Hun kunne stadig mærke hendes fars kærlige kys imod den bunde pande, som han havde sendt hende afsted for at mødes med denne Zahir Kahn i Elverlys. Rejsen fra Thal'Elor havde været lang og ville nok have udmattet de fleste i sådan en grad at de ville være nødt til at tage en dags hvil, før de mødtes, men tiden var ikke til det.
Hendes far havde gjort en stor dyd ud af fortælle Aqeela om denne aftale og vigtigheden af denne.

Den høje ørkenelver var stadig en vellidt mand blandt andre ørkenelvere, trods han havde trukket sig tilbage som en af de vigtigere diplomater. Så da han ikke længere selv kunne oplære sin datter i diplomatiets kunst, måtte han jo trække på nogen af de bedste til den opgave. En opgave han havde ment Zahir var mand nok kunne løfte.

Med en finger glidende over gelænderet på en af de mange gangbroer, som forbandt hytterne i træernes kroner, bevægede hun selv imod den hytte, hvor hun skulle møde ørkenelveren. Blikket var fjernt som tankerne fik løb gennem hovedet på hende. Hvor meget viste denne Zahir om hende? Havde hendes far fortalt noget og hvad? Viste han at hun slet ikke delte et ønske om at tage den samme plads og titel, som hendes far i så mange år havde haft for ørkenelvernes samfund? At hun var her af pligt og ikke lyst?
Havde hun vist denne dag ville komme, bestemt, men hun havde nu aldrig set frem til den med en stor glæde.

Selvom hendes krop fyldtes med en varm følelse ved minderne om hendes barndom, hvor hun havde brugt lange nætter på skødet af sin far, når han sad begravet i stakkevis af pergamenter efter at have været ude enten alene eller med andre diplomater.
Lyttende til historier fra alle hans rejser rundt i landet og møde med andre racer og kulturer var nogen af hendes bedste minder, det havde været deres tid, kun afbrudt af en rød sol som næste morgen hilste verden velkommen på ny.
Nu var hun ældre og i så mange år havde hun fået lov til at gøre hvad hun fandt spændende, hun havde lært kunsten og musikkens verden at kende. Den var så farverig og livsbekræftende, at alt diplomatiet virkede gråt og drænene.

En smukt udskåret trædør dukkede op foran hende, da hun nåede frem til træhytten. Synet af den fik hende automatisk til at rette lidt på dybblå kjole. Kjolen var lavet efter fineste kvalitet, med udskæringer som gav et diskret kig til den gyldne tatovering som, startede ca. midt på brystbenet og stoppede ca 1/3 fra navlen. Link til tattoveringen
I en let, ubesværet bevægelse, skubbede hun det lange næsten hvide hår, om bag den ene skulder med den ene hånd, før hun bankede tre hurtige slag på døren.
Her efter foldede hun hænderne sammen foran sig, som hun tog en dyb indånding, der fik både skulder og brystkasse til for en stund at hæve sig markant. Der var ikke længere en vej tilbage.

Elverlys gardiner var noget for sig selv. Lysegrønne, hæklet af fint silkeblødt uld i et meget fint broderi. Vinduerne var store, med karme udskåret i det smukkeste lyse træ. Træhåndværket kunne ikke sammenlignes med noget andet der var at finde i hele landet, og derfor havde skovelverne valgt nogle fine, lette og nærmest gennemsigtige gardiner der hverken kunne overdøve træværkets skønhed eller skjule det fra rummets gæster. Lyset væltede derfor legesygt ind i rummet og badede det i solens blændende stråler. Og Zahir hadede det. 
Hver gang han drog til Elverly bad han om et værelse nær jorden, og hver gang fik han et af disse uhensigtmæssigt gyselige fuglebure. Rummet i sig selv var fint, men hyttens vinduer var store og talrige og de var alle udstyret med de latterligste små gardiner. Zahir havde trukket helt for, så han ikke skulle døje med at få solen i øjnene imens han arbejdede. Solens lys blev ikke just blokeret, men blev kontrolleret lidt. Det var langt fra ideelt - med den åbenhed som disse vinduer gav, følte han sig altid overvåget. Han stirrede vredt på de små uhensigtsmæssige gardiner. Åh hvor han dog foragtede dem. Mon nogen ville opdage hvis han brændte dem af? Der ville næppe komme meget røg ud af sådanne småtterier. Han sukkede. I det mindste var der flere planter end der plejede; hans anden forespørgsel, når han bad om et værelse. Hvor svært kunne det være? Tættere ved jorden, færre vinduer, flere planter. De gør det sikkert med vilje, tænkte han bittert. De nyder at se dig ude af dit element. 

