Den kolde vind trak og skubbede til folk der rende frem og tilbage i de små gader i byen. Solens farver var skiftet hen til at være nogle orange lyserøde farver som gik ned og skabe et genvind i vandet. Vejret havde haft en mærkelig effekt da det skiftevis havde regnet og så havde solen stået. Det var ikke mere end nogle minutter siden vejret havde stået modsat som det gjorde nu. Vejene var stadig våde og der lå vandpytter fra et af de mange rengskyld der havde været hele dagen som havde gjort det irriterende. Øjnene der havde været på ham som han havde mødt folk og ikke sagt noget igen hos dem. Ingen der havde så meget som overvejet at hoppe på denne mærkelige klædte fyr der bare havde gået helt alene. Havde man været et dyr, havde man kunne lugte frygten fra nogle af dem, fordi hans ansigt havde været skjult og de sikkert havde været bange for hvad han var.

Øjnene stod ud over vandet, som han stod ved havnekajen og beundrede nogle af de store skibe der sejlede ude på vandet og var på vej i havn. Den kolde luft salte luft der ramte ham i ansigtet, skabte ikke en eneste ryk i hans ansigt, som om kulden ikke ramte ham. Som Nordfolk havde han vokset op med den konstante kulde og den konstante sne, og kroppen havde derved opbygget en naturlig effekt til at kunne klare det. Hans tøj der var tykt og var forret på indersiden var med til at holde varmen for ham som han stod hvor vinden nærmest var koldest. Det var mange år siden han sidst havde været på disse kanter, været så langt nordpå som han var. Kappen han havde om skuldrene hev i ham som vinden blæste til det. Trangen til at få varmen på en anden måde end normalt kunne tydeligt mærkes i ham, som han de sidste mange dages rejse kun havde levet på vand og mad som han havde fanget, eller byttet sig til af fremmede rejsende. Trangen til at få alkohol blæste om ham som da han havde set en af kroende der var i byen, på sin vej til havnen. Solen bevægede sig ned og han skulle lige have den sidste del af solnedgangen med, inden han havde i sinde om at han ville gå væk fra stedet han stod. Men det tog heller ikke lang tid før det var at solen var helt væk, og nattens mørke begyndte at trænge på. Skibet han havde holdt øje med ude i kanten, kom stærkt som den havde vinden lige i ryggen.

Mauritz vendte sig om og tog en dyb indånding af den kolde luft. Han kunne tydeligt se sin ånde og rystede kort på kroppen inden han tog sine skridt og gik i retning mod havnekroen hvor han tydeligt kunne lugte stanken af røg fra alle dem der røg indenfor. Mauritz havde ikke noget imod lugten af det, han havde røget før, men han havde byttet sin pibe ud for noget mad, og gik kun og kæmpede med det han var kommet til byen for at finde. Men butikken han skulle finde, havde for længst lukket. Han rykkede sig til siden, som to store brød åbnede den for at komme ud derfra. Den bagerste nåede at se Mauritz i øjnene og hans øjenbryn gik op, Mauritz gik videre ind uden at se sig om. Kappens hætte havde stadig sit skjult på Mauritz lyse ansigt som han gik op. Nogle af dem kiggede på efter ham, for at finde ud af hvad han var for en. ”En stor mjød.” Mauritz stemme skiftede meget få toner som han snakkede i sin stemme. Han var tydeligt træt og da hans drikkevare blev hentet, greb Mauritz en jade og nogle rav, og gav til kro mutteren. ”For et værelse for i nat.” Kom det igen, og hun nikkede, inden han gik med sin mjød over til en bås, og satte sig ind i den. Han trak hætten væk fra sit ansigt og løftede kruset op, og tog en tår. Mauritz kunne straks mærke varmen der kom fra indersiden.

