Gaderne var mørke og månen lyste stærkt op på den næsten klare himmel. Et lunt pust i nattens gade afslørede, at det var forår, så nattens ungdom bragte kun endnu flere lystige folk med sig end normalt. Dette kunne også ses på Det Halve Svin, kroen i Dianthos' nedre by. En skjald hoppede rundt på bordene og blandt husets gæster, mens han fik folk til at synge med igen og igen. Der var fyldt til randen med mennesker, men indtil videre lod det ikke til at genere nogen, så længe der var øl nok.

Ved et af bordene faldt en voksen mand ned på gulvet fra sin stol, og en halvorkerkvinde brød ud i latter. Selvom hun grinte højt, så var det slet ikke nok til at overdøve larmen i rummet. Freya rejste sig fra sin plads og hjalp sin kollega op at stå. Men hans slingren tydeliggjorde, at hans gélében aldrig ville kunne bære ham ved egen kraft. “Hans, jeg har aldrig set nogen gå så hurtigt i gulvet før,” lo hun, mens hun havde fat i den arme mand. Hendes faldne kammerat snøvlede nogle eder efter hende, men hans spydigheder var for uforståelige til at være fornærmende, så det resulterede kun i, at den høje, muskuløse kvinde grinte endnu mere. “Her, lad mig tage ham,” sagde Thomas, et andet menneske ved deres bord. Han var også en af Freya's kollegaer fra stenbruddet som hun var blevet gode venner med efter turen til forårsfesten i Fredskilde. Thomas drak det sidste af sin øl og rejste sig derefter for at hanke op i Hans. “Jeg må alligevel hellere se at komme hjemad. Ellers får jeg bare hug af konen,” sagde Thomas med et glimt i øjet. “Vær glad for at du har fundet en, der gider høre om din samling af sten,” grinte Freya og gav ham et klap på skulderen, inden han slæbte af sted med deres allerede fordrukne ven.

Det var rart at være blevet lukket inden for i en gruppe. Her, lidt over et par måneder efter at være flyttet til storbyen, var hun virkelig begyndt at føle sig tilpas. Men indtil videre var alle hendes venner mænd. Sådan var det vel, når ens arbejde foregik i et stenbrud, hvor der var brug for råstyrke. Hun ville nu alligevel ønske, at hun på en eller anden måde også kunne få sig nogle kvindelige bekendtskaber.

Hun skyndte sig op til krofatter og fik bestilt en ny øl, hvorefter hun jagede et par lidt for unge knægte væk fra sit bord. Hun tog en ordentlig slurk og kiggede rundt i rummet. Alle der var her var fra arbejderklassen – nogen havde endda stadig snavsede ansigter, da de lige var kommet fra arbejde. Men der var skam også nogle af de unge mænd her og der, der så ganske udemærkede ud.

Alle havde sine prioteter af hvad de kunne li' at lave, hvor de kunne li' at lave det og hvornår de kunne li' at lave det. For nogle var magi noget af det bedste og smukkeste i verden, andre fandt tilfredshed i et liv iblandt de adelige. Nogle var sågar født højbårne, men langt størsedelen! Jah de var almindelige mennesker som Alvilde. Og for hende specifikt, var prioriteterne såvel som livets gang ret ligetil. 
På kroen Det Halve Svin, kunne man få en god slat øl for en fin portion penge. Det i sig selv var tilfredstillende, og efter flere dage på farten på jagt efter en mindre hjorteflok, kunne man komme og spendere sine surt tjente penge på få timer. Varmen, made, drikkelsen og den rene seng der ventede efter en god nats druk, var elementer der kunne få Alvilde i sit es. Derfor var det ikke overraskende at fine hendes lavstammede skikkelse imellem meget af kroens mere faste inventar. 
Hun var kommet tilbage til Dianthos selvsamme dag, og havde ikke spildt tiden. Derfor var hun i utroligt godt humør på dette tidspunkt af aftenen, hvor hun med en hujende skål bakkede op om den friske skjald. Stemningen var elektrisk og aftenens underholdning gav dem alle vinger! "Syng sangen om ridderen med det rustne sværd!" kom det leende fra nordboens kraftige stemme, der sammen med sine drukvenner for aftenen heppede på endnu en sang. 
Imens diverse krogæster kæmpede om hans opmærksomhed, fik Alvilde banet sig vej op til kromandens disk og skubbede med nogle lidt irriterede lyde nogle af de mindre kvinder og mænd til siden. Nok var hun lille, men hun ville ikke skubbes rundt.

