Pax sad henslængt placeret i et mørkt hjørne af den summende krostue, der så ganske lig enhver anden aften var proppet med alskens rakkerpak. Omkring ham lo og talte hans mænd med hinanden, tilsyneladende som eksisterede Pax ikke selv i det berusede slæng. Deres leder var netop vendt tilbage til Dianthos, efter at have været bortrejst i tre dage. Hvad han var vendt hjem til, var det samme som han havde forladt og Pax selv nød godt af de vante rammer – på nær den ene realitet, som ikke var undsluppet hans bevidsthed. Hans spion – en tilsnusket gadedreng ved navn Emilio – havde væsentlige ting at fortælle og af uvisse årsager, var det ikke den forestående kidnapning, der voldte Pax de største kvaler. Nej, snarere var det hvad Emilio havde kunne fortælle om den venlige halvorker, som i løbet af de sidste dages tavshed var blevet til en rotteaspirant.

De mørkegrå øjne sad og stirrede på dennes ryg netop i det øjeblik, alt imens en indestængt vrede summede indebrændt i hans bryst. Han havde ikke kunne samle en ærlig tanke, lige siden Freya var trådt ind i krostuen, med en bog i sin grønne hånd. Endnu ikke havde hun set ham, for Pax havde gjort sit for at forblive uopdaget. Som tiden dog gik – for langsomt for Pax’s, skulle han være helt ærlig – blev det sværere og sværere for ham at bekæmpe følelsen af forræderi. Hvor vovede hun…

Ganske pludseligt, og tilsyneladende ud af ingen ting, rejste Pax sig fra sin stol og bevægede sig uset og lydløst hen mod Freya. Han placerede sig bag hende og lænede sig indover hende, så hans hænder kolliderede med bordpladen på hver side af hendes tætte skikkelse. ”Vi plejer at synge den her sang, der hvor jeg kommer fra…”, brummede han med en dirrende stemme, Pax dog forsøgte at tæmme, som gjaldt det hans egen overlevelse. ”Vi synger den, når lejligheden byder sig og det er ikke ofte, fordi dens mening simpelthen ikke er til at misse…”, fortsatte han, uden at give Freya mulighed for at svare ham.

”Den går sådan her – 'stikkersvin, stikkersvin, du skal neeed i grøften. Du kan nemlig ikke holde på et lorte løøøfte'” 

Efter hun havde fået fri fra arbejde havde hun besluttet sig for at tage et smut på kroen. Hun havde taget en bog med sig, da hun havde troet, at hun ville komme til at sidde alene, men Thomas og Hans – hendes to gode menneskevenner fra stenbruddet, havde gjort hende med selskab over en enkelt øl. De lavede sjov med arbejdsdagens hændelser, snakkede om alt mellem himmel og jord, og drillede Thomas med hans samling af sten derhjemme. Det var et par dage siden, at hun havde trænet med Sir Nao, men hun havde stadig sin andel af blå mærker på kroppen efter den hårde træningssession. Hun ville gerne ind i Lysets hær, og hun håbede på at have gode chancer.

Kroen var fyldt med festglade mennesker, hvilket den jo ofte var, så hun havde slet ikke skænket det en tanke at kigge rundt. At nogen ville holde øje med hende. Så da Thomas og Hans havde sagt tak for i dag og gik hjemad, tog hun bare fat i sin bog for at læse lidt i ro og mag, mens hun færdiggjorde sin øl. Freya's hestehale sad højt på hovedet, og hun legede lidt med hårspidserne, mens hun koncentreret kæmpede sig igennem ordene. Hun var ikke vildt god til at læse eller skrive, men hun var opsat på at holde sine evner ved lige. Måske endda forbedre dem. Det var vel også kun en fordel, nu når hun gerne ville ind i hæren.

Det gibbede i hende, da en muskuløs, men tynd, mandekrop pludselig angreb hende bagfra og fangede hende mellem bordet og hans beskidte skikkelse. Gibbet i hende fik hende til at tabe bogen ud af sine fingre, men hun ænsede ikke lyden, da den ramte gulvet med en hul, doven lyd. For nu vidste hun, hvordan det føltes, når en hare blev fanget i en rævs sultne gab.

