Det var en ganske speciel dag idag... det var nemlig hendes bryllupsdag. 
På trods af flere århundreders ægteskab - og på trods af at ægteskab ikke nødvendigvis var en ting man gjorde sig i her, var bryllupsdagen ikke blevet mindre speciel med tiden. For Lumine, var det i hvert fald en af de vigtigste dage på året og det var en dag hun på mange måder følte var fuldt ud dedikeret til hende - ligesom at hun dedikerede den fuldstændig til sin mand. I dagene op til, havde hun sværmet om sin gave og været lidt af en bombe at nærme sig for de stakkels tjenestefolk der skulle hjælpe hende med den. Flere gange havde enkelte måtte bide tænderne smertefuldt sammen, når gløderne begyndte at danse om dæmonens skikkelse i glubske flammer! Men hun var blevet færdig.... i hånden havde Lumine et maleri, der i abstrakte former og figurer portrætterede deres familie. 

Og hun glædede sig til at vise ham den, men endnu mere end det, så glædede hun sig til hvad han gav hende... man kunne ikke komme udenom dæmonens gerrighed bød op til dyre gaver, og hendes forventninger var høje! Dog formåede Orpheus gang på gang at møde dem. 
Som skikken var, var dagen startet op med de stakkels tjenestefolks spurten og stressen for at tilberede og forberede alle detaljerne til den middag Lumine havde planlagt for dem. Som aftenen var skredet fremad, var det dog begyndt at ligne noget... og nu, var de endelig færdige. Dæmonens slanke fingrer gled undersøgende over den tunge træbordplade, og hendes kritiske øjne studerede anretningen for de mindste fejl eller anden detalje hun ikke brød sig om. Men de havde gjort det godt... bagved hende stod tjenestefolkene på en ret linje, et nervøst og svedende udtryk i deres ansigter imens de afventede hendes dom. Da Lumine endelig vendte sig om i et overraskende ryk, var det dog ikke vrede der glimtede i hendes øjne. "Det har i gjort godt...." gled det over hendes røde læber, der krusedes i et bifaldende og nådigt smil. "Jeg er tilfreds." konstaterede hun til sidst i et lille nik, og lo lidt indvendig ved den lettelse hun så på deres ansigter. 

"I kan hente mind mand nu, og server den første ret indenfor de følgende 10 minutter". Lumines stemme var blød men det var ikke til diskussion hvordan det hele skulle foregå. Klare instruktioner til dumme dæmoner, Lumine tolererede ikke fejl i deres hus. Ved deres mumlende javel, lod dæmonen en lille hånd glide over de kostbarer klæder - også en gave fra hendes mand, inden at hun med et stille smil vendte sig imod de vinglas der var sat frem på et bord ved siden af, for at hælde to glas op imens hun ventede. 

Bryllupsdagen var den vigtigste dag på året. Det gjaldt både for Lumine, men også for Orpheus. Lige siden dagen de havde fundet sammen, havde han været hovedkulds forelsket i hende, så rundt på gulvet, at han dårligt havde kendt sig selv. Da han dog først var faldet, havde han blot accepteret sin nye virkelighed, for var der nogen anden mulighed når Lumine var så skøn som hun var.
Det var ikke så meget at han prøvede at overgå sig selv fra år til år, men han ville blot finde de bedste ting til hende. Derfor var det også et årligt projekt, at overveje hvad hun skulle have som næste gave, og det var ikke nemt, når de ikke kunne gå ud og finde noget i resten af Krystallandet, men måtte nøjes med hvad der var at finde i Kzar Mora. Ikke alle dæmonerne ønskede jo ligefrem at bidrage positivt til livet i riget.
Han havde for et par dage siden været ude af huset for at hente gaven, som var blevet speciallavet til hende. Hun elskede smukke ting, og derfor skulle hun også have noget unikt hver gang, hvilket godt kunne blive lidt problematisk efter et par århundrede.
Han havde denne gang fundet en umådelig god skrædder, man skulle ellers tro at han havde været igennem de fleste på dette tidspunkt. Men denne skrædder kunne væve med ædelsmetaller, og mere specifikt guld, hvilket gjorde at detaljerne på tøj kunne virke bare den anelse finere. Han havde derfor bestilt en smuk ny kjole til hende.

Han havde overladt selve festlighederne til sin skønne hustru. Hun var meget bevidst om hvordan hun ville have tingene, og det var altid skønt. At hun delvist terroriserede dæmonerne der arbejdede for dem, det var han fuldstændig ligeglad med. Det vigtigste var hendes glæde.
Mens hun gjorde klar, havde han havde brugt tiden på at gøre sig klar, selvom han næppe brugte så meget tid som Lumine, og ellers havde han ordnet nogle enkelte dokumenter der skulle være styr på, så han ikke gik i vejen. Han foretrak også at blive overrasket, men endelig kom en bankende lyd fra døren, og en af tjenestepigerne nærmest hviskede at Fruen var klar.

