Selvom skyggerne efterhånden var ved at blive lange, var det stadig usandsynligt varmt. Ciri havde så vidt muligt undgået solen i løbet af dagen, men hen mod aften havde hun alligevel fundet det nødvendigt at ty til andre og mere effektive nedkølingsmetoder. Derfor stod hun nu i vand til midt på lårene, mens hun roligt gik rundt ude i den oase, hun havde indrettet inde i paladset i årene efter sin ankomst til Balzera. Det lave bassin var omringet af høje søjler omslynget af et væld af forskellige planter, der blot syntes at nyde det varme vejr. En kort trappe ledte ned i vandet, og herfra bredte der sig flere stenbelagte stier rundt i bassinet. Hun var klædt i en lang hvid kjole, der flød oven på vandet og langsomt blev trukket efter hende, som hun gik rundt i bassinet. I det her vejr skulle kjolen nok tørre hurtigt, så hun havde ikke tænkt videre over sin påklædning, da hun var gået ned i bassinet med sin datter på armen. De to gik nu roligt rundt og så til planterne, mens Ciri nød den kølende fornemmelse af vandet mod sine ben. Heldigvis havde hendes børn ikke samme problem med varmen som hende, men de lod stadig til at hygge sig med ”udflugten”.

Fra tid til anden kastede hun et stjålent blik over på Khali, den ældste af tvillinger, der stod på det øverste vanddækkede trin med bare fødder og sine løse busker trukket godt op om knæene. På trods af forsøget på at holde bukserne ude af vandet, formåede han dog alligevel at gøre dem våde, da han stædigt forsøgte at få fat i en af de nysgerrige fisk, der gang på gang vovede sig tæt på. Hun var overbevist om, at han ville opgive sit foretagende, hvis han opdagende hun kiggede, så hun skævede blot til ham fra tid til anden med et blødt smil om læberne. Fiskene var vant til aktivitet i bassinet, da de stenbelagte stier i bunden af bassinet var den eneste måde at nå ud til flere af de beplantede områder, men derfor var de stadig nysgerrige på de fremmede væsner, der vovede sig ud i deres element. Ciri mærkede dem da også flere gange stryge hende om benene, men bortset fra, når det en sjælden gang kildede, så reagerede hun ikke rigtig på det. Valerie derimod holdt nøje øje med fiskene, når de kom tæt på, også selvom Ciri omhyggeligt sørgede for at holde hende ude af vandet.

Der havde sænket sig en behagelig ro i paladset hen mod aftenen, og derfor var det også blot så meget tydeligere, da der pludselig lød stemmer ude fra indgangen. Begge børn var dog tydeligvis distraheret af deres foretagende, for ingen af dem reagerede umiddelbart på Vadims hjemkomst, men det gav hende blot mulighed for at forberede situationen lidt. Hun kendte trods alt tvillingerne godt nok til at vide, at ingen af dem ville acceptere, at anden fik en fordel i kampen om deres fars opmærksomhed. Derfor søgte hun også roligt tilbage mod bredden, inden de opdagede hvad der foregik, og satte Valerie ned ved toppen af trappen. Så havde de trods alt lidt mere lige odds i kampen om, hvem der ville komme først. Selv tog hun roligt fat i sin kjole og lod børnene løbe i forvejen, mens hun trak kjolen med op ad vandet, idet hun gik op ad den korte trappe.

Det var sent.. Vadim vidste udmærket godt, at han kunne risikere at tvillingerne allerede var lagt i seng, når han endte med at vende hjem på dette tidspunkt. Men der havde været nogle detaljer på arbejde, som han gerne ville have styr på, før at han kunne overveje at vende snuden hjemad. Selv da han var på vej ud af den store port, blev han forhindret. ”Kaptajn!” kaldte en yngre rekrut, der havde haft problemer hele dage med den træningspartner, han var blevet parret sammen med. Vadim kunne ikke benægte rekrutten taletid, som han vendte rundt, foldede hænderne imod ryggen og nikkede til, at han skulle fortsætte, så han selv kunne vende hjem. Rekrutten skævede over skulderen, som skulle han sikre sig at ingen lyttede. ”Det er bare fordi…” begyndte han lavt, før at han vendte blikket imod Vadim igen. ”Min træningspartner.. han bruger ikke de ting vi har lært..” kommenterede han med en undrende mine på læben. Hvis Vadim ikke vidste bedre, så skulle man tro at rekrutten talte om snyd. Hvilket fik Vadim til at hæve det ene øjnebryn, som han trådte hen til rekrutten. ”Magi?” spurgte han for at få ham til at uddybe. Rekrutten nikkede, som han sank en klump. Vadim sukkede en smule. Ja magi kunne være nyttig i mange tilfælde, men hvad nu hvis magien forlod landet? Hvor ville hans partner så befinde sig? ”Jeg tager mig af det i morgen” lød det stille, men dybt alvorligt, som han dog ikke kunne tage hånd om sagen lige nu. Rekrutten nikkede, tilfreds med at Vadim havde lyttet til ham. Så forsvandt han, som Vadim vendte rundt og nikkede til vagterne ved porten.

Vejen hjem var varm, men behagelig, som en let brise strøg igennem gaden, før at han nåede palæet ikke langt fra det store palads. Han tog en dyb indånding af den friske luft, som han strøg håret bagover, da vinden havde fanget det. Der gik dog ikke lang tid før, at han havde det under kontrol og var kommet i ly af den store bygning, som han trådte frem til døren. Døren gik op af sig selv, som Alitta havde set ham komme fra et vindue ikke langt fra den store dør. Hun nikkede høfligt til ham, som hun rakte hænderne ud efter hans ’overtøj’, hvilket egentlig bare var overdelen med beskyttelsen i. Under bar han en løs skjorte, så huden kunne ånde, samtidig med de løse bukser, der flagrede lidt i vinden, før at de fik lukket døren bag ham. ”Hård dag?” spurgte hun forsigtigt, som hun dog drejede rundt, trak overdelen til sig og skyndte sig at undvige, da Khali og Valerie kom farende.  Vadim nåede lige at nikke til hende, før at han sendte et stort smil i retning af Khali, der havde fået et forspring til sin søster, som alligevel forsøgte at indhente ham. Valeries kjole farede omkring benene på hende, som hun dog var langt mere fokuseret på at forsøge at gribe fat i Khali og bremse ham. Det lykkes ikke, som den energiske dreng sprang hen over en bænk af marmor og skød genvej, som hans søster ikke lige havde opfanget det og derfor bremsede op før at kravel over bænken. ”Khali” mumlede Vadim lettere opgivende, men leende, som han rystede på hovedet, da drengen farede lige imod ham og straks slog armene omkring hans ben. ”Fanget, du er den!” råbte han pludselig, som Vadim så lettere forundret på ham. Skulle de lege tagfat nu?