Skibet lagde til kaj i Fristavn, som så mange gange før. Ombord på skibet var hele mandskabet, kaptajnen og deres dæksdreng. En lidt usædvanlig dæksdreng, for det var en ung kvinde. Mens mandskabet forberedte skibet til at sænke anker, sad Charlie på knæ på gulvet og skrubbede løs med de hårde børster. De var alle stadig drivvåde af den regnbyge, der lige havde skyllet ind over havet og hele byen.
"Der er ingen, der tror på dig, Cat!" Lo den ene pirat og de andre lo med, som de passerede hende i deres gøremål på dækket. Charlie så tænkende ud, som hun ivrigt skrubbede videre på trægulvet, som kaptajnen havde bedt om skulle være rent, inden de lagde til kaj.
"Årh, hold da op! Jeg kunne godt, hvis jeg ville!" Sagde hun bestemt, trods man godt kunne ane lidt usikkerhed i hendes lyse stemme. Den ene pirat stoppede op ved siden af hende og satte sig på hug, for at kunne se hende ordentligt.
"Okay, så bevis det. Den første og bedste fremmede på kroen, skal du have til at købe dig et krus rom. Hvis du ikke kan, så skylder du rom til resten af os. Aftale?" Han rakte hånden frem og hævede afventende et øjebryn, som han ventede på hendes svar. Charlie så langt fra helt sikker ud, da hendes blik mødte hans, men hun rakte alligevel hånden frem og tog hans.
"Aftale. Hvis jeg kan, så skylder i mig en ny jakke." Piraten skævede mod de andre mænd og så nikkede de alle. Charlie havde brug for en ny jakke, som den i læder hun bar nu, efterhånden var så slidt, at den alligevel ikke holdt på varmen. Hun var godt klar over, at hun ville få problemer med at gennemføre det, for hun havde aldrig været helt god til at gøre sine hoser grønne over for fremmede mænd.

Ankeret blev sænket og landbroen lagt. Det meste af mandskabet forlod Den Sorte Bard. Charlie fulgte med dem, der havde givet hende en udfordring, ned mod kroen. Så snart de trådte ind, pegede den ene mand på en fremmed fyr, der sad alene i en bås med et krus mjød.
"Ham der, Charlie," sagde han smilende og næsten hviskende, så kun hun og de nærmeste pirater ville høre det. Hun stillede sig på tæer, så hun bedre kunne se den fremmede og så nikkede hun svagt.
"Okay, fint. Find jeres krystaller frem, venner. Jeg glæder mig allerede til at få en ny jakke," sagde hun, fyldt med selvtillid, som hun bevægede sig gennem krostuen mod den fremmede. Hun var bare langt fra så selvsikker, som hun lød.
Charlie tøvede ikke det mindste, som hun satte sig i samme bås som den fremmede, bare over for ham.
"Hej!" Lød det muntert fra hende og så lænede hun sig lidt ind over bordet, for at komme lidt tættere på, så hun kunne sænke stemmen lidt.
"Okay, jeg ved godt det lyder mærkeligt, men jeg skal bevise over for de der pirater, at jeg godt kan finde ud af at gøre tilnærmelser og få et krus rom ud af det," forklarede hun hurtigt, som hun lige gestikulerede kort mod piraterne, der havde sat sig ved et bord og ventede pænt.
"Hvis jeg ikke kan, så skylder jeg dem alle sammen rom. Vil du hjælpe mig?" Spurgte hun pænt og så smilede hun så fint hun kunne til den fremmede mand. Ja, hun havde lige spurgt, om han ville hjælpe hende til at snyde.

Normalt havde han ikke givet noget for nogle der var kommet ind på en kro og snakket, ej heller om de havde været så højlydt at han ikke kunne høre sig selv tænkte. Normalt havde han heller ikke gidet kigge på folk eller stemplet dem så meget som et blik når de havde provokeret andre på en kro. Men Mauritz brød sig bestemt ikke om at blive peget ud af nogle der ikke engang udfylde hans egen højde, lige meget hvor store de havde været. Mauritz holdning til andre mennesker var meget bestemt. Som det var at han fulgte med i optrinnet, og holde øje med drengen havde han en idé om hvad de havde planlagt. Og han var ikke overrasket over hvis de havde planlagt at den tynde knægt skulle prøve at overfalde ham, eller noget andet i henhold til vold. Det var ikke første gang han havde oplevet det når han havde været i denne by, men der var nogle af piraterne der kende Mauritz, og bestemt også nogle der havde frygtet den evne han havde når han havde haft fat i dem for længe og de så havde været nød til at stikke af, fra smerterne han havde givet dem ved at sende dem nogle minder. Mauritz der havde fuldt styr på sin egen evne da han havde trænet i flere år med den, var ej heller bekymret.