Han sad ved sit skrivebord i midten af rummet, med stakke af papirer og pergamenter omkring sig. Breve fra overalt i landet hvor han havde modtaget rapporter og opdateringer. Med en simpel pen sad han og besvarede et par breve da det pludselig bankede på døren. Et suk gled over hans læber. Han lagde pennen fra sig og rejste sig.

Han bar en simpel grå jakke over en hvid skjorte med smukke guld-broderier i kanten. Som altid havde han sine guld øreringe og armbånd, og på benene nogle sorte bukser af... silke? Han var ikke sikker. De var bløde og lette, men havde ikke den glans som silke eller havde. Han tog fat om dørhåndtaget og trak roligt døren op, for at møde sin gæst. “Ja? Ah, du må være Éomers datter. Kom endelig ind.” Han trådte til side så hun kunne træde indenfor. Hytten var sparsomt dekoreret og Zahir havde intet med af sit eget, udover sine arbejdsredskaber og sin kiste med sit tøj. “Mit navn er Zahir Kahn. Din far og jeg har arbejdet tæt sammen i mange år - jeg håber det går ham vel.” Sagde han høfligt med et smil og en silkeblød stemme. Han betragtede hende nøje. Hendes hår var betydeligt lysere end han havde forventet; et tydeligt tegn på hendes skovelver blod. Han formåede dog at skjule sin reaktion, da det ikke just var første gang han mødte blandingselvere. 
“Kom, sid endelig og lad som om du er hjemme. Vin?” Han gestikulerede mod en smuk bladgrøn chaiselong ved det ene vindue. Der var en smuk lænestol overfor, hvor hans egen jakke hang. Han hentede en glaskaraffel med sød rødvin fra Rubinien og skænkede dem begge et glas uden videre eftertanke. Derefter satte han sig til rette i den bløde lænestol. 
“Tak fordi du kunne møde mig her i Elverly. Jeg antager at du bor i Thal’Elor? Jeg håber ikke turen hertil var for besværlig.”

De orange øjne, som mest af alt mindede om gløder i et næsten udbrændt bål, studerede afventende udskæringerne på døren. Håndværket var smukt udført, ligesom alt andet der var at finde her i Elverlys.
Det hele se så anderledes ud end Thal’Elor, men hun satte alligevel pris på det håndværk og de timer som lå bag.
Det var første gang hun havde været så dybt inde i Elverlys, ved andre besøg havde hun kun været i udkanten og derfor aldrig rigtigt set den storhed og skønhed, som hendes far havde fortalt så meget om igennem hendes opvækst.

Da døren gik op gav det et lille set i hendes krop, da hun for en stund var blevet revet med af sine tanker som hun pludseligt blev revet ud af igen, da den silkebløde dybe stemme mødte hendes øregange. Den fik hende straks til at tænke på mørk flydende sirup, ganske behagelig og meget passende for en diplomat, hvis arbejde jo bestod en stor del af at have talegaverne i orden.

Med et nik trådte hun ind ad døren, bidende i tungen for ikke at sende en sarkastisk kommentar tilbage mod ham, for naturligvis var hun Éomers datter, hvem havde han ellers ventet?
Tungespidsen fugtede spidsen af hendes læber, før hendes mundvige vendte sig op ad i et venligt smil som han spurgte ind til hendes far ”Han er ved g-godt helbred. Jeg s-skulle hilse fra ham” hendes stemme var lys og fin, næsten silkeblød som hans egen. Hendes stammen var ikke markant, men den gav alligevel en vis skævhed og karakter. Hvor andre ville have en generthed over stammen i stemmen, var der ikke spor efter generthed hos hende når hun talte, for hun var opdraget til ikke at lade noget så ubetydeligt være en hindring, den var en del af hende og så måtte hun jo omfavne den.