Valerie så mulighed, som hun vendte rundt, halvvejs over bænken og farede imod hendes mor igen. Hun lo højlydt. ”Papi er den!” råbte hun imod Ciriya, da hun kom tæt nok på. Ikke lang tid efter fulgte Khali, som Vadim dog var tvunget til at sætte i løb efter dem begge. Han gik dog i stå ved Ciriya, som han rakte en hånd frem imod hende. ”Hvad har du fodret dem med i dag?” grinte han muntert, som han rakte ud efter hendes hånd for at trække hende ind i hans favn. Der gled et suk over hans læber, man kunne svært spore trætheden i hans blik, noget børnene dog havde for travlt til at opdage.

Ganske som forventet så forsvandt børnene fra hendes nærvær lige så snart de fik nys om, at deres far var hjemme. Og selvom Ciri efterhånden havde oplevet det mange gange, var hun stadig imponeret over den energi de mønstrede, sekundet efter at de hørte at Vadim var hjemme. Det måtte helt klart være Vadims gener. Tanken fik hende til at smile for sig selv, inden hun roligt fuglte efter dem for også at byde ham velkommen hjem.
Men så ændrede tingene sig pludselig, og selvom hun havde betragtet tvillingernes version af en hjertelig velkomst lidt på afstand, blev hun stadig overrasket over den pludselige udvikling. Hun kunne dog ikke lade vær med at smile, da Valerie advarede hende om legen for straks at fare videre. Selv blev hun dog stående for stille og roligt at tage imod Vadim, da han sænkede farten ved hende. Hun havde ikke noget imod at være 'den', hvis det var det, det endte med. De skulle alligevel fange tvillingerne igen, når de skulle i seng, og så kunne det jo hurtigt ændre sig. Hun smilede varmt til ham, og lod sig glædeligt trække ind i hans favn, da han rakte ud efter hendes hånd. "Tydeligvis ikke noget, der har haft den store indflydelse på den energi de finder frem, når du kommer hjem," svarede hun med en let klukken og smilede op til ham. "Jeg prøver noget nyt i morgen," drillede hun let og lod sine hænder glide op over hans bryst og op om hans nakke, hvor hun lod sine tommelfingre nusse ham blidt. Hun bemærkede godt hans træthed, men havde efterhånden opgivet at dæmpe børnenes begejstring, når han kom hjem. Det ville nu også være en skam. I stedet aktiverede hun blot roligt sin milde, healende berøring, og lod hænderne glide over hans nakke, så langt hun nu kunne nå hans hud - for i det mindste at tage toppen af den træthed og ømhed, der havde sat sig i hans muskler. Det kunne måske hjælpe lidt, indtil hun havde ordentlig mulighed for at afhjælpe hans træthed. Dernæst lod hun stille og roligt hænderne glide op omkring hans nakke igen, inden hun rejste sig lidt op på tæerne og kyssede ham kærligt. Hun ville i det mindste lige sige ordenligt goddag, inden de skulle fange tvillingerne.

Der gik ikke lang tid før at tvillingerne havde spredt sig ud igennem de lange snoede gange, men hvis han lyttede efter, så kunne man stadig høre deres fnis og latter brede sig i bygningen. Vadim havde dog planer om at give dem noget tid til at finde et godt gemmested og så havde han også en god undskyldning til at blive i Ciriyas vold lidt længere tid. Han lo ganske let over hendes ord, som han måtte give hende ret. Ja, den energi de fandt frem, når han kom hjem kom ofte bag på ham, uanset hvor mange gange de gjorde det. Hænderne lagde sig trygt omkring hendes slanke skikkelse, som han lod dem hvile over hendes lænd, imens at han bukkede hovedet ganske let ned imod hende. Vadim mødte hendes blik og holdt det, som børnenes energi, havde smittet lidt af på ham. ”At du kan underholde dem en hel dag” lød det lettere beundringsværdig, som hun måtte være spændt til bristepunktet til tider, hvis de udviste den form for energi bare noget af tiden, når hun var selv med dem. Selvfølgelig havde begge børn en slave, de kunne rode rundt med, men mor var nu engang bedst. Vadim sukkede blidt, som hun førte fingrene op over hans brystkasse og sluttede med at lade dem hvile imod hans nakke. Hænderne placerede han fladt imod hendes hofter, som han trak hende lidt tættere på og stille strøg fingrene over hendes hofter. Det øjeblik hun aktiverede sin evne, følte han straks spændingerne forsvinde i hans nakke, som han placerede et kys imod hendes pande med et blidt smil om læben.

”Papi! Mama!” råbte Valerie højt, som hende og Khali havde fundet deres gemmested. De var ivrige efter at legen fortsatte og forstod ikke hvorfor Vadim var gået i stå, når han havde haft kurs direkte imod dem. Vadim sukkede med et smil på læben, som han bukkede sig ned for at kysse Ciriya på munden, så klappede han hende let i røven og undveg hendes favn med et drilsk smil på læben. ”Du er ’den’” sagde han med et smil, han strøg hende dog let under hagen, før at han stille bevægede sig væk fra hende. Der hvilede et kærligt blik i hans øjne, som han vendte rundt og begyndte at gå imod den første latter. Det lød som Khali. ”Mama er ’den’, skynd jer at løb” råbte han igennem gangen, som han passerede Alitta, der bukkede hovedet, som hun trådte til side for at lade dem begge passere.

Der spredte sig altid en vidunderlig energi i palæet, når Vadim kom hjem. Tvillingerne var slet ikke i stand til at skjule deres begejstring, selvom denne dag var ekstra energisk, nu hvor tvillingerne insisterede på at lege, men hun nød blot lyden af latter i gangene. Sådan skulle det jo helst være. Hun sukkede tilfreds, som hans arme lagde sig om hende, og nød hans kærlige berøring, mens hun kiggede op på ham. Hans forbløffelse fik hendes smil til at brede sig lidt mere, inden hun trak let på skuldrende. Det var jo aldrig så voldsomt, som når han kom hjem. ”Jeg tror, de bruger dagen på at lade op, til du kommer hjem,” svarede hun med et smil og et drillende glimt i øjet. Der var ingen tvivl om at tvillingerne brugte meget af dagen på at se frem til at deres far kom hjem, også selvom de sikkert nød tiden med deres mor også. Det var bare noget andet. Hun smilede kærligt til ham, da hende evne syntes at have den ønskede effekt på hans træthed, også selvom hun også vidst, at hun kun var i stand til at tage toppen af det, som de stod lige nu.

