Caerthynna var taget til Elverly for at se sin bror. Bare på et lille visit; så hun som store søster, kunne sikre sig at alt var okay med det eneste familie hun havde tilbage. Men som hun var kommet tidlig den morgen, havde hun ikke kunne få sig selv til at kigge forbi. Kun for at blive ramt af nyheden, at hendes bror var kommet ud for en ulykke. Skæbnen var altid en kvinde, som spillede en et puds når man mindst ventede det. På trods af, at hun var på vej hen til healernes huse, for at sikre sig alt var okay. Gik hun overraskende roligt, måske fordi at selve tanken om at det eneste familie hun havde tilbage. Måske ikke ville overleve natten? Hun var ikke helt sikker, men frygten var bare ikke at finde i dette øjeblik. Kulden var dog stadig til stede i skovlandet, den bidende kulde fra vinden der blæste igennem træerne. Selvom at solen stod højt på himlen og kastede sine dejlige varme arme ned imod de mennesker der havde trodset det kolde vejr og kommet ud.

Som hun kom til husende tog hun en dyb indånding. Døren var heldigvis åben, selvom det så bare gjorde, at Caerthynna gik ind og ud fem gange. Inden hun kunne gå helt ind i rummet. Kun for at blive udsat for en masse kaos. Folk havde travlt, meget travlt som det så ud. Hvad var det lige der foregik her? Hun trådte et skridt tilbage, og kunne mærke hvordan hun måtte kæmpe for at have kontrol over hendes evner. I dagens anledning havde hun nemlig gjort sig selv elver lignede som muligt. Hendes hår var brunt, som gik ned til lige under hendes talje. Hendes ansigt var fyldt med fregner, arret hun aldrig helt havde haft succes med at fjerne med sin magi. Under begge hendes i dag rav brune øjne, havde hun to artistiske tatoveringer der snoede sig rundt på hendes kindben. Iklædt i tunge rejsekapper, brune læder handsker og en taske fyldt med glasflasker. Trådte hun impulsivt et skridt til side. Hvordan skulle hun dog finde hendes bror i dette virvar af kaos? Hun sukkede dybt, måske hun kunne finde en der kunne hjælpe?  

Det havde været en forfærdelig, travl dag i Healerhuset. Normalt var her forholdsvis fredeligt - en spejder blev af og til såret i skoven, eller en grænsevagt blev båret ind. Sygdomme ramte sjældent elverfolket, og i stedet brugte healerne ofte tid på at klargøre nytteurter, f.eks. til at fremme elverkvindernes fertilitet. 

Men ikke i dag. 

Da Renaél var mødt ind med forventning om at gå og hygge sig lidt med at sortere urter, var han blevet mødt af healermesterens råbende røst. Chances lunefulde skæbne havde vildet, at der netop i dag var et større antal tilskadekomne - og af forskellige årsager. Samtidig var flere af de elvere, der normalt arbejde ved healerhuset, draget ud for at indsamle de dyrebare blomster fra Faelwens Tåre, der lige nu blomstrede i hele Lindeskoven..

Som timerne gik tog travlheden ikke af - tværtimod blev en såret ungelver bragt ind i løbet af eftermiddagen, og Renaél tilbragte tiden med atløbe frem og tilbage med varmt vand og sæbe. Han fik også en ordentlig ørefuld af en af healerassistenterne, da han kom til at bytte rundt på to krukker med salve.
"RENAÈL! DØREN!" Han havde netop sat låget på en krukke, da råbet fra en healerassistent alarmerede ham. Som den mest uduelige til rent faktisk at heale de til skadekomne, faldt opgaven naturligt på ham, og han skyndte sig hen mod indgangen til healerhuset, hvor en ung elverkvinde kiggede ind. 
"Kan jeg hjælpe?" Spurgte han forpustet og tørrede panden med bagsiden af hånden. På trods af travlheden smilede han og kunne ikke undgå at bemærke, at hun var rigtig køn.