Hun fik bestilt og skulle med et bredt smil om munden til at møve sig ned imod det bord hun havde siddet ved før. Dog havde hun nok fået skubbet en lidt for smålig mand, lidt for hårdt, fordi hun nåede ikke langt inden at hun snublede over en fremstrakt fod og fik væltet krus og selv selv ned på det hårde gulv med smæld. Øllen ramte dog ikke gulvet, men sejlede i en elegant bue over imod kvinden ved det nærmeste bord, der i næste øjeblik fik dækket sine bukser af det. "Ved Zaladins rynkede røv!" udbrød den blonde nordbo arrigt imens hun lå på jorden, og kiggede sig omkring efter manden der havde spændt ben for hende. Et hurtigt og undskyldende blik blev dog sendt imod den kraftige kvinde ved bordet først, og stadig spejdende efter skyldneren gled en undskyldning over hendes læber imod den bredskuldrede dame.

Skjalden skiftede efter ønske hen til sangen om ridderen med det rustne sværd, en sang der fik en stor del af publikum til at bryde ud i latter. Freya sad også selv og grinte, og prøvede ellers på at synge med, når hun kunne få luft til det. Hun blev dog pludselig revet ud af sit dagdrømmeri, da en moden kvinde tæt på hende blev væltet omkuld, og tabte sit fulde ølkrus ud over hendes hoser. “Ved alle guder!” udbrød hun og rejste sig op, da den kolde fornemmelse spredte sig på hendes skinneben. Hun kunne høre den blonde kvinde med det kraftige hår bande og svovle på gulvet, mens hun ledte efter den skyldige, og på samme tid kiggede de imod hinanden og fik øjenkontakt. Den anden kvinde kiggede undskyldende på hende, men Freya lagde knap nok mærke til det. Faktisk, så var der ingen vrede i Freya's øjne, mens hun i et øjeblik studerede den anden kvinde. Hun var mindre end Freya, tæt bygget og med fletninger i håret. Der var ingen tvivl. “Du er fra Nordlandet!” udbrød hun overrasket og henrykt på samme tid. Selv havde hun hele sit liv rejst rundt som nomade med sin familie i Nordlandet, og de havde besøgt flere af områdets større og mindre byer, hvor end halvorkerfamilien havde været velkomne til at gøre deres handler. Hun kunne derfor hurtigt se, at denne selvsikre – omend lidt omtumlede – kvinde var Nordfolk. Det var ikke længe siden, at hun var flyttet til Dianthos, men at se en person, der så tydeligt kom fra hendes egen hjemstavn var alligevel kærkomment.

Nu fuldstændig ligeglad med de våde bukser gik Freya hen og rakte en venlig hånd ud til kvinden. “Jeg tror din overfaldsmand stak halen mellem benene,” grinte hun. “Lad os få fat i en ny øl til dig. Tjener! To øl!” råbte hun op til baren, hvor en af tjenerne straks gik i gang med deres servering. Hun kiggede på Nordfolkskvinden igen med sine brune øjne. “Mit navn er Freya. Freya Sagosdottir,” præsenterede hun sig stolt med et lille smil, mens musikken og sangen stadig brølede af sted i krostuen.