Sættet i hende forstummede dog hurtigt, for hun genkendte straks den brummende, hæse stemme. Pax. Men der var også noget underliggende i hans stemme. Den dirrede. Han var vred. Normalt ville hun være glad for at se ham. Men ikke sådan som han teede sig her. Hun rullede med øjnene af ham, selvom hun godt vidste, at han ikke ville kunne se det. Men hvad i al verden havde han gang i? Det var næsten en uge siden deres møde, og aftalen havde været, at de ikke skulle mødes offentlige steder. Og her stod han så alligevel. Som et kryb, der ikke kunne komme tæt nok på. Hans såkaldte sang gjorde hende forvirret og harm på samme tid. Hun sukkede. “Jeg ved ikke, hvad du snakker om,” sagde hun nonchalant til den truende skikkelse. Så sagte at lyden kun var ment til at lege med hans øregange alene. Hun rettede på sin lysebrune tunika og puffede let til ham med den ene hånd for at bukke sig ned, så hun kunne samle sin bog op fra gulvet. Puffet var ikke hårdt på nogen måde. Faktisk var det mere en  hentydning til, at hun gerne ville have, han skulle rykke på sig af egen fri vilje. Så venligt som hun nu kunne gøre det, når han pludselig kom her og anklagede hende for et eller andet, hun ikke kendte til.

Pax fnøs og lagde sin ene hånd mod Freyas kind, som hun gjorde mine til at ville rykke på sig. Insisterende, skubbede Pax Freya tilbage i stolesædet, hvorefter hans arrede hånd atter landede hårdt på bordpladen. Vreden ulmede ikke – den brændte og truede med at destruere Pax indefra, hvis der ingen forløsning kom snarligt.

”Jo, du gør, musen der blev til en rotteaspirant”, hvislede han mellem sammenbidte tænder, hvorefter han forsøgte at tæmme de hadske fornemmelser. Pax forblev stående henover hende, med sine hårde mørkegrå øjne rettet stift ned i hendes skød. ”Tror du virkelig, at jeg ikke ville finde ud af det?”, spurgte han dernæst, i samme iskolde tone som før. Den hæse stemme dirrede let under alt det kolde og fjendtlige, og Pax tog en dyb indånding for at tæmme den. Det svaghedstegn var ikke et, han ønskede at fremvise for alle og enhver.

”Selvfølgelig ville jeg finde ud af det! Halvdelen af undergrundens øjne tilhører mig”, fortsatte Pax, og selvom han havde forsøgt at tæmme sit eksplosive vredesudbrød, var det ikke lykkes ham det mindste. Stadig dirrede stemmen og stadig slog hans øjne lyn. ”De så dig. De så dig flere gange træne med Sir Nao, rotten over alle rotterne – og tror du virkelig, at en gadedreng ikke kan regne ud, hvad det betyder? Hvad du i virkeligheden ville have ud af et venskab med mig?”

Pax gav hende så absolut ikke lov til at samle sin bog op. Meget insisterende lagde han en hånd på hendes kind for at skubbe hende tilbage i sædet. Havde han gjort noget lignende på ethvert andet tidspunkt havde hun måske kunnet lide det, men når han havde den her mine på, så var det bare for meget. Hun lod sig dog alligevel glide ned på stolen igen, mens hun tog en meget dyb indånding gennem næsen. Prøvede at holde den stigende vrede i ro. Lod ham bestemme. Lod ham tage føringen. Det kunne han sikkert godt lide. Han ville gerne have kontrol. Magt. Så hun lod ham have det. For nu.

Men hun hørte stadig uroen i hans stemme. Hun kunne ikke se hans arrede ansigt, men spændingerne var tydelige i hans krop – hans brystkasse imod hendes skulderblader, hans arme mod hendes. Ordene kom som en slange, der med sit kolde bid langede ud efter hendes nakke igen og igen, og hun skar tænder for at holde sig i ro, stadig uforstående. Hvorfor var det så stort et problem, at hun trænede med Sir Nao? Og havde Pax folk til at gå og holde øje med hende?

Da det gik op for hende, hvor han ville hen med hele dette stævnemøde, blev hun for alvor vred. “Hvad siger du? ” udbrød hun, fuldstændig vantro, at han kunne tro den slags. Tro, at hun kun ville gøre ham med bekendtskab, så hun kunne dolke ham i ryggen. Hendes stemme havde været så høj, at et par øjne fra nogle krogæster gik i deres retning, men med et fnys som en tyr fik Freya dem hurtigt til at kigge væk igen.

