Kære familie
Det gør mig glad at høre i har det godt, og om Eriks glæde ved jagt. Han skal nok blive en god jæger. Jeg er stadig glad for at bo her i Dianthos. Jeg er glad for mit arbejde, men jeg håber stadig på at komme ind i hæren. Jeg har fået nogle gode venner på arbejdet, og jeg kommer også godt ud af det med de to andre unge kvinder i opgangen. Jeg har også mødt en ung mand

Hun sukkede opgivende, krøllede brevet sammen, og kastede det over skulderen, så det landede på modsatte væg og røg ned på gulvet. Hvad tænkte hun dog på? Hun rejste sig fra skrivebordet og gik hen til kjolen, hun havde lagt oven på sin dragekiste for enden af sengen. Hvis hun først begyndte at fortælle dem om Pax... det ville give så mange spørgsmål. Hun lod en hånd glide henover kjolen, for derefter at gå over for at vaske sit ansigt. De ville jo starte ud med at blive henrykte, men når hun ikke kunne svare på spørgsmål om hans erhverv, hans familie... Det gik ikke. Nu med et rentvasket ansigt begyndte hun at iklæde sig kjolen. Hun havde købt den for få dage siden, for inden da havde hun ikke ejet en kjole, og i den sidste uges tid havde hun ikke selv haft tid til at prøve selv at lave en. Og i dag skulle hun til fest.

I undergrunden Freya, helt ærligt, tænkte hun, men kunne stadig ikke lade være med at smile lidt ved tanken. Kjolen var ikke farverig eller smukt dekoreret med fornemme knapper eller pufærmer, for det havde hun slet ikke råd til. Men den var mørkebrun, så den passede til hendes øjne, og den havde lange ærmer, der kunne snørres ind ved håndleddene. Den gik helt ned til hendes ankler, men den havde en god vidde omkring hendes ben, så den var let og behagelig at bevæge sig i. Den sad tæt fra hendes skuldre og ned til hofterne, så den fik hendes former frem, og ved hendes barm var der også en snørre. Hun kiggede ned ad sig selv og overvejede, hvor stramt hun mon skulle binde den, eller om hun bare skulle lade den være bundet løst. Hun skulle jo mødes med Pax, og hun vidste ikke om... Freya, der er børn til stede, drop det, sagde en stemme inde i hendes hoved, og hun bandt snørren fast med beslutsomme hænder.

Sidste uge havde han besøgt hende, og han havde været så vred. Det var hun også blevet, så det havde været noget af et skænderi. De var aldrig nået til enighed, og alligevel... alligevel havde han valgt at overnatte hos hende. Valgt at ligge sig ved siden af hende i sengen. Sådan var de faldet i søvn ved siden af hinanden, ryg mod ryg. Halvnøgne. Hun tog kammen, der lå på hendes seng. Den var skåret ud af hornet fra en okse. Hun havde fået den for mange år siden af sin mor. Freya var langt fra rig, så hun havde ikke mange ting i sit liv. Men de fleste af dem, hun havde, var af en helt særlig betydning for hende. Kammen og bjørneskindet på hendes seng var iblandt dem. Lige da Pax havde lagt sig, havde hendes muskler spændt op i overraskelse, men hurtigt havde hun slappet af igen og bare givet sig hen til muligheden for at ligge tæt op af Pax. Mærke hans varme. Han havde holdt sig til sit ord om at holde nallerne for sig selv – "jeg tør ikke andet," ekkoede Pax' drillende stemme inden i hende, og hun himlede med øjnene, mens et lille smil spillede på hendes læber. Freya havde intet spejl, men det behøvede hun heller ikke. Hun fik redt sit kraftige hår omhyggeligt, og uden problemer fik hun flettet hele sin manke. Så mærkede hun lidt hist og her på sin frisure, før hun gav et lille smil fra sig. Det sidder perfekt, tænkte hun tilfredst. På hendes seng lå der også en anden ting, som hun nu greb ud efter. Det var et læderbælte med en lille læderpung, som hun bandt omkring sit liv. Det var måske den vigtigste ting at huske, for heri lå gaven til fødselsdagsbarnet. Nu var der kun én ting tilbage, hun skulle ordne. Den sværeste af dem alle.

Hun skulle snige sig forbi slangen nedenunder.

Hun åbnede døren til sit kammer og stak hovedet ud i opgangen. Der var fri bane. Let på tå begyndte hun at gå ned ad trapperne, og sejrsrigt skulle hun til at gå ud af hoveddøren, da døren ind til hendes udlejerskes kammer gik op med et brag. Og der stod hun. Gertrud. Havde Freya været en kat ville kun uden tvivl være sprunget flere meter op i luften af ren forskrækkelse. Hvor havde den gamle kælling pludselig fået de kræfter fra!? Den gamle krage kiggede indgående på hende som om hun stirrede direkte ind i Freyas sjæl, og den unge kvinde kunne mærke, hvordan hendes hjerte sank i modløshed. Nok var Pax bandeleder, men alligevel var det denne ældgamle kælling som hun frygtede allermest. Du bør virkelig rydde op i dine prioriteter, hviskede en lille indre stemme til hende, men hun valgte straks at kvæle den med et brutalt greb. “Jeg kunne høre listefødder,” mimrede Gertrud signede og gav Freya elevatorblikket. “Du har kjole på”.

Heks.

“Ingen føjteri!” spruttede den gamle dame, og Freya var bange for at den gamle slanges ene øje ville poppe ud af kraniet på hende. “Du kender reglerne!” Freya tog hænderne op i håb om at afværge den gamle kones bebrejdelser. “Ja, jeg kender reglerne, Gertrud. Men bare rolig, jeg føjter skam ikke. Og jeg er meget glad for, at du lader mig bo her. Ser jeg ikke yndig ud?” spurgte hun i et hurtigt emneskift og snurrede omkring sig selv, så kjolens skørt dansede omkring hende. “Og endda også meget anstændig, hvis jeg selv skal sige det,” tilføjede halvorkeren med et skævt, selvsikkert smil. “Meh, eh, jae, heh. Ungdommen nu til dags og deres uforbederlige føjterier,” brummede den gamle kælling, mens hun vendte sig om, gik ind på sit kammer igen og smækkede døren bag sig. Freya åndede lettet op, hev op i kjolen, og sprang ud af hoveddøren, pludselig kåd som et hjortekid på en forårsdag. Det her var det tætteste på en kompliment hun nogensinde havde fået fra Gertrud, og nu skulle hun skynde sig, så hun ikke kom for sent til sin aftale. Hun havde aftalt tid og sted med Pax, så hun kunne blive ledt hen til festen, for hun kendte jo ikke vejen til deres skjulested. Hvis det da var der, de havde tænkt sig at holde festen.

Da hun kom hen til deres aftalte sted tjekkede hun igen sit hår med sine hænder. Det sad fint. Hun rettede lidt på kjolen og lænede derefter sin ene skulder op ad husmuren hun stod ved, mens hun prøvede at få pulsen ned igen. Det der med at se ud som om man bare stod der helt tilfældigt og ikke ventede på noget særligt... det var godt nok svært. Hun kiggede sig lidt omkring, mens hun ventede. Det så ikke ud til at nogen holdte øje med hende eller var fulgt efter hende. Hun tog en dyb indånding for at få styr på hjertet, der fortsat bankede hårdt i hendes bryst. Men det havde besluttet sig for at banke hårdt, og som hun begyndte at få styr på sin vejrtrækning blev hun usikker på om hendes hjertebanken kun skyltes, at hun var løbet herhen.

Havde Freya forventet, at det var Pax der kom spadserende, var hun blevet slemt skuffet. Bandelederen af Ulvens Flok var ingen steder i nærheden og havde i stedet sendt en ranglet stikirenddreng ved navn Tommy. Tommy var høj for sin alder og tynd, med sort, pjusket hår der omkransede et spidst ansigt. Hans øjne hvilede sjældent det samme sted to gange og da han nærmede sig sit mål, bevægede det sig flakkende.
”Jeg er vejviser”, mumlede den unge knægt, og uden at vente på svar, satte han af sted ned af gadebilledet.

Turen var tavs – Tommy gjorde ikke mine til at ville snakke – og jo længere de nåede indgangen til Flokkens territorium i undergrunden, des hurtigere syntes han at gå. Grotten, som Tommy og Freya omsider nåede, var fyldt til randen med liv; den pulserede med travlhed og alskens personer, der småløb og hastede omkring, alle i gang med fødselsdagsforberedelserne. Omkring på de fugtige stenvægge hang lysende krystaller, hvormed det, som burde være mørkt, ikke var det og lyset afslørede to ildsteder, hvor unge piger med småbørn omkring fødderne, var i gang med at kokkerer. Hulrummet havde mange tunneller som strakte sig fra den, og alle førte de ned til laverestående niveauer, hvor Flokken holdte til i deres private stunder.

Til trods for det larmende liv i grotten, hørtes en hæs, gennemtrængende stemme snart; ”Hvor bliver ungerne fra vest af?”, råbte den og som alle så op, var det tydeligvis en stemme, de var van til at adlyde. Stemmen var dog hverken truende eller arrig, kun spørgende, som undrede dens ejermand sig oprigtigt over de manglende flokmedlemmer, og som Pax trådte til syne af en af de mange åbninger, blev stemmen snart genkendelig.
Pax var dog ikke alene, for i sine arme bar han på et sovende spædbarn, der, at dømme på den mørke hud, ikke var hans egen. Endnu, havde Pax ikke lagt mærke til Freyas skikkelse, og som han skridtede henover det ujævne stengulv, løb et drengebarn ham i møde. I sine egne arme bar drengen på en sort kat, hvis mave bulede.

