsomt skridtede ned mod søens kant.

Pax stillede sig nogle meter fra hende og lod sine øjne glide henover deres umiddelbare omgivelser. ”Flokken har altid taget navn efter et dyr. Filip så sig selv som en løve, hvilket vel i grunden var meget passende. Hannen lader hunnerne kæmpe og skaffe føde til flokken, men det er hannen der spiser først, simpelthen fordi han er født med en manke og nosser. Hvad end der er tilbage, bliver givet til resten af flokken og i en sulteperiode er det lig med ingenting”, fortalte bandelederen i en fraværende, ligeglad tone. ”Med ulve er det anderledes. De samarbejder og hvis man betragter en flok rejse, så ved man, at de er praktiske dyr. Det er altid de svagelige, som går først, fordi det er dem, som kan spares væk, skulle de blive angrebet. I midten kommer de unge, de hurtige, de stærke, og først til sidst går alfaen. For ulve er det lige meget om, der er tale om en hun eller en han som alfa. Det er den klogeste, der sætter sig på tronen. Når alfaen går til sidst, er det fordi, at den skal have overblikket over de andre. Det er den, som ligger en strategi hvis, eller når, de angribes og derved styre slagets gang fra bagtroppen.” Pax lod sine mørkegrå øjne fæstne sig kortvarigt på halvorkeren, hvorefter han fortsatte sin forklaring med et let skuldertræk.

”Det er derfor, at jeg valgte ulven. Der er et praktisk system til deres flokke. De er ikke hjerneløse bæster, men smarte rovdyr og de har en kærlighed til hinanden, som vi mennesker ikke forstår os på. Vidste du, at hvis et par, som normalvis er en hun og en han, bliver angrebet, vil den stærkeste fremstå mest truende og den svageste, vil lege at den er bange og placere sig under den andens hals. Det er et raffineret skuespil, for hvad den i virkeligheden gør, er, at den beskytter sin mages hals. Den kan, under den anden, bedst mulig beskytte sin partner, der er den stærkeste i nærkamp. Ulve efterlader ikke sine flokmedlemmer i stikken. De står sammen, selv hvis det betyder den visse død.”

“Jeg forstår,” sagde hun roligt. På en eller anden måde følte hun ikke, at Pax havde brug for at høre mere end det. Og ulvehalskæden havde også været et tegn på, at hun ikke anså ham for værende den rotte, hun havde beskyldt ham for at være. Men Pax' forklaring om skiftet fra løven til ulven, årsagen til at han havde valgt dette prægtige dyr... det gav hende også en slags ny indsigt i ham. Flere af tingene havde hun gættet sig til, men det var noget helt andet at høre ham sige det selv. Det fik det hele til at virke mere... ægte.

Et blidt smil fandt frem til Freyas læber ved fortællingen om ulveparret. Ulves handlinger, deres hieraki og sammenspil. Det var kompliceret, logisk og kærligt på samme tid. Hun havde fulgt hans langsomme bevægelser, da han gik tættere på hende. Hun havde lyst til at rejse sig og gå hen til ham, som han stod der ved jordens afslutning og søens begyndelse. Men lige nu var hun så glad for, at han var blevet, at hun næsten ikke turde rejse sig. Men denne frygt forsvandt snart som dug for solen, da hunulven i stilhed prøvede at finde et svar til alfaens ord. Hun slap trygheden fra tæppet og rejste sig langsomt, mens hun lod deres mørke øjne mødes.

“Selv hvis du ville lade mig,” begyndte hun. Stemmen kærlig, men fast. “Så ville jeg ikke kunne stille mig ved din side foran Flokken. Der er vores tilgange for forskellige”. Med langsomme skridt begyndte hun at fjerne afstanden imellem dem. Nok var hendes skridt langsomme, men de var rolige. Hun stolede på ham. Hun stolede på, at han ikke bare ville forsvinde ud i tynd luft. Ligesom hun havde stolet på, at han ville dukke op i nat.

“Men hvis du vil lade mig,” en kærligere stemme. Og et lille, blidt smil, der på trods af dens beskedne størrelse stadig var så stærkt, at det nåede hendes øjne, så hun måtte knibe dem lidt sammen. Hun stoppede op, da der kun var en meter imellem dem, og så rakte hun i en langsom gestus begge sine hænder ud imod ham, med håndfladerne øverst. “Så vil jeg tage pladsen ved din side. Og jeg vil kæmpe for dig til det sidste”.

Pax lod sine arme udflettes, så de atter hang ned langs hans smalle hofter. I det Freya rejste sig, og dernæst aflagde afstanden mellem dem, lod han de stålgrå øjne glide henover hendes skikkelse, som forsøgte han at læse, hvad end hun ville afgive af forklaring; komme på forkant, være den der atter vidste mest. For, der var så mange aspekter ved dette bekendtskab, han end ikke vidste. Elskede hun ham? Var hun forelsket? Eller var hendes motiver i retningen af noget mere lyssky? Halvorkeren ville trods alt ind i Lysets Hær, og med det bekendtskaber Pax havde gjort sig, kunne det betyde problemer af en dødelig karakter for ham selv.