Hun pressede sin krop overdrevent tæt imod ham, så hun kunne hviske i hans øre. Holde samtalen mellem kun de to. Og ordene var ganske lette at forstå. “Er du blevet fuldstændig. Rablende. Sindsyg?” bed hun efter ham som skulle hun tygge sig igennem ordene. “Jeg er min egen, Pax. Jeg gør, hvad jeg har lyst til, så længe det ikke går ud over andre. Du kan være pisseligeglad med, om jeg vil ind i hæren eller ej. Det har ikke noget med dig at gøre”. Hun tog et par dybe vejrtrækninger, i håb om at falde lidt til ro, inden hun fortsatte, vred over det, han havde kaldt hende. Hendes forsøg på at berolige sig selv virkede dog ikke. “For jeg er ikke et stikkersvin, hører du? At komme i hæren var et ønske for mig længe før du faldt om ved mine fødder,” sagde hun bidskt som en vild hund. Det sidste hun sagde, vidste hun udemærket godt ville få Pax op i det røde felt. For det havde været en situation, som han ikke selv havde været herre over. Og det var satme også meningen at gøre ham rasende. For nu så hun rødt.

Pax måtte kæmpe for, ikke at lade en vantro og ondskabsfuld latter forlade hans arrede læber. For et øjeblik kunne Pax knap tænke for det røde raseri og hans hænder dirrede pludselig tydelig, til trods for deres tyngde mod bordpladen.

I lang tid var bande-lederen stille og alt, han kunne høre, var hans bankende hjerte i ørerne. Langsomt, ganske langsomt, rettede han sig op og pustede ud, så Freyas hår led spædt under den lette brise. ”Du lukker lort ud, Freya Sagosdottir. Du har valgt side. Hvis du ikke er med os, er du imod os”, hvæsede han, hvorefter Pax gjorde tegn til de kammerater, der sad og betragtede dem begge med et afventende blik. De mørkegrå øjne hvilede urokkeligt i Freyas, som Pax samlede hendes bog op og overvejende, lod sine frie fingre glide henover det ru læder. I en hurtig og effektiv bevægelse lagde han den i lommen på den sorte rejsekåbe, hvorefter han blinkede til hende og sammen med kammeraterne forlod krostuen.



Pax anede ikke, hvor mange timer siden, at det havde været; kun med vished kunne Pax sige, at Freya var vendt hjem fra kroen, og han formåede dernæst, at hun var gået i seng. De spæde stearinlys i det ene vindue var i hvert fald slukket, i det at han, efter en kort pause med et vissent brød, var vendt tilbage til sin udkigspost på den modsatte tagryg.
Skyggen i mørket fortsatte sin stirren lidt endnu; stadig ulmede vreden men Pax havde ganske enkelt ikke kunne lægge den nagende fornemmelse fra sig. Den truede med at æde ham, hvormed han, ganske ubevidst, havde nærmet sig Freyas hjem, selv efter at han var vendt tilbage til sit eget. Med en lavmælt vrissen, satte Pax afsted over tagryggen, og landede med et lavmælt ’bump’ på vinduet i det lille køkken. Freyas skikkelse syntes ikke at rygge sig i mørket, så med en hvis fingersnilde fik Pax åbnet hængslerne, hvormed han kunne kravle ind i køkkenet.

Med en doven arrogance satte Pax sig til rette på gulvet, hvorefter han fandt bogen frem, den han havde taget fra hende tidligere, og hamrede den ned i det slidte træ. 

Det føltes som en evighed før han endelig reagerede på hendes ord. Men at han ligefrem valgte at sige, hun var fuld af lort... Tog hendes bog... og så gik han bare, med sit slæng. HVA! Så de havde også været her! Og han kendte pludselig hendes efternavn! "DIN FEDE NAR" brølede hun efter ham, nu stående og med begge hænder på bordet. I lang tid derefter var Freya så målløs, at hun ikke kunne andet end at stirre efter ham og hans rakkerpak af en flok. Var hun en drage, ville hun spy ild.



Hun gik en omvej gennem gaderne for at få vreden ud af kroppen. I hvert fald så hun fik det værste ud. Hun gik straks op på sit værelse, hvor hun først smed den lysebrune tunika og derefter de mørkebrune hoser, der gik hende til knæene. Nu kun iført underbukser, og det klæde, der var viklet tæt omkring hendes barm, så hendes bryster kunne holdes på plads under arbejde, satte hun sig ved bordet. På denne måde sad hun og spiste en hurtig omgang brød og ost, inden hun valgte at få denne dag overstået. Nu kan den jo ikke blive værre, tænkte hun knottent og pustede stearinlysene ud.

Pludselig for træt til at afklæde sig yderligere, kravlede hun semitilfredst under det store bjørneskind, hun brugte som dyne. Her var dejlig lunt, blødt og velkendt. Her kunne hun drømme sig væk og glemme alt om Pax og hans idioti for en stund. Ofte gjorde hun noget ved sig selv, inden hun lagde sig til at sove, men sådan som denne aften var gået, så orkede hun det ikke. Hun vidste ikke, hvor længe hun lå med lukkede øjne, inden hun faldte i søvn.