Stik imod Alvildes forventning - og erfaring inde på kroer, blev den fremmede kvinde ikke vred. Tværtimod syntes hun at studerer nordboen med åbenlys interesse, og selvom hendes fremmede udseende fik små alarmklokker til at ringe i hendes indre, ignorerede Alvilde dem fuldstændig. Alt andet ville jo være decideret uhøfligt! Det skulle dog hurtigt vise jeg at være den rigtige beslutning, da kvinden med henrykt stemme genkendte hende som nordlænding. Et glimt af overraskelse skinnede i Alvildes øjne da hun med et fast tag fattede om kvindens store hånd og blev hevet op. "Det kan jeg ikke løbe fra!" kom det stolt fra Alvilde, der var glad for sit ophav. 
Nordboen lod sig dumpe ned på stolen ved siden af, og lod en hånd glide over de ømme knæ og albuer hun havde ramt direkte med gulvet. Dog slap blikket ikke kvinden foran hende, der med munter stemme forsikrede hende om at manden var stukket af fra gerningstedet. "Maddingehjerne.." brummede hun irritabelt ved tanken om ham, og lod en sidste sur tanke glide hans vej, inden at hun med en dyb vejrtrækning rystede den iltrer energi af sig. Det ville ikke være første gang temperamentet løb af med hende på en af byens kroer. 

Som havde kvinden læst hendes tanker, blev en ny øl bestilt og hun kunne ikke tilbageholde et bredt smil da hun så dem blive serveret for dem i en fart. Med taknemmelighed skinnende i øjnene, mødte Alvilde hendes venlige blik, og lod hånden fatte sig om kruset med øl. Nordboen hævede det til en skål samt en hilsen. "Ah, Alvilde Alhaug!" præsenterede hun sig friskt, og lod endelig blikket glide mere undersøgende over kvinden der præsenterede sig som Freya. Sådan som hun så ud, måtte hun have blandet blod i årene... men navnet Sagosdóttir ringede en klokke i hendes hukommelse og.... "Sagde du Sagosdottir?" gentog hun for sig selv, og kneb øjnene en anelse sammen. Hvor havde hun hørt det fra?

Som et lyn fra en klar himmel ændrede hendes mimik sig til forbløffelse, og nordboen rettede en finger imod hende. "Du! Du er fra den ork-klan vi har i Nordlandet" udbrød hun med begejstring i stemmen over at finde en fra sit hjemland. Hånden blev med ordene slået ned i bordet i et smæld - ork eller ej, var denne kvinde nordlænding - og det kom man langt med, i Alvildes verden. "Hah, din slægt er berømt og berygtet!" kom det leende fra nordboen, hvis perlende latter ikke nødvendigvis var hånende, blot konstaterende for faktum og blottet for fine ord og dekorerende vendinger. Hun havde altid været meget lige til, og der var ingen grund til at pakke sandheder ind - fordi ork klanen i Nordlandet var en de fleste familier kendte til. Hvis de kom derfra, selvfølgelig. 

Den nordlandske kvinde bekræftede straks Freyas antagelse og tog hendes hånd, så Freya kunne hjælpe hende op. Stoltheden i den anden kvinde var tydelig, og det underliggende temperament også, men det frydede Freya at se. Det var som et frisk, genkendeligt pust over Dianthos' støvede forsamling. Hun havde altid været vant til Nordlandet, og selvom hun ikke havde levet hele sit liv i en af byerne deroppe, så havde Nordfolket altid fremstået mindre formelle for hende, end folk gjorde hernede i Krystallandets centrum. Hernede var der masser af normer og regler, som kunne være svære at finde hoved og hale i. Hun skålede med Alvilde Alhaug, da kvinden præsenterede sig, og tog en stor tår af sin øl. Den smagte pludselig meget bedre, end hvad der var normalt på dette sted. Men sådan var det jo, når man var i godt selskab.

Hun klukkede kort da Alvilde genkendte hendes fars navn. Det var også lidt af en speciel historie. “Min far var medlem af en orkerklan i Krystalbjergene, da han var yngre. Det er nok dér, du har hørt navnet Sagos fra – han var sgu en skidt knægt dengang,” sagde hun med et barskt smil. “Men! Det var ikke noget min mor ikke kunne rette op på,” lo hun og tog endnu en god slurk af sin øl. “Siden da har de rejst rundt i Nordlandet, og med tiden ja, så blev vi til flere,” sagde hun og blinkede sigende til nordfolkskvinden.

