Vinden der suede kunne høres i en hvislen igennem trætoppene. De solrige stråler der kom ned igennem bladende fra toppen gjorde at det hele virkede lidt lunere end der nok til dagligt havde været i skoven de sidste par måneder. De bløde fingerspidser løb hen over træerne, for at mærke om træerne var klar. Dette var stedet de fandt træer til når de skulle bygge huse, eller når de skulle reparere noget der krævede nyt materiale. Gordon var bevæget sig herned, da han havde fri, og han skulle se hvordan det gik med træerne, der var nogle helt specifikke årgange for træerne de ledte efter, og med Gordons sensitive fingre, havde han efterhånden lært at kende dem de plejede at skulle bruge. Duften af det friske træ var helt uimodståeligt, men der var noget der virkede forkert ude på stedet. Gordon vende sig rundt, og kiggede i retning af hvor han var kommet fra. Han boede ikke meget mere end sølle små 800 meter fra den selvsamme skov han vandrede rundt i, og havde vandret rundt i siden sin 18 års fødselsdag. Han var ikke meget af en jæger, men han gik ned på et knæ, følte med fingerspidserne over bunden. 

Gordon rykkede nogle blade fra bunden af, og kiggede mere dybdegående på nogle af sporene der var trykket ned i jorden. De var friske, måske maks, syv minutter før han selv var kommet ind i skoven. Gordon kiggede i retning af hvor sporene førte hen, mest efter sporene der kunne virke til at være fødder fra et menneske af. "Der burde ikke være nogle herude." Mumlede Gordon for sig selv, før han rettede sig op, kiggede i retningen sporene fulgte hen, og bevægede sig i den retning. Hvad han ikke havde lagt mærke til, var sporene fra et dyr, der også var sat ned, ikke langt fra fødderne.

Det hele havde taget fart, så snart et par dusørjægere havde overfaldet hende og Sihan på landevejen. Det havde egentlig været på vej imod Rubinien og Thal'Elor, men kursen var vendt imod en hel ny bydel, som Sitali havde bedt Sihan om at løbe. Hun havde ikke haft kræfterne til at holde sig vågen, hvilket var grunden til at de var kommet så langt. Hun havde mistet bevidstheden undervejs, men knugede sig stadig fat til Sihans pels i et slags krampeanfald lige nu. Vinden strøg omkring hendes slanke og lille krop, eftersom at hun havde taget skikkelsen af en lille pige. Det havde været en stor fejltagelse, da jægerne havde set muligheden for at tjene nogle penge på hende.. Det måtte hun tage til efterretning, når hun en gang vågnede igen.

Sihan strøg hen over jorden, som de nærmede sig en skov. Et bump vækkede Sitali, som hun gispede efter vejret og lige skulle koncentrere sig om at fokusere på deres omgivelse. De mange grønne farver forvirrede hende, som hun satte sig op i ren og skær forskrækkelse, hvilket fik Sihan til at stoppe med det samme. "Hvor? Hvor er vi?" mumlede hun lavt for sig selv, som hun forsigtigt slap Sihans pels og gled ned over hans ryg for at sætte de bare tæer i jorden. Den fugtige jord var uvan for hende, som hun dog besluttede sig for at gå selv med en hånd plantet solidt imod Sihans ryg for støtte. Hun talte elvisk lige nu, da hun var bange for, hvem der mon kunne lytte.

De nåede frem til en lysning og et mindre vandhul, som hun faldt på knæ og straks dyppede hænderne i vandet for at lave en lille skål og løfte vandet op til sin mund. Hun fik hurtigt slugt et par mundefulde, da hun lige pludselig hørte en lyd bagved dem. Var de blevet forfulgt? Sitali flyttede sig hen til Sihan, krøb nærmest op imod hans pels, som hun forsøgte at gemme sig nær det store dyr. Så lukkede hun øjnene og håbede at skikkelse kun ville få øje på Sihan, Bhediyaen, og derved vende rundt igen. Hendes krop var slemt forrevet hist og her. Rundt om det ene håndled havde hun et brandsår fra et reb, tøjet var slidt og forrevet flere steder. Hun var klar til at hyperventilere.

Gordons sans for hvad der kunne være sket. Han bekymrede sig normalt ikke for andre mennesker, hvis de var alene og sårede, jo, så var der lidt i ham. Han fulgte øjnene, velvidende der var et lille vandhul længere fremme. Han bevægede sig stille frem, ramte en gren med foden han ikke lige havde set og den knak. Med stille og rolige bevægelser, kom han længere og længere frem, og der gik ikke lang tid før han kunne se der et dyr der stod, men det passede ikke med fodaftrykne der havde været. Gordon rykkede længere frem, han gik langsomt, men på afstand, bag dyret og holde godt vel otte meters afstand fra dyret. Hans hænder var oppe i luften, for at prøve at vise han ikke havde i sinde at gøre nogen ondt. 