Med et sæt blev hun vækket af en høj lyd. På ingen tid fik hun sat sig op, hænderne hvilende på madrassen og bjørneskindet over sine skuldre. Hun kiggede sig forvirret rundt, mens hun prøvede at ryste søvnen ud af sig, og snart fandt hendes mørkebrune øjne frem til skikkelsen på gulvet. Hendes nattesyn afslørrede hurtigt, hvem det var. Der var ingen tvivl. Det var Pax. “Jeg troede virkelig ikke den her dag kunne blive værre,” stønnede hun opgivende. “Hvad vil du nu? Anklage mig for mere? Gør det dig glad?” spurgte hun og lagde sig ned på maven, den ene hånd hvilende på sin kind, mens den anden nulrede ved madrassen. Hendes øjne betragtede den slanke skikkelse. Ved siden af ham lå hendes bog. Det var nok den, der havde lavet larmen. “Man skulle ikke tro at du ville komme til løvens hule efter hvordan du opførte dig tidligere,” sagde hun utilfredst, men der var ikke noget ondt i hendes stemme. Hun var simpelthen for træt.

Pax betragtede Freya sætte sig op med panik i sine brune øjne og dernæst, da hun lagde sig til rette i sengen igen. Han fnøs, men så hastigt væk i det, at det gik op for ham, at Freya ikke bar nogle klæder under skindet. I grunden havde han ikke overvejet, hvordan halvorkeren sov – kun, at det gjorde hun og at det var omtrent på dette tidspunkt. Den unge mand kunne ikke snakke erfaringsrigt om det at bejle til en kvinde. Efter en barndom i et bordelhus fandt Pax den slags intimitet… intimiderende. Han vidste ganske enkelt ikke, hvordan man i grunden bar sig ad og aldrig havde han betragtet en kvinde – eller mand – og følt et sådan begær. I det svage lys fra månen følte Pax sig dog noget nær forlegen, hvilket var en følelse han aldrig før havde stiftet bekendtskab med.

”Dit ene vindue er råddent. Det inviterer næsten til en kniv mod rammen og hængslerne er for gamle til, at de ikke kan løsnes”, brummede han, i en tone der ikke indbød megen forsoning. I grunden vidste Pax ikke, hvad han lavede der – siddende på Freyas gulv med en sur mine over det arrede ansigt.

De beskidte hænder blev vredet mod hinanden i en krampagtig gestus. ”Du må forstå, hvordan det ser ud!”, udbrød han dernæst hvæsende, men dog kun så lavt at de ikke vækkede… slangen under dem. ”Du rabler løs om hemmelige aftaler og venskab, og det næste jeg hører er, at du ligger og roder rundt med Sir Nao – det største svin på to ben!”, tilføjede Pax, hvorefter han rejste sig. Han trådte strategisk – selv med utrænede øjne kunne man se, hvorhenne gulvbrædderne sad løst – hvorefter han satte sig på sengekanten i fodenden.

”Hvorfor ved Zaladins rynkede røv sagde du ikke, at du ville blive en del af den bunke lort?!”

Idet Pax kiggede væk blev hun meget opmærksom på, at hun stort set lå nøgen foran ham. Pff, det var der ikke noget at gøre ved nu. Desuden havde hun også bjørneskindet delvist over sig. Det måtte være godt nok. Og det var heller ikke dét, det drejede sig om lige nu. Nej, det var noget helt andet. Hun havde dog svært ved at læse ham der i et øjeblik, da han begyndte at fable om vinduet. Men tilfreds virkede han ikke. I det mindste var han ikke i gang med flere anklager. Det måtte være godt nok for nu, og Freya kunne mærke hendes krop blive en anelse mere afslappet.

En panderynke dukkede op, da han hvæsende begyndte at forklare sig. Hvorfor kunne han ikke bare have sagt det fra starten? Hvorfor havde han følt sig nødsaget til at komme og håne hende på kroen? I et øjeblik overvejede hun om han med sin hvæsende stemme var i gang med at konkurrere imod hendes udlejer. “Roder rundt? Må jeg være fri,” fnøs hun utilfredst. “Pax, jeg ved ikke, hvad der er i mellem dig og Sir Nao, men han har ikke givet mig grund til at mistænke ham for noget. Især ikke i forhold til andre rygter jeg har hørt løbe løbsk i byen,” sagde hun og hentydede til den forsvundne prinsesse og de døde vagter. Ikke at hun decideret bebrejdede Pax. Men som han selv havde sagt det, så var halvdelen af undergrundens øjne hans.