Hun måtte tage nogle dybe indåndinger, mens hun stod og greb hendes langemand og pege finger med den anden hånd. Trykkede og gav slip igen, sådan fortsatte hun. Mens hun næsten panisk kiggede på, hvordan folk fór rundt. Det var meget overvældende, meget, meget overvældende! Hun havde heldigvis, ja! Det var rigtigt, hun havde en flaske, noget der kunne dulme nerverne og gjorde hun næsten fungerede som et normalt individ. 

Næsten helt febrilsk begyndte Caerthynna at gennem rode hendes taske. Som begyndte at klire ganske voldsomt, på grund af alle de flasker som der var i den. For en kvinde der led af diverse tvangslidelser, der i blandt at alting havde sin plads. Så var hendes taske, nok noget af det mest rådet man længe ville finde. Men det var den logik, at selv i rodet havde alting sin plads! Og ganske rigtigt, ikke længe efter hun var gået igang med at råde, fandt hun en flaske frem med en blå farve. Men lige som hun skulle til at drikke den, blev hun så forskrækket over nogen talte til hende. At hun selvfølgelig tabte den. Hun kunne næsten se det for sig, hvordan at hendes flaske ville være gå i tusind stykker. Var det ikke fordi at hun havde fundet ekstra stabile flasker. Ellers ville det være et absolut mareridt at transportere dem rundt, som hun gjorde. I starten havde hun ødelagt så mange eliksirer. “Oh du gav mig nok et chok!” grinte hun, som hun samlede flasken op. Hun skurede låget af og drak det hurtigt. 

Hun vente sig imod manden, med et forsigtigt smil og smed derefter den tommeflaske tilbage i tasken. Det var næsten med det samme, at hun kunne mærke effekten der gled igennem hendes krop. Og fik hende til at slappe helt af. Hun lukkede øjnene tog en dyb indånding. “Ja, hvorfor jeg er her!” hun slog sig selv lidt i panden. “Min bror skulle være her, da han var i en ulykke tidligere?” hendes blik gled hen over de mange mennesker. “Han er tydeligvis ikke den eneste, skal jeg komme tilbage senere? Det virker som om det er en situation hvor jeg skulle komme tilbage senere.” begge hendes hænder, greb omkring hanken på hendes taske. Okay, så eliksiren havde ikke helt virket endnu. Da hun stadig kunne mærke nervøsiteten der boblede i underfladen.

Renaél kunne ikke undgå at bemærke, at elverkvinden virkede nervøs. Den urolige stemning i rummet bag dem hjalp næppe på det, og Renaél forsøgte igen at smile beroligende til hende. Han havde heldigvis efterhånden arbejdet her længe nok til, at han ikke panikkede medmindre han fik noget blodigt skubbet op i ansigtet.

Lidt nysgerrigt kiggede han på eliksiren, som hun drak. Den så synligt ud til at have en eller anden form for effekt på hende .. noget beroligende? Det måtte være slemt, hvis hun havde brug for at tage den slags..

"Hey!" Han lagde en forsigtig, men blid hånd hen over hendes på taskehanken. "Hvis din bror er kommet til skade, skal du naturligvis se ham. Hvordan ser han ud?" Spurgte han. Healerne var ikke altid glade for, at pårørende trængte sig på, når der var travlt, men Renaél vidste også hvor vigtigt det var for familien at kunne få vished. Han kunne helt sikkert sørge for, at der blev tid til et lille visit, selv om det ville gå ud over ham bagefter.

