Mirabelle havde fået invitationen for flere måneder siden, siden hun var bosat i Dianthos, og var af høj nok stand at hun ofte fik invitationerne i lidt for god tid. Lidt for god tid betød også at hun sjældent kunne undgå det, så hun gjorde som hun skulle. Hun lavede en lille note i sin bog med datoen, og glemte så alt om at det eksisterede.

En uge før ballet faldt hendes blik på hvad der skulle ske den pågældende uge, og hun blev mindet om at hun havde et bal hun skulle til, og endda fra Arys familien, så det var ikke noget hun bare kunne bukke under. Så hun satte en hasteordre ind hos den lokale skrædder, og da det var tid, tog hun med den resterende bunke af Pompadour familiemedlemmer fra Dianthos og ned til Zircon.

De blev indlogerede, og derfra gjorde de sig klar og tog så hen til ballet. Modsat de fleste andre adelskvinder, havde Mirabelle dog ikke valgt at tage en kjole på. I stedet for bar hun et par hvide bukser, der var pænt syet ind til hendes former, og en lang hvid jakke, med sølvdetaljer, og et Pomapdour familiens emblem. Under den havde hun en blå skjorte. Over hendes ansigt, bar hun en ligeledes en hvid maske, der passede til hendes hår, der lignede en fugl, med et sølv næb der gik lidt udover hendes næse.

Det var ikke med god vilje hun var her, men hun gjorde hvad hun kunne for at opføre sig som den prinsesse hun egentlig var. De fleste kunne da også genkende hende trods hendes maske, da hun ikke havde gjort meget ud af at skjule sig.

Hun havde bevæget sig hen til mad bordet, og taget et glas vin nede fra Rubinien. Hendes bror Spencer holdt meget af det, men selv var det lang tid siden at hun selv havde drukket det. Hun havde nok også haft en større tendens til det da hun havde boet i Balzera, selvom hun stadig havde været ung der. Det havde været en god vinter. Et lille smil spredte sig på hendes læber, som hun stillede sig hen til en væggene og kiggede ikke rigtig på noget.

Lige som resten af hendes familie, som hun næsten fik hovedpine omkring bare at tænke om hvor står den var. Mændene i hendes familie var ikke blege for at sikre sig, at der skulle være bestand nok til at råde over en hel hær af Kazimi slægtninge. Havde Kaatima selvfølgelig også fået en invitation for at deltage i maskeballet. Selvom at den stolte kvinde, bestemt ikke følte for at vise sin tilstedeværelse til fester.
Så vidste hun også godt, at der ikke var nogen vej uden om. Men derfor havde hun også sørget for at man ikke ville genkende hende; i hvertfald ikke lige med det samme.
Klædt fra top til stå af nydelige silker, der dækkede hele hendes mørkglødende hud. Det var en smuk midnats blå farve, med guld broderinger rundt om i kanterne. En kappe gled ned hen over gulvet, som folk prøvede så vidt muligt tag undgå hver gang hun gik igennem lokalerne. En guldmaske med mørkeblå streger lagde sig over hele hendes ansigt. Så man ikke kunne se hvem der gemte sig bag. 
På hendes behandskede fingre fandt man de fineste smykker; smaragder, guld og rubiner. Om halsen hang hendes families våbenskjold, der kun ville fortælle folket at hun var en Kazimi. 

Timerne gik, hun kunne mærke hvordan at samtalerne kedet hende. Hvordan formåede det adelige folk altid at formå at væve forretning ind i samtaler. Og hvis det ikke var forretning, så var det politik. Og selvfølgelig så kunne man jo ikke undgå dem som der ville snakke om sladder. 
Kaatima undskyldte sig, da hun bevægede sig hen over det overdådige bord af drikkevare og små appetitvækkere, for at tage den værste sult. Men en kvinde af hendes status, havde ikke drukket eller spist noget hele aften. Hun var blot gået rundt med det samme glas, igennem hele aften uden at røre ved den. Hendes brune øjne vandrede over gæsterne, og et lille suk forlod hendes læber. Hvis hun havde været noget som der kunne indikere hende, hvor sent det var blevet. Ville hun havde sniget sig til at kigge. 
Der måtte da ikke være så længe, før hun kunne få lov til at forlade ballet? 
Men lige som hun skulle til at spørger hendes tjenestepige der havde fulgt hende trofast hele aften. Fik hun øje på hende. Et smil spredte sig hen over hendes læber, ikke at nogen kunne se det, da masken skjulte for det. Mirabelle De Pompadour. Det var længe siden, hun sidst havde set hende. 
Se nu blev aften jo pludselig tålelig. 