Hun kunne ikke lade være med at le lidt for sig selv, da tvillingerne krævede deres opmærksomhed. Nå ja, de måtte vel hellere lege med, og så gemme velkomsten til senere. Vadim havde tydeligvis fået samme ide, da han pludselig undveg hende efter et let klap. En svag rødmen steg op i hendes kinder, og hun sendte et let bebrejdende blik, men siden de nu var hjemme, fik det ikke rigtig vægt bag sig. ”Så må du hellere få fart på?” foreslog hun med et glimt i øjet, da han strøg hende under hagen og langsomt trak sig væk. Hvis han ikke ville fanges igen, så var det vist ikke det rigtige tempo? Under alle omstændigheder så lod det ikke til, at hun slap for at være en del af legen denne dag, så hun accepterede sin rolle og gav sig til at lede efter tvillingerne. Det blev nok utilfredse hvis hun og Vadim kun gik efter hinanden, selvom han var den, der var tættest på. Hun kastede dog et glimtende blåt blik i hans retning, inden hun gik en anden vej mod stemmerne, da Vadim advarede dem.

Deres opstemte fnisen var let at høre gennem de stille gange, og det tog heller ikke lang tid før hun spottede Valerie, med hun lod umiddelbart som om, at hun ikke så hende. Hvilket blot lod til at gøre pigen endnu mere opstemt. I stedet gik hun om på den anden side af væggen, som Valerie lad lænet op ad i sit gemmested, og lagde sig roligt ned på knæ. Så løsnede hun ærmet fra sin højre hånd og skubbede det længere op ad armen, inden hun lagde hånden mod væggen, og fasede sin arm igennem dem. Næste skridt krævede lidt mere koncentration, da hun lod den del af armen, der var faset igennem væggen, forblive faset, samtidig med at hun lod sin hånd få fast form igen, inden hun strøg Valerie over nakken. Pigen forskrækkede opråb fik Ciri til at klukke for sig selv, mens hun trak armen tilbage gennem væggen og trak sit ærme på plads. Børnene kendte hendes evner, så det ville nok ikke tage Valerie lang tid at regne ud, hvad der var sket. ”Valerie er ’den’” råbte hun dernæst ud til de andre, inden hun skyndte sig videre. Det ville nok ikke tage Valerie lang til at regne ud, hvor hendes mor havde været, så hun måtte hellere finde et nyt sted at observere legen fra.

Det kunne være noget om det, som Ciri mente at tvillingerne samlede på energien, så de kunne være klar til at byde ham hjem. Men lige denne aften havde han faktisk håbet på at de bare kunne have nøjes med et kram, men som de insisterede på at lege tagfat, så gik der heller ikke lang tid før at han var blevet overtalt til det stik modsatte. Her var det dog nemmest at fange Ciri, fordi han ikke ville forhindre hende i at byde ham velkommen hjem, samtidig med at han så gerne ville mærke hendes nærvær igen. Det var slemt nok at det hele var trukket ud på paladset, men at skulle undvære hendes berøring for at lege med børnene, var bestemt ikke en mulighed. Men han måtte dog nøjes med en let berøring, som børnene straks søgte deres opmærksomhed igen. Han nikkede til Ciri, som han sendte hende et lystent smil, som han bemærkede den lette rødmen i hendes kinder. Vadim var glad for at hun aldrig rigtig havde vænnet sig til hans opførsel og derved stadig kunne frembringe en let kulør i hendes kinder. ”Må jeg ikke nyde din kulør lidt først?” spurgte han drillende, som han var klar over, at der var en risiko for at farven ville blive tydeligere. Men så valgte han da også at drage afsted for at lokalisere mindst én af tvillingerne, så han havde nogen han kunne give den videre til, hvis hun skulle forsøge at give den til ham igen. Vadim vendte dog blikket imod hende igen, som hun havde accepteret legen og sin rolle i den, så skyndte han sig dog omkring et hjørne ind i et åbent rum for at lede efter Khali.

Drengen fniste højlydt bag et større gardin, som Vadim kunne fornemme hans fødder stikke ud. Han valgte dog at liste frem imod ham, som han hurtigt trak gardinet fra og rakte ud efter ham for at samle ham op go smide ham over skulderen. ”Vi må skynde os” lo Vadim muntert, som Khali ikke kunne lade vær med at le da han var havnet imod Vadims ryg og derved kunne se, hvad der skete bag ham. ”Du kigger bagved..” forklarede han med et smil, som han havde vendt hovedet imod Khali, der nikkede. ”Så holder du øje foran” stemte han i med et højlydt grin, som han holdt sig oppe med hænderne placeret imod Vadims ryg. De havde lagt en plan i håbet om at undgå at blive trængt op i en krog af hverken Ciri eller Valerie. Så hørte de Ciri kalde, som stafetten var givet videre. ”Skynd dig imod vandet, Papi” Khali pegede imod det lave bassin ikke langt fra dem, som de bare skulle rundt om et hjørne og forbi nogle planter, for hvis de var heldige, så ville Valerie ikke gøre sin kjole våd. Vadim nikkede. ”Fremragende plan, kaptajn” sagde han med et nik, som han gjorde honnør og listede frem imod bassinet.

Valerie lød knap så begejstret for at være blevet opdaget, som hun skyndte sig rundt om væggen og forsøgte at fange hendes mor, før at hun nåede for langt væk. Men hun var allerede forsvundet, men da fik hun så øje på Vadim og Khali, der havde kursen imod bassinet. ”Mama! De træder på planterne” råbte hun i håbet om at få hendes mor ud fra hendes skjulested, så hun kunne give stafetten tilbage. Vadim og Khali delte et blik, som de forsøgte at skjule sig bagved nogle planter. Vadim satte stille Khali ned på gulvet igen, som Khali stak hovedet igennem nogle planter for at tjekke deres omgivelser.