”Hvorfor vil du det? Hvad er det, du føler for mig?”, spurgte han, velvidende at han endnu ikke havde svaret på nogle af hendes spørgsmål; ej heller hendes erklæring, for hvad bestod den i grunden af? Hun havde ville ligge med ham, men det betød ikke, at hun nærede nogle andre følelser end den blotte lyst og selv hvis hun havde forelsket sig i ham…

Hvordan kunne det være en mulighed? 

Hun både undrede sig over og genkendte hans ansigtsudtryk. Tankerne måtte galopere inde bag hans lyse pande, kalkulerende, afvejende. Eller var han? Måske forvirret. Kunne hun bebrejde ham, hvis han var? Nej. Freya var selv lidt overrasket, hvor roligt hun kunne ligge alle kortene på bordet her til aften. Hvor roligt hun kunne tale frit. Hun talte, som ville Pax aldrig give hende chancen igen. Og derfor var det vigtigt at få det hele med.

Hun kiggede ud på søens blanke overflade, mens hun tænkte over hans spørgsmål. Her var så roligt. Så fredeligt. Og vidste hun ikke bedre, så ville hun have troet, at søen var fuld af diamanter – så meget glimtede den i månens og stjernernes frie lys. Pax' to spørgsmål var komplicerede. Så hun havde intet simpelt svar, selvom det måske var det, han håbede på. “Sommerfugle,” sagde hun og vendte smilende blikket tilbage på Pax' ansigt. Hans blege hud. Hans mørke kappe. Som var han en del af natten selv. Men ikke som det uhyggelige og ukendte. For Freya var han en del af natten selv som det rolige og det fordomsfrie. I natten var alle katte grå, sagde man. Og for Pax var alle gadens børn lige så vigtige som adlens børn.

“De har det især med at komme frem, når jeg ser dig. Men også når jeg tænker på dig. Jeg savner dig, når vi ikke er sammen. De to nætter, vi har sovet ved siden af hinanden har været de bedste, jeg længe har kunnet huske. Selv, når jeg er vred på dig, ønsker jeg dig godt. Og selvom jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke ville vente på dig, så går jeg alligevel om aftenen og håber på, at du dukker op i mit kammer,” det lille smil på hendes læber kunne hun ikke fjerne, selv hvis hun ville. Hun havde ligget med mænd før, men der havde aldrig været følelser i spil. Det var helt nyt for hende, så det hele lød lidt fjollet i hendes ører, men det var sandt. Og stadig var det vigtigt for Freya at få det hele med.

Hun opdagede nu, at hun stadig havde hænderne rakt ud imod ham. Hun kiggede ned på dem med hovedet på skrå, som om hun undrede sig. Som om der manglede noget. Langsomt lod hun dem glide ned langs hendes brede hofter. Men det var ikke en afvisende gestus, og det håbede hun Pax forstod, da hun igen lod sit blik møde hans. “Du spørger mig om, hvorfor jeg vil stå ved din side og kæmpe for dig,” sagde hun og tyggede lidt på det. Det spørgsmål var heller ikke et let et for hende at besvare. Så selvom det fik hende til at føle sig lidt fjollet, startede hun ud med at besvare hans spørgsmål med et spørgsmål. “Hvorfor spiser du?” sagde hun med et skævt smil for at vise Pax, at hun godt vidste, hvordan det lød. Men at han skulle bære over med hende. Give hende tid til at forklare sig. “Du spiser, fordi du lytter til din mave. Og du drikker væske, når du lytter til din tøre hals. Jeg vil tage pladsen ved din side... Jeg vil kæmpe for dig til det sidste... fordi jeg lytter til mit hjerte. Og det føles rigtigt”. Mit hjerte... det var derfor, hun kunne tale så frit.

Pax lyttede, som Freya fortalte. Det gik ikke op for ham, at det var meningen, at han skulle placere sine hænder i hendes, før halvorkeren trak dem til sig med et lille, indforstået smil. Da hun omsider holdte inde, tilsyneladende færdig med at forklare, nikkede Pax langsomt.
”Såeh… du er forelsket i mig”, lød det langsomt men lige dele spørgende som ordene var konstaterende. Han havde hørt om lignende sommerfugle, men ikke selv følt dem; Pax bar ikke rundt på mange summende fornemmelser, der ikke stammede fra konkrete, håndgribelige fænomener. At stjæle – for det var trods alt, hvad han gjorde bedst – var det tætteste, han kunne komme på en sådan sensation. Alt han vidste var, at Freya var behageligt selskab og, nu hvor han tænkte nærmere over det, den slags selskab han ikke uden videre skulle bekymre sig.

Ikke at tankerne dog forstummede der… Hun var trods, eller havde aspirationer om, at blive en del af lysets hær.

Pax lagde armene tilbage over kors og så derefter på Freya med kalkulerende øjne. ”Du har valgt den forkerte”, sagde han, i en tone der atter var forretningsorienteret; som var han ikke tilfreds med hendes umiddelbare tilbud.
”Jeg kan ikke læse eller skrive. Jeg kan ikke købe hus, medmindre jeg gør det igennem andre navne, hvilket er ulovligt, hvormed jeg ikke kan brødføde en familie på… den måde, du gerne vil have. Desuden er jeg eftersøgt. Jeg har ikke noget efternavn at tilbyde, eller penge, for den sags skyld og så er der naturligvis hele… den sengeliggende del. Jeg ligger ikke med nogle. Hverken mænd eller kvinder.”

