Solen skinnede over markedspladsen i Dianthos, som var bristende fyldt med kræmmere, der falbød varer fra deres boder. Her sidst på efterdagen, hvor kunderne stadig var på sit højeste og priserne endnu ikke sat ned, havde Rey besluttet sig for at tjene nogle skillinger. Han passerede boder der solgte kurve, børster, smykker, eksotiske tøfler fra fjerne grænser, dyr i bure og alskens madvarer, hvis dufte besnærede hans næse og fik ham til at savle.
Rey tog sig sammen. Han vidste bedre end at stjæle i Dianthos, eftersom tyvebanderne, der havde deres daglige gang i byen, ikke tillod at nogle fremmede gik i pungene på deres distrikter af byen. Derfor måtte han tjene til sit brød på anden vis.
På ryggen havde han sin hjemmeflikkede, anvendelige bod: det var en slags taske af strå med hylder og forskellige varer spændt fast. Nu tog han en dyb indånding og lod sin røst gjalde op til stor irritation for de nærmeste kræmmere. ”Forfør din drømmeprins med ægte kærlighedseliksirer direkte importeret fra kloge koner i Rubinien!” Rey blinkede til et par unge vaskepiger, der fnes og skyndte sig videre. ”Har du spillet din formue op og gældsat dit hjem? Køb besværgelser der får jaderne til at strømme ind! Føler du dig forfulgt? Jeg sælger virkningsfulde beskyttelsesamuletter til kun tyve ravstykker!” Da han dernæst dæmpede sig og stillede sig hen til bymuren, kom de første generte kunder nærmere. Han skruede smilet op og gik i gang.

Cecilio var for nyligt kommet tilbage til Dianthos fra en tur nede i syden. Solen og varmen var endelig begyndt at komme tilbage igen, og Lyubas familie der normalvis var på disse kanter tog glædeligt imod den anden trup, især fordi det indbefattede Lyuba og deres svigersøn.
Han havde brugt den foregående aften med svigerfamilien, men i dag havde han behov for at komme lidt ud og bare tage byen ind igen. Det var efterhånden lang tid siden han sidst havde været her.

Han havde blot gået og kigget på boderne, da en højlydt stemme fangede hans opmærksomhed. En bod som mindede ham næsten lidt for meget om hjem, og de folk han gik med, men stemmen var ikke bekendt for ham. Hvilket naturligvis interesserede ham.

Selvom folkemængden var ganske varieret, så var Cecilio alligevel tydeligt ikke fra disse egne, med sine farverige klæder og den mørke hud. Derfor var det også meget tydeligt, da han begyndte at glide gennem folkemængden for at komme hen til boden.
Han blik gled hen over varerne. Humbug var hvad han gættede på det meste af det var, men hvis man troede på det virkede, så ville det da også til dels virke. ”Interessante ting du har her,” sagde han og sendte fyren et grin.

Rey havde netop solgt en ring, som han havde hævdet kunne forskønne ens udseende i andres øjne, da en ung mand slangede sig gennem folkemængden. Som gøgler var Rey trænet i at bedømme folks nationalitet og velstand med et enkelt blik, og det var derfor tydeligt for ham, at den fremmede mand var omrejsende gøgler ligesom ham selv. Ikke at han ville indrømme dette overfor dem fremmede på nuværende tidspunkt, selvom hans nysgerrighed – og konkurrencegen – var vakt.

Rey smilede indsmigrende. ”Ganske vist, hr.! Er der noget, der frister? Så sent som sidste uge opkøbte jeg denne kniv fra en jæger. Den siges at være velsignet af Chance selv! Den behøver aldrig slibes og vil bringe bæreren held. For kun 50 ravstykker er den din.” Alt imens han sludrede, så han manden an og prøvede at erindre, om han kom fra en af gøglertrupperne, han kendte.

Cecilios trup var ikke nær så kendt, som visse andre, især fordi den var lidt blevet sammensat af forskellige folk da Mørket havde raseret, og derfor næppe var en rigtig familie, som nogle af de andre gøglertrupper. Til gengæld var den mere lokale Iz Lovkach gøglertruppe mere kendt, som han trods alt havde fået giftet sig ind i, selvom det ikke ligefrem var tydeligt fra hans udseende.

