Katarina havde aldrig følt sig nødsaget til at blande sig i sin mands liv, i Dianthos. Trods hun udmærket var klar over, hvad han egentlig mente om hende, så havde hun alligevel en snert af håb om, at han ikke lavede alt for mange unoder. Alligevel var hun med tiden blevet mere og mere mistænksom. Derfor ankom hun til hans lille værksted og hjem dagen før. Hun havde ikke holdt tilbage i sine trusler, da hun forsøgte at få ham til at indrømme, hvis han gjorde noget hun ikke ville synes om. Det var derefter ikke tager hende mange øjeblikke, at føle sig hjemme, hvilket hun da ikke var i tvivl om, at Phillippe var noget så utilfreds med.

Phillippe havde forladt det lille værksted for at tage på kroen efter lidt mad. Katarina havde spist en lille time forinden og derefter var hun gået en tur til markedspladsen, for at købe lidt urter til te, og andre småting. Hun var klædt i en af sine fine, hvide kjoler og trukket ud over sig, en lige så fin bordeauxrød jakke. Hendes hår var sat pænt op i en lidt løs knold.
Katarina var vant til at blive hilst på et utal af gange, når hun gik på gaderne omkring sit hjem i Tursmørkely. I Dianthos kendte hun kun Phillippe, men det var helt rart ikke at skulle opretholde den tykke facade af venlighed på samme måde. Ikke fordi hun kunne slippe helt for det, da hun selvfølgelig stadig skulle anses for en pæn, betydningsfuld kvinde, men hun kunne nøjes med lidt venlige smil her og der, i stedet for en længere ordfyldt hilsen.

Hun var på vej tilbage til værkstedet med en lille brun taske, hvor dagens køb lå pænt pakket i. Da hun drejede om det sidste hjørne, gav hun sig til at knappe den første knap i jakken op. Jakken stod helt åben, da hun nåede døren til værkstedet. Hun greb om håndtaget, åbnede døren og trådte ind. Hun smed tasken fra sig på gulvet langs væggen, men da hun vendte sig for at lukke døren, mødte hendes blik en ung, mørk fyr.
"Kan jeg hjælpe dig?" Trods den venlige tone, lød hun stadig en anelse forvirret.

Det var utroligt så meget der kunne ske på på en dag, det havde Nicola flere gange måtte sande. På trods af hans unge alder var hans liv allerede blevet vendt op og ned op til flere gange, og hver gang på kun et ganske kort øjeblik. Hvornår ville han mon få lidt tid til bare at blive vant til det hele, og måske endda få lov til at have et lidt nemt og være lidt lykkelig? Måske var et bsre noget, som han aldrig ville komme til at opleve, for indtil videre gik det da godt nok ikke ret godt.

Selvom Nicola stadig ikke rigtig ville indrømme et overfor sig semv, drømte han om, at denne lykke han så desperat søgte kunne findes sammen med Phillippe, som lige pludselig nærmest var dumpet ind i hans liv. Han havde været en positiv forandring for en gangs skyld.
Men så havde Nicola ligget gemt under Phillippes seng mens han havde en dame på besøg, en dame, som han senere havde fundet ud af, var Phillippes kone, og igen virkede lykken meget langt væk. Nicola havde været klar til at forlade Phillippe med det samme, men det var åbenbart ikke noget helt almindeligt ægteskab, for det var, ifølge Phillippe, vist ikke helt frivilligt?

Det var en stor nyhed pludselig at skulle sluge, så Nicola havde brugt mange timer på at gå rundt i byen, desuden kunne han jo ikke rigtig blive på værkstedet. Natten var blevet tilbragt på en kro, for han var bestemt heller ikke klar til at tage tilbage til bordellet.
Efter at have brugt endnu flere timer på at vandre byen tynd, havde han besluttet sig for at vende tilbage til værkstedet. Måske Phillippe var der så han kunne få lidt nærhed.

Da Nicola kom hen til værkstedet, stod døren åben, så han gik selvfølgelig direkte hen for at se, om det mon var Phillippe, som lige var kommet hjem. Men det var ikke Phillippe han så i det lille rum, men derimod en ukendt kvinde. Eller nok ikke helt ukendt, for hun lugtede bekendt. Nicoka kneb øjnene sammen og knyttede næverne, som han kiggede på hende.
"Er du Katarina?"