Gordon fulgte det han var sikker på var en knægt, der havde langt lyst pjusket hår og var bleg i ansigtet, men som hun kom tættere, gik det faktisk op for ham hvad det var. Og hans interesse klokke begynde at kime. Havde de planlagt en spreglet kvinde skulle være den der gjorde det, eller var det noget helt andet der havde været planlagt hun skulle bruges til. Hans blik røg over på gutterne og på hende et par gange, en af dem der havde genkendt Mauritz, rejste sig op og Mauritz rystede bare på hovedet af ham. Han røg hurtigt ned at sidde igen. Ud fra måden hun gik på, havde Mauritz ikke en eneste grund til at føle sig truet på, for hun var tyndere end ham på armene, og selvom han var tynd, havde han en smule muskelmasse fra nogle af de kampe han havde taget. Det var nemmere at bruge sin evne på folk når de lå ned og han sad ovenpå dem og holde dem fast, end hvis han havde stået op. Mauritz fulgte hende, som hun ende med at sætte sig på bordet foran ham, og hans dovne blik studerede hendes krop fra hendes mave der var skjult af hendes jakke, og op til hendes hår. Han hørte hendes første ord, men han reagerede ikke på hvad hun sagde, da han ventede på at hun skulle fortsætte og sige det erinde hun havde. 

Normalt havde Mauritz ikke ville interessere sig for at hjælpe andre end sig selv. Mauritz blik røg bare over på ham der havde peget, men uden at gøre det helt tydeligt og kiggede på hende, som han tænkte kort. Han overvejede om han skulle læne sig frem og hviske sit svar tilbage, eller om han skulle gøre noget som de sikkert ikke havde forventet. Mauritz der havde siddet helt ude ved kanten, rykkede den anden vej rundt, så han til sidst sad ved siden af hende. hende. Han kiggede over på dem, i sin retning som han rykkede sit hoved ned til hendes øre. Han lod hånden ryge til sin inderlomme og greb nogle rav i sin inderlomme. Han kunne tælle dem mellem sine fingre som han trak dem ud af lommen. "Normalt havde jeg nægtet at hjælpe dig, men lad mig lige give dig nogle fif med på vejen." Lød det fra Mauritz, hans stemme var halvt syngende, som han placerede dem i hendes hånd, nok til at købe to krus. Han rakte sig over bordet og trak sin mjød med hen. "Virk flirtende når du gør det, mænd kan godt lide når kvinder sætter sig på deres skød, så er det muligt, gør det. Lad en finger køre på hans brystkasse, og hvisk det i øret. Køb to krus. Jeg tænker du kan drikke med mig." Lød det hviskende fra Mauritz, som han fjernede sit hoved. Han havde prøvet når kvinder havde gjort det med ham, og det var i hvert fald en ting han nød. "Jeg hjælper dig kun, fordi de skal lærer det ikke er pænt at pege på andre. Normalt, havde jeg gjort det til et helvede for ham, men det er sjovere at straffe hans penge." Hviskede Mauritz, inden hans gråblå øjne prøvede at fange hendes. Han havde en del sjove historier han kunne give hende, og nok også nogle fif som kunne hjælpe på det, til hvis hun skulle bruge det en anden gang.