Hun blinkede forvildet med øjnene, han - hun drog et vildsomt indånding ind, så hendes næsebor næsten klappede sammen. Han rørte ved hende. Hendes blik blev kastet imod hånden, der havde lagt sig over hendes. Hendes første reaktion var at slå ham, men det ville nok ikke give nogen god stemning. Desuden ville det at slå ham, jo bare gøre at hun rørte endnu mere ved ham! Plan b, plan b.
Hov, hun havde jo handsker på! 
Desuden, hun tog endnu en dyb indånding som hendes ravbrune øjne betragtede hans utrolig lyseblå. De var virkelig fine. 
Hun gav ham et taknemmelig smil, og kunne mærke hvordan at den ro han gav hende bredte sig i hendes brystkasse. Hendes vejrtrækning var betydelig roligere, og hun slap taskens hank og nikkede så lige så stille.
Hendes bror hvordan, hendes øjne blev store. Ja der kunne man bare se, der giv det virkelig bagslag at hun ikke så ud som hun plejede. Heldigvis lignede hun mere sin bror i dag, end hun nogen sinde havde gjort. “Lysebrunt hår, blå øjne og... øh.. standart elver type?” hun kløede sig lidt på hagen, og kiggede igen rundt på panikken over de elver der styrtede rundt. “Samme højde som mig, og har også fregner” mumlede hun, da hun rev blikket væk fra dem og tilbage på elveren der havde tilbudt sin hjælp.
“Plejer de ikke at være ret strikse med ikke at der er for mange som forstyrre dem?” hun kunne selv huske, da hun havde prøvet at arbejde i healer huset, det var ikke gået godt. Mest af alt, fordi hun hadet at være sammen med for mange mennesker. “Vil selvfølgelig gerne se ham hurtigt, så skal jeg nok skynde mig ud af vejen for jer.”

Renaél følte et stik af medfølelse for kvinden foran sig, der tydeligvis var berørt af situationen. Han blev ved med at smile beroligende til hende og noterede sig, hvordan det var broderen så ud. Det lød meget standard, og han var ikke helt sikker på om han kunne finde ... men fregnerne .. og sikkert forholdsvis ung. Det måtte kunne lade sig gøre!

"Jeg er sikker på, at noget kan lade sig gøre!" Sagde han opmuntrende og blinkede til hende. Han kastede et blik over skulderen for at sikre sig, at nogle af de strenge healere ikke var inden for synsvidde før han gav hende et lille nik og hurtigt smuttede tilbage ind i huset.

Det tog ham et stykke tid, mest fordi han skulle dukke sig af vejen for de travle healere, men i et tilstødende rum var en af healerassistenterne gået i gang med at vaske et grumt sår i siden på en elvermand, efter at healermesteren havde udført sit arbejde. Der var (heldigvis for Renaél) ikke mere blod i syne efer at såret var blevet lukket af magien, og han lod blikket glide over elverens ansigt. Lysebrunt hår, tjek, blå øjne .. troede han nok, de var halvt lukkede i smerte.. helt sikkert en standard elvertype og han havde fregner!

Hastigt vendte han om og løb tilbage til døren. "Jeg har fundet ham .. og de er færdige med at heale ham, så du kan bare komme ind." Han gjorde ivrige fagter med hånden og fulgte elverkvinden hurtigt gennem huset langs væggen til rummet hvor hendes bror lå.

Hun sendte ham et stort og taknemmeligt smil da han sagde at det nok skulle kunne lade sig gøre.
Hun nikkede, og kunne ikke lade være med at give en let latter med på vejen, som han blinkede til hende. Så han var en af de typer. Selvom hun bedre end nogen anden, vidste at der altid var mere bag de facader som folk satte op foran sig selv. Eller i hvert fald i de fleste tilfælde, der var også bare de typer hvor man fik hvad man så.

Hun stod der i noget tid, med øjne der betragtede hvad der foregik omkring hende. Hendes finger trommede imod taskens læder. Det var næsten beroligende at stå der og dufte de mange healende urter. På trods af hvor meget de havde at lave, så påvirkede det ikke Viola nær så meget som hun havde regnet med.