”Pax, han har det dårligt”, lød det kvækkende, i det drengen forsøgte sit bedste ikke at bukke under for de tårer, som truede med at undslippe hans store øjne. Pax satte sig på hug foran knægten og tog katten i nærmere øjesyn. Stadig bar han på barnet, som var det der i grunden ikke, og med en blidhed, der var ukarakteristisk for ham, mærkede han på kattens store mave.
”Nej. Hun er gravid”, svarede Pax med en forretningsmand effektive tone, hvorefter han klappede barnet på hovedet og rejste sig. ”Sørg for at holde hende varm! Og, hey, Yvon, hvor er vest-banden blevet af?”, udbrød Pax, som en ældre mand kom løbende, hans egne arme fyldt med majskolber og kartofler.
”De er på vej! De skulle forbi rotter ved en af portene”, svarede manden hastigt, som han fortsatte forbi sin anfører og imod ildstederne bag ham.

Pax nikkede og så dernæst ned på barnet foran sig, som stadig så på ham med store, uforstående øjne. Den arrede mand sukkede let, hvorefter han lagde sit ansigt på skred og forsøgte – efter bedst evne – at se strengt på drengen. Det synes ikke at have nogen effekt overhovedet, for drengen blev ved med at stirre, hvormed Pax måtte gnide sit ansigt og begynde at vugge barnet, der klynkede i sin dybe søvn. ”Det er en pige, ven”, forklarede bandelederen tålmodigt, hvorefter han pegede på katten med sin frie hånd. ”Hun er ikke en han-”
”Men hvad betyder gravid?”
”Gravid betyder, at hun skal have unger. De kommer ud der”, sagde Pax og pegede på et sted under kattens opvendte mave. ”Hun skal have en baby. Måske flere.” 

En tynd, snavset dreng dukkede op, og Freya havde straks på fornemmelsen, hvem han var. Selvfølgelig, hun burde have vidst, at Pax selv ikke selv kunne komme og hente hende. Hun lagde mærke til, hvordan drengens øjne flakkede nervøst rundt, og hun smilte bare roligt til ham, hvorefter hun troligt fulgte efter ham som en elefantunge følger sin mor. Drengen sagde ikke et ord på vejen, og Freya lod ham blive i stilhedens tryghed. I stedet fandt hun på lege i sit hoved, så hun bedre kunne huske den vej, de fløj i stilhed. Hun sørgede for at kopiere drengen efter bedste evne med at snige, stoppe, skynde sig, og holde øje, så det hele blev inkorporeret i legen. Det kunne jo være, at hun ville få brug for at kende vejen på et senere tidspunkt. Hun vidste ikke hvornår, eller om det var rigtigt, men det var altid bedst at holde muligheden åben.

Det umage par kom frem til en grotte som Freya end ikke i sin vildeste fantasi kunne have tænkt sig vejen til. Hun var overrasket over, hvor mange medlemmer, der mylrede rundt, hver med deres formål, og i et kort øjeblik stoppede hun op. "Hvor er det smukt," hviskede hun og kiggede op på de mange lysende krystaller, der mindede hende om de klare nætter under åben himmel i Nordlandet. Den snavsede dreng gav hende et lille, genert smil, og sammen fortsattte de dybere ind i grotten, som to ballademagere, der godt vidste, at de havde gang i noget, de ikke burde. Der var adskillige tunneller, mange lyde og ansigter at forholde sig til, men én ting genkendte hun dog med det samme.

Det var den kalkulerende, faktuelle stemme, der stammede fra flokkens logisktænkende leder, og Freya kiggede imod stemmen, da alfahannen trådte ud fra en af tunellerne med et spædbarn i armene. En lille dreng kom løbende op til bandelederen med en kat i armene, og mens Pax prøvede at forklare drengen, at hans drengeven var en pige, vendte Freya sig imod sin vejviser. "Tak for at vise mig vej," sagde hun til ham med et lille smil på læberne og gav ham et klap på skulderen, inden hun gik hen imod drengen med katten i armene. "Du har taget dig godt af hende," sagde hun venligt til drengen og satte sig på hug ved siden af ham. Hun nussede blidt den sorte kat på kinden, så den spandt, og lod så sin hånd glide ned på dens bulende mave. "Snart kommer der små, søde killinger, og til den tid vil hun blive glad, hvis du havde lavet en lille hule til hende. Så kan hun holde sine killinger varme," sagde hun blidt og lagde så en hånd på drengens skulder, som om hun skulle til at fortælle ham en hemmelighed. "Og ved du hvad? Jeg tror, du kan lave den allerbedste hule".

Hun rejste sig langsomt op, stående foran Pax, rank ryg og med et lille smil kun ment til ham, lige så meget dansende i blikket som på hendes læber. Men det var kun for et kort øjeblik, inden hun med en let bevægelse i hoften lod sig glide tættere på ham, og lod sit blik glide ned på spædbarnet i hans favn. “Min nevø var meget lille, da han blev født. Og min svigerinde var meget svag. Jeg sad med ham hele natten, mens min mor reddede hendes liv,” sagde hun stille, ordene kun ment til bandelederens ører, fordybet i minder, mens hun strøg sine fingre kærligt over spædbarnets pande og ene kind. “Det er 9 somre siden, og nu hjælper han til under jagt”. Et næsten genert smil prydede langsomt hendes læber, men da hun kiggede op for at lade sine mørkebrune øjne møde Pax' grå, var hendes blik stærkt som altid. "Hej alfa".

Pax måtte se op gange to og hastigt efterfulgt hinanden, som havde hans øjne spillet ham et puds, i det Freyas kjoleklædte skikkelse nærmede sig. Ude af stand til at begribe, at halvorkeren nu befandt sig på hans territorium, klistrede hans stålgrå øjne sig til hendes person, som hun fortsat nærmerede sig ham og gav sig til at tale beroligende til drengen.

Hun er smuk, skreg en tanke af bandelederen, der med let åben mund betragtede Freya knæle ved sin side. Ikke, at Pax rigtig registrerede tanken, til trods for dens insisterende tone, for for blot et øjeblik stod verden stille.

Kieran led dog ikke som sin anfører. I stedet så han op på Pax, der så på Freya med sammenknebne øjenbryn, og afgjorde i sit stille sind, at den grønne kvinde nok var god nok. Hun var trods alt tæt på Pax selv og folk stod ikke tæt på manden, hvis de vel og mærke ikke var, ja, netop gode nok.
Som Freya begyndte at forklare, nikkede Kieran stilfærdigt, tilsyneladende ikke overbevist om, at der ikke var noget galt med det sorte gadekryds. Ikke desto mindre måtte han dog se sig tilfreds og med hastige skridt, satte han afsted ned mod de lavereliggende huler – pludselig havde han en mission. Han skulle bygge den allerbedste hule.

I det Freya rejste sig, fik Pax omsider set væk – og ned, for snart efter jamrede det tykke spædbarn igen. Per instinkt begyndte Pax at vugge det men som Freya nærmede sig, med et blik han ikke forstod, flakkede hans eget mellem hende og barnet i hans arme.
”Nogle børn vokser op og bliver stærke. Jeg tror, at ham her gør det samme”, svarede Pax, i grunden stadig perpleks over, hvordan Freya… syntes at stråle. Og hvorfor smilede hun sådan til ham?

Revet ud af den umiddelbare trance af hastige og ikke mindst massevis af skridt, lod Pax ufrivilligt sine øjne glide henover de godt og vel syv børn, der let pustende var kommet hjem. ”Endelig”, mumlede han, i det han nikkede et sted foran sig og de alle dernæst satte i løb i retningen, hvori han havde anvist dem.
”Følg med”, bad han Freya, hvorefter han overrakte barnet til en forbipasserende ung pige, der straks begyndte at pylre om det. 

Freya havde godt lagt mærke til, hvordan Pax måtte kigge på hende en ekstra gang, da hun kom hen og satte sig ved siden af drengen med katten. Det gav hende de der sommerfugle i maven, som hun havde hørt andre snakke om som var det en gave fra Isari selv. Freya vidste dog ikke helt, om hun syntes følelsen var en gave, for det gjorde hende ør i hovedet, og selvom hun var en stor og stærk kvinde, så var det som om følelsen havde evnen til at rive hende i småstykker indefra, hvis den ville. Som om hun var i følelsens vold. Hvordan kunne folk holde det ud? Snakke om det som det var magi, når det ikke kunne tæmmes og kontrolleres?

Men samtidig fyldte det hende med en selvtillid, der var svær at beskrive, når hun så, hvordan bandelederen betragtede hende indgående med sine kalkulerende, grå øjne. Hun havde før oplevet at vække mænds begær og tage imod dem, når aftenen var omme, men det her var anderledes. Hun nød Pax' faste blik på hendes skikkelse, hans ekkoende ord om, at hun var køn, hvordan krystallerne lod det farvede lys danse i hans askegrå hår. Men det var anderledes end de sultne, dyriske øjne hun før havde mødt, hvor hensigten ikke var til at tage fejl af. Hvor de havde danset omkring hinanden som glubske ulve om aftenen, inden de på bløde tæpper og dyreskind havde omsvøbt hinanden i nattens mørke for at dulme den altoverskyggende lyst.

Bag dem forsvandt drengen med katten, og hun håbede på, at hendes hentydning havde fået ham til at springe til handling. Spædbarnet i Pax' arme klynkede, og det var helt besynderligt at se den høje, unge mand, flokkens anfører, tage sig af noget så småt og hjælpeløst, vugge det i sin favn i håb om at berolige den lille dreng. Da Pax svarede hende var det som om tonen i hans hæse stemme havde ændret sig lidt, men hun kunne ikke helt placere det. Er der mon noget galt?