Selvom Charlie havde fundet det pæneste smil frem, så regnede hun egentlig med at få et klart nej som svar på hendes spørgsmål. Hun var jo ikke ligefrem vant til at bede fremmede mænd om den slags tjenester, men hun vidste også godt, at det nok var hendes eneste chance. For skulle hun kaste sig ud i faktisk at prøve med diverse tilnærmelser, ville den fremmede da ende med at le. Hun var utrolig klodset, når det gjaldt at flirte. Hun endte altid med at snuble gevaldigt over ordene og rødme noget så tydeligt. Til gengæld lod det til, at hendes måde at spørge på virkede helt fint.
Den fremmede rykkede hen ved siden af hende og som han gav sig til at svare hende, med en let hvisken i hendes øre, kunne hun alligevel ikke holde en let rødmen tilbage i de lyse kinder. Hun åbnede munden for at sige et eller andet, men intet ville lystre. Hun skævede kort mod krystallerne, der blev lagt i hendes hånd og så lukkede hun let hånden om dem, for ikke at tabe dem i sin overraskelse. Den selvsikkerhed, der strålede så tydeligt ud af hende før, var ikke væk, men dæmpet en hel del, fordi han var kommet så tæt. Hun nikkede let, bare for at forsikre ham om, at hun virkelig lyttede til hans ord, selvom hun så mere optaget ud af sin generthed. Som han afsluttede sin sidste sætning, kunne hun ikke lade være med at grine let, idet hun også endelig rettede sit blik mod hans.
"Åh, øhm.. Tak... for din hjælp," sagde hun og måtte derefter bide sig let i underlæben, for ikke at smile alt for bredt. Hun følte, at hun burde gøre noget mere, end bare at takke ham lige nu, men så langt kunne hun ikke tænke. Så inden hun fik fyldt båsen med akavet stilhed, rejste hun sig.

På vej op mod baren, vendte Charlie lige blikket mod de måbende pirater, der stirrede på hende. Hun børstede lidt triumferende skulderen af sin jakke med den ene hånd, bare for at vade lidt i deres tabte krystaller, inden hun gik op og bestilte to krus rom.
Charlie vendte tilbage til bordet, hvor hun stillede begge krus fra sig og satte sig tilbage på samme plads som før, ved siden af ham.
"Jeg hedder forresten Charlie," præsenterede hun sig, endnu engang lidt muntert, som hun på turen op til bestillingen havde rystet lidt af den tunge generthed af sig.
"Åh, var det meningen, at jeg skulle forsøge mig med dine fifs nu? For jeg må altså indrømme, at jeg kun valgte at spørge dig fordi jeg ikke er helt så god til... den slags," smågrinende hun, måske en anelse akavet. Hvor ung og naiv hun stadig var, var helt bestemt ikke svært at se, men det ødelagde ikke hendes gode humør, for hun var trods det stadig altid smilende. Hun skævede lidt diskret mod den lille gruppe, der forsøgte at se ud som om, at de ikke stadig fulgte med i hvad der foregik mellem hende og den fremmede, men de skjulte det ikke synderlig godt.
"Men øhm... Måske du ville hjælpe mig lidt på vej?" Spurgte hun, da hun vendte blikket mod hans igen. Hun spurgte egentlig mest fordi hun følte et pres fra alle dem, der sad og fulgte med. Hun var også godt klar over, at hun ikke ville slippe for en masse spørgsmål om hvad hun dog havde sagt, der fik den fremmede til at give efter så hurtigt. Men den detalje ville forblive en hemmelighed mellem hende og ham, der sad ved hendes side.

Hendes smil så for Mauritz ud, til at være noget kluntet. Men det kunne også være at han bare havde misforstået noget i måden hun havde smilet. Han var en noget mere direkte mand end mange kvinder havde set. Han kunne godt spille med på at være ligesom standarden af befolkningens mænd, men han havde nogle lidt andre behov fra befolkningen. Og han fandt det lidt morsomt at hun egentlig havde været direkte nok til at spørge, i stedet for at gøre det anderledes. Det gjorde også at han rent faktisk havde lyst til at give hende den hjælp hun bad om. Det og så når han hadede mennesker der pegede. Han fulgte skiftevis med på hende, og på hendes fine venner.
Han studerede hende med en let interesse, som hurtigt forsvandt da hun åbnede munden. Ikke et ord kom over, men hun begyndte at nikke og vise det på den måde, hun havde forstået hvad det var han rent faktisk havde sagt. Om hun forstod eller i hvert fald prøvede at forstå, var han ligeglad med. Han havde ikke i sinde at bede hende om at udføre det. Han så hvordan hendes hånd lukkede sig om krystallerne hun havde fået i hånden. Og han kunne fornemme hvordan hun tabte sin selvsikkerhed, eller i hvert fald lagde den på plads. Det var ikke første gang han havde gjort sådan, og den sidste kvinde der havde prøvet at gøre det, for at få noget ud af ham, måtte skuffet gå derfra, da hun ikke fik noget. Men det var ikke noget han gad interessere sig for.
Hendes grin da han afsluttede sin sætning, fik ham til at løfte det ene øjenbryn. Og han fangede hendes øjne i hans, som han hørte at hun takkede ham for hans hjælp. Han gav hende et roligt nik. Han lod sin egen stilhed synke ned over sig. Mauritz selvsikkerhed fejlede absolut ingenting, men han havde også en god måde at skjule den på, den samme måde som han heller ikke gad vise sine følelser til andre. Og da hun rejste sig, lod han sine læber få en slurk mere af hans drik.