En eller anden fulderik, der væltede rundt i nærheden af dem, mistede balancen og tumlede med al sin vægt i Freyas retning. Hun fangede ham dog snildt i et fast greb med den ene hånd og skubbede ham hurtigt væk igen som om han var en eller anden ligegyldig kludedukke. “Så, hvad bringer dig helt herned til sommerlandet?” spøgte hun nysgerrigt med hovedet lidt på skrå. Den muskuløsee kvinde så mere end kvalificeret ud til at kunne klare sig i Nordlandets barske natur og få sig et godt liv deroppe. Men selv havde hun jo også selv rejst herned for blandt andet at opleve noget nyt. Det kunne jo være, årsagen var den samme for Alvilde.

Med interesse og nysgerrighed i blikket lyttede nordboen til hvad Freya havde at sige, og kunne mærke hvordan hendes smil kun blev bredere af at være blevet samlet op fra jorden af hende. Der var noget utroligt hjemmevandt over den munterhed hun bar sig med, og det var en glæde Alvilde kun kunne bifalde i sit rodede sind. Hun havde ligeså let til latter som til vrede, og kunne ikke undgå at smittes af den friske stemning. “Ah, for de stærke kvinder i klanerne!” lo nordboen og løftede sit eget krus til en tår.
Alvilde brød sig sjældent om andre racer… man kunne ikke komme udenom at hun på mange punkter var en dame af fordomme - men dog ikke fordomme der ikke kunne afkræftes. Dog var de som drysset af ved den introduktion hun havde fået til halvorken.

Alvilde skulle til at sige noget, men så næsten i slowmotion hvordan endnu en fulderik væltede i retning af deres bord - denne gang rettet imod Freya. Dog nåede hun ikke at sige nogen advarsel, inden at hun med et snuptag demonstrerede den styrke der sad i hendes krop og vippede ham væk som var han ingenting. Overraskelsen var tydelig hos Alvilde, førhen hendes ansigt knækkede i en morende latter. Åh, det havde set fantastisk ud! Stadig leende over hvor absurd elegant det havde set ud, lænede hun sig en anelse ind over bordet. “Ah jamen, det gør intet mindre end min alder” smilede hun, og himlede kortvarigt med øjnene ved sidstnævnte. “Jeg brugte mange af mine yngrer år her i sommerlandet, som så mange andre skulle jeg ud og opdage verdenen! Jeg var nød til at tage tilbage på grund af alt det kaos der var ved tronskiftet, og så… jah så blev dværgebyen angrebet, og jeg måtte blive…” nordboens øjne formørkedes ved minderne om dæmonernes svig, og en lille snerren trak i hendes læber. Dog rystede hun det hurtigt af sig igen, og så tilbage på kvinde med et gavtyvagtigt smil om mundvigen. “Eh, skvatnakker og maddingehjerner hele bundtet. Dæmoner er ligesom hestepis - det luger og svier, men er ikke umuligt at fjerne. Da de endelig var færdige med at lege skurke, havde jeg stadig et par gode år i mig. Så hvorfor ikke få det bedste ud af vores korte levetid?” lo hun brummende, og hævede sit krus til en afsluttende skål.

“Men hvordan med dig, Sagosdottir? Dine grunde må være mere spændende en mine… en halvork i Dianthos!” Nordboens smil var ligeså nysgerrigt og bramfrit som resten af hende, der ikke kunne se hvad der havde motiveret hende til at forlade Nordlandet fremfor de snobber her i hovedstaden. Den robuste kvinde var i Alvildes øjne smuk. Hun havde altid værdsat et godt hjerte over en smuk krop, og hjertet virkede til at være på det rette sted i dette tilfælde.

Freya smilede af nordfolkkvindens himlende øjne og lyttede til Alvildes historie med stigende interesse. Men hov... der var vidst også noget der, hun ikke skulle prikke for meget til. Det måtte hun hellere skrive sig bag øret. Bare for ikke at risikere at jokke i spinaten – hun ville nødig vække denne iltre kvindes vrede. Men denne stærke kvinde havde også lige fået endnu mere respekt fra Freya af. For Alvilde havde været der. Hun havde oplevet rædslerne ved krig, og hun havde kæmpet imod dem. Og vundet.

