Sted: Skovfortet i Elverly
Tidspunkt: Midt på dagen
Vejr: Ikke en sky for himlen
Begivenhed: To uduelige magikere har udfordret hinanden til duel!

Tråd lavet i forbindelse med Skrivekonkurrence: Tilfældig Trådstart.

Det var en smuk dag i Elverly. Zahir havde besluttet sig for at tage en vandretur igennem byen for at nyde den friske luft og de smukke grønne blade og massive træer. Trods han havde været her et utal af gange, og havde set næsten alt der var at se i hele landet, så var Elverlys grønne skov og smukke bygninger altid noget han så frem til at gense. Det var en smuk afveksling fra Thal'Elor. Turen havde taget ham til Skovfortet, hvor han havde taget en lang tur rundt om fortets ydermur, igennem gårdspladsen og nu travede igennem den gamle, ubrugte kampplads. 
Ah tænk hvor mange kampe og turneringer der har været her. Krigere og magikere fra alle elviske-afstamninger kom hertil for at bevise deres værd. Legender blev fundet her. Fantastisk!

"Undskyld, unge mand?" Zahir stoppede op og drejede langsomt hovedet mod stemmen. En ældre skovelver-mand, med en kroget næse og langt gyldent hår, stod og prustede en meters afstand fra Zahir. Bag ham - måske 10-15 meter væk - stod en elver-kvinde med armene over kors og tappede sin sko mod det smukke stenbelagte gulv.
"Ja?" spurgte Zahir, og vendte sig mod den ældre. Han prustede endnu en gang. Den 10-meters løbetur fra kvinden til Zahir havde vidst slået ilten ud af den ældres lunger. Zahir ventede tålmodigt, med hænderne foldet bag ryggen og et nobelt ansigtsudtryk. Den ældre skovelver rettede sig endelig op og talte igen:
"Jeg, Kal'Andor den Mægtige, og min... bekendte, Bilmara," han nikkede mod den kvindelige elver bag sig, "har i sinde at duellere for én gang for alle at beslutte, hvem af os har den største magiske kunden. Jeg har naturligvis selv studeret under de dygtigste magikere i Dianthos, udlært af de fineste, du ved... Store navne, åh ja. Du har vel hørt og Matos den Magiske eller Kristina - kvinden af is! Nej? Åh, hvad med selveste Lys-Dronningen? Åååh ja, hende har jeg oplært. Ja ja. Altså, jeg har trænet med en af hendes krigere, nuvel. Og han er nu blevet hendes personlige træner! Ja altså, det har jeg hørt. Men ser du... Bilmara har lært 'fra naturen', og, ja du ved jo hvordan kvinder kan være! Hun påstår at hun ved bedre end jeg. Fjollet, ikke? Absolut! Så du må forstå at jeg må vise hende én gang for alle, at Kal'Andor den Mægtige ikke er så let at løbe om hjørner med!" 
Zahir stod et øjeblik og kørte smøren igennem en ekstra gang. Han åbnede munden og-
"Nå?! Hvad siger han så?! Hvorfor tager det så lang tid?! Står du nu og fortæller din livshistorie igen, Kal? For pokker da, jeg skal da også gøre alting selv!" råbte kvinden utålmodig og trampede nu op til de to mænd. Kal'Andor den Mægtige vendte sig imod hende, og de to gav sig til at mundhugges om hvorvidt der var behov for baggrundsviden eller ej for denne duel. Zahir stod tilbage i forbavselse og betragtede de to elvere mundhugges, imens hans hjerne nærmest desperat forsøgte at finde et svar på en så absurd og uvant situation. Pludselig vendte kvinden sig imod ham. Hendes øjne slog nærmest gnister.
"Nå?! Hvad siger du så? Hold lige mund, Kal! Vi skal bruge en dommer. Er du med eller ej?" 
Ingen ord fandt frem til ham, så han endte blot med at nikke. Kvinden krævede tilsyneladende ikke andet. Hun pegede hen mod de gamle tribuner, og Zahir makkede ret. Han satte sig til rette og betragtede de to elvere, som - stadig i færd med at mundhugges - placerede sig på hver sin side af den ovale kampplads. 
"For sidste gang, Kal, hun hedder Lysets Dronning! Ikke Lys-Dronning! Og klap så i!" råbte Bilmara en sidste gang før hun afventende kiggede på Zahir. Kal'Andor den Mægtige fortsatte med at tale om alt eller intet. Zahir rejste sig op med rank ryg og rømmede sig et par gange, for at få den ældre mandlinge elver til at falde til ro. Et øjeblik efter stod de begge afventende i deres "kamp-positioner" (hvilket bedst kan beskrives som toilet-trængende-positioner") og ikke et ord forlod deres læber.
"Jeg, Zahir Kahn af Thal'Elor, øh, velsigner nu denne duel til den endelige afgørelse mellem Kal'Andor og Bilmara - to mægtige magikere. Ved mit ord... Gør jer klar... Og... Start!" 
Kal'Andor den Mægtige gav et lille hop da Zahir satte dem igang. Bilmara stod solid som en klippe med sine hænder løftet over sig, i en underlig sammenkrybet position. Kal'Andor begyndte pludselig at svinge armene rundt i cirkler imens han højlydt hvinede nogle "wululu" lyde. Zahir satte sig og betragtede dem med stor nysgerrighed. 