Han satte sig ved fodenden. Han var pludselig meget tæt på, og stadig oprørt. Hun flyttede sig rundt så hun sad med fronten imod ham, hænderne omkring de bøjede knæ, der nu pressede sig imod hendes barm. Hun hvilede tungt sit hoved på hænderne og kiggede op på Pax. Studerede hans arrede ansigt, det askegrå hår, de hårde øjne. “Jeg så ikke nogen grund til det. Det kommer ikke til at gå ud over dig – officielt er det jo meningen, at vi slet ikke kender hinanden. Selvom du var ved at lave om på det her til aften. Jeg har ikke tænkt mig at sladre, eller bruge noget imod dig. Jeg går ind i hæren for at sikre et tryggere land,” forklarede hun med en fast stemme, og hendes øjne veg ikke fra hans. “Og ved Zaladin's rynkede røv," sagde hun for at efterligne hans talemåde, "ville du så være gladere, hvis du ikke kendte mig? Du havde al mulighed for at gå.” Igen var det der. Det med følelserne. Det var noget af det, der gjorde dem så forskellige. Hun talte med følelser, han talte med logik. Hun fortrød dog spørgsmålet så snart det havde forladt hendes mund, men hun nægtede at kigge væk fra hans øjne. Usikkerheden kunne dog ses i hendes tætsammenbidte kæber, og hun håbede bare på, at det blev skjult for den unge mands øjne i mørket. Dette var trods alt kun anden gang, de mødtes, så hun var næsten sikker på, at hun ikke ville bryde sig om svaret.

Pax gned sine hænder og snerrede af hende. ”Så simpelt er det jo ikke!”, hvæsede han mellem sammenbidte tænder, hvorefter Pax knyttede begge sine hænder i mørket. ”Hvis du går hele vejen, bliver sergent og får dit emblem og dine våben, er det kun et spørgsmål om tid, før du også bliver sendt ned i undergrunden, for at rydde op i alt det skidt, der er dernede! Hvordan vil du sikre et tryggere land, men ikke nærme dig mig?”, hastede han videre, tilsyneladende så vred, at han knap kunne beherske sig.

Hvad Freya dernæst fremførte, fik dog Pax’s hals til at snøre sig sammen og indvendig forbande halvorkeren. Hvorfor skulle hun gå til sådanne længder for, at gøre ham utilpas? 

”Det er ikke det, det handler om nu. Jeg prøver at finde ud af, hvilke skader der er sket!”, svarede han dog prompte, selvom ordene langt fra var sandheden. Hvad dén dog var, kunne bandelederen knap finde ud af, så ude af stand til at forblive siddende, rejste han sig op.
”Hvad jeg skal forberede mig og Flokken på! Jeg har et ansvar! Der er børn i undergrunden og de afhænger af, at alting forløber som det skal!”, mumlede han dernæst, hvorefter de stålgrå øjne landede på Freya. ”Hvis vi pludselig bliver overrendt af rotter, skal jeg have placeret dem andetsteds! Med vores størrelse ville det være umuligt, hvis jeg ikke er på forkant!”

Den høje skikkelse rejste sig i frustration, og i et øjeblik mærkede Freya, hvordan hun ønskede, han var blevet siddende. “Hold dog op! Jeg er ikke engang kommet ind i hæren endnu, og alligevel kommer du og vil rive hovedet af mig!” hvæsede hun anklagende efter ham og fnøs, prøvede på at få mere ro på sig selv. “Der er ingen skade sket,” snerrede hun utilfredst, men hun forstod godt, hvor Pax ville hen. Den såkaldte sikkerhed for hans flok.

Ved hans næste ord ændrede hun position igen. Hun satte knæene på sengekanten og lod så sin ene fod hvile ned på træbrædderne, mens begge hænder hvilede på madrassen. Bjørneskindet dækkede nu kun hendes skød, men klædet omkring hendes barm gjorde hende modigere. “Et ansvar,” ekkoede hun og rystede let på hovedet, læberne lettere adskilte i forundring, mens hun begratede ham. En kølig vind fra det åbne vindue gled over hende og fik i et kort øjeblik en rysten til at gå igennem hendes krop. Hørte han overhovedet, hvad han selv sagde? “Det er lige præcis, hvad du har,” hvislede hun. “Et ansvar, for at lede de børn på rette vej til et bedre liv. Du burde hjælpe dem, og det gør du ikke ved at slæbe dem med ned i sølet!” Hun kunne ikke finde ud af, hvilken følelse, der udspillede sig mest i hendes stemme. Hvilken følelse, der galoperede gennem hendes krop. Vrede? Bebrejdelse? Foragt? Frustration over Pax' levevej? Sorg? Et ønske om at omfavne noget, der var langt større end hende selv, og skærme det for omverdenen? Hun vidste det ikke. Hun vidste det simpelthen ikke. Hun kunne mærke pulsen stige, og det fik hende til at trække vejret tungere.