Hun gav Pax et enkelt nik. Forelsket. Det var helt underligt at sætte et konkret ord på følelsen. Det var som om det ene ord alene ikke var nok. Det virkede... utilstrækkeligt. For simpelt. Derfor havde hun prøvet at beskrive det for ham. Hun ærgede sig over, hvordan den kalkulerende Pax var tilbage foran hende. Men hun kunne ikke bebrejde ham. Han var tilbage i sin beskyttende skal som den logisktænkende, forretningsorienterede unge mand.

Med hans næste ord kunne hun ikke lade være med at kigge overrasket på ham. Som en hund, der får vist et trick den skal gøre, men som den ikke forstår. Valgt den forkerte? Hvordan var han kommet frem til sådan en konklusion? Snart fik hun svar, da han kom med en lang smørre om, hvorfor han var et dårligt parti i dette menneskesamfund, de levede i her i Dianthos. Alle de ting, han fandt forkert ved sig selv. Var det usikkerhed, hun kunne lugte? Eller måske prøvede han bare at se logisk på det. Fra hans side af. Som han altid gjorde. Men det var sådan Freya så Pax' ord; fra hans side. Med det han var opdraget med. Fra menneskesamfundets side. Hendes forældre havde prøvet på at opdrage hende som et menneske med troen på Isari og hendes lys, givet Freya et menneskelydende navn, samt lært hende om andre ritualer som ægteskab, dåb, begravelse og andre mærkedage. Men de ting Pax forklarede, kom alligevel fra en verden, der var meget anderledes end det liv, Freya var vokset op i. Det liv, hun kom fra.

Et forsigtigt, skævt smil kom frem på Freyas læber, mens hun betragtede Pax. “Jeg er ikke enig med dig,” sagde hun kort. “Jeg er min egen. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvem der er rigtig eller forkert for mig, at forelske mig i”. Hun holdte en lille pause, inden hun fortsatte. Penge lod til at være vigtige for Pax. Han var jo trods alt også lederen af en bande tyve. Men de var ikke lige så vigtige for Freya. Og det føltes som om det var vigtigt for hende, at fortælle ham. Hun ville være sikker på, at han forstod det. “Penge er ikke vigtige for mig, Pax,” sagde hun blidt. “Husk, at jeg har levet som nomade i 28 år; vi har ikke levet med anden rigdom end den kærlighed vi gav hinanden, og som vi fik fra vores dyr, der var lige så vigtige for os som familie. Med det sagt kan du sikkert også selv regne ud, hvor vigtigt et hus er for mig,” sagde hun, mens et lille smil igen kom frem ved hendes sidste ord. Men det varede ikke længe, før hun blev mere alvorlig igen.

“Jeg kender godt traditionen med, at kvinden tager sin ægtemands navn,” sagde hun eftertænksomt. “Men jeg har ikke brug for et navn – jeg vil altid være Sagosdottir. Freya, datter af Sagos. Det kan ingen mand tage fra mig,” sagde hun med stolthed i stemmen. En stolthed, hun havde været bange for, at hun havde efterladt i norden. Det var godt at høre den. Godt at have den tilbage. Det fik hende til at føle sig mere selvsikker. Men trods stoltheden inden i hende, så var hun stadig kærlig. Med en varm og blid stemme. Og der var stadig noget galt med de ting, Pax havde sagt. Hun havde svaret på nogle af de enkelte dele, men det gik op for hende nu, at der også var noget galt i helheden af hans ord. Og det var som om det var vigtigt for hende at tage fat på denne helhed først i stedet for at gå direkte til den sidste ting. “Du ved...” sagde hun prøvende. “De ting, du lige har sagt... der er så meget mere til dig end bare dét,” forklarede hun og sukkede let i et smil på sine læber, og som glimtede i hendes mørkebrune øjne, fordi hun vidste, at hun aldrig kunne være i stand til at forklare ham helheden i det. “Jeg tror ikke på, at det er muligt at beskrive hele en persons eksistens med ord. Det er jeg i hvert fald ikke i stand til,” sagde hun med et lille smil og lod en hånd glide langsomt igennem sin lange fletning. Hun havde haft lyst til at række ud efter ham, men det var nok bedst at lade være. Derfor var hånden endt i hendes eget hår. Og hvis Pax' ord stammede fra en usikkerhed i ham selv, så ville alle de rosende ord, hun kunne komme med, aldrig være nok for ham. Hun kunne hjælpe ham på vej med hans selværd. Og det ville hun hellere end gerne. Men hun ville aldrig være i stand til at lappe det. Dét var et hul som kun han selv kunne fylde ud.