Han rejste sig, og gik med meget faste skridt neden under, hvor synet nærmest blændede ham. ”Elskede,” sagde han med et smil på læberne. Han havde allerede på dette tidspunkt valgt at have det hvide skæg og hår, men klæderne var mere pyntet, selvom han nu stadig foretrak de sorte farver, men et par enkelte farver og metal her og der, var dog meget naturligt for ham at have, så han kunne passe sammen med Lumine. ”Du har overgået dig selv endnu engang,” sagde han, og var nået over til hende, før han stoppede, så han kunne læne sig ind og kysse hende blidt på kinden.

Med vinglassene i hånden og et smil om læberne, kunne Lumine næsten fornemme hans tilstedeværelse førhen hun hørte hans stemme. Dyb, fængslende og varm, Lumine følte den vante snurren i fingerspidserne ved tanken om ham, og vendte sig langsomt rundt for at byde ham velkommen. Klædt i sort men med metalliske glimt af hvid og sølv; Orpheus fik dæmonens krop til at sitrer i ligedele kærlighed og glæde. "Elskede.." hilste hun tilbage med et smil, og rakte et af vinglassene frem imod ham. 
Dæmonens frie hånd gled kærtegnende over hans skulder idet han kom tæt på, førhen at hun kyssede ham tilbage på den anden kind. Jeg ved det, syntes hendes øjne at sige i det hemmelighedsfulde smil der fulgte med hans kompliment, og dæmonen tog ham i hånden for at lede ham hen til sin plads. "Aftenens ret blev udvalgt for flere måneder siden..." fulgte Lumine op med, og rettede et skarpt blik imod de tjenere der stod langs væggene, der nikkede som lille svar til at det selvfølgelig var klart. Selvom de ikke som sådan behøvede næring, kunne de fleste dæmoner nikke genkendende til at sjæle ikke var helt værst at fortærer. Og de her sjæle var blevet lokket i fordærv og synd de forrige mange måneder, en specialbestilling fra den røde dæmon. 

De slanke fingrer gled kælent ned over Orpheus sorte vest da de stoppede op foran stolen, idet hun igen rettede blikket imod ham. I den dæmpede belysning fremstod hans træk skarpe, og den fysiske form han havde valgt var en med milde tegn på alderdom. Lumines øjne lyste kortvarigt med tilfreds nydelse. Det gjorde hende intet, og fingrene gled fra vesten og op imod det hvide skæg i bløde kærtegn. "Så min kære... hvordan har dagen været indtil videre?" spurgte hun med et smil. Hun vidste at han - modsat hende, faktisk havde pligter at tage sig af og kunne være travl i perioder. Dog aldrig for travl, og selvom hun ikke ligefrem interesserede sig for hans arbejde, interesserede hun sig for ham. 

Orpheus tog mod vinglasset, selvom han følte en ualmindelig stor trang til blot at tage hende i sine arme, det var som om at han aldrig rigtig kunne få nok af hende, noget der stadig chokerede ham den dag i dag, men han vidste også godt at han stadig havde massere af tid til at holde om hende, og forkæle hende, som hun fortjente. 
Det føltes dog også stadig som om at hun forsøgte at gøre sig til, forsøgte at charmere sig ind på ham, ikke at han havde noget problem i det.

”Flere måneder siden, du må have haft travlt,” sagde han med et smil, og grinte med den mørke røst der kom helt nede fra hans brystkasse. Han havde altid haft en dyb stemme, og det gjorde også at hans latter ofte kunne trænge igennem de fleste. ”Men jeg er sikker på hvad end du har valgt, så må det være absolut udsøgt.” Hun skulle i hvert fald nok havde midlerne til at få hendes ideer realiseret, hvis han havde noget at skulle have sagt om det.

Han lød de lette kærtegn fra hendes hånd, og rakte op for at føje noget hår væk som antageligvis var på hendes kind, selvom han vidste bedre end at rode ved hendes udseende. Det var blot en undskyldning for at røre ved hendes kind.
”Umådelige kedelig. Forretning er aldrig sjovt, og så har jeg dårligt også set dig,” sagde han. Han havde haft travlt, men hun havde haft mindst ligeså travlt med at sætte det alt sammen op for dem. Han sørgerede dog selv på sine travleste dage at se Lumine så meget han kunne, og hvis han var væk i længere tid, på ærinder andetsteds, så kom han altid tilbage med en gave som undskyld. Ikke at se hende var nærmest som tortur, når man havde brugt så mange år sammen.