“Chaka, sørg for mine børn stadig opfører sig ordentligt.” kom der lavtmeldt bag masken, kvinden ved hendes side, med øjnene fastlåst imod hendes fødder nikkede blot og forsvandt ind i menneskemængden. Således gled Kaatima ganske stille og roligt hen til kvinden der stod op af væggen. 
“Nyder du ikke festen Mirabelle?” stemmen havde en tydelig accent over sig, og det ville være ganske klart at kvinden der havde talt, var fra Rubinien. Men på nuværende tidspunkt havde Kaatima ikke taget masken af. Hvad ville det sjove være ved det? 

Der var rigtig mange der havde klædt sig godt på. Nogen kunne Mirabelle gætte sig til hvem var, og andre var langt svære. Nogle elskede trods alt maskebal, så de kunne lade som om at de var vigtigere end de var, andre elskede bare mystikken. Heldigvis kunne man ofte kende forskel på om det var en kvinde eller en mand man snakkede med, hvilket heldigvis forhindrede en i at føle sig alt for akavet.

Gennem aftenen havde Mirabelle da også fået op til flere der ville snakke med hende, nogen pga. hendes stand, andre fordi hun ikke ligefrem var klædt så fint på som de havde ønsket, og derfor var hun heller ikke så overrasket da en kvinde kom hen til hende. Hun kunne ikke genkende hende umiddelbart, selvom klæderne godt kunne tyde på Rubinsk afstamning, især med accenten, som ordene flød ud af munden på hende. Stemmen lød også næsten bekendt, men det var svært at sætte et ansigt på den, men kvinden kendte tydeligvis hende.

”Selvfølgelig. Arys familien har gjort noget helt unikt ud af festen,” sagde hun. Høfligheder, selvom hun da mente at festen var ret fantastisk. Der var noget for alle, men hun ville nu hellere sidde tilbage i Dianthos, måske på sit værelse med en af sine veninder, frem for at skulle opføre sig ordentlig på disse kanter.

En lavtmeld spinden forlod Kaatima’s strube, da den gamle veninde svarede hende.
Det var tydeligt at Mirabelle endnu ikke havde gættet hvem der stod ved hendes side. Hvilket også huede den få år ældre kvinde ganske godt. Tankerne flød kort tilbage til deres tid i Rubinien, hun havde været så ung den gang. Ja næsten uskyldig. Nu var der gået så mange år, så mange ting var flydt igennem åen og uskyldig var ikke længere en ting man kunne associere med Kaatima.
“Hvis du nyder den, hvorfor gemmer du dig så her henne ved væggen?” spurgte hun ganske lige ud, og lod blikket glide hen over mængden af vigtige personer. Det gav næsten en sur smag i hendes mund, men nuvel hun kunne sagtens bruge aften på at fedte sig på de rigtige. Sørger for at forretningen hendes fader havde givet hende kontrol over og derved virkelig få den til at blomstre mere end den allerede gjorde. Men, hun tog en dyb indånding, der var så meget hun burde og skulle. Bare ikke i aften.
Ganske langsomt fugtede hun sine læber, mens blikket igen vente sig imod kvinden ved hendes side. “Måske jeg kunne byde dem op til dans? Det er da næsten kedeligt at stå her og kigger. Eller måske noget frisk luft ude på balkonen kunne friste?” det var en aldeles charmerende stemmeleje der brød frem fra hendes læber, ganske velvidende at det at to kvinder dansede ikke altid var velset. Men lige som så meget andet, var hun ikke den bedste til at følge traditioner. 
Og måske kunne det skabe lidt mere liv op til den del af festen som de lige nu befandt sig i. 

Det var sjældent nogen var så påtrængende, især overfor Mirabelle i hendes position som prinsesse. Der gjaldt det mere om at fedte sig ind på hende, og ikke påpege hvordan hun lidt havde trukket sig fra festen allerede.
”De virker til at spørge meget for en der ikke vil vise sit ansigt,” svarede hun tilbage. Den uformelle tale var næsten lidt uvant for hende, men det betød også at det her formegentlig var en der kendte hende, eller ikke havde noget problem med at bruge den uformelle tale. Der skulle dog mere til for Mirabelle droppede den.