Holdende på sin afstand til dyret, kom han om og kunne se siden. Han kunne se noget af skikkelsen på noget. Gordon gik ned på sine knæ og satte sig, ignorerede tanken omkring at hans bukser blev beskidte. Det kunne de holde til, og det var vel også en smule meningen med dem. Gordon trak vejret roligt, holde bække hænder ude, med håndfladerne for at vise at han ikke var nogen form for trussel, eller i hvert fald ikke have nogle tanker omkring at være en trussel. "Er du okay?" Spurgte Gordon, han kunne ikke helt bedømme hende hvad det var. Gordons stemme var dyb, men den var blød. Gordon havde ikke et eneste form for våben på sig, han afskyede våben og havde andre måder han kunne overleve på. Det var også den måde han plejede at overleve på når han endelig var nogen steder, men han havde heller ikke rigtigt mødt noget der havde forsøgt at slå ham ihjel.

Lyden havde også alarmeret Sihan, som han straks vendte snuden i vejret og forsøge at snuse sig frem til, hvem eller hvad der kunne nærme sig dem. Han kunne ikke genkende lugten, altså var de ikke blevet forfulgt af jægerne, men det gjorde ham bestemt ikke i stand til at slappe af endnu. Sitali forsøgte dog stadig at holde sig skjult, hvilket gjorde det svært for Sihan at bevæge sig meget mere end at flytte en smule på hovedet. Han kunne dog sagtens fornemme en skikkelse bag dem, som han rejste sig på benene og gjorde sit for at holde Sitali bare en smule skjult. Hun havde dog svært ved at holde sig på benene, nu hvor hun var gået i stå. Adrenalinen pumpede slet ikke på samme måde og hun havde heller ikke energi til at forvandle sig tilbage. Det måtte vente til hun atter havde sin styrke tilbage. Men først skulle de afværge en eventuel ny katastrofe. Hun drejede let på hovedet for at se skikkelsen og bemærkede også straks hænderne. Mon det var en fjende i forklædning?

Skikkelsen flyttede sig omkring dem, som Sihan også flyttede let på sig, men Sitali fulgte ikke rigtig med, som han derfor valgte at lægge sig halvt foran hende og bag hende, så han kunne afskærme hende bare en smule. Til den anden side var vandhullet og derfra ville manden næppe angribe. Han knurrede let ad den fremmede, som han talte, men Sitali valgte at lægge en hånd imod hans snude. ”Sssh” tyssede hun let på ham, som de gyldne øjne vendte sig imod skikkelse. Hun rystede på hovedet af hans spørgsmål, som hun knugrede hånden omkring Sihans pels, både for hendes egen skyld, men også manden, så han ikke lige pludselig angreb. ”Men.. men det går nok” fremstammede hun afkræftet og udmattet.

Gordon var noget overrasket over den lille skikkelses kontrol over dyret, imens Gordon gennemsøgte sin hjerne for at regne ud, hvad det var for det dyr. Han havde set hende rystede på hovedet, og lyttede nu til hendes svar. Af en eller anden mærkelig grund, troede han ikke helt på hende. Han var lettere mistroisk på nogle punkter. Gordon holde sin plads, han var ikke den bedste person til at holde en position da han var van til at arbejde hård og holde sig i bevægelse. Han rykkede en hånd hen, før han kløede sig i skægget. Ikke fordi det kløede, men fordi han blev nød til at tænke over hvordan han skulle gribe denne situation an. Han tænkte sig om, prøvede at tænke over hvad han skulle svare. Og endelig, kom han på idéen der måske, ville være til en hjælp.

Gordon tog en dyb indånding igennem næsen, inden han valgte at åbne sin mund. "Jeg lover dig." Startede han ud, mens han prøvede at formulere sit ordsprog. "Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig ondt. Hvis det gør dig glad, så kan du lade din ven, undersøge mig." Gordons ord blev næsten sagt med en ydmyghed. I hans øjne var det et barn der var kommet tilskade. Og han ville gerne danne sig et overblik over hvor slemt det var, og hvad han kunne gøre for at prøve at hjælpe. Og på at finde ud af, hvad han kunne gøre. Selvom han var en introvert, så var han hjælpsom, når det virkelig galt. Også selvom han godt kunne have nogle problemer med at komme til hvad han rent faktisk prøvede på.

Sihan var virkelig ikke fan af fremmede, særligt ikke når Sitali var så udmattet og afkræftet, som hun var lige nu. Hun havde så vidt muligt holdt sig fra at bruge sin evne, eftersom at det ville have drænet hende for energi hurtigere end noget andet og så havde jægerne måske kunnet fange hende. Ikke at hun ville have problemer med at lade energien op igen, når hun befandt sig på overfladen, men det var virkelig svært at tænke klart i en presset situation. Lige nu ville hun bare gerne hvile op ad Sihan, men det store dyr insisterede på at flytte på sig hist og her for at sikre sig at det fremmed menneske ikke kom for tæt på. Hun gjorde sit for at holde ham hen, som hun dog skævede imod manden og sukkede dybt. Han havde tydeligvis ikke planer om at efterlade dem.. eller hende måske.