Han fulgte med i hvordan piraterne reagerede da hun gik væk for at hente sin rom. Og han kunne fornemme hvordan de ikke var helt tilfredse med at han rent faktisk havde hjulpet hende, men det var han ligeglad med nu. Det var en billig hævn han havde givet, set i forhold til hvad han ellers kunne have fundet på at gøre. Og der gik ikke lang tid, før han havde den unge kvinde siddende ved siden af sig, med krus der blev sat foran ham. Han havde ikke forventet at hun ville sætte sig ved siden af ham, men det var bare en bonus for ham.
Han hørte hende præsentere sig for ham. Han nikkede stille og roligt, inden han åbnede munden for at ville præsentere sig. ”Mauritz Dimorro.”
Han studerede hende sløvt. Da han hørte hende snakke igen. Han fik kortvarigt et smil på læben, han havde ikke forventet at hun ville spørge om det, men det kunne også være sjovt for ham at lære hende det. Hans øjne studerede hendes ansigtstræk, som hun snakkede, måden hendes læber bevægede sig, hvordan hun grinede en smule akavet. Han havde mange måder han kunne have brugt på rent faktisk at beskrive hende. Han var ved at sige noget, da hun tilføjede noget til hendes snakken. Han rykkede sig længere tilbage, så han havde læderet de sad på, mod hans ryg. Burde han hjælpe hende? Han tænkte over det kort, og blev enig med sig selv om at det ikke gjorde noget at han faktisk hjalp hende en smule på vej med det. Han løftede sin arm op, og lod armen falde omkring hende stille og roligt. ”Det kan jeg godt. Bare tag den et trin ad gangen.” Lød det fra han i en lav tone. Han overvejede om han skulle trække hende over, men det ville virke lidt mere naturligt i at det var hende der forførte ham, hvis hun selv ende med at sætte sig på hans skød. ”Hvad var det første step?” Spurgte han hende, for at give det lidt hen mod at være en guide for hende.

Havde det ikke været for de mange forventningsfulde blik, som Charlie fik fra den lille gruppe af pirater, der sad og kiggede med, ville hun aldrig have spurgt om lidt hjælp fra Mauritz. Nok var hun ikke specielt talentfuld, når det gjaldt at udnytte sine kvindelige former, men hendes muntre humør vejede oftest op for det. Hun var uden tvivl god til at bryde stilheden, fordi hun aldrig havde været helt glad for den. Stilhed gjorde alt så akavet.
Man kunne se Charlie lydløst gentage hans navn, for lige at smage på det. Hun nikkede svagt, som hun hurtigt blev enig med sig selv om, at finde på et passende kælenavn. Mauritz ville helt bestemt blive et mindre problem at udtale, når hele kruset var blevet tømt.