På trods af at de havde været sammen længe, havde Lumine aldrig lagt en dæmper på sine små kærlighedserklæringer eller gaver. Hun holdt romantikken i live, og selvom hun vidste at Orpheus ikke kun elskede hende for den krop hun havde valgt, så hun ingen skam i at den stadigvæk kunne lokke ham til sig. Og selv hvis han ikke havde brudt sig om hendes krop, frygtede hun ikke at miste ham til fordel for nogen anden. Nej, det ville være en selvmordsmission at krydse Lumine når det gjaldt hvad der var hendes... og hun delte sjældent.
Ved hans blide berøring gled en varm nynnen fra hendes bryst, og hun skubbede sig selv en anelse tættere på ham og hans kærtegn. Lumine lod en lille hånd glide over hans ryg og liv, bare for at trække ham endnu tættere ind til sig. "Det kunne jeg godt have fortalt dig helt tilbage i morges" gled det drillende over hendes buede læber, og ilddæmonen kneb de røde øjne en anelse mere sammen i et udtryk af selvtilfredshed. "Men det er heldigvis ikke morgen længere" tilføjede hun hastigt idet hun i et lille tryk imod hans lænd lukkede den sidste afstand imellem dem. Nej, nu havde han tid - og det var godt. Hendes håndflader begyndte at brænde en anelse, sådan som hun stod opad ham nu.

Den anden hånd - den der holdt vinglasset, syntes et lille øjeblik ikke at kunne beslutte sig for om hun bare skulle smide det, nu hvor hun følte det var i vejen for hvad hun egentlig ville, eller væbne sig med tålmodighed da aftenen lige var begyndt. Lumine endte med at beslutte sig for det sidste, og løftede det i stedet til en lille skål imod hans glas, hvis fine krystallyd forstummedes i den stilhed der var i rummet.

Hun vidste at de skulle sætte sig fordi snart ville retten blive serveret, men hun kunne ikke helt få sig selv til at være den første der satte sig. En lidt grådig del af hende, brød sig nu meget godt om bare at stå med ham; nyde øjeblikket.

At elske end kvinde for hendes krop var bizart, især for en race som dæmoner, hvor udskiftning af kroppe var noget der skete. Bare fordi kroppen døde, betød det jo ikke at væsnet bag det gjorde, og han var faldet for hendes indre. Den brændende lidenskab hun besad, og han var blot glad for at hun ingen indvendinger havde om hans eget valg i at han var af ældre udseende end hun var. I menneskeverdenen ville det måske være spøjst, men her var det ingenting at kigge sig over skulderen om.

Den måde hun reagerede på kærtegnene fik det til at brænde på en bekendt måde i brystet på ham, som skulle hans kærlighed bryde ud af hans brystkasse. Han lo en smule. ”Jeg kunne også have sagt det mig selv, men det er udholdeligt, når jeg ved at du sidder og venter på den anden side af det,” indrømmede han. Han havde aldrig rigtig fundet noget at dykke hovedkulds ned i siden drageværket desværre.

Han klingede blidt glasset mod Lumines, til trods for at han lidt ønskede bare at droppe det, men heldigvis var han blevet bedre til at holde de kraftfulde følelser i sig og ikke gøre noget forhastet, og decideret dumt. De havde jo alt tid i verdenen.
”Hvad med din dag? Jeg ved du har haft travlt, men jeg håber da også du har hygget dig med den,” sagde han blidt. Han smilede blidt til hende. Man kunne da håbe for tjenestestabens skyld at hun ikke havde noget at brokke sig over med dem. Orpheus havde ingen kærlighed til overs for dem der ikke kunne leve op til de perfektionistiske krav der blev stillet i det her hus.

I den tætte omfavnelse følte Lumine sig tryg. Utrolig tryg, sårbar og stadigvæk uendelig magtfuld på samme tid. Det var en bizar form for styrke hun havde når hun var omkring ham... alle hendes svagheder syntes at blive vendt til muligheder, alle hendes små finurligheder blev hvad der holdt hende oprejst og den opbakning hun mødte, var til at smelte over. På trods af hendes hys og til tider iltrer temperament, blev det aldrig set skævt til i denne husholdning. Hvordan havde hun dog kunne vinde ham over... dæmonens hånd gled i små cirkulerer bevægelser over Orpheus ryg, og med en mild latter følte hun hvordan hendes kinder blev en anelse varmere. "Min dag har været god... tæt på perfekt" lurede hun, og sneg sig en anelse tættere på hans ansigt med en bagtanke om et kys. "Næsten perfekt..." Lumine lænede sig en anelse fremad, men et dæmpet bank på døren afbrød hende.

De røde øjne gled i et ryk over på de tjenere der trådte ind, og irritabelt gled et lille fnys over hende. En dårligere timing skulle man lede længe efter, men da hun selv havde sat kravet om tidsplanen, kunne hun ikke helt tillade sig at være vred, kunne hun? Joh så bestemt, men med en dyb vejrtrækning lod hun øjeblikket farer, og trak sig modvilligt en anelse tilbage. Selvom hun ikke havde noget at skjule for deres stab af folk, var deres kærlighed ikke til offentligt skue. Ikke medmindre det var meningen. "....næsten perfekt..." kom det en anelse mukkende fra ild-dæmonen, der fulgte de mindre dæmoner med øjne af ulmende gløder. Lumine sneg sig dog til et flygtigt sidste kærtegn, inden at hun blidt trak sin mand afsted imod hans og hendes stol.
Fraværende hørte hun maden blive præsenteret, men skænkede dem ikke megen opmærksomhed da hun først havde sat sig. Nej, hun vidste hvad de ville sige, men ville meget hellere se Orpheus reaktion på hvad der blev serveret; og krydsede fingrer for at han brød sig om det.