Hun lyttede til hans ord, selvom hun allerede havde lukket øjnene og var klar til at døse hen. Der var virkelig ikke meget energi tilbage i den lille krop, som hun endte med at klappe Sihan på ryggen. ”Gør ham ikke fortræd medmindre der er grund til det” hviskede hun på elvisk imod Sihans hals, som hun strøg han svagt over pelsen og ellers slap ham for at lade ham gå imod den fremmede. Sitali holdt sig oppe ved at have hænderne imod den kolde jord, som hun sank en smule sammen ligeså stille, imens at Sihan bevægede sig hen imod manden. Han havde hovedet rettet direkte imod manden, oprejst og klar til at springe frem, hvis manden bar nogen former for åben, der kunne skade ham. Men som Sihan lugtede til manden, faldt Sitali sammen bag ham. Hun gled ud i græsset, ømmede sig, før at hun døsede hen og besvimede. Sihan vendte hurtigt rundt, som han gik hen for at puffe til hendes hoved med sin snude.

Gordon trak vejret roligt, han fulgte med og prøvede at forstå hvad det var barnet foran ham sagde - Og jo, hun lignede et barn. Gordon kunne tyde nok af det til at vide at det var Elvisk der blev snakket. Han havde hørt det før men havde aldrig nogensinde lært sproget. Han havde lært andre mere brugbare ting, både at læse og at skrive, men det var meget begrænset hvad han egentlig kunne med det, og ikke decideret lforstå andre sprog. Han lod det store dyr komme hen imod sig, og gøre hvad den skulle gøre, mens han holde øje med hende. Han tog nogle dybe indåndinger. Han fulgte med, også da hun lige pludselig begynde at døse hen begynde han at gå lidt i panik i den, da han egentlig ikke havde regnet med at det ville ske. Gordon tog en dyb indånding og inden han nåede at se af det, var det store dyr over hos hende. Gordon rejste sig op fra hvor han havde siddet på knæ, og gik over til hende, lige nu kunne dyret gøre hvad det ville ved ham. Han tog og lod sine arme falde under hendes ben, og under hendes nakke. Gordon kiggede på dyret, inden han rejste sig op og løftede hende op, mens hun lå i sine arme. 

Gordon bar hende tilbage den vej han var gået, i retning mod sit hus. Han kunne tydeligt høre dyret bag sig, men lige nu var han ret ligeglad med det. Det tog ikke lang tid før det var, at de var ved haven han havde. Han placerede hende på en bænk han havde ude i sin have, og trådte hurtigt ind i køkkenet fra haven af, via døren. Han tog noget vand og en løs trøje, før han lod det kolde vand gøre trøjen våd. Han halv løb ud i haven og placerede trøjen på hendes pande, før han satte sig på bænken og holde øje med hende.

Den bevidstløse krop gjorde ikke voldsomt meget modstand, som Sitali ikke havde kræfterne til at holde sig vågen og godt vidste, at tidspunktet faktisk ikke kunne være dårligere lige nu. Sihan kendte risikoen ved at Sitali besvimede, men normalt kunne han ordne det ved at skubbe hende ud i sollyset, men det var ikke derfor at hun var afkræftet lige nu, som hendes krop havde været op overarbejde og ikke længere var i stand til at holde sig selv kørende. Sihan var dog ikke vitterlig meget fan over at manden hurtigt fulgte efter ham hen for at komme Sitali til undsætning, men det store dyr kunne også godt se, at et enkelt puf ikke ville være nok til at vække hende. Derfor trådte han også en smule tilbage, som han dog hurtigt fulgte efter, da manden samlede hende op. Sitalis krop lå fuldkommen afslappet i mandens favn, som hun ikke rigtig rørte på sig.

Sihan satte sig på jorden foran Sitali, da hun blev placeret på en bænk udenfor mandens hus. Han hvilede en pote imod hendes ene knæ, som han skævede imod manden, der vendte retur med et stykke stof og noget vand. Som det våde stof blev placeret imod Sitalis pande gispede hun efter vejret, som hun lettere forskrækket slog øjnene op og lod dem hvile imod manden. Den lille pige trak hurtigt sig væk fra ham, som hun nær var væltet udover kanten af bænken, som Sihan dog hurtigt blokerede hendes fald. "Hvor er vi?" spurgte hun lettere panisk, som hun greb ud efter Sihans pels og forsøgte at hive sig op på hans ryg, så de kunne flygte, hvis det blev nødvendigt.