Et overraskende blik viste sig bag masken, som der blev tilbudt at de kunne danse, før Mirabelle rystede på hovedet med en let latter, selvom den måske føltes lidt tom. Hun følte sig lidt tom inden i i hvert fald, hvor ville hun gerne sige ja.
”Det er næppe velset for to kvinder at danse. Med mindre Deres stemme og tøj slet ikke afsløre hvem De i sandhed er,” sagde hun. Måske hvis de var alene, så ville det være hyggeligt, men Mirabelle kunne ikke håbe på sådan noget, og hun kunne ikke stole på at den anden kvinde ikke ville hende noget ondt, selvom noget ved måden hun snakkede på stadig gnavede i hendes sind. Hvorfor virkede hun så bekendt?
”Noget frisk luft ville dog være dejligt,” indrømmede hun, og lidt selskab fra en formegentlig smuk dame ville ikke være en dårlig ide.

Hun gav slip på væggen bag sig, før hun begyndte at bevæge sig mod balkonen, sikker på at hun dog havde den rubinske kvinde med sig.

Det var slet ikke gået op for Kaatima at hun havde snakket uformelt, hvilket skulle Mirabelle gøre hende opmærksom på det, faktisk gøre hende en smule forlegen. Glæden over at se et velkendt ansigt, havde alligevel gjort noget ved hende. 
Mere hen den ældre prinsesse nok ville indrømme. Men svaret tilbage, fik alligevel Kaatima til at grine, ikke højt men ganske afmålt. Den kære Mirabelle havde fået mere bid, end hun havde haft den gang hun var teenager. Det huede hende ganske godt, det måtte hun alligevel indrømme. 
Hvad var endnu bedre, var at Kaatima havde overrumplet kvinden ved hende side. Luft blev trukket igennem hendes næsebor, og hun kunne mærke hvordan at brystkassen hævede sig. 
“Nuvel, hvis folk stadig er så stive, at to kvinder stadig ikke kan danse sammen. Som de rigtig har antaget.” understreget hun, da der blev spurgt om hun udgav sig for at været noget andet.
Men så håbede hun i det mindste, at det andet tilbud blev taget imod. “Fantastisk” 
Som Mirabelle trak sig væk fra væggen, og begav sig afsted imod balkonen. Gav Kaatima sig hurtigt efter, smilet bag masken var næsten fast gjort på læberne. Hun kunne ikke få det væk, hun glædet sig næsten til at tage masken af, så hun kunne fremvise sig for sin gamle veninde. Om hun stadig kunne genkende hende? Nu havde hun alligevel ændret sig en del, og det var ikke fordi hun kunne sige hun stak ud af mængden, som den lyshåret kvinde foran hende gjorde.
Faktisk ville hun gå så langt, at kalde hende selv en smule kedeligt.

Så snart de ramte den friske luft, tog hun en dyb indånding. “Åh, jeg vidste slet ikke hvor meget jeg trængte til den friske luft før jeg spurgte dem om de ville med ud.” hendes hånd, hvor glasset ikke hvilet trak masken af hendes ansigt. Så hun rigtig kunne nyde den kolde luft imod hendes ansigt. “Ja, meget bedre” sukkede hun taknemmeligt og lukkede kortvarigt øjnene, inden hun vente sig imod Mirabelle med et drillende smil. Kunne hun genkende hende?

Det var en rar bekræftelse at vide at det trods alt ikke var en mand i forklædning som Mirabelle snakkede med. Mænd fik hun da også rigeligt af på sit arbejde, og hendes mors evindelige forsøg på at få hende til at gifte sig, inden det blev helt for sent, og hun heller ikke kunne bære børn mere. Der var jo en udløbsdato på kvinder modsat mænd, som virkede til at de kunne få børn indtil de var halvt døde. Man kunne jo blot se på Kazimi fyrsten. En modbydelig mand, hvis Mirabelle havde lov til at have en mening.

Den kølige luft var forfriskende, og man kunne se hvordan Mirabelle fysisk tog en dyb indånding, og kiggede ud mod horisonten. Der var en smuk udsigt, og udover haven de kunne se, så kunne man også se en del af Zircon. Alting så anderledes ud her sydpå, end hvad hun var vant til fra sit eget værelse tilbage i Norvik.