Så var der den sidste ting, han havde sagt. “Det du sagde... med den sengeliggende del,” hun talte lidt langsommere nu. Mere eftertænksomt. I et forsøg på at lade Pax vide, at nu havde hun godt forstået, hvor sensitivt et emne, det var for ham. Og derfor var hun også glad for, at han selv bragte det op. “Det vigtigste er dig. Din nærhed. Og det behøver ikke være sengeliggende. Der er så mange andre måder at være sammen på. Som nu. Eller hjemme hos mig,” sagde hun for at komme med blot et par eksempler. Hun håbede på, at han ville forstå. Hun havde tænkt over det. Og der var så mange andre måder at give sig selv på, at vise kærlighed på, end seksuelt. Det var hun klar over nu. Pax havde blottet sin strube for hende, men hun havde ikke forstået det, før det havde været for sent. Og det var den dumhed hun håbede, han ville tilgive hende for nu.

“Vi kunne måske mødes herude igen en dag?” sagde hun spørgende og tog sig endnu et kig omkring. Den spørgende tone ment til at høre Pax, hvad han tænkte om stedet. Det virkede roligt. Og her var skønt. Men det var trods alt ham, der havde de praktiske øjne.

Pax lod blikket glide henover Freya, som hun atter begyndte sin længere talestrøm. Tilsyneladende havde halvorkeren mangt og meget på hjerte; noget bandelederen ikke selv kunne matche, for Pax var… uenig. Han kunne ikke se, hvorledes et forhold nogensinde skulle kunne eksistere, for med den smule viden han havde på området, syntes den sengeliggende del at være… væsentlig. Et art fundament.
Desuden var han et ringe valg og konstateringen bundede snarere i en praktisk konklusion end noget andet. Hvorfor benægtede Freya at se det?

En gang tidligere i Pax’s unge liv havde han oplevet, at en kvinde havde forelsket sig i ham. Eda, en ung pige der var vokset op i Flokken, og som havde betragtet den gråhårede knægt kravle op af den interne rangstige. Han havde ikke set det, før hun havde gjort sine intentioner eksplicitte og dernæst var det blevet en mærkelig udgave af katten efter musen.
Pax lod for et kort øjeblik sig selv summe i minderne. Eda havde aldrig tilgivet ham helt for at nægte hendes selskab, men nu var hun en del af en anden forening, der som alle andre var hellige. Ubrydelige.

Omsider nikkede Pax og lod derefter sine stålgrå øjne glide rundt i deres umiddelbare nærhed. ”Her er fint”, konkluderede han kort for hovedet, velvidende at han ikke havde svaret på hendes fortælling. I grunden var han noget nær målløs.
”Jeg forstår ikke, hvorfor du har valgt mig. Det er derfor, jeg er stille. Det kræver mere… tænkearbejde”, indrømmede bandelederen dernæst modvilligt, hvorefter han trak lidt på den ene skulder. ”Desuden vil det ikke holde. Jeg har planer og de er allerede sat i gang… og du bliver Kriger for Lyset inden længe… de ting går ikke hånd i hånd for længe.”

Stadig havde han ikke svaret på nogen af hendes mange modsvar til hans udsagn, men snart gav Pax en forklaring, og hun mødte det med et nik. “Det er fint,” sagde hun og mente det. Der var sket meget mellem dem på meget kort tid, og selv fra dag ét af havde de vidst, at deres veje var ganske forskellige. Et faktum, som Pax heller ikke var sen til at pointere. “Vi har begge planer. Sådan er det at være to,” sagde hun med et let skuldertræk. Han var logisk, hun var følelsesladt. Disse to ting skulle også spille sammen ud over deres forskellige leveveje. Alligevel havde den beslutsomme halvorkerkvinde ikke tænkt sig bare at bakke ud. Selvom det virkede så let... at trække sig, måske græde et par uger, og så finde en ny. En eller anden helt almindelig mand, der bare gik og passede sit arbejde dag efter dag. Vælge en mere sikker vej.

“Men hvorfor nægte sig selv det gode bare fordi det virker usikkert?” spurgte hun uden at regne med at få et svar. “Der var en sommer, da jeg stadig var en lille pige... Vi havde fundet et rigtig godt sted til en lejr henover sommeren, hvor vi også kunne følge en ulveflok på relativt tæt hold. Alfaparret fik to hvalpe. Hunner. En sort og en grå. Allerede fra starten af var den grå mere dominerende – hun fik respekt fra resten af flokken, mens den lille sorte blev hakket på. Det var tydeligt at se, hvem der ville blive den næste alfa i flokken. Men året efter, da vi kom tilbage til det samme sted... så tog hun chancen. Hun fik sat sig i respekt og endte med at tage pladsen fra sin søster. Mange gange efter dét har vi besøgt det samme sted om sommeren for at se til flokken, og de har klaret sig godt med hende i spidsen. Jeg har vel fundet det inspirerende,” sagde hun som et lille smil sprang frem på hendes læber af historien. Derefter blev hendes øjne igen mere alvorlige. For at lade Pax forstå alvoren i det, hun skulle til at sige. Men stadig var de blide, og først og fremmest et spejl der reflekterede ilden, der brændte inden i hende. “Jeg har tænkt mig at leve livet fuldt ud, Pax. Jeg har ikke tænkt mig at dvæle ved, hvad andre mener kan lade sig gøre eller ej, fordi det virker umuligt. Jeg vil ikke gå hele mit liv og ærge mig over, at der var noget, jeg ikke fik gjort, fordi jeg var for bange til at tage chancen... For hvad nu hvis det lykkedes?” hendes sidste ord var ikke meget mere end en hvisken ud i mørket, og alligevel blev de sagt med en styrke, en overbevisning, der ikke var til at tage fejl af.