Tvillingernes energi denne aften kunne selvfølgelig også have noget at gøre med Vadims forsinkelse. De havde en meget god ide om, hvornår deres far ville komme hjem, og blev ofte mere og mere utålmodige, jo længere tid han var forsinket. På trods af deres tid i ’oasen’ havde hun dog ikke fornemmet samme optrapning hos dem denne aften, men ikke desto mindre så matchede de deres typiske energiniveau. Og øgede det måske faktisk en smule, idet de insisterede på at lege. Vadims taktik var dog som altid ufejlbarlig, som han gik efter det nemmeste offer: den deltager, der ikke havde tænkt sig at stikke af fra ham. Hun havde bestemt heller ikke tænkt sig at vente med at byde ham velkommen hjem, til efter de var færdige med at lege. Ikke desto mindre så gav deres nærvær ham en glimrende mulighed for at hyle hende ud af den, og hun sendte ham et let bebrejdende blik, da hans kommentar blot øgede rødmen i hendes kinder. Også selvom hun ikke kunne skjule smilet om sine læber. Hun kastede tilmed et stjålent blik efter ham, da de gik hver sin vej på jagt efter børnene.

Hun havde ikke nogen ide om, hvad drengene foretog sig, i den tid hvor hun fandt Valerie og gav stafetten videre. Men det var ikke så overraskende, at de to var begyndt at samarbejde, selvom det vist ikke var helt fair?

Hun holdt stille øje med sin datter, idet Valerie dukkede frem fra sit skjulested og skyndte sig hen for at fange sin mor, men uheldigvis kom til at vælge den forkerte retning i sin søgen. Da Valerie imidlertid kaldte på hende og insisterede på, at drengene var ved at tage livet af hendes planter, kiggede hun dog alligevel frem fra sit skjulested bag Valerie, øm nok over sine planter til lige at ville besigtige situationen. Hvilket Valerie tydeligvis udnyttede til sin egen fordel. Hvornår var hun blevet så snu? I takt med at Ciri fik overblik over situationen, så gættede hun dog imidlertid på, at Valeries udbrud handlede mere om det faktum, at drengene var begyndt at samarbejde, snarere end at de gjorde egentlig skade. Derfor sneg hun sig også roligt op bag Valerie, inden hun fangede hende og løftede hende op i favnen. Selvom det egentlig var Valerie, der var den. ”Hvad gør de?!” spurgte hun så med påtaget forargelse i stemmen, mens hun smilede over sin datters henrykte latter. Hendes toneleje efterlod dog ingen tvivl om, at hun egentlig ikke var oprevet eller utilfreds, men hun sendte alligevel et udfordrende blik i drengenes retning. ”Så må vi jo hellere se at få fat i dem?” foreslog hun så sin datter, da legen nu pludselig var inddelt i to hold i stedet. Drengene mod pigerne.

Det lod til at komplimentet havde haft den ønskede effekt, som Vadim lige kunne nå at se farven stige yderligere i hendes kinder, før at han løb afsted imod børnene. Det var nemt nok at finde dem, når de ikke rigtig kunne skjule deres latter og små fnis, fordi de følte, at deres gemmesteder var perfekt. Men det var alligevel nemt at finde frem til begge børn, særligt for Ciri, der kunne bruge sine evner i deres lille leg, hvorimod drengene havde nemt ved at teame up, så de kunne opveje den fordel, som Ciri faktisk havde igennem sin evne. De forsøgte dog begge at skjule sig i blandt de mange planter uden at træde ud i vandet, fordi det netop ville lave ringe i vandet, som Valerie eller Ciri kunne spore tilbage til dem. Khali havde et solidt smil plantet på hans læber, som han skubbede nogle grene til siden for at kigge udover oasen, så han kunne spejde efter ’modstanderen’. Da hørte de dog begge Valeries latter, som Khali kunne fornemme at hun var sammen med hans mor. ”Åh nej” mumlede Khali lettere bekymret, som han dog stadig smilte og slap planten for at kigge tilbage imod sin far. ”Hvad så du?” spurgte han med et løftet bryn og et smil på læben, som Khali skævede imod planterne og svagt kunne se omridset af sin mor og Valerie i hendes favn. ”De arbejder også sammen” mumlede han lettere utilfreds, som Vadim rynkede på brynene og rejste sig op, som de havde siddet krøllet sammen bag ved planten. ”Snyder de?” spurgte han højt nok til at ’pigerne’ ville kunne høre ham.

Så vendte Vadim rundt, samlede Khali op og strøg langs med oasen for at komme om på den anden side til Ciri og Valerie. ”2 mod 2” sagde han så, som han nikkede imod Valerie og sendte Ciri et muntert smil. Khali lo ganske let, som han havde grebet fat omkring Vadims skjorte for at holde godt fat. ”Men mama kan trænge igennem væggene, så det er nærmere 2 mod 2,5” rettede han sin far, som han kiggede mod pigerne. "Og det er snyd!" råbte han så, før at han lænede sig imod sin far og hviskede ham i øret. ”Javel” lød det fra Vadim, som han satte i løb imod trappen, så de kunne bevæge sig igennem vandet og forsøge at få en fordel ud af vandet, der ville kunne gøre pigernes bevægelse langsommere forhåbentlig da. Vadim satte Khali ned på en trædesten, så han kunne holde tøjet tørt bare lidt endnu, hvor han selv var trådt helt ned i vandet. ”Er du klar til de kommer?” spurgte han Khali, som han havde bøjet sig ned for at placere hænderne i vandskorpen og gøre klar til at plaske vandet imod Ciri og Valerie, hvis de kom indenfor rækkevidde. Khali satte sig på hug på stenen og stak også hænderne i vandet. ”De kan bare komme an” lo han muntert og håbede så sandelig at de ville dukke op det rette sted. Det var vist ikke længere en almindelig leg tagfat.

Nu hvor både Valerie og Ciri var fangere, og de samtidig vidste hvor drengene var, så kunne de tage det mere stille og roligt. Ingen grund til forhastede beslutninger. Derfor gik Ciri roligt hen til den anden side af oasen og satte Valerie ned. Begge piger accepterede de nye odds, og Ciri gengældte roligt Vadims nik som accept. Med to fangere ville der i hvert fald komme mere gang i den, og det lod til at både Ciri og Vadim havde glemt alt om at tvillingerne egentlig burde være på vej i seng. Ellers undlod de i hvert fald at tænke på det. Hun lo let, da Khali begyndte at brokke sig over de unfair hold. Ganske vidst gav hendes evne hende en fordel, men sådan ville det jo altid være, uanset hvordan de fordelte holdene. ”Husk, at det var jer, der valgte hold først,” mindede hun dem roligt om med latter i stemmen. Det kunne godt være, at drengene anklagede pigerne for at snyde, men hvem var det helt præcist, der var startet? Det var vel blot skæbnens ironi, at de to der valgte at snyde først, endte på det hold uden den ekstra fordel.