Han var allerede gået med til at hjælpe hende en gang og derfor gik Charlie heller ikke ud fra, at han ville sige nej denne gang. Hun var forberedt på at skulle gøre et eller andet og alligevel kunne hun ikke holde den lette rødmen tilbage.
"Sæt dig på hans skød," sagde hun lavt for sig selv, mere eller mindre som svar på hans spørgsmål. Det var det første. Så Charlie løftede det ene ben og lagde det forsigtigt hen over hans skød.
"Beklager hvis det er lidt koldt. Mit tøj er stadig lidt fugtigt efter regnen," undskyldte hun, som hun satte den anden fod i gulvet og lagde en hånd mod bordet, for at skubbe sig op på hans skød.
"Det kan da umuligt være alle mænd der finder det behageligt, at en fremmed kvinde sætter sig på dem." Hun kunne vel tage fejl, men hun ville da helt bestemt foretrække ikke at blive sat på. Hun tog en lidt dyb indånding, som hun tænkte over næste skridt. Hun løftede den ene hånd og lod blikket dale mod hans brystkasse, som hun placerede en fingerspids mod hans tøj, så blidt, at han nok ikke engang ville kunne mærke det. Det virkede så... unaturligt. Muligvis kun fordi hun aldrig havde lært at gøre den slags.
"Ville det have virket med dig, hvis jeg havde gjort det fra starten af? Bare lidt mindre klodset, altså," Spurgte hun, da hun lagde hele hånden mod hans brystkasse og strøg den op mod hans skulder, i stedet for at nøjes med den ene finger mod brystet. Hun rynkede let på næsen, som hun alligevel tvivlede på, at hun ville kunne sætte sig på hans skød mindre klodset, end hun allerede havde gjort. Hun havde med vilje valgt at vende ryggen til piraterne, for det ville kun gøre det her sværere, hvis hun kunne se deres blikke. Hun kunne heller ikke få sig selv til at rette sit blik mod hans endnu, så hun stirrede fortsat på sin egen hånd, der kærtegnede ham så blidt.

Mauritz trak vejret stille og roligt som han studerede hende. Den gratis underholdning og en han kunne sidde og drikke med, var noget der opvejede at hun skulle have hjælp, og i stedet for at give hende en straf for noget en af hendes bekendtskaber havde gjort, var det sjovere at gøre det på denne måde. Og selvom hun ikke havde særlig mange kvindelige former, så var det noget der kunne arbejdes med at skaffe hende. Der var en del muligheder for enten at få hende til at få spise noget mere og give hende formerne den vej, eller nyde hvordan de var nu.
Han havde ikke noget imod det, fordi under alt hendes beklædning, så var der alligevel nok en yndig kvinde under. Han kunne have gjort flere ting, men det var sjovt at nyde dette blik han fik på denne måde.

Mauritz fulgte med i hvordan hun reagerede. Hendes rødmen der kom frem i kinderne, forklarede ham allerede hvordan det stod til. Og han nød det sjove i at gøre dette her. Med tanke på at hvis han kunne lære hende at gøre det, og de endte med at mødes en anden gang. Ville det blive et sjovt møde de endte med at få.
Mauritz nikkede som det var at hun fortsatte hvad det var han sagde, som første step. Og han fulgte som hun fik det ene ben løftet op og lagde det forsigtigt hen over ham. Hun virkede så forsigtigt på at gøre det, men hun var også blevet undskyld for det.
Hendes undskyldning omkring at hun var våd, fik et smil kort frem på hans læbe. Hans tøj var i forvejen så tykt, så det var efterhånden svært at mærke forskel på hvor våd hans eget var, og hvor vådt hendes var. ”Det gør ikke noget. Mit eget tøj er selv vådt efter turen hertil.” Svarede han med en rolig stemme. Det gik egentlig okay for hende, det virkede lidt akavet men det var noget der ville komme med tiden som det var at hun ende med at få det trænet.
Mauritz kiggede på hvordan det var hun sad på hans skød. Hun sad næsten korrekt. Han hørte hvordan det var hun sagde det umuligt kunne være alle mænd, der fandt det behageligt. ”Tillad mig lige at rette på hvordan du sidder.” Svarede han, som han lod den ene arm køre ind under hendes ben på ham, og lukkede armen og hånden om hendes lår. Han trak hende en smule tættere på ham og mere ind på miden af hans skød, så hun sad stort set i rillen mellem hans ben. Han løftede hende lidt op, med en hånd på ryggen og løftede sit ben op på det andet, så han kunne sætte hende en smule ned mellem hans ben.
”Det er ikke alle mænd, der er nogle der er til… Sit eget køn, de ville nok ikke reagere sådan. Men hvis du havde sat dig sådan her, eller med et ben på begge sider af mig og lænet dig ind og sagt det, så havde jeg. Enten det, eller hvis du har været uheldig, så nej.” Mauritz kiggede på hende. Han placerede sin arm der var omkring hende, så han havde hånden siddende på den ene side af hende, på det nederste af hendes side. Han tiltede hånden en smule, for at vise hende at hun skulle læne sig op ad ham.