Pax drejede rundt på hælen, med mørkegrå øjne der gnistrede af raseri; et der var sprunget blussende frem ud af ingenting, og et Pax ikke havde følt i over et årti. I et hurtigt skridt satte Pax sig på hug foran halvorkeren og med dirrende hænder, greb han på hver side af halmmadrassen.
”Hvornår har du sidst gået forbi et tiggerbarn og ikke glemt det i sekundet efter?”, hvæsede han mellem sammenbidte læber. ”Som alle andre i den her gudsforladte by, har du travlt med at fælde dom over dem, du anser for laverestående! Du ser ikke, at jeg hjælper dem, som jeg gør, selv i dette øjeblik hvor jeg er her. Hvad tror du, jeg gør ved dem? Tvinger dem? Ser den anden vej, når mændene voldtager? Er det det, du tror om mig?”, spurgte han, uden i grunden at lede efter svar i Freyas mørkebrune blik. Hans eget slog lyn af foragt og urokkeligt forlod de ikke Freyas skikkelse.

”Jeg giver dem et sted, hvor de kan sove! Jeg gider dem muligheder for at tjene til føden! Jeg forbyder voldtægt og prostitution af børn internt i gruppen! Alle har deres plads, alle har deres egne evner og alt jeg gør, er, at sørge for de bliver brugt hensigtsmæssigt! Hvem skulle ellers tage dem? Tror du ikke, at de få børnehuse, finansieret af overklassen for hvem børnene ikke betyder en skid, allerede er fyldt til renden? Ved du, hvad der sker med børn, hvis mor ligger og spreder ben for penge? De ender på gaden, de har ingen andre steder at gå hen end undergrunden, medmindre de ender op i rendestenen eller med en fuldvoksen mand i røven!”, fortsatte Pax sin uendelige talestrøm, alt imens hans blik blev panisk og hans krop begyndte at ryste krampagtigt af vrede og afmagt. ”Du ved ingen ting! Du aner ikke, hvordan det er at være sulten eller alene, så vov ikke at sige, at jeg hiver dem med ned – jeg sørger for, at de forbliver oppe! Jeg sørger for, at de overlever!”

Hurtigt som et lyn fik han distancen imellem dem til at forsvinde. Nu havde hun gjort det igen. Provokeret ham ud over alle grænser. Og hun var chokeret over hans udbrud. Intet i hele verden kunne have forberedt hende på det. Gnisten af raseri i hans øjne voksede sig til et flammehav i nattens grå mørke, mens en talestrøm af forfærdelige scenarier flød over hans læber. Med fingrene nu klynget til madrassen var hans hoved så tæt på hendes, at hun med sit nattesyn følte, at hun kunne se hver en lille detalje i den unge mands ansigt. Alle hans spørgsmål og konstateringer flød sammen uden at han ønskede et svar, og hans hårde, kontrollerende blik blev erstattet af et panisk udtryk i de grå øjne, mens en ukontrollerbar rysten gik gennem hans krop. Det var energien i hans flodbølge af frustrationer, der blev suget ud af ham. Det var ved at blive sygeligt. Kramperne. Hun kunne næsten ikke holde ud at kigge på det. At se et andet menneske på denne måde. Og samtidig forbød hele hendes eksistens hende at kigge væk. For det var det sidste, hun kunne være bekendt. Det sidste, han havde brug for.

Med et fast, men kærligt, greb tog hun fat om begge hans skuldre. Gestusen var ment til at få ham tilbage på jorden igen, tilbage til virkeligheden, til besindelsen. Som det kærlige, men bestemte greb, der får angstens kramper til at forsvinde, fordi det kræver din fulde opmærksomhed og forsikrer dig om at- “Det er okay,” hviskede hun blidt, mens hun kiggede på ham. “Jeg har dig,” forsikrede hun ham. Hun strøg en hårlok væk fra hans pande, og derefter lod hun sin håndflade hvile blødt imod hans beskidte kind. “Og jeg tror på dig”. Hendes krop sitrede ganske let, og denne gang var hun ikke sikker på om det var grundet den kølige vind eller synet af Pax' paniske skikkelse. Men han skulle vide, at selvom hun ikke kunne forstå disse lidelser, så var han ikke alene. Ikke længere.