Da drengene pludselig ændrede taktik, betragtede Ciri dem undrende, da de lod til at begrænse deres flugtmuligheder ved at søge ned i vandet. Det ville muligvis gøre det sværere for pigerne at nå frem til dem, men samtidig ville drengene sætte våde spor rundt i palæet under resten af legen. Mens hun undrede sig en smule over deres taktik vekslede hun et blik med Valerie, skulle de bare hoppe i efter dem? I sidste ende ville deres leg nok have ændret sig meget fra den oprindelige ide om tagfat, men det skulle nok blive fornøjeligt alligevel. ”Hvem af dem tager du?” spurgte hun så med et glimt i øjet, fuldt indstillet på at forfølge drengene ud i vandet, hvis Valerie var med på den. Hun kunne selvfølgelig også altid vente på ’land’, mens Ciri fik jaget drengene på flugt. Derfor gik hun roligt hen til den kant, der var nærmest drengene, satte sig ned og førte benene ud over kanten, så hun let kunne springe ned i vandet. ”Klar?” spurgte hun så Valerie, inden hun lod sig glide ned i det lårdybe vand og satte kursen mod drengene. De havde måske ikke overvejet, at hendes evne også gav hende en klar fordel i vandet? Hendes kjole flød jo ovenpå vandet, og da hun dermed ikke ville komme i karambolage med den, så aktiverede hun sin evne på det nederste af sine ben. Dermed skulle hun kun fokusere på at flytte fødderne gennem vandet. Hvilket begrænsede vandmodstanden betydeligt. Uden den voldsomme modstand fra vandet var hun hurtigt henne hos Khali, hvorefter hun snuppede ham fra stenen og kyssede ham på kinden med en munter latter. Det var én. Vandet fra deres angreb gjorde hende ikke så meget, men hun holdt alligevel en hånd op for at skærme sit ansigt mest muligt, mens hun nærmede sig. Nu med Khali i favnen kiggede hun udfordrende mod Vadim, nu var de vel så tre mod en?

Legen havde tydeligvis ændret form, så snart at Vadim og Khali var gået sammen om at sejre over pigerne. De havde muligvis ikke tænkt det hele igennem, men der var heller ingen seriøs præmie i sigte, selvom Khali bestemt gerne ville sejre over sin søster, så kunne Vadim ikke lade vær med at tænke, at de muligvis allerede havde tabt, det sekund at Viri og Valerie havde indgået en aftale med hinanden. Derfor brummede han også ganske let, som Ciri gjorde det klart for dem begge, at de havde valgt holdene og derved havde fordelt ’kræfterne’, så de kunne kun takke sig selv for udfaldet, hvis de endte med at tabe. ”Mama må love ikke at snyde!” råbte Khali i deres retning, som han nikkede stædigt og forsøgte at få sin mor til at love det. Selvom det muligvis ville være svært at overtale hende til det. Ham og Vadim havde også snydt en smule, men det behøvede hun jo ikke tænke for meget over. Valerie kunne dog ikke helt lade vær med at grine lidt af sin brors forsøg på at udligne forholdene, så valgte hun dog at række tunge, da hun knugede sig ind til sin mor og hviskede hende i øret. ”Du må godt” lød det opmuntrende fra hendes mund, som hun skjulte sig ansigt ved Ciris hals.

Der var en mindre bagtanke ved at søge ned i vandet, eller det var der i hvert fald for Vadim, som han vendte et drilsk blik imod Ciriya, der kunne betragte dem fra bredden. Khali havde allerede stukket sine hænder dybt ned i vandet og gjorde klar til at smide en mindre pøl i deres retning, hvis de kom for tæt på. Vadim gjorde det samme, som de kunne høre pigerne lægge en plan for, hvordan de skulle gribe det hele an. Valerie var i et muntert humør, som hun stod nær kanten og trippede lidt efter at løbe afsted. Hun vendte dog blikket imod hendes mor, som de skulle have en plan først. ”Papi” hviskede hun lettere fnisende, som hun nikkede imod Vadims retning. Hun så til, imens at Ciriya lod sig dale ned i vandet. ”Du holder dem beskæftiget” hun talte i en lav tone, i håbet om at Vadim og Khali ikke hørte hende. Så nikkede hun til Ciriya og så til imens at hun strøg igennem vandet med kurs imod Khali. Der var fart på. Khali gjorde dog sit for at holde sin mor på afstand, som han forsøgte at sprøjte vandet udover hendes kjole. Enkelte sprøjt var så høje at de sagtens kunne true hendes frisure, imens at Vadim var en smule mere forsigtig med sine sprøjt og ikke helt kunne lade vær med at grine, som Khali på indfanget. ”3,5 mod 1” lo han højt, som Khali straks lagde armene om sin mors hals og opmuntrende hende til at gå efter Vadim. Han valgte dog at bakke imod kanten, som han lagde hænderne på kanten og gjorde klar til at hive sig op ad vandet. Da mærkede han dog lige pludselig nogle arme slog rundt om hans hals. ”Valerie” lo han, som hun forsøgte at holde godt fat. Vadim placerede sine hænder over hendes arm, som han rejste sig mere op og løftede hende væk fra gulvet for at træde ud i vandet. ”Du fortjener vist en dukkert” grinte han, som Valerie forsøgte at holde godt fat og trække benene til sig. Hun kunne dog ikke helt for dem omkring Vadims krop. ”Overgiv dig, Papi” råbte Khali, som det hurtigt blev efterfulgt af en munter latter. Vadim valgte at løfte hænderne op, som han havde et glimt i øjnene, da han slap Valerie og lod hende dumpe ned i vandet med et grin. ”Jeg overgiver mig” lød det begejstret fra hans mund, som han var trængt op i en krog og omringet af sin familie, da Valerie hurtigt kom på benene, tøjet gennemblødt. Så vendte han et kærligt blik imod Ciriya.