Mauritz kiggede på hende. Håbede på at hun ville stole en smule på ham som han rykkede den hånd. Han kiggede på hende. ”Bare for at give troen af at jeg holder på noget andet.” Hviskede han til hende. Han rykkede sin hånd op til den øverste del af hendes mave, med nogle dele af fingrene, pegende ud over hendes side, så de ville være synlige for dem. Han gav hende et roligt blink med øjet. Hans hånd sad løst på den måde og hun kunne snildt rykke hans hånd væk hvis det var det hun fik lyst til.

Som Charlie fik sat sig nogenlunde til rette på hans skød, nikkede hun let til hans svar, da han sagde at hendes våde tøj intet gjorde. Hans tøj var langt tykkere end hendes og havde derfor også samlet lidt mere vand til sig fra regnen end hendes tynde bukser havde, så det var ikke ham der mærkede kulden, men hende. Det gav hende lette kuldegysninger hele vejen op ad ryggen, men hun formåede at skjule det rimelig godt.
Der lød en hurtigt overrasket lyd fra hende, idet han gav udtryk for at ville flytte på hende. Hun lagde en støttende hånd mod hans skulder, bare for at være sikker på ikke at skvatte, ikke fordi hun var usikker på om han havde fat, for han virkede uden tvivl stærk nok til at holde hende, men hun kendte udmærket godt sine egne, dårlige evner til ikke at falde på de mest underlige tidspunkter. Men det gik og fik kun den røde farve i kinderne til at tage mere til.
”Eheh, det er nok mest sandsynligt, at jeg ville være den uheldige…” Indrømmede hun smågrinende, som hun rettede sig efter hans tiltende hånd og lænede sig lidt ind mod ham.

Charlie mærkede hans hånd rykke sig længere ned og selvom hun egentlig var rimelig sikker på han ikke ville flytte den så langt ned, kunne hun af ren refleks ikke lade være med lige at lægge sin hånd over hans. Hun bed sig let i underlæben og fjernede så sin hånd fra hans igen, idet hun tog en lidt dybere vejrtrækning.
”Uha, her er da lidt varmt,” mumlede hun hurtigt og drejede overkroppen en smule væk fra ham, for at tage fat i sit krus og tage en god, fyldig slurk af den sprittede væske. Hun skubbede kruset tilbage på bordet, før hun lænede sig tilbage ind mod ham. Jep, lidt alkohol hjalp helt klart på hendes generthed.
”Hvad så nu? Hvad ville jeg helt nøjagtig skulle sige, hvis jeg skulle få noget at drikke ud af det?” Hvis hun en dag skulle afprøve alt det her uden at have Mauritz med som hjælp, var hun næsten sikker på det ikke ville virke, hvis hun bare direkte bad om noget at drikke. Så hun måtte hellere spørge. Han måtte vel vide hvilke forførende ord hun skulle sige, hvis det skulle få ham til at bruge krystaller på en fremmed kvinde.

Mauritz kunne godt bruge at han kom ud af det våde tøj han havde på. Det var et helvede men som de sad nu, ville det være problematisk at gøre sådan. Men det var egentlig lige meget på dette punkt. Mauritz kunne mærke hendes hånd der kom mod hans skulder og han blev lige kort paf, men det stoppede ham slet ikke. Han holde øje med hende som hun fik den røde farve i ansigtet endnu en gang. Det virkede ret uskyldigt med måden hun reagerede på. Han lyttede til at hun sagde det nok var mest sandsynligt, at hun ville være den der var uheldig. Det kunne Mauritz ikke relatere til, for han plejede nemlig altid at være så kæphøj og irriterende, at der ikke var nogle der gad spendere med ham. Men det var selvforskyldt.
”Det mest uheldige jeg har været, det har efterladt ar.” Svarede han, og fulgte med i hvordan det var hun lænede sig ind mod ham, som hans hånd prøvede at få hende til at tilte mod ham.