Hun nåede dog ikke at spørge ham, for lyden af løbende skridt fik brast den bobbel, der for et øjeblik havde afskærmet dem fra resten af verden omkring dem. Det måtte være den gruppe fra vest, som Pax havde spurgt ind til tidligere, som var dukket op nu. Da han bad hende om at følge med sig, adlød hun prompte som en hind, der følger flokkens tryghed. Hun var gæst her, i Pax' univers, så hun anså det som vigtigt, at hun opførte sig ordentligt og ikke satte Pax i et dårligt lys over for hans følge. Og nok havde dette sted utrolig mange veje ind og ud, men alfahannens invitation om at lade den enlige ulvinde komme til hans territorie, var hans måde at vise Freya, at han også stolede på hende. Og for Freya betød det mere, end hvad ord kunne beskrive. “Du må sige til, når vi møder den heldige,” sagde hun med et lille smil og løftede op i skørtet med den ene hånd, så hun bedre kunne følge med bandelederens effektive skridt. “Jeg har en lille ting med,” sagde hun og hentydede til gaven, der lå trygt i pungen på hendes læderbælte. “Det her sted er virkelig imponerende. Og i har virkelig fået sat en stor fest i gang”. Ordene var ikke kun ment til at stryge ulven med hårene. De var også ægte.

Pax så sig over skulderen, i det Freya atter henvendte sig til ham. Stadig slukøret af hendes kjoles udskæring tog det ham et øjeblik at fatte, hvad hun i grunden mente og hastigt brummede han; ”ja, det skal jeg nok.” Ordene var en anelse fraværende i sig selv og tonen sneg sig op i de stålgrå øjne som spæde gnister, som tankerne fortsat havde sit omklamrende tag i ham.
Dernæst så han rundt, som så også Pax det kæmpe hulrum for første gang. Så nikkede han stille og jog en arret hånd igennem det askegrå hår. ”Det har taget mange år. Da jeg kom til Dianthos var det, ja, stadig under bearbejdelse. Jeg vil helst fokusere på de nedre gangtunneller. Det… ja, det er tættere på rent drikkevand og sværere at angribe, så der arbejder vi nu”, fortalte han, i det de sammen skridtede ind i et tilstødende rum, hugget ud af stenmuren.

Småbørn var alle i fuld gang med at iklæde sig varmere og nyere gevandter, end dem de var kommet løbende hjem i. De lo og snakkede højlydt, men forstummede alle instinktivt, i det Pax trådte ind og hurtigt lod det fraværende blik glide henover den lille forsamling. ”I er forsinket”, konstaterede han, i en tone der efterlod særdeles meget til fantasien, og børnene nikkede sagtne, før de kastede urolige blikke på hinanden. En tilsnusket og tynd dreng med et bulende, blåt øje trådte frem fra flokken; tydeligvis var han lederen iblandt børnene.
”Det vrimler med byvagter”, svarede han selvsikkert, hvorefter han lagde armene over kors og betragtede Pax – næsten udfordrende. ”Så vi skulle finde hjem udenom dem.”
Pax så op fra det vakkelvorne bord, hvorpå alskens lædersække lå placeret og matchede drengens blik; ingen kunne dog stirre tomt som Pax og drengens blik flakkede vagtsomt end ikke i øjeblikket efter. ”Det er fordi prinsessen er blevet kidnappet, men det ved I. Har det påvirket profitten?”, svarede Pax, lige dele konstaterede og spørgende, hvorefter han lod sit blik glide henover børnene, der alle begyndte at ryste på hovedet. Det resulterede i et kort, konstaterende nik fra Pax, hvormed han smed hånden ud til siden og børnene satte i løb forbi Freya – men ikke uden at betragte hende nysgerrigt og længe.

I det Pax atter blev alene med Freya, skar han en spæd grimasse. ”Selvom vi skal holde fødselsdag, kører forretningen stadig. Ham drengen, Tamar, er en del af et tvillingesæt, vi har haft siden, de var spæd. Han kommer til at vælte mig af pinden på et tidspunkt og sætte sig som Flokkens anfører med mig i rendestenen.” Ordene var hverken bitre eller irriterede, men blot konstaterende og stadig fraværende. Pax kunne ikke få sig selv til at kigge på Freya, selvom han inderligt ønskede kun at betragte hende.

Der var det igen. Tonen i Pax' brummende stemme, der var svær for hende at placere. Hun kunne teleportere sig. Hun kunne paralysere folk. Hun kunne få store, stærke mænd til at skælve ved et enkelt slag med en knyttet næve. Men selv hvis Zaladin valgte at brække sig ud over hende, så kunne hun ikke læse tanker! Var det i tilfælde som dette, at folk sagde, de ville give deres arm væk? Hun prøvede at lytte efter Pax' ord om stedet, men det var svært at fokusere med en tankestrøm i hovedet.

Sammen kom de ind i et nyt rum, hvor børnene fra tidligere var i gang med at klæde om til festlighederne. Selvom klæderne var finere end dem, de før havde båret, så var de stadig lasede, og nogle af børnenes kroppe bar tegn på, at det havde været en hård vinter. Det var svært for Freya ikke at kigge forfærdet væk, da hun så et glimt af en af børnenes tydelige rygsøjle. Pax konfronterede gruppen med deres forsinkelse i hans sædvanlige, faktuelle tone, og som hun havde forventet, kiggede børnene uroligt på hinanden i skam. Hvad hun ikke havde forventet var, at en af drengene rejste sig op, og Freya anså ham straks som en udfordrer. Hans ene øje var omkranset af en hævet, blå bule og Freya overvejede, om han mon havde været oppe at slås imod de såkaldte byvagtsrotter, eller om han havde skullet vise sig frem blandt sine egne. Stirrekonkurrencen imellem de to hanner var dog kortvarig. Pax var stadig uden tvivl flokkens anfører.

Pax spurgte ind til tyvekosterne på bordet og sendte en kommentar af sted om intensiteten af byvagter efter prinsessens forsvinden, og Freya sukkede dybt i sit indre. Så tomt han kunne konstatere det... Det bekræftede kun hendes mistanke om hele den situation. Snart efter løb den lille flok af børn af sted efter opfordring fra Pax, og det var som om børnene først nu så hende. Drengen med det blå øje sendte hende en utilfreds grimasse som Freya havde svært ved at placere, men et fnys fra hendes side fortalte ham, at hun var lige så forsvarsløs en kvinde som en arrig tyr, og det var nok til at sende ham videre i systemet. Resten af børnene kiggede mest af alt nysgerrigt på hende, mens de smuttede forbi, undrende over hvem kvinden i Pax' følge var. En af de små piger, med en utæmmelig manke af et hår, kiggede på hende ekstra længe, og Freya blinkede til hende med et “jeg sætter gerne dit hår senere, ven”. Med et lille grin løb pigen med den store, utæmmelige manke af sted med de andre.

Vi er alene, gik det op for hende, og stilheden sænkede sig over dem, inden Pax til sidst brød den med fortællinger om Tamar og hele flokkens... forretning.

“Prinsessen,” hviskede hun næsten spørgende, men faktisk var det mere en konstatering. Hun havde udmærket godt hørt rygterne og tænkt, at Pax nok havde en finger med i spillet. Men at det var ham, der havde sat tingene i gang... hun havde ønsket, at det ikke var tilfældet, men manglen på overraskelse i hende var en stærk indikation på, at hun havde haft en bange anelse om det.

Hun gik tættere på ham med armene omkring sit liv, skridtene langsomme i hendes tankemylder, og øjnene rettet imod det hårde gulv. Hun stoppede op tæt på ham, vægten på det ene ben, så hendes hofter tiltede lidt på skrå, og sendte ham så et bebrejdende blik, der tydeligt talte sit sprog om, at hun ikke bifaldede hans beslutning om at kidnappe en prinsesse. Det kunne skabe gevaldige problemer, der var langt større end ham selv. Men blikket blev hurtigt mildt, for dette var ikke det rette tidspunkt til at skændes.

“Angående Tamar, så ville jeg have sat ham på plads for hans utaknemmelighed, når du har taget dig af ham så længe,” mumlede hun og overvejede, hvordan hun mon selv ville have håndteret sådan en udfordring. “Det må være derfor folk går så meget op i at få en arving. Det giver vel følelsen af, at så er der styr på sagerne,” sagde hun henkastet med et skuldertræk. Det gik nu op for hende, hvor tæt hun egentlig havde stillet sig på Pax, og hun rakte drillende ud efter hårtotten, der dækkede Pax' pande for at puffe den af vejen. “Og du ved godt, at så længe jeg er her, så får du ikke lov til bare at ligge og drive den af i en rendesten,” sagde hun drillende med et udfordrende blik til bandelederen i et forsøg på at rette samtalen hen på noget mindre dystert end Pax' fald fra undergrundens trone.