Katarina lod et undersøgende blik glide hele vejen ned over den spinkle, lille fyr, der stod i døren. Var det en hale, hun anede bag ham? Som blikket gled hele vejen op igen, bed hun mærke i de knyttede hænder. Han så jo ligefrem ud til at være utilfreds. Det måtte være over et eller andet, som Phillippe havde gjort over for den stakkels dreng. Hendes blik landede kun kortvarigt i hans ansigt, før hun rettede det bare lidt længere op, til de sorte ører i det halvlange, krøllede hår. Trods hun aldrig havde haft den største respekt over for halvdyr, formåede hun stadig at holde et venligt smil på læberne og et blik der matchede, da hun så tilbage i hans øjne.

Hun løftede let det ene øjenbryn, som om hun lige blev lidt halvfornærmet over hans spørgsmål.
"Fru Jahnson," rettede hun ham, inden hun straks fortsatte; "Ja, det er mig. Leder du efter hr. Jahnson, så er han her ikke. Hvis du giver mig dit navn, så skal jeg sige, at du har været forbi," sagde hun og lagde hånden mod døren, klar til at lukke den så snart hun havde fået drengens navn. Det var vel derfor han var kommet, ikke? Phillippe havde sikkert sagt noget ubehøvlet til knægten i fuldskab en dag og nu var han blevet muggen. Katarina kunne ikke lige komme på andre forklaringer på, hvorfor den unge mand her, skulle være vred.

Fru Jahnsson.. det skar forræderisk meget i Nicolas hjerte at høre hende omtale sig selv med Phillippes efternavn - deres fælles efternavn. Det var ligegyldigt! Nok var de gift, men ud fra hvad Phillippe havde fortalt var det kun symbolsk, der var intet reelt i det, ingen følelser. Men det gjorde stadig ondt, især nu hvor Phillippe havde fortalt bare lidt af de pinsler, han gik igennem på grund af dette ægteskab. Selvfølgelig troede Nicola på alt hvad Phillippe sagde, han holdt jo af ham, selvom han ikke var meget for at indrømme, hvór meget han faktisk holdt af ham.

Det ville være nemt nok bare at vende sig om og gå. Lade Katarina og Phillippe være alene med deres forskruede undskyldning for et ægteskab. Men Phillippe var den første i meget lang tid, hvis ikke nogensinde, som Nicola for alvor havde bekymret sig om, så han havde ikke tænkt sig at give op. Derfor lagde han hånden på døren, for at forhindre hende i at lukke den. Nok var han ikke ret stærk, men han måtte da være stærkere end hende.
"Mit navn er Nicola" det ville overraske ham meget, hvis hun havde nogen videre reaktion på hans navn, men hun skulle vide, hvem der nu var igang med at gøre hendes ægtemand rigtigt lykkelig.

Uden at tage hensyn til, om hun gjorde noget for at stoppe ham, gik han længere ind i lokalet. Hvis hun ikke gjorde noget videre for at stoppe ham, havde han tænkt sig at lukke døren bag sig.
"Du ved sikkert ikke hvem jeg er. Hvordan skulle du dog det" Han smilte køligt til hende, hun skulle prise sig lykkelig for, at han ikke var den voldelige type.
"Men jeg kender din mand, selvom man vel knapt kan kalde ham det. Og jeg ved en del om dig Katarina, og alle de forfærdelige ting, du har udsat Phillippe for" Han trådte hen mod hende. Hvad havde han faktisk tænkt sig at gøre? Svært at sige, han havde ikke selv planlagt det endnu. Hun skulle bare vide, at nogen nu beskyttede Phillippe.
"Mens du passer dit eget liv, holder jeg Phillippes seng varm, og det har jeg tænkt mig at blive ved, så du skal lade ham være i fred"

Katarina formåede at holde det lille, venlige smil på læberne, opretholde en del af den facade, som hun altid holdt i offentligheden, i sin hjemby. Hun skubbede let til døren, stadig klar til at lukke den i, lige så snart den lille fyr havde givet sit navn. Men smilet forsvandt straks, som han lagde en hånd mod døren og forhindrede hende i at lukke den. Hvad bildte han sig ind?
Han præsenterede sig og Katarina løftede lige det ene øjenbryn. Hun havde ingen idé om hvem han var, men alligevel var det noget der sagde hende, at hun burde vide det. Måske det var hans insisterende hånd, der stadig holdt døren åben. Men det løftede øjenbryn rynkede sig gevaldigt, idet han trådte længere ind. Overrasket over hans lidt for direkte opførsel, trak hun hånden fra døren til sig og trådte et par skridt tilbage, så han var fri til at lukke døren bag sig.