Orpheus ville aldrig havde svaret på hvordan de havde fundet hinanden. De havde været heldige, og fundet hinanden når tiden var endelig havde været rettidig, og han havde ikke fortrudt et eneste øjeblik siden da.
Det var som om at Lumine dragede ham ind med sine øjne. Det var så naturligt som noget kunne falde ham, som han selv lænede sig ind, med et drillende smil på læberne. ”Oh?” sagde han, for han havde et godt gæt på hvad der ville have gjort den perfekt, desværre kunne hver dag ikke være perfekt, selvom de ønskede det.

Hans egne øjne blev lidt smalle over banket, og han kiggede med en let irritation over på døren, før han kiggede ned på Lumine, som virkede til have accepteret deres forstyrrelse. Lumine måtte have forventet det, ellers havde hun aldrig accepteret noget så.. frustrerende.

”Vi har massere tid til at gøre op for det,” sagde han, selvom han sendte et sidste olmt blik i retningen af de mindre dæmoner. De fortjente ikke at se to ældre dæmoners kærlighed for hinanden, og desværre var der også nogen dæmoner der kunne lide den slags lidt for meget. Endnu en grund til at de ikke ønskede at stå til offentlig skue.
Hans blik fandt hurtigt Lumine, en smule længselsfyldt, men han lod hende trække ham med sig hen til deres stole, hvor de kunne sætte sig ned.

Selvom vreden kort havde været der tidligere, så var han dog opmærksom som maden blev præsenteret for ham. Det her hvad Lumine havde lagt så meget energi i, så han kunne i det mindste lytte interesseret.
Han nikkede lidt som der blev forklaret hvad de skulle have at spise. Delikatesser, som han havde forventet af Lumine, der var også et par gange hvor han var alligevel jævnt overrasket over noget af det de skulle have, som han heller ikke skjulte fra sit ansigt.
”Har du gennemsøgt hele riget?” spurgte han drillende, selvom han ikke ville være overrasket hvis det var tilfældet.

Orpheus lille løfte hang i luften omkring dem, og med et varmt smil godtog Lumine at tiden var hvad de trods alt havde med sig her. Tiden var trods alt det de altid havde haft med sig. Med det i tankerne, var det en smule nemmere at sætte sig overfor hans kantede skikkelse og halvt følge med.
I hans øjne dansede overraskelsen enkelte gange, og det fik ilddæmonens røde læber til at vippe opad i et stolt men også begejstret smil. Hun var dog ikke så bange for at han ville afvise maden - det var endnu aldrig sket... nej, Lumine kunne blive meget mere nærvøs, når tankerne faldt på den gave hun havde med til ham, der i øjeblikket lå rullet sammen på et bord et stykke væk fra spisebordet. Nej, i den lå en helt anden værdi - der lå en helt anden symbolik i gaven. Og hun ville ikke skuffe. De røde øjne fulgte stille med og lyste svagt op da hun fangede hans blik. "Selvfølgelig har jeg det. I hvert fald halvdelen af det.." summede det over hendes læber, hvor at tænderne kom til syne i et grin. Lumine lænede sig en anelse ind over bordet, de rødviolette lokker faldt i bløde krøller ned over de blottede skuldre. "Jeg lovede dig det bedste, det løfte har ikke ændret sig" nynnede hendes stemme, med tanke om de løfter hun gav ham helt tilbage fra da de blev gift. På trods af at det ikke var normen, havde de gjort det... og Lumine havde aldrig fortrudt det. 

Ilddæmonen fattede sin hånd om vinglasset, hvis røde indhold skinnede mørkeviolet i det varme lys. Rødt som blod, en lidenskabelig farve. En intenst følelse, der altid havde ulmet i hende, men som blev pustet til når han var i nærheden. Ulmende som gløder. Med et stille smil tog Lumine en tår ved tanken, og løftede den ene hånd for at sætte den under hagen og bare... betragte ham et øjeblik. Se ham, se hvor de sad, nyde deres liv og føle stemningen; en intens og knitrende glæde i hendes røde øjne.

Orpheus tvivlede på at Lumine nogensinde kunne skuffe ham, også selvom han havde tårnhøje forventninger. Der var da tidspunkter hvor det måske var faldet lidt mere fladt, men aldrig så han følte sig skuffet. Han var blot glad for at hun havde forberedt noget for hans skyld. Hun var den første der rigtig havde taget sig af ham, og var interesseret i hvem han var og hvad han havde at sige. Hun betød så meget for ham.