Pax’s ene finger, der var i gang med at kærtegne et ravstykke, stoppede i blot et øjeblik, som Freyas hvisken nåede ham. Ikke længere så bande-lederen nogen grund til at lyve, så med et spædt skuldertræk, lod han atter deres blikke mødes.
”Indtjening”, forklarede han, som enhver anden ville kommenterer på den kølige forårssol. ”Hun har det fint. Ingen gør skade på hende”, tilføjede Pax dernæst, som han igen tog dagens profit i nærmere øjesyn. Med vante bevægelser delte han hurtigt ravstykkerne fra de enkelte jadesten, der også var at finde i en sparsomme bunke. ”Vinteren har været hård. Selvom vi udvidede grænserne mod nord, har vi haft svært ved at brødføde hele flokken. Der kommer hele tiden nye til og selvom jeg monitorerer hvem, der føder børn og ikke mindst, hvem der laver dem med hvem, så kan vi knap følge med. Man kan måske det indtryk, at børnedødeligheden er høj i undergrunden, men det er langt fra sandheden… i hvert fald ikke her. Desuden er der mange af de øvrige grupper, som falder fra hinanden og finder ly her. Det er selvfølgelig helt med vilje fra min side men det giver… udfordringer” Med et hastigt blik, der bedte om Freyas forståelse, betragtede Pax hende kortvarigt. Derefter måtte han endnu engang se væk. Atter syntes Freya at stråle og det fik det til at snurre mærkeligt i hans krop under navlen, selvom hans mund knap kunne stille – og måske den netop ikke ville lystre ham, fordi Freya… var betagende at betragte. 

”Her er der ikke nogen loyalitet til slægtsblod eller arvinger. Det er den stærke, der sætter sig på tronen og det er den stærke, som forbliver der. Tamar kommer ikke til at falde over den ved et uheld, som jeg gjorde. Han kommer til at tage den”, talte Pax videre, hvorefter han atter måtte trække lidt på den ene skulder. Denne gang kunne han dog ikke undgå, at lade det følelsestomme smil finde vej frem til hans arrede læber og han kastede dernæst med hovedet mod Freya, alt imens han stadig arbejdede på rav- og jadestykkerne. ”Pas på hvad du siger. En dag bliver det en realitet.”

Atter blev de afbrudt, i det en ældre mand stak hovedet ind i hulrummet. Hans mund åbnede og lukkede sig i forvirring, i det han bed mærke i Freya, hvorefter hans blik begyndte at flakke en anelse mellem sin anfører og halvorkeren.
”Pax. Jeg skulle… øh…”, begyndte den fremmede, som hans blik gled henover Freyas kønne skikkelse og som Pax bed mærke i det, rejste han sig op med lynende øjne; drevet af noget, han bedst kunne beskrive som et instinkt. Manden syntes dog at fornemme Pax’s intense skikkelse, hvis stålgrå øjne hvilede urokkeligt – og ikke mindst udfordrende – på ham. ”Ja, jeg ville bare sige, at alle er vendt hjem nu, så vi er sådan set klar…”

Pax nikkede og kastede med hovedet, og som havde han i stedet kastet med manden, fløj denne ud fra åbningen. For blot et øjeblik stod Pax og skævede mod sine beskidte skosnuder, før han tog en dyb indånding for at tæmme… hvad end det var, at han følte. ”Er du klar?”, spurgte han, en anelse forhastet, hvorefter han rømmede sig.

Freya forholdte sig tavst, mens Pax forklarede, hvordan situationen hang sammen. Ikke at hun accepterede hans handling af den grund, men i det mindste var han ærlig. Idiot, tænkte hun med letrynket pande. Kan du ikke se, at de vil blive ved med at lede efter dig, længe efter løsesummen er brugt op? Hun gav ham dog et skævt smil, da han så på hende. Hun kunne ikke lade være med andet, når hans blik nærmest bad om hendes forståelse. Hun brød sig heller ikke om tanken om, at det var ham, der skulle sige god for, hvem der måtte være sammen med hvem, og hvem der måtte få børn eller ej. Det gik for meget imod hendes holdninger om, at folk skulle have et frit valg. Hun havde godt hørt om den slags før, men hun var stadig overrasket over, at det var en regel, der gjalt hér. Og så alligevel. Med Pax' kalkulerende tankegang, så kunne Freya godt se mening i galskaben. Hun ønskede så bare, at Pax havde tænkt lige så meget over sagerne, inden han havde bortført prinsessen.

“Det er ikke altid den stærkeste, der er den bedste leder. Og sidst jeg mødte dig lod du ikke til at være typen, der ville lade andre stikke dig i ryggen,” sagde hun i en kæk bemærkning, som for at udfordre tomheden i ham. Hun havde set ham brænde op af vrede over hende, og hun havde set ham smile. Men det tomme udtryk var ikke til at holde ud. Det virkede så... dødt. Opgivende. Defor fortsatte hun, da den unge mands smalle ansigt vendte sig i hendes retning. “Din kløgt og min styrke? Vi kunne da blive et godt hold,” drillede Freya håbefuldt igen, men mærkede en paralyserende varme blusse op i sine kinder, da en ældre mand trådte ind i rummet og afbrød dem.

Vi er ikke alene længere, gik det op for hende med forlegenhed tydeligt skrevet i hele hendes røde ansigt og chokerede øjne. Med et pludseligt ryk i hovedet kiggede hun hen imod manden, der havde afslørret dem. Hun havde det virkelig som om, hun var blevet fanget i noget, hun ikke burde have gjort. Hvor meget havde denne mand hørt? Hvordan ville det blive taget? Freya var pludselig utrolig bevidst om, at hun var gæst her i undergrunden. Hun hørte ikke til her. Hun var jo ikke en del af flokken. Medlemmerne, der så hende, vidste straks at hun aldrig havde sat sinne fødder hernede før. Hele situationen blev heller ikke lettere for hende i og med at hun havde gjort sig umage med at se godt ud i dag. Kjolen, hun havde på, fik hende til at føle sig meget mere feminin – en følelse hun ikke havde omfavnet siden sidst, hun havde taget imod en mand. Og det var efterhånden længe siden.

Hun kiggede brat ned på det hårde stengulv. I sin forlegenhed kunne hun ikke kigge på manden ret længe, og hun kunne da slet ikke møde Pax' blik. Hun gik et par skridt væk fra den høje skikkelse som hun stod så utrolig tæt på, endda rakt hånden ud efter. Men selvom hun gik væk fra Pax, så førte hendes skridt hende også instinktivt lidt bag ham, så afstanden mellem hende og den fremmede mand blev større. Men hvorfor? For tryghed? Hun kunne ellers godt klare sig selv. Hun havde ikke brug for Pax eller nogen anden til at beskytte sig. Det havde hun bevist over for sig selv flere gange. Men selvom hendes bekendtskab med Pax indtil videre havde været kortvarig, så kendte hun Pax langt bedre end denne mand, der pludselig havde afbrudt dem. Til gengæld havde hun hurtigt genkendt den ældre mands blik, men hun vidste også godt, at han ikke mente det uvenligt. Han var vel bare overrasket over, at Pax ikke var alene. Og at det til og med var en ung kvinde, der stod tæt op ad hans leder.

Hun kiggede dog op igen, da Pax som en vagthund også bed mærke i den ældre mands blik. Hun kunne ikke se Pax' ansigtsudtryk, men den ældre mands nervøse mine fortalte hende, at bandelederen udfordrede den ældre mand til at blive ved med at stirre. En udfordring som manden snart tabte. Freya vidste selv, hvor svært det var at holde øjenkontakten med Pax, når han sendte lige præcis dét blik. Men hvorfor reagerede Pax sådan over for manden? Hun havde nemlig godt lagt mærke til, at Pax havde kigget mindre på hende, end han normalt gjorde, når de var sammen. Men hun kunne ikke komme i tanker om, hvad hun kunne have gjort forkert. Havde Pax fortrudt, at han havde inviteret hende herned? Hun kiggede ned af sin figur og pillede nervøst ved snørren ved hendes barm, mens Pax med en enkelt bevægelse med hovedet smed den ældre mand ud af rummet. Hernede havde hun det bedst med, at Pax tog føringen. Det var trods alt hans flok.

I et øjeblik stod de sådan. Alene igen, men adskilt fra hinanden og i tavshed. Hun stjal et par blikke hen imod bandelederen, der studerede sine slidte skosnuder. Hun håbede på, at han ville gøre noget. Måske komme hen til hende... Det gibbede i hende, da han spurgte hende, om hun var klar. Ved Isari, festen! Forlegenheden forlod hende som dug for solen, mens hun med hurtige, øvede hænder lod fingrene glide over sit hår for at se, om frisuren stadig sad som den skulle. Jo det sidder fint, tænkte hun tilfredst og kiggede så hen imod Pax for at lade sine mørkebrune øjne møde Pax' grå. “Ja,” sagde hun begejstret med et smil, og hendes øjne lyste op på samme måde, som når man finder en hunds legetøj frem. Festen skulle til at begynde. Det mindede hende om dengang hun var barn, og hun havde siddet inde i teltet, hvor hendes mor havde flettet hendes hår. Hun huskede, hvordan hun havde glædet sig, og hendes far var kommet ind i teltet med et “er I klar De Damer?” inden de i samlet flok var taget af sted for at deltage i festlighederne. Hun tog igen fat i kjolens skørt og hastede så forbi Pax. Hun stoppede op, da det gik op for hende, at hun næsten var sat i løb. “Undskyld. Jeg lader mig let rive med, tror jeg,” grinte hun og kiggede tilbage på Pax, mens hun prøvede at skjule sit grin med sin ene hånd. Derefter fulgte hun igen troligt efter Pax, gående blot et par skridt efter ham. Hun var meget gladere og mildere end Pax før havde set hende, men det her var trods alt også en ganske anden omstændighed, de var mødtes under, end hvad de havde været vant til. Og stedet her mindede Freya om sin familie og glæden ved det sammenhold, de havde.

”Vi kunne da blive et godt hold.”