Rummet som hun forventede, lyst luftigt og ligeså smukt inde som alt arkitekturen udenfor, men det var bordet midt i rummet som fangede hendes blik. Det var fyldt, nøjagtig som hendes fars havde været før han trak sig som diplomat. Det kunne kun betyde hendes far havde ret, Zahir var mindst lige så dygtig, hvis ikke en bedre diplomat end Éomer.
Uden videre tanke forsatte hun hen til bordet, hvor hun strøg kanten af bordet med en slankt ringbesat pegefinger, før hun drejede skrapt omkring sig selv så hun stod med fronten i retning mod ham ”Mit navn er A-aqeela, men det ved d-du nok allerede?” hun var kommet i tanke om hun ikke havde introduceret sig selv over for ham, men det kom sig naturligvis af hun forventede hendes far havde nævnt hendes navn mindst én gang i sine konspordancer mellem ham og Zahir.

Hun nåede ikke at takke ja tak til vinen, før han allerede var i færd med at skænke den til dem begge. Imellem tiden bevægede hun sig mod den bladgrønne chaiselong, hvor hun tog plads med den ene ben krydset over det andet, så guldankelkæden med diamanten kom til syne, som kjolen naturligt blev trukket en anelse op. Hun var som så mange andre ørkenelvere utrolig pynteglad, men aldrig så det blev usmageligt! Det eneste hun lignede skovelverne på, var det lyse hår, som gav en skarp kontrast til huden som nærmest fremstod mørkere imod håret.
I en blød bevægelse rakte hun frem efter glasset med den søde røde væske, hun havde savnet god vin og skønt mange andre havde gode vinde, så ramte ingen den sødme der var at finde i vinen fra Rubinien. Høfligt løftede hun glasset som en skålende gestus, før hun lod lidt af vinen ramme hendes tunge.
Kortvarigt lukkede hun nydende øjnene i, mens hendes skuldre sænkede sig en anelse da et meget lavt suk slap fri fra de fyldige læber.
Øjnene slog hun op og hun fangede hans blik med hendes, før et smil der ikke bare var alment høfligt lyste hendes ansigt op, det var et af de oprigtige smil, et der fik mindre smilehul i venstre side til at komme til syne ”Du er m-modig sådan at a-antage” lød det muntert fra hende, næsten udfordrende. Det ville helt sikkert ikke være svaret han forventede at få fra hende, men hun ville gerne teste ham, bare en anelse.

Rettende på kjolens stof rystede hun på hovedet turen havde ikke været besværlig, snarere ufattelig kedelig! For hun havde ikke stødt på nogle personer som havde fanget hendes interesse, de steder hun havde gjort holdt for natten eller når den unådige sol stod højest over det glohede sand.
Afventende for hans reaktion, betragtede hun åbenlyst ørkenelveren foran hende. Han var nøjagtig som racen var kendt for at være, køn, en ganske tiltrækkende mand som trods skæget fremstod ordentlig, men det var hans øjne som fangede hende. Det var sjældent ørkenelvere havde en orange øjenfarve, den var oftere gylden.

Han bed ikke rigtig på hendes lidt udfordrende tone. Hun tog naturligvis notits af hans reaktion, for det afslørede lidt om ham, eller nok nærmere om den måde han gerne ville fremstå. Det var jo i virkeligheden ikke altid til at regne de dygtigste diplomater ud, de bar så mange masker, at hun havde undres viste de indimellem hvem de faktisk var?

Bevægelsen var glidende da hun lænede sig en anelse frem, så hun støttede sin albue på knæet der var krydset over modsatte ben, før hun lagde hagen mod håndfladen. Modsatte hånd som endnu holdte det fyldte vinglas hvilede hun mod skødet bag armen hvor på hendes hovedet hvilede lyttende.
Hun bed opmærksomt mærke i hvert selv de mindste ændringer i hans stemme eller bevægelse, men hun skjulte det godt, for de fleste personer ville føle det direkte ubehageligt at blive mål og vejet på denne måde.

Venlig – behagelig – høflig – stivstikker – dannet – beige på den kedelige måde. Ordene dukkede op undervejs i hendes tanker som hun placerede små mærkater på ham i sindet og inderst inde bad hun en stille bøn til Haldis om ikke at lade denne ørkenelver foran hende suge hende tør for kreativitet.

En lille undrende rynke satte mellem de mørkebrune bryn og det var med en vist forundring i stemmen da det lød fra hende ”H-har min far intet fortalt dig om min k-kunnen? B-beklager, men jeg har l-lidt svært ved at se hvordan du, som a-aldrig tager l-lærlinge ind, skulle sige j-ja til at lære fra dig, blot for g-gammel venskab s-skyld?” Han måtte da vide bare lidt om hende? Han slog hende ikke lige frem som typen, der blindt trådte ud i nye ting.