Forfærdelige ting...
Katarina blev mere og mere utilfreds at se på, jo mere Nicola talte. Havde Phillippe helt seriøst delt sin patetiske livshistorie med dette lille, splejsede halvdyr?! Det begreb hun simpelthen ikke. Hun bed tænderne sammen, for hun kunne ikke lade være med at tænke på, at dette kunne være starten på hendes nederlag. At Phillippe rent faktisk havde delt sandheden med én. Selvom hun frygtede at sandheden ville slippe ud til langt flere, var hun alligevel ikke alt for bekymret lige nu. Hvem ville dog tro på dem?

Så snart Nicola havde talt færdigt, løsnede Katarina helt op og brød ud i latter. Hun trådte helt tæt på det lille halvdyr og nedstirrede ham så hånende det var muligt.
"Du holder hans seng varm? Det bliver du bare ved med, Nicola. Peppe har altid gerne ville have et kæledyr," sagde hun, som hun fandt et smil frem, der passede perfekt til blikket. Hun førte en hånd op og lod et par fingre stryge hen over hans kind. Hun skævede mod de sorte ører. Panter? Så lagde hun sit blik i hans igen.
"Tror du virkelig, at jeg har tænkt mig at lade mig true af en kær, lille killing? Du skal passe på med hvilke løgne du spreder, Pjuske. Spred de forkerte, og du ender på den nærmeste sindssygeanstalt," truede hun lidt tilbage. Ikke tale om, at hun ville tabe ansigt til et lille halvdyr. Hun valgte da også med vilje at hentyde hans race til en lille kat og ikke en panter. Han fortjente ikke at blive sammenlignet med så elegant et dyr, som en panter.

Det fornærmede ikke Nicola det mindste at blive omtalt som kæledyr, han var blevet kaldt værre ting af værre personer. Desuden var han sikker på, at det ikke var sådan Phillippe så ham, for hvorfor skulle de så have delt så mange hemmeligheder? Nej, det var mere sandsynligt, at han havde ramt et ømt punkt, og hån var hendes bedste forsvar.
"Selvfølgelig tror du ikke på mig, Kat. Phillippe sagde godt nok, at du kan være lidt langsomt opfattende" Det var måske ikke den bedste taktik at stå og lyve, når han netop var ude på IKKE at skaffe Phillippe flere problemer, men han kunne ikke lade være med at prikke lidt til hende.

For en sikkerheds skyld trådte han et enkelt skridt væk fra hende. Ikke fordi at han var bange, for hun skræmte ham ikke det mindste, der skulle meget mere til.. Men han kendte kun til hendes evne, hvad Phillippe havde sagt, og på det punkt ville han ikke løbe nogen risiko. Hvorfor han så yderligere valgte at provokere hende, kunne man jo så selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved.
"Hvorfor tror du, at han var så ivrig efter at få dig ud af huset, næsten lige efter du var ankommet? Jeg lå og gemte mig under sengen, fordi Phillippe ikke vil tages med bukserne nede om anklerne" Hvordan skulle Nicola kunne vide det, hvis han ikke havde været der? Det måtte hun vel kunne se logikken i. I følge Phillippe havde han jo heller ikke været den bedste ægtemand, så det burde vel ikke komme bag på hende, at han havde fundet en anden.

Mon Katarina efterhånden havde forstået at hendes trusler ikke virkede på ham? Hvis ikke hans kølige smil fortalte, hvor ligeglad han var, ja, så var hun i sandhed langsomt opfattende.
"Men når han for fremtiden besøger dig i din butik, skal du ikke undre dig, hvis han hellere vil overnatte på kroen. Desuden tror jeg godt du kan regne med, at sidste gang han var på besøg, kommer til at være sidste gang, at han underholdt dig i sengen" Nok havde han ikke nogen konkrete beviser for, at han havde delt seng med Phillippe op til flere gange, men han kunne da give så mange detaljer, at Katarina måtte tro på, at Phillippe havde sladret. Egentlig var Nicola også ligeglad med, om hun troede på ham, så længe hun bare holdt sig væk!