Hendes bevidstløshed havde ikke gjort det nemmere for Gordon, men han vidste at havde måtte gøre noget, så at bringe hende hjem til sig selv, hvor han vidste han havde noget udstyr til rent faktisk at kunne hjælpe nogen i nød. Så havde det lige været det mest ideale sted når man var sådan, halvt i panik og havde brug for noget. Gordon blev forskrækket, da hun nærmest med det samme for op, som han havde lagt det våde tøjstykke på  hendes pande, og han åndede lettet ud fra nogle af d tunge åndedrag han havde, og fra at han måske også lige havde glemt at trække vejret da han havde været en smule panisk. Gordon hørte hvad hun spurgte om, da hun satte sig op og var trukket helt hen til hendes dyr. Han sukkede endnu engang ud og trak vejret dybt ned i maven, mens han kiggede på hende. "Jeg bragte dig hjem til mig. Jeg havde nogle ting her, jeg vidste der måske ville være i stand til at hjælpe hvis det var. Men bare rolig. Jeg vil dig intet ondt." Sagde Gordon. Han var ikke helt sikker på hvad det var hun var flygtet fra, men han vidste heller ikke hvordan det var hun så hurtigt havde fået energi da det var hun var blevet lagt på bænken.

Gordon tænkte sig om, for at fionde ud af om der var mere han kunne tilføje til hvad han havde sagt, men det var der ikke. Han rejste sig op fra bænken af, og gik et par meter væk fra den, for at give hende noget afstand så hun kunne føle sig en smule mere tryg, og for at vise hende, han ikke ville gøre hende ondt.

Der hvilede endnu et panisk blik i Sitalis øjne, som hun søgte ly tæt ved Sihan, der alligevel opførte sig meget roligt situationen taget i betragtning. Han kunne sagtens have fundet på at knurre af manden, men mon ikke han kunne se nødvendigheden i mandens hjælp? Den hjælp som Sitali dog hurtigt flygtede fra, som hun gjorde sig klar til at trække sig op på Sihan og egentlig bare gerne ville flygte. Den lille skikkelse lod dog ikke til at have kræfterne til at komme ordentligt op på ryggen, som hun fladede en smule ud imod ham og lod blikket skæve imod den fremmede på bænken. Det var ren og skær instinkt der havde flyttet hende fra bænken imod Sihan, som hendes krop hurtigt blev afslappet. Hun tog nogle dybe indåndinger for at holde sig selv vågen, men gled langsomt ned imod bænken igen, som hun lagde sig ned og lod den ene arm hænge ud over. ”Tak” mumlede hun lettere fraværende, som hun atter lukkede øjnene. Han lod til at være flink nok og hvis han prøvede på noget, så var Sihan der jo stadig. Måske hendes krop bare skulle tillade hende at få noget hvile?

Sitali havde lagt sig fladt ud over bænken, som hun fornemmede at han flyttede på sig og derved åbnede det ene øje for at kigge på ham. De lange lokker lå hulter til bulter omkring hendes ansigt og ned over hendes krop, som hun var krøbet en smule sammen og forsøgte at finde kræfterne til at rejse sig. Men hun havde brændt den bro med sit håbløse flugtforsøg, som hun i stedet rakte ud efter ham. ”Vand?” spurgte hun forsigtigt, som hun gerne ville have noget at drikke. Noget skulle jo give hende energien tilbage.

Gordon kunne mærke varmen fra vejret, mens han holde øje med hende. Hans blå øjne der stille og roligt bevægede sig fra hende til hendes dyr nu. Han var efterhånden ikke bekymret for hendes kæledyr - Det kunne man vel godt kalde den? Og han vidste godt at hdet ikke ligefrem var den nemmeste måde at gøre det her. Men lige frem at efterlade nogle hvis de var såret, det var bestemt ikke en ting han gjorde. Der var mange andre ting han kunne have gjort, men som han ikke ville gøre. Det havde lige været nemmere med at få hende hjem til sig selv og på den måde så tage og bygge det videre, med det han havde, ellers kunne han altid have hentet ekstra hjælp hvis det ikke var noget han kunne løse selv. Og så slog det ham egentlig lidt. Hvis han kunne spørge om hjælp. Det var ikke ligefrem det han var bedst til. Men han kunne have været blevet nød til det. Gordon kiggede overrasket på hende, da hun sagde tak. Det havde han ikke ligefrem forventet at hun ville sige, nok nu mere at hun ville have råbt af ham eller noget i den stil. Men det var egentlig rart at have en følelse af anerkendelse. "Det ikke noget problem." Svarede Gordon,  og sende hende et smil.