”Jeg må indrømme at jeg også er glad for at De spurgte. Der var måske lidt mere indelukket end det gik op for mig,” indrømmede Mirabelle med et let smil over hendes mørke læbr.

Hun opfattede dog ud fra sin øjenkrog, at kvinden rakte op for sin maske, og hun kiggede interesseret over på hende, som masken blev taget væk, og det kønne ansigt kom til syne. Selvom Kaatima muligvis mente at hun var en smule kedelig, så ville Mirabelle aldrig bruge det ord om en anden kvinde, og slet ikke en så smuk som Kaatima. De var næsten som dag og nat med deres udseende, men det fik ikke ligefrem Kaatima til at blegne, med den smukke mørke hud.

Det var helt sådan så hun havde lyst til at tage den anden kvindes ansigt i sine hænder og bare stirre ind i hendes øjne. De tanker forsvandt heldigvis som hendes hjerne pludselig fik det til at sige klik. Ansigtet og stemmen, nu vidste hun hvor hun kendte den anden kvinde fra.
”Kaatima?” udbrød hun, som navnet faldt på plads i hendes ansigt, og hvor Mirabelle ellers havde været lidt mere afholdende, så var der et tydeligt, stort smil på hendes læber, som hun kiggede begejstret på Kaatima, næsten med en barnlighed, som man ellers ikke så i hende. Det var mange år siden hun havde set Kaatima, og hun havde ellers holdt meget af hende, men deres veje havde bare ledt dem væk fra hinanden.

“Mellem os to, kan de her fester blive ganske.” hun ledte tydeligvis efter ordene, så hun ikke ville lyde nedladende for deres selvfølgelig, henrivende gæst. “hmm, lidt indholdsløs” hun fugtede hendes læber, som blikket gled ud over den smukke udsigt. 
Selvom at Kaatima var en kvinde der var dækket fra top til to, af fantastiske smukke smykker, af øreringe, fingerringe, halskæder og alle de andre steder man kunne placere dem. Havde hun ikke skyggen af makeup i ansigtet. Ganske naturlig var hvad hun foretrak, desuden vidste hun også at under masken ville alt være blevet svedt af; også var hun ikke så sikker på at hun faktisk ville have lyst til at tage den af på noget tidspunkt under aften. 
Blikket gled tilbage på kvinden der var ved hendes side, et skævt smil dansede hen over Kaatimas læber, som hun betragtede Mirabelle der ganske tydeligt prøvede at placere hende henne. 

Hun lo, og trådte et skridt hen til den lyshåret kvinde. En hånd blev lagt på skulderen, som hun lænede sig frem og gav Mirabelle et kys på kinden. “Var lige ved at blive bange for de slet ikke ville kunne genkende mig.” Kaatima snusede til vinen hun havde i hånden, men valgte at stille det fra sig. Det kunne godt være, det var det fineste mad og de lækreste drikkevare, men hun havde nu alligevel lært sig selv ikke at tage imod noget, hun ikke vidste hvor kom fra. Især når det var så frit tilgængeligt for alle der var i balsalen. “Så hvordan har alle disse år behandlet dem Mirabelle?” de mørke øjne knitrede af nysgerrighed som hun betragtede hende.

Mirabelle nikkede, hun kunne ikke andet end at føle sig enig. Til trods for sin titel som prinsesse, så havde festerne og alt det formelle aldrig rigtig sagt hende noget. Hun regnede heller ikke med, at når dagen kom, at hun ville være arvefølgeren for sin far, til trods for at være den ældste. Hun var hverken gift eller havde vist interesse for faget. Det ville være dumt at vælge hende, frem for Spencer eller Elias. Lucy var stadig for ung til at hun følte at hun havde en mening om hvordan hun ville kunne klare sig som overhoved på familien.