Pax lyttede, alt imens hans stålgrå blik gled ud over søens sorte vand. Stadig lå de tynde arme over kors, nærmest som var de alene hans skjold mod halvorkerens udsagn og historie. En lille, forræderisk stemme hviskede i hans øre og for blot et øjeblik overvejede Pax, om det mon var Zaladin selv – for…

”Det er de privilegeredes snak”, sagde han, ikke lang tid efter, at Freya havde sat sit sidste punktum. ”Jeg kan ikke tage sådanne chancer, selv hvis de virker tiltrækkende. Det er liv eller død for mit vedkommende, men ikke nødvendigvis for dig. Det er værd at overveje. Desuden –”, fortsatte han ufortrødent, næsten i en ligeglad tone, men måtte dog holde inde, da et tungt suk afkrævede at flygte fra hans læber. Hans næste ord var af en eller anden årsag mærkelig at formulere, måske i grunden fordi de var ærlige på en anden måde, end alle hans øvrige og foregående. 

”Du gjorde det klart, hvad du tænkte sidst. Det er i vrede, vi siger, hvad vi i sandhed tænker. Jeg kan ikke ignorere det og jeg vil heller ikke. Jeg kan ikke se, hvordan det her skulle lykkes. Du vil vel, som alle andre, ægtes og have et kuld rollinger, ikke? Det liv er ikke for mig og det har det aldrig været. Så nok er jeg en rotte, men det betyder også, at det er i undergrunden, at jeg hører til. Der er ikke mere til mig, end det du allerede har set. Ingen store følelser eller dybe sår, som du kan helbrede eller mindske.” Pax lod sine mørke, alvorlige øjne fæstne sig i Freyas. ”Jeg ved ikke, om det er muligt at beskrive en person med ord alene, men stol på det, når jeg siger, at jeg ikke er manden for dig. Vi hører ikke til i hinandens verdener”

“Selvfølgelig forstår jeg, hvis du er bange for at blive fanget. Men jeg lader dem ikke få dig. Eller din flok”. Hun rystede på hovedet og lagde ganske let armene over kors. “Ikke så længe jeg er her”.

“Og angående vreden,” hun sukkede ganske let og tog et hurtigt kig ud på søens overflade, inden hun igen kiggede på hans høje skikkelse. “Der tager du fejl, Pax. Det er i vrede, at vi griber fat i vores første tanke. Det er i vrede, at vi ikke tænker os om. At vi ikke får reflekteret over tingene – og ja jeg ved det, det er et stort ord for en halvorker som mig,” sagde hun og prøvede at lade være med at trække lidt på smilebåndet. Det lykkedes hende dog ikke at skjule det helt, inden hun igen blev alvorlig. “Første gang jeg mødte dig, troede jeg, at du var farlig for mig. Det var forkert. Første gang jeg så manden i gyden, troede jeg, at han havde brug for hjælp. Det var forkert. Det var forkert af mig, at kalde dig en rotte. Og det var forkert af mig, at kalde dig uempatisk... Det ser jeg nu. For nu har jeg tænkt over de ting, du sagde. Og alle de ting, du har gjort”. Hun trak armene tættere om sig som om hun prøvede at holde om sig selv. Og måske hun også var lidt usikker nu. I dette øjeblik. For det var en meget sårbar følelse at blive ved med at indrømme, hvor meget hun havde taget fejl. Det var ikke sjovt at indrømme, at hun havde klokket i det. Men hun var nødt til det. For det var det rigtige at gøre. Hun lagde mærke til, at hendes blik var faldet ned på hendes fødder i skam, så hun kiggede langsomt op på Pax igen. Og igen kom et lille, blidt smil frem på hendes læber, da hendes tanker rettede sig imod Pax, og den mand han var. “Du er den største ulv af dem alle. Derfor lavede jeg halskæden til dig”.

“Angående børn,” hun trak lidt på skulderen. “Så vil jeg vædde med, at du er den mand i hele Dianthos, der er bedst til dem. Du har en hel flok. Og jeg så godt, hvordan du tog dig af spædbarnet,” sagde hun med et skævt smil og lod derefter emnet ligge for at gå til det næste.

“Nu du selv har bragt det på banen... Du har allerede nævnt nogle ting, som du åbenbart synes er galt med dig selv. Men... Hvad er et ægteskab for dig? Hvordan er det, du synes vi ikke passer ind i hinandens verdener? Jeg vil gerne prøve at forstå, hvor din modstand imellem os ligger. Hvorfor er det, du tror, at du ikke er manden for mig?”

Han kunne jo bare sige ja tak til det hele. Være ligeglad. Men det var han ikke. Pax var ikke et røvhul, og det var nok dette, der gjorde, at tanken virkelig strejfede hende. “Pax... Er du bange for at såre mig?” hun lagde eftertænktsomt hovedet lidt på skrå. Letrynket pande. Prøvede at forstå. Kunne det være dét, der var årsagen til, at han hverken accepterede hende gladeligt eller afviste hende blankt?