Pax så op på Freya med rasende øjne. Ikke, at vreden som sådan – i hvert fald ikke længere – var rettet alene mod halvorkeren. Snart efter fik den også en anden funktion, nemlig at dække over en indestængt sorg, Pax ikke kunne benægte.
Nok var hans veje ikke hæderlige eller gode, men han havde overlevet og givet en række andre børn, som var som ham selv, samme mulighed. For hvert hadske blik han modtog, og ikke mindst de ord som unægtelig fulgte med, blev Pax blot mere… hadefuld. Det var nemt – for nemt – for alle Dianthos borgere at se ned på hans rakkerpak, at forkaste dem til et liv i undergrunden og betragte dem som Zaladins tjenere. Ingen syntes for alvor dog at bekymre sig om dem. Ikke som Pax gjorde. Han havde organiseret sit eget miljø, således at alle udnyttede deres eget talent; blev deres egen ejermand og forstod at bruge, hvad end de kunne rage til sig. Der var en særlig ægthed i den beskæftigelse, en alle lysets børn i hovedstaden, aldrig syntes at tænke sig frem til.

”Du behøver ikke at tro på mig”, mumlede han, stadig mellem sammenbidte læber. ”Som om jeg kan bruge den til noget alligevel – tro gør i virkeligheden ingen ting. Den er der bare, som en usynlig hånd, alle kan tage fra og retfærdiggøre sine handlinger med. I virkeligheden er alt den tro falsk og tom”, lød det men som læste Pax op af et manuskript. Han havde ikke sagt ord som disse i lange tider, men som alle andre gadebørn havde han også skulle igennem alverdens ritualer.

”Alle har deres egen funktion. Alle er indforstået med det, de skal. Hvis de nægter, straffer jeg dem ikke, fordi det er spild af tid – jeg sørger blot for, at de ender et andet sted, hvor de kan gro og udfylde det potentiale jeg ser i dem!”

Du behøver ikke tro på mig. Ordene gav genlyd i hendes ører, og hans øjne var stadig fyldt med et brændende raseri. Men nu var det ikke længere kun rettet imod hende. Der var også noget andet ved ham, men hun kunne ikke sætte en finger på, hvad det var. “Det ved jeg godt. Men jeg gør det alligevel,” sagde hun med et lille smil, trodsig som altid. “For nogen kan tro give dem det håb og den styrke de har brug for, for at kunne fortsætte,” mumlede hun fjernt. “Og jeg snakker ikke kun om troen på noget guddommeligt. Men også troen på hinanden,” sagde hun med et fast blik hvilende på Pax.

“Jeg tror på, at du gør det, du mener er bedst. Men jeg tror også på, at du kunne gøre det endnu bedre,” sagde hun beslutsomt og lod hånden fra hans kind glide ned i et blidt tag om hans hage med tommel- og pegefinger. Det var svært at blive ved med at kigge den rasende mand i øjnene, men hun ville ikke vige for hans hadske blik, og hun udfordrede det med sin egen beslutsomhed. “Du ser allerede deres potentialer. Det er en unik mulighed. Du kunne give dem chancen for at få et liv tilbage i samfundet. Så de ikke behøver at lede efter et sted at sove hver nat. Så de ikke behøver at gå sultne i seng. Så de ikke behøver at være alene. Du kunne give dem muligheden for ikke bare at overleve. Men at leve. Og frit vælge deres vej, der ikke behøver at være usikker som den tilværelse, du beskriver.”

Hun gav slip på ham med begge hænder og kravlede langsomt tilbage op i sengen med bjørneskindet over sig, hendes ryg hvilende på den kolde væg, mens hun stadig betragtede den unge mand. “Du har ret. Jeg ved ingenting, for jeg har ikke været der. Men det har du. Og jeg tror på dig. For du har allerede vist, at du kan føre an. De følger dig. Det giver dig muligheder. Og ansvar,” sagde hun i forventning om, at hun kunne forvente endnu et møgfald fra klatretyven. Men han kunne bare komme med det. For nu var hun klar til at møde ham. Hun var ikke længere fanget i et baghold.

Som Freya atter gled indunder det varme skind og rykkede sig tilbage mod væggen, lagde Pax sit hoved på madrassen. Ikke længere hvilede hans stålgrå blik på halvorkeren i sengen, for straks gled hans øjne i, til trods for det lette ubehag i de øvrige dele af bande-lederens foroverbøjede krop. Han mumlede noget usammenhængende, men var ellers for et langt øjeblik stille. Kun den lette brise fra vinduet syntes at bryde den – ifølge Pax – behagelige tavshed.

