Mauritz sad stille og roligt og lyttede til hvordan den naturlige melodi gik, sad og observerede den og prøvede at finde ud af hvornår de stødte sammen alle tre, mens han bare sad med fløjten oppe, klar til når hans punkt kom ind. Han fandt punktet han ledte efter, og satte den første finger for, og begynde at puste i den, mens han brugte næsen til at tage nogle hurtige og korte dybe vejrtrækninger, så han kunne spille. Han lavede en melodi, ikke at det lød dumt, for han kunne godt lide at høre musik. Mauritz kunne også godt lide at spille musik selv, selvom han ikke altid var den bedste på visse instrumenter, så havde han altid været god til fløjter. Han lyttede til hvordan han fik melodien til at følge naturens, og han sad og holde sit fokus, på at få dem til at følges. Det var ikke fordi det var en hurtig melodi han spillede, den var stille og rolig. Kontrolleret mens han spillede melodien hvortil en sang om kvindedans havde kunne passe ind. Musikken var et af hans minder, fra hans barndom. Det var noget hans farfar og ham havde gjort. Hans farfar havde lært ham at spille på fløjte, for at sørge for at han fik trænet sin koncentration til at kunne kæmpe med sværd da han var lille.
Mauritz der aldrig havde brudt sig om sværd da han var lille, kunne sagtens kæmpe med et, men han foretrak at kæmpe på andre måder hvis det endelig galt. Han stoppede melodien, som han kunne føle der var noget der ændrede sig i måden han var på. Han var som sådan ikke bange for dyrene der var på denne side af Krystallandet, men han vakte nysgerrighed nok til at fjerne fløjten fra hans læber, og stille og roligt pakke den sammen i hans taske. Skindet han sad på, var blødere end jorden, og der var også plads til at man kunne ligge to på det, hvis man endelig lå tæt. Han havde købt det i samme by som fløjten var købt i, da hans gamle skind var gået i stykker. Det havde også overlevet en del år, hvor det havde været brugt flittigt. Mauritz drejede hovedet, mens han lyttede til om der var nogle, han kunne ikke høre nogle, men valgte alligevel at stole på sin intuition. ”Hvad søger du, rejsende?” Hans stemme var langt fra blid, den var dyb og den var bestemt. Han gad sjældent at snakke med mennesker, og havde opbygget en naturlig måde at skræmme dem væk på. Han kunne på nogle punkter være ret kvindeglad, men om han var på dette tidspunkt, kunne han ikke helt bestemme sig endnu. Han drejede hovedet tilbage, så han kunne se bålet, mens han sad og lyttede efter om der ville komme en form for et svar, eller om han var gået helt galt i byen og rent faktisk sad alene ved bålet, omgivet af sit eget selskab.
Krystallandet