Pax fnøs stilfærdigt. ”Enhver mand kan vugge et barn i søvn”, affærdigede han mumlende, hvorefter de tynde men stærke arme, atter fandt vej henover hans bryst. Freyas ord gav stadig genlyd i hans hoved, men Pax underholdte dem ikke med bevidste tankestrømme for længe. Stadig sad en nagende fornemmelse fast i hans bryst; en, der ikke umiddelbart lod sig rokke ved.

I det Freya dernæst spurgte ham, om han var bange for at såre hende, himlede bandelederen med øjnene. Mere opgivende end noget andet. Dernæst lod han sit mørkegrå blik farer henover søens sorte vand, og i få skridt nærmede sig han bredden. Af en eller anden grund var han nødt til at lægge afstand til halvorkeren.
En beskidt hånd for igennem det askegrå hår, i det Pax, grænsende til instinktivt, sparkede til en kvist, så den brød søens rolige overflade for blot et øjeblik.

Freya havde ret. Det handlede netop om at skåne hende. Nok var Pax ingen følsom mand; han havde aldrig gjort sig i det, end ikke som barn, men selv han så, at en frisk hund måtte skånes; kun den, der i forvejen var syg, kunne bruges og måtte bruges. Freya var ikke syg; hun var en kvinde i sin bedste alder, snart på vej ind i Lysets Hær og der ville hun uden tvivl klare sig godt. Hun troede på hærens formål; hun så verden, som den så den og Pax kunne sandfærdigt sige, at han selv gjorde det samme.
”Vi ser tingene forskelligt, Freya. Du tilhører lyset og jeg ingen af delene. Desuden… der er planer, som er blevet sat i gang. Jeg har ikke længere hånd om det. Jeg ved ikke, hvorhen jeg ender”, forsøgte han frustreret at forklare, imens han skridtede frem og tilbage foran hende. Hans skridt langsomme og ligeså kalkulerende, som hans blik.

”Du vil blive påvirket. Når du bliver kriger for lyset, vil der blive lagt mærke til dig på en anden måde end nu. Vi kan ikke ses, når det sker. Det er for farligt for os begge og hvad angår, hvorfor jeg ikke tror på, at vi kan forene os –”, Pax stoppede resolut op og vendte sig mod hende; næsten udfordrende og rebelsk i sin statur, ”jeg tror ikke en skid på, at Lyset er bedre end Mørket. Der findes ikke gode og dårlige mennesker. Kun dårlige og de kæmper på hver deres side.”

Han gav sig selv for lidt ære. Selv hvis det var rigtigt, at alle mænd kunne vugge et barn i søvn, så var det ved den søde grød ikke alle mænd, der bekymrede sig nok om børn til at gøre forsøget. Ikke at kvinder var bedre... Freya kiggede stille efter Pax som han himlede med øjnene og gik ned til vandkanten, hvor han sparkede til en gren. Hendes figur var stille, nærmest højtidelig, som hun prøvede at forstå den høje mands handlinger. Og de ting han ikke fortalte hende. Det var som om hun ledte efter tårer på hans tynde, beskidte kinder, mens et regnskyl rasede – hun var så sikker. Så sikker på, at hun betød noget, meget, for ham. Han viste tegnene, som et trist ansigt, når man græder. Men det var som om hun manglede at gribe om den sidste brik i puslespillet. Rent faktisk at se tårerne. At han rent faktisk sagde det. At han også var forelsket i hende. Eller at han tog imod hendes kærtegn. Men hun forstod også, hvor meget han nød at være i kontrol. Have magt. At skulle give efter for følelser... efter det, der var sket imod ham gennem hele livet...

Den strejfende ulvinde gik med rolige skridt hen imod den rastløse alfahan, da han var færdig med at tale. Nu stående der med fronten imod hende. Udfordrende og rebelsk, i hans tårnhøje, oprette statur. Men Freya var ikke bange for ham. Hans kalkulerende tilgang. Hans hårde blik. Han havde kastet kniven til hende. Og hun havde ikke taget den. Hans evner til at lede, til at føre an, var tillokkende. Det kaldte på hende. Hun kunne ikke andet end at respektere ham og det, han havde opnået. “Du er stadig... helt perfekt”. Men hendes eget ønske, hendes indre kompas, kaldte højere.

“Du er helt sikker på du gerne vil have Mørkets Hær rendende i gaderne ligesom for 9 år siden?“ spurgte hun fordomsfrit uden egenlig at kræve et svar fra ham. Hendes stemme klar, som små snefnug, der landede på dine kinder i starten af vinteren. Som en besked sent om aftenen om, at en snehvid, smuk og spændende morgen gik dig i møde. “I såfald håber jeg du bliver ved med at se folk på den måde. For så betyder det, at Mørket ikke har indhyllet Dianthos og vist dig ting, der kan få dig på andre tanker,” sagde hun blidt med et lille smil, der i et kort øjeblik grænsede sig til det vemodige. Inden det igen var væk bag de blide træk, der lyste hendes ansigt op i månens blege lys.