Hvis man ikke fulgte reglerne, så måtte spillet naturligvis ændre sig. Selvom hun snart ikke var sikker på, hvilken leg de egentlig havde gang i. Men navnet kunne vel også være underordnet, så længe de havde det sjovt. Ciri kunne ikke lade være med at le hjerteligt, da Khali insisterede på at hun ikke måtte snyde. Hun kunne dog ikke se forskellen på deres snyd og hendes snyd, så det var måske mere et spørgsmål om at drengene ikke brød sig om at pigerne havde udlignet oddsene til deres fordel? Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at lade dem slippe afsted med det. ”Kun hvis I også lader være med at snyde,” svarede hun, mens hun kiggede over på Khali med et drillende smil. Det lignede dog ikke at drengene havde tænkt sig at opgive deres strategi, så da Valerie diskret opmuntrede hende til at snyde, blinkede Ciri til hende inden hun krammede hende igen. Hun kunne vel altid ’snyde’, så længe drengene ikke opdagede det?

Hun fornemmede godt, hvad Vadim var ude på, selvom deres diskrete vekslen af blikke og Ciris lette rødmen nok ikke blev opfattet af deres børn. Ikke desto mindre satte hun sig stadig ned på kanten, da hun havde en opgave at udføre, hvis de skulle vinde. Da Valerie udvalgte Vadim, som sit mål, kiggede Ciri smilende over på Khali. Det var en aftale, Valerie havde nok også langt nemmere ved at sætte sin far ud af spillet, end Ciri ville have haft. ”Det er en aftale,” accepterede hun roligt, så lavt at drengene ikke kunne høre, hvad de planlagde. De skulle jo nødig vide, hvem der gik efter hvem. Selvom Ciri nok ville tiltrække det meste af vandet, siden hun tog den mere direkte rute. Hendes kjole var allerede våd fra deres tidligere udflugt i vandet, om end det blev mere våd nu, hvor Khali forsøgte at holde hende på afstand med vandet. Ikke desto mindre fik hun stadig fat i ham og gav ham et vådt knus. Når de bare var de fire, og de alligevel skulle i seng inden længe, så gik hun heller ikke så meget op i, hvor slemt tilredt hendes frisure blev. Det var jo bare vand. Og med den varme he havde haft hele dagen, så satte hun blot pris på en ordentlig nedkøling. Hun lo mildt, som Vadim selv påpegede, hvor dårlige hans odds nu så ud. Men trods Khalis opmuntringer så havde hun lovet Valerie fornøjelsen af at fange sin far, også selvom hun fulgte efter ham, da han trak sig tilbage mod kanten. Det så dog ikke ud til helst at gå, som Valerie havde planlagt, og Ciri klukkede hjerteligt, da Vadim sendte deres yngste en tur i vandet. Dernæst vendte hun blikket mod Khali. ”Og hun er ikke den eneste,” sagde hun drillende, inden hun lod sig falde tilbage ned i vandet med Khali i favnen. Hun var jo allerede gennemblødt, så hun kunne lige så godt lade sig selv falde med også. Nu var det sådan set kun Vadim, der manglede, og hun sendte ham et lige så kærligt om end også inviterende blik, da både hun og Khali dukkede op fra vandet igen. Det var egentlig ikke meningen, at børnene skulle få den ide, at de kunne bruge oasen til den slags, selvom hun tillod det denne ene gang. Det gik jo ikke at de skræmte livet af fiskene på daglig basis.

Khali brummede blot af sin mors ord, som han ikke kunne se dem vinde, uden bare en smule snyd. Derfor passede det ham også meget godt, at han fik mulighed for at sprøjte vand på hende, selvom han havde forventet, at det kunne holde hende nok på afstand til at de kunne slippe afsted med det. Men som Vadim så Ciriya omfavne deres søn og gav ham et vådt knus, hvilket fik Khali til at jamre lettere opgivende, som han forsøgte at tørre vandet af imod sin mors kind. Men det lykkes ikke, som Ciriya var mere eller minder dækket af det vand ham og Vadim havde smidt i hovedet på hende. Khali måtte dog indse at han havde tabt, som han vendte blikket imod Vadim sammen med sin mor. Han holdt godt fat omkring hendes nakke, som han ivrigt forsøgte at hoppe og få hende til at afskærme Vadim fra at flygte imod kanten. Han havde, ligesom sin far, ikke opdaget Valerie der havde taget den lange vej rundt om oasen og derved angreb ham bagfra. Noget kunne tyde på at drengene alligevel havde tabt til pigerne, som Vadim brummede ganske let, men ikke helt kunne lade vær med at smide, da han endte med at smide Valerie ned i vandet. Valerie kom hurtigt op, som hun løftede armene op i en hurtig bevægelse for at smide vandet i hovedet på sin far. ”Hov hov” lød det en smule bebrejdende fra Vadim, som han forsøgte at afskærme vandet med armene, men ikke kunne forhindre håret i at blive vådt. Så begyndte Valerie dog lige pludselig at grine, da Khali dumpede ned i vandet sammen med hendes mor. ”Papis tur!” råbte hun begejstret, som Ciriya og Khali kom op igen.

Vadim forsøgte at søge tilflugt langs kanten af oasen, men stødte ind i nogle planter, der fangede ham med ryggen imod en søjle og ingen flugtvej. ”Hør nu her” startede han ud, som Khali og Valerie havde sat kursen imod ham, hvor han forsøgte at holde armene oppe, men ikke helt kunne skjule det smil, der bredte sig på hans læber. Han løftede blikket fra børnene imod Ciriya, da hun ikke forhindrede børnene i at trænge ham op i en krog. Straks mærkede han Khali imod det ene ben og Valerie imod det andet, som de forsøgte at trække ham ned. Han overgav sig, men lod som om, de formåede at trække han ned, som han faldt lige ned i vandet og sendte en bølge igennem den lille oasen. Vandet formåede dog ikke at nå gulvet, da kanten var høj nok. Han vendte rundt i vandet, som han lod sig flyde lidt i overfladen og forsøgte at flyde imod Ciriya. ”Hvor blev hjælpen af?” det var ikke fordi han bebrejdede hende overhovedet, hun havde jo tydeligvis opmuntret børnene til det, som han da også mærkede bevægelserne i vandet og snart blev skubbet imod bunden, som Khali og Valerie lagde sig over ham. Han satte sig på bunden, som han hev begge børn til sig og lod dem sidde på hver arm, løftet en smule over vandet, men stadig med det meste af benene i vandet. ”Det er langt over jeres sengetid” der hvilede endnu en munter latter i hans stemme, som børnene faldt rundt om halsen på ham og knugede sig ind til ham. ”Kunne jeg få noget hjælp, elskede?” spurgte han henvendt til Ciriya, da han ikke rigtig kunne rejse sig op fra sin nuværende position. Han forsøgte at vende blikket imod Ciriya og nærmest tigge hende om hjælp med øjnene. Det var en sjælden ting at de alle indtog oasen på denne måde, men så længe det ikke skete for ofte, så ville det vel nok gå med fiskene?

