Sted: Tribunepladsen i Dianthos
Tidspunkt: I nattens mulm og mørke
Vejr: Støvstorm
Begivenhed: Alt din karakters tøj er blevet for småt

 Det havde været en lang dag. Daphnie havde haft den sene aftenvagt på kroen, og selvom sommeren var begyndt at vise sit ansigt, var solen gået ned, da Daphnie endeligt fik fri og kunne begynde at begive sig hjem af. Træt og udmattet gik hun igennem Dianthos gader i nattens mulm og mørke, en smule i hendes egen verden. Derfor lagde Daphnie heller ikke mærke til, hvordan alt ting begyndte er blive endnu mørkere omkring hende som hun gik igennem Tribunepladsen. Vinden begyndte at rive mere og mere i hendes kjole, og et sandkorn fandt vej til hendes øje.
 ”Av… ” mumlede hun lavt og fik det kløet ud af øjet igen, inden hun lod blikket glide forvirret og opmærksomt rundt.
Daphnie kunne ikke længere se Tribunepladsen. Altså, hun var ret sikker på det var der hun var, men hun kunne ikke se noget. I stedet virkede det som om hun stod midt i en sand-tornado, der blæste sand og støv i øjnene på hende, så hun måtte dække hovedet med armen, da det både gjorde ondt mod huden og i øjnene. Hvad end det var for en mærkelig sandstorm der pludselig var dukket op inde midt i Dianthos, var Daphnie ikke en fan af den, slet ikke denne aften hvor hun bare gerne ville hjem i seng. Så med armen foran øjnene forsøgte Daphnie at kæmpe sig ud af den mystiske storm, så hun kunne komme hjem i seng.

 Som Daphnie gav sig i kamp med at komme ud af sandstormen og hjem til hende knap så dejlige seng, følte det som om stormen blev stærkere omkring hende, og nærmest hev i hendes tøj, som prøvede det at holde hende fra at gå sin vej. Forvirret prøvede hun at se ned af sig selv og bag sig, men sandet hvirvlede for meget rundt til at hun kunne komme til at se noget som helst.
 ” Hvad i.. al.. ” lød det lavt og mumlende fra hende. Trods hun var træt efter dagens arbejde, lagde hun pludselig en masse kræfter og energi i at komme fri og væk fra sandstormen, som ellers virkede som om den så ihærdigt forsøgte at holde Daphnie i dens fangenskab. Stædig, som Daphnie var, lagde hun alt hvad hun kunne i at komme fri, for hun skulle hjem i seng, og det var bare sådan det var.

 Det var en langsomlig proces at komme nogen vegne, og Daphnie gik blot i en tilfældig retning, for stormen var så tæt at hun knap nok kunne se ned på hendes fødder. Derudover gjorde det generelt ondt at se, så hun gjorde det så lidt som muligt. Det betød også hun gik i blinde, for hun havde egentlig heller ikke lagt så meget mærke til hvad retning hun var kommet fra.
 Selvom hun ikke rigtig følte hun kom nogle vegne, og jo længere hun kom, jo mere synes hun at der blev hevet i kjolen, synes hun alligevel det gik ganske godt. Og da det gik allerbedst, var var som om benene pludseligt blev fejet væk under hende. Hænderne blev fjernet fra ansigtet for at tage fra i faldet, og som hun faldt var det nærmest som om hun faldt ud af sandstormen. Øjnene blev klemt hårdt i, og et anstrengt og lettere smertefuldt støn forlod hendes læber, som hun kolliderede med jorden.
 ” Umpf! ” Daphnie satte sig op og gned de nu ømme håndflader lidt, før det gik op for hende at sandstormen var ovre. Forvirret gled blikket rundt i mørket, men der var ingen beviser fra sandstormen. Der lå intet sand på gaden, eller på hendes tøj. Det eneste bevis på at stormen havde været der, var Daphnies tørre øjne og mund, og hudafskrabningerne i håndfladerne fra faldet.
 En smule dovent og træt rejste Daphnie sig op fra jorden. Havde det hele bare været indbildning? Et søvne-syn? Mens hun tænkte gav hun sig til at børste tøjet af, og det var først her hun opdagede at alt det hiven i hendes kjole, ikke bare havde været ingenting. Hendes kjole var blevet revet i stykker, og hun stod nu med en kjole der gik hende til omkring midt på lårene. Hendes ærmer var blevet revet af, så hendes skuldre nu var bare, eftersom hendes kappe heller ikke var at finde nogle steder. Ja, når hun kiggede ned af sig selv, så lignede det nærmest at alt hende tøj var blevet for småt.

 Daphnies blik flyttede sig hurtigt fra hendes tøj, for at lade det glide rundt på den mørke Tribuneplads, først og fremmest for at se om der skulle være nogle der så hende, stå mere eller mindre halvnøgen, for det andet for at de om hun kunne få øje på gerningsmanden, for det kunne da umuligt være sket af sig selv! Der var dog ingen af se, og Daphnie var hurtigt til at forsætte turen hjem. I et tempo hurtigere end før, for hun var da bestemt ikke klædt på til at bevæge sig rundt på gaden længere.
 Som hun bevægede sig hjem af, blev tankerne ved med at falde tilbage på den mærkelige oplevelse hun lige havde haft. Manglen på en gerningsmand gjorde hende lidt usikker på om der måske alligevel fandtes nogle guder et sted derude. Havde det været et tegn eller en øvelse, på at forbedrede hende til at skulle rejse til Rubinien? Var det et tegn på, at hun snart skulle tage sig sammen til at besøge Jaris hjemme ved hans bordel? Nu havde hun jo oplevet både en sandstorm og det tøj hun gik ud fra man havde på, på et bordel. Skulle hun virkelig ned og se, hvordan hendes falske ægtemand boede, og hvad det helt præcist var for et bordel han havde? Daphnies blik søgte kort ned over hendes meget blottede krop, inden det så frem igen, og hun løb det sidste stykke hjem. Stolt og beæret over, at guderne havde taget sig tid til at give hende et tegn, trods hun ikke rigtig troede på dem. Lige nu, trods hendes beklædning, følte hun sig ganske stolt over hendes liv.

 Havde Daphnie lyttet lidt efter og været mere opmærksom, havde hun kunne høre en svag, skummel latter som hun begav sig væk fra Tribunepladsen.