Selvfølgelig troede Katarina ikke på det fremmede halvdyr. Hun kunne ikke helt begribe, at Phillippe skulle have delt den slags detaljer med den splejsede fyr. At den fremmede derefter var så uforskammet at komme her og true hende, tale ned til hende på den måde. Han havde ingen ret, heller ikke selvom han åbenbart skulle kende sandheden om hendes forhold til sin mand. Hun bed tænderne sammen over hans kommentar. Langsomt opfattende? Den ville Phillippe komme til at høre for, når han engang kom hjem fra den lusede kro.
Nicola trådte et skridt væk og Katarina trak hånden til sig, fjernede fingrene fra hans bløde kind, og så fulgte hun et enkelt skridt med ham. Han stod med ryggen til døren og hvis hun kunne gøre det her bare lidt ubehageligt for ham, ved at trænge ham op mod døren, så gjorde hun det. Hun skulle lige til at komme med en noget så hånende kommentar, for selvfølgelig havde Phillippe da ikke haft noget med Nicola at gøre på dén måde. Men hun holdt munden lukket, da han indrømmede hvor han havde ligget og gemt sig, da hun ankom dagen før. Selvom hun formåede ikke at slynge diverse trusler efter ham med det samme, så hun bestemt ikke tilfreds ud. Hun så allerede rasende ud. Så halvdyret løj altså ikke da han påstod, at Phillippe havde delt seng med ham. Dén detalje havde hun vist ikke lige set komme. Hvordan processerede man lige sådan en information? At ens ufrivillige mand var til mænd…

Katarina var klar over, at hendes trusler ikke virkede på Nicola, men det var nu trusler hun tyede til, når hun blev godt gal. En ting Phillippe havde oplevet en del gange efterhånden. Hun skulle vel afreagere på en eller anden måde. I samme øjeblik Nicola sagde sit sidste ord, løftede Katarina hånden og smældede den hen over hans kind, i en syngende lussing. Straks efter greb hun fat om hans hals og skubbede ham op mod døren. Hun var godt nok ikke den stærkeste, men forhåbentligt var han blevet distraheret nok af lussingen, til ikke at kunne reagere på det hårde skub.
”Hvad bilder du dig ind?! Er du så desperat for at blive taget i røven, at du går efter ham, der lettest kan overtales? Jeg håber virkelig han huskede at vaske lugten af kattebakke af sig bagefter.” Hun var jo udmærket godt klar over hvor nemt man kunne få Phillippe til at smide tøjet. Hun havde trods alt selv gjort det flere gange.
”Små drenge har ikke ret til at fortælle mig, hvad jeg må og ikke må i mit eget ægteskab. Hvis du tror, at Peppe har rygrad nok til at beholde bukserne på i mit selskab, er du lige så ubegavet, som jeg først antog. Hold dig væk fra min mand, ellers skal jeg sørge for, at han holder sig væk fra dig. Du burde løbe hjem til dine forældre, inden du bliver blandet mere ind i det her, end du har lyst til.” Trods hendes rasende tone gennem alle ordene, fik hun sagt den sidste sætning næsten roligt, mere advarende. Hun flyttede sig så endelig fra ham og vendte ryggen til ham for at samle tasken op fra gulvet. Hun gik tydeligvis ikke ud fra, at han ville have nerver nok til at fortsætte.

Som Katarina trådte tættere på, bakkede Nicola yderligere, indtil han mærkede ryggen ramme døren. Det kølige smil som ellers havde domineret hans ansigt blegnede en smule. Det var ikke til at sige, hvad heksen ville kunne finde på, så han ville langt hellere have haft ryggen fri, så han hurtigt kunne springe væk. På den anden side, hvad var chancen for, at hun ville gøre noget, så længe der var i Phillippes værksted? Det tog intet geni at regne ud, at Phillippe og Nicola næppe var i høj kurs hos Katarina lige nu, men ville hun gå så langt som at skade Nicola her, hvor Phillippe ville kunne se følgerne af hvad end skader, hun kunne udsætte ham for? Det krævede selvfølgelig også, at hun overhovedet ville være i stand til at skade ham.