Kysset på kinden kildede hende let, og hun kunne mærke hvordan glæden lidt fik hende kinder til at blusse, kun ganske svagt, og det kunne ligeså godt være den halvkolde luft der havde gjort det.
”Er vi virkelig tilbage på den formelle tale, jeg ved det var mest passende da jeg ikke vidste hvem du var, men nu er tingene jo anderledes,” sagde hun og lænede sig med ryggen op mod rækværket, mens hun kiggede med glæde i øjnene på Kaatima.
”Det er mange år siden, er det ikke?” indrømmede hun. Kaatima havde haft for travlt i Syden, og Mirabelle havde haft for travlt i Norden. Det betød dog ikke at Mirabelle ikke til tider havde tænkt tilbage på den anden kvinde. ”Årerne har behandlet mig overraskende godt. Jeg er for nyligt blevet ridder af Lyset, og blevet major i hæren. Jeg er glad for at bo i Dianthos, og min mor er næsten stoppet med at forsøge at give mig kjoler på og gifte mig væk.” Hun undslap en let leen. Da hun var flyttet til Balzera, der havde hun stadig gået med kjoler, selvom hun havde foretrukket bukserne. Nu ejede hun ikke en eneste kjole.
"Hvad med dig?" spurgte hun nysgerrigt. "Sidst jeg hørte var der noget med din mand..." Mirabelle forsøgte at følge med i de andre fyrstefamilier, men det var nogen gange svært, og der skete så meget da hun havde hørt om Kaatimas mands død.

Hun grinede, næsten for højlydt til hvad man anså for at være korrekt, når man så på deres status. 
Alle de regler, alle de kutymer man skulle holde sig inde for, de var så trættende. “Nuvel, så lad os gemme den formelle tale væk” der var et glimt i øjet, som hun sagde det. Kaatima gik hen til rækværket som Mirabelle havde lænet sig op af. Hendes behandskede hænder, placerede sig på det hårde træ. Blikket gled fra hendes skikkelse, ud på udsigten der udfoldede sig foran dem. Den smukke by, hvor palæet lå. Selvom det selvfølgelig var det ikke lige som Rubinien, hendes fædreland som altid ville ligge øverst på listen over hvad hun elskede. 
Men det var ikke helt skidt. 
Hun vente sine brune øjne tilbage imod de gyldne øjne som kvinden ved hendes side besad. Hun nikkede, da der blev konstateret at det var mange år siden, for det var virkelig mange år siden. Næsten tyve år? Seksten? Hun var faktisk ikke helt sikker, når man ikke sov som normale mennesker, havde dagene det med at glide ud i hinanden. 
Af hvad kvinden fortalte hende som det næste, kom der et fnys fra Kaatimas næse. Hvor typisk, alting handlede altid om at gifte kvinderne væk. Føre dem igennem livet, som mindreværdigt end hvad de ønskede at være. Især, når Mirabelle i sig selv, var en af de smukkeste kvinder hun længe havde mødt. 
“Tillykke med din nye stilling, det er flot, at du er kommet så langt, på din egen rejse igennem livet” det var ganske tydeligt i hendes stemme, at hun faktisk mente det. Det var en tydelig sejr, at komme som prinsesse og stige i militær rang som hun havde formået.

Kaatima formåede ikke at skjule den mørke skygge der omfavnede hendes ansigt, da hendes mand blev nævnt. En af de mørkeste hemmeligheder den ældre kvinde måtte bære rund på, at hendes søn havde begået mord på grund af hende. Kaatima tog en dyb indånding, mens knoerne blev hvide som hendes hænder greb hårde omkring rækværket. “Ja, han døde desværre som følge af pesten der rasede over vores land” hun kunne ikke kigge kvinden i øjnene, som hun mens hun med en kæmpe der var bidt hårdt sammen prøvede at glemme alle de overvældende minder der begyndte at fylde hendes tanker.

Det var for mange år siden til at Mirabelle havde tal på det. De havde været ganske gode veninder, mens de havde boet tæt, men det hektiske liv var kommet imellem dem desværre, og kontakten var lidt blevet brudt, så det var begrænset hvor meget de kunne have set på hinanden. Det hjalp ikke ligefrem at de var fra de to fyrstedømmer der lå længst væk fra hinanden.
”Tak, det har også været en hård kamp,” sagde hun med et smil. Der var folk der mente at hun var kommet hvor hun var, pga. hendes position som prinsesse. Så kunne hendes far lægge et godt ord ind, men det var det næppe. Det var gennem hendes familie hun måske havde fået sin væbnerplads, men alt andet havde været hendes egen fortjeneste.

Heldigvis for Kaatima, misforstod Mirabelle udtrykket i Kaatimas ansigt. Måske fordi hun ikke regnede med at det var noget Kaatima ville gemme på, for Mirabelle vendte sig om og lagde en trøstende hånd på hendes ryg.
”Det er jeg ked af at høre. Det er ikke noget vi behøver at snakke om,” sagde hun trøstende. Medfølende. Hun vidste ikke hvordan det var at miste en så tæt på. Selvom ægteskabet måske var arrangeret, så måtte man stadig bekymre sig om en man havde brugt så meget tid med.