Freya lagde hovedet let på skrå, en smule bekymret nu, og lagde igen armene om sig selv. “Hvad er det for nogle planer Pax?” spurgte hun blidt. “Du kan fortælle mig det. Jeg vil gerne hjælpe dig. Du behøver ikke gå med det alene,” sagde hun ærligt og lod en varm hånd hvile på den mur, hun havde tvunget ham til at genopbygge omkring sig i selvforsvar. Langsomt og blidt lod hun sin tommelfinger nusse muren en enkelt gang, i håb om at få Pax til at slappe af i spændingen.

”Du snakker som om, at jeg er naiv. At jeg aldrig har set Mørkets tjenere”, svarede Pax prompte, men knap så krigerisk som tidligere. Den rebelske facon, udfordringen der havde hvilet i hans stålgrå blik, var mildnet til sparsomme gløder. ”Men det passer ikke. Jeg har set og mødt mere end du tror. Og de er tættere på mig end du forventer.”

Langsomt vendte Pax atter fronten mod halvorkeren og atter, fandt hans tynde arme tilbage hen over plads på hans bryst, i en så entydig symbolik på det skjold, der atter var på plads omkring ham. Han rystede på hovedet, næsten inden at Freya færdiggjorde sin anmodning.
”Ikke tale om! Du bliver soldat, kriger af Lyset. Desuden, selv hvis jeg ville, kan jeg ikke. Det ligger højere oppe. Flokken er… intet andet end et enkelt fortegn i regnestykket”, svarede Ulven dernæst i en tone der ikke indbød til megen diskussion. Det var ganske enkelt ikke på tale, at det nogensinde kunne blive en mulighed. Allerede vidste Freya mere end godt var. Hvorfor hun stadig gik levende rundt, forblev endnu en gåde for Pax selv.

Ikke, at Freyas snarlige beskæftigelse var Pax’s eneste forklaring og for et langt øjeblik betragtede bandelederen halvorkeren.

”Du behøver ikke blive involveret i det. Det er ikke det værd. Ikke for sådan en som dig.”

“Det var ikke det jeg mente. Jeg ved godt du ikke er naiv,” mumlede Freya med en hovedrysten og bed sig så lidt i sin ene pegefinger, mens hun tænkte over Pax' ord. “De er tættere på dig end jeg tror. Så du arbejder altså sammen med dem,” konkluderede hun, og selvom hun trak vejret langsomt ind for at prøve på at holde sig rolig, så kunne hun ikke undgå at ordenes betydning sendte en dirren igennem hendes krop. Så meget for ikke at høre til på nogen af siderne. “Så at kidnappe prinsessen var ikke din ide. Du er bare mellemleddet, der får beskidte hænder,” mumlede hun eftertænktsomt, mere konkluderende end spørgende. Nu var det blevet Freyas tur til at skridte langsomt frem og tilbage, mens tankerne fløj rundt inde i hovedet på hende. Var Pax del af et større kup? Men hvad kunne være større end at kidnappe en prinsesse? Og hvis Pax fik en hulens masse penge ud af det her, hvad fik den egentlige bagmand så? Det var... svært, at samle tankerne omkring.

Freya stoppede op og kiggede på Pax med hovedet let på skrå. “Jeg har ikke tænkt mig at bruge informationer imod dig Pax,” sagde hun i et mere såret tonefald end hun havde håbet på, da Pax var ufattelig hurtig til at skyde hendes tilbud ned. Men så rynkede hun brynene eftertænktsomt. For... måske var det ikke sådan, han mente det. Han havde haft brug for at ligge afstand mellem dem, da hun havde spurgt, om han var bange for at såre hende. Kunne det have noget med det at gøre? Uden rigtig at tænke over det pillede hun nervøst ved sine hænder. “Men... hvis det er fordi du på denne... hemmelige, måde... prøver at holde min ryg fri på,” hun talte langsomt, mens hun prøvede at finde ordene. Prøvede at få det hele til at give mening. “Så okay,” sagde hun med et let suk. Det var tydeligt, at hun ikke var glad for det. Men det lille skæve smil på hendes læber, da hun kiggede Pax i øjnene, afslørrede også, at hun godt kunne finde det i sit hjerte at tilgive ham. “Men. Stort, fedt men,” sagde hun og løftede en pegefinger, som hun lagde på sin næse i et kort øjeblik, inden hun fortsatte. “Hvis denne Mørkets Hersker eller hvem-ved-jeg, beslutter sig for at krølle bare ét hår på en af mine ulveunger... så smadrer jeg ham,” sagde hun med et lille, drilsk grin. Ganske velviddende om, at hun ikke ville kunne gøre noget. Og ganske velviddende om, at Flokken ikke var hendes ansvar. Hendes børn. Så blev hun mere seriøs. “Jeg har også din ryg Pax. Husk det,” sagde hun næsten bedende, men kunne så ikke dy sig for et lille, kærligt smil.

Pax bed tænderne sammen, så de stærke kæber spændtes under presset. Dernæst vrissede han af frustration og sparkede endnu engang til den uforstående gren på jorden. Denne samtale var for længst gået i selvsving for Pax selv, der ikke forstod Freyas fortsatte… ihærdighed. Jovist, hun havde tilsyneladende disse romantiske følelser for ham, men hvorfor var netop dette så vigtigt for hende? Hvorfor var han?