Hun var ikke fuldkommen grøn eller uerfaren, men der manglede endnu meget før hun ville kunne kalde sig diplomat. Det handlede om at spille sine kort rigtigt, snakke de rigtige efter munden og når det blev krævet af en underspille sig selv for at få de helt rigtige aftaler på plads, som naturligvis helst skulle falde til ens egen fordel. Altid lade sin modstande tro han havde vundet når virkeligheden var en anden.

Uden dybere tanke tappede hun en finger mod glasset mens han tale, men stoppede midt i et tap da han nævnte vinen var en gave fra Fyrst Sephyran. Hvorfor fik han vin af fyrsten? Denne gang lykkes det hende ikke lige så vellykket at skjule hendes udtryk så det passede omstændighederne.
Hendes begejstring for Fyrst Sephyran kunne ligge et meget lille sted.
Skønt han ikke solgte ørkenelver til slaveri så havde han en position i Rubinien, som gjorde han kunne få sådan en modbydelig ting til at stoppe, ganske problemfrit.
Hans hænder var mindst lige så beskidte som slavehandlerens. – Det bundende nok mest i hendes endnu unge sind og at hun stadig var ganske uerfarent i den diplomatiske verden at hendes syn lå således.

Vinen der før havde været så sød, fik i stedet en bitter eftersmag i hendes mund, som hun rettede sig op for at stille glasset fra sig, så ville hun hellere undvære.
”Du er måske nære venner med Fyrsten??” hendes stemme havde fået en spids klang, men den kunne ikke måles med hendes blik. Så man godt efter lignede det der slog gnister inde i hende, truende til at sætte ild til en mere fyrig side af hendes temperament.

(Mumle mumle, "beige på den kedelige måde"! Zahir er benhård nu :P)

Han var hård, men om end retfærdig, det måtte hun trods alt give ham, også selv om hun ikke brød sig særlig meget om hans tone.
Kun ganske få gange var hun blevet mødt med sådan en attitude og persona. Havde han ikke været så nær en ven med hendes far så havde hun nok ladet hendes følelser styre hendes handlinger og ord noget mere.
Det var en svaghed af hendes, som hun godt viste hun besad og derfor kunne hun handle på ikke at lade sig styre af dem, hvis bare hun var opmærksom nok på sig selv.

Ingen nære venner, hans ord kørte i hovedet på hende. Naturligvis var han ikke nær ven med fyrsten. Hvad end de havde af samtaler og møder måtte der være et større formål bag og forhåbentligt til ørkenelver folkets fordel.
Hun rettede sig op så hun igen sat med rank ryg og lagde sine foldede hænder i sit skød. Mens hun smilte svagt for sig selv, men smilet ville for ham se høfligt ud ”N-naturligvis ikke, men er det ikke h-hvad en d-diplomat også skal kunne? S-svare uden egentligt n-nogensinde rigtig at besvare s-spørgsmålet? J-jeg troede du kendte s-spillets regler bedre Z-zahir? Eller b-bryder du dig bare ikke om at andre b-bruger dine k-kort?” Det ene øjenbryn skød sig op i panden på hende, som hun fast holdt hans blik med sit eget.

Det havde været fuldt ud bevidst at hun ikke have svaret hans spørgsmål som han ville ønske. Noget han selvom det var svært at læse sig frem til i hans kropssprog, ikke var særlig begejstret for at blive brugt imod ham selv.
Han var ikke ene om at lægge fælder ud for modparten.
Hvis han skulle vide noget om hende, så måtte hun også se ham an, for han virkede ikke som en der lod mange komme tæt. Skulle hun arbejde under ham, så måtte hun også kunne stole på ham blindt.