Kaatima vente hoved og kiggede på hånden, som var blevet lagt som en støtte på hendes skulder.
Hun kunne ikke fejle Mirabelle for at ville trøste hende, når hun havde mistet sin mand. Hun vidste jo ikke hvilke rædsler hun var gået igennem, med den mand ved hende side.
Måske det ville være okay, at snakke om det? Bare lidt af det.
Hun fnyste og lagde sin hånd over kvindens, og tog en dyb indånding. “Skal du ikke være ked af, han var ikke en venlige mand, for at være helt ærlig var han helt igennem modbydelig.” svarede hun tørt, og gav hånden på skulderen et klemt inden hun kiggede lige frem for sig. 
Hun sank og mærkede hvordan at mundvandet næsten satte sig i klemme, for den klump der havde dannet sig i hendes hals. Det var stadig hårdt, at tænke tilbage på hvordan han havde kunne degraderet den ellers så stolte kvinde til et grædende og tryglende pjok. 
“Men det er jo skæbnen ved at være en fyrstes prinsesse.” snakkede hun lavtmeldt, så mange mennesker ønskede at være rige ikke bruge tiden på at tænke over noget ud over at bruge af deres formue. Hvis de dog bare vidste hvilke lænker der var tilknyttet til den formue. “Altid gøre som forældrene ønsker - selvom jeg for alt i verden håber jeg ikke skal være med en anden mand nogen sinde igen.” kom det ganske tørt fra hende, hun var ligeglad med hvem der hørte det. Hvis det gjorde, ville det alligevel ikke have nogen betydning, for den dag hendes far ville tvinge hende ind i ægteskab igen. Ville hun gøre det, fordi hun kunne ikke sige nej.

Mirabelle så overrasket ud. Rædslerne der var gemt inde i privaten var aldrig noget hun rigtig hørte om, andet end rygter. Men her stod hendes kære barndomsveninde, og fortalte at hun havde været en af de uheldige der havde fået en mand der ikke kunne styre sit temperament og var modbydelig mod hende. Bare tanken gjorde Mirabelle vred. Hvordan kunne man gøre noget mod en kvinde? Især en man skulle bruge sit liv med. Det ellers smukke ansigt var fortrængt i vrede bare ved tanken.
Hendes greb på Kaatimas skulder blev også lidt hårdere, men ikke nok til at gøre den anden kvinde fortræd.

”Du fortjener bedre end en sølle mand som ham,” hviskede Mirabelle. ”Ingen kvinde skulle udsættes for noget så forfærdeligt, og bare fordi du er en fyrstedatter, giver det ikke nogen ret til at diktere hvordan du lever dit liv.” Selv havde hun været heldig, at hun havde fået frihed til at gøre hvad hun ville, men hun vidste også at de to familier var meget forskellige.
”Jeg er virkelig ked af at jeg ikke har kunne være der for dig,” kom det endnu mere lavmeldt. Hvis hun havde vidst det, været i nærheden, så kunne hun havde hjulpet, men nej. Selv hvis hun kunne, så ville Kaatima nok ikke have haft hjælpen.

Hun grinte tørt over hendes kommentar, og vente sig imod den smukke kvinde, der tilbød hendes støtte så åbenhjertet. Hvis hun dog bare vidste hvad det var for et menneske hun stod over for, så ville hun nok ikke sige sådan. Kaatima tog en dyb indånding og betragtede vreden hun så så tydeligt i de gyldne øjne.
Smukke, stærke gyldne øjne.
“Så ret du har kære Mirabelle, hvis resten af verden også så det så nemt som du gør” hun vidste godt, at hun sagde det fordi hun mente det. Men Kaatima vidste også, at hun aldrig nogen sinde ville komme forbi den udfordring der hed at leve sit liv som hun ønskede. Og det var jo ikke for ingen ting, at hun havde holdt ud så længe. “I det mindste fik jeg fem skønne børn ud af det og dem ville jeg ikke bytte for noget i verden” hun smilede stort, og øjnene begyndte at funkle med minderne omkring hendes børn. 
Hun løftede et øjenbryn og lagde selv en beskyttende hånd på kvinden foran hende. “Ah Mirabelle, du må ikke bebrejde dig selv. Tiden drev os hver vores retning, vi må glæde os over vi har fået lidt tid sammen igen. Og nyde den så længe den er der.” hånden gled fra skulderen op imod kinden “Om forladelse” hun fjernede et nedfalden øjenvippe, kaatima betragtede det mellem sine fingre “Er der ikke noget om, at man kan puste det også få man et ønske opfyldt?” hun vente sine fingre imod Mirabelle, hvis hun nu ville følge med på den barnlige tankegang og faktisk puste til det lille hår.