Freyas håbefulde ord sad stadig og rumsterede bag Pax’s beskidte pande, som de sammen skridtede ud af hulrummet og fortsatte tilbage, fra hvor de kom. Det tog derfor også bande-lederen et øjeblik at registrere, at Freya var nogle skridt foran ham, og at hun kom gående fra højre, gjorde ikke hans milde overraskelse nemmere at sluge. Som havde han ikke set hende, vendte hans udmagrede ansigt sig hastigt mod hendes kønne skikkelse, der i krystallernes lys næsten… glimtede.
”Jeg ser ikke så godt på højre øje mere”, forklarede han instinktivt, i det han et øjeblik følte sig nødsaget til at forklare, hvorfor han havde betragtet hende overrasket. Af en eller anden årsag var det vigtigt for ham, at Freya ikke vurderede ham til at være… nem at forskrække. Svag.

Som de bevægede sig dybere ind i undergrunden, fyldtes de smalle gange med lystig musik og alverdens stemmer; ung som gammel. Forinden, at de bevægede sig hele vejen ind i Flokkens udhuling af en festsal, standsede Pax op og vendte sig mod Freya. Grundet gangens størrelse stod de tættere, end Pax i grunden ville have gjort normalt, men han fandt også, at det var… rart. Han kunne godt lide at have hende tæt på sig.

I et forsøg på at fatte sig efter den realitet, der stille men stødt gik op for ham, rømmede Pax sig. ”Det er Aleeda der bliver myndig”, begyndte han at forklare, hvorefter han lod sit blik flakke henover Freyas skikkelse. ”Vi har ritualer. Du vil ikke bryde dig om dem, men hvis du ikke lader ham gennemføre, mister han rettigheder og status internt i gruppen. Selv hvis du gør det af god mening, vil han hade dig for det. Forstår du?”, spurgte han, hvorefter det gik op for Pax, at hans hænder lige dele knyttede og løsnedes sig. Som var han nervøs, eller måske tilmed pirrelig.
Hun burde ikke se det.

”Desuden skal han vælge en… mage. En partner. Vi er ligeglade med, om den er mand eller kvinde, men det ordnes i aften, og… han er ikke den eneste. Dem, som ønsker det, kan lave en officiel forespørgsel…”, tilføjede Pax, lige dele tøvende og forhastet. Som var han heller ikke helt selv klar over, hvorfor han fortalte Freya, som han gjorde og til trods for Pax´s åbenlyse ubehag, stirrede han ind i Freyas øjne; som forsøgte han at læse hendes inderste tanker. ”Nogle spørgsmål?”

Hun kiggede undrende på ham over hans kommentar med, at han ikke så så godt på højre øje mere. Hun troede ikke rigtig på ham, han opførte sig underligt, men hun lod det passere. Der var andre ting at fokusere på nu. De gik sammen tilbage til det store hulrum, de lige var kommet fra, for derefter at fortsætte endnu længere ind i bandens skjulested. Gad vide hvor stort det her sted var?

Freya blev revet ud af sine tanker, da hun kunne høre musik og lyden af mange samlede stemmer. Foran sig fik hun glimtet af noget, der lignede en stor festsal, og hun prøvede spændt at kigge Pax over skulderen, da han stoppede op i den smalle gang, der ville lede dem ind til festen. Det gik op for hende, at gangen var så smal at, hun ikke ville kunne træde forbi ham. Og ikke nok med det. Igen stod de tæt. Meget tæt, og hun kunne mærke hvordan varmen begyndte at stige i hendes kinder igen.

Dog blev stemningen hurtigt ødelagt imellem dem, da Pax vendte sig om imod hende og begyndte at forklare hende, utrolig vagt, hvad der ville komme til at ske her til aften. Hun bed sig i læben af hans ord. Hun brød sig ikke om hans tonefald, og en bange anelse sneg sig ind på hende. Det fik hende til at rynke brynene af Pax, og ordet 'mistro' var underdrevent at bruge om hendes blik som hun prøvede at læse ham. “Aleeda,” brummede hun prøvende og lod sig selv huske navnet. I et langt øjeblik lænede hun sig væk fra Pax i betænkelighed, og som en hind, der holder øje med et rovdyr, lignede hun en, der var klar på at dreje om på hælen og løbe ud derfra. I stedet gav hun dog et fnys fra sig og slappede lidt mere af i musklerne. Ikke meget, men i det mindste lignede hun ikke længere en, der var på vej væk. “Jeg bryder mig ikke om det her,” fortsatte hun brummende og mødte hans blik til trods for det ubehag, hun mærkede emmede fra ham. Hun følte det næsten som om Pax med vilje var ved at lokke hende til noget, hun ikke havde lyst til. “Få mig ikke til at fortryde at komme her,” bad hun ham med en fast stemme, ligesom han tidligere havde bedt hende om forståelse. Hun nikkede så med hagen ind imod festsalen som tegn på, at de skulle gå ind. Hun kunne ikke vende om. Ikke nu. Så hun måtte gå med på deres ritualer. Uanset hvad der skete, så var hun kun en gæst, og hun ønskede ikke at ødelægge aftenen for nogen.

De gik ind i salen, og Freya kunne mærke, at en vis reserveret bobbel havde lagt sig om hende. Hun nød ikke stedet helt så meget, som hun ville have gjort. Så i stedet for at kigge sig begejstret omkring, gik hun et par skridt bag Pax med faste, selvsikre skridt, rank ryg og oprejst pande, der viste, at hun hørte til ved alfaens side. Det skulle ingen betvivle.

Pax betragtede Freya, som hun lagde armene over kors og så på ham med hårde øjne. Bande-lederen forstod ikke, hvorfra den pludselig ændring i atmosfæren omkring dem, kom fra, men for blot et øjeblik kildede det i hans fingre for at stikke af – og ikke mindst fortælle halvorkeren sandheden om, at han ikke brød sig om ritualet heller. At det var sådan det var, at Flokken forventede en særlig statur af ham, og at han ikke kunne smide det overbords for hende, selvom han instinktivt holdte af hende. De kendte jo ikke hinanden endnu, mindede han sig selv om, som de begge aflagde den resterende afstand fra gangtunnellen til det næste store hulrum, og Pax kunne ikke forlade alt hvad han kendte, uden at vide hvorhenne han ville ende.

I det de trådte ind i undergrundens imponerende festsal, begyndte musikken og de glade stemmer langsomt at forstumme, og som de gjorde, begyndte Pax at… forandre sig. De stålgrå øjne, stadig gemt under den optrukne kutte, blev tomme men hårde, og et tomt smil satte sig fast henover hans læber; et, han havde øvet sig på at vedligeholde længe af gangen.

Pax pegede på en ledig plads, hvor Freya kunne placere sig og dernæst fortsatte Pax, i den nu rungende stilhed, til han stillede sig på et plateau, der udsprang af den skarpe klippevæg. I det han drejede rundt, fjernede han hætten og nikkede dernæst ud mod forsamlingen. ”Kammerater”, hilste han, højt, så hans hæse stemme rungede ud igennem menneskemængden, der alle betragtede ham. Som hans stemmes ekko døde ud, begyndte Flokken at huje og klappe begejstret, men med et enkelt blik, tav de atter.
”Som I ser har vi en fremmed med os i aften. Freya Sagosdottir er ven af Flokken. Jeg forventer, at vi alle opfører os… ordentligt”, fortsatte Pax, denne gang nu lavere end før, som alles øjne hvilede urokkeligt på ham selv. Da et indforstået, moret smil – der dog ikke var andet end skuespil – brød ud på hans læber, begyndte folket at grine, nikke og huje for endnu engang.

Pax havde tilsyneladende ikke travlt og for blot et øjeblik stod, lænet op af klippeblokken, med sit tomme blik hvilende på forsamlingen. Da deres begejstrede stemmer blev forstummet af Pax’s knyttede næve, han strakte over sit hoved, spredte sig der en forventningsfuld og intens fornemmelse i blandt Ulvens Flok. Det var nu.
”Aleeda. Træd frem”, bad Pax, hvorefter en høj og ranglet dreng gjorde, som han fik besked på. Hans mørke øjne gnistrede stolt, velvidende hvad der ventede ham, og Pax lod Flokken betragte ham for blot et øjeblik; og også hans stålgrå blik hvilede på drengen, gnistrende af respekt som alle andres. Dette øjeblik var, trods alt, ganske særligt. Pax huskede selv, hvordan alle havde betragtet ham, da han ti år forinden, gik igennem samme ritual.

”Hvilket navn går du under?”, spurgte Pax, hans stemme høj og ceremoniel. Drengen var tavs et kort øjeblik, før han rankede ryggen og svarede, bestemt og stolt; ”Ceril.”
Pax nikkede og hoppede ned fra det højtstående plateau, hvorefter han med langsomme skridt nærmede sig Ceril. Med sin ene arrede hånd greb Pax fat i drengens – nu den unge mands – pjuskede krøller og tvang ham til at stå front mod front med resten af Flokkens medlemmer. ”Dette er Ceril. I aften dør Aleeda og Ceril genopstår i hans aske. Han var barn af Ulven, og selvom han stadig er Dens søn, er han nu en mand. Betragt jeres bror og husk, at han er Ceril, søn af Ulven, og at han løber i Dens flok.” Som Pax afsluttede sine ord, brød jublen atter ud og Ceril løftede sin egen knyttede næve i sejr.

Musikken og stemmerne begyndte at tie som deltagerne opdagede deres leder træde ind i festsalen. Freya gik bag Pax, så hun kunne ikke se hans ansigtsudtryk, men hun fornemmede, hvordan den kolde, dominerende alfahan kom frem i ham – han viste dét frem, der gav ham respekt. Det, som hans flok forventede af ham som deres leder.