Pax syntes ikke længere at have mere at sige; han vidste ganske enkelt ikke hvad, eftersom Freya stadig betragtede hans flok, hans unger, som håbløse sjæle. Dernæst var han ved at være for udmattet af det kogende raseri, i hvert fald udmattet nok til ikke længere at kunne tænke i sine så vante og logiske baner.
”Jeg har en unge, som vi tror, fylder atten i næste uge. Vi vil holde en fest. Du kan komme og se, hvordan det går for sig”, mumlede han, hvorefter han drejede let på hovedet, så de mørkegrå øjne fangede toppen af Freyas mørke hår.

Sådan lå han lidt og betragtede hende, uden i grunden at se andet end hendes hårpragt. Da han omsider rykkede på sig, var det blot for at sætte sig op og læne sig længere frem og indover madrassen. ”Jeg sover her”, proklamerede han, tilsyneladende ikke i humør til at diskutere, om det nu også kunne passe eller ej.

De kunne bare ikke blive enige. Så meget var de da kommet frem til her til aften. Pax' hoved gled opgivende ned på hendes madras, hvor han mumlede et eller andet. Måske bandede han hende langt ind i Zaladins kongerige, men det skulle han bare have lov til, tænkte hun med et lille smil på sine læber. Det var ikke altid så let at få ændret Freyas holdninger.

Hans næste ord gjorde hende dog overrasket, og det tog et øjeblik, inden Freya formåede et svar til ham. “Man skulle tro du inviterede mig ud,” sagde hun drillende, men afviste bestemt ikke hans tilbud. For det ville hun gerne. Det kunne måske gøre hende klogere på det hele, sådan at se tingene fra en ny vinkel. Og så var det da heller ikke værst, hvis det gav hende muligheden for at se Pax. Måske være sammen med ham. Bare for en stund. Den lille varme sprang frem inde i hende, og det var ikke vrede. Hun var overrasket over, at han havde foreslået det, for var det ikke netop ham, der mente, at de ikke skulle blive set sammen? Og hvordan kunne hun stole på en bandeleder? Det gjorde hun bare. Selvom de kun havde kendt hinanden i meget kort tid, så havde hun allerede set mange sider af ham. Og han var ikke et ondt menneske.

Ved hans overnatningserklæring lagde hun sig brat ned i sengen som om end ikke ti vilde heste ville kunne trække hende derfra. “Du kan godt glemme at få sengen denne her gang, den er min nu,” grinte hun. Dengang han var faldet om havde hun taget ham med sig hjem og lagt ham i sengen med bjørneskindet over sig, mens hun selv havde lagt sig på gulvet. Sådan ville det ikke blive i dag, besluttede hun sig for. Heller ikke selvom han var gæst. “Du kan få gulvet - der er en ekstra pude og tæpper derovre,” sagde hun og pegede hen mod et af kammerets hjørner, hvor det lå i en rodet bunke. Faktisk var hun glad for, at han ville blive i nat. Især efter deres skænderi. Måske var det kun fordi han, ligesom hende selv, var utrolig træt, men det gjorde hende alligevel glad, at han ville blive.

Pax fnøs, i det han omsider kollapsede på gulvet, som han blev bedt om. Fnyset var dog ikke uvenligt, og i mørket under sengen spillede de stålgrå øjne moret. ”Gadedrenge som mig ved godt, at vi ikke skal invitere det fine folk ud”, brummede han i en spøgefuld tone, hvorefter han lagde sine arme over kors på den tynde brystkasse.
”Og selvom du er grøn og en kæmpe af en kvinde, så ved jeg trods alt bedre. Desuden kunne du jo brække nakken på mig ved et uheld, skulle jeg få dit pis sat i kog. Det er nok bedre, at du bliver inviteret ud af en på din egen størrelse.”

I det Freyas ene finger kom til syne fra sengekanten, vendte Pax hovedet i den retning, hvori hun pegede. Han nikkede – velvidende hun intet kunne se – før han med et tungt, brokkefyldt suk rejste sig. Da han havde grebet om tæpper og den ekstra pude, som Freya havde henvist ham til, vendte han tilbage til sin plads på gulvet.
Eller… det var i hvert fald hans intention til en start. Der var dog rigelig med plads ved siden af Freya og med et pludselig drillende smil over de hjerteformede læber, smed han puden ved siden af halvorkerens egen. Dernæst afklædte Pax sig, så han kun var iført bukser, da han faldt ned i sengen ved siden af hende.

”Du har jo set mig halvnøgen før –”, sagde han, som forklarede det den pludselig finurlige situation for dem begge, ”- og der hvor jeg kommer fra, sover man tæt for varmens skyld, men bare rolig. Jeg er den type mand, der godt kan holde fingrene for sig selv.” Pax blinkede til hende i mørket, hvorefter han drejede rundt på den modsatte side og i en spøgefuld hvisken, tilføjede;

”Jeg tør ikke andet.”