Det var måske en naiv tankegang for Mirabelle, og hun vidste det også, men hun kunne ikke lade vær med at håbe på det, når hun hørte noget så grusomt. Hun vidste dog også godt at Kazimi fyrsten havde sine meninger om hvordan landet lå, og det var næppe som kvinder værende andet end til at bære børn, desværre.
"Jeg håber blot at du er lever et godt liv," sagde hun blidt. Mere end noget andet. Kaatima havde givet Mirabelle så meget glæde i sin ungdom, og hun havde ingen måde at give noget tilbage på. Hun føltes sig lidt magtesløs.

Da hun mærkede den blide hånd, kunne hun ikke lade vær med at ønske at hun ikke havde masken på, så kunne hun havde mærket Kaatimas hånd mere. En åndssvag ting at tænke. Var der ikke en grund til at hun forsøgte ikke at indlede noget forhold med adelskvinderne. De var farlige, selvom de også var åh så smukke.

Hendes øjne fulgte ned til øjenvippen, og et lille smil på hendes læber. Det var så simpelt, så barnligt, men alligevel kunne hun ikke lade vær med at lege med. "Jeg ønsker at ingen mand nogensinde kan bestemme over dig igen," hviskede hun før hun pustede til øjenvippen.

“Det har jeg” svarede hun ganske kort, som hun betragtede kvinden kigge på hendes fingre, det var i grunden ganske utilgiveligt at Mirabelle slet ikke havde fjernet sin maske endnu. Sådan så hun rigtig kunne se hendes ansigt. Ikke at Kaatima faktisk ville sige det til hende. 
Hun kunne ikke lade være med at grine, en oprigtig latter da hun hørte ønsket. “De adelige familier fortjener slet ikke så uskyldigt et hjerte som dit Mira” sagde hun sagte, og mindeds pludselig deres tid som teenager, den måde de havde løbet rundt i haven. Og den måde som hun havde ønske hun kunne have kysset den lyshåret kvinde. 
Det gibbede i hende, som hun havde lænet sig frem imod hende. Hun trak sig hurtigt væk, og rømmede sig. “Tak” sagde hun med et en anelse anstrengt smil, som hun så ud af øjenkrogen hvordan at der var flere der var begyndt at begive sig ud på balkonen for at trække frisk luft.
Den mørkhudet kvinde, tog masken hun havde lagt fra sig og trak den på igen. 
Hun lod fingrene glide rundt om vinglasset hun ikke havde drukket af.
“Det var en sand fornøjelse at møde dem igen Frøken Pompadour.” hun bukkede med hoved, som de to snakkende mænd kom tættere på deres skikkelser, hvis hendes evner dog kunne låse dem begge fast i tid og sted, og hun kunne nyde lidt længere af selskabet. 
Men ak, skæbnen var en sælsom elskerinde.

Mirabelle lo ganske let. Uskyldigt var en måde at sige det på, men måske hun bare stadig håbede på det bedste i menneskeheden. Hun var også blevet forkælet, men hun var også klar over at verdenen ikke var så lyserød som hun ønskede. Hvis den havde været, havde hun så haft behov for at skjule så stor en del af sit liv. Hele hendes familie troede at hun blot kastede sig hovedkulds ind i sit arbejde, når sandheden var at hun brugte en stor del af sin tid med sine 'veninder'. Hun håbede det var en hemmelighed hun aldrig behøvede at blive konfronteret med. Især nu når hun havde set Kaatima igen, for var Kaatima ikke grunden til at tankerne var startet til at starte med?
”Man må finde noget at håbe på, når man er vant til at se det mest grusomme i mænd,” pointerede hun blot blidt. En del af hendes arbejde var desværre at indfange de der ikke kunne være så gode som Lyset ønskede.

