Krystallandet
Vejby 27.03.2020 22:07
Solen stod højt på himlen over smedjegården, Sawyer var som ofte udenfor og igang, i dag var ikke spor anderledes, som han stod ude ved folden ved hingstene Zion og Kaisa, hans eneste selskab på den store grund, der var gået i arv fra familien til ham, da de alle var blevet brutalt slået ihjel af mørket 17 år tidligere. Han havde bygget det hele op igen, lagt hver en sten i den massive 1 meter høje sten mur der omgav hele grunden, kom man af grusvejen fra byen ville man støde på den store stenhvælving der var indgangen til gården.Han stod udenfor med de hvide skjorteærmer strøget op til albuerne, med blikket dvælende ved hans families grave. Inden han lukkede øjne i, tvang tankerne væk fra hovedet, han havde ikke tid nu til at dvæle ved fortiden og savnet, i stedet bevægede han sig ned imod den store fold, hvor hingstene boltrede sig på. Zion altid på vagt over sit territorium og Kaisa der blot elskede al opmærksomhed som han kunne få. "Kom så drenge, tid til mad.." lød hans dybe ryst som han lagde en masse tørret græs ind i deres fold, nok til et par dage, et sørgmodigt smil lagde sig om hans læber, som Kaisa puffede til ham med hovedet, som om han vidste hvad Sawyer gemte i den ene dybe lomme på de løse bukser, der var snøret godt ind om livet på ham, hvor skjorten hang halvvejs i bukserne og udenfor. "Ja ja ja, nu ikke så utålmodig.." lo han dæmpet og gnubbede Kaisa i panden, inden han fiskede æblerne op og gav ham det ene, inden han viftede lokkende med det andet efter Zion der til sidst overgav sig og kom travende hen for at få sit æble. "Det var bedre drenge.." lød det afslappet fra ham, som han mærkede roen lagde sig mere over hans sind i deres selskab.
Da han havde fået fyldt deres kar med frisk vand, klappede han dem begge på halsen, inden de stak af i galop ud over marken. Han stod for en stund og så efter dem, inden han gik imod selve smedjen, han behøvede ikke længere det store ildsted, hans evne var alt han havde brug for, for at smede jernet. Han hev det store brune læderforklæde ned og trak stroppen over hovedet og bandt det om livet for at passe blot lidt på sit tøj, inden han greb den store hammer og placerede sig ved armbolten. Han samlede jernstykket op der skulle formes til hestesko, inden det begyndte at varme op til rødglødende ude i enden af metalstykket. Overalt omkring ham i smedjen, hang hans faders og hans egne våben kreationer, de sidste minder fra en glemt tid.