Der var en helt specifik ting, som Freya ikke havde brudt sig om, da Pax havde forklaret hende, hvad der skulle foregå i løbet af festen. “Desuden skal han vælge en... mage,” havde bandelederen sagt. Selvfølgelig kunne udtrykket bruges i sjov, men Pax havde været gravalvorlig, da han sagde det. Og en mage var ikke noget, man bare lige fik. Som nomade havde hun adskillige gange set  ritualer i dyreriget i forbindelse med pardannelse, og bekendt med menneskets voldelige natur, så begyndte en foruroligende følelse at sprede sig i Freya.

Det begyndte at lugte af slåskamp.

Den grå hanulv gestikulerede mod en ledig plads som tegn på, at hun skulle gå hertil og ikke længere. Freya adlød den tavse ordre og lod let en hånd glide over sin figur fra brystet og ned til den ene hofte. Som for at sikre sig, at kjolen sad helt som den skulle, nu da hun stod i position, nær en gruppe af få andre medlemmer. Nok stod hun tæt på dem, men hun stod ikke blandt størstedelen af medlemmerne, der nu kiggede op på Pax, der tårnede over dem på et plateau med sin høje skikkelse. Adskilt fra den store mængde og også lettere adskilt fra den gruppe, hun stod i nærheden af, følte hun sig i en sårbar position. Hun var virkelig en strejfer, der var kommet ind i ulveflokkens midte.

Da Pax introducerede hende, følte hun sig næsten som en skydeskive. Men hun blev ved med at opretholde sin attitude, der på alle tvivlsomme øjne straks ville skrige, at hun havde gjort sig fortjent til at være her. Og at hun fortjente respekt. Det var svært. Men hun prøvede at tænke tilbage på den første nat, hun havde mødt Pax. Dengang de havde afvejet hinanden. Han havde kaldt hende intimiderende på grund af hendes størrelse og fremtoning. Men hun havde faktisk været hunderæd for den kutteklædte skikkelse dengang. Hvis hun kunne snyde ham, burde hun også kunne snyde flokken, selvom dette var anderledes omstændigheder. Hendes former var tydelige i dag på grund af kjolen, hvilket hun var meget bevidst om, og det trak lidt i modsatte retning af den intimiderende statur, hun havde haft den aften med Pax.

Freya genkendte godt Pax' teatralske stemme. Det var den, han også havde brugt imod hende den aften, de havde mødtes. Og det måtte hun give ham. Han var en god skuespiller, og hans flok nød hans optræden. Den unge mand, Aleeda, trådte frem, da han blev kaldt op. Tavst, og med et fast blik, observerede Freya ritualet. Så Aleeda blev til Ceril? Var det virkelig sådan med alle medlemmerne? At de slettede deres navn, deres fødte identitet, og skiftede den ud med noget nyt, der tilhørte Flokken? Hun var meget overrasket, og ikke på en begejstret måde, men hun beholdte dog sit reserverede ydre. Som en hunulv, der ville snappe ud efter hver en beskidt køter, der fejlagtigt troede, han var god nok til at komme tæt på hende. Hun kunne ikke forestille sig, hvad alle børnene her havde været igennem, for at de så gladeligt opgav deres tidligere navn. Men siden de var så villige til at kaste det af sig, så gik hun ud fra, at banden her var det eneste sted, de havde fundet den tryghed og det sammenhold, de havde brug for. Men hvis de alle skiftede navne, hvem havde Pax så været før? Og hvad havde han måttet gøre, for at opnå denne status?

Pax’s arrede hånd gled tungt fra den unge mands krøllede hår, imens støjen fra Flokken rungede i hulrummet. For et langt øjeblik lod Pax de mange mennesker huje og klappe af Ceril, alt imens han skridtede mod den ene af de krumme klippevægge, væk fra den store menneskemængde og væk fra Freya. Ikke, at Pax kunne lade sine stålgrå øjne forblive på hans beskidte skosnuder, og som han gik, langsomt men dog målrettet, tog han halvorkeren i nærmere øjesyn; gemt væk under den opmærksomhed, Flokken ubetinget tildelte Ceril.
Freyas ranke ryg og stolte udtryk fik Pax til at smile, men ikke det så karakteristiske tomme smil. I stedet var det lige dele varmt og beundringsværdigt, i det han sendte hende et kort nik, forinden at hans skikkelse blev omsluttet af mørket fra et tilstødende hulrum, hvori Pax forsvandt.

Dog ikke for længe. Snart efter hørtes lyden af mental mod undergrundens klippegulv og hastigt indstillede klapsalverne sig; fejringen var, indtil videre, forbi. Stilheden sænkede sig atter og alle af Flokkens mange øjne så forventningsfuldt mod det sted, hvor deres anfører var forsvundet; som var de lige dele angste og spændte på det, som uundgåeligt ville følge.
Ceril tog en dyb indånding og knyttede begge sine næver; også hans blik var klistret på mørket i stenvæggen, store af en målrettet frygtsomhed.

Pax vendte tilbage med tunge skridt, der gav genlyd i den store festsal og som lød på forkant med ham selv. I sin ene hånd, fejende rødglødende henover klippegulvet, så orangerøde gnister stod omkring den gråhårede unge mand, holdte Pax en ildrager; spidsen formet som et ’V’. De stålgrå øjne hvilede urokkeligt på Ceril, hvis eget blik stirrede på ildrageren og under den anspændte statur, dirrede den knægten let.
Som Pax svingede ildrageren over skulderen, begyndte han, som en glubsk ulv, at cirkulerer omkring Ceril. ”Ønsker du, Ceril, søn af Ulven, at indgå i forening?”, lød det melodisk fra Pax hæse røst, og da fødselsdagsbarnet nikkede beslutsomt, tilføjede Pax; ”med hvem?”

Ud fra den tætte forsamling i den modsatte ende af storsalen, trådte en mager og rødhåret pige frem. Pax så det ud af øjenkrogen og som Ceril annoncerede, at han ønskede at indgå i forening med Esme, måtte den rødhårede ungkvinde forsøge at tæmme et lige dele bedrøvet og varmt smil. Pax vendte dernæst sit urokkelige, tomme blik mod pigen og som hans hoved gled på skrå, næsten vurderende, spurgte han; ”og du accepterer?” Som pigen nikkede, og dernæst sank en klump, fortsatte Pax sin langsomme cirkulering. Imens trådte en anden ung kvinde frem med en skål fyldt med store saltkrystaller, som hun overrakte Esme med et respektfuldt nik. Rundt omkring smilede Flokken, for selv i undergrunden var en forening lykkelig – måske særligt i undergrunden af alle steder, tænkte Pax stilfærdigt.

Pax vendte rundt, som han nåede omkring Ceril og fæstnede dernæst sit eget blik i knægtens. ”Du ved, hvad der er på spil”, sagde han, denne gang lavmælt, som en sidste og endelig advarsel. Der er ingen vej tilbage nu, knægt. Ceril nikkede og begyndte at puste ind og ud af næsen i hurtige, forberedende stød.

Og så skete det – i en hurtig bevægelse lod Pax den rødglødende ildrager falde fra hans tynde skulder, hvorefter han satte den mod Cerils bryst, hvis hud begyndte at syde og boble. Ceril hvæsede og spyttede, i det han krampagtigt faldt sammen på knæ foran Pax, men aldrig skreg han og på intet tidspunkt forlod nogle tårer hans mørke øjne.

Stilheden blev kun brudt af Cerils indestængte jammer og hudens syden, men da Pax fjernede ildrageren og lod den kollidere tungt med stengulvet, begyndte Flokken at synge. Ordene flød sammen til uforståelige lyde, for dette var rakkerpakkets sang på deres eget sprog, og som Pax stemte i, drejede han hovedet og lod sine egne, tomme øjne kolliderer med hendes.

Løb mens du kan, Freya. Se hvad jeg gjorde. Hvordan kunne vi nogensinde være et godt hold? Ser du det nu? 

Freya observerede, mens ritualet tog form. Pax forsvandt for et kort øjeblik og kom tilbage med en rødglødende ildrager over skulderen. Hvad i alverden foregår der? tænkte hun og rynkede panden ganske let. En ung kvinde ved navn Esme ønskede at vies med Aleeda, Ceril, og som det elskende pars ønske blev fæstnet, blev Cerils vejrtrækning ureglmæssig. Freya kunne ikke tro sine egne øjne, da hun så, hvad ritualet gik ud på. Smerten, som Ceril skulle modstå. Pax lod til sidst ildrageren falde, og mens hans flok begyndte at synge kiggede han over i hendes retning, mødte mørkebrune øjne, mens han selv stemmede i.

Han er ikke din slave, dit kryp!

Det var lige præcis, hvad hun havde lyst til at råbe til Pax, der betragtede hende fra den anden side af festsalen. Hun kunne mærke, hvordan blodet kogede inden i hende, og hun havde lyst til at lade sin stemme rejse sig og runge ud over hele salen i vrede over dette tåbelige ritual. Men det kunne hun ikke. Hun var kun en gæst. I stedet skar hun tænder for at få afløb fra vreden, der boblede inden i hende, og sendte ham så et blik, der slog lyn, inden hun brød øjenkontakten med bandelederen. Ikke i et nederlag, men i en stille protest imod ham. Sangen steg til salens høje loft, og enkelte i flokken begyndte at rykke på sig. Snart skulle der til at ske noget mere. Noget mere festligt, end hvad hun allerede havde været vidne til, men lige nu var Freya ikke sikker på, at det opmuntrede hende.