Tungen kørte hun mod bagsiden af sine tænder før hun rejste sig fra chaiselongens bløde sæde, mens hun langsom nærmede sig hans stol.
Hun slog den ene hånd lidt ud til siden affejende til siden, hendes udstråling var ganske rolig og tonen i hendes neutral ”H-hvad vil du h-høre? O-om min far har l-lært mig h-hvilket formål en d-diplomat har? At de altid s-skal vare t-tage ørkenelverne og Thal’Elor’s i-interesser på godt og ondt? A-at holde sig i-informeret om forholdene i a-andre land med alle l-lovlige midler, eller mindre lovlige s-så længe det bare ikke kommer ældre r-rådet for ørene? S-samt at fremme økonomiske, k-kulturelle og andre f-forbindelser m-mellem Thal’Elor og de a-andre lande?”  
Hun stoppede først op da hun stod helt henne ved hans stol, foran ham og i en glidende bevægelse lænede hun sig ned til hendes ansigt var ganske få cm fra hans ”J-jeg bryder mig nok m-mindst lige så meget om f-fyrsten, som du selv gør, m-men jeg er ikke dum, s-selvom du m-måtte tænke andet?” kort slog hun blikket ned mod hånden hvor i han havde glasset, men løftede det så igen til hans øjne, før hun rettede sig op med hovedet tiltet let på skrå og forsatte hvor hun slap sine ord, før han kunne komme med indvendinger ”S-så svar mig Z-zahir af hvilken g-grund drikker du v-vinen? D-du ville teste mig ikke s-sandt? F-for selv du har brug f-for at se g-gennem facader, så du ved h-hvor du har mig, s-skulle du vælge at l-lade mig blive din l-lærling, i-ikke?” Denne gang var det hendes tone der var blevet en anelse spids. Spids over den fornærmelse han indirekte havde sendt mod hendes far og hende selv.

Måske var han ikke så kedelig beige som hun først havde antaget, men tværtimod en yderst intelligent mand, som følte sig overlegen i dette spil.



(Hun kunne da have tænkt så mange andre frygtelige ting? xD Men hun fik da en ikke så kedelig beige side af ham nu ;P)

(#IskoldOgLigeglad Zahir bryder sig ikke om folk med attituder xD Jeg håber det er OK at han er lidt hård!)

Havde udefra kommende været tilstede, men uden at kunne høre den linde strøm af verbal irettesættelse som slap over hans læber, som hvad der nok bedst kunne beskrives som en god omgang voksen skældud. Ville det have set ud som en ganske normal samtale fra hans side, hvis man så bort fra de gnister hans øjne slog, passende til hendes egne.
Det var bestemt ikke noget hun var vant til, om end hendes forældre da havde opdraget på hende, så var hun nu i grunden ikke vant til sådan en irettesættelse.

Som flere ord kom ud, jo mere følte hun sig selv punktere som en ballon, men hun mistede aldrig den ranke holdning i en solbrune krop. De lynene gnister i hendes blik svandt dog ind.
Gnisterne kom promote tilbage ved ordet kær rullede af hans tunge. Kær, hun hadet det ord, ligeså inderligt som et ene lillebitte smilehul, der kun kom til syne ved oprigtig smil og latter.
Og derfor ramte ordet hende som en pisk, om det så havde været hans oprigtige syn på hende eller ej, det var underordnet, for følelsen om ordet stod uændret hos hende.
Armene flyttede hun om bag sin ryg for at skjule de sammenknyttede hænder, hvor neglene boret sig ind i det bløde håndflader. Hun antog på ingen måde han ikke ville bemærke det, det var han for observans til.
Det var et halv desperat forsøg på at slukke den voksende ildebrand inde i hende, antændt af hans ord, kær..

Da han rejste sig og trådte forbi hende, trådte hun automatisk tilbage. Ikke fordi hans overskred grænsen til hendes personsfære, den var ganske lille i forvejen, men fordi hun stadig var i færd med at slukke ildebranden i brystkassen på sig selv.
Neglene slap hendes hud som hun igen slappede af i hænderne, hvis knoer var blevet lysere i farven, og efterlod i hver håndflade fire små blodige halvmåner.
Den lyserøde tunge gled fugtende over hendes mørke læber, som skulle hun forberede dem på hendes ord ”D-det er jo kun dig s-som kan afgøre om du k-kan lære alt det fra d-dig, Zahir”
Hun havde om guderne ville vide det, ikke tænkt sig at tigge og bede ham om at tage hende i lære.
Men hun så ikke længere på ham med øjne som kunne nedbrænde skove eller snakkede til ham med en stemme som kunne spidde selv en dragefødts skæl. I stedet stod hun nærmest ydmyg, som stormen havde lagt sig hos hende.