Gordon hørte hende spørge om vand. Han nikkede og rejste sig, inden han rende ind i huset og hentede et krus. Han havde en balje med vand stående i et rum der var køligt. Han fylde kruset op med det kølige vand, og rende tilbage ud til hende, før han satte det på bænken og kiggede på hende. Han tog øje for hvad han kunne se af skader, mens han prøvede at tænke på, hvad han havde der kunne hjælpe.

Den lille pige havde svært ved at holde sig oprejst, Sihan gjorde sit for at give hende en smule støtte, hvis hun havde brug for at rejse sig op. Men hun valgte at blive siddende, som hun skævede efter ham, da han var gået langt på afstand. Hun kunne godt fornemme på ham, at han virkede forsigtig omkring hendes tilstedeværelse, men det havde været ham, der havde taget hende med, når han bare kunne have ladet hende ligge på skovbunden og komme til kræfterne? Men manden havde forsøgt at hjælpe hende, han kunne jo ikke gøre for at hun havde været lettere chokeret over det og derved havde forsøgt at flygte, da hun havde slået øjnene op. Hun skubbede det lange hvide hår om bag ved sin skulder, som hun løftede blikket en smule for at møde hans blik. ”Gør ikke noget?” gentog hun lettere forvirret, som det næsten lod som om, at det ikke betød noget. Men hun måtte vel gerne takke ham?

Hun placerede en hånd imod bænken og fik sig sat op ordentligt, som hun skubbede benene udover kanten og lænede sig forsigtigt imod ryglænet, som hun dog skar en grimasse, da hun blev gjort opmærksom på det sår, der var placeret imod hendes skulder. Sitali trak sig hurtigt væk fra ryglænet, som hun skævede efter ham, da han rejste sig og gik ind i huset. Hun forsøgte at følge ham med blikket, men husmuren skjulte ham hurtigt, som hun sank en smule sammen. Det var tæt på umuligt at holde ryggen rank. De gyldne øjne søgte hans blik, som han satte kruset på bordet og hun rakte ud efter det. Hun nikkede til ham, sendte ham et svagt smil og løftede kruset op til læben. Hun forsøgte at lugte til vandet, i tilfælde at det skulle være andet end vand, men hun var tørstig, så hun drak hurtigt en stor mundfuld, før at hun fjernede kruset fra hendes læbe og åndede ud. Sitali nikkede let til ham.

Det eneste Gordon han forventede betalinger fra, var kunder hvor de reparerede deres hus eller kunder hvor de byggede noget for. Men at redde nogen, det var aldrig noget man burde kræve nogen form for betaling for. Folk der krævede betaling for de mindste ting, var nogle Gordon ikke ville snakke med eller have noget fra. Han så gerne på livet med nogle regler der fandes. Red nogle, og red dig selv. Det var en ting han bed mærke i. Noget hans gamle mand havde manglet dengang Gordon han var ung. Men også det der havde gjort at Gordon var på den måde han var, selvsamme dag, mange år senere. Gordon var blevet et noget anderledes menneske, end hans far, hvilket kun kunne være bedre. Han mindede tilbage om hvornår han sidst havde snakket snakket med den gamle, men rystede et par gange på hovedet for at få den væmmelige tanke han havde fået ind, væk. Han ville gerne undgå at tænke på ham. 

Gordon holde øje med hende, og tog detaljer omkring hendes skade. Han nikkede. Han rende kort ind i huset og hentede noget stof, før han gjorde det vådt før han bragte det med udenfor og kiggede på hende. Han gik hen til hende. Han tog en dyb indånding. "Lad mig se din arm." Lød det fra Gordon, mens han pegede på armen der var mærket. Han tænkte det var noget han kunne hjælpe med, ved ast køle hånden ned. Det ville også være noget der kunne sørge for at hendes arm ikke ville brænde, eller i hvert fald føles som om den brænde. 

Væsnerne på overfladen var virkelig vidt forskellige. Det var langt nemmere for hende at regne ud, hvad hun kunne forvente sig, når hun befandt sig hjemme i Thal’Elor, men heroppe. Der var simpelthen for mange forskellige personligheder og situationer, som gjorde at væsnerne kunne udvikle sig på vidt forskellige måder. Dem der virkede flinke på overfladen, kunne hurtigt vise sig at være nogle modbydelige væsner. Ligesom dæmonerne. Sitali havde dog rigtig svært ved at læse manden, der blot forsøgte at hjælpe hende og give hende det hun havde brug for. Den lille pige virkede bare så nervøs og bange, at hun ikke rigtig turde flytte særlig meget på sig. Fødderne hang og dinglede fra bænken, som hun ikke helt kunne nå jorden. Derfor hun ofte placerede benene på Sihan, men han stod vagt ved hendes side lige nu, imens at manden bevægede sig lidt frem og tilbage imellem bænken og hvad han end havde inde i huset. Sitali var ikke klar over, hvad race manden var. Hun havde ikke set nogle spidse ører eller horn, så hvad kunne han være? Et helt almindeligt menneske, der gjorde sit for leve af naturen måske?