Hun så et øjeblik overrasket ud over den formelle tale, før de mandlige stemme også ramte hende, og hun kiggede ud af sin øjenkrog over mod dem. Utilfredsheden blev heldigvis hurtigt skjult.
”I lige måde,” sagde hun, lidt mere neutralt, før hun lavmeldt tilføjede. ”Hvis De nogensinde er i Dianthos, så må De endelig sørger for at komme forbi.” Hun havde ganske vidst kun sit kammer på Krystalpaladset som var rigtig privat, men hendes tante ville nok vældig gerne sørge for at der var plads til at de kunne have et middagsselskab hos hende, hvis det endelig var.

Der spillede sig et morende glimt i den rubiniske kvinde, som hun betragtede kvinden foran sig. 
Hvis hun ikke vidste bedre, så føltes tonen som der kom ud af Mira, ikke som en der bare ville have hende forbi til noget te. Men nu kunne det jo godt være, at hun bare ønskede at høre det således. 
Men, det ville da næsten være ærgerligt at deres aften skulle afsluttes på denne måde? 
Hun nikkede langsomt, og ventede på at Mirabelle gik inde for igen, før hun fulgte hende.

Tid gik, og Kaatima blev fanget ind i utrolig kedelig samtale. Faktisk var hun usikker på hvor længe der var gået, før at hun undskyldte sig. Måske tiden var til at finde vej til hendes værelse der var blevet lejet for natten. Hendes børn var allerede blevet sendt afsted hjem for nogle timer siden. Så nu var der kun hende, da hun havde en aftale med en potentiel ny forretnings aftale. 
Hendes blik gik over mængden af mennesker, mens hun gav sig i gang med at se om hun kunne finde den lyshåret kvinde igen. da hun ikke havde i sinde at forlade hendes så hurtigt. Ikke uden de kunne snakke ordentligt sammen, i en rum.

Selvom Mirabelle vældigt gerne ville have Kaatima forbi til mere end te, så ville hun ikke lade hendes tanker overhoved gå i den retning. For selvom Kaatima ikke var gift, så var det noget farligt at lege med. De var ganske vel barndomsveninder, men hvor meget loyalitet var der imellem dem? Mirabelle var ærligtalt ikke sikker.

Hun gik derfor også indenfor, lidt trist over at samtalen var blevet kortere end hun havde ønsket, men også klar over at det var realiteten af hendes hverdag, så hun gik tilbage til festen. Det var mest af lidt små socialisering hun havde gang i. Hun var begyndt at føle sig lidt mere træt, men hun følte ikke at hun kunne tillade sig at gå før det var tid for maskerne at blive droppet for natten, ikke at der var meget tid til.

Hendes øjne fangede de nu bekendte klæder. Mirabelle holdt hendes vinglas op i et let smil mod hende, ikke sikker på at Kaatima havde planer om at komme over og sige hej igen, eller blot forlade stedet. Det var heller ikke til at se om Mirabelle stadig havde gang i sit først glas eller det var blevet påfyldt på aftenen.

Kaatima nikkede tilbage, mod hilsens om Mirabelle sendte hende. 
Et smil ude af syne, grundet masken hun bar, bredte sig hen over den mørkhåret kvinde, som hun gik hen til hendes tidligere barndomsveninde. 
Hendes skridt var bestemte, og vidste hvor de skulle hun. Men hende skridt satte farten ned, til hun næsten gik så langsomt som hun overhoved kunne. “Det var dejligt at se dem igen.” sagde hun blidt, så det kun var Mirabelle der hørte det. Hendes hånd lukkede sig ind i hendes. “Hvis du har lyst, så mød mig her senere” masken dækkede alt end de brune funklende øjne der kiggede op på kvinden, som hun lige havde givet en seddel der ville fortælle Mira, at hun kunne finde Kaatima i en af de finere kroer i Diamantstræde. 

“Jeg håber jeg ser dem igen Frøken Pompadour, det har været en skøn aften.” de sidste år sagde hun lidt højere, inden hun nikkede og vinkede sin tjener til sig. Som med hurtige skridt små løb efter kvinden der nu med selvsikre skridt begav sig ud fra festen. 
Selvom alt i hendes postyr fremviste selvsikkerhed. Så kunne hun stadig mærke sug i maven, hun ikke havde haft siden hun var en teenager. Det havde været en underholdende aften trods alt.
Nu måtte tiden vise, hvor vidt hun ville få besøg eller ej.