(Nej nej, hun har godt af at blive sat på plads fra starten af ;) ellers vil hun bare forsøge at løbe om hjørner med ham! Beklager i øvrigt svaret her blev så kort og var langt tid om at komme, men jeg har virkelig måtte tænke over Aqeela’s reaktion! Jeg er i øvrigt nået til enighed med mig selv om hendes evne nr 2, så den er ført ind – hvis du vil tjekke den ud, kan afsløre det er noget med tanker)

Zahir stod med ryggen til hende i et øjeblik og lod sine øjne glide henover papirene på hans bord. Han kunne sagtens bruge hjælp. Hun ville kunne lære meget af at følge hans arbejde, måske endda skrive hans breve. Hun ville næppe bryde sig om at starte fra bunden, men det var trods alt dér man startede fra. Han vendte sig derfor endelig om og betragtede hende igen. Han stod med oprejst pande og med hænderne bag ryggen; kampen var ovre og han havde været absolut overlegen. Zahir lod det ikke påvirke hans ego på nogen måde - der havde ikke været en kamp, egentlig, men en demonstration af hvad hun kunne opnå hvis hun ville være i stand til at lære. Heldigvis havde hun bukket under og indset, at han ikke var et byttedyr. Hun havde jagtet en drage, og var blevet brændt.

Efter at have betragtet hende i stilhed med et blik af stål, så lod han endelig sit ansigt falde i blødere folder og et smil led henover hans læber. "Lad os se hvor god en lærer jeg er." sagde han mildt, med en stemme som atter var blød som silke. 
Vi skal slibe hendes kanter lidt ned, og finde et godt sted at sætte hende ind, tænkte han og overvejede om hun ville kunne klare sig i Balzera. Det ville være oplagt at tage hende dértil først, så hun kunne møde Kaatima og måske lære et par ting eller to. Samtidig ville det være for risikabelt. Jeg har brugt for lang tid på mit arbejde i Rubinien. Jeg kan ikke risikere at hun opfører sig uhensigtsmæssigt overfor Fyrsten... Dianthos eller Elverly ville være et godt sted for hende at starte sin træning. 
"Jeg må vende tilbage til mit arbejde. Jeg rejser til Dianthos om et par dagen. Du kan enten rejse med mig eller møde mig i byen. Det er op til dig." sagde han og vendte sig atter imod sit skrivebord. "Jeg foreslår at du skriver et brev til din fader og fortæller ham de gode nyheder."



( Haha, jeg elsker det! Zahir skal nok få lært hende nogle ting! ;) De skal nok blive en farlig duo. Jeg tænker at jeg vil smide ham til Dianthos for at have et par tråde dér. Evt. kan Aqeela rejse med ham, og så kan vi sætte nogle tråde op med en tredje person, så de kan komme på eventyr ? 
Forresten, beklager ventetiden. Animal Crossing blev lige mit liv i en uges tid. )

Hendes blik havde låst sig fast i ryggen på ham, afventende. Da han vendte sig, var det uden et ord eller en mine, som afslørede om han havde taget et valg, eller rettere hvilket valg han havde taget. For et valg det var blevet truffet, hun kunne kun bede til guderne, om han ikke sendte hende godt afsted med en hilsen til hendes far.

Ansigtet blev lagt i mildere folder og hans mundvige krængede sig op ad i et smil, som ordene faldt fra hans læber. Det var indtil da lykkes hende ganske glimrende at skjule den nervøsitet, som var begyndt at slå rod i hende, men hendes skuldre sank, som havde hans ord slået den sidste luft ud af hendes krop, som hun endte med at åndelettet op.
”T-tak, Zahir” sagde hun, mens hun sænkede hagen mod sin brystkasse, for at vise hendes taknemlighed.
Hun viste allerede nu, at dette på ingen måde ville blive en let opgave, at leve op til hans forventninger, og at hun allerede nu ville skulle sluge mange store kameler med tiden. Men ville han blive urimelig på noget tidspunkt, det måtte tiden vise, selvom hun havde sine tvivl, om han i sidste ende ville være sådan en mand?