“Sagosdottir? Sagosdottir ulveven?” peb en lille stemme nær hende, og Freyas sammenbidte ansigt vendte sig imod stemmen med et ryk. Hun fik dog snart et mildere ansigtsudtryk, da hun så, hvem der henvendte sig til hende. Det var den lille pige med den store, røde manke af uregerligt hår som hun havde set tidligere. Hun så ikke ud til at være mere end 8 år gammel. Bag pigens beskidte ansigt kunne Freya se, at der gemte sig nogle fregner på hendes kinder. “Mit hår,” pippede pigen genert og pegede på sin store manke. “Selvfølgelig, kom her min ven,” sagde Freya fjernt og klappede på sit lår som tegn på, at pigen skulle stille sig foran hende. Hun havde stadig svært ved at begribe, hvordan et skide brændmærke kunne give rettigheder og status i flokken. Og folk kigger på mig og tænker barbar, tænkte hun bryskt. Pigen stillede sig troligt foran hende, hendes spinkle skikkelse klods op ad Freya, der metodisk begyndte at tæmme pigens hår med fingrene. “Jeg kan ikke hele sangen endnu,” hviskede pigen til Freya, mens hun kort lænede sit lille hoved mod halvorkerens mave og sang med på de noder, hun kunne. Nogle af medlemmerne der stod tæt på dem gav det umage par nogle blikke, og Freya mistænkte dem for ikke at mene, at pigen havde sin plads på denne side af festlighederne. Men Freya lod som om hun ikke lagde mærke til noget. Hun havde lovet pigen, at hun ville ordne hendes vilde manke, og efter dét der lige var sket, havde hun det helt fint med at træde et par medlemmer over tæerne på en uskyldig måde. Tænk, at den vildeste protest hun kunne mønstre imod flokkens veje var, at flette en lille piges hår på det forkerte tidspunkt! Det var næsten ikke til at bære, så hun fordybede sig ekstra meget i hendes foreliggende opgave for at holde sine egne holdninger i skak.

“Hvad hedder du, min lille ulvepige?” spurgte hun nærmest nynnende, da hun lod verden omkring dem stå stille, så der nu kun var hende selv og pigen tilbage. “Ronja,” pippede pigen kort, og i et øjeblik frøs Freya i bevægelsen, da hun skulle til at begynde at flette pigens nu tæmmede hår. “Ronja,” mumlede hun og kunne ikke holde et skævt smil tilbage. Hvis nogen så det elskede blik i Freyas øjne ville de hurtigt kunne regne ud, at pigen delte navn med en kvinde, der betød noget ganske særligt for Freya. “Ja. Jeg har ikke været her ret længe, så jeg har ikke fået noget floknavn endnu. Jeg ved ikke, hvad det skal være. Måske de andre giver mig et,” plabrede den lille pige løs. Freya bøjede sig ned over Ronja og holdte med blide hænder omkring pigens spinkle skuldre som i en omfavnelse. “Jeg synes, Ronja er helt perfekt,” hviskede hun blidt, så ingen andre kunne høre dem. Pigen prøvede at tilbageholde et lille grin, og Freya rankede sig op igen. Snart efter var Ronjas utæmmelige manke forvandlet til en fin fletning, der lignede den som Freya havde lavet på sig selv. “Så, nu er du ekstra fin,” sagde Freya tilfredst og mødte pigens klare, blå øjne. Gid, de ikke var nødt til at leve sådan et liv.

Pax så Freyas frastødte blik og krympede indvendig, til trods for den altoverdøvende larm af rakkerpakkets sang omkring ham. Ikke, at den tunge fornemmelse viste sig i hans ansigt; fortsat sang han, hans hæse stemme rungende i det kæmpemæssige hulrum, alt imens hans stålgrå blik ikke kunne forlade Freya. Stadig lyste hun, i sin fine kjole, der omfavnede hendes svulmende barm og selv med hendes hadske blik, til kun til ære for ham selv, kunne han betragte hende for evigt.

Som sangen fortsatte, skridtede Esme frem med saltkrukken. Hun var berørt over situationen, for den rødhårede kvinde forsøgte, både at smile og undgå at græde, grundet hendes elskede som stadig hvæsede i sit smertehelvede på det hårde stengulv. Som hun nåede ham, tog hun en håndfuld salt og lagde det mod brandsåret, men Ceril end ikke bemærkede det; han lod i hvert fald ikke gruppen vide det, hvis smerten tog til og fortsat hverken skreg han eller græd.

Som Pax holdte inde med at synge, således gjorde også resten af gruppen og som stilheden atter sænkede sig, så kun Cerils overfladiske åndedrag kunne høres som et ekko i storsalen, begyndte Pax at skridte tilbage mod sit plateau. Da han nåede det, lod han for et langt øjeblik, sine tomme øjne betragte knægten, velvidende at næste skridt var altafgørende. Rejste Ceril sig ikke, i det Pax beordrede ham, var knægten ude af Flokken og ville aldrig rende med Ulven i ryggen igen.
Pax havde ikke travlt. Han kunne vente, for inderligt håbede han – det gjorde han altid – at den unge mand ville rejse sig og færdiggøre myndighedsritualet.

”Ceril”, lød det omsider, i det Pax stak sin ene knyttede næve i vejret. Som den hejste sig, således gjorde også resten af Flokkens og Ceril så op; hans blik svømmende af smerte. ”Rejs dig op.”

Lettelsen, der strømmede igennem Pax, som Ceril rejste sig, lod sig ikke afsløre men da et brøl af et jubelskrig brød ud i den store forsamling, således gjorde også et lille, stolt smil i udkanten af Pax’s eget brandsår. ”OG NU VASKER VI HAM! CERIL, SØN AF ULVEN, VELKOMMEN HJEM!”, skreg Pax, for at overdøve klapsalverne; skrigene; tilråbene; de tunge tramp mod stengulvet.

Og ikke lang tid efter forsvandt Pax ud af storsalen, med en udhungret mave der vendte sig i skam.

Ronja lænede sig igen ind imod Freyas skikkelse, der for den lille pige virkede urokkelig. Men følelserne havde fat i Freya som en storm, der kaster rundt med bølgerne under en orkan. Hun huskede de voldsomt kolde vintre i Nordlandet, og alligevel var denne følelse endnu værre. Og det blev ikke bedre af, at Cerils kommende kone nu var tvunget af tradition til at smøre det grove salt ind i den unge mands nylige brandsår. Hvad får de ud af denne grusomhed? Hvor langt behøver de at gå, for at føle sig værdige? Spørgsmålene havde hun ikke selv svarene på, og hun kunne ikke kigge, da Esme lagde saltet på den lidende mand. I stedet lod hun som om hun studerede Ronjas nye fletning. Hun prøvede af al sin magt at lade som om situationen ikke rørte hende synderligt, men hun vidste ikke, om det lykkedes hende. Heldigvis var ulveflokkens fokus et andet sted. Alle betragtede de Ceril.

Freya turde først kigge igen, da bandens sang forstummede fra hendes ører. Hvad skulle der ske nu? Hun så Pax' kutteklædte skikkelse komme gående op til plateauet igen. Alle var helt stille, så kun Cerils smertefulde støn kunne høres i den store sal. Pax kiggede ned på den unge mand, og Freya kunne ikke gætte sig frem til, hvad der foregik inde i hans hoved. Uanset hvor intenst hun kiggede på bandelederen, så kunne hun ikke gennemskue ham. Pokkers! Flokkens leder beordrede at den unge mand skulle rejse sig, og med et øredøvende brøl brød bandemedlemmerne deres 'nye' medlem velkommen, da han fulgte Pax' ordre. Idioter. Forbandede idioter. Det var det eneste, der gik igennem Freyas hoved, mens stormen piskede inden i hende. Hun lagde mærke til, hvordan Pax lod sig selv glide ud af opmærksomhedens søgelys, hvorefter han... gik!? Åh nej, det der kan du godt glemme alt om, tænkte hun bidskt, da Pax forsvandt ud af salen. Han skulle ikke have lov til at stikke halen mellem benene efter denne omgang. Men...

Der var noget, hun skulle ordne først.

Esme gav sin elskede Ceril et lidenskabligt kys, uden tvivl glad for, at ritualet var overstået og Ceril havde bestået. Freya gav et venligt klap på Ronjas skulder som tegn på, at nu måtte hun sørge for at more sig, hvorefter hun med faste skridt gik imod det nygifte par, der begyndte at mænge sig med deres venner. Folk lagde mærke til at hun nærmede sig, og efter Pax opfordring gav de hende plads, når de så hende, så hun kunne komme forbi. Da hun kom frem til sin ønskede destination gav hun Esme og Ceril et respektfuldt nik som tillykke og rakte så ned efter gaven i sin læderpung. “Ceril. Må du hver dag bruge din vilje, din styrke, til at beskytte alt, du har kært,” sagde hun næsten højtideligt, mens hun trak en lædersnor frem. På lædersnoren glimtede noget hvidt, en hugtand hun havde fingjort og lavet et hul igennem, så den kunne bindes på lædersnoren som en halskæde. Hugtanden var fra en ulv – et gigantisk bæst af slagsen, der stolt havde patruljeret det kolde nord i sin levetid. “Bær' denne gave, og lad den minde dig om ulvens styrke og udholdenhed i selv de sværeste tider,” sagde hun i en fast tone med lige så beslutsomt et blik. Ceril tog gaven, kiggede på hende og gav hende et nik og et lille tak. Han var uden tvivl stadig i en form for rus efter ceremonien, og nu ville hun overlade dem til festlighederne.

Der var andre ting, hun skulle tage sig af.