Da han kiggede tilbage på hende, var der et veltilfreds smil på Lumines læber, og han kunne ikke lade vær med at smile på næsten samme måde.
”Så kan du jo altid tage anden halvdel næste år,” sagde han drillende, selvom han godt vidste at Lumine jo nok skulle gøre det, hvis hun mente at det var det der skulle til, for at finde noget der passede til deres specielle dag.

Det var næsten som om at hun fiskede for et kompliment med den måde hun sagde det på, men Orpheus havde aldrig været bleg for at gå i sådan en fælde. ”Min kære, du er det bedste, resten er blot goder du bringer med,” sagde han med en let leen.
Deres løfter til hinanden var stadig noget Orpheus bar ganske tæt på sit hjerte, selvom han sjældent bragte dem på banen, men det var det de havde lovede til hinanden, og han ville gøre alt hvad han kunne for at opretholde de løfter.

Han tog sit eget glas med vin, og hvor han måske en gang havde været forlegen over Lumines tendens til at studere ham, så nød han det nu.
Han tog en tår af vinen, og lod sig rigtig smage på det inden han satte den fra sig igen. Det var ikke hans favorit vin, men den smagte godt, og var uden tvivl valgt med omhu. Han havde dog ikke tænkt sig at bryde stilheden mellem de to af dem.

Håbløs i kærlighed som hun var, kunne Lumine ikke tilbageholde det lille fnis der fik hendes kinder til at lyse en anelse rødligt ved hans ord, imens hun affejede det ved at slå blikket kortvarigt ned. Ikke forlegen, men taknemmelig. En let vej til hjertet var komplimenter, men at kalde hende overfladisk af den grund, se det ville være farligt...  fordi de skulle menes. Med årene blev man god til at skille sandhed fra løgn - især i et rige som dette, og havde hun bare en lille mistanke, var hun ikke bleg for at brænde sig vej til sandheden på den mest dramatiske måde muligt. Lå den skjult i hjertet, måtte brystet åbnes op. Lå den i øjnene, måtte de ud. Dæmonens blod susede i hendes ører, inden at hun så op igen.

At studere ham, det var noget Lumine gjorde ofte. Nogle gange lagde hun ikke engang mærke til når det skete, men hun kunne falde fuldstændig i staver, når han gjorde noget ud af sig selv - ligesom i aften. Det gjorde hende simpelthen bare glad - det fik varmen frem i hendes krop! Og når hun en gang imellem fangede hans blik, kunne gnisterne anes i dæmonens røde øjenkrog. Lumine havde for en stund glemt maden, men blev med et lille blink atter nærværende, og tog fat i den slanke guldbelagte gaffel. "Apropo goder..." smilede hun, en hemmelighedsfuld latter i hendes stemme.
Omkring dem summede smådæmonerne med de retter der gled frem og tilbage, og et lille vink fra Lumines hånd fik hendes glas fyldt op igen. "Jeg håber ikke du har brugt for lang tid på den...?" fulgte hun op med, en lille rynke af bekymring i hendes pande. En del af hende, vidste nemlig godt at malerier ikke ligefrem var noget han skattede forfærdeligt højt, og selvom hun selv fandt det smukt - og glædede sig til at få det op og hænge, ville det nok skuffe ham en anelse.
Og kendte hun ham rigtigt, ville det blive en ensidig skuffelse, fordi han tog sjældent fejl med sine gaver.

Orpheus var ikke nær så desperat for sandheden som sin hustru. Han valgte bare at gå forsigtigt om de som ikke fortalte ham sandheden. Han hadede at få løgne smidt i ansigtet, men nogen gange måtte man lade det ske, og bare huske på at man ikke kunne stole på det de sagde. Hvilket så ofte også betød at der ikke var mange han stolede på. Lumine var en af de få, hvor tvivlen kom hende til gode, selv hvis forsøgte at skjule nogle informationer. De havde også brugt mange år på at bygge den tillid op til hinanden, og ofte var der heller ikke nogen grund til at skjule noget.

Selvom han følte øjnene på sig, lod han dem blot være der, og forsøgte at koncentrere sig om maden de fik serveret, men det var svært at ignorere hvordan hendes øjne slog gnister, som han vidste skete oftest omkring ham når hun var begejstret. Nogen gange glemte han at han normalvis ikke gjorde meget ud a sig selv, så Lumine måske var lidt ekstra blød på sådan en dag som i dag.

Da Lumine endelig brød stilheden, lod han endelig til at kigge op på hende igen, med et tilfredst smil på læberne. ”Hvis du kan lide den, så har jeg ikke brugt et eneste sekund for meget på den,” sagde han. Endnu havde han ikke ramt forkert med Lumines smag, men frygten var der stadig at han en dag ville, især nu når hun havde skabt en forventning om at gaverne var gode. Selv havde han ikke behov for gaverne fra Lumine, men han holdt af betænkeligheden fra hende og dem. For ham var det vigtigere at hun var glad, og det var aldrig som om at hun ramte fuldstændig forkert. Nogle gange gav det bare mere mening at han købte de ting til sig selv, end at håbe på at Lumine fandt på det. Nu var Orpheus heller ikke ligefrem kendt for at være en mand der var nem at håndtere på nogen måde.
"Men er det ikke noget der er bedre at diskutere når gaverne skal gives. Du vil vel heller ikke fortælle mig hvor meget tid du har brugt på din," tilføjede han. Var det ikke noget af det sjove ved gaverne?