Hun lyttede nøje til hans ord, men måtte bruge et øjeblik til at overveje hendes muligheder. Som hun forsøgte at regne ud på forhånd, hvilken af de to muligheder, han ville fortrække hun valgte.
De ville ende med at bruge meget tid i hinandens selskab, så skulle hun gribe muligheden for at mødes med ham?
”Jeg vil g-gerne rejse med d-dig” hun holdte en kort pause, som hun søgte hans blik, men denne gang med en forsigtighed som ikke havde været tilstede tidligere, før hun forsatte ”Jeg tænker vi ligeså godt k-kan udnytte rejsetiden, på at sætte m-mig ind i d-dine planer og aftaler? I stedet for at bruge k-kostbar tid i Dianthos, når vi e-er ankommet” Modsat hendes blik, par hendes ord ikke præg af samme forsigtighed, tonen var dog hverken skarp som tidligere, men der imod mild.

Hun nikkede til hans ord, om hun burde skrive til sin far. Han måtte side på torne hjemme i Thal'Elor, ved at gå ud af sit gode skind for at høre godt nyt. Hun skulle nok skrive til ham, men hun ville nok undlade lidt i sit brev.



(Haha, det skal du ikke tænke på,- man må gerne blive lidt forfalden til andet end KL ;) Jeg tænker det lyder ganske fornuftigt! Så må vi se hvem der byder ind til at 3 personers tråd :D!)

"Nuvel," sagde han og satte sig endelig i sin arbejdsstol ved skrivebordet. Det var altid en behagelig bekvemmelighed ved at sætte sig tilbage til arbejdsbordet. Han åbnede en af de smukt udsmykkede skuffer og trak et hæfte frem. Derfra tog han et blankt stykke pergament. Med en simpel pen, strøj han nogle få sætninger i en smuk kurvet skrift, og rullede derefter pergamentet sammen. "Det lyder som en plan. Mød mig her om to dage, ved daggry. Sørg for at være pakket og klar. Tag det her brev og giv det til Jiva. Du kan sikkert finde hende i hytten ved den nordligste hængebro. Høj, stærk, ørkenelver. Du er ikke i tvivl når du ser hende." Han rakte hende det fine pergament, uden videre at forklare hvem Jiva egentlig var. De to skulle nok lære hinanden at kende hurtigt. Ørkenelver-soldaten var - trods den store muskuløse krop og de mange ar - en blid og venlig sjæl. Der var ingen tvivl om at Jiva og Aqeela ville kunne blive venner. Det ville sikkert blive en sur oplevelse for Zahir; han forestillede sig at den store soldaterkvinde ikke ville es stille til imens Zahir verbalt disciplinerede Aqeela. "Jiva vil sørge for at få hjulpet dig med at pakke dine ting når dagen kommer." Han rejste sig igen og kastede hende et sidste blik inden han med et simpel håndbevægelse sendte hende bort. 
"Afsted. Du har et brev at skrive og nogle ting at pakke, er jeg sikker på."

( Lad os afslutte tråden her. Skal vi lave en anden tråd til rejsen eller blot finde et offer i Dianthos ? ;) )

Hun trådte nærmere hans arbejdsbord, som han rakte det sammenrullede pergament frem mod hende. Fristelsen for at kigge læse hvad der stod skrevet, gav hende en kriblen i fingrene, men hun skubbede følelsen væk, som han forsatte sin nye talestrøm.
Jiva. Hans information om denne ørkenelver Aqeela skulle finde var ganske sparsom, men med tanke på hvor de befandt sig. Så vrimlede det ikke med den mørk glødet elverrace, om ikke andet så måtte hun sige navnet højt ud i luften, og håbe at Jiva ville reagere.
Hun lod blikket falde fra ham til rullen i hendes hænder, men løftede blikket med et lille smil, ikke et af dem som helt nået øjnene.

Han gjorde en gestus med hånden, mod døren og selvom de følgende ord var overflødige, stod hun pænt lyttende på dem, til det sidste var sagt. Før hun bevægede sig mod den smukt udskåret dør i de samme elegante, bløde bevægelser, som altid.
En blød lyskegle gled ind i rummet, da døren blev åbnet, kun bremset af hendes skygge. Hun skævede lidt over skulderen, tilbage mod ham med ordene ”Vi s-ses om et par dage”. Herefter forsvandt hendes skikkelse væk som døren lukkede sig i bag hende.




(Hvis ikke du drukner i tråde, så ville det være helt fint for mig med en rejse tråd ^^’ Så ved jeg også nogenlunde, hvor de står i forhold til hinanden, inden vi hiver andre med ind i en tråd,- hvis det giver mening?)