”En kniv ligefrem? Det lyder jo som et rent røverkøb,” sagde han grinende. Ikke at han på nogen måde havde tænkt sig at smide penge i den anden gøglers retning. Så mange havde han heller ikke selv, og han ville nok høre for det, hvis han kom hjem med noget fuldstændig ubrugeligt.
”men nu er jeg ikke ligefrem typen der går med kniv,” indrømmede han og rakte op for at pille ved noget af det der hang ved boden. ”Jeg synes heller ikke at jeg har set dig her før.” Boden indikerede i hvert fald at han var mere omrejsende end noget andet.

Trods grundig gransken i skufferne af hans hukommelse, kunne Rey ikke gennemskue, hvilken trup gøgleren tilhørte. Det kunne sådan set også være lige meget, så længe fyren ikke stjal hans kunder. På kort tid havde han besluttet sig for, at dette var hans territorium.

”Ja, en kniv,” gentog han, hvorefter han daskede fyrens nysgerrige pilfingre væk og snappede, ”hey, fingrene væk fra varerne, fætter, medmindre du er interesseret i at købe!” Rey sendte ham et hvast blik og rettede sig dernæst lidt op for se mere indbydende ud overfor et ældre par, der gik forbi. ”Kan det friste med et effektivt elskovsmiddel?” spurgte han, men manden lavede en uhøflig håndbevægelse og trak hustruen med sig. ”Bare rolig, jeg står her også i aften til diskrete handler i mørke!” forsikrede Rey dem og vendte sig tilbage mod gøgleren. ”Flirter du med mig, gøgler? Medmindre du har et par gode kasser gemt under den skjorte, er jeg ikke interesseret.”

Cecilio var ikke meget for territorie kampene som der ellers var normale mellem gøglertrupperne, men han vidste de eksisterede, mest fordi han selv var blevet hevet med ind i den. Det handlede altid om at de stjal kunder og publikum fra hinanden, hvilket satte omsætningen ned. Han kunne godt forstå det vigtige, men det var kedeligt og politisk.

Han sendte et lidt muntert blik mod gøgleren, men tog hænderne til sig. Det var ikke som om at han ville komme til at stjæle nogle af de her uinteressante ting. Måske hvis han troede på det mindste han sagde.
”Flirter?” udbrød Cecilio før han lo. ”Du skulle da bare være så heldig. Jeg overvejede bare hvilken gøgler ville sætte bod op på disse kanter. Især når jeg havde en formodning om at jeg kendte dem alle.” Han havde da heller ikke fået at vide at der var kommet nye til byen, men man vidste selvfølgelig aldrig.

Rey kneb øjnene sammen. Han vidste ikke, hvad han skulle synes om den fremmede gøgler, der havde fundet interesse i ham, men eftersom det ikke lod til, at han var ude efter at stjæle Reys kunder, lod han sig formilde.

”Du har fornøjelsen af at møde Rey Hezekiah,” erklærede han så med et let buk, hvilket var en smule besværligt med det store monstrum på ryggen. Hvis manden kendte bare en smule til de større gøglertrupper, ville han hæfte sig ved efternavnet Hezekiah, eftersom det lagde navn til hele gøglertruppen. De var ikke iblandt de største og mest populære trupper, men det var en gammel gruppe, der holdt på navn, tradition og værdier.
Rey lod blikket glide ned over ham og tilføjede en anelse uhøfligt og direkte: ”Og hvem er du?”

Man kunne godt se at Cecilio var lidt imponeret over at høre navnet Hezekiah, og han sørgerede alligevel for at huske på det, til hvis det nogensinde blev relevant. Men af hvad han vidste af så havde den trup ikke lagt til her i Dianthos, så hvad lavede en af deres familie heromkring?
”Cecilio Belo,” Belo var næppe et navn der sagde Rey noget. Det var trods alt hans familie efternavn, som blot var en stor familie der boede i Balzera. Hans gøglertruppe havde altid været mere en kombination af forskellige individer der var blevet samlet op i løbet af de sidste 10 år.

”Så hvad laver en af Hezekiah familien her? Plejer I ikke at holde sammen?” sprugte han. Nysgerrig efter flere informationer, især som han selv nød sin relative anonymitet.