Orpheus var en svær mand at greje nogle gange. På mange punkter var de komplette modsætninger, og de forskelle kunne være noget af det der havde gjort deres ægteskab så langt som det nu engang var. Hun var ikke i tvivl om at tid var af et andet koncept her i riget, men prøvede hun at tælle årene, løb det langt. Hun var stoppet for flere år tilbage... det gav ikke mening mere, og var som mange andre ting gledet hen med tiden. Hun følte dog at imellem alt det der gled forbi hende, var deres hjem - deres base, et holdested, som hun ikke var i tvivl om blev misundt af andre dæmoner. Grådighed var trods alt ikke en mangelvarer her.
Lumine kunne ikke tilbage holde et lidt kærligt smil idet han talte, og kunne fornemme at han ikke var til at stikke i på det punkt. Det gjorde dog ikke noget, fordi dæmonen vidste der ikke var så meget at gøre. Ville han ikke sige det, så skulle Lumine i hvert fald arbejde hårdt for at finde ud af det.

Ved hans næste ord, svarede Lumine hurtigt. "Nej, bestemt ikke" kom det fra hende, et beskyttende udtryk i ansigtet og med lidt sammen knebne øjne. Det var ikke fordi hun havde brugt kort tid på den, men det var et princip. Dog gik der ikke længe, førhen at hun med et smil rystede på hovedet mere afværgende. "Det var heller ikke fordi det skulle handle om dét" indrømmede hun, og følte mere end så hvordan hendes tallerken blev skiftet ud med en anden foran hende, da hun så på ham. "Jeg har tænkt på noget..." gled det over Lumine's læber mere stille nu, idet hun lænede sig en anelse mere frem. Hun havde virkelig tænkt på det længe, men var i tvivl om hvordan han ville reagerer.

Overvejende så Lumine på hendes mands ansigt, imens hun ikke kunne beslutte sig for om hun skulle italesætte det nu, eller senere.

Lidt stædighed havde man da arvet fra sine forældre, er nærmere sin slægt, og hvis man ikke kunne være lidt hemmelighedsfuld, så mistede man også noget af mystikken, selvom han stærkt tvivlede på at det ville betyde at Lumine mistede interessen for ham. Hvis hun ikke var blevet træt af ham nu, så var han ret sikker på at det ikke ville ske.

Han kunne næsten se hendes utilfredshed over potentielt at skulle give den oplysning op, hvilket bare gjorde at han kiggede underholdt på hende. Det var underholdende når hun blev overbeskyttende, og en smule utilfreds, når det ikke var mere end at det forduftede et øjeblik senere. ”Nej, det er fuldstændig irrelevant,” sagde han, og mente det helt og holdent. Så lang tid at man kunne mærke meningen med gaven, så var han ligeglad med hvad hun gav ham. Han ville først blive utilfreds, hvis der ingen mening lå bag dem.

Selv ænsede Orpheus dårligt at tallerkenen blev skiftet ud, selvom da han kiggede ned næste gang var det noget nyt mad der stod foran ham. Ligeså overdådigt som det sidste.
”Hvad er der min kære?” spurgte han, da det så ud som om hun tøvede, og han rakte hen over bordet, for at tage hendes hand i sin. Hendes hud var så varm i forhold til hans egen. Det var en dejlig velkendt følelse.

Hun vidste godt at Orpheus smålo af hende, når hun utilfreds kunne påpege alverdens fejl og uretfærdigheder i hvad end der lige havde krydset hendes vej og dag. Men det var rart, fordi det holdt hende jordbunden og lidt mindre flyvsk end hun nok ellers ville være, og hun kunne ofte se i bakspejlet af hans latter, at det måske også havde været lidt morsomt.
Det var dog tydeligt at det der optagede Lumines tanker lige nu, var af en helt anden kaliber end hvad hun kunne blive småirriteret eller småovervejende over. Nej, hun prøvede på mange punkter at finde en måde at formulerer sig ordentligt på, samtidig med at hun prøvede at gennemskue hvad han ville svare når hun endelig fik sat ord på sine tanker. I øjnene dansede tvivlen livligt, men ved den varme berøring gled der ro over hende, og hun mødte hans spørgende øjne med et lille 'åh'
Selvfølgelig... dæmonen rystede kortvarigt på hovedet over hvor fjollet hun var. Selvfølgelig var der ikke nogen anden måde at gøre det på, end bare at sige det. Lumines frie hånd gled over den hånd han havde rakt ud, så hun nu sad og nussede begge håndflader med kærlige små bevægelser. "Orpheus, jeg synes..." begyndte hun, men afbrød så sig selv for at starte forfra. "Jeg vil gerne være mor" endte hun med at sige bundærligt, og kunne ikke stoppe det både blændende men også spændte smil der fulgte efter idet hun let klemte hans hånd, øjne nysgerrigt over ham. Bagved hende hørte hun et overrasket gisp fra en af tjenerne, der dog hastigt forsvandt ud af døren. Hun skænkede dem ikke et blik. 