“Imponerende,” sagde hun fascineret over Alvildes historie. “Jeg må huske det om dæmonerne og hestepis. Måske jeg kunne lære noget der,” sagde hun med et lille grin. Men dæmonerne var stadig derude et sted. Og Freya ville ikke lade dem sprede sig i fred. De skulle ikke have lov til at ødelægge folks liv. Freya havde ikke selv mødt nogle af mørkets væsner, men hun vidste også godt, at med hendes ønske i livet om at komme ind i Lysets Hær, så var det kun et spørgsmål om tid for hun fik... fornøjelsen.

Hun skålede gladeligt med Alvilde, og tog sig en ordentlig slurk. Det var med at sluge skidtet hurtigt, så det ikke røg ud over bordet ved Alvildes konstatering. “Jeg kom skam hertil fordi jeg hørte, at mændene her i Dianthos havde brug for at se, hvordan en rigtig kvinde ser ud,” sagde hun vittigt med et frækt smil på læben. “Neej, spøg til side. Jeg fik vel sådan en underlig ide med, at jeg ville ind i hæren,” sagde hun med et skævt smil, mens hun betroede sig til Alvilde. “Så jeg tog hertil for at melde mig. Jeg er i gang med træning, så hvem ved, måske får jeg snart chancen. Gøre noget godt for verdenen, du ved,” sagde hun og skyndte sig at tømme ølkruset, så hun kunne få fat i en tjener og bestille en ny omgang.

Nordboens buldrende selskab kunne være en anelse intimiderende for mange af de små mænd og kvinder her i Dianthos. Især de forlegne små mænd... det var i hvert fald hendes konstatering, og en tanke hun havde bygget op efter sine første par måneder her. Det var ikke så sjældent man blev set skævt til, og Alvilde havde da også - dog primært i sine unge dage, skulle smække et par grådige hænder væk fra hendes mere private zoner. Derfor var det genkendelig energi Freya lyttede med, og da hun kækt svarede hvorfor hun var her, blev det budt velkommen af en rumlende og munter latter. En rigtig kvinde! Mere enig kunne Alvilde næppe være, da hun med latter i øjnene måtte læne sig mere tilbage i stolen; stolebenene knagende under hendes kraftige skikkelse.

Hun lyttede, og med et varmt og næsten kærligt smil tog Alvilde den unge kvinde i øjesyn. "Ah, du skal i Lysets hær?" spurgte hun nygserrigt, men havde en idé om svaret. Der var trods alt ikke så mange andre hærer her i landet... dog vidste Alvilde allerede nu, at hun ville få problemer med det. I starten ville hendes race tale mere end hendes gerninger, det var sikkert. Men der var en glubsk stædighed i de unge øjne, og den stædighed kunne nordboen forholde sig til - den ville bærer hende over bjerge. Med et dæmpet smæld vippede hun fremad igen på stolen for at læne sig længere ind over bordet. "Det er et ærværdigt mål, Sagasdóttir. Men gør du det for æren, eller gør du det for noget andet?" fulgte hun op med, den rustne stemme dog ligeså nysgerrig som før, men med et mere undersøgende glimt i de blå øjne.
Da tjeneren kom tilbage, var det med to nye krus. Alvilde kiggede kort på det første hun havde, inden at hun med en resolut bevægelse bundede øllen, og gjorde plads til nr. 2.