”Det kan godt være, du ikke vil bruge informationerne – men du kommer til det uanset. Det er bare et spørgsmål om tid”, vrissede han, dog ikke så vredt, som han i grunden burde lyde. Et sted bagerst i hovedet forsøgte en stædig tanke at minde ham om, at Freya ikke var ondsindet men så igen, bed hans kalkulerende hjerne tilbage – hun ville jo kæmpe for lyset og Pax stod midt i alt det grå, det der ikke tilhørte hverken lyset eller mørket.
Som Freyas trussel dernæst forlod hendes læber, måtte Pax fnyse lavmælt. Denne gang dog mere moret end frustreret. At fortælle Freya om mørkelveren var udelukket og dernæst var der den mystiske bagmand, som Pax end ikke selv endnu kendte til. Med stålgrå øjne der sagde, held og lykke med det, rystede han let på hovedet.

Dernæst var naturligvis Urzul… Orkeren Pax snart brød sig gevaldigt godt om og som tjente gode penge til flokken. Pax afgjorde dog, at også hendes eksistens måtte holdes hemmelig for Freya, for han var ikke noget stikkersvin. Og familie var familie.
Langsomt lod Pax sit blik forlade Freyas eget. ”Selvfølgelig forsøger jeg at holde din ryg fri, ligeså vel som samtlige af Ulvens børn – så bland dig udenom Freya. Hvis du kommer til mig i din lysets uniform, så er det Ulven og ikke Carl du møder. Husk det.” Ordene var rolige, til trods for truslen for Pax om nogen mente dem. Flokken kom altid først. 

“Selvfølgelig,” sagde hun med et let skuldertræk, som om hun var overrasket over, at han lige havde sagt det mest åbenlyse i hele verdenen. Som havde Pax sagt til hende, at hun lignede en blanding mellem en orker og et menneske.  For selvfølgelig ville Pax være Ulven, hvis hun en dag skulle komme ned i undergrunden som en del af hæren. Han havde vel ikke kæmpet sig op af rangstigen for bare at kaste det hele over bords med det samme et par vuggende hofter eller en flok soldater kom i hans retning. Det ville bare have gjort ham til en dårlig alfa. Freya bed ikke på den underliggende trussel, der lå i hans ord. For Pax havde ikke kunnet se hende i øjnene, mens han havde sagt det. Det havde dermed ikke virket på hende som om han forsøgte at skubbe hende væk fra sig. Men mere som en konstatering. Som han ikke rigtig brød sig om. Advarede hende.

“Okay, prinsessen til side,” fortsatte hun efter en dyb vejrtrækning, og tænkte lidt tilbage på, hvad Pax tidligere havde sagt, mens hendes hjerne sparkede det store, onde plot ud af det mentale vindue. “Så er det ikke fordi... Jeg skal ikke... helbrede dig,” sagde hun lettere tøvende, mens hun prøvede på at finde en sætning, der bare gav nogenlunde mening inde i hovedet på hende. “Du må ikke tro, at jeg kommer til dig af medlidenhed. Det er nok noget af det sidste, jeg vil have, du skal tro,” sagde hun med en seriøs mine. Ærligt. “Men selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe dig. Det håber jeg, du ved. Du kan komme til mig," sagde hun med et lille smil. 


Derefter tog hun sine sko af og gik et par skridt ud i søen, så hun stod i vand til lidt op over anklerne. Vandet var ret koldt, så et lille grin undslap hendes læber, da en kuldegysning gik igennem hendes krop. Så kiggeded hun op på Pax igen. "Det, du har opnået. Med Flokken. Det er imponerende. Og jeg respekterer dig for det,” forklarede hun kort med et varmt smil, der var ganske ulig søens kolde vand.

Pax lyttede tavst og lod Freya finde frem til, hvad end hun følte nødvendigt. Han ville ikke foranledige hende; han havde gjort sit og udtrykkeligt fremsagt, hvad han selv anså for kernen. Halvorkeren var dog fast besluttet på – hvad helt præcist? At genvinde den skrøbelige tillid? Pax vidste det ikke selv, for megen kunne siges om den grønne kvinde i vandkanten, men mystisk var hun skam og ikke mindst stædig. En stædighed Pax ikke selv kunne matche.

”Sidst jeg hjalp dig sammenlignede du mig med en rotte”, mindede han hende om, i det de brede øjenbryn gled længere op i den beskidte pande. ”Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor jeg skulle forsøge mig med det igen. Desuden – hvad kan du præcist gøre, som jeg ikke kan få andre til? Du kommer til at gå i Lysets uniform og tage på mission for dem. Jeg hører ikke til der. Du bliver nødt til at se fornuften i det. Jeg er ikke manden for dig, Freya.” Pax sukkede tungt og lagde en hånd i den smalle nakke, som han gned, næsten opgivende.

”Jeg respekterer dig og dit valg, men jeg forstår det ikke. Du får ikke lykke og glade dage ved siden af mig. Find en anden. For din egen skyld så find en anden.”