Endnu en gang forsvandt manden ind i huset, som hun lod blikket dale imod kruset fra tidligere. Hun kunne se sin spejling i overfladen, som hun forsøgte at smile bare en smule. Men det gjorde for ondt at bevæge musklerne i ansigtet. Tabt i sine egne tanker igen, gav det et mindre sæt i hende, da manden kom retur med et vådt klæde. Hun lagde hovedet let på skrå, som han bad om hendes arm. Så nikkede hun stille og rakte armen frem, men skar en grimasse da hun kunne mærke vinden over såret. Armen rystede en smule, som hun dog lod blikket hvile stille imod hans skikkelse. ”Sitali” præsenterede hun med et forsigtigt smil, før at hun vendte blikket imod armen og lukkede øjnene. Hvad nu hvis det ville svie?

Gordon tog detaljerne ind af hende, som han stod med lidt afstand. Han bed detaljerne ind i ham, da det faktisk gik helt op for ham at hun ikke var menneske. Han vidste Elvere kunne have spidse øre, men der var mange former for elver, så hvilken af dem kunne være lidt mere besværgeligt at finde ud af. Han kiggede på hendes arm som hun rakte den frem. Gordon kiggede på den mens det var at han lod detaljerne gå ind. Han hørte hendes navn som en kort prræsentation, men det var mest i baghovedet at han kunne høre det. Han tog og foldede klædet en smule, einden han kiggede op på hende. Han ville nok blive nød til at advare hende bare en lille smule. "Gordon. Og må nok advare dig lidt. Det her, kommer nok til at svie." Sagde Gordon, mest for det han havde set da vinden havde ramt hendes arm. Gordon placerede klædet, så den våde del af klædet var om hendes arm, og lod den køre to gange rundt inden han bandt klæde enderne sammen. Han kunne en smule med at hjælpe, men han var ikke decideret god til at heale andre. Det havde aldrig sagt ham noget, men han klarede sig og det havde virket indtil nu, med måden han havde klaret sig på i hjemmet. 

Gordon rejste sig op. "Jeg kommer igen - Kan være jeg måske har noget mad som du kan få, og din finde ven."  Gordon sende et smil og gik mod huset, han lod dog sin hånd komme tæt på hendes dyr, men han lod ikke hånden røre, selvom han egentlig gerne vil ville mærke pelsen på den. Gordon forsvandt ind i huset, han lod døren stå åben mens han fandt noget brød og noget kød pålæg frem. Han lavede tre stykker med kød på, og tog det resterende kød med ud. Gordon balancerede maden og kiggede på Sitali. Han holde kødet i hånden og kiggede på hende. "Jeg vidste ikke om du var vegetar, eller. Men jeg har det her, og så ved jeg ikke om han vil have noget at spise?" Spurgte Gordon, mens han stod med det resterende kød. Han havde mere mad i huset, men han skulle ud og handle noget mad en af de efterfølgende dage, hvis han skulle have mere mad. Han kunne dog altid handle noget mens han var på arbejde og lige tage et smut hjem med det. Det plejede hans mester ikke at have noget imod.

Blikket hvilede imod hendes arm, som Gordon havde bedt hende om at række den frem til ham. Hvad han havde af planer vidste hun ikke, men hun havde godt set klædet, som dryppede lidt af vand. Havde han tænkt sig at rense hendes sår med det? Allerede nu skar hun en grimasse ved tanken, som hun tvivlede på, at han havde nogle urter til at lukke såret med, så det ikke ville fange en infektion senere. Men Sitali skulle ikke vide bedre i hendes nuværende sindstilstand, som hun skulle forestille at være et hjælpeløst barn, selvom hun bare gerne ville forvandle sig tilbage. Hun kunne dog ikke risikere det i nærheden af et menneske som ham, for hvad kunne det ikke få af betydning for hende? Sitali nikkede stille til hans advarsel, som hun valgte at kigge sig over skulderen. Hun bed tænderne hårdt sammen, klar til at håndtere den smerte og svie der ville komme, når han begyndte at rense såret. Hun bed dog tænderne mere sammen, da det våde klæde lagde sig over såret og pev en smule over smerten, der strøg igennem hendes arm. Sitali havde lyst til at trække armen til sig, men vidste at det ville forværre situationen, som hun i stedet greb ud efter Sihan for at holde fat i hans pels. Han brummede lettere utilfreds, men tillod det efterfølgende.