Der var ikke meget lusken rundt om grøden med Alvilde, og det satte Freya pris på. Hun gik direkte til sagen, og det gjorde det let for halvorkerkvinden at stole på kvinden fra nordlandet. Okay, og måske alkoholen også gjorde det lidt lettere. “Jeg må indrømme, at det aldrig har været hæder og ære, der var det mest tiltalende for mig,” lo hun sagte med et skævt smil, eftersom hun udmærket godt vidste, at det næste hun skulle til at sige, godt kunne lyde fjollet i nogles ører. “Som nomader i Nordlandet har vi i min familie næsten altid kunnet leve fredeligt,” begyndte hun at forklare. “Men vi har også hørt historier om folk der har... været knap så heldige. Jeg ved godt, at der altid vil være ulighed og ondskab i verdenen, men jeg vil gerne gøre mit for, at det ikke tager overhånd. Gøre mit for at vise, at deres... metoder ikke tolereres. Ligesom du har oplevet. Kald mig sentimental, men min familie har altid betydet meget for mig. Og det ville gøre mig glad at vide, at jeg er med til at sørge for nogle trygge rammer. Nogle trygge rammer, der kan gøre det muligt for forældre at give deres børn den samme tryghed, som mine forældre kunne give mig”. Den store kvinde trak lidt på skuldrene over hendes bløde side med et kejtet smil på læberne, men der var den. Sandheden. Grunden til, at hun gerne ville i hæren.

“Nå, jeg tror det er tid til noget stærkere,” sagde hun og rømmede sig, mens hun kaldte en tjener hen til dem. “Jeg tror det er tid til at vi får en omgang whisky herned – ellers når vi jo aldrig at mærke alkoholen her til aften,” spøgte hun og blinkede til Alvilde, hvorefter tjeneren gik op i baren for at sørge for Freyas ønske.

Alvilde var lidt af en gammel ræv omkring mennesker, og selvom hun ikke nødvendigvis var særlig observant af sig, havde hun en livserfaring med sig, som ofte kunne skubbe hende langt. Hun havde snakket med mange typer, der alle havde haft forskellige formål med livet. Men det var sjældent det handlede om noget så ærefuldt, som ærer nu engang var.
Derfor var det med et tilfreds smil at Freya bekræftede hendes anelse, og nysgerrigt hørte Alvilde hvad der lå bagved hele den smukke facade, ved at have et job som soldat og kriger. Enkelte gange lignede hun en der skulle til at afbryde, men manede sig selv til tavshed - hun hadede selv at blive afbrudt i sine egne historier, hun skulle ikke begynde at gøre det overfor andre.

"Aha..." kom det fra hende til sidst, inden at hun med en begejstret brummen støttede op om halvorken idé angående en god flaske whisky. Selvom tjeneren virkede en anelse tøvende over at give dem så stærk alkohol, var det ikke en tøven der kunne undskyldes når begge kvinder havde rav på lommen og viljen til at kaste det meste efter kroen. De arrede hænder foldedes foran hendes mund, men det var et gavtyvagtigt smil der hvilede i hendes øjne og læber; næppe noget belærende eller skuffet.
"Eh, det er virkelig en uselvisk tanke..." mumlede hun bagved hendes hånd, og mest af alt som en tanke der blev sagt højt af et ærligt sind. Selv havde hun aldrig ville kunne indordne sig under nogens kommando, da rigtigt og forkert ikke altid var sort og hvidt i hendes verden. Og hun bed måske lidt for hårdt fra sig af og til. "Hvis du ønsker at redde hele landet, så er det en god måde at gøre det på. Styrke i flok, eller hvad de adelige snotposer nu engang siger for at lokke folk til deres hof" tilføjede hun, den her gang lidt højere da det havde været meningen at Freya skulle høre det. "Men Sagasdóttir.... du kommer til at få mange,mange grå hår, hvis du skal redde hele verden. Du kan umuligt se så fin ud næste gang jeg ser dig, hvis det er din plan" smilede Alvilde, hvoraf en brummende latter hoppede omkring i hendes stemme ved ordet 'mange'. Hun prøvede kun at redde sine nærmeste, og se hvor mange grå hår hun allerede havde!
En flaske whisky blev smækket ned på bordet foran dem, og nordboens stålblå øjne glimtede tilfreds, omend hun lod Freye hælde op til dem. Det var trods alt hendes idé, men Alvilde spyttede gerne ind i puljen.