Hun hørte nogle hastige skridt der kom imod hende, og vente sig imod Renáel der kom tilbage med nogle ivrige fagter. Han havde fundet broderen. Nervøsitet greb hendes mave, mon han overhoved ville blive glad for at se hende?
Hun gik dog ufortrøden hen til elveren, og fulgte med ham hen til hvor broderen lå. Tydeligvis i smerter.
“Laiex” mumlede hun, da hun satte sig på hug ved hans side. Øjnene åbnede sig op, og nogle undrende øjne lagde sig på skikkelsen der sad ved hans side. Hun lignede trods alt, ikke helt sig selv. Men så kunne han alligevel ligge to og to sammen. “Caerthynna?” irritationen i stemmen var meget nem at spore, han var ikke glad for at se hende.
“jeg sagde du skulle holde dig væk fra mig!” snerrede han igennem sammenbidte tænder. Han prøvede vende sig imod hende, men trak sig sammen i smerte. “Du passer ikke ind hos os. Du er ikke en gang en ordentlig elver.” hvæsede han igen, meget lavtmeld så kun hende og nok også Renaél, skulle han blive stående tæt nok på. Viola sank ængstelig det vand der havde formet sig i munden.
“jeg ville jo bare sikre mig du var okay..” sagde hun tydeligvis såret, kun og at blive mødt af ryggen der vente sig imod hende.
“Nu har du set mig, forsvind så.” hun rejste sig op, ganske pinlig berørt over hele scenen der var udfoldet sig foran en fremmet. Hun vente sig imod manden der havde vist hende vejen hen til hendes bror. “Beklager… at du skulle” se alt det. Hun flakkede med øjnene og gav ham et halvhjertet smil. “Nu skal jeg nok lade jer gøre jeres job uden at trænge mig på!” hun grinede dæmpet, og nikkede et par gangen, inden hun begyndte at kante sig tilbage imod udgange. Hun havde brug for at komme ud så hurtigt som muligt.

Et stort smil havde bredt sig om Renaéls læber, mens pigen gik hen til sin bror. Han så ud til at have fået nogle solide knubs, men ikke noget som healerne ikke kunne klare - og det var dejligt at kunne gøre den flotte, men ængstelige elverkvinde en tjeneste, så hun kunne se sit elskede familiemedlem..
Han blev hængende lidt i nærheden, for det kunne jo være, at hun skulle vises ud igen, da hans skarpe elverører opfangede broderens tonefald. Der var noget i det, der omgående fik ham til at krympe sig og føle, at det bestemt ikke var en samle han burde lytte til. Smilet falmede langsomt på hans læber. "Ikke engang en ordentlig elver." Ekkoede ordene i hans sind. Han havde hørt de samme ord før fra sin egen familie..

Han nåede ikke at flytte sig, før pigen havde vendt sig om og set, at han stadig stod der. Han fik et lidt halvhjertet smil over sine egne læber, mens tanker begyndte at tage form i ham. Han kunne ikke bare lade hende gå alene ud i skoven med de tunge, forfærdelige ord som det eneste at tage med!

"Det er helt i orden.." Stammede han, mens han hurtigt sprang til side for at lade hende komme til udgangen. I mellem tiden skyndte han sig hen til et af forsyningsskabene, greb et vandskind og hastede efter hende for at møde hende ved døråbningen.
"Her.. tag noget at drikke." Sagde han insisterende og rakte vandskindet ud mod hende. "Jeg er virkelig ked af .. at det er sådan." Tilføjede han lidt tamt. Et kort blik over skulderen viste ham at healerassistenterne var for travle til at lægge mærke til, at han blev stående for at sludre ved døren.

Hun havde lidt troet, at hun havde mistet den unge elver. At hun skulle vade ud af lokalerne, og væk fra det hele - måske hun bare skulle teleportere sig tilbage til hovedkvarteret. Så kunne hun forhåbentlig ligge hele denne dumme sitation bag sig. Hun skulle aldrig være kommet, hun burde have vidst hendes tilstedeværelse ikke var velkommen. Men hvordan, kunne man som storesøster, ikke blive bekymret - selv når ens bror havde bedt en om at holde sig væk. 
Hun sukkede opgivende, men lige som hun skulle til at træde ud af rummet - kom den selvsamme elver hastende tilbage imod hende. Også med et vandskind. Det ene øjenbryn løftede sig spørgerne, som hendes øjne lagde sig på hans skikkelse. 
Selvom, hun måske ikke nødvendigvis satte pris på, at få rakt et vandskind hun ikke anede hvor kom fra. Hvilke bakterier der kunne ligge på det! Så, kunne hun alligevel ikke lade være med at blive en smule rørt over, at han prøvede at gøre hende i bedre humør. Eller i det mindste vise hende en omsorg, for han virkede oprigtig ked af, at det var sådan. Selvom hans ordvalg, måske var en smule tamt. Og han virkede mere nervøs for, hvis de skulle opdages at de stod og snakkede. Hun så hen over hans skulder, og derefter tilbage mod ham. Et skævt, næsten gavtyvs smil bredte sig hen over de fyldige læber. “Tør du stikke af med mig? Hvis alt går godt, kan jeg bare sige jeg havde brug for en healer, og du var den eneste der ikke var optaget?” Hun fugtede nervøst læberne, for tanken om at stikke af med nogen - bare for en lille stund, var pludselig utrolig meget veltalende. 