Hun vidste at det kom ud af det blå, og det kom meget direkte, da hun ikke ville give ham mulighed for at tale udenom. Joeh, Lumine havde gået med tankerne, men aldrig var det noget de havde snakket åbent om. De havde efterhånden været gift længe... når man så på Orpheus, var det ikke ligefrem fordi man så en far. Men Lumine vidste at han ville være fantastisk, hvis han kunne komme udover den frygt mange mænd bar i sig, når snakken faldt på børn og det ansvar der fulgte med.

Stadigvæk nulrede dæmonen roligt hans hænder, øjne opmærksomme. 

Orpheus elskede de små ting der gjorde Lumine, til Lumine, og hvis det stod til ham, så ville han ønske intet mellem dem nogensinde ville ændres, og hvorfor skulle det også det. De var tilfredse med at være sammen, og kun de to af dem. Han følte ikke at de manglede noget.
Han holdt blot lidt mere fast i hendes hånd, og nussede den mere, som han kunne se tvivlen danse i hendes øjne. Hvad end hun havde at sige, så skulle hun ikke være bange. Var der noget hun ønskede? Han ville give hende det i et hjerteslag. Havde hun bekymringer? Så skulle de nok ordne problemet. Orpheus troede fuldt og fast på at han kunne hjælpe Lumine med hvad end det skulle være.

Han havde bare ikke forventet at problemet ville være det.

Det var ikke ofte at Orpheus blev mundlam, men det her var et af tilfældene. Man kunne se hvor bag på ham det var kommet, og hvordan tandhjulene roterede i hans hoved, som han prøvede at finde lidt mening i forespørgslen.
”Du ønsker et barn,” kom det lidt tøvende fra ham, som han kiggede ind i hendes ærlige øjne. Det eneste der holdt ham bundet lige nu, var følelsen af hendes varme hænder mod sine egne. I sidste ende vidste han godt at han aldrig ville sige nej til hende, men de måtte lige overveje det her nøje. ”Er du sikker? Et barn kræver en del,” sagde han. Måske mindre han egentlig tænkte, men hans eneste kendskab til dem, var at opdrage dragefødte og det var altså en håndfuld.

Måske havde hun gået rundt og småplanlagt den her aften i noget tid, og for et lille øjeblik gled en let latter fra Lumine ved hans forbavsede udtryk - det var skam ikke ofte hun formåede at vende tallerkenen sådan. Hun havde halvt om halvt set det udtryk og den reaktion komme, og selvom han tøvede, så blev hun ikke vred. I stedet kneb hun øjnene en anelse drillende sammen, og lænede sig længere ind over bordet, et sikkert smil om munden. "Jeg er sikker" kom det fast fra hende, dog ikke kommanderende. Men det var noget hun vidste ville ske. Hvornår, se det var en helt anden snak da hun bestemt ikke havde travlt - men det behøvede han ikke at vide endnu. 
Nogle gange var det sjovt når han prøvede at tale hende fra en fix idé - dem kunne hun have mange af på et år. Det lykkedes ofte for Orpheus at sætte låg på alle de planer hun lagde, specielt med indretning og indkøb, da hun var lidt af en impulsiv sjæl. Og lige nu fornemmede Lumine hvordan han blidt skubbede hende til lige at genoverveje, imens han skulle hitte rede i hvordan og hvorfor hun spurgte om det nu af alle tidspunkter. Hun følte bare at de var på et godt sted i deres liv, så simpelt var det. 

"Et barn bliver fantastisk... men måske ikke kun et, måske flere?" gled det drillende over hendes læber som en lille ekstra faktor, og dæmonens læber sitrede i et tilfreds smil - men stadigvæk med en påtaget grad af seriøsitet. Hun ville ikke have flere børn end et... et enkelt ville være rigeligt for dem begge, det var hun ikke i tvivl om. Men hvad var et ægteskab, hvis hun ikke kunne drille ham lidt på det punkt?
Lumine's fingre flettedes ind i hans, og med et lille træk krævede hun hans opmærksomhed og svar, da hun på et tidspunkt følte der var gået nok tid; øjne dog med et lykkeligt glimt i sig.