Nicola fnøs hånligt, mens et overlegent smil spillede om hans læber. Hvis hun blot vidste, hvad hendes kære ægtemand var i stand til, når der ikke var en heks til at undertrykke ham.
"Du har ret, han er nem at overtale. Hvis det så bare var mig, som var gået efter ham. Faktisk forsøgte jeg at undgå ham, jeg bad ham endda om at forsvinde, men det nægtede han. Phillippe kan være ret overtalende, når han faktisk bryder sig om en" Han kendte udmærket til Phillippes had mod Katarina, så forhåbentlig ville den spydige kommentar ramme et særdeles ømt punkt.
"Jeg har så rigeligt at fortælle dig om dit ægteskab, når det er til en mand, som jeg holder af. Hvis Phillippe selv havde at valg, holdt han sig så langt fra dig, som overhovedet muligt, og det ved du jo godt er sandt. Den eneste grund til Phillippe ikke har druknet dig i badekaret er fordi, at han er bange for, at det ikke vil fjerne hvad end, du har gjort ved ham" Det havde slet ikke været Nicolas plan, at der skulle ske noget mellem ham og Phillippe. Det ville også have været meget nemmere at gå sin vej, så snart ham fandt ud af, at der var en kone i Phillippes liv.. Men Phillippe var den eneste, som Nicola for alvor havde holdt af, så han havde ikke tænkt sig at give op så nemt. Så hvis Katarina troede på, at hun kunne skræmme ham væk, kunne hun lige så godt forberede sig på en ubehagelig overraskelse.

Selvom Katarina uden tvivl havde lyst til det, så var hun godt klar over at her ikke var det rigtige sted, at få afløb for sine frustrationer. Nicolas ord ramte lige hvor de var ment til at ramme, hvilket vel kunne høres på heksens måde at reagere på. Hun ville næppe være blevet så sur at høre på, hvis det han sagde ikke betød det mindste for hende.
På en eller anden måde havde Katarina vel altid været forberedt på, at hun ikke ville kunne holde Phillippe i kort snor, når han ikke boede hos hende. Hvad han foretog sig her i Dianthos når hun ikke var der, kunne hun ikke styre, lige meget hvor meget hun så gerne ville. Hun havde egentlig bare altid holdt fast i, at han i det mindste kom tilbage når han følte, at han havde brug for det. Det var ikke sådan hun ville foretrække deres forhold, men når det nu ikke kunne være anderledes.

Katarinas hånd knugede sig om taskens hank, som hun ufrivilligt stadig lyttede til Nicola. Hun bed tænderne hårdere og hårdere sammen, så den ellers fine og feminine kæbe blev mere markant. Hun gik rundt om hjørnet i værkstedet og stillede tasken fra sig på arbejdsbænken. Hun forsøgte så vidt muligt at se ud som om hans ord ingen betydning havde på hende. I hvert fald ingen negativ betydning, men lige så længe hun bed tænderne hårdt sammen, sørgede hun før at stå med ryggen til ham. Samtidig åbnede hun også jakken, tog den af og lagde den pænt fra sig på den lille kommode. Hun måtte tage en dyb indånding, inden hun smilende vendte sig mod Nicola igen, som hun regnede med, var fulgt efter hende om hjørnet, længere ind i værkstedet.
”Hans frygt er vel placeret. Min død vil ikke forhindre ham i at få det værre og værre. Og uden mig vil han langsomt svinde hen, blive svagere og svagere, indtil han selv falder om og tager sit sidste åndedrag,” sagde hun stadig smilende, og med en tone der indikerede at hun ligefrem nød hvordan det hang sammen. Det var samme tale hun i sin tid havde givet Phillippe, men ingen af dem behøvede vel at vide, at det ikke var sandt. Katarina var trods alt god til at lyve.

Hun trådte lige så stille tættere på Nicola og førte endnu engang en hånd op mod hans ansigt, hvor hun tog fat om hans kæbe med et fast greb, men ikke mere fast end at han ikke ville kunne komme fri rimelig let. Hun tiltede hovedet let til siden, som hun betragtede drengen. Det var ærgerligt at de pelsede ører ikke gjorde det mindste for at komplimentere det ellers kønne, mørke ansigt.
”Hvis jeg alligevel ikke slipper for dig, skulle jeg måske gøre det samme med dig. Sørge for du aldrig slipper for mig igen, tvinge dig til at komme tilbage til mig, hvis du gerne vil have en chance for at overleve. Hvor engageret er du i at blive i Phillippes liv?” Det søde, lille smil blev langsomt mere dystert at se på. Holdt han mon nok af Phillippe til at ville lade sig bukke under for en af hendes forbandelser? Det var ikke en overvejelse hun egentlig gjorde sig, men mere en undskyldning for ikke at skulle forholde sig til hvilke ord Nicola lige havde smidt efter hende. Hun kunne jo ikke lade sig knække over hvad en ung, naiv lille hankat havde sagt til hende.