Renaél var bange for, at mødet med broderen havde knust hende helt. Hun havde set ud til at være så bekymret for ham, og han havde bare afvist hende på den måde .. iskoldt. En del af ham var lidt nysgerrig efter at vide, hvad der lå bag, men på den anden side ville han heller ikke bryde sig om at fortælle nogen om sine personlige familieforhold.

Det var en lettelse, da han så et smil begynde at danne sig om hendes læber, og han besvarede det med et stort smil på sine egne. "Stikke af?" Han så sig kort over skulderen - de var fuldt optagede inde i healerhuset, og det var ikke ligefrem fordi de plejede at savne ham.. Desuden virkede pigen klart til at være en skideballe værd.

"Jeg er klar!" Han blinkede til hende og kantede sig ud af healerhusets døråbning, så han ikke længere kunne ses derindefra. "Mit navn er Renaél i øvrigt." Sagde han - det var meget rart at vide, hvad personen man var ved at stikke af sammen med hed..

Hun nåede lige at tro at han måske ikke ville gøre det. Det havde også være en dum forespørgsel, hun havde jo set hvor travlt de havde. Så hun skulle lige til at undskylde, og sige han bare skulle glemme hvad hun havde sagt - men lige som hun nåede at åbne munden, så afbrød han hende; med lige præcis de ord hun ønskede at høre. 
Hun smilede stort, ja næsten lykkeligt. Noget hun ikke havde gjort længe kunne hun mærke, måske var det hans lidt barnlige naive aura omkring ham, som der smittede af. Hun kunne ikke helt være sikker - eller også var den mikstur hun havde drukket, virkelig været godt. 

Som de kantede sig ud af huset sammen, prøvede hun med sin krop at afskærme hans skikkelse, således at han ikke blev opdaget. Hun gav ham et bredt og stort smil, som han fortalte hende hans navn. “Mit navn er Caerthynna” grinede hun, som de kom ud af døren - han havde nok allerede hørt det, men derfor var det jo stadig høfligt at fortælle hvad man hed. 
“Så hvor hen min redningsmand?” Det var trods alt ganske lang tid siden, at hun sidst havde befundet sig i hendes hjemby. Så han om nogen, måtte vide hvor man skulle tage hen - når man var en flygtning og en medskyldig. 

Det var næsten for let. Der var sjældent nogen, der holdt særligt øje med Renaél - han blev altid givet de kedeligste, nemmeste opgaver, så han ikke kunne gøre noget forkert - bortset fra når han i ny og næ smadrede et glas med urter eller pulver.
Uden for healerhuset tog han en dyb indånding og smilede bredt til Caerthynna. Han kunne allerede mærke friheden!

"Tjaaa, jeg kender et sted, hvor de opbevarer resterne af blomstervinen fra solhvervsfesterne.." Tilbød han. Hun kunne sikkert godt bruge det efter det ubehagelige sammenstød med sin bror - og Renaél var blevet ret ferm til at dirke låsen op, siden han havde været der sammen med Bandorion. Ind til videre, var der ikke nogen der havde opdaget, at der af og til manglede et par flasker.

Han gjorde et kast med hovedet ned af en af skovstierne, der førte bort fra healerhuset og langs med elvernes bebyggelser. Det gode ved vinlageret var også, at det ikke lå inde midt i Elverly, så det var ikke så tit, der kom nogen..