Bilmara sprang fremad og udbrød "MHARR!" imens hun svingede hænderne fremad, som var hun en slange der angreb. Men Kal'Andor - som trods alt ikke havde rykket sig - stod stadig 5 meter fra hende, og selvom hans reaktionstid tilsyneladende var større ned hvad godt var, så ramte denne hånd-prikken ham ikke. Kort efter tog Kal'Andor dog et skridt fremad, stadig med armende svingende rundt om ørene og den skrigende stemme. De to kæmpende nærmede sig hinanden - den ene med slange lignende hug, og den anden med svingende arme og et hyl der havde skræmt alle fugle bort. Zahir stirrede fortsat forbavset på dem og afventede den egentlige magi. De to elvere stoppede foran hinanden - dog stadig med deres respektive "angreb" i fuld gang. Endelig løb Kal'Andor tør for gas, og måtte pruste efter vejret i et par sekunder.
"Bare indrøm det, Kal'Andor - du har ikke en chance!" udbrød Bilmara og sprang fremad med fingrene pegende mod sin modstander. Kal'Andor hylede i chok og sprang bagud.
"Umuligt! Min vindmagi prællede af!? Hvordan!?" 

Sådan hoppede de to frem og tilbage i et par minutter, uden egentlig at berøre hinanden. Zahir tog sin puls et par gange, rejste sig og løftede armene og mumlede nogle sætninger for sig selv. Nej - han havde hverken fået et slagtilfælde og han var tilsyneladende heller ikke blevet blind. De to 'magikere' udførte ingen form for magi. De sprang frem og tilbage og gestikulerede mod hinanden, imens de råbte og skreg alskens lyde. Zahir var ikke sikker på om han skulle grine eller græde. De to var uden tvivl blevet skøre - eller også havde de altid været det. Han besluttede sig dog for at blive og nyde underholdningen. Så meget han kunne...

Efter hvad der føltes som en evighed, rejste Zahir sig endelig op og løftede den ene hånd i vejret. "Mægtige Kal'Andor og Fantastiske Bilmara... Jeg har nået til en konklusion efter at have set jeres duel!" 
De to elvere stoppede deres respektive angreb (Bilmara stod med spredte ben og slog hænderne i jorden for at lave 'jordskælv', og Kal'Andor - der mente at regnorme ikke mærkede jordskælv - lå og rullede rundt på jorden for at undgå hendes angreb). De stirrede afventende på ham, med store sved- og jord-pletter overalt på deres tøj. 
"Jeres evner er ubeskrivelige. Folk vil tale om jer i hele landet - ingen vil tro på dét, jeg har vidnet her i dag! Men ak - jeg har set noget ubeskriveligt. Noget... uvirkeligt! I er begge absolut fantastiske. Jeres evner udligner hinanden. Den ene er ikke stærkere end den anden. I er begge lige stærke! I er lige værdige. Dette er min dom! I kan stoppe jeres fejde nu."

Der gik et øjeblik, hvor hverken Kal'Andor eller Bilmara sagde noget. De kom begge på benene, så på hinanden og dernæst på deres dommer. Zahir var ganske stolt af sin meget pragmatiske dom - han formåede at undgå at kalde dem latterlige eller fanatiske. Og han løj endda ikke. Det var noget at et svar han havde givet dem. Han smilte tilfreds til dem.

"Sikke noget VÅS!" råbte Bilmara.
"Ja! Påstår du at hun er lige så stærk som mig! Tåbeligt! Du ved tydeligvis ingenting om magi, knægt!"
"HA! Hvad siger du, gamle mand?! Jeg løb cirkler omkring dig, dit fjols. Du havde ikke en chance. Hvis han ikke havde stoppet os--"
"Så dét siger du?! KOM AN, KVINDE!"

Zahir stirrede chokeret på dem da de på ny begyndte at trampe rundt, slå i jorden og hoppe rundt. Han havde ingen ord tilbage. Han havde ærligt talt aldrig oplevet noget lignende. Så i stedet for at dvæle mere på denne vanvittige situation, så rejste han sig og gik.

Solen var ved at gå ned...