Ciri klukkede let over Khalis utilfredshed, men holdene forblev alligevel uændrede. Derfor mistænkte hun ham også for at nyde vandkampen bare lidt ekstra, da den gav ham mulighed for at få afløb fra sin utilfredshed. Han holdt sig i hvert fald ikke tilbage, før Ciri nåede hen til ham. Derfor tog hun også en mild hævn ved at kysse ham på kinden. Så kunne han i hvert fald lidt af vandet tilbage igen. Hun kunne derfor heller ikke lade være med at le mildt over hans utilfredshed. Det var også bisset, at alle hans idéer skulle give bagslag i dag. Hun sørgede omhyggeligt for ikke at give drengene nogen hints til pigernes plan og holdt derfor fokus på Khali, for ikke at komme til at kaste et blik i Valeries retning. Hun skulle jo helst ikke afsløre hende. Men selvom snig-angrebet virkede, så var det alligevel Valerie, der endte i vandet. Hvilket fik Ciri til at løfte et bryn i Vadims retning. Var det nu helt fair? Hun havde jo fanget ham. Ikke desto mindre valgte hun at give Khali samme tur, om end hun lod sig selv falde med. Derfor var det også kun Vadim, der manglende, og hun støttede op om Valeries forslag med et nik. Det var kun fair, når nu han havde smidt deres datter i.

Ciri betragtede ham smilende, idet Vadim søgte tilflugt mod bassinets kant, også selvom – eller måske specielt fordi – hun vidste, at han nemt kunne undslippe situationen, hvis han ville. Hans dramatiske overgivelse fik hende dog til at le, som de alle tre endte i vandet igen, og sendte en bølge mod Ciri. Hun gøs lidt da vandet strøg hende om maven, men bød alligevel den medfølgende nedkøling meget velkommen. Hendes lyse, blå øjne glimrede kærligt, som hun betragtede sin lille familie, og smilet om hendes læber var ikke til at tage fejl af. Det blev da også kun bredere, da Vadim bad om hendes hjælp. Hun klukkede let for sig selv, hvorefter hun lagde en finger mod den ene kind, som om hun overvejede, om han havde fortjent hendes hjælp. Han havde jo trods alt ikke holdt sig tilbage fra at sprøjte vand på hende. Hun kunne dog ikke modstå hans blik længe, og med en mild latter gik hun kort efter over til dem og bukkede sig ned for at løfte Valerie op i sin favn. Inden hun rettede sig op igen, stjal hun dog et blødt kys fra hans læber og sendte ham et kærligt smil. Mon ikke han kunne rejse sig selv med den ene af dem på armen? ”Jeres far har ret,” sagde hun så henvendt til tvillingerne og vendte blikket mod Valerie, de havde allerede trukket den længe i forhold til deres sengetid. ”Lad os finde noget tørt tøj,” foreslog hun så sin datter, inden hun gik op ad bassinet med sin kjole i hånden endnu en gang. Om end denne gang noget mere gennemblødt. Sådan som tingene havde udviklet sig, havde de vist alle brug for noget tørt tøj, men til gengæld var de så også blevet kølet ned på trods af det varme vejr. Og nu hvor de havde fået deres vilje, var tvillingerne forhåbentlig også mere medgørlige i forhold til sengetid.

Det var klart, at når det var 3 mod 1, så havde Vadim virkelig ikke en chance for at undgå vandet. Nok var hans busker allerede gået våde, men det forhindrede ham selvfølgelig ikke i at blive helt gennemblødt, som de alle 3 gik imod ham uden tøven. De vidste begge godt, at hvis han virkelig gerne ville undgå at blive gennemblødt, så ville han nemt kunne sno sig udenom, men han havde lidt på fornemmelsen, at deres børn så ville blive noget så utilfreds med ham. Han kunne jo ikke bare stikke af, når legen endnu ikke var slut. Derfor lod han sig også faldet ned i det lave vand, lod bølgerne slå imod kanten af bassinet, som han drejede rundt i vandet og lod sig flyde op til overfladen igen. Der hvilede et munter smil på hans læber, som han dog ikke havde forudset at begge børn ville forsøge at tvinge ham under vandet endnu en gang. Det var efterhånden svært at holde sig oven vande, som både Valerie og Khali forsøgte at lægge alle kræfterne i og skubbe deres far under vandet igen. Der var egentlig ingen grund til at kæmpe imod, netop fordi han var gennemblødt fra top til tå, men så nemt skulle det heller ikke vinde over ham igen. Derfor endte han også med at brumme lettere utilfreds, men med et smil på læben, som Ciriya ikke så ud til at være helt overbevist om at skulle hjælpe ham. Tvillingerne grinte begge to, som de troede, at deres mor var på deres side, lige indtil hun samlede Valerie op. ”Meeen mama..” pev Valerie en smule, som hun rakte ud efter Vadim og Khali, da deres forældre delte et blidt kys. Tvillingerne begyndte straks at ryste på hovedet, det sekund der blev snakket om sengetid.

Vadim slog armene om Khali, før at han kunne nå at flygte imod kanten af bassinet for at stikke af igen. Så satte han fødderne i jorden for at rejse sig op med ham under armen. Vandet dryppede af dem alle, som Khali brummede lidt og daskede til sin fars lår. ”Så sent er det slet ikke” forsøgte han stædigt at forklare sine forældre, før at han måtte lægge armene over kors, da Ciriya pointerede, at de skulle have noget tørt tøj på. Han lod sig hænge en smule slap under sin fars arm, for at gøre sig tungere, men det var ikke rigtig noget, der forhindrede Vadim i at følge med Ciriya til trappen, så de kunne komme op ad vandet og lade fiskene få lidt nattero også. ”Det gælder vist os alle 4” lo Vadim smilende, som han stoppede op ved siden af Ciriya, for at sætte Khali ned. Han sørgede dog for at blokere for hans forsøg på at løbe tilbage i bassinet ved at træde ind foran ham. Khali brummede igen, lagde armen over kors og vende snuden i vejret.