Caerthynna hævede et slankt bryn, da hun blev tilbudt at blive indledt i Renaéls hemmelighed. Nemlig hvor der var at finde elvervin, dette fik et smil til at sprede sig hen over de slanke hjerteformede læber. Normalt var hun ikke typen der kastede sig over de alkoholiskevare, mest fordi at hendes små finurlige tics havde en tendens til at blive forstærket. Eller også, så begyndte ordene også at flyde endnu nemmere hen over læberne, og det var ikke altid en god ting. Så hun kunne ikke en gang huske, hvornår hun sidst havde rørt vin. Men, smilet blev bredere, hun kunne vel godt tillade sig selv, nu når det havde været en ganske nederdrægtig dag.
“Hvorfor ikke?” grinede hun endelig, og nikkede ivrigt.
Da det var ham som vidste vejen, fulgte hun troligt efter ham. Stadig med flygtige øjne, der tjekkede om de blev overvåget. Det sidste hun ønskede var trods alt at bringe den unge elver i problemer.
Et lille grin forlod dog hendes læber, som hun med et lille spring i hendes skridt, snoede sig ned af stien de gik ned af.
Og da de kom til døren, som der skulle lede dem ned til den søde elvervin. Stillede hun sig således, at hun kunne skygge hans ryg, mens han dirkrede låsen op.
“Så, hvor tit laver du sådanne unoder Ren?” spurgte hun spøgefuldt, som hendes nu lysende blå øjne betragtede omgivelserne, for at sikre sig ingen så dem.

Renaél ventede spændt på, hvad Caerthynna ville sige til forslaget. Det var jo ikke helt efter Elverlys regler, og det var heller ikke alle, der havde lyst til at drikke med en fremmed - men han var sikker på, at det ville være godt for hende, at få tankerne et andet sted hen!

Han grinede til hende, men kunne ikke lade være med at kigge sig lidt nervøst omkring, som de gik hen til "skjulestedet" - det sidste han havde lyst til var at støde på et Elverrådsmedlem, og selv om han troede, at Melarue nok ikke ville tage det så slemt, havde han ikke lyst til at stå dér med røde ører.

"Kun når en køn pige har brug for adspredelse." Svarede han hendes kommentar med et kækt smil. Det var i hvert fald ikke helt forkert, og hun var køn, syntes han. 
Han havde fundet et lille stykke ståltråd frem og kørte det forsigtigt ind i låsen til den lille trædør, der førte en til vinkælderen under et stort egetræ. Her lirkede han den forsigtigt frem og tilbage, men det var som om, det ikke rigtig ville give pote, og han begyndte at blive lidt rød i kinderne, da han kunne se, at hun kiggede forventningsfuldt på ham.

"Øøh, det tager lige lidt tid det her.." Mumlede han og prøvede igen at dirke låsen uden det store held.

Hun kunne ikke lade være med at klukke lidt af latter, den sætning var hun sikker på at elveren brugte tit. Så derfor kunne hun hellere ikke tage den helt seriøst - bestemt ikke, når man tænkte på at hvad han så - var jo hvad hun ønskede han skulle se. Og trods det mindede meget om hendes oprigtige skikkelse, så havde hun jo bestemt pyntet på den rigtige sandhed. 
De blå øjne betragtede Renaél som der forsøgte at dirke låsen op, og da det var anden gang han var i færd med at få det til at lykkes. Rystede hun moret på hoved, "To sekunder." mumlede hun, lukkede øjnene i og et lille smæld forekom. 
Da hun åbnede dem igen, stod hun på den anden side af døren - hvilket var heldigt, og en anelse farligt. Hun havde trods alt kun været i vinkælderen én gang, og det var fordi der havde været en skør healer der mente at elvervin kunne hjælpe kurerer vorter. Gamle fjols. 
Hurtigt fik hun låst døren op, og åbnede den. Med et triumferende smil løftede hun brynene og slog hoved over sin skulder. "Nå, kommer du? Eller vil du sidde på hug der hele dagen?"

”Hva?” Renaél var ret optaget af låsen og opdagede ikke rigtig, hvad der foregik bag ham. Nogle ville måske påstå, at det egentlig var positivt, at låsedirkning ikke var en del af ungelverens kunnen, men lige nu var det mest af alt bare irriterende! Det lille smæld fik det til at gippe i ham, men han var liige ved at have den..
klik! Pludselig skete der noget, selv om han faktisk i det sekund ikke rigtig havde rykket hånden. ”Der kan du bare se.. Åh ..” Han vendte sig lidt forvirret rundt og øjnene blev store, da det gik op for ham, at det var hende der havde låst døren op indefra!’
”Det var rimelig sejt det der! Mumlede han, mens han kastede et blik over skulderen og skyndte sig ind i det lille opbevaringsrum, der lugtede en del af gammel jord. Til gengæld stod der hylde efter hylde med vinflasker, der blot ventede på at blive drukket!
”Lad os nappe nogle stykker og komme ud i solen igen. Foreslog han muntert og tog en flaske ned fra hylden. Støvet på den antydede, at den havde ligget her lidt tid, men den slags blev kun bedre med alderen, ikke sandt?