Hendes hånd forsvandt hen og blev placeret oven på hans. Han kiggede på hende og studerede hvordan det var hun bed sig i læben. Og hun tog en dyb indånding. Han tiltede sit hoved en smule til siden, mens det var han prøvede at finde ud af hvorfor hun reagerede på den måde som hun gjorde. Men han trak bare på skuldrene af det.
Han smilede da hun mumlede noget. Og hun drejede overkroppen. Han fulgte med i det. ”Det kunne være værre med varmen, men det er fordi vi sidder tæt.” Svarede Mauritz hende, og studerede hende stille og roligt. Hans blik fulgte med hende, som det var hun tog en slurk. Og der gik ikke længe bag efter, før hun sad og lænede sig imod ham.
Han lyttede til hvad hun spurgte. Det var lige en han blev nød til at tænke sig omkring, før der kom noget til ham. Han kiggede kort tænkende op i loftet inden han rettede sit blik til hende. ”Spørge, i en flirtende tone ad om personen ikke giver et glas rom. Det ville nok være den bedste måde.” Svarede Mauritz. Han var ikke helt sikker på om det ville virke, men det kunne det sikkert godt hvis man var flirtende nok i stemmen.

Charlie kunne ikke lade være med at smile lidt midt i sin ellers noget flove situation. Hans ord mindede hende om det ar hun selv havde fået, det lille ar der lå tværs hen over det venstre øjenbryn. Det havde ikke været mere end få dage efter hun havde fået jobbet som dæksdreng på skibet, at hun var skvattet på gangbroen og havde slået hovedet ned i træet. I øjeblikket havde hun helt bestemt ikke fundet det den mindste smule morsomt, men i dag kunne hun ikke lade være med at smågrine lidt, når hun blev mindet om det. Så klodset hun altid var, fandt hun det egentlig overraskende at hun indtil videre kun var sluppet afsted med det ene lille ar. Hendes korte distrahering sørgede for at lægge en lille dæmper på de røde kinder.

Mauritz sagde at det kunne være værre med varmen, og selvom Charlie ikke var i tvivl om at han havde ret, synes hun helt bestemt at det var slemt nok i forvejen. Varmen fra hende var en god blanding af pinlighed, alkohol og det at hun havde en tyk jakke i læder om sig. Ude på det åbne hav, hvor der altid var bidende koldt, var jakken rigtig god. Det var noget andet når man sad indenfor på en lille kro, hvor varmen fra pejsestedet nåede ud i alle kroge.
Charlie nikkede let til hans svar og hun åbnede munden for at gøre forsøget. Der kom bare ingen lyd ud. Charlie var helt klart ikke den generte type, men lige når det gjaldt sådan noget her, så var hun måske lidt genert alligevel. Hun var vant til at høre på perverse vittigheder det meste af tiden og selv deltage i dem når hun kunne, men hendes erfaring inde for den flirtende verden, var ikke så stor.

I stedet smilede hun stort, da hun skubbede sig selv bagud og ned på sædet ved siden af Mauritz, stadig med det ene ben lagt hen over hans.
”Okay. Næste gang vi mødes, skal jeg gøre forsøget og afprøve alt du har fortalt mig,” sagde hun muntert. Hun mente det uden tvivl, for mon ikke hun kunne tage sig lidt mere mod til det, hvis hun var lidt forberedt på det først.
”Så nu har du ikke noget valg, Mauritz… Nu er du nødt til at komme tilbage hertil en anden gang.” Hvis han altså ville være med til at være hendes prøvekanin, skulle han komme tilbage. Derudover var han en hyggelig type der havde givet Charlie alkohol, så selvfølgelig ville hun da gerne rende ind i ham igen. Nu hvor Charlie ikke længere var så fast besluttet på at det hele skulle ske lige nu, var hun straks løsnet en hel del mere op. Hun var tilbage til at være den muntre, selvsikre pige, der havde opsøgt Mauritz til at starte med. Hun løftede sit krus fra bordet og holdt det op mod ham, klar til at skåle.
”Og lad os så få drukket noget. Det ville være synd at lade dine velbrugte krystaller gå til spilde,” smågrinede hun. Krystaller brugt på rom var altid velbrugte.