Vadims strategi havde ikke rigtig båret præg af et ønske om at undgå vandet indtil nu, så han kunne vel lige så godt overgive sig? Specielt når nu han var den eneste, der ikke havde været i, og når det nu havde været drengenes idé at søge mod vandet i første omgang. Havde det været en hvilken som helst anden situation, kunne han nok godt have fundet på at sno sig udenom en tur i vandet, men når det gjaldt deres børn, var de begge to nok lidt for eftergivende. Og selvom hun måske ikke direkte hjalp tvillingerne med at tvinge ham i, så gjorde hun ikke meget for at modarbejde det heller. Hun smilede blot for sig selv, mens hun betragtede deres vand-leg, indtil Vadim bragte spørgsmålet om sengetid på banen. Han havde selvfølgelig ret, men det var tvillingerne som altid ikke enige i. Og selvom hun tog chancen for at drille Vadim, var hun stadig, som altid, på hans side, når det gjaldt sådanne spørgsmål. Valeries protest var derfor også forventet, selvom hun meget strategisk havde valgt at samle sin datter op, inden protesterne kunne vokse sig større. Derpå rystede hun blot roligt på hovedet for at signalere, at Valerie lige så godt kunne droppe sine protester, om end med et mildt smil. Hun forstod dem jo godt, og var der ikke en fornuftig grund til at putte tvillingerne i seng, så havde de da også fået lov til at blive oppe. Men hun havde allerede strukket sig langt i forhold til den oprindelige sengetid ved at lade tvillingerne vente oppe på deres far, så der var ikke så meget forhandlingsrum mere. Derfor bakkede hun også op om Vadims påmindelse om sengetid, og ved at tage Valerie op i favnen, kunne hun i det mindste ikke stikke af. Det betød også, at hun overlod Khali til Vadim.

Ciri klukkede let for sig selv, mens hun betragtede Khalis forsøg på at undslippe den forhadte sengetid. Det var måske til dels fordi deres fars hjemkomst ofte var en spændende tid, at tvillingerne modsatte sig idéen om at skulle i seng, men uanset hvordan hun og Vadim kørte dem trætte, så forsøgte de stadig at slippe udenom. Derfor havde de også gradvist affundet sig med, at sengetiden åbenbart skulle mødes med en vis modvilje. Hun smilede roligt til Vadim, da drengene gjorde dem selskab ved toppen af trappen, og nikkede let til hans ord. ”Uden tvivl,” medgav hun roligt. Selvom de kun var børnene, der skulle i seng, var de alle nok nødt til at skifte tøj. Derfor gik hun også roligt videre i retning mod deres og børnenes værelser med Valerie på armen, da Vadim fik indfanget Khali. De fulgte nok efter i deres eget tempo, hvis ikke Khali formåede at stikke af fra sin far. Han var ved at være hurtig, og han kendte efterhånden også alle de små smutveje, som kun tvillingerne kunne benytte. Hun vekslede et kort blik med Mesemphanie, da hun passerede hende, og Mes nikkede roligt, da hun forstod blikkets betydning. Derefter fortsatte Ciri roligt ind på tvillingernes værelse og gav sig til at klæde sin datter af, mens Mes hentede tørt tøj til Ciri selv i værelset lidt nede ad gangen.

Tøjet føltes langt tungere, når det var gennemblødt af vandet, men det var ingen hindring for Vadim, som de var blevet enige om at de var tvillingernes sengetid og muligvis havde været det rigtig længe. Han var udmærket klar over, at netop fordi han var kommet så sent hjem, så ville børnene allerede være overtrætte og derved ekstra energiske, men han havde nu ikke forventet, at de ville kunne lokke deres forældre ud i en sådan leg. Det var jo tydeligt, at det var deres forsøg på at forlænge aftenen, som Vadim ikke ligefrem havde hjulpet ved at tage del i legen. Han havde måske endda været med til at forlænge den en smule, fordi de nu ville være nødsaget til at tørre tvillingerne også, før de ville kunne komme i seng. Derfor endte han også med at møde Ciriyas blik lettere undskyldende, selvom hun tydeligvis ikke havde haft de helt store problemer med at tage del i legen i sidste ende. Det havde givet dem rart minde til senere, særligt hvis Khali eller Valerie forsøgte at lægge op til den slags leg igen. Så ville der være en chance for at Vadim ikke ville ryge i samme ’fælde’.

Med Khali under armen, lykkes det Vadim at komme op af det lave bassin, som drengen dog stadig prikkede en smule til sin fars mave for at få ham til at slippe. ”Kom nu…” tiggede han, som han begyndte at sparke med benene for at forstyrre sin fars greb omkring ham. Derfor endte det også med at Khali blev sat ned, netop fordi Vadim muligvis ikke havde energien til at skulle kæmpe med ham hele vejen ned til deres værelse. Der var muligvis ikke langt derned, men det kunne meget hurtigt blive en længere tur, hvis ikke Khali fik lov til at gå selv. Han var ikke ligefrem fan af at blive båret rundt på hele tiden, netop fordi han havde så meget fart i sine ben, at den energi helst skulle bruges, når han havde muligheden. ”Pas på du ikke kommer op igen” brummede Vadim, som Khali forsøgte at kigge forbi ham imod vandet. Det fik ham til at rynke på næsen ryste lettere opgivende på hovedet, da vendte Khali blikket imod Valerie. ”Jeg kommer først!” råbte Khali, som han lige pludselig satte i løb, hvilket fik Vadim til at sukke opgivende. ”Argh..” mumlede han opgivende, men slet ikke højt nok til at andre end Ciriya og Valerie ville kunne høre det. Derfor affødte det også en latter fra deres datter, som hun heppede på Khali, der var i færd med at dreje omkring hjørnet imod deres værelse. Alitta var nær blevet rendt over, som hun gispede efter vejret, før at hun så Vadim fare forbi hende. Hun bemærkede godt hans våde tøj og konkludere hurtigt, at han ville få brug for noget tørt, så hun fulgte efter Mesemphanie. ”Khali!” råbte Vadim, som det lykkes at indfange ham, da han var i færd med at hoppe i sin seng, imens at Ciriya var i færd med at klæde Valerie af.