Hun kunne ikke holde sig fra at udstøde et lille grin, som han betragtede hende med forundring i øjnene. “Du havde den også næsten, men kunne ikke helt dy mig fra, at overraske dig!” Det var så egentlig løgn, hun havde set, at han ikke helt havde kunne få dirket låsen på. Men nu havde han jo sørget for, at hendes dag var blevet meget bedre, så det mindste hun kunne gøre, var vel at lade som om, at hun blot havde gjort det for at blære sig. 

Hun gik efter ham, mens hun kiggede sig over skulderen i ny og næ. Hun havde sine betænkeligheder om at dette i det hele taget var en god idé, hun vidste hvordan de ældre elver, havde det med vinen. Jo længere tid det stod, desto bedre! Faktisk, hvis man helt kunne holde sig fra at drikke det, så var det trods alt meget bedre. Men de tanker forsvandt hurtigt, som hun så hvordan han blot trak en flaske ned fra hylden. Var en virkelig nok? Så da han sagde de skulle gå, nikkede hun hurtigt. “God idé, solen er meget bedre at sidde i, og nyde elver vin kom der en anelse anstrengt, hvis det stod til hende, så blev de helst væk fra solen. Man kunne jo blive solskoldet, eller få en eller anden form for sygdom! Men det havde hun jo ikke tænkt sig at fortælle ham, som hun lige så stille fulgte efter ham ud af rummet igen.

Renaél fyldte et par af sine lommer med flaskerne, heldigvis dybe nok, men nu bulende en smule underligt ud. "Ja, jeg havde ikke ligefrem tænkt mig at vi skulle sidde herinde i støvet.." Sagde han muntert, som de kom ud igen, og han lukkede døren bag dem, der gled i med et klik.

Det passede ham fint hurtigt at skifte emne fra fiaskoen med dirken. Nogen listetyv blev han nok aldrig, men så igen. Det var nok også bedst at han ikke skuffede sine forældre så meget.

Han førte an ned af en skovsti hvor lyspletter fra solen dansede ned mellem de tætte trækroner. Det var rart at lægge dagens arbejde bag sig, nok lidt tidligere end forventet, men altså. Tanken om hændelsen i healerhuset kunne dog ikke helt slippe ham.
"Hey .. " Prøvede han lidt forsigtigt. "Jeg er ked af, hvad der skete derhenne. Min familie er heller ikke så glad for mig." Tilstod han. Pokkers, nu havde hun jo lige ladet emnet ligge, men han kunne tydeligvis ikke lade være med at rive op i det.

Han åbnede proppen på den ene vinflaske og skyndte sig at række den til hende med et "Her!"

Det var ikke ligefrem en picnic-kurv, Renaél kunne tilbyde hende, men han ledte alligevel an væk fra stien og ind gennem træerne, til en lille lysning med blødt græs. Distraktionen og muligheden for at liste væk fra arbejdet var kærkomment - og han kastede sig med et suk på græsset, ladende hende beholde vinflasken for nu.

"Åh.. vi havde nogle uoverenstemmelser omkring .. min fremtid." Svarede han. Hovedet blev halvt løftet fra græsset igen, så han kunne se på hende - blikket en anelse undskyldende. Det var et emne, han normalt undgik, men han kunne ikke rigtig smyge sig uden om, nu hvor det var blevet bragt op. Desuden var han nysgerrig efter at vide mere om hende..

"Kort fortalt så øøh.. de synes ikke rigtig jeg duede til noget. Og så blev jeg smidt på porten." Indrømmede han efter en pause. Han skyndte sig at lade hånden glide gennem de vildtre lokker og fik pludseligt travlt med at se op i trækronerne.