Det havde været en sølle jagt med et sølle udbytte af rundt regnet ingenting. Uheld havde fulgt hende hvorend hun gik, hvilket nok også var grunden til hendes iltrer humør, der afgav en mumlende vrissen eller tilfældige hårde spark til de sten der krydsede hendes vej. Hun var på vej imod kroen for at drukne sine frustrationer i det dulmende nærvær lavlivet kunne give hende. Det skulle nok blive godt, konstaterede hun med et tørt smil.
Alvilde gjorde momentært holdt for at orientere sig i gaderne, førhen hun med en resolut bevægelse drejede til højre for at skyde genvej igennem en af de mindre gyder. Der var dog mørkere herinde, da de store vægge skyggede for solens nedgående stråler og derfor var det ikke førhen at hun praktisk talt ramlede ind i den fremmede, at hun så ham. ”Hey!” udbrød hun en anelse hårdt og gjorde holdt, en arm solidt plantet i siden og blå øjne i retmæssig irritation imod den fremmede.