Hun skridtede væk fra forsamlingen, der igen gav hende plads til at flytte sig, og da hun kom til udkanten af salen for at følge efter Pax, genkendte hun en skikkelse. Det var den ældre mand, som Pax havde sendt bort tidligere. Hun skridtede hen til ham med beslutsomme skridt, og da mandens øjne fangede hendes skikkelse kunne hun tydeligt se på ham, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. “Vejen til Pax' kammer,” beordrede hun ham mere end adspurgte ham. “Hva'-øh F-Frøken-”, “nu,” brummede hun, “men jeg kan ikke bare-” mere nåede han ikke at famle over sin sætning før Freya gjorde alt, hvad hun kunne, for at efterligne Pax' tomme blik, hun havde set ham bruge til stirrekonkurrencer flere gange. Hun ville ikke tolerere en afvisning. Og det fik hans mund på gled. I en glidende bevægelse vendte hun sig derefter væk fra den ældre mand og skridtede ud af festsalen. Den hurtigste vej herfra og til Pax' kammer var nu memoriseret i hendes hoved, og hun tog fat i sin kjoles skørt for at kunne gå hurtigere. Hun vidste ikke, hvor Pax var lusket hen, så hans private kammer havde været hendes bedste bud og derfor også det sted, hun havde tvunget sig adgang til via en af hans bandemedlemmer.

Trapper, tuneller, passager. Det lykkedes hende til sidst at finde frem til et enkelt lille værelse, hvortil hun uden at tøve åbnede døren for at træde ind. Der var tomt, for nu, men knivene i værelset fortalte hende, at hun var på det rette sted. Nu var der ikke andet at gøre, end at vente, tænkte hun med et fnys og knælede på gulvet, med så stolt og stædig en mine, hun kunne fremtone. Stormen var dulmet lidt af, da hun havde gået en masse af sin hidsighed af sig på vejen herhen, og hendes puls var også høj efter turen. Men øjnene brændte stadig, fyldt til randen med følelser som altid. Hun ville have svar.

Pax slog den faldefærdige dør op til sit værelse; det, han havde haft siden, at han først betrådte Ulvens territorium mere end 10 år tidligere. Og der stod hun, ligeså foragtfuld og rasende, som da han havde forladt det kæmpemæssige hulrum mange øjeblikke forinden.
De stålgrå øjne hvilede urokkeligt på Freyas skikkelse. Aldrig havde Pax haft et andet væsen i sit kammer, i hvert fald ikke en ven og en, der kom med gode intentioner. Kun Filip havde besøgt ham i det tætte mørke, men aldrig var den tidligere bandeleder vendt tilbage til sin post, og kun Pax, som ved et trylleslag, stod klar til at overtage.

Da Pax omsider skridtede ind i sit eget lille hulrum, sænkede han sit blik. Det var kun tomt, men ikke kampberedt som det plejede og nærmest, som ville Freya begynde, at slå løs på ham, stillede Pax sig i det ene hjørne; hans hænder let dirrende og de grå øjne flakkende.
”Jeg forstår ikke, hvorfor du…”, brummede han, hvorefter Pax smed sin ene hånd ud til siden og så på hende. Han vidste ikke i grunden ikke, hvad han skulle sige og derfor tav han også ikke længe efter. Der var ikke grund til at gøre ondt værre – det gjaldt om at holde hovedet højt, når Freya omsider forlod ham og hvad end, hun havde tænkt sig at sige, ville få hans indre til at knække, hvormed han i stedet fokuserede på at forhindre netop det.

Hun rejste sig brat op, da døren til det lille værelse åbnede, og Pax trådte ind. Hun kunne mærke, hvordan vreden i hende begyndte at stige igen. Han kunne jo ikke engang se på hende! Den høje, tynde skikkelse forlod døråbningen og stillede sig i et af rummets hjørner. Med en bevægelse i hoften lod Freya sig glide i samme retning, så hun stod med fronten til ham. Hun kunne stadig ikke læse ham, og måske dette også var noget, der provokerede hende.

“Ritualer,” svarede hun ham spydigt, da der ikke lod til at komme mange ord ud af bandelederen. “Jeg troede du var for klog til at underlægge dig så tåbeligt et ritual – det giver jer ingenting, udover smerte. Både for Ceril og for Esme. Fint nok at der skal vær et skide manddomsritual, men at brændemærke jeres medlemmer, som om de var slaver?” Hun slog opgivende ud med hænderne og begyndte arrigt at gå frem og tilbage i det lille rum, mens tankerne strømmede igennem hendes hoved. “Så gør det da i det mindste brugbart, så der kommer noget ud af det bagefter,” sagde hun og stoppede, så hun igen kunne betragte Pax. Hendes øjne slog lyn, og hendes frustrationer ønskede nærmest at flænse ham i småstykker som var hun et vildt dyr. “En jagt for eksempel! Det vrimler med fint kronvildt ikke langt fra byen. Her kan der bruges styrke. Her kan der bruges kløgt. Det er ikke en eller anden meningsløs smerte, der skal overvindes. Og hvis der er noget, der burde give rettigheder og status blandt en satans ulveflok, så burde det da ved Zaladins kilometer lange løg da være, at man kan bevise, at man kan brødføde sin familie! At man kan bevise, at man kan bidrage med kød til jeres mange sultne munde! At man kan bidrage med skind til at holde jer varme! Men nej, et skide brændemærke er åbenbart at foretrække!” Hun havde gestikuleret som en gal for at understrege sine pointer, og ikke givet ham meget mulighed for at svare. Hun tog nogle tunge vejrtrækninger i et forsøg på at berolige sig selv. “Jeg troede du var logisk anlagt Pax,” sagde hun med dybe rynker i panden, nu i et lidt mere roligt tonefald. “Og prinsessen... nej, det skal jeg slet ikke begynde på nu,” sagde hun med et suk og slog håbløst ud med armene.

Hun lod en hånd glide over sin pande, ned over det ene øje, og lod den så hvile på sin kind i et betænktsomt øjeblik. Bølgen af frustration og vrede var overstået. Den havde nu forladt hende ligesom lungerne bliver tømt for luft under en mavepuster. Men nu da vreden inden i hende var forstummet, gav det plads til en anden følelse. En følelse, der gav grobund for en helt anderledes form for frystration. Hun lagde armene tæt omkring sig selv i et spinkelt forsøg på at holde sit hoved bare nogenlunde klart. “Og at du så også har snaget for at finde frem til mit efternavn... skældt mig ud for at ville ind i lysets hær... og alt hvad du har givet mig, er et falskt navn”. Hendes sidste ord var ikke meget mere end en snerren, og hun kneb trodsigt sine øjne lidt i, mens hun kiggede direkte på Pax for at møde hans stålgrå blik. Men faktisk var den knurrende stemme og de hadske øjne lige så meget blevet til en forsvarsmekanisme for Freya. Et forsvar, der skulle forhindre skuffelsen i at fæstne sig til tårer i øjenkrogene.

Pax stod lænet op af klippevæggens skarpe overflade, som Freya lod sine foragtfulde ord hagle ned over ham. På intet tidspunkt forlod de stålgrå øjne bande-lederens beskidte skosnuder, men hver stavelse der undslap halvorkeren, gemte Pax sikkert væk bag den beskidte pande og memorerede dem, så de ikke blev glemt midt i alt skammen.
Selv efter Freya omsider holdt inde, stod Pax fortsat tavst i det lette mørke, med de tynde men dog muskuløse arme over kors; hvilende mod brystkassen, hvorunder også han havde sit brandmærke – i hvert fald, den ene halvdel. Stadig var hans blik tomt, men ikke forsvarsberedt eller krigerisk som før, og det tog ham en dyb indånding at ranke ryggen, så den atter var stiv som et bræt; dernæst måtte han presse sin ene kniv mod sin vindbidte hud, den der lå gemt væk i hans ærme og hvis ru stål ikke kunne prikke hul. Først, da Pax’s hjerne registrerede smerten, rømmede han sig; som altid var det den, der fik ham tilbage til sig selv.

”Filip kommanderede, at Flokkens nye medlemmer skiftede navn, så snart de blev optaget og brændt”, begyndte Pax at fortælle, hvorefter han skubbede sig fri af klippevæggen og i stedet skridtede mod alskens tæpper – hans seng – bag Freyas kønne skikkelse. ”Jeg nægtede at skifte navn. Da jeg forlod min hjemstavn var jeg Pax og end Zaladins grimme fjæs, kunne få mig til at skifte mening. Som belønning – for det var en belønning og ikke en straf – brændte han mig to gange. Her-”, en hvid finger landede på Pax’s højre side af hans tynde bryst, og dernæst på brandmærket i hans ene mundvige; det der strakte sig henover hans ene kind. ”Og her.”

Pax satte sig på hug og fremdrog hvad der ved første øjekast kunne forestille et maleri; det var dog ikke maling, der beklædte den lille billedramme, men et tyndt stykke træ, hvorpå en ukendt kunstner havde udskåret en mor med sit spædbarn. ”Der er ingen logik til ritualet, men jeg… ændrede det til, at folk selv måtte bestemme deres navn. Et navn er vigtigt, forstår du. Jeg kan hverken læse eller skrive, men da jeg var dreng, skrev en lærd kone mit fulde navn i grusstien på den vej, hvor bordelhuset lå og jeg kan huske, at jeg kiggede på det så længe, at jeg til sidst besvimede i solen. Det var som om, at jeg først begyndte at eksisterer, i takt med at hun skrev mit navn i alt det beskidte”, mumlede Pax fjernt, som minderne gled tilbage til ham og det stålgrå blik betragtede træudskæringen.

”Det navn, min mor gav mig, da jeg var barn, er Carl. Mit navn er Carl Fletcher.”