Da det værste var ovre, valgte Sitali at vende blikket retur imod ham, som hun nikkede stille til hans ord om mad. Det ville da hjælpe hende med at få kræfterne igen, så han ikke længere skulle bære den byrde om at pleje hende. Hun kunne virkelig ikke forvente hjælp fra en fremmed, som ham. Sihan bemærkede hånden der var tæt på, som han fnøs og sendte noget vind imod hånden, ligesom for at sige, at han gerne måtte holde sig på afstand af ham lige nu. Sitali måtte tysse på ham igen, som han lagde hovedet på skrå og ikke forstod hendes intentioner med manden. Hun sukkede let, som hun kunne høre ham rumstere inde i huset, men hun flyttede sig ikke, som hun kun kiggede imod klædet om hendes arm. Det kunne vel godt fungere for nu? ”Tak, Gordon” lød det stille fra hende, som han kom retur med noget brød og pålæg. Hun rakte ud efter det med den anden arm for at tage imod. Sihan så ud til at have opfanget duften af kød, som han ikke længere sad ned, men havde rejst sig på alle fire og bevæget sig hen til Gorden for at snuse til kødet. ”Tror gerne han vil have det” svarede hun med et høfligt smil på læben, før at hun selv tog den første mundfuld af det ene stykke brød.

Gordon troede på hvis hun havde sagt det gjorde ondt. Hun havde drejet hovedet væk, og det havde nok gjort mere end bare sviet. Gordon var ikke den bedste til medicin. De eneste urter han havde i huset, var urter han brugte til sin daglige mængde af te. Nogle var urter han havde fundet i skoven bag sit hus, svampe og lidt af hvert. Det havde egentlig været interessant engang imellem at gå på jagt efter urter. Nogle urter havde han sågar plantet i sin have. Men om de virkede til andet end te vidste han ikke. I det mindste havde det han gjorde, ikke taget særlig lang tid, så det var ikke lang tid at hun blev udsat for den halve tortur, som Gordon nok blev nød til at kalde den for. Men, hellere det end at sørge for det stod åbent og fik for meget luft. "Nu er jeg ikke den bedste til urter. Men, jeg har en del urter som jeg bruger til te. Så hvis det er noget form for te du gerne vil have, så må du sige til." Gordon spillede med åbne kort, han havde aldrig interesseret sig for urter til mere end te.

Gordon hørte hendes tak, og sende hende bare et smil tilbage. Han kiggede på hendes dyr. Og hendes respons med hun troede gerne han ville have det. Gordon kastede kødet en smule ud i haven, inden han satte sig på bænken ved siden af hende. Han fulgte med ud af øjenkrogen hvordan hun tog en bid af det første stykke brød, og smilede en smule over det. Det var altid noget at hun spiste noget. "Har du langt hjem?" Spurgte Gordon. Ikke fordi han ville have hende væk, men i et forsøg på at snakke kort med hende. Det var ikke ligefrem hans specialitet at snakke, ud over når han var nervøs, eller med gode venner. Og nok ikke helt nervøs delen mere. Det var også en god måde for ham at lære om andre mennesker.

Det var virkelig svært bare at tage imod hjælpen, som hendes race var langt mere erfaren med urter og planter, så selv hun vidste, hvilke der kunne hjælpe hende. Men som det barn, hun skulle forestille at være, valgte hun at ignorere hendes viden, som hun i stedet lod ham hjælpe hende på lige fod med hende selv. Så længe der ikke gik betændelse i såret, så kunne hun godt lade ham lege healer lige nu, så kunne det dog være, at hun skulle finde nogle urter i skoven, når han ikke lige kiggede og hun ville være i stand til at bevæge sig igen. Manden var jo bare sød og hjælpe hende, selvom han egentlig ikke behøvede, så det ville være ondt at sige nej. Sitali smilte lettere skævt til manden, som han tilbød at lave noget te til hende. Det kunne hun vel godt tage imod? ”Gerne, Gordon” svarede hun med et forsigtigt smil på læben. Børn kunne også sagtens drikke te, særligt fordi hun stadig som barn kunne være langt ældre en manden foran hende. Hun nikkede høfligt til ham, som hun valgte at bide ned i brødet igen og tygge grundigt før at hun sank maden. Det var rart at få noget ned i maven igen, særligt fordi hun ikke vidste, hvor lang tid der var gået siden hun sidst havde spist.

Sihan skævede imod kødet, der blev kastet væk fra bænken, som han vendte blikket imod Sitali, der nikkede til ham. ”Bare rolig, jeg går ingen steder” forsikrede hun det store dyr, som han virkede bare en smule skeptisk om han nu også kunne tillade sig at forlade hendes side lige nu. Så luntede han imod kødet, som han lagde sig i græsset og begyndte at flå det i stykker med de store tænder. Hans spørgsmål kom en smule bag på hende, som hun sank en klump og så sig omkring. ”Det kommer an på, hvor vi er..” lød det lettere forvirret fra hende, som hun ikke vidste hvor langt ind i landet de var kommet. Hun var faktisk også i tvivl om de befandt sig imod nord, vest eller syd lige nu.. ”Rubinien” forklarede hun, som manden måske kunne fortælle hende, hvor langt hjem der ville være for hende.