Orpheus havde ikke behov for et barn. Det var aldrig noget han havde overvejet, for et barn kom af at styrke blodet mellem dæmonerne. Ikke for at sige at de ikke ville lave fabelagtigt afkom mellem de to af dem, men alligevel var der ikke et behov. De havde massere år endnu, men Orpheus var ikke ligefrem god til at sige nej til sin hustru.
Den måde hun kiggede på ham, så vidste hun det også godt selv, og hvis hun ikke allerede var begyndt at genoverveje det, så måtte der vel være noget i det. Måske hun virkelig havde overvejet det her nøje inden hun havde bragt det op?

Han koncentrede sig om deres hænder der lå sammen, og lyttede til hvad hun sagde. Alligevel fik et lidt mere morende smil over hans læber, som hun nævnte at hun måske ville have flere. Han tvivlede stærkt på det, men selv hvis det var tilfældet. Hvem var han til at sige nej?.
”Lumine, min kære,” sagde han forsigtigt, som han kiggede op til hende. Han nussede blidt hendes hånd med hans tommelfinger, som var den eneste finger ikke flettet sammen med hendes. ”Hvis et barn er hvad du ønsker, så er et barn hvad du får,” sagde han, med et lille grin, som var opgivende, men lykkelig. ”Det ville skabe lidt mere liv i hjemmet,” indrømemde han. Desuden, et enkelt kunne han nok godt håndtere, han håbede bare at Lumine mente at et var nok når det endelig kom, ellers følte han lidt at det ville blive en børnehave. De skulle jo også opdrages.

Dæmonens blik hvilede opmærksomt over Orpheus, da hun egentlig havde forventet lidt mere modstand end hvad hun fik her og nu. Ville han gå med så nemt? Det skulle vise sig at hun den her gang faktisk ikke skulle argumentere meget for sin beslutning, fordi i næste øjeblik, lænede han sig en anelse forsigtigt frem imod hende. Ømheden i hans stemme fik dæmonens hjerte til at slå et slag ekstra, og en sund rødme dansede over hendes kinder. "Så gavmild du er, hr. Orpheus... " nynnede hun drillende, men kunne ikke holde varmen ude af sin stemme eller blik. Omkring dem hastede dæmonerne omkring for at fjerne det beskidte service, og ud af øjenkrogen kunne hun fornemme hvordan nogle af dem obsvervant fulgte med i udvekslingen af ord. Dog lod hun dem være, ret så ligeglad med dem lige nu.

"Men, det skal jo ikke kun være fordi jeg vil..." tilføjede hun med et undersøgende blik over ham, og vippede hovedet en anelse på skrå. Et slør af rødviolet hår bølgede omkring Lumine's slanke skikkelse idet hun bevægede hovedet. Ønskede han det måske ikke selv? Han kunne da ikke have forventet at de skulle leve sådan her i alt evighed - kun de to, havde han? Med et gik det op for Lumine at det faktisk meget vel kunne have været en plan hos ham, og en let latter gled fra hendes fyldige læber. "Det ville skabe meget mere liv i hjemmet. Måske er vi heldige, og det arver mere fra dig end mig" smilede hun lurende, og kastede et kort blik på nogle af de afsvedninger bordet allerede havde fra hendes magi. Skulle deres barn arve Lumine's evner, ville de tilgengæld stå med et lidt mere destruktivt dæmonbarn... 

Rødmen klædte Lumine, som alt rødligt gjorde. Det fik Orpheus' hjerte til at føles lidt større, lidt mere stolt, over at det var hans fortjeneste at hun så sådan ud, og så på ham med de øjne.
”Jeg gør mit bedste,” brummede han tilfredst tilbage. Han havde kun øjne for Lumine, og det var alt for nemt bare at ignorere de andre dæmoner også var her. De vidste jo godt at de ikke skulle træde over noget, og bare gøre deres job. De var ikke mere værd end det.

Lumine havde ret i en ting, og det var at Orpheus egentlig havde forstillet sig de to af dem resten af livet. Derfor var det her også noget af en samtale der gjorde at han lidt skulle omstille sig. Han havde været god til at dele hvad han holdt kært, og det indbefattede Lumine. At dele hende med en de endnu ikke kendte, det kunne godt blive svært, men hvis det gjorde Lumine lykkelig...
”Forhåbentlig vil det også arve en god del fra dig. Du er vidunderlig,” sagde han en anelse betaget, dog ikke uden at han tilføjede, som han selv kiggede lidt ned på de afsvedninger bordet havde, ”Evnerne ville være lidt mere bekvemmelige hvis de kom fra mig af.” Det var godt nok heller ikke til at sige om barnet overhoved ville have deres evner, selvom det var mest sandsynligt. Desværre havde Orpheus' slægt en bred slags magi de havde specialiseret sig i.
”Og hvorfor tror du ikke at jeg ville have det, blot fordi jeg efterlever dit ønske? Hvis noget er skabt af os, kan det så være andet end ønsket?” spurgte han til sidst. Det ville være et væsen som ingen anden på denne jord, og Orpheus skulle nok elske væsnet. Selvom tanken om at dele Lumine stadig gnavede lidt i ham.