Tjeneren kom til deres bord med whiskeyen, og Freya var ikke i tvivl om, at det sjove nu rigtig skulle til at begynde. Nok kunne hun snildt drikke uden at vælte rundt alt for hurtigt, men alkohol løftede trods alt gerne det allerede gode humør. Først nu opdagede hun Alvildes foldede hænder og det skæve smil på den anden kvindes læber. Den store halvorkerkvinde gengældte det langsomt, lidt usikker på hvad det egentlig betød. Men hun behøvede ikke vente længe, inden Alvilde forklarede sig, og Freya kunne ikke lade være med at grine hjerteligt af kvindens farverige kommentar. ”Ha, snotposer, den må jeg huske!” Alvildes livlige kommentarer var i sandhed guld værd, så hun måtte jo suge til sig, nu hvor hun havde muligheden. Man skulle jo sørge for at lære af de bedste!

”Tak, det råd vil jeg følge,” sagde hun mens hun begyndte at hælde whiskey op til dem begge, hvorefter hun rakte Alvilde det ene glas. ”Jeg må så vidt det er muligt undgå de dersens grå hår – der skal jo gerne blive ved med at være noget kønt at kigge på! Ellers har de stakkels mænd her i Dianthos jo ikke noget at lave,” sagde hun med et bredt smil og skålede til Alvilde. Whiskeyen var mildest talt ikke den bedste, hun havde prøvet, men med den skrappe varme, der bredte sig i halsen på hende, var Freya ikke i tvivl om, at den gjorde sit arbejde. Styrke i flok... Hun var spændt på, hvordan det ville gå hende i hæren. Som nomade havde hun været mere a la en strejfende ulv end en del af en reel flok. Det havde trods alt kun været hende selv og hendes familie. Havde Alvilde mon familie? En mand? Børn? Freya havde ikke tænkt sig at snage i det. Og hvis Alvilde havde, så havde Nordfolkskvinden trods alt den alder, hvor hendes unger for længst var blevet store nok til at tage vare på sig selv. ”Hvor går din tur så hen nu? Eller har du allerede travet hele Krystallandet tyndt?” spurgte hun nysgerrigt, da den brændende fornemmelse ikke længere havde overtaget i hendes hals.

Det var med fornøjelse dansende i de stålblå øjne, at Alvilde så den brunlige væske blive hældt op - først til orken selv, men derefter også til hende. Med rumlened latter skålede Alvilde med halvorkens glas, og vendt halvt om halvt af vane - halvt om halvt af lyst, bunden i vejret for at få den første drink ned så hurtigt som muligt. Det skulle dog vise sig at være stærkere end først tænkt, og med en halvhjertet hosten måtte Alvilde lige tage sig for munden; spiritus-tårer glimtende i hendes øjenkrog men et bredere smil om munden end før.
Intet som lidt god halvbrændt hals, for at vide at man levede!
Alvilde smækkede glasset i bordet, og lænede sig lyttende frem, hånden allerede på vej efter endnu en genopfyldning.

"Lige nu, lusker jeg primært rundt i de nærmeste skove her ved hovedstaden. Jeg er jæger - har været det hele mit liv" nordboens stemme summede af varme samt en lille kant af stolthed, ved benævnelsen af hendes erhverv; jægerlivet var nemlig bestemt ikke for alle! Men for Alvilde, havde det været en flugt fra familieliv, ægteskab og børn... to af de nævnte ting noget hun bestemt ikke gjorde sig i. eller skulle ud i. Hånden fandt flasken, som hun med en karakteristisk lyd af skvulp hældte indholdet fra flaske til glas. Prøvende løftede hun den imod halvorken i det tilfælde hun også skulle have anden omgang allerede nu. 
"Jeg har slet ikke fået set hele landet, meeeen... det skal jeg heller ikke. Der er steder man ikke behøver at sætte sin fod eller sjæl" fulgte hun småbrummende op med, og rynkede brynene en anelse. Dæmonriget? Nej tak. Elverskovene? Bah. Ørkenen? Hun måtte være fri - varmen ville dræbe hende før hendes livstil og alder gjorde.

Hun vidste dog at ikke alle havde samme forbehold som hende, og et undersøgende blik gled over hendes selskab. Havde hun fået set nok af landet, eller lå det hende stadigvæk på sinde en dag? Fordi Alvilde kunne om nogen kun bakke op omkring eventyrlyst!