Gordon bekymring fald stille og roligt. Han kende til te og vidste lidt om det, og så nød han at drikke det. Det var både en fordel, for han havde lidt af hvert. Og så havde han et større lager han kunne bruge af blade og planter som fungerende godt til te. Han havde noget lavendel som efterhånden havde tørret nok, til at han ville kunne lave en kande med te ud af det. "Så gerne." Svarede Gordon og sende hende et smil, mens han begynde at rejse sig op igen. Han kiggede på hendes dyr, der havde fået godkendelsen til at de måtte spise det kød han havde kastet ud til det. Det var egentlig et ret interessant dyr, men ikke et han ville have som kæledyr hvis det var han nogensinde fik det tilbudt. Han tjente alligevel ikke så meget på at være tømrer, selvom han arbejdede en del og der nærmest altid var noget at lave. Men han var nærmest ret sikker på at han ikke tjente penge nok på til at kunne mætte sådan et størrelse dyr. Måske en kanin, men den ville også kunne spise hvis han en dag havde fået lysten til at smage sådan en.

Gordon hørte hvor hun var fra. Rubinien lå ret langt væk fra Lazura, over en uge væk til fods. Gordon kiggede på hende, prøvede at læse hendes ansigt om hun havde været seriøst med at hun var fra Rubinien, men med kulør, så kunne det egentlig godt passe. "Jeg tror det er godt du sidder ned. For lige nu er du I Lazura. Ikke så langt fra Azursøen." Gordons stemme var rolig, han kiggede på hende og tog en dyb vejrtrækning. "Jeg sætter noget vand over til noget te." Lød det fra Gordon, mens han gik ind, så hun kunne tænke hvis hun havde brug for det. At lave te tog ikke sønderligt lang tid, da han ikke skulle i brønden og hente. Han hentede vand et par gange om ugen og fylde op i en tynde han havde. 

Gordon havde været væk i næsten tre minutter, da han endelig kom ud igen, med et krus med lavendel te. Han blandede aldrig noget i teen, da han havde smag for at kunne drikke den, men han havde i tilfælde af at der var brug for det. Gordon satte kruset på bænken inden han satte sig ned på den igen.

Det ville være uhøfligt at takke nej til tilbuddet, som hun egentlig godt kunne drikke noget varm, men ikke var sikker på om hun ville bryde sig om hans te. Men hun var villig til at give det et forsøg, selvom han måske ville finde det besynderligt at hun havde en smag for te. Særligt i hendes unge alder.. Men altså, det var der vel intet i vejen for, hun kunne jo være opvokset med te? Sitali forsøgte at sende manden et smil, som hun godt kunne fornemme på ham, at han var en smule tilbageholdende og måske ikke helt så snaksaglig, som hun godt selv kunne være. Hvis altså hun befandt sig i et selskab, der gerne ville snakke. Men så havde hun også mulighed for at bearbejde det, der var sket og måske komme en smule ovenpå igen. Imens hvilede hendes blik dog på Sihan, der havde sat tænderne i kødet og forsøgte at flå en luns af det, så han kunne tygge det i munden og synke det. Der hvilede et afslappet smil på hendes læbe, som hun betragtede Sihan spise og derfor kom i tanke om det brød, hun endnu havde i hånden. Så hun løftede det op til munden og spiste hurtigt de sidste 3 bider, før at hun lænede sig tilbage og lod hovedet hvile imod bænken, så hun kunne kigge imod trækronerne. De havde ikke træer nede i Thal’Elor.

Det var dybt alvorligt, at hende og Sihan kom fra Rubinien, men hun vidste selvfølgelig ikke hvor langt det var kommet. De havde haft kursen imod Dianthos, men ikke haft i sinde at besøge byen, blot se den udefra, som Sitali aldrig havde set byen før. Men jægerne havde afskåret dem vejen og sendt dem længere nord på.. Sitali vendte blikket imod ham, som han kommenterede på, at hun sad ned. Hvorfor var det nu godt? Det gav dog hurtigt mening hvorfor, som hun gispede let efter vejret. ”Lazura?!” hun havde nær råbt det, som hun nev sig selv i låret og mumlede for sig selv. Hun skævede imod Sihan. ”Du blev bare ved med at løbe” mumlede hun lettere opgivende, som hun hurtigt lænede sig imod ryglænet, trak benene op under sig og hvilede hagen imod sine knæ. Det ville tage en lang tid at komme hjem.. Hvad ville rådet ikke sige om hendes manglende tilstedeværelse? For Isari da også! Hun hørte ham ikke, men nikkede blot, som hun knugede benene ind til kroppen. Der var rigtig langt hjem. Sitali endte